"Amara?" Amara så op fra den morter hun havde stået med i hænderne; en stor en lavet i sten, som hun havde været i fuld gang med at mase urter i til en tyk, grødet masse der duftede svagt af lakrids.
"Ja?"
"Vi kunne godt bruge dig. Vi har fået et par sårede vagter ind." Amara satte morter fra sig på bordet inde hun rakte hen for at tage de hvide handsker der havde ligget ved siden af. Normaltvist var hun dækket fra top til tå, undtagen når hun var alene, hvor hun plejede at tage handskerne af. Det blev også så forfærdelig varmt med alle de lag tøj hun havde på, og hun nød derfor de stunder, hvor hun kunne tage noget af det af.
"Klar." Sagde hun, og sendte den anden healer et smil. "Den anden healer" var måske så meget sagt, for Amara var ingen healer - langt fra. Alligevel havde hun fået job i helbredeshuset efter hun var kommet til Dianthos. Hjemme i Elverly havde hun også fungeret som en slags healer, godt nok med dyr, men hun havde en masse viden om urter og knogler og alt muligt andet, som de havde kunne bruge her.
Det havde heller ikke taget så lang tid at falde på plads i Dianthos som hun havde frygtet. Faktisk havde det værste været de sko hendes fødder nu var stukket i, som havde været ganske unødvendige i skoven, og så det faktum, at der var rigtig mange mennesker i byen. Rigtig mange mennesker man kunne støde ind i, og hun havde derfor taget sine forbehold ved at gå i endnu mere tøj end før: den hvide kjole var nu knappet helt op til hendes hals, og med handskerne på var det faktisk kun hendes ansigt og hår der var synlige og det plejede at betyde, at hun kunne komme rundt en hel dag uden at røre ved folk. I hvert fald uden kontakt, for der var altid en eller anden hun skulle undersøge.

Denne gang var det åbenbart nogle vagter. De havde haft nogle andre vagter inde for et par uger siden efter at der havde været et uheld med en magiker og dennes kræfter, men det havde heldigvis ikke taget længe før de var kommet sig og kunne forlade helbredseshuset igen.
"Din er derinde." Amara fulgte anvisningerne og gik ind i det værelse der var blevet hende udpeget, og stoppede da hun så manden der sad på en briks og ventede.
"Dalton, hej!" Udbrød hun samtidig med at smilet på hendes læber voksede og lyste hele hendes ansigt op. "Hvad har du nu rodet dig ud i?" Fortsatte hun og gik hen til ham.

Hvis Dalton selv skulle sige det, så var han ret god i kamp og var ganske teknisk med våben. Dog var Dalton godt klar over at der var ting man aldrig nogensinde kunne holde for, især når man som ham var menneske og ikke havde mulighed for at bruge magi.
Dalton havde været på jagt med nogen andre byvagter, efter en flok dæmoner der havde stjålet fra en flok mennesker, der ikke havde haft en chance for at gøre noget.
Det var desværre endt med et bagholds angreb, og to byvagter imod ti dæmoner det var ikke ligefrem en fair kamp.
Alligevel havde Dalton naturligvis gjort alt han kunne i et forsøg på at overvinde dem og få retfærdighed til at ske fyldest. Dalton havde et kæmpe retfærdighedsgen og det værste han vidste var når folk ikke blev behandlet ordenligt.
Denne gang måtte han dog se sig slået, han havde fået nogen gedigne tæsk og var fløjet igennem luften og ramt stenmurene i gaderne flere gange.

Han lå på briksen og ømmede sig især ved ribben og den flækkede læbe der nærmest gabte, som han hørte en velkendt stemme tale sige han navn.
Han kiggede op og et smil kom automatisk frem på hans læber som han så Amara: "Amara" smilede han, hvis han skulle være helt ærlig havde han nok altid haft lidt et crush på hende.
Hun var en utrolig smuk, sød og veltalende kvinde.
Dalton forsøgte at sætte sig let op som hun kom i mod ham, men det blev i stedet til nogen klagende gisp som hans forsøg kun blev halvhjertet.
"Nåh jeg valgte bare at tage en svingom med en flok dæmoner, intet vildt" sagde han i et skævt grin.

Synet af venner kunne altid få smilet til at vokse på Amaras læber, men det syntes at synet af Dalton fik det til at blive dét bredere. Han var en af de første hun havde mødt efter hun var kommet til byen, og han havde taget imod hende uden forbehold og tilbudt hende et venskab hun var ham taknemmelig for resten af sit liv. Det var ikke nemt at være ny i en by, men Dalton havde vidst hende rundt og hjulpet hende med at finde rundt i en verden, der var så langt fra Elverly hvor hun havde været hele sit liv.

