Selvom klokken havde ramt de 8 om aftenen, så stod solen stadig højt på himlen, som den endnu ikke var gået ned, da det var sommer, og derfor var nætterne lyse. Der var også langt mere liv i gaden på nuværende tidspunkt, både af folk der allerede var fulde, men også folk der kun lige var taget afsted for at opleve byens liv.
Der var også allerede godt med folk inde på Det Halve Svin, som man kunne forvente for en af de kroer der lå godt til de handelsrejsende der kom forbi, og øl efter øl blev slynget over disken.
Ovre i hjørnet havde Fabian fundet sig til rette, med en kold øl, for at tage det værste af dagens varme der ellers havde fyldt byen.

Han var sikker på at klokken var ved at ramme de 8, og havde han også klædt sig i rent tøj og alt muligt, for at Aldamar ikke ville få det alt for hårdt med at de ikke var så fint et sted. Han havde dog også afvist op til flere potentielle kunder, fordi hans tid var jo reserveret, og han kunne ikke bare nå en hurtig en oppe på kroværelset.
Hans krop summede lidt i spænding, som hans øjne var fæstnet på døren, i tilfælde af at den lave fyrstesøn skulle træde ind. Han håbede i hvert fald på at Aldamar ville møde op, selvom han ikke var helt sikker på hvad han skulle forvente af aftenen. Aldamar havde ønsket hele natten for sig, men den eneste grund til at de var kommet så langt sidste gang, var vel fordi Aldamar var påvirket. Det virkede det i hvert fald som om, men desværre kunne Fabian ikke helt benægte at han ikke kun glædede sig til mødet med Aldamar for arbejdets skyld. Han nød på et eller andet plan det de havde kørerende mellem dem. De så næppe øje til øje, men samtalerne flød så nemt, og de drillede frem og tilbage, og det var bare lidt befriende. 

Tiden var fløjet afsted her de sidste par dage, og førhen at han vidste af det, jah så var det blevet torsdag. Hele dagen havde været en anelse... distraheret for den unge fyrstesøn, der på mange punkter havde haft en stram tidsplan og alt for meget iver til at få den overstået. Derfor havde han faktisk formået at få sin sidste 'tjans' ordnet allerede ved 6 tiden, og så var det lige pludselig omvendt - nu havde han en løs tidsplan, men stadigvæk utålmodighed nok til at den første time - og godt halvdelen af den anden, kort sagt sneglede sig afsted for Aldamar.
Nu var tiden heldigvis ved at være... jah, tid. På sengen lå noget mindre fornemt tøj end det fyrstesønnen normalvis begav sig ud i, og selvom de naturbundne farver stoffet havde var... underligt, en anelse kedeligt oveni købet, så var det i den grad med vilje at han ikke ville skille sig ud. Blikket gled over hans fremmede og dog genkendelige skikkelse i spejlet foran ham. Det eneste der stadigvæk vidnede om at Aldamar ikke ligefrem kom fra det samfundslag han ellers var klædt ud til at ligne, var den fine sølvring der var at finde, på venstre hånd - en hånd han hurtigt stak i lommen. Prøvende stod han lidt og poserede foran spejlet, et lidt selvfedt smil gled over læberne - han så faktisk slet ikke værst ud i den bondske mundering! Og det var velsagtens også med vilje.

Traskende ned igennem gaderne, jah der var det både behageligt og uvant at Aldamar ikke tiltrak sig mere opmærksomhed en han gjorde. En forfængelig og knap så charmerende selvfed del af ham savnede et misundeligt blik af og til, men det blev skubbet langt væk - jah endnu længere væk, nu hvor at han endelig stod foran døren til Det Halve Svin.
Klokken var lidt over 8.
Hvorfor var hans håndflader pludselig så fugtige?

Med en karakteristisk knirken af gamle hængsler væltede kroens larm og humør ind over adelsmanden, der næsten af refleks rynkede på næsen, inden at han bevægede sig derind. De blå øjne gled over de mange farverige og forskellige gæster, men fandt hurtigt den de ledte efter, og et smil trak den tidligere grimasse væk idet at han bevægede sig imod hjørnet af kroen.
Han så jo helt nydelig ud, sådan som hans tøj virkede mere rent end han plejede. Var det for hans skyld? En tanke der varmede, da han næsten kun kunne gå ud fra det.

Det strømmede næsten med folk ud og ind af kroåbningen, og det føltes lidt som om at Aldamar aldrig kom, hvilket var endnu en grund til øllen foran Fabian. Som han tog endnu en tår, gik døren dog ind, og et par velkendte krøller fangede hans blik. Endelig var han kommet.
Fabian rakte en hånd op for at indikere for Aldamar hvor han var, det var nemt at miste overblikket, når der var så mange folk, og Fabian havde valgt at sætte sig lidt væk fra dem, og heldigvis fangede han hurtig fyrstesønnens blik. 

