Stående op ad muren tæt ved kroen i byen, med sværdet i hånden, som blikket flere gange havde strejfet stod Kayla. Ganske afslappet, med et bredt smil på ansigtet lod hun den frie hånd kærtegne sværdet. Tankerne om at træne lidt med det, havde hun efterhånden stået og overvejede i alt for lang tid. Som hun strøg en finger hen over sværdet, lagde hun hovedet på skrå. Efter ganske få minutter vendte hun blikket væk, for at betragte omgivelserne lidt. Hvornår var det sidst, at hun havde været her i byen? Hun huskede det slet ikke, men Kayla havde altid kunne lide byen. 

Der var overraskende nok folk i byen, selvom mørket havde sænket sig, og der var tæt på at være fuldmåne. Det var helt underligt, for burde de fleste folk ikke være indenfor når mørket havde lagt sig. Åbenbart ikke, men det var ikke fordi piraten havde noget imod det, for det havde hun bestemt ikke. Som vinden fik fat i det lange røde hår, løftede hun den højre hånd op til pirat hatten. Bare for at holde fat på den, så den ikke ville flyve af. Smilet på ansigtet voksede lidt, som hun satte sværdet ned i det brune bælte rundt om hendes talje. Som altid var hun iført det sædvanlige tøj intet specielt, og hun besluttede sig for at træde væk fra muren. Blikket gled en smule rundt, som hun placerede den venstre hånd i siden, imens hun fortsat holdte fast på hatten"Hmm"lød det overvejende fra hende som hun tydeligt godt kunne mærke, hvordan det røde hår flagrede halvt ind i hendes ansigt.

Det var uhyre tæt på fuldmåne, og Shinji kunne tydeligt mærke det. Han var rastløs og nervøs, generelt pirrelig og gnaven. De sidste par dage havde ingen kunne sige hverken buh eller bæh til ham, uden han nær havde bidt hovedet ad dem. Samtidig hadede han at være sådan, fordi han generelt var energisk og glad af natur, så det var lidt irriterende, at det var... den tid på måneden. Shura havde også bemærket det; panteren var blevet mere tilbageholdende over for andre, og hun var i højere grad begyndt at nusse sig op ad Shinji som for at sige, at det var okay. Ikke at han just var enig, men det var en kærkommen gestus, der lige tog toppen af det værste, så han i det mindste ikke myrdede folk for at tale til ham.

Shinji var nervøst bevidst om, at dette ville være den første aften med månen fuld. Der ville være to dage mere, og det var altid en underverden at komme igennem. Denne gang ville ikke være anderledes. Han havde egentlig brugt det meste af dagen på bare at trave hvileløst frem og tilbage på sit stamværelse i kroen, som aftenen hastigt nærmede sig. Han vidste ikke engang, hvor han skulle gå hen, men han havde ikke ligefrem lyst til at forvandle sig på værelset. Larmen ville tiltrække sig for meget opmærksomhed, og han ønskede ikke ligefrem at have hele byen på nakken, fordi de så hans ulveform. Han kunne trods alt godt lide at være her.

Som solen var faretruende tæt på at gå ned, forlod Shinji derfor sit værelse sammen med Shura. Han ville gerne nå lidt ud ad byen og ud i skoven, inden månen var fuld, så han var lidt afsides. Det var også derfor, han ikke så Kayla ved indgangen, som han hastede ud gennem døren i halvt løb. Han nåede kun lige ud på gaden, inden han dog satte farten op til fuldt løb med panteren lige i hælene.

Stående med blikket hvilende på nogle af de folk der vandrede rundt, stod hun lidt i hendes egen verden, før hun pludselig hørte noget ved siden af sig. Lyden af en dør der blev åbnet, fik hende til at kigge og hurtigt spredte der sig et undrende og nærmest overrasket udtryk på hendes ansigt. Hvad filan lavede Shinji og Shura her i byen, hun nåede dog slet ikke sige noget, eller hilse på ham før hun så ham hurtigt løbe forbi hende. Læberne spredte hun, for at skulle til at sige et eller andet dog besluttede hun sig for at sætte i løb efter ham.