Synet af ham fik da også en bekymret rynke til at tegne sig mellem hendes bryn. En rynke der blev dybere, som han fortalte hvad der var sket. "Dæmoner?" Spurgte hun bekymret. Et øjeblik stod hun stille og lod blikket glide undersøgende hen over ham, som for at danne sig et overblik over de skader han havde. "Vær sød at tage din trøje af," bad hun idet hun vendte sig for at gå ud af døren igen, "jeg kommer straks tilbage."

Det tog hende ikke længe at hente den morter hun havde haft gang i inden hun var blevet kaldt til arbejde. Forsigtigt stillede hun den fra sig på et lille bord ved siden af briksen Dalton lå på, hvorefter hun fandt rene klude og en skål frem. Skålen blev taget med ud til køkkenet, hvor der altid var vand der kogte, fyldt med det kogende vand og forsigtigt taget med tilbage til rummet.

"Fortæl mig om dæmonerne," bad hun da hun var kommet tilbage til rummet og havde stillet skålen fra sig. Hun bevægede sig hen til ham, stillede sig ved siden af briksen og lod forsigtigt en behandsket hånd glide ned over hans ribben. Den flækkede læber var ikke til at undgå, men det var ikke den der bekymrede hende for nu. "Hvor mange var der?" Hun spurgte dels fordi hun var interesseret i at høre hvad han havde lavet, men også for at få ham til at fokusere på noget andet end smerten, som hun forsigtigt trykkede blidt på ribbende for at danne sig et overblik over skaderne.

Dalton var ikke altid super god til at være sårbar, heller ikke selvom han nogengange fik nogen vanvittige knubs.
Det var da en af de største ulemper ved bare at være et simpelt menneske, og ikke en eller anden vampyr, der bare kunne slå omkring sig i natten som det passede dem. Dog havde Dalton aldrig haft en drøm om at være andet.
Aldrig om han ville give sit menneskelige liv op, for en eller anden forbandelse. I hans hoved var det forbandelser der hvilede på den slags mennesker, og det var ikke fordi at Dalton havde noget i mod dem, tværtimod så havde han nok en smule ondt af dem.
At være menneske måtte da trods alt være det som denne verden var byggede sig, mennesker, elvere og disse fredelige væsner. Vampyre, dæmoner og alle dem der skabte uro i denne verden, det måtte være de rene forbandelser sendt fra guderne.

Han nikkede: "Ja, lad os bare sige at de ikke var i særligt godt humør i dag" sagde han som han fik sat sig op og tog roligt sin trøje af, som afslørede et flot stiksår ind i den ene side af hans brystkasse.
Han kiggede på hende som hun gik, og holde synet i mod døren som hun returnerede igen: "De var fem... Vi var to.. De havde stjålet fra en flok dværge og vi forsøgte at stoppe dem" sagde han roligt og smilede let i mod hende.
"Men de var lidt hurtigere end os..." sagde han roligt og gispede som hun rørte ved ham, ikke ligefrem i velbehag desværre.
Han følte sig ret godt medtaget lige nu, men dog overlevede han da.

"Åh Dalton," udbrød Amara, da hun fik øje på stiksåret på den ene side af hans brystkasse. "Hvis du ikke passer på ender det galt en dag." Hun sendte ham et varmt smil mens hun lyttede til ham fortælle, hvad der var sket. "Det lyder uhyggeligt." Der skulle selvfølgelig heller ikke så meget til før Amara fandt ting uhyggelige, mod var ikke en af hendes stærkeste sider, men at kaste sig ud i en kamp med dæmoner lød væmmeligt. "Jeg tror sommetider folk glemmer, hvor modige I vagter er," kommenterede hun og tog den ene handske af, for at kunne række ned og tage kluden, der lå i vandet. Hun vidste af erfaring, at det var noget rod hvis hun havde vanter på når hun vred vandet af kludene, så selvom hun ikke var meget for det, måtte det blive noget hun gjorde uden handske på.
Hun havde dog stadig en handske på den hånd, som hun tog kluden i da denne var blevet vredet op. "Jeg skal nok være forsigtig." Lovede hun inden hun forsigtigt begyndte at duppe blodet af alle de sår og skrammer Dalton havde fået sig. Hun startede med stiksåret og endte ved den flækkede læbe, alt mens hun sommetider vred kluden op med nyt vand, der efterhånden var begyndt at få en rødlig farve. "Hvad så med dværgenes ting?" Spurgte hun. "Fik I dem tilbage?"