Han tog kruset op til munden igen, mens han ventede på at Aldamar kom over mest for at gemme smilet der havde spredt sig på hans læber. Det var ikke meget af øllen han drak, før at han følte at han alligevel havde kontrol over sine muskler i ansigtet, og satte det ned igen. Der var stadig et smil på læberne, men ikke nær så bredt som før.
”Så du nåede det i dag,” sagde han som Aldamar kom tæt på, og lagde så en hånd på stolens ryglæn, som stod ved siden af ham, skulle de blive i kroen for nu. ”Skal du have noget at drikke?” tonen var allerede blevet mere drillende, da begge mænd nok uden tvivl kunne huske hvad der havde fundet sted sidste gang, selvom Aldamars minder ikke havde været så klare om det, grundet mængden han havde drukket.

Aldamar bevægede sig målrettet imod Fabian, men var for den opmærksomme betragter, ret så hurtig til at undgå at røre ved nogle af kroens andre gæster på vej derhen. Han stoppede sågar prompte op i sin målrettede gang, da en halvfordrukken dværg væltede bagover foran ham, og bevægede sig først videre igen da han var blevet rejst op af sine drukvenner fremfor ham - dog uden at slippe øjenkontakten der strakte sig tværs over rummet. Nej, den holdt han fast ved; den blonde mand så ret så glad ud, og han var ikke alene om den følelse. 
Med en leende nikken bekræftede Aldamar - jah, han nåede det skam i dag, og Fabian havde nok ikke nogen idé om hvor meget han faktisk havde været før tid, for at være sikker på at han ikke missede sin halve times tids-spænd at dukke op i. Ikke at han behøvede at vide det heller; det var en hemmelighed han kom til at holde lidt for sig selv. Den ville uden tvivl være et våben i Fabian's mund, nemlig. "Deeet..." et lettere tvivlende blik gled fra Fabian's ølkrus og så op til baren - sidste uges tømmermænd sad alt for friskt i erindringen til at det ligefrem lokkede som det havde gjort sidst - det var ikke kun ham der huskede det, kunne han hører på den drillende tone. Men han endte alligevel med at nikke. "Et enkelt glas kan jeg godt håndtere" sagde han idet at han satte sig, og rystede selvironisk på hovedet. "Håber jeg"

Det var slet ikke faldet ham ind at skulle hente øllen selv. Både fordi Fabian havde spurgt, men også af god, gammeldags, royal vane.

Smile blev bare lidt bredere som Fabian kunne se at Aldamar tydeligvis tøvede med at få alkohol indenbords. Det var heller ikke hans intention at drikke fyrstesønnen fuld på nogen måde, men hvis han allerede var bekymret, så havde han nok en lav alkoholtolerance.
”Jamen, vi kan da også nøjes med at dele, hvis det er det du foretrækker,” kom det drillende fra Fabian, som han endelig lod sig rigtig tage Aldamars udseende ind. Han var stadig væsentlig pænere klædt end Fabian, men han værdsatte hvordan han havde forsøgt ikke at stå så meget ud i folkemængden her på kroen.
Det var et næsten lidt sultent blik i Fabians øjne allerede, selvom han absolut intet havde gjort for at hentyde på at han havde travlt med at de kom videre fra kroen. Dog lod han øjnene glide væk, og tilbage ud i kroen, for at prøve at fange blikket af en af kropigerne.
Det tog ikke lang tid før øjenkontakten var fundet, og han nikkede hende hen til dem. ”Et ekstra krus øl, tak,” sagde han, pænere end han opførte sig overfor Aldamar i hvert fald.
”Et øjeblik,” svarede hun tilbage, før at hun forsvandt igen, formodentlig for at finde et krus øl til Aldamar. Det var jo ikke fordi der ikke var service herinde, det var ofte bare mere effektivt at gå op til baren. Dog var Fabian en stamkunde, så blev han normalvis også behandlet ganske pænt.

”Så Baldric, har du gjort dig nogle tanker om i dag, eller er det bare hvorend aftenen leder os?” spurgte Fabian, med sit blik tilbage på Aldamar. Han ville elske at høre hvad den adelsmanden var kommet frem til, hvis noget. En ting var at de startede ud med øl, men de skulle formegentlig ikke sidde her hele aftenen.

