Heden denne tidlige søndag morgen var nær ulidelig. De skarpe stråler fra den allerede intense sol strakte sig langt ind gennem de rudeløse vinduer i det rummelige sovekammer. En noget misfornøjet brummen lød henne fra den store baldakin seng, centreret i midten af den vestliggende væg, hvis tynde gardiner ikke var til meget hjælp i afskærmelsen af den endnu lavtstående, nådesløse ildkugle, der brændte på den skyfattige himmel. Det hvide silketæppe blev lettere irritabelt trukket op over hovedet på den døsige halvork, men heller ikke det var til megen nytte. Fordømt. Han havde ellers været midt i en ualmindeligt god drøm. Med bjerge af rigdom, bunker af delikatesser og et utal af eksotiske prinsesser; men ligegyldigt hvor hårdt han klemte øjnene i, lykkedes det ham ikke at falde i søvn igen. Hans irritation kulminerede dog for alvor først, da lyden af fodtrin fuldt af en velkendt stemme rungede ud i det alt for varme værelse.

"Deres morgenmad er ved at være klar, Herre. De bad mig også om at minde Dem om at-" "Ja, og nu bedes du om at lade mig være i fred. Omgående." Den vrissende mumlen blev ganske vist dæmpet en anelse af sengetæppet over hans ansigt, men det fik det stadig til at gibbe lige meget i den nervøse elvers spinkle krop, som hvis han havde råbt det af sine lungers fulde kraft. Ud styrtede den arme, unge mand med museskridt, for at undgå at falde i den raslende kæde, der lænkede de bare fødder sammen. Slavehandlerens brystkasse hævede sig markant under silkelaget, idet han drog et dramatisk suk for at få afløb for bare en snert af frustrationerne, der kun syntes at tage til jo længere tid, han var vågen.
Det glatte stof blev endelig hevet væk fra mund og øjne, og kort efter var også kroppen fri fra dets klæbrige greb, da han fik skubbet sig op at sidde i den magelige dobbeltseng. Den beskedent solbrune hud glinsede svagt som følge af den høje temperatur, men ingen svedperler var at se på de tatoverede arme eller den brede ryg. Han var trods alt vant til det  tropiske klima, om end visse dage var værre end andre. I dag var en af dem.

Med fødderne plantet solidt på de behageligt kølige fliser kom han op at stå og bandt som noget af det første et halvgennemsigtigt klæde rundt om livet, inden han dovent vadede hen til et stort kropsspejl for enden af lokalet. Det rodede, mørkegrå hår blev redt igennem et par gange med fingrene, hvorpå han separerede det øverste lag i den sædvanlige knold med hjælp fra et flettet læderbånd. De rødbrune øjne studerede den veltonede krop i spejlbilledet, og han kunne ikke dy sig for at frembringe et lille smil. Det ville være en skam, hvis der ingen lev var af sådan en skønhed, og netop af denne grund var det blevet arrangeret, at den skulle udødeliggøres med et portræt i fuld længde. Et sidste blik blev kastet mod det reflekterende glas, før halvorken ubekymret drejede om og forlod de private gemakker.

Cahlaz plukkede en håndfuld af de mørke, sødmefulde druer, der voksede langs en støvorange halvmur og rakte sågar op over en åben trækonstruktion, bestående af fire stolper og et løst flettet, fladt tag, der kastede et diamantformet skyggemønster ned på de cremefarvede fliser. Et polstret sofamøbel var anbragt i midten af dette; overtrukket i knækket hvidt stof og udskåret af en rødorange træsort, hvori der yderligere var indgraveret udsmykkende mønstre. Træt af ventetiden, lagde han sig henslængt i den med ryggen hvilende mod det skrå armlæn. En melodi blev hæst og sagte nynnet, alt imens han en efter en fik spist vindruerne. Blikket gled rundt i det øde landskab foran ham, betragtede det glitrende, næsten blændende sand og de synlige varmebølgers hypnotiske dans. Det var faktisk endnu mere uudholdeligt udenfor, men han orkede ikke at rejse fra sin behagelige plads, så han endte med blot at vifte en hånd foran ansigtet i håbet om, det kunne køle ham bare en lille smule ned. Nu måtte den kunstner godt snart tage at dukke op, inden han smeltede fuldstændigt.

Påklædning

Varmen var nærmest frygtelig i dæmonens blå øjne, det var fuldstændig anderledes end de lave temperaturer i skumringskvarteret. Tiden der allerede var blevet brugt i det øde landskab hun befandt sig i, havde kun fået den ganske kønne dæmon til at hade varmen endnu mere. Var det forsent at fortryde at have bragt sig selv herud i disse omgivelser? Med en overvejende mine over ansigtet, lod hun blikket glide lidt rundt. Efter ganske få minutter vendte hun blikket ned imod sandet under hendes fødder, og lod øjnene scanne fodtøjet hun havde på. Nogle ganske simple, og enkle gladiator lignende sandaler som passede helt fint til både den uudholdelige varme, samt sandet hun vandrede hen over. Et bredt smil voksede på det engle, nærmest uskyldige ansigt og blikket blev hurtigt løftet op. Kursen fortsatte hun, som hun fik rettet lidt på den snehvide lange kjole, som indrammede kropsfaconen meget fint. Med kjolens høje snit i den venstre side, samt den tydelige kavalergang var det lettere for dæmonen, at holde varmen ud. Som hun nærmede sig det store palæ, som var den endelig destination vendte hun hovedet ned imod den mørkebrune taske, som hang over den højre skulder. Alle tingene til det kommende portræt maleri, var blevet bragt med. 

