På en havnebænk nær vandet sad en elver, hvis brune hud og sølvfarvede hår var et nogenlunde kendt ansigt i de lidt mere smudsige samfundslag byen havde at byde på. Havde man været omkring havnen i nogle timer, ville man ovenikøbet kunne konstatere, at den siddende skikkelse havde siddet her i et par timer også, allerede. Fordi Vektor var - tro det eller lad værd, faktisk på arbejde.
Imens at eftermiddag blev til aften, var det med et afslappet smil og henslængt holdning at mennesker, elvere og alt imellem, i et underligt mønster havde siddet ved ham i nogle minutter, kun for at rejse sig og hastigt gå væk igen bagefter - utrolig hastigt faktisk. Ord blev udvekslet, enkelte håndtryk blev også givet og kiggede man ekstra godt efter, kunne man da også se krystaller og flasker skifte hænder. Men langt størstedelen af Fristavns befolkning, jah de kiggede sjældent efter, hvis de ikke brød sig om hvad de så.

"Vektor dit svin, godt at se dig" en raspende stemme fik elveren til at åbne øjnene, der ellers havde været lukket for at nyde aftenens sidste, varme solstråler på sit ansigt. De isblå øjne fokuserede hurtigt på silhuetten af en høj, jah ufattelig høj mand, hvis blege hud og mørke øjne skinnede med ligedele venlighed, såvel som underliggende utålmodighed. "Mytho min skat, kom og sæt dig" spandt Vektor, og fik selskab af den ranglede skikkelse, såvel som en forespørgsel der blev mødt af et imødekommende smil. Kunder der ledte efter Nox, var nu engang hans indtægtskilde.. og selvom Vektor mest af alt ikke følte meget overfor sine  kunder, var stamkunder som Mytho et fascinerende såvel som tragisk eksperiment at observere.
I den tid Vektor havde været hans dealer, havde forandringen været stor at se, for den der vidste hvad de skulle holde øje med. For hver anden uge der gik, blev Mytho kun værre og værre at se på og være omkring. Det var... ucharmerende og tragisk-komisk at se.
Han var dog en af de mere hygsommelige at være omkring, og derfor sad Vektor også et par minutter med ham - hørte hvordan hans dag havde været, indtil at flasker og krystaller blev byttet, og manden atter var på vej videre.

Halvelveren lænede sig tilbage med lukkede øjne igen, og nød hvordan varmen prikkede over hans mørke hud. En halv time mere, og så måtte det være godt for i aften. Hvis der var flere, måtte de finde ham inde på en af kroerne. 

Mytho havde af udseende og sind, så bestemt set meget bedre dage end det han præsenterede nu til dags. Et langt liv havde sikkert haft en finger med i spillet, men Vektor genkendte det slidte udtryk fra mange af de kunder han havde overtaget, fra en af de tidligere sælgere. Kunder der havde været i et drømmefængsel i flere herrens år, og aldrig helt forlod det. Og hvorfor skulle de også gøre noget ud af sig selv? Til sidst blev de ligeglade med deres fremtoning - til sidst eksisterede de nemlig primært i de selvskabte drømme Nox hjalp dem med at danne. I drømme var der ingen til at bedømme dit udseende, eller udøve de fordomme der måtte følge med...
Men det her var virkeligheden i alt dets fordømmende pragt - og Vektor var bestemt ikke hellig når det gjaldt fordomme eller antagelser. Han reagerede bare ikke på dem, førhen at handlen var sat i hus. Og selv der... der skulle man satme være en klam skikkelse, førhen at Vektor decideret havde meget negativt at sige.

De isblå øjne åbnedes kortvarigt sløvt - Mythos forsvindende skikkelse var allerede nået et godt stykke væk, og manden ville nok ikke være til at finde igen, før om et par dage. Det var finurligt hvilken skam han følte i forhold til sin afhængighed - en skam der gjorde at han gemte sig i sine påvirkede dage, så han ikke skulle besvare spørgsmål han ikke ville høre stillet. Og alligevel ville han ikke ud af det loop han havde sat sig selv i. Vektor's saglige smil trak en anelse ud - han brokkede sig ikke, det var nemme penge, og øjnene lukkedes atter.