Dalton kunne ikke andet end grine let.
"Måske, men det er jo en del af mit arbejde" smilede han til hende, det var jo ikke ligefrem første gang han var kommet til skade, faktisk så var han ikke altid helt så god til at passe på sig selv.
Han smilede i mod hende, Amara var virkeligt sød og Dalton var glad for at kende hendes selvom det jo ikke fordi at de snakkede sådan super meget sammen.
Han håbede dog at de måske kunne snakke mere i fremtideN: "Behøver jeg altid komme til skade for at vi skal tale sammen?" spurgte han lidt drillende og inviterende.

Det var da ikke fordi at Dalton var en player, men han var da glad for kvinder: "Noget af det, men ikke det hele desværre... De fandens dæmon bander" sagde han irriteret, som han stadig forsøgte at holde et nogenlunde cool ansigt.
Han syntes faktisk ikke det var super behageligt, men foran kvinder så måtte man jo lige forsøge at mande sig lidt op: "Du arbejder bare?" spurgte han og gispede som hun startede med den flækkede læbe, okay den svag alligevel lige en smule ekstra.

"Måske," medgav Amara med en svag nikken, "men derfor behøver jeg jo ikke kunne lide det alligevel." Hendes ord blev fulgt af et varmt smil samtidig med, at hun mødte hans blik og holdt det et kort øjeblik. For han havde naturligvis ret; det var jo hans job at stille sig selv mellem byen og den fare der lurede, men derfor behøvede hun jo ikke bifalde det alligevel. Og hun ville i hvert fald foretrække ham i ét stykke.
Hans spørgsmål var overraskende og fik hende til at le en perlende latter. "Taler vi kun sammen, når du er kommet til skade?" Spurgte hun, en smule overrasket, og tænkte sig om et øjeblik. Jo det gjorde de måske nok. "Men nej, jeg vil meget gerne ses med dig på et tidspunkt, hvor du ikke bløder på gulvet." Dalton var sød, virkelig sød, men at han måske kunne have bagtanker ved sit spørgsmål og måske havde fattet en dybere interesse for hende end blot venner var ikke noget hun havde bidt mærke i. Generelt var hun fuldstændig blank når det kom til den slags ting, så der skulle meget til før hun fattede et hint. Men det hang nok også sammen med, at tanken om at være tæt på et andet menneske både var uoverskueligt og skræmmende - så var det bedre slet ikke at give sig selv muligheden.

"Åh, det er jeg ked af." Hun skar en ærgerlig grimasse da han fortalte, at de ikke havde fået det hele fra dæmonbanden. "Hvad sker der så med dværgen nu?" Hun spurte dels af interesse og dels for at få ham til at tænke på noget andet end den nål hun pt. var gået i gang med at tråde. Eftersom healende egenskaber desværre ikke lå indenfor hendes magi måtte det være på den gamle måde, til gengæld vidste hun, at den salve hun gav sig til at smøre på den flækkede læbe ville bedøve området fuldstændig og gøre det umuligt at mærke nålen. "En eller anden skal jo lappe dig sammen så du kan blive ligeså køn som du var før," svarede hun med et drillende smil om de fyldige læber.

Han kunne ikke lade være med at grine let af hendes ord.
"Måske ikke hver gang, men det sker ihverfald... Det er nok bare fordi jeg er uheldig, og knap så god med et våben som jeg selv syntes" sagde han og grinede.
Dalton var ikke altid super beskeden og han mente da selv at han var ganske god til at slå fra sig, men han vidste jo godt at folk hurtigt kunne have en anden mening.
Han kom da også til skade af og til, men til hans forsvar så syntes han jo kun det var fair når han nu bare var et simpelt menneske, imens de andre jo som oftest var ganske hardcore dæmoner, djævle, dværge og hvad de nu havde af styrke.

"Du har ret... Så du har ikke lyst til at jeg inviterer dig ud en dag?" spurgte han. Dalton var faktisk lidt af en player.
Han var glad for at snakke med det modsatte køn, men han var nu ikke ude på at lege med hendes følelse, faktisk så va han bare oprigtigt interesseret i at lære hende bedre at kende.
HUn var virkeligt en smuk, sød og på alle måder forstående kvinde. Meget anderledes end dem han som oftest var omkring.

"Jeg er sikker på du er mere end almindelig god med et våben. Jeg har set når byvagterne træner: det kræver altså noget." Afviste Amara med et lille smil. Dalton var alt for hård mod sig selv; hun var sikker på han var god med våben. Han var i hvert fald modig, for hun ville aldrig turde have hans job, det virkede bare alt for farligt. Men hun var selvfølgelig også lidt af en bangebuks, og det var han i hvert fald ikke hvis han turde kaste sig ud i en kamp med dæmoner.