For en sikkerhedsskyld havde den blonde skønhed, også medbragt sig mange forskellige slags pergament papirer, trætavler, stentavler, samt meget andet materiale. Kun fordi det ikke var til at vide, hvad den ønskede kunde som nærmere var en slavehandler ønskede sig. Med et hurtigt kast med det blonde hår, der bare hang løst skimmede hun hurtigt palæet, som hun pludselig stod henne foran. Hovedet lagde hun på skrå, og lagde en hånd i siden, bare for at stå lidt mere afslappet"Hmm"lød det nærmest beundrende, og imponeret. Det var skam første gang, at hun havde set så flot et palæ, men det skete heller ikke lige så tit, at dæmonen befandt sig i nærheden af palæer - langt fra. Smilet fra tidligere kunne fortsat ses på den porcelæns fine hud, og hun løftede den frie hånd op til ansigtet. Prøvede at skygge sig for solens varme stråler, som mere og mere fik hende til at fortryde, at hun havde ladet sig vandre igennem det bløde sand. Havde hun ladet sig glide elegant igennem det øde landskab om aftenen, havde hun sikkert godt kunne ligne et spøgelse. Det blonde hår, den hvide kjole, samt den bløde porcelæns hud fik hende nærmest til at fremstå som en engel. Efter at have ladet de blå øjne scanne palæet, og hun fortsat prøvede at skygge sig lidt for solen. Men det virkede ikke til at hjælpe ret meget, for varmen føltes næsten kvælende. 

Alligevel forsvandt smilet aldrig på det uskyldige ansigt. Det var et utrolig smukt palæ, og før hun overhovedet fik samlet diverse tanker spredte hun læberne"Wow..."lød det fascineret, og beundrende som blikket gled langsomt ned over bygningen. Stående med en hånd i siden, imens den anden holdte på de mange forskellige tavler, pergament papirer var hun et kort øjeblik opslugt af palæets ydre skønhed. Efter ganske få minutter blev hun afbrudt af en stemme, og de blå øjne mødte hurtigt en mand som stod og kiggede på hende. Hvor lang tid havde han stået der? Det var ligegyldigt, eftersom hun gik tættere på ham, og skulle til at melde ham hendes ankomst. Cimberlie gik ud fra, at manden havde ventet på at hun ville ankomme, hvilket hun lidt utilfreds nu var. Klar, og med hovedet lidt på skrå lod hun blikket hvile sig på manden foran sig, og lænede sig en smule ind imod ham. Advarede slet ikke den stakkels uvidende mand, der tydeligt fik udsyn til den tydelige kavalergang. "De lader vel ikke en dæmonisk skønhed, stå alt for længe ude i den bagende sol..."lød de forførende, lokkende ord som hun strøg en finger hen over mandens underlæbe. Holdte en lille pause før hun lod det englefyldige ansigt nærme sig mandens højre øre"Eller måske de netop nyder det udsøgte syn af en stegende dæmon"afsluttede hun som smilet forvandlede sig til et lusket bredt smil. Få sekunder efter trak hun sig tilbage, og tog nogle skridt tilbage, for at give den stakkels mand noget albuerum, og lidt plads. 

Han virkede også til at rømme sig en smule, som han fik fortalt hende, at han nok skulle vise hende vej hen til slavehandleren. Uden at svare manden fulgte dæmonen med, som hun undervejs gav sig tid til at betragte de flotte omgivelser. Her var da utrolig smukt, det var svært at kigge væk for palæet var ligeså smukt indenfor som det var udenpå. Som manden fortset ledte hende hen til den kære slavehandler, lod Cimberlie de blå øjne scanne nogle folk der sikkert var tjenestefolk. Hurtigt vendte hun sin opmærksomhed hen imod manden som hun hørte at de var fremme. Der gik ikke lang tid, før blikket faldt hen på slavehandleren, hvilket fik dæmonen til at placere en hånd i siden, lagde hovedet på skrå for at stå lidt mere afslappet. Kjolen behøvede hun ikke tænke på, den var heldigvis heller ikke så lang at hun ville snuble eller træde i den. Som de blå øjne gled hen over slavehandleren, lod hun et bredt smil vokse sig på hendes ansigt"Det ser ud til at de ligger ganske tilpas, eller tager jeg fejl"lød det næsten kækt og lidt drillende fra hendes mund, som hun lod blikket hvile sig på ansigtet, så hun kunne fastholde øjenkontakten hvis slavehandleren ønskede det.

Ah, endelig. Lyden af den ufamiliære stemme fik ham af ren refleks til at vende det optagede blik mod den ventede gæst. Kvinden, der ganske kort efter trådte ind i hans synsvidde, kunne umuligt være fra denne del af kontinentet med en teint så lys. Han rettede sig ryggen en anelse i et forsøg på at fremstå noget mere præsentabel, men faldt hurtigt ned i den afslappede position igen ved de næste ord, der forlod kunstnerens mund.
"Jeg ligger forrygende," bekræftede han med et lunt glimt i de rødbrune øjne og lagde undervejs den ene arm over ryglænet, inden han i sidste ende fik skubbet sig ordentligt op at sidde med fronten i retning af hende. Stilheden herskede enerådigt i den korte tid, det tog ham at få dannet et tilfredsstillende indtryk af den dæmon, han havde budt ind i sit hjem. Han satte altid pris på en kvinde, der ikke var tilbageholden i forhold til at vise goderne frem, men samtidig bar en smagfuld påklædning. Den hvide kjole var vældig nydelig, og til trods for den dybe halsudskæring dækkede den for netop det, den skulle, uden at lægge låg på den dyriske nysgerrighed. Det var mere, end man kunne sige om hans egne klæder - eller nærmere singulære klæde, der fortsat hang løst rundt om livet på ham og overlod absolut intet til fantasien.

I stedet for at rejse sig og gå kvinden i møde med et velkommende håndtryk, blev han blot siddende, nedsunket i det bløde sæde, og slyngede nu også den anden arm bagover, så den ligeledes hvilede mod kanten af ryglænet. Den ene fod plantede han ikke helt tilfældigt på en flettet taburat og knejsede diskret med nakken, idet han lod sit blik blive draget af hendes. "Solen har forhåbentlig ikke været for hård ved Deres porcelænshvide hud. Jeg håbede inderligt, at portrætteringen kunne finde sted udendørs," fortalte han og løftede kortvarigt en af armene i en hentydende gestus ud mod de omkringliggende omgivelser. "Her i skyggen, naturligvis." Et lettere skælmsk smil tegnede sig på halvorkens dybdeforskudte læber, efter den kække tilføjelse var blevet ytret. Hun så ud til at have det varmt, men det var vel forventeligt af en udefrakommende. Skønt han var vant til den gloende hede, var selv han begyndt at kunne mærke, hvordan små svedperler pressede sig på flere steder på kroppen.