Aldamar's tolorance var svag som bare pokker, og til tider glemte han det, da der kunne gå langt imellem mere end et enkelt glas vin, eller et enkelt krus øl. Han havde dog ikke i sinde at glemme det lige foreløbig - sidste gang lå stadigvæk alt for smertefuldt penslet på hans hukommelse, men måtte alligevel ryste på hovedet da Fabian foreslog at dele et glas. "Jeg tror det går" smilede han, og lænede sig mageligt tilbage i den knirkende stol. Selvom han ikke nødvendigvis var en stor fan af stedet, kunne han sagtens sætte sig til rette i det.
I det korte tidsrum hvor at Aldamar følte et undersøgende blik over hans tøj, var han ikke sen til lige at slå armene en anelse ud så Fabian rigtig kunne se hvor umage han havde gjort sig med den - for ham i hvert fald - kedelige påklædning.  Det var ikke ligefrem perfekt, men det var bedre end sidst. "Jeg havde aldrig troet jeg skulle bruge mit gamle ridetøj igen" forklarede han, og kiggede kortvarigt ned på de brune bukser - de sad strammere end mange af de andres posede bukser, men den beigefarvede trøje var mere luftig og strammede ind omkring livet. En simpel, sort vest var trukket udover skjorten, og i det lune sommervejr, var det heldigvis nok til at holde varmen.

Et krus øl blev placeret foran ham efter bestillingen, og Aldamar greb omkring hanken på kruset, og snusede først til øllen. Den lugtede heldigvis ikke af noget den ikke skulle lugte af .
"Hmmm...." Aldamar kiggeede på Fabian over krusets kant, og som mindedes han pludselig noget, blev øjnene smalle. Kruset blev placeret på bordet igen - uden at tage en tår, og Aldamar strakte hånden frem imod Fabians ansigt - dog ikke fordi det var en kærlig hånd.
Et lidt hårdt smølfespark - et smølfespark der vidnede om meget øvelse imod irriterende yngre søskende eller venner, blev sendt imod hans pande, skulle han ikke trække sig tilbage. "Du, jeg har en høne at plukke først" adelsmandens mimik var vrissende, men han var ikke oprigtig vred - så slet ikke. "Kan det passe at du travede nøgen igennem gangene, på vej til køkkenet?" et spørgende øjenbryn blev løftet, selvom de begge nok kendte svaret, og det skulle bare siges højt.
Det havde været en... akavet snak med Arya senere på dagen, nemlig. Og lidt brok måtte Fabian være klar på at lægge ører til, sådan som han havde sat fyrstesønnen i forlegenhed. Og så til hans egen lillesøster, vel og mærke.

Det var ikke overraskende, at nu når de to mænd var blevet mere tilpas i hinandens selskab, at Aldamar så også var mere tilbøjelig til at opsøge det sultne blik fra Fabian. Det havde været noget lidt andet til ballet, der efterhånden havde stået halvanden til to måneder siden. Det var lidt som om, at ligeså snart det andet måde var hændt, så var de bare faldet ned i en næste rutine... til trods for det kun var fjerde gang de sås.
”Det passer ellers stadig ganske fint til dig,” sagde han og hans blik gled lidt længere ned, for at studerer hvor stramt de egentlig sad på benene, før at hans blik fandt tilbage op til Aldamar igen. Det nyttede ikke noget at gøre fyrstesønnen utilpas allerede, desuden var mange af de ting sjovere når de var alene. Han anså i hvert fald ikke Aldamar som en der ville mene at det var god stil at gå ud og hygge sig, hvor der kunne komme folk og opdage dem.

Heldigvis kom bestillingen hurtig ned til dem, og Fabian tog fat om sit eget krus for at drikke, men blev distraheret da det virkede til at Aldamar rakte ud efter ham. Han kiggede lidt undrende på ham, før at han mærkede det lille slag mod sin pande, og trak sig lidt forvirret tilbage.
Dog kom svaret hurtigt frem, og det forvirret udtryk spredte sig hurtig til et grin og så en leen. Han tog tydeligvis ikke situationen særlig alvorlig.

Det tog noget tid, før at Fabian slappede lidt af, men til den tid, havde han givet slip på sit krus og bare lænet sig tilbage. ”Er det da blevet til et problem?” spurgte han drillende. Der var ingen oppe på det tidspunkt, selvom han stadig godt kunne huske hvordan han mente han kortvarigt så et blond hoved. Han følte sig dog stadig sikker i at blot var noget han måtte have forstillet sig, fordi han var træt. 

En lidt arrogant del af ham, tog altid imod kompliementerne fra Fabian. De føltes godt, de varmede indeni, og så havde den blonde mand alligevel formået at få Aldamar til faktisk at høre dem fremfor bare at vifte dem fra sig, som han plejede at gøre med mere overfladiske ord fra andres munde. Da han sagde det passede ganske fint, var de derfor en tilfreds lille fornemmelse der lagde sig i fyrstesønnens krop og bevægelser, og han nikkede.