Nogle gange kunne man fornemme mere end man kunne se... det var ikke ofte at det kickede ind, men når det gjorde, var det som en sjette sans der ansporede dine sanser til at opfange noget mere end hvad de normalt gjorde. Og Vektor behøvede ikke at åbne øjnene, for at kunne konstatere, at fornemmelsen af at nogen nærmede sig atter havde meldt sig. Det var dog ikke førhen at en skygge gled for solen og skærmede for dens orange lys, at halvelveren prøvende åbnede sine øjne igen, og mødte synet af endnu en lidt ranglet og bleg skikkelse; mørkt hår som sort blæk ned af hans skuldre og ryg, det var faktisk ret pænt. Et kort øjeblik tænkte han at Mythos var kommet tilbage. Men det var han ikke... det her var en fremmed. En ny person.
Og fremmed var godt i hans bog; Vektor's mørke læber trak op i et imødekommende smil idet at han hilsende nikkede. "Du ligner en der leder efter noget" en blød stemme som man ikke umiddelbart forbandt med en tidligere sømand. Vektor flyttede det ene ben overskrævs på modsatte knæ, og lænede sig mageligt tilbage på den hårde træbænk, hænderne foldet i baghovedet til at støtte hovedet. "Eller nogen" tilføjede han med et nydeligt smil, og hævede et spørgende øjenbryn.
Der var plads nok til at han kunne sidde - hvis han ville. Vektor gjorde intet for at sende ham væk. Det var dog klart at han havde en antagelse om hvad denne mand ville, allerede nu, da folk sjældent henvendte sig til ham ud af det blå. Men nogle gange kunne man jo overraskes. 

Som forventet. Ved de første tøvende ord manden fik fremstammet, var det et sus af tilfredshed der gled igennem halvelveren, og hans øjne gled nu mere undersøgende over hans blege skikkelse og ranglede statur. En mand han ikke havde set heromkring før, som oveni at være en fremmed for Vektors øjne, også var en fremmed med det krystalianske sprog. Accenten havde i hvert fald en snert af noget nyt - og i halvelverens ører, interessant, over sig. Og omend Vektor ikke genkendte hvad det var, var det nok til at han med en fornøjet mine lod manden tage plads ved siden af ham. I kraft af Vektors medfødte nysgerrighed, var der allerede et par spørgsmål der poppede op i hans tanker - hvilken kyst kom han fra, for at lyde sådan. Hvad bragte han med sig af historier. Men alting til sin tid, og et mere tilfreds udtryk strakte sig over Vektor's læber ved nævnelsen af hans navn. Ah, så han vidste altså godt hvem han var.
Og det kunne betyde flere ting. 
For mange, jah så var Vektor deres primære kilde og leverandør af drømmestoffet Nox. Før det, havde hans navn været brugt i andre og lidt mere slibrige vendinger, og havde primært ligget godt i munden på dem der havde købt sig til selskab eller... oplevelser og tjenester. Men hvad ville det være her? Det opsøgende blik blev mentalt noteret, de fumlende hænder ligeså, og ikke længe efter den potentielle kunde havde sat sig, jah der blev en arm venskabeligt strakt ud bagom bænkens ryglæn - imod den mørkhårede mands siddende skikkelse, og kroppen blev ligeså drejet imod hans front for at møde hans studerende blik. Vektor fangede kortvarigt hans usikre øjne, og mødte dem med et spindende smil; han skulle da ikke være så nervøs. Han måtte gerne studere.  

Der dog falmede en anelse, da manden tilføjede at han ikke havde nogle krystaller, og Vektor løftede uimponeret et enkelt øjenbryn ved de ord. Tænkte han at det var en gavebod? Almindeligvis, ville drømmesælgeren hastigt have rystet på hovedet, og kort kommunikeret at man ikke kom langt foruden krystaller heromkring. Men ham her, jah han virkede desperat, og desperate mennesker var som oftest klar på at tilbyde mere, eller i hvert fald tilbyde andet af god værdi. Derfor lod Vektor stilheden trække ud i nogle lange sekunder efter hans sidste ord, inden at han endelig nikkede for sig sig - som havde han skulle overveje noget vigtigt inden.
"Den er ikke helt god, Musling..." en stemme der lød en anelse skuffet i sin beklagelse, og halvelverens hånd gled fraværende fra ryglænet til hans skulder, hvor at den ligedele småbetaget af længden såvel som hvor blødt det føltes, lod det glide imellem de grove fingre. "Har du noget andet af værdi? Der er mange måder at betale en hårdtarbejdende mand på" fulgte han op med i et selvsikkert smil, og lod blikket glide fra håret og tilbage til hans blege ansigt og mørke øjne. Et ekstra tryg blev lagt på 'mange' da Vektor sagtens kunne være fleksibel i sin betaling. Meget fleksibel. 