Omsider kom den sløve handelsmand på benene og skiftede sit fokuspunkt fra hundæmonen til den unge elver, som endnu stod og var tydeligt betaget af den lyshårede skønhed. Med klar irritation malet i ansigtet piftede Cahlaz højlydt for at få rettet sin uduelige slaves opmærksomhed over på sig selv. "Fæle knivøre..." snerrede han på elvisk, før ordren blev afsluttet med: "Gør dig selv brugbar og hent mit klæde. Tjept." Straks fik den ubetalte kammertjener løsrevet sig sin trancelignende tilstand, åbenlyst perpleks og med rædsel lysende ud af de mørkebrune øjne. "Ja, Herre! Om forladelse! Skal ske, Herre!" udbrud han panisk, alt imens han gentagende gange bukkede så dybt, at han næsten gik ned på knæ. I et rasende tempo fór han afsted for at udføre sit erinde, som var Zaladin lige i hælende på ham. Helt uduelig var han måske ikke, men blot tilfredsstillende var sjældent godt nok til den ubarmhjertige slavehandler.

"Gå De bare i gang med gøre Dem klar. Jeg er sikker på, at Thallan vender tilbage inden længe." Hvis han ønskede at leve endnu en dag, tænkte han bittert, men undlod at dele den information med den kvindelige kunstner. Til hende sendte han blot et høfligt smil og trippede i mellemtiden utålmodigt på stedet med armene lagt over kors.

Det gennemsigtige, aflange stykke stof blev nærmest revet ud af hænderne på den tilbagevendende hanelver, der ingen verbal kommando behøvede for at vide, at han højst havde to sekunder til at forsvinde ud af sin herres synsvinkel, hvis han ville undgå at blive offer for alvorlige konsekvenser.
Knuden, som var det eneste, der forhindrede hans nuværende beklædning i at glide ned ad hofterne, blev forsigtigt trukket ud i med tommelfingeren, løsnet og faldt fjerlet til jorden. Hans mundvige krøllede ufortrødent op ad i et listigt smil, sekundet inden han fæstnede blikket på palæets gæst. Han hang det tilskårede slør rundt om nakken og tillod dernæst at trække sig tilbage til sin tidligere plads i den æggeskalshvide sofa. Siddende nøjagtigt i midten, lænede han sig bagud til han stødte mod det polstrede ryglæn. De muskuløse arme blev atter genplaceret ud til hver deres side, og benene ligeså. Solen havde ikke nær så meget magt i skyggen af de frodige, højtragende vinstokke, men et fåtal af stråler tittede alligevel frem i ny og næ og fik samtlige guldpiercinger til at funkle mod hans halvfugtige, solkyssede hud.
Endnu et skarpt pift sivede ud mellem hans læber; denne gang var det blot ikke elverknægten, han ønskede at få fat på. "Garrios?" Klikkende skridt lød, da en grænsende til to-en-halv-meter høj minotaur dukkede op i den brede dørbue og stillede sig lydigt op ad muren nær dem. Man kunne aldrig være for påpasselig. Særligt ikke når han var komplet blottet, uden eget våben, og derfor enormt sårbar. Et kønt ansigt var ikke ensbetydende med, at der ingen fare var på færde. Cahlaz, hvis plirrende øjne stadig var fastlåst på dæmonen, nikkede en enkelt gang med hovedet for at signalere, hun kunne begynde sit maleri.
"Hvis De ingen modsigelser har til disse omstændigheder... bedes de endelig starte."

Et ganske skjult blik havde dæmonen nået at kaste hen i elverens retning, kun fordi hun tydeligt havde fornemmet at den mandlige elver, havde kigget lidt på hende. Hendes opmærksomhed blev hurtigt rettet tilbage på slavehandleren, og stod ganske afslappet som hun lyttede til hans ord. Det brede smil voksede sig en smule på det engle lignende ansigt, og hun lagde hovedet lidt på skrå som hun tillod sig, at lade de blå øjne glide ned over den ganske nydelige mand foran sig. Uden at det skulle virke alt for åbenlyst - hvilket det nok allerede virket til at være, valgte dæmonen at lade øjnene finde vej op til slavehandlerens ansigt igen. Men efter at have stået og fulgt mandens bevægelser, og studeret ham samt at have lyttet til hans næsten elegante ord, blev hun afbrudt. Lyden af høje fodtrin et stykke bagved hende, fik hende til at dreje hovedet en smule, og hun kastede blikket hen over skulderen. Hurtigt mødte de blå øjne en utrolig høj minotaur, hvilket først overraskede hende men også hurtigt fik et næsten lusket smil til at dukke op på ansigtet. Ikke ret lang tid efter, drejede hun hovedet væk fra den ultra høje minotaur og endte endnu engang med at stå, og kigge på slavehandleren. 

"Heldigvis ikke, men det har været tydeligt at mærke de varme stråler, som nærmest har prikket til min ellers kolde hud"svarede hun med et bredt smil som hun fortsat holdte blikket på den ganske kønne, og elegante mand foran sig. Som hans ord om, at han ønskede at det kunne blive udenfor gav Cimberlie ham et nik med hovedet uden at komme med nogle modsigelser til det. Hvorfor skulle hun også modsige ham, for det var ham som var 'kunden' og det han ønskede var netop det som hun ville give ham. Det var skam også en af de få klassiske ting som en kunstner altid skulle huske, og tænke på. At personen der ville have et maleri, ligegyldigt hvilket altid havde ret til at bestemme, hvordan, hvad, og hvorledes. En kunstner skulle altid følge de slags ordre og meninger der kunne komme. Alligevel vidste dæmonen godt, at før hun kunne starte var hun nød til at spørge ham om nogle ting. Men først, var hun nød til at gøre klar. Så den brune taske blev sat på gulvet, hun bukkede sig lidt ned for at ligge det store udvalg af tavler ved siden af. De var stablet i en bunke, og hun fik så fundet det lidt store staffeli frem, som hun kunne sætte den tavle, eller pergament han ville have på selve det lysebrune staffeli. At det skulle finde sted udenfor, i skyggen behagede dæmonen utrolig meget, for varmen havde hun gjort hende utilfreds, og havde det ikke været for den interessante og spændende opgave, samt tilbud fra den yderst veltalende, og høflige slavehandler havde Cimberlie sikkert ikke ladet sig slentre igennem det varme, flotte, varme øde landskab. 