Fabian tog dog tydeligvis ikke hans rettende formaninger særlig seriøst, og når man kunne se det hele på afstand og et par dage efter - jah efter at den første overraskelse, irritation og selvforskyldte forargelse havde lagt sig, så kunne Aldamar heller ikke helt selv tage det seriøst. Hvilket nok også var derfor det sitrede en anelse i læberne på hans ellers vrissende ansigtsudtryk, da Fabian lo. Fordi det var lidt morsomt, selvom det bestemt ikke havde været sjovt selvsamme morgen. Først Arya, og så senere Fillipe - eller havde det været omvendt? Han havde i hvert fald følt sig lidt udspurgt og observeret på flere fronter end forventet, den morgen. 
Aldamar lænede sig en anelse ind over bordet da Fabian lænede sig tilbage, nu begge hænder på det grove træ. "Det er for tidligt at sige endnu" han prøvede dog stadigvæk at holde en hvis grad af seriøsitet i sin stemme, og greb kruset igen med den ene hånd. Fordi nej, det ville nok ikke blive til et problem; Arya havde virket mere interesseret i hvem han var, end hvad han var. Men det betød ikke at Aldamar var så heldig næste gang - eller at Fabian var, hvis man overvejede hvem der ville blive mest udspurgt, af at gå nøgen omkring på gangene. 
Mon ikke han havde forstået, at det helst ikke skulle ske igen... ikke med det samme i hvert fald.

"Men det er jo næsten at be' om problemer, at gå omkring sådan" Adelsmanden rystede uforstående på hovedet, men kunne ikke liste sig uden om sin nysgerrighed "Var det med vilje?" Aldamar tippede hovedet på skrå, og lod endelig en mere drilllende tone snige sig ind i stemmen ved sit spørgsmål.

Fabian havde et eller andet med grænser, og det ville ikke overraske ham, hvis han var en af de fjol- typer, som ikke havde noget imod en god omgang ballade. Faktisk var det noget af det som fyrstesønnen fandt utroligt spændende omkring ham, og Fabian smagte af underlig frihed på det punkt. 

Det var ikke ligefrem nemt for Fabian at tage noget seriøst, hvilket også var kommet til udtryk sidste gang, da han ikke ville tage sin egen sikkerhed seriøst, selvom Aladmar havde bedt ham om det. Der var bare ikke mange ting i Fabians liv, som ikke kunne bruge en dosis af lidt flabethed og morskab, ellers blev det hele for gråt, hvis han selv skulle sige det.
Han kunne da også se hvordan Aladmars læber selv lidt trak på sig, selvom han ikke ville give efter. ”Så er det nok ikke et problem,” var han også hurtig til at svare tilbage, med et kækt smil. Hvis der var problemer, så ville de næsten have opstået med det samme.

Nu når han også havde fået kontrol over sin latter, tog han kruset og førte det op til munden, så han kunne tage en ordentlig slurk af det. Den var allerede halvvejs tom, men det var også den eneste øl han havde planer om at drikke i aften, og de skulle vel ikke sidde der hele aftenen, selvom han ikke vidste hvor godt arbejde Aldamar selv havde gjort på sin øl.

Han tog også sig god tid om faktisk at svare på Aldamars spørgsmål, bare for at se ham svede lidt, men også så han selv kunne overveje hvem i alverden Aldamar skulle være kommet i problemer med. Fyrstinden boede næppe her i Dianthos, og de søskende Aldamar udentvivl havde, boede der vel heller ikke? Så havde det i hvert fald ikke været en god plan for Aldamar, at slæbe Fabian med hjem. ”Måske en smule, du havde jo ikke været den mest medgørlige da du vågnede,” kom det endelig lidt drillende. Han havde heller ikke gidet at finde sine bukser, men det var lidt en anden sag. 

Aldamar blot rystede på hovedet ved hans kvikke kommentar om at 'det nok ikke var et problem', men lod ham få det sidste ord i den sætning - noget han efterhånden havde bemærket at den blonde mand brød sig vældigt godt om. Måske var det et produkt af hans flabede mentalitet, måske ikke... men det var underholdende, når det ikke blev vendt imod ham selv. Desuden... så var der ikke meget han kunne gøre ved eller for det nu - sket var sket, og Aldamar's mere objektive del af hjernen kunne ikke helt klandre ham for at Arya var et absurd tidligt morgenmenneske. Han skulle jo bare selv have stoppet ham i første omgang  - eller slet ikke have hevet ham med.

Aldamar's hånd fattede om kruset synkront med Fabian, og tog en tår. Han var dog ikke nået forfærdeligt langt, og drak oven i det, ret så langsomt. Ikke at han heller havde tænkt sig at skynde sig.
 
Stilheden bagefter trak dog langt nok ud til at adelsmanden et kort sekund blev i tvivl om at det havde været et spørgsmål han ikke skulle have spurgt om, men heldigvis gled der endelig ord over de kønne læber. Aldamar's panderynken glattedes atter ud, og med en kort latter rystede han opgivende på hovedet. "Nej" kom det i enighed fra ham, og Aldamar smilede, et smil der ikke viste tegn på at han fortrød at have været alt andet end medgørlig. Adelsmanden vippede hovedet på skrå, og den ene arm blev brugt som støtte idet at han lod sin håndfade ramme kæben, og øjnene ramme Fabian's "Plejer dine kunder da at være mere medgørlige?" tilføjede han drillende, og smilede lidt bredere. 
Aldamar ville ikke sige at han var en umedgørlig kunde, omend han måske var en anderledes en af slagsen.
Men hans perspektiv og forståelse var trods alt også meget anderledes. 