"Shinji vent!!"råbte hun højt, som hun fortsat holdte fast på hatten med den højre hånd. Vinden var stærk, men den forhindrede hende ikke i at løbe efter Shinji. Hun var meget sikker på at det var ham, men hvorfor havde han så travlt med at komme væk nærmest. Et undrende udtryk spredte sig over hendes ansigt, som hun løb i kursen Shinji løb. Gad vide, hvor han var på vej hen i den fart for hu havde vidst aldrig set ham være så hurtig. 

Om hun kunne følge med ham, vidste hun ikke men hun løb så hurtigt hun kunne, tænkte ikke så meget over sværdet i bæltet der baskede en smule ind imod låret. Samt det røde hår der nærmest flagrede i vilden sky, nej det eneste hun tænkte på lige nu var Shinji. Som hun fortsat løb, begyndte hun at blive bekymret"Shinji!!"råbte hun højt, som hun lod blikket glide lidt rundt for at sikre sig at hun løb i samme retning som ham. Indimellem var hun nød til at skubbe lidt til de folk der stod i vejen, og vandrede rundt, for hun havde ikke tænkt sig at stoppe op. Hun følte hun var nød til at sikre sig at Shinji var okay, hvilket også var derfor hun satte tempoet op. 

Shinji hørte godt nogen råbe efter ham, som han kom ud, men han lagde ikke mærke til, hvem stemmen tilhørte, og han fortsatte sit løb. Da det så gik op for ham, at vedkommende blev ved med at følge efter og råbe efter ham, satte han farten op, stadig med Shura lige i hælene. Han ønskede trods alt stadig ikke at nogle skulle opleve hans forvandling. Det var en dyb pinlig ting.

Shinji havde kurs mod bygrænsen. Der lå en skov ikke langt derfra, og her ville han være ude af syne for andre. Desuden ville træerne skærme for hans lyde. Spørgsmålet var bare, om han kunne nå derud, inden månen stod på sit højeste, for solen var næsten væk i horisonten, og man kunne allerede se månen på vej op på himlen. Det var dog først, når det blev helt mørkt, at hans forvandling ville starte, men han var stadig nødt til at være hurtig. Det var også derfor, han ikke sænkede farten på sit løb. Tværtimod forsøgte han at sætte den op, men han havde nået grænsen for, hvor hurtigt han egentlig kunne løbe.

Shinji sænkede først farten en smule, da han nåede skovbrynet. Han spildte dog ikke tiden med at se, om han stadig blev forfulgt, inden han fortsatte ind mellem træerne. Der var en god mulighed for, at han ville ryste vedkommende af her. Det var også derfor, han fortsatte et godt stykke, inden han stoppede.

Shinji havde ikke lyst til at starte sin egen forvandling før tid. Det tog længere tid og gjorde mere ondt. Heldigvis behøvede han ikke at vente længe. Lydene var ikke særligt rare, som alle hans knogler i en række knasende lyde blev skilt fra hinanden og blev sat på plads igen. Hastigt begyndte han også at danne pels, og efter et minuts tid var han fuldt forvandlet.

Efter at have løbet lidt mere, i det hurtige tempo stoppede hun op et kort øjeblik. Lod blikket glide rundt, bare for at se om hun kunne se Shinji. Bekymret og undrende begyndte hun at kigge nærmere rundt, for at se om hun kunne se ham. Han var pludselig væk, og det var slet ikke noget som hun kunne lide. Lige nu stod hun foran en mørk skov, og hun hørte ikke noget. Hårdt bed hun tænderne sammen, imens hun ønskede at hun havde haft muligheden for at kunne bruge en evne, som kunne gøre at hun kunne høre nærmere. Men det havde hun ikke, så hun stod en smule udmattende og kiggede ind i skoven. Som tankerne om at Shinji var forsvundet fra hende, kunne hun pludselig mærke hvor meget mere bekymret hun pludselig blev. Tankerne om, hvad der kunne have sket med ham begyndte at køre rundt i en ond spiral i hendes hoved. 