Som hun havde fået det mellemstore staffeli op at stå, og havde fundet de mange bøtter, samt glaskrukker frem med de mange forskellige farver maling stod hun klar. Men som de blå øjen gled hen over maler udstyret, havde hun glemt det vigtigste lige i det samme øjeblik som hun allerede hade rettet sig op. Med et lydløs suk bukkede hun sig endnu engang, og fik fat i den sorte æske, hvor der var pensler, fjerpenne og andre slags udstyr til at kunne male med. Det var altid godt at have et stort udvalg. Dæmonen stod oprejst igen, og skulede kort ned til snittet i den snehvide kjole, hvor hun hurtigt fik rettet lidt på det, så kjolen ikke ville være i vejen. Specielt ikke, i vejen for staffeliet foran hende, for tankerne om at hvis det væltede, ville farverne sikkert også vælte ned over hende. Hendes blik gled hen på slavehandleren, og for en kort stund beundrede hun nærmest den solkyssede hud, og de flotte guldpiercinger"Jeg er nød til at spørge dem, hvad de foretrækker..."stoppede hun midt i sætningen, for at vende sin opmærksomhed, og fokus ned på de mange tavler, samt pergament papirer"I forhold til om, deres portræt skal være på en af de mange tavler, eller et pergament papir"Afsluttede hun som hun lod de blå øjne skimme de mange muligheder. Hun havde selv nogle idéer der kunne være gode, men hun ville lade ham bestemme. 

For det var jo også ham, som skulle kigge på portrættet, og have det malet. Der var et stort udvalg, så det kunne måske blive svært at vælge, men hun stod tålmodigt og ventede. Som hun også fik stillet nogle af farve bøtterne op på staffeliet, lod hun et bredt smil vokse på hendes ansigt. Ganske få minutter efter løftede hun en hånd op til ansigtet, og strøg nogle blonde hårtotter væk fra ansigtet. Hendes fokus, og opmærksomhed lå på slavehandleren overfor sig, og imens hun ventede på hans svar nød hun den nærmest køllige følelse af skygge der ramte hendes hud, det var som om det omfavnede hende. Hun lukkede kort øjnene for at nyde det lidt mere, som hun undslap et lettet suk"Det er virkelig rart med noget skygge, alt den varme er slet ikke noget jeg er vant til" et tilfreds og nærmest blidt smil kunne ses på den fine porcelæns hud, og efter lidt tid åbnede hun øjnene. Hun lod en hånd stryge hen over staffeliet, og imens smilet fortsat sad fast plantet på ansigtet, tillod hun sig at stjæle et blik fra manden overfor sig. 

Det var noget af et læs, hun havde måttet bære med sig gennem det brændende ørkensand. Cahlaz fulgte nøje med, da hun begav sig i kast med at få pakket alt det nødvendige udstyr ud. Forhåbentlig var hun ikke ankommet udelukkende til fods. Var det tilfældet, måtte han hellere skrive sig bag øret, at han skulle huske at få arrangeret en form for transport til hende, før hun skulle retur igen. Ingen gæst, uanset om de var hidkaldt for at udføre et betalt stykke arbejde eller ej, skulle forlade denne grund med en ringe oplevelse i erindringen. Det bundede dog ikke i en oprigtig bekymring for andres velvære, men blot hans egen egoistiske interesse i at holde sit omdømme så intakt og finpudset som muligt. Uden den var livet som handelsmand ikke meget anderledes end et hvilket som helst andet sølle erhverv. Der var en klar årsag til, at han levede i så behagelige rammer, som han gjorde, og det var bestemt ikke noget, man kom sovende til. Hans familie havde arbejdet hårdt lige fra start af - at det så betød, at han havde kunnet høste frugten uden meget sved på panden, var en anden historie.

Et selvsikkert smil voksede så småt frem på hans læber som følge af det undersøgende blik, dæmonen havde tildelt ham. Der var ikke så meget som en snert af forlegenhed til stede i halvorkens fugtglinsende ansigt, der blot lappede opmærksomheden i sig. Han havde intet problem med at vise sin krop frem - selv ikke udenfor soveværelset. Grundlaget var ikke en jagt på seksuel nydelse, men lå i et ganske bekymringsfrit forhold til sin egen, og andres, nøgenhed. Desuden ville det være vældig uforskammet at berøve omverdenen for sådan et guddommeligt syn. Det efterhånden rimelig indsnævrede smil bredte sig på ny til et, der var mindst lige så overlegent. Beskedenhed var ikke ligefrem det personlighedstræk, han oftest blev associeret med, hvilket i manges øjne blev lænket sammen med arrogance. Men det var ikke nødvendigvis sandt.

Kunstnerens spørgsmål fik ham til at knibe øjnene sammen og lod tænksomt sit blik glide rundt på de forskellige kanvasser, hun havde lagt frem på fliserne. "Dén. Træet til højre." Han pegede mod en større træplade og afgav et enkelt nik for yderligere at bekræfte sit valg. I modsætning til et tyndt pergament var det mere stabilt og samtidig knap så tungt som sten. Mens hun fik sat det udvalgte materiale i staffeliet, rettede Cahlaz prøvende på det gennemsigtige stofklæde, således at det nu dækkede for både skuldre og overarme. Det bølgede videre ned på det polstrede sæde for til sidst at stoppe lige før det nåede gulvet og lignede mest af alt et vandfald af silke. De adspredte ben hvilede fortsat ud til hver sin side, og de tatoverede fingre trommede afventende mod det indgraverede træ på ryglænets ramme. Det var ikke en utålmodig trommen - nærmere et diskret forsøg på at tilegne sig hundæmonens komplette opmærksomhed.