Amara, der havde været i gang med at fjerne en smule af salven på hans læbe for at se om læben var nok lokalbedøvet, stoppede overrasket midt i det hun havde gang i for at se på ham, totalt overrumplet af hans spørgsmål, som havde været fuldstændig uforudset for hende. "Ehm nej. Jeg mener jo. Jeg mener: jeg vil meget gerne lave noget med dig en dag." Svarede hun, fuldt ud bevidst om, at hun ikke havde givet nogen mening. "Hvad skulle vi så lave?" Spurgte hun i et forsøg på at glatte tingene lidt ud og fremstå lidt mindre forvirret end han lige havde gjort hende.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes søde kommentar.
"At dømme ud fra mine skader, er jeg vidst ingen ekspert" drillede han let: "Men jo, jeg kan da en ting eller to" indrømmede han dog.
Hvis han selv skulle sige det så vidste han da godt at han havde talent, nok også fordi at han jo til tider trænede de andre byvagter og sikrede sig at de havde styr på det, især de nye.
"Det er nu et dejligt job, jeg håber bare det ikke ender med at slå mig ihjel en dag" sagde han i et lille grin og rystede så på hovedet.

"Det ville være hyggeligt" sagde han og smilede.
"Det ved jeg sørme ikke, har du lyst til at se en byvagt træningskamp måske? eller er du mere til noget afslapning ved søen? Måske begge dele?" spurgte han roligt.
Dalton var som sådan ikke nervøs af sig, og hvis han selv skulle sige det så var han da også en gentleman. Det var jo ikke fordi han gik og legede med kvinders følelse, han prøvede altid bare at tage tingene roligt, og en ting af gangen.
Desuden syntes han jo at hun var meget sød.

”Du er da bedre end mig,” påpegede Amara med et lille grin. ”Jeg ved ikke engang, hvordan man bruger et sværd.” Hun trak let på skuldrene. I sine 150 år havde det aldrig været nødvendigt for hende at kunne. Dels fordi der altid havde været fred i den del af skoven hun havde boet, men også fordi hun havde fået en magisk egenskab der var våben nok i sig selv. Hun tvivlede derfor på, at hun nogensinde ville få brug for at kunne bruge et egentlig våben. Selvom sværdkamp kunne være meget imponerende at se på. ”Det er vi nu flere der håber på.” Påpegede hun med et blidt smil.

”Lig stille og lad være med at sige noget,” bad hun da han havde foreslået noget de kunne lave. ”Du burde ikke være i stand til at kunne mærke noget, men hvis du kan, så bare tag fat i min hånd, så stopper jeg.” Forsigtigt gav hun sig til at sy hans læbe sammen. Det så voldsomt ud sådan at stikke nålen gennem hans hud, men Amara var trænet, hun vidste salven havde virket og hun var omhyggelig så der ikke ville komme et voldsomt ar bagefter. ”Jeg vil meget gerne både se en træningskamp og tage ned til søen.” De grønne øjne var koncentreret rettet mod et arbejde de behandskede hænder metodisk havde gang i. ”Jeg har heller ikke været så meget ude og nyde byens områder som jeg nok burde, efter jeg er kommet hertil.” Hun tav for at gøre arbejdet færdigt inden hun lukkede tråden, greb ud efter en saks på det lille rullebord og klippede tråden over. ”Så, så godt som ny. Så mangler vi bare alt det andet. Er der andre skader, ud over stiksåret? Dine ribben er ikke brækket, men det ene er trykket og har brug for, at du tager det stille og roligt et par dage.”

Han grinede let.
”Det er nok meget fint, så du ikke kan hugge hovedet af mig hvis jeg kommer med en dårlig vittighed” sagde han i et lille grin: ”Men altså jeg kan da lære dig det, hvis du gerne vil” smilede han og trak let på skuldrende.
Han vidste godt det ikke altid var helt nemt at være menneske, og han vidste bestemt også godt at det ikke altid var nemt når man var for meget i ens hoved, hvilket virkeligt var en af de ting som Dalton øvede sig på, specielt når han var i kamp.
”Nogengnge ville jeg ønske at jeg kunne bare en liiiille bitte smule magi” sagde han og gjorde tegn med hænderne for at vise hvor lidt han mente.

Som hun begyndte at sy i hans læbe, gispede han let som han syntes det stak og greb fat omkring hendes arm som prøvede han af ren refleks at få hende til at stoppe.
Han havde lyst til at bande, men sagde ingenting: ”Du er ikke særlig sød, ved du godt det” klagede han sig, som han alligevel grinede let. Det var ikke just behageligt.
Han rystede på hovedet, han var ret sikker på er ikke var andre skader, og ellers så skulle de sikkert bare arbejdes væk.

Daltons jokende ord fik Amara til at le og ryste svagt på hovdet. "