Endnu hårdere bed hun tænderne sammen, og knugede den frie hånd, som den anden holdte fast på hatten"Shinji..."Mumlede hun bekymret, før hun kiggede op imod himlen. Hun gav pludselig slip på hatten, og lagde begge arme rundt om sig selv som hun et kort øjeblik bare stod og nød vinden. Sekunderne føltes langsomme, som hun prøvede at gætte sig frem til, hvor Shinji var. Stædigt rettede hun sig en smule op, og tog en dyb indånding. Hatten tog hun af hovedet, og bare lod det røde lange hår flagre i vinden, før hun satte i løb ind i skoven. Ikke tale om, at hun havde tænkt sig at stå og kigge rundt, hun var nød til at finde Shinji, uanset hvad. Som hun løb satte hun tempoet op, og var næsten ligeglad med at hun ville blive forpustet, det var slet ikke det hendes tanker kredsede omkring. Som Kayla pludselig nærmede sig skovbrynet tog hun hurtig et kig rundt i samme øjeblik som hun var stoppet op. 

Hvor kunne han være, var han overhovedet herude i skoven? Efter at hun havde kigget rundt, lagde hun pludselig mærke til noget. Det fik hende hurtigt til at trække hendes sværd op fra det brune bælte rundt om hendes talje. Sværdet pegede hun imod varulven hun kunne se, men hun vidste ikke lige hvad hun skulle sige. Dog stod hun viljefast som hendes hjerte nærmest sad oppe i halsen, mest fordi hun frygtede varulve lidt. Alle de historier hun havde hørt om, hvor onde og grusomme de var, fik hende til at ryste en smule. Pludselig fik hun en idé, som et bredt smil voksede på hendes ansigt"Dit kryb...Du er sikkert grunden til at Shinji er død..."Lød det halvt irriteret og trist fra hende, som smilet hurtigt forsvandt, og hun pegede sværdet op imod varulvens ansigt. Enlig vidste Kayla slet hvor den charmerende og luskede pirat var henne, men hendes første gæt faldt på varulven. 

Shinji var på nippet til at sætte i fuldt firspring, da han opdagede røde lokker foran sig. Kort efter faldt blikket på Kayla med det hævede sværd. Hendes ord fik ham til at bakke et par skridt baglæns, mens han forsøgte at forklare sig med hænderne viftende foran sig; håndfladerne var vendt mod Kayla, som når man forsøger at stoppe en konflikt. Der kom dog ikke andet end en række pivelyde og knurren fra ham, da han et øjeblik havde glemt, han ikke kunne tale. Ved Zaladins afsvedet nossehår! Det var virkelig ikke særlig praktisk lige nu! Specielt ikke når han ikke ligefrem havde lyst til at blide spiddet af det drabelige våben. Ganske vist var han mere hårdfør i ulveform, men hun kunne stadig ramme et uheldigt sted, og så ville det være slut.

I stedet forsøgte Shinji først at ryste på hovedet for derefter han lægge den ene forpote på sin egen brystkasse i et forsøg på at indikere, at det var ham. Med den anden pote lavede han en gestus mod fuldmånen i håb om, at Kayla kunne regne det ud.

Om det var fuldstændig tosset af hende, at have fulgt efter ham havde hun slet ikke tænkt på. Men hun vidste med sig selv, at hun slet ikke kunne lade ham løbe væk for hun var nød til at følge efter. Der var et behov for at sikre sig at han var okay. Som de begge to stod inde i skoven, og Kayla der stod med sit sværd foran sig, og blikket på varulven foran sig. 

Varulven som var Shinji, det blev hun pludselig mere og mere sikker på. Selvom der var en lille usikkerhed på det, men da hun kunne se de viftende hænder kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Hun fik løftet sværdet lidt ned, og holdte fortsat fast på hatten med den anden hånd. Alle de lyde der kom fra ham, fik hende til at træde lidt tættere på ham, som hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hendes blik fjernede sig ikke fra ham, men hun skubbede det ene øjenbryn op i panden"Shinji...."lød det undrende fra hende som hun lige skulle være endnu mere sikker på, at det var ham. 