Skyggen var uden tvivl en nødvendighed på en dag som denne. Foruden den ville det ikke være til at holde ud. Selv under den solafskærmende pergola var det lige på grænsen til det uudholdelige, men stadigvæk bedre end klimaet indendørs.
De rødlige øjne fæstnede sig på kvinden foran ham. Der var intet egentligt fikseringspunkt, eftersom han ønskede at tage alt ind på en gang. Både den hvide kjole, der nærmest smeltede sammen med den fejlfri hud og de endnu lysere hårlokker. Det var vel kun rimeligt, at han fik dannet sig et varigt indtryk af hende, nu når hun skulle bruge de næste mange timer på at nærstudere ham.
"Nej, Deres teint er udpræget lys. Fortæl mig, hvor har De fast bopæl?" spurgte han med hovedet let på sned, netop som blikket landede på hendes ansigt. "Jeg ved, at Rubiniens sol kan være ufattelig nådesløs til tider... men jeg tror ikke, jeg ville være i stand til fuldkomment at affinde mig med den køligere temperatur, I døjer med andre steder i landet." Han havde efterhånden oplevet de fleste dele af landet, og der var absolut ingen af dem, der kunne hamle op med livet syd på; selvom det sandsynligvis bare var et spørgsmål om tilvænning.
"Det er få ting, der kan slå følelsen af solens stråler mod ens hud. Men det er De næppe enig i?" Med disse ord stoppede Cahlaz omsider de rytmiske slag mod møblets træ. En sveddråbe fandt sin vej ned over hans trimmede brystkasse, men på trods af den høje temperatur, så han ikke ud til at være specielt generet af varmen. De beskedne fald i det mørkegrå hår var måske blevet en smule mere fremtrædne; ellers sad det præcis som han havde sat det. Den manglende vind fik alt til at virke enormt statisk. Nærmest som om hele denne scene var et færdigmalet portræt.

"Nåh, det var ikke for selskabets skyld, at jeg sendte bud efter Dem. Cimberlie, var det?" Han mente i hvert fald at kunne erindre, det startede med et C. Et af de lettere buskede, dog velplejede øjenbryn blev ganske svagt hævet, hvorefter han rykkede sig lidt længere ind på sædet som led i, at han rankede ryggen. Set bort fra den lille ændring i holdning var stillingen nøjagtigt den samme. "Sidder jeg udmærket? Det er trods alt Dem, der er velsignet med kunstneriske evner; så ønsker de at lave ændringer i kompositionen, skal De være velkommen - jeg plejer ikke at bide," informerede halvorken med et hint af noget udfordrende i det ellers afslappede blik.

Valget blev taget, hvilket fik dæmonen til at give et nik med hovedet, før den ganske flotte træ tavle blev placeret på det store staffeli foran sig. Stående klar manglede hun bare, at beslutte sig for om det var bedst at starte med en ganske simpel fjerpen, eller om hun skulle starte lidt hårdere ud med en pensel. Som de blå øjne skimmede det store udvalg i æsken på gulvet, gik der ikke lang tid før hun hurtig fik taget en beslutning. Æsken blev lukket, og dæmonen rettede sig op, stod klar foran træ tavlen, med hendes fokus og opmærksomhed rettet på den nydelige ork foran sig. Tydeligt at se at han var en ork, men om det var halvt, eller helt havde hun skam ingen anelse om. Det var dog heller ikke særlig vigtigt, det vigtigste var at få alle detaljer med. Som der blev delt blikke imellem dem, sendte hun ham et bredt smil. Selvom hun skule sørge for, at holde sig fokuseret koncentreret, var hun nød til at slå alle tanker der ikke handlede om portrættet hun skulle male, ud ad hovedet. Som de der gik få minutter vendte hun blikket væk fra slavehandleren, og fik dyppet penslen ned i den ene glaskrukke med maling. Maling til at starte portrættet. Kort skulede hun hen til den ganske flotte model der sad klar, og bevidst valgte hun ikke at lade øjnene søge ned imod hans nedre regioner. Det var skam ikke tidspunktet til at tjekke det ud, og desuden skulle hun jo holde sig professionel. Som blikket gled en smule op ad den nøgne overkrop, beundrede hun det gennemsigtige stofklæde som dækkede for både hans skuldre, og overarme. Stoffet passede meget godt med hans solkyssede hud, og dæmonen smillede for sig selv før hun løsrev sig fra at kigge mere på ham. 

Blikket var vendt imod tavlen, og som hun næsten skulle til at lade penslen røre træet hørte hun hans stemme, og spørgsmål. Det ville være ganske uhøfligt af hende ikke at svare ham, så imens hun fik strøget penslen hen over træet, for at starte med de første linjer lod hun et lille smil sprede sig på ansigtet"Man kan tit kalde mig nattens spøgelse...Min lyse hud, blonde hår og en hvid kjole"svarede hun med blikket glidende ned over tavlen, som hun fortsat malede flere strøg på træet. Eftersom hun var så erfaren, og så dygtig en kunstner, tog det ingen tid for hende, at allerede have malet en god del af ham. Før hun ville skifte til nogle af de andre farver, løftede hun blikket op og lagde hovedet lidt på skrå for at være sikker på at hun kunne kigge forbi staffeliet, og møde hans blik"Min faste bopæl er i skumringskvarteret, har de været der før"både svar og spørgsmål i en sætning, men det gjorde vel heller ikke noget. Med lidt andre farver, begyndte hun at lave flere strøg som hun havde ladet hendes øjne studere hans ansigt. Allerede efter nogle minutter begyndte det at ligne noget, det gik hvertifald fremad.  Dæmonen fortsætte med at male nogle flere strøg, som det nærmest tilfredse smil voksede på ansigtet. Det var bare så afslappende, og rart at kunne male igen, for hun mente selv at hun havde haft en alt for lang pause. Som der endnu engang blev malet flere strøg, stoppede hun et kort øjeblik, bare for at se om hun havde fået ridset det vigtigste af hans ansigt ned på træet. Et kort blik blev kastet hen på slavehandleren, så hun kunne studere hans ansigt lidt mere. Det var altid godt at være på den sikre side, for portrættet skulle være helt perfekt, ellers ville hun se sig selv som en fiasko af en kunstner - og det var bestemt ikke noget, som hun havde lyst til"Det kræver nok noget tilvænning til de kølligere temperaturer...Men efter så mange dage i solen, og dens varme kan kulden nærmest være rar og afkølende"svarede hun, som hun sendte ham et bredt smil. 