Hvilket nok også var fordi at han havde en forventning om hvad de allerede var igang med at forhandle, selvom han knap nok kendte den andens navn. 

Kælenavne og kaldenavne faldt fra Vektor's tunge i flæng, hvilket der var flere grunde til. Den første var bare personlig præference, det var en vane han havde samlet op fra de få venner han faktisk havde, og var blevet en vane han oprigtig talt var kommet til at holde af. Den anden, jah den var mere praktisk. Han kendte sjældent navnene på sine kunder, og kælenavne var nemmere at huske, når han nu selv havde fundet på dem. Musling var dog et af hans mere brugte, da det tit fik et smil frem, så tæt på havet.

Det var dog ikke smil Vektor ledte efter, men klingende krystaller der fyldte bedre i lommen end tomme løfter. Helt instinktivt fornemmede halvelveren en hvis ubehag hans hans fraværende legen af håret - den unge mand stivnede et kort sekund, inden at han trak hår og hånd til sig selv igen. Ah, så det måtte være for Nox at han kendte Vektor's navn, og ikke fra tidligere arbejde i mere skyggefulde gadehjørner. Isblå øjne havde en anelse eftertænktsomt fulgt hans egen fiflen med håret, men gled nu i et ryk op ved det underlige spørgsmål. Om han ville have hans hår?
En leende 'hehe' lyd indslap de mørke læber, og Vektor rystede småleende på hovedet idet at han trak hånden til sig igen - ingen grund til at røre mere ved manden, hvis han foretrak at man lod værd. Han havde intet at bruge hans blæksorte hår til, og måtte indrømme at det mere var en personlig fascination, end en handelsmotiveret - det var så ufattelig langt at det virkede helt absurd! Det var kønt, og han havde altid været betaget af finurlige træk og skønhed.

Men aldrig mere betaget end at snakken blev seriøs når det angik hans handler. 
Latteren stoppede en anelse brat da den blege mand foreslog et alternativ, og Vektor måtte med et klik af tungen, ryste afvisende på hånden. "Jeg laver ikke sådanne aftaler, uden at vide mere om hvem du er, det må du vel forstå" det var ikke personligt - det var bare business. En forventende hånd blev strakt frem, og Vektor stoppede den i luften ved at gribe den. "Men det kan der laves om på....? " tilføjede han med en mere interesseret stemme og følte endnu et smil overtage hans kortvarige afvisende mine. Hvis bare den stakkels, blege mand vidste hvorfor. 
Han havde ingen grund til at sende mennesket væk, da han helt tydeligt - og hængende nok så nydeligt foran Vektor, havde en amulet. En amulet som hans pengegriske øjne vurderede til at være i hvert fald et par jadestykker værd, præsenteret den rigtige handlende. Nok mere end en enkelt flaske kostede. Så hvis der var mulighed for at hans snavsede fingre kunne komme i besiddelse af den, så blev han gerne. 

Velstående eller ej, så havde alle væsner noget at byde ind med. Vektor vidste at hår, negle, tænder, øjne - alt det der, og alt det udenfor og imellem, jah det solgte for gode priser på det sorte marked i byens undergrund. Var man ikke villig til at give afkald på ekstremerne - især når man ingen penge havde, jah så var man ikke ivrig nok efter at få stillet sin trang - og det var lige meget hvilken form den trang så tog. Men heldigvis for den blege kunde, jah så gjorde Vektor sig kun i klingende mønt og skinnende værdier - han havde aldrig haft lyst til at rippe andre for deres kroppe, og derfor kom det aldrig på tale eller i tankerne som betaling.
Han havde jo allerede en idé om hvad der ville være en god betaling, amuletten reflekterede lyset så fint. Og lidt lokkende ord i hans selskab - måske en enkelt betalt øl endda, ville velsagtens være nok til at få en så afhængig kunde - i hvert fald så afhængig som denne blege mand havde fremstået til at være tidligere - til at se det smarte og fornuftige i deres lille byttehandel. Det passede alligevel ind i hans egne planer for resten af aftenen, hviskede en doven stemme.