Fabian skiftede hånd til kruset, så hans hånd hen mod Aldamar var fri, og han lod den glide ned og lægge sig på Aldamars lå, mens han selv kiggede ind i Aldamars øjne. ”På nogle punkter, langt mere medgørlige,” sagde han drillende, selvom han absolut intet problem havde i det. Aldamar kørte i et andet tempo, og det var sjovt at se hvor langt de kunne gå, uden at bryde grænser Aldamar ikke var parat til at give op. Så kunne det godt være at Fabians krop havde behov for noget andet sidste gang, men hvis de ikke kom dertil i dag, så var Fabian lidt mere klar over det, og forhåbentlig ville morgenen efter ikke være ligeså slem.
Han lod hånden glide lidt længere op mod Aldamars skridt, dog uden rigtig at gøre det super upassende. Heldigvis var der heller ikke rigtig nogen omkring dem der lagde mærke til en hånd der lå på den anden, eller hvordan Fabian var begyndt at læne sig lidt mere hen mod Aldamar.

”Er det samme slags underholdning du vil have i dag, eller er du mere interesseret i... en lidt mere intens underholdning,” kom det også lidt mere dæmpet fra ham. Måske han havde ligeså meget magt over at få Aldamar til at rødme mere, men han ville gøre sit ypperste, for før eller siden, så ville Aldamar være hærdet, og så forsvandt det sjove i hvert fald fra det. 

Et kort lille gib gik igennem adelsmanden ved hånden på hans lår, og et sekund flakkede øjnene fra Fabian og ned, men vendte fluks tilbage til den blonde mand. Ordende fik et lidt større smil til at trække op  i hans læber, og selvom Aldamar ikke gjorde noget for at rykke hans hånd længere op, gjorde han heller intet for at fjerne den. Det her var fint, det her var overskueligt. Og der skulle mere til, for at få det velkendte sus af forlegne følelser og tanker der var i klemme, til at bryde ud på Aldamar's kindben. Det var dog ikke en dans Fabian var uvant i - det ville næsten være en fornærmelse, og der hvor hånden passerede, følte Aldamar en sitrende forventning i huden, der ikke tog notits af at der var et lag stof imellem.
"Jeg.." Aldamar's ord forstummede på læberne da Fabian lænede sig en anelse længere hen imod ham, og med begyndende varme ører, kunne han gøre sig tanker om hvad intens underholdning betød for Fabian. Han mente det havde været nok så intens sidst nemlig, og da hånden gled en tak længere op, følte han alligevel hvordan at øjnene blev en anelse smallere  imens han prøvede ikke at give Fabian den reaktion han ønskede, da slet ikke for noget så trivielt som det.

".... hvad er forskellen på de to?" en stemme der matchede hans dæmpede tone, og adelsmanden gjorde sig anstrengelser for ikke at ligne en, der ikke kunne finde ud af at sætte ord på hvad de ville, og skjulte det lidt bagved ølkruset han hev op foran læberne bagefter. 
Nu var det bare lidt sådan, at han aldrig ville kunne kommunikere sig selv ud på den måde, selvom han ville elske den potentielle overraskelse det ville tage Fabian med, at Aldamar smed sine egne sproglige hæmninger. Han ville gøre det for at se forbløffelsen. Men han vidste - eller forventede i hvert fald, at han ville blive oppet med den dobbelte mængde af et langt mere farverigt sprog, så snart han prøvede at bevæge sig ud på det dybere vand... så det skulle virkelig times, den dag det blev gjort!

Fabian øjne ledte efter reaktion der ville komme fra Aldamar. Nogle gange var reaktion voldsom og til tider, forsøgte han at holde det inde i sig selv. Fabian foretrak når Aldamar ikke prøvede at skjule sine følelser, men hvis han endelig skulle, så skulle det være tydeligt at han forsøgte det. En kedelig sten var ikke den mand han havde glædet sig til at bruge aftenen med.
Heldigvis brød forlegenhed lidt igennem, og han kunne se hvordan ørerne skiftede farve, selvom belysningen næppe var den bedst herinde, til at se præcis hvor rød han var blevet.