Penslen i hånden ramte endnu engang træet, som Cimberlie fortsatte med at male de mange strøg, og efter at have sikret sig at ansigtet nogenlunde var godt med, fjernede hun penslen fra træet"Solen kan virkelig være smuk og rar, jeg nyder det nok alt for lidt... Og i ganske små mængder"lød det nærmest overvejende fra hende, som hun lod sine egne ord køre igennem hovedet. Som hun lod de blå øjne glide langsomt ned over træet foran sig, hvor slavehandlerens ansigt var kommet på, synes hu der manglede noget. Der var et eller andet, som hun følte at hun var nød til at blive sikker på. Før hun overhovedet havde tænkt sig at fortsætte med detaljerne i ansigtet. Dog var de fleste på plads, men der manglede tænderne. Tydeligt for dæmonen at slavehandleren havde nogle skarpe tænder, som ikke var gemt væk"Jeg kan da umuligt takke nej, hvis de ønsker mit selskab efter mit arbejde"ganske høfligt, og næsten elegant svar som fløj ud ad de kolde læber imens øjnene søgte hans. Som penslen ramte træet igen, lod hun også blikket vende tilbage til tavlen og endnu flere strøg blev malet på træet. Der mangler ikke meget, det meste der manglede var kroppen, men allerede i forhold til netop dét, havde dæmonen været lusket og tyvstartet lidt med det. Stående afslappet med hovedet en smule på skrå nød hun skyggen, der nærmest skabte forskellige nuancer på træ tavlen. Det så nærmest endnu mere smukt ud, og hun tillod sig også at beundre det lidt mere. Som der gik flere og flere minutter, kunne dæmonen godt se, at det allerede snart ville være færdig og hun spredte læberne for at skulle fortælle ham det. Men hun blev afbrudt, hvilket fik et lusket smil til at sprede sig på ansigtet og hun lagde penslen på den midterste kant på staffeliet. Uden at sige noget til hendes model, valgte hun at gå hen imod ham, som hun lod den hvide kjole slæbe en smule efter sig. 

Heldigvis ikke så meget at hun kunne falde i den, men nok til at stoffet ville røre fliserne"De sidder ganske passende, jeg mangler blot de sidste detaljer, samt noget af den nedre region og derefter vil deres portræt være færdig"lød det ganske høfligt og venligt fra hende. Dog advarede hun ikke slavehandleren, før hun bukkede sig en smule ned imod ham, løftede en hånd op til hans ansigt, og strøg en finger hen over den ene synlige skarpe tand. De ganske fængende øjne fulgte efter som fingeren næsten dansede hen over tanden. Den frie hånd placerede hun ovenpå hans skulder, hvor hun tillod sig at røre lidt ved det gennemsigtige stof"Siger man ikke, at ordet plejer er ganske farligt"lød det halvt hviskende, i en blid tone som hun fortsat lod fingeren danse hen over den skarpe tand. Som der gik få minutter trak hun sig tilbage, som hun fjernede hånden fra stoffet på hans skulder. Hun drejede rundt, og smillede for sig selv før hun gik hen imod staffeliet igen. Dæmonen stod klar foran igen, og havde grebet penslen, som hun begyndte at male resten af ham. Der manglede lidt af den nedre region, og hun holdte sig professionel, selvom hun sagtens kunne have kastet sig over ham. Men hvad ville det nytte? Hun gad ikke blive sammenlignet med alle andre kvinder, og desuden var hun igang med et arbejde, som hun nød og nærmest lod sig fordybe og stjæle alle hendes tanker næsten. Flere minutter gik, og hun fik malet de sidste detaljer på, og fjernede penslen. 

Tog et skridt tilbage, og lod blikket betragte portrættet. Det lignede faktisk meget godt, helt på en prik, alle farverne passede, hans flotte figur, og de rødlige øjne. Alting spillede perfekt ind, og hun åndede lettet ud som hun placerede en hånd i siden, og fik lagt penslen væk. "Er de klar til at se deres portræt"spurgte hun med en ganske venlig stemme, med et snert af spænding. For hun håbede at han ville kunne lide det, selvom mange nok ville have klaret det på flere nætter, så var hun så professionel og dygtig, at det næsten ikke tog lang tid for hende. I alt havde det nok taget nogle timer, men resultatet kunne hun godt lide. Det var faktisk ganske smukt, hvilket også var derfor hun ikke kunne lade være med at beundre portrættet"Ligeså smukt på træ, som uden"lød det helt fascinerende fra hende, uden helt at tænke over om, slavehandleren faktisk hørte ordene. 