Vektor holdt vejret en anelse da han forventede at hånden blev trukket til sig, men da den blev i hans solbrune, jah der var det med et leende smil at halvelveren lukkede sine fingre omkring den overraskende kølige hånd, og halvelveren fangede så vidt som muligt det mørke blik hos modparten; det virkede som noget han søgte, hvilket Vektor var villig til at give. Altid.
"Jeg forventer heller ikke andet..?" Vektor forstod ikke hvad den fremmede mand mente, men halvelverens tunge var hurtig, og kunne stadigvæk svare på ting den ikke forstod, selvom et lidt undrende blik fulgte med. Men det ragede jo ikke ham, og den solbrune elver smilede. "Vi kan starte med dit navn, Musling" Et blidt klem af hånden fulgte med, og Vektor's dybe stemme havde en efterklang af interesse. Siden at han tydeligvis vidste hvem Vektor var, kunne Vektor godt overskue at få sat navn på det fine og til tider halv forskrækkede ansigt foran ham. Medmindre han foretrak musling. "Og så noget at drikke; jeg kunne sluge hele havet så tørstig som jeg er" smågrinede han, og kastede kort hovedet ind imod Fristavns lokale havnekro, der med et klagende skilt stod og så.... jah, nogenlunde indbydene ud, hvis man brød sig om lidt grov charme. 

Skulderklap blev givet til højre og venstre, og kortvarigt blev der også trukket en anelse insisterende i halvelverens ene bukseben; de isblå øjne mødte en af hans kammerater fra et tidligere skib, som med latter i stemmen bad ham tage plads ved deres bord. Hvilket da bestemt også var fristende! Den sølvhårede elver lod et glimtende blik glide over den brogede samling af venner og bekendte idet at han lagde armen på hans skulder; den muntre stemning trak i Vektor's sociale sommerfugle tendenser, som absolut intet havde imod en stor gruppe at bruge aftenen med! Men bagved al latteren og de svømmende blikke foran ham, jah der trak en bleg skikkelse atter Vektor's fokus til sig.
Dianthos havde fået sat sig alene, og alene så han satme også ud, sådan som han sad med sine lange lemmer og mørke, næsten søgende øjne. Åh hvad søren, han var jo faktisk stadigvæk igang med en handel, og mon ikke de sad her senere...? Et små beklagende smil - ikke særlig beklageligt i virkeligeheden, trak de mørke læber opad. Og med et par klap på skulderen, en hurtig kommentar om 'måske senere' og et en farvelskål, fik han endelig møvet sig helt op til disken for at hente de velfortjente og - forhåbentlig stadigvæk - kolde øl. 

"Jeg håber du bryder dig om mørkt øl - jeg foretrækker ikke at se hvad de servere" var de første ord Vektor grinende bragte med sig tilbage, idet at han med et glimtende tandsmil smækkede to krus på det beskidte bord, og opdagede nu snasket. Typisk. Et søgende blik gled omkring dem - Vektor's blå øjne landede på ryggen af en af sømændende ved siden af dem, der sirligt havde slynget et gråligt og slidt halstørklæde om sin stol... men virkede dertil ikke videre opmærksom af sig. Eh, mon ikke den gik an? Halvelveren bevægede sig nonchalant lidt i hans retning....  for med lidt for lange fingre at snuppe stoffet, uden at den berusede mand syntes at bemærke noget. Selvsamme blev med skødesløs ligyldighed brugt til at tørre det værste af bordets griserier af - så, meget bedre! Kortvarigt kiggede han op på Diantos besynderligt blide ansigt og store mørke øjne, og med et hemmelighedsfuldt blink såvel som et drillende smil kastede han det fra sig. Så skulle de i hvert fald ikke høre på ham når han endelig opdagede hvad han havde mistet.

Med den tanke satte Vektor sig endelig ned, og smækkede de støvleklædte ben op på stolen ved siden af sig med et veltilfreds suk. 