Men som han havde lagt en forpote på hans brystkasse, var det som om hun blev enig med sig selv om at det var ham. Hun undslap et lettet suk imens hun satte sværdet tilbage i bæltet. Hun ville sikkert ikke få brug for det lige nu, men det var aldrig til at vide hvad der ville være herude i skoven. Hun gik lidt tættere på, som hun løftede sit blik lidt op for at kunne kigge ham i øjnene, så meget hun lige kunne for han var jo højere end hende, lidt højere i hans varulveform, sådan så det hvertifald ud til at være"Du er lidt kær i den form Shinji"grinede hun med en blid stemme, som hun betragtede ham lidt, men ikke vidste om hun turde røre ved ham endnu.

Shinji stod i nogle lange øjeblikke og var egentlig forberedt på at blive angrebet. I stedet sænkede Kayla sit våben, og han var lige dele lettet og overrasket over, at han rent faktisk havde formået at gøre sig forståelig. Han var ikke just vant til at have menneskeligt selskab i ulveform; normalt var det kun Shura, der var til stede under hans forvandlinger. Den eneste anden kontakt med andre væsner var, når han brugte formen til at slås, men det var så også helt andre omstændigheder. Sociale interaktioner var ikke særlig nemt, når man ikke kunne tale.

Kaylas ord fik dog Shinji til at kigge på hende med øjne, der talte sit tydelige sprog om, at hans svar ville være "Virkelig?" hvis han kunne tale. Det var dog også tydeligt, at han på ingen måde var enig med hende i, at han var kær. Han kunne dog ikke rigtigt diskutere det med hende. I stedet valgte han blot at sætte sig ned, så han kom lidt mere i øjenhøjde med hende.

Efter nogle overvejelser, hvor hun havde tænkt på at angribe varulven kunne hun godt se, at dyret virkede bekendt. Det var virkelig Shinji, hvilket overraskede hende mere end hvad hun viste. Lige i øjeblikket valgte hun ikke, at kigge væk. Enlig havde hun heller ikke lyst til at kigge væk, for lige nu havde Shinji hendes fulde opmærksomhed, også selvom han var en varulv lige i øjeblikket "Jeg har aldrig set dig i den form før...Du angriber mig ikke vel"lød det undrende og en smule af frygt. Hun stolede godt nok nok på ham, men varulve havde hun altid set som farlige væsner, så selvom hun også gerne ville være tæt på ham valgte hun at holde lidt afstand. Før hun kunne være sikker på, at han ikke ville angribe hende selvom det var underligt at hun tænkte det. 

For hun kendte da Shinji, eller måske ikke virkelig godt, men stadigvæk godt nok til at vide, at han nok ikke kunne finde på, at skade hende. Hun stod afslappet og kiggede nøje på ham, lod også sine øjne følge ham som han fik sat sig ned. Et stort smil spredte sig, og hun kunne ikke lade være med at grine lidt"Du er så kær Shinji"lød det muntert fra hende, som hun lagde hovedet på skrå, og et øjeblik glemte at holde fast på hatten så den fløj hen imod ham. Hurtigt formede der sig et udtryk der sagde Åh nej for hun kunne pludselig godt se, at hatten var landet ovenpå Shinji. Synet af en varulv med hendes pirathat på var tæt på at få hende til at grine endnu mere, men hun holdte masken. 

"Du kan nok ikke snakke går jeg ud fra, men du skulle ikke have løbet væk du gjorde mig bekymret "sagde hun med en lav og blid stemme, som hun trådte tættere på ham, og rakte en hånd frem, imens hun med den anden hånd fik fjernet lidt af det røde hår væk fra sit ansigt. Hun ville have fat i hatten ovenpå ham, men vidste ikke om hun kunne nå det, før han ville gøre noget. 