En mærkværdig ro udsprang i hans indre, kort efter de første penselsstrøg var blevet tilføjet til det ellers blanke lærred. Til hans fordel gjorde det hele processen noget lettere, men han måtte alligevel være påpasselig med ikke at fordybe sig alt for meget i hverken filosofiske funderinger eller den søvndyssende fred, der havde bosat sig i ham. Han var yderst opmærksom på at sidde så stille som menneskeligt muligt. Kun brystkassen hævede og sænkede sig på skift, men bort set fra formåede han at fremstå som en udhugget, ubevægelig skulptur. Det var kun, da Cimberlie atter talte, at der endelig kom en egentlig reaktion frem i det umiddelbart følelsesneutrale ansigt.
"Skumringskvarteret?" Det lød ikke komplet fremmed, men han kunne ikke umiddelbart se placeringen for sig. Hans gæt ville dog falde på et sted i hovedstaden. Der var et hav af forskellige distrikter. "Er det beliggende i Dianthos eller omegn?" spurgte han blot for at få sit eget bud bekræftet. Samtalens fokus drejede kort efter hen på temperaturer igen, og et høfligt smil blev givet som svar til dæmonens forklaring. Skygge og en behagelig brise var altid kærkomment, men kulde ville han nu helst være foruden.

"Så har De kun godt af at være kommet en tur ned til syden. Måske De endda kan nå at få en lidt mere gylden kulør, før De vender hjemad igen," kommenterede handelsmanden med et lettere udfordrende glimt i øjet, der yderligere spredte sig til et begyndende smil, da hun tilføjede bemærkningen om, at hun næppe kunne afslå et tilbud om at forlænge sit ophold i hans palæ. "Det ville naturligvis være en skam, hvis Deres sarte hud blev beskadiget - så vi må hellere bevæge os indendøre, når De engang er færdig med portrættet." En diskret måde at meddele hun var velkommen til at ledsage ham under en potentiel sen frokost efterfølgende. Han takkede sjældent nej til at få selskab af en kvinde så betagende som hende.

Cahlaz lagde af ren refleks nakken en anelse bagover som følge af den nærmende hundæmon, og brynene blev samtidig rynket ganske let. Blikket lod han vandre op ad hendes spinkle, men kurvede krop, forinden det faldt ned mod hans eget skød ved nævnelsen af den nedre region; dog kun som en kort skæven. Han kiggede atter op lige i tide til at spotte fingeren, der legende strejfede den ene forvoksede hjørnetand i undermunden. Intet smil var til stede på læberne, men øjnene var derimod heller ikke præget af misfornøjelse. Lagde hun an på ham? Brynene rettede sig ud igen i takt med hun distancerede sig, og hovedet røg tilbage til dets tidligere position. "Plejer er kun et farligt ord for dem, der frygter det uvisse." Et rimelig kryptisk svar, der kun blev mystificeret yderligere af et ulæseligt, skævt smil, som beskedent voksede ved konklusionen om, at hun ikke virkede som typen, der lod sig skræmme af uforudsigelige hændelser. Det ville forhåbentlig blive gjort tydeligere i løbet af dagen.

Det kom nærmest som et chok, da annonceringen om at hun var færdig lød fra den anden side af staffeliet; eller rettere om han var klar til at se det endelige resultat. Et nik blev afgivet, før han med håndfladerne mod sædet skubbede sig op at stå. Cahlaz valsede i et langsomt tempo hen til kunstneren, som han endte med at placere sig tæt op ad, dog lige præcis med nok afstand til, at de undgik at røre hinanden. Hans blik gled omhyggeligt rundt på det tilmalede kanvas i ønsket om at få hver lille detalje med, inden han afgav sin dom.
"Jeg har ingen umiddelbare klager. De har udført et yderst tilfredsstillende stykke arbjede, Cimberlie." Han omdirigerede sin opmærksomhed til den lyshårede kvinde, som fik tilsendt et anerkendende, om end svagt smil.Tavsheden, fra hans side, vedblev for en stund, og han grublede åbenlyst over et eller andet. Med tænksomhed i blikket trådte han ud ad hendes personlige rum for derefter at vende sig om og sætte kursen mod spisestuen, der ventede lige bag dørbuen. "Lad os ordne din betaling i knap så solrige omgivelser. Hvis De vil, er De velkommen til at sidde med ved bordet til frokost. Jeg er sikker på, vi har noget, der vil falde i Deres smag," fortalte han undervejs og standsede kortvarigt op i indgangen, hvor han kastede et ledende blik over skulderen i hendes retning. Mundvigene fortrak sig i et nedtonet smil, lige før han skævede hen til den tårnende vagt. "Jeg vil gå ind og iføre mig en mere anstændig beklædning. De kan udnytte ventetiden til at pakke Deres ting sammen. Garrios vil eskortere dig ind bagefter." Den intimiderende minotaur gjorde sig klar til at lystre ved ranke ryggen og med et sidste smugkig tilbage mod dæmonen, forsvandt Cahlaz ind bag palæets mure.

Halvorken brugte godt et kvarter på at friske sig op og hoppe i nogle varmevenlige klæder. De sandfarvede, tynde bukser sad løst om benene og stoppede lige ved knæhasen. Den tatoverede ryg var dækket til af en mørketurkis kimono cardigan, åben fortil, så der stadig var frit udsyn til den veltonede overkrop. En aromaolie med undertoner af vanilje, træ og moskus var i moderate mængder blevet stænket på både hals og brystkasse, og den blandede sig straks med luften i spisesalen, da han dukkede op efter turen indenom sit sovekammer.
Stolen for enden af det aflange bord blev trukket ud, men før han selv satte sig, gestikulerede han sigende mod sædet til højre for sig. "Sæt Dem endelig ned," bød han, mens han tog plads, og rettede følgende øjnene mod en mørkglødet kvinde, som for få sekunder siden hastende var kommet luntende. "Den sædvanlige vin. Jeg er ikke så sulten i dag, så bring mig et frugtfad. Måske noget tørret kød?" Ved de afrundende ord kiggede han spørgende på Cimberlie for at afklare sig med, hvad hun havde appetit til. "Vi har desværre intet friskt. Det er få madvarer, der kan holde sig særlig længe i det her klima," forklarede han beklagende. Især råt kød gik hurtigt i fordærv, og det var derfor en sjælden ingrediens i palæets køkken. Så snart hun havde afgivet sit svar, blev den ubetalte tjenestepige sendt afsted med en apatisk viften med hånden.

Efter at have stået i spænding over hvilken form for feedback, som hun ville få hørte hun endelig ordene. Et tilfreds, og ligesom lettet smil dukkede op på ansigtet og hun lod blikket glide langsomt ned over tavlen foran sig. Maleriet lignede ham bedre end, hvad hun lige havde regnet med - Kun en god ting. Hovedet blev lagt på skrå, som dæmonen afslappet stod og beundrede maleriet. Tydeligt at se at hun slet ikke havde skåret ned på detaljerne, for det fik nærmest hele maleriet til at udstråle en glød der ikke ville have været der, hvis der ingen detaljer var. Aldrig før havde hun gået så meget i dybe med et maleri før, som hun havde gjort den her gang. Måske det var fordi det var denne slavehandler, der var grunden og at hundæmonen nærmest forventede at betalingen ville være fremragende. Det højre øjenbryn blev skubbet op i panden, som hun overvejede om hun måske skulle tilføje lidt flere detaljer. Selvom maleriet var færdigt, og handelsmanden ikke havde nogle klager, var det et klassisk træk hos de fleste kunstnere at de altid kunne overveje det ene og det andet.

Som hun spredte læberne, og skulle til at svare ham, var han allerede væk. Undrende skulle dæmonen til at spørge ham, hvad han skulle før hun hørte hans ord om frokost. Det ville bestemt ikke skade med noget at spise, det var også lige hvad hun næsten trængte til efter den varme vandring igennem sandet på hendes vej hen til det flotte og ganske nydelige palæ. Kort skævede dæmonen ned til tasken på fliserne, og sukkede over mangel på mad eller drikke. Hvorfor havde hun ikke husket at medbringe begge dele, specielt når der var så varmt som der var. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og nød skyggen over sig en smule mere, før hun åbnede de blå øjne som hurtigt blev rettet på maleriet foran sig. Ordene om at ordne betalingen i mindre solrige omgivelser, fik et bredt smil til at dukke op på hendes ansigt, og hun begyndte at pakke alt malergrejet væk. Som hun sikrede sig at hun havde husket at pakke det hele, gik hun hen imod den nærmeste sofa, og lagde alle tavlerne, pergamenterne, samt boksen med penslerne i den ene side af sofaen. Staffeliet var blevet bukket lidt sammen, så det ikke fyldte så meget og blev lagt ved siden af malergrejet, og tasken. Så vendte hun rundt, og fik øje på den ganske høje minotaur som nærmest så ud til at vente på hende en smule utålmodig. 

Som hun blev vist ind i spisesalen, lod hun blikket glide lidt rundt som hun løftede en hånd op til ansigtet. Strøg en hårtot bagved det ene øre som det beundrende blik, var rettet på nogle af de ganske flotte vægge, samt omgivelser. Endnu engang blev dæmonen overrasket over, hvor smukt palæet var indrettet. Både den ydre og indre skønhed havde slået hende omkuld, men det var også første gang hun havde sat foden indenfor på et palæ, for aldrig før havde hun besøgt et palæ før. Det var kun i det øjeblik dæmonen hørte slavehandlerens ord, at hendes blik automatisk faldt i retningen af den ganske beroligende, og dejlige stemme"Skumringskvarteret er placeret i Dianthos, det er et dystet sted som har sin helt egen skønhed over sig"svarede hun, som hendes blik hvilede sig på ham imens hun gik tættere på ham. Førte sig elegant frem, uden at tænke over det og lod blikket kort glide ned over den ganske nydelige mand foran sig. Duften af ham som havde fundet vej op til hendes næsebor, tillod hun sig at nyde for en kort stund som hun stod med en hånd hvilende ovenpå stolens ryg. Øjnene faldt dog også hurtigt på tatoveringen på hans ryg, og hun betragtede den lidt mere før hun satte sig ned på stolen til højre for slavehandleren. Den hvide kjole rettede hun lidt, så det ikke ville føltes alt for træls for hende at sidde på stolen. I en langsomt og næsten elegant bevægelse lagde hun det højre ben over det andet, og drejede hovedet hen imod Cahlaz"Deres maleri har jeg valgt at stille pænt på den tætteste sofa i skygge bare så malingen vil kunne nå at tørre"Det ville være alt for frygteligt, hvis farverne ville smelte, for det ville gøre hele det elegante, og smukke portræt mindre pænt. Nærmest tværet ud, og det ønskede dæmonen ikke, og hvilken kunstner ville lade sådan noget ske. 

Som tjenestepigen kom tilbage med et stort frugtfad, og det andet udvalg af mad og dermed havde sat det foran dem kunne Cimberlie ikke undgå, at lade hendes blik glide rundt på lidt af det hele. Uden at tøve rakte hun frem imod vindruerne, plukkede en af dem hvorefter hun lænede sig tilbage i stolen og lod vindruen røre ved hendes læber. Overvejede at sige et eller andet til det mandlige selskab ved hendes side, men måske hun bare lige skulle nyde smagen af noget frugt først. Et tilfreds smil bredte sig over hendes ansigt, som hun kort fik øjenkontakt med tjenestepigen i samme øjeblik som hun lod vindruen røre hendes læber lidt mere. Få sekunder efter spredte hun læberne, og puttede vindruen ind i munden, og hurtigt nød hun smagen af det. Alt for lang tid siden, at hun havde spist vindruer, og smagt på dem så eftersom der var et fantastisk stort fad med frugt, kunne dæmonen ligeså godt udnytte det lidt. Som hun fik spist vindruen vendte hun de blå øjne hen imod handleren, men hun sagde ikke noget. Lod et kort øjeblik bare hendes øjne fange hans, før dæmonen efter ganske få minutter vendte blikket væk fra ham. Hun lod begge hænder finde vej hen til glasset, og havde det ikke været for tjenestepigen havde skænket op til dem, havde hun nok selv gjort det. Fingrene kærtegnede glassets kant en smule, før hun valgte at kærtegne siderne af glasset"Det er ganske pænt af dem, at byde mig på frokost...Det er ikke tit at en dæmon som mig, får den ære at opleve det"ordene fløj elegant, og høfligt ud ad munden som læberne havde været adskilt med få centimeter.