Et noget fjollet udtryk gled over Vektor's markerede ansigt, da den blege mørkhårede mand med forundring spurgte om den var til ham. Selvfølgelig var den det - alkohol havde altid en fantastisk effekt på de fleste folk, og det afslappende tæppe af promille kunne være til gavn på mange måder. Hvorfor han ville give ham en øl kunne man så gisne om, men halvelveren havde som oftest sine grunde. "Hvis du vil have den" smilede han, og løftede med opmuntring i stemmen sin egen til en lille skål. Ikke at de nåede dertil, inden at endnu et undrende spørgsmål forlod menneskets fine læber; hvad sagde man når man fik givet en genstand?

Vektor kunne ikke holde et lille udbrud af latter tilbage, da det var et spørgsmål man meget sjældent hørte stillet. Måske tak? Måske ikke. "Det er hvad jeg har hørt oftest, men tak kan siges på mange måder" gled det leende glat over tungen, og med følelsen af mørke øjne på sig, strakte han sig en anelse dovent tilbage i den lunende opmærksomhed. Vektor rullede kort hovedet tilbage i nakken - forsatte med at rulle en anelse med skuldrene for at løsne op musklerne, inden at han afværgende rystede på hånden igen, lyseblå øjne tilbage på 'Dianthos' med overvejelse lurende i kanten af hans blik. "Mmmh, Musling, det har du gjort nok så tydeligt" det grove hænder løftede kruset til hans læber, og Vektor tog en tilfreds sår af den mørke, kolde drik. "Desuden, så er der ikke noget herinde, som jeg ikke kan købe til mig selv" en lille hvid løgn, og halvelveren udnyttede sig måske ogås af 'et lille klap på skulderen over hvor satans produktiv han havde været de sidste par uger, inden at han endnu en tår, og satte det fra sig igen. Fordi nok om ham.
Med nu begge hænder fri, blev armene foldet foran ham idet at han lænede sig mere ind over bordet og smækkede fødderne på jorden igen. Af blufærdighed havde Vektor ikke en særlig stor mængde, hvilket gjorde at han sagtens kunne finde ro i det interesserede blik han lod hvile over 'Dianthos', imens at næsten smagte på ordende der pressede på bagefter.
"Kan man ikke byde godt selskab på noget at drikke, siden du er så mistroisk?" kom det drillende fra elveren, der ikke nødvendigvis lagde skjul på at han intet havde imod det opsøgende blik. Nej, Vektor elskede den opmærksomhed der faldt i hans retning lige nu.

Det kom nok mere af vane end noget andet, når Vektor i flæng kastede kælenavne dets lige til højre og venstre. Ingen undslap et eller andet navn som halvelveren kunne tilbage-referere tilbage til, og musling var måske også en af de mere brugt heromkring. Hvorvidt det så til gengæld gik den anden mand på eller ikke, se det lagde han ikke så meget mærke til - nok også mere af vane, skulle man være ærlig.
De blå øjne fulgte ham til gengæld troligt og trofast hver gang han følte et studerende blik på sig, og ved benævnelsen af penge, jah der holdt Vektor tilmed en smule ekstra øje. Mange var nemlig motiverede af vægten og lyden af klingende krystal - ham selv deriblandt - og det havde været mageligt nemt at kunne fastholde en interesse hos denne 'Dianthos' på den måde - nu hvor han ikke selv havde nogle, kunne det jo være at han ledte efter dem - og dertil måske en nem måde at skaffe dem på. Men også her skulle det vise sig at Vektor fiskede efter noget der ikke bed på. Hvilket var forvirrende. Fordi i en simpel mands tankegang, jah der havde den blege skikkelse foran ham, stadigvæk et interesseret øje i varene. Men uden penge kom han ingen vegne; så hvor ville han hen med den interesse?

Ikke at det gjorde noget for halvelveren, der var en tro tilhænger af at lade tiden bestemme hvad der skete, og ikke hvad travlt med aftenens program. Mon ikke han fik det at se, på et eller andet tidspunkt. 