Shinji sad i sit stille sind og prøvede at komme på, hvordan han dog i al verden kommunikerede med Kayla. Det var faktisk imponerende svært, når man ikke kunne tale, og det var først nu, det reelt gik op for ham hvor stort et problem, det kunne være. Hendes spørgsmål fik ham dog til febrilsk at ryste på hovedet, så pelsen dansede om hovedet på ham. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at angribe hende. Jo, han kunne mærke blodtørsten selv nu, men den var efterhånden blevet temmelig nem at modstå med årene. Selvom han gerne ville forsikre hende ved at komme tættere på, blev han alligevel siddende. Han ønskede ikke at gøre hende utilpas, trods alt.

En irriteret brummen kunne igen høres fra ham. Han var altså ikke kær! Der var intet ved denne form, der var kært, den var aldeles frastødende, og der var en grund til, han gjorde sit for, at folk ikke skulle se ham sådan. I hans øjne var han intet mindre end et hæsligt bæst i øjeblikket. Han brød sig på ingen måde om sin forbandelse, hvilket også var derfor, han ihærdigt forsøgte at holde denne form skjult.

Shinji hævede det ene bryn i et forsøg på at sige "hvad tror du selv?" Hendes anden del af sætningen fik ham dog til at se lidt opgivende ud, som han lod hænderne lave en gestus mod sin egen krop. Ville det have været bedre, hvis hun havde set ham forvandle sig? Midt i Fristavn? Det ville ikke blive et kønt syn, var han ret sikker på.

Da hun tydeligt kunne høre den irriterende brummen, løftede hun undrende et øjenbryn. For hun vidste ikke helt hvorfor han brummede sådan, det var nok pågrund af noget hun havde gjort. Men som hendes øjne hvilede sig på ham, tænkte hun lidt. Der var noget hun vidste med varulve, og det var månen som gjorde de forvandlede sig. Det var hun sikker på, hvilket også et kort øjeblik fik hende til at vende ansigtet samt blik op imod himlen. Månen kunne hun sagtens se, og hun fik nærmest et trist udtryk på hele sit ansigt.

"Din varulve form er ikke slem, ikke i mine øjne"sagde hun med et bredt smil før hun vendte sit blik hen imod Shinji igen. Det var kun sande ord der forlod hendes mund, men selvom han sikkert ikke brød sig om den form, så havde hun intet imod den. Hun trådte tættere på ham, og rakte begge hænder frem imod ham, placerede dem begge to ovenpå hans hoved. En på hver side af hans ansigt, og sendte ham et større smil. Pelsen føltes rar imod hendes hænder, og hun fjernede ikke sit blik fra ham. Selvom hun burde have en frygt for at der ville ske noget, måske ikke i forhold til Shinji men hun kunne ikke vide om der var andre herude.

Et bekymret udtryk spredte sig over hendes ansigt, før hun kunne høre noget. Lyden af fodtrin, og hun løftede et øjenbryn som hun fjernede hænderne fra Shinji. Der var da ikke nogle der havde set hende løbe fra fristhavnen og ind i skoven, eller var der... Hun blev en kort stund i tvivl"Måske vi får selskab, selvom der ikke burde være nogle der havde set mig løbe efter dig"lød det undrende fra hende, som hun lagde hovedet på skrå, og holdte lidt fast på det lange røde hår så det ikke flagrede alt for meget i vinden.

Shinjis øjne blev først store over Kaylas ord, som om han prøvede at hæve øjenbrynene. Så trak han derefter lidt på den ene skulder. Han var tydeligt ikke enig med hende, men han kunne af gode grunde ikke forklare sit synspunkt yderligere. Hvorfor skulle det også være så forbandet svært at kommunikere kun ved hjælp af mimik? Det ville være meget nemmere, hvis bare den forbandede måne ville forsvinde igen, men det skete trods alt først ved daggry. Shinjis forvandling forblev nemlig, selv hvis skyerne gik for månen. Det var dog tydeligt, at han ville smile, hvis han kunne, over Kaylas gestus med at røre hans ansigt.