”Hmmm..” kom det eftertænksomt over Fabians læber, som han blot lænede sig lidt mere ind mod Aldamar, han kunne snart ikke læne sig mere, før han ville miste balancen og bare falde hen på Aldamar. Ikke en dårlig idé, men ikke så praktisk når de var i kroen. ”Det er nemmere at vise end at fortælle,” pointerede Fabian lavmælt, selvom han var ret sikker på at det ikke var et godt nok svar, så han forsatte. ”Men jeg tvivler stærkt på at du kan forme hele sætninger når vi først rigtig er i gang, og hele din krop vil skrige om forløsning af bare nydelse,” tilbød han endelig. Det var ikke godt nok at forklare, men for en som Aldamar, måtte det hurtigt blive overvældende, af at være sammen med en som Fabian. Han vidste ofte hvilke knapper han skulle trykke på, og han var ikke ked af at gøre det, gang på gang, på gang. 

Nu havde han trods alt halvt om halvt forventet et eller andet grænseoverskridende, og på den front skulle det også vise sig, at Aldamar ikke blev skuffet. Nej, han blev måske endda væltet en anelse bagover rent mentalt, sådan som både nærværet blev tættere og ordende mere afprøvende. Som skulle han lige teste hvilken knap der fik Aldamar til at reagere, hvilken knap der flippede hans ellers vante, overlegen holdning og udtryk. Og hvilke knapper som det var, at han formåede at trykke på...
Fyrstesønnen havde i første omgang stillet sig tilfreds med at 'det var nemmere at vise'. Det var jo næsten helt sobert kommenteret, og et kort øjeblik glimtede Aldamar's blå øjne i forundring - var det virkelig alt han ville ud med, givet muligheden? 
Aldamar tog endnu en tår af sin øl i pausen. Men nej, ganske som forventet, var det ikke nok, og Fabian's dæmpede stemme hviskede om ting der ikke passede til hans nonchalante toneleje og ansigt. Ting der fik Aldamar til næsten at få sin øl galt i halsen og  ubevidst trak han skuldrene en anelse mere skærmende op omkring de røde ører. Ikke fordi det ville hjælpe meget på de blandede bølger af spænding, lyst og skam der prikkede til ham fra alle sider, og fik hans håndflader til at føles ufattelig varme imod det kolde krus. 

Han ville ønske at han bare afslappet havde kunne høre sådan en sætning og med et drillende smil læne sig tilbage i stolen. Han ville ønske at han var født med den ekstroverte form for selvtillid mange af hans venner udtrykte. Men det var han ikke, og Aldamar undgik derfor Fabian's øjne en anelse sky, selvom det ikke var af nogen negativ grund - nej. Han ville bare ikke lade den blonde mand føle en større triumf end han måske i forvejen gjorde, ved at se den knitrende energi de så vovede ord fik startet i ham. Fordi det burde ikke være så fandens nemt at nå ind til ham.

"Du er ikke særlig ydmyg..." Aldamar's stemme og konstatering var dæmpet i sin fascination, og for en kort stund lod han sig alligevel fordybe i det blå-grønne blik; lod Fabian se et kort glimt af længsel efter at efterteste de ord. Det forsvandt dog da Aldamar med et niv i sin egen håndflade, fik skubbet sig selv ud af sin betagelse. "Tænk.. tænk nu hvis du lovede for meget - er det ikke sket førhen?" de måtte snakke om noget andet, eller også ville Aldamar næppe kunne blive ved med at afvise, sådan som han følte de blå-grønne øjne betragte ham. Det var dog knap nok et emneskift, hørte Aldamar bagefter når han tænkte ordende igennem. 

Det var som et spille på klaver, man skulle ramme de rigtige toner og i sidste ende ville det være sød musik. Det var i hvert fald en pæn metafor, selvom Fabian aldrig havde rørt et klaver i sit liv og nok aldrig ville komme til det. Det vigtigste var såmænd også metaforen og det faktum at Fabian fik en reaktion ud på Aldamar, som så ud til at han gerne ville gemme sig mere og mere.
Det var et selvsikkert og tilfredst smil der var på Fabians læber, med et drillende glimt i øjet, som han blot kiggede på Aldamar, mens prinsen tydeligvis forsøgte at komme tilbage med noget, hvilket Fabian også gav ham tid til. Han lænede sig dog ikke væk igen.

En lille følelse af triumf udviklede sig da også lidt, da Aldamar stadig ikke ville se ham i øjnene, hvilket kun kunne betyde at han prøvede at skjule noget, hvilket Fabian absolut intet problem havde i. De hemmeligheder Aldamar formegentlig skjulte var af den kropslige slags, og det var dem der var nemmest at læse. Især som han endelig vendte sine øjne mod Fabians

”Hvis jeg var ydmyg, så ville du nok slet ikke være så spændt,” spandt Fabian ved Aldamars side, og nussede låret som stadig var under hans ene hånd. Han gik hverken længere op eller ned på låret, men blev blot der hvor hans hånd havde fundet sig en plads. ”Og jeg har endnu ikke oplevet at skuffe nogen, men det kunne være at en skulle være den første, og hvis det var dig, så ville jeg vældig gerne lære af dig hvad jeg kunne gøre bedre.” Den første del var egentlig en løgn, men det var efterhånden så mange år siden han havde skuffet en kunde at det var gået i glemmeren for ham. I hvert fald når han sad sådan her med Aldamar, og bare koncentrerede sig om de to af dem.