En let nikken fulgte derfor med da han nævnte at han var fremmed - det overraskede egentlig ikke den stedkendte Vektor - og selvom et spørgsmål om 'hvor han så kom fra' dannede sig på elverens tunge, nåede han ikke at spørge idet hurtige ord fremlagde en historie for den tidligere sømand, der først efter at have betragtet den smukke amulet lidt ved grebet om den - den glimtede så dragende - løftede sine isblå øjne. Ahh, far problemer. Klassisk.
Selvom det ikke nødvendigvis var sjovt med en død far, der ikke havde kendt den storøjede mand foran ham, var det alligevel et lydløst grin der strakte sig over halvelverens solbrune ansigt, og Vektor kørte en fri hånd igennem det sølvfarvede hår. Nok noget af det eneste han havde arvet fra den flyvske mand... og personligt, ville han heller ikke have en hårtot mere eller mindre af den fremmede faderskikkelse.
"Han lyder som en selvcentreret tjærespand" kom det med et lille fnys fra ham, og han lænede sig en anelse længere ind over bordet, den grove hånd løftede kruset en anelse. "Hah! Tænk at leve det sidste af sit liv, kun omgivet af skatte?" jah tænke engang hvilken fryd det ville være, forsatte elverens tanker tavst, men med glimtende blå øjne. "Du ved, nogle siger at børn er den bedste skat en forældre kan få" lo Vektor, der tog en tår af øllen ved ironien i den sætning. 

Vektor foldede sine hænder under sin hage, og nikkede af og til lyttende ved Diantho's stemme. Det overraskede den solbrune halvelver en anelse, sådan som han næsten forsvarede sin afdøde far - han havde vidst aflæst ham forkert - men at være forkert på den gjorde intet for Vektor. Nej, han forstod det måske ikke, men han kunne i hvert fald acceptere det.
Selvsamme nikken blev fulgt op med et bredere smil da han nævnte Fristavn's havnesituation, fordi han havde så fuldstændig ret; mænd der foldede sig ved havnekajen og halvhjertet ledte efter arbejde var virkelig hvad man så, når man lod øjnene glide over det gængse baggrundsbillede af den obskure by. Men Dianthos havde meget på hjerte - eller hjerne, det kom an på hvad man vendte sine tanker med, og Vektor holdt derfor forsat sin tavshed imens ord blev ytret, fordi nu... jah nu havde han åbnet op for et eller andet! Det var først til sidst da en kompliment undslap den blege mands tynde læber, at halvelveren lod et 'ohh' overtage hans ellers lyttende mine, og Vektor glippede kort med øjnene.
Ondt i hjertet? Hvem brugte sådan en vending. Sjovt nok blev det bidt mere mærke i, end kommentaren om druknende sømænd, men ikke ligeså meget som kommentaren om at han var pæn.
Nå så det syntes han?

Til det drak den solfarvede elver endnu en lang tår af sin øl imens han tænkte, tørrede skummet af med bagsiden af sin hånd, og rejste sig. Han var en underlig en... det isblå studerede hans store, mørke øjne, og Vektor gik med langsomme skridt omkring bordet, greb sin stol i farten, slæbte den med sig og placerede sig selv og stolen med et lille smæld ved siden af Dianthos' hvide skikkelse, tilfreds med at være tættere på ham. Undervejs havde hans endedestination ikke ligefrem været skjult trods tavsheden, og Vektor lænede sig dovent halvt indover bordet, med hovedet støttende på den ene håndflade. Skærmede lidt af for resten af rummet og hans udsyn til det, så at sige.
"Jeg mener bestemt ikke børn er en skat" kom det til at starte med fra ham, som et forsinket svar efter den  lange tavshed. "Men det giver mening at du ikke ser dem - kvinderne ved bedre, min ven. Og de vil som oftest mere med deres liv" enhver kvinde der havde muligheden, ville forhåbentlig tage den - de flyttede ud af piratbyen i håbet om et bedre og mere sobert liv. Hans mor havde gjort det samme, havde hun ikke været forgældet. Elverens evige smil om læberne, blottede kortvarigt en perlerække af overraskende hvide tænder, og Vektor drak endnu en tår, med øjne fastlåst på hans skikkelse over krusets kant.

"Men nok om kvinder og børn. Hvad ville du have gjort, hvis jeg havde ondt i hjertet?" en stemme der drillende prøvede at grave lidt i hvad der motiverede Dianthos, da han stadigvæk ikke kunne hitte rede i det. Han havde sine idéer, men desto flere ord der undslap manden foran ham, desto oftere måtte Vektor skifte de idéer ud. Og nu var det nået til et punkt, hvor at nysgerrigheden for en stund havde skubbet gerrigheden til side; nu var det nået til et punkt, hvor at de lavmælte ord havde vækket en anden interesse i Vektor, og amuletten der først havde trukket ham afsted, var for en kort stund skubbet lidt i baggrunden.