Shinji blev selv opmærksom på lyden af fodtrin. Shura havde indtil nu stået ved siden af ham, så det var ikke hende, der traskede rundt, men hendes lave brummen fortalte ham, at der var andre til stede, så han tog en dyb indånding gennem næsen. Med det samme ramte Kaylas duft ham, men der var andre til stede også, og det gav ham et alvorligt udtryk i ansigtet, som han langsomt rejste sig. Så forsøgte han med vinkende fagter at få Kayla med sig længere ind i skoven. Træerne var stadig unge her og ikke så store, så det var ikke så nemt at gemme sig her. Længere inde var de noget ældre og derfor både højere og tykkere, så der ville de nok have bedre dække.

Hvornår månen ville forsvinde var et godt spørgsmål, for der ville sikkert gå lidt tid. Medmindre hun kunne på en eller anden måde få Shinji med indenfor. Måske på kroen tæt ved skoven, men hun var ikke sikker endnu. Lyden af fodtrin virkede til at være tættere på, for selv et menneske som hende kunne pludselig høre det. Det var underligt, der var vel ikke nogen der havde set hende løbe ind i skoven. 

Kayla kiggede undrende lidt rundt, men endte efter kort tid med at kigge tilbage på Shinji. Som han var igang med de vinkende fagter, prøvede hun først at regne ud hvad han lige prøvede at forklare hende. Men det var tydeligt at hun efter få sekunder godt kunne gætte sig frem til, at han ville have hende med længere ind i skoven"Der burde ikke være nogen herude, udover os"lød det undrende fra hende, som hun holdte den ene hånd over bæltet, hvor sværdet fortsat sad fast i. Kayla havde heller ingen grund til ikke at følge med ham.

Selvom hun var bekymret for, hvem der kunne være sneget sig ind i skoven, og om det mon kunne være dusørjægere. De blå øjne skimmede træer, og buske de kom forbi, og hun skulede lidt hen til Shinji. Hun vidste godt at han måtte være stærk i varulveformen, men hvad hvis han ville ende med at blive såret og skadet. Selvom hun kunne stole på han ikke ville gøre hende noget, så kunne hun vel ikke tillade nogen at skade ham"Shinji der er en hytte derhenne"fløj det ud ad hendes læber, som hun pegede imod den hytte hun havde fået øje på. 

Shinji prøvede at gestikulere med et hovedryst og skuldertræk, at han ikke bebrejdede Kayla for andres tilstedeværelse. Det var trods alt en offentlig skov, men han kendte folks generelle holdning til varulve, og han havde ikke lyst til at skulle kæmpe med Kayla så tæt på. Nok var han stærkere i denne form, men det var ikke sikkert, han ville være i stand til at beskytte hende, specielt når han ikke kunne give hende instrukser. I stedet greb han lidt bestemt fat i hendes håndled (egentlig fyldte hans pote hele hendes underarm), så han bedre kunne guide hende med. Han tvivlede på, hun ville kunne se noget, når de kom længere ind, på grund af mørket. Så hørte han hendes ord, og han fulgte hendes finger med blikket. Uden en lyd nikkede han til hende og satte kursen derover.

Så lydløst som overhovedet muligt, åbnede han den halvslidte dør. Heldigvis knirkede den ikke. Så gennede han Kayla ind først, inden han kravlede ned på alle fire igen. Selvom han nu var lav nok til at komme under overliggeren, var han stadig nødt til at vende og dreje sig, så han kunne komme igennem i bredden. Shura var lige efter ham, og han skyndte sig at lukke den, mens han stod næsten åndeløs for at lytte efter lyde uden for hytten. Det var tydeligt, det ikke havde en effekt på hans form, at de nu var indenfor.

Som han fik grebet fat i hendes hånd, løftede hun først undrende et øjenbryn, men så fik et bredt smil frem. Uden at tøve eller andet, valgte hun at følge med ham. Stadigvæk undrede det hende, at der var nogle andre herude i skoven på nær hende og Shinji - som varulv. Månen ville nok først forsvinde om lidt tid, før måske der var en måde at kommunikere med ham på i hans varulve form. Selvom det nok også var rimelig svært. De blå øjne faldt ned på hans pote, og burde nok lade være med at nævne noget om hvor nuttet han var i den form. 

"Det er lidt underligt...Havde ikke troet der ville være nogen herude udover os to"lød det undrende fra hende, som hun tænkte lidt. Med den frie hånd holdte hun fast på hatten, så den ikke skulle flyve af i farten, eller i værste tilfælde afsløre hvor de ville være henne. For hvis det var jægere, var Shinji nok i stor fare. Men hun ville bestemt ikke tillade dem at gøre ham noget. Da hun stod inde i hytten, tog hun et kig rundt, og valgte også at undersøge den nærmere. Den virkede til at være ret gammel, men enlig hyggelig nok på sin helt egen måde.

Som Kayla kiggede på Shura, fik hun et stort smil frem, og gik tættere på hende. Bukkede sig ned, for at stryge en hånd hen over den flotte pels"Måske du er vant til at se Shinji sådan der, men han skal nok blive sig selv igen hvertifald"sagde hun opmuntrende, uden at vide om Shura overhovedet havde været vant til sådan noget. Hun lagde hovedet på skrå, og fortsatte med at stryge hende blidt hen over pelsen. 

Shinji havde sat sig, som en hund ville gøre, mens han koncentreret lyttede efter lyde. Kaylas ord ramte ham, og han lagde en hånd for sin snude for at forsøge at bede hende om at være stille. Det ville være langt nemmere at gemme sig, hvis de ikke lavede lyde. Han så dog ikke ligefrem frem til den lange nat, dette ville blive. Det var lidt nemmere at få tiden til at gå, når man ikke skulle gemme sig.

Som natten skred frem, forholdt Shinji sig stadig roligt. Han kunne ikke føre nogle samtaler med Kayla, så det var en umådeligt kedelig ventetid. Han havde sluppet et lydløst gab nu og da, der afslørede de mange tænder i den store mund. Som dagen nu hastigt nærmede sig, blev han dog mere rastløs, og da de første solstråler skinnede gennem sprækkerne i plankerne på skuret, begyndte han at forvandle sig tilbage igen. Det var ikke ligefrem en rar begivenhed; det var tydeligt, han var i smerter, som han krøb ned på knæ og albuer, mens tydeligt knasende lyde kom fra ham, som hver knogle blev brækket fra hinanden og sat tilbage på plads igen. Alt dette tog ikke mere end et par minutter, men for Shinji føltes det stadig som en evighed. Det eneste positive var, at han stadig var påklædt, da han var menneske igen. Sveden haglede dog tydeligt af ham, som han hev efter vejret, da han satte sig ned. Shura kom med det samme hen og plantede sit enorme hoved i hans skød, og han strøg hende åndsfraværende bag det ene øre, mens han rettede sit blik mod Kayla. "Beklager den sene hilsen, men det var lidt svært at tale til dig i løbet af natten" sagde han med tydelig dril i stemmen.

Tegnet til at de skulle være stille, fik hende til at nikke. Det var nok også bedst, så de ikke ville blive opdaget. For der var nogle herude i skoven, om det var jægere eller væsner, vidste hun ikke. Men hun følte sig nogenlunde klar, hvis det skulle ende med at komme til en kamp. Hendes blik vendte sig hen på Shura i et øjeblik, og kunne ikke undgå at sende panteren et smil. Der lå en klart stilhed inde i hytten, hvor hun havde prøvet at komme på løsninger, på hvordan hun kunne kommunikere med Shinji. Bare indtil han ville vende tilbage til hans normale form. 

Da hun begyndte at gå lidt rundt inde i hytten, og nærmede sig køkkenet bare for at se, om der overhovedet var krus, eller nogle former for glas. Måske der ikke var noget i skabene, men det var værd at undersøge. Da hun pludselig kunne høre noget, drejede hun hovedet for at se hvad det kunne være. Det så ud som om, hans forvandling var igang, og hun fulgte nysgerrig med. Kun fordi hun aldrig havde set det før, og da hun hørte hans stemme gik hun hen til ham"Jamen dog, rart at høre din stemme igen"sagde hun efterfulgt af et bredt smil, hvorefter hun lænede satte sig ovenpå sofabordet.

Stadig stakåndet forsøgte Shinji at grine ad Kaylas ord, men der kom ikke andet end et par halvkvalte lyde fra ham. Sveden havde efterhånden gennemblødt den hvide skjorte og gjort den halvt gennemsigtig under den grønne frakke, der i dette øjeblik blev smidt som følge af et skuldertræk. Det var simpelthen for varmt at have den på lige nu.
"Tak fordi du ikke spiddede mig" sagde han med et nyt smil, som han rettede blikket op mod Kayla. "Et øjeblik troede jeg, du ville angribe mig. Aldrig nogensinde har jeg ønsket så meget at være i stand til at tale" sagde han med et efterfølgende grin, som han nu havde fået styr på sin vejrtrækning.
"Men hvorfor fulgte du dog efter mig? Det kunne have endt grueligt galt. Sæt nu jeg ikke kunne styre min forvandling?" spurgte han så og for første gang var Shinjis stemme tydeligt fyldt med bekymring. Han ønskede ligefrem ikke at skade hende, og det kunne have endt langt værre, end det gjorde.

Shinji skubbede lidt til panteren for at få hende til at flytte hovedet, så han kunne rejse sig. Så placerede han sig på bordet ved siden af Kayla. Det knirkede faretruende under den nye vægt, men det blev alligevel stående. Så foldede han hænderne i skødet med et suk.
"Jeg er ikke helt enig med dig i, at den form er kær" sagde han så. Det skulle egentlig have været en vittighed, men bitterheden i hans stemme var lidt for tydelig.

Heldigvis var der nogle glas i et af skabene, så hun greb fat i to, og satte dem ned på køkkenbordet. Hytten virkede lidt gammel, men der var alligevel hyggeligt herinde, også selvom Kayla godt vidste at der sikkert var folk der ledte efter hende, eller nærmere Shinji. Hun var jo blot et almindelig menneske, en pirat som ikke ville give op uanset hvad der måtte komme og ske. Hun hørte hans ord, som hun fik et bredt smil frem på ansigtet"Hvorfor skulle jeg spidde dig"grinede hun så, hvorefter hun begyndte at kigge i nogle af de andre skabe. Måske der ikke var noget at drikke, der var måske kun vand. Medmindre der stod nogle flasker med alkoholiske drikke, men det var ikke til at vide. Der lå et lille håb inde i hende, for at der måske ville være en flaske med vin, eller andet men efter at have ledt og gennemrodet de fleste skabe, virkede det ikke som om der var noget. 

Hun ville ikke give op, så hun begyndte at tjekke nogle af de andre skabe. Nogle af dem som var lavere end de andre, og heldigvis var der nogle flasker i et af skabene"Vi er sørme heldige"grinede hun som hun tog nogle af flaskerne ud fra skabet. De blev alle sat på bordet, hvorefter hun drejede rundt bare så hun kunne stå med fronten imod Shinji. Det var rart nok for hende at se ham, i hans normale form. Selvom hun godt kunne lide varulveformen også, og fandt den kær. Ordene fra ham om at han troede hun ville angribe hende, fik hende til at åbne den ene flaske med vin, hvorefter hun fik et stort smil frem imens hun begyndte at hælde lidt op i hendes glas"Hvis jeg ikke havde været sikker på at det var dig, havde jeg nok angrebet dig"svarede hun som hun et kort øjeblik kiggede på ham.

Lod de blå øjne hvile sig på ham, imens hun holdte vin flasken, og fik fyldt hele glasset. Derefter blev flasken sat ned på bordet. Hun betragtede det fyldte glas, og overvejede om hun skulle spørge Shinji hvad han havde lyst til, men måske hun hellere måtte vente. For i det samme øjeblik hun hørte hans spørgsmål og den tydelige tone af bekymring, vendte hun sit blik ned på hendes glad i et øjeblik, før hun valgte at læne sig op ad køkkenbordet, og løftede glasset op til hendes mund"Fordi jeg var bekymret for dig, jeg ville være sikker på at du var okay"svarede hun bestemt med et bredt smil, før hun tog en stor slurk af glasset. 

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234