Sande ord, da Aldamar i hvert fald i sit eget stille sind, var nået frem til at selvsikkerheden betød meget i forhold til hvad han fandt tiltrækkende såvel som dragende. Når han nu ikke selv kunne bærer selvsikkerheden på den front, så måtte andre velsagtens gøre det for - og sammen med ham, og det var bestemt ikke kun at foretrække i Fabian. Skulle Aldamar tegne en rød tråd, kunne den parallel i hvert fald trækkes imellem ham og Fillipe. Men ham skulle det ikke handle om nu.
Nej, med et fantastisk gys tog Aldamar imod den lille nussen, imens at han lyttede.

Han kunne dog ikke holde et kort lille fnys af 'hah' tilbage ved hans ord, da Aldamar tvivlede på at han kunne lære noget fra sig, og det mest af alt lød som en 'hvis' fremfor 'når' fremtidsmulighed. Men betydningen af ordende gik ikke tabt, og med varme kindben måtte han bide godt sammen i tænderne for ikke at bide sig selv i læben, eller i leddet på hans finger, for at få sin begyndende og slet ikke negativt ladede frustration ud på anden måde. I stedet trak han vejret ind igennem kortvarigt sitrende næsebor, inden at hans egen hånd - ganske vovet givet at fyrstesønnen faktisk ikke kiggede sig omkring før han gjorde det, og tilmed holdt sit blik på Fabian imens, lod den glide over mandens egen i en cirkulær nussen. "Det er den forkerte skole du vil have mig til at undervise i" mumlede han med et nydende smil om læberne, og Aldamar fornemmede at de ikke længere sad således, at det ville kunne undskyldes som venner, skulle nogen tage et godt gik på hjørnebordet.
Hvad var der, med det her barnlige sus af 'ikke at måtte opdages', som kun gav ham mere lyst til at træde den smalle sti imellem de to ekstremer. Han havde aldrig været den rebelske af sine søskende, og ville heller ikke blive det. Men han forstod dem nu; sådan som det var dragende at lukke den sidste afstand til Fabian.

"Jeg har skuffet mange" fulgte han dertil drillende op med, et lille leende og selvironisk smil i de ellers ærgelige ord - fordi det havde han virkelig. Kvinder især, men også de få mænd der havde lusket sig tæt på ham, havde alle været lidt... irritable på fyrstesønnen bagefter, der i sin arrogance tit bare var gået fra scenen når det blev 'for meget'. Gået, uden meget undskyldning eller forklaring. 

Det var lidt vovet af Aldamar at han lagde sin hånd oven på Fabians egen, og selvom det stadig var forholdsvist skjult af bordet, så var deres ellers intime stilling næppe noget der ikke kunne misforstås, mest af alt fordi det var den lokale skøge, og Fabian gjorde intet for at skjule det for de andre herinde. Resten af kroen var ikke nogen han bekymrede sig om, når han havde en kunde.
”Oh?” kom det drillende og grinende fra Fabian. Hvilken skole ville Aldamar så undervise ham i, hvis han kendte den anden mand, så sikkert ikke noget der ville være alt for sjovt for en som Fabian. Adelige bekymrede sig om kedelige emner, og Fabian... han havde aldrig bekymret sig nok om det til at lære at læse og skrive.

Fabian var dog ikke helt sikker på hvordan han skulle tage det, da Aldamar påstod at han havde skuffet mange. Der kunne være mange grunde, og Fabian kunne ikke helt se det som noget seksuelt, der virkede Aldamar bare for usikker. ”Den eneste måde du kunne have skuffet mig, var ved ikke at møde op i aften, så... vi er godt på vej,” sagde Fabian, ærligt og lige til, dog var tankerne omkring Aldamars evner så langt fra hans sind som de overhoved kunne være. Det var så sjældent det blev bragt op, og det var en af de evner der var nemme at glemme den anden besad, især når man var som Fabian. ”Men jeg har da ikke noget imod hvis du vil forsøge,” tilføjede han drillende, måske så den tidligere erklæring ikke lå så tungt mellem dem.

Aldamar undlod at svare på hvilken skole, da han virkelig ikke forventede den store interesse omkring landkort, plantevækster, historietimer og adelsfamiliernes lange og til tider komplicerede bånd til hinanden. Han vidste det måske mere end han forventede det, selvom at det alligevel ville overraske fyrstesønnen, hvis han en dag fandt ud af at Fabian hverken kunne læse eller skrive.
Et smil trak i stedet lidt mere op, og et eller andet sted, jah så varmede det at få af vide at man var værdsat. Mere analyserende tanker mindede Aldamar om at Fabian ville være blevet betalt lige meget hvad - han skulle i det mindste have sin ryg fri når det omhandlede 'sådanne ting'. Og et godt øjeblik glippede han lidt med øjnene. Ville det virkelig have decideret skuffet ham? Ord der varmede mere end de burde. Han vidste godt at han ikke var forfærdeligt selskab... men alligevel. Der var mange grunde til at Aldamar kunne finde det svært at se, hvordan eller hvorfor Fabian ville være sammen med ham. Udover pengene.

Men han nød det - accepterede den betalte opmærksomhed, og tog gerne imod de summende trækninger Fabian's fingre trak igennem hans krop, Når man var van til at betale sig fra de fleste ting, kunne det nemmere ignoreres. "Den eneste måde?" gentog han med et drillende smil, og lænede sig mere frem - en bevægelse der brat stoppede da han blev sat på spidsen med at han kunne forsøge.
"De- altså jeg..." Aldamar's hånd over hans knyttedes kortvarigt, og han tog en hurtig tår af den kolde væske. Han kunne i den grad mærke at modet ikke var det samme som sidste gang de havde mødtes, hvor at han nok uden tvivl havde sagt 'selvfølgelig kunne han i hvert fald forsøge'. Men bare fordi modet ikke var der, manglede lysten ikke ligefrem.
"Det burde du heller ikke have" endte han med at sige efter at have rømmet sig, et blik der skred ud til siden imens ordende blev sagt, men som hurtigt fandt hans igen bagefter - han kunne ikke lade værd med at se hans reaktion på de overlegne ord. Og han kunne heller ikke lade værd med at smile, bare en anelse idet at hånden slappede af igen, og forsatte sin forsigtige nussen. 

Hvor Aldamar ville have det hårdt med at vide at Fabian ikke kunne læse og skrive, så ville Fabian ligeledes havde det hårdt, hvis han vidste hvordan Aldamar virkede til at tænke om ham selv. Det gav for Fabian fin mening at han nød Aldamars selskab. Deres personligheder komplimenterede hinanden, og det var lidt som at det var en lille fin leg de havde gang i. Når den ene trak, så gav den anden lidt, før den trak tilbage igen.
De fleste af Fabians kunder forsøgte ikke at have realle samtaler med ham, og han puttede ofte mere en maske på for dem, end han nogensinde havde haft behov for at gøre sammen med Aldamar. Det var nok også der den primære forskel var.

Heldigvis vidste han det ikke, og kunne dermed fokusere på Aldamar og hans krop. Hvordan den reagerede på de små kærtegn, og den summen Fabian selv følte i sin krop. Han nikkede bekræftende, før han kort efter udbrød i latter endnu engang, som Aldamar begyndte at falde over ordene. Det virkede til at han ikke engang kunne finde ud af hvad han ville sige, og der var det nemmer lige at drukne ordene med noget væske.
Selvom Aldamars ord lød overlegne, så var Fabian ikke helt sikker på at han mente dem, men han var ligeså hurtig til blot at læne sig ind i ordene og acceptere dem. Aldamar skulle næppe tro at det var så nemt at overvælde en som Fabian. ”Det er da også derfor at jeg ikke tror at du kommer til at skuffe mig. Det er en ære at få lov til at være sammen med dig.” Nu var Fabians tur til at vente på Aldamars reaktion.

Zalans, han gav ham ret! Et noget overrasket udtryk strakte sig over Aldamar's ansigt, da det gik op for ham at Fabian - nok med fuldt overlæg endda - talte ham efter munden og hans eget selvhøjtidellige ego. Pis også. Uden at have forberedt et modsvar på det eller den del - det var så sjældent at folk skamløst roste en på den front, sad Aldamar et par sekunder med åben munden. Hvad skulle han sige til sådan nogle ord? Og han kunne næsten føle hvordan den ellers glatte tunge ikke kunne liste sig ud af sin overraskelse.
Til sidst lukkede han munden med et lille smæk, og erkendte at han ikke havde kunne overraske Fabian på den front, han havde ikke været hurtig nok i sine tanker. Og det sved lidt, samtidigt med at det genvækkede en efterhånden velkendt betagelse af den blonde mand; Aldamar kunne ikke lade være med at smile leende imens han betragtede ham, for at komme op med i hvert fald bare et eller andet at sige, nu.

"Det var.. det var godt nok ord jeg aldrig havde troet jeg skulle høre" et løftet øjenbryn, og Aldamar mødte hans øjne leende, fordi det havde han oprigtig talt ikke set komme. Og Aldamar ville mene han var nok så behændig i sociale kredse - nok til at han som oftest var klar på små 'overreskelses angreb' som det Fabian havde smidt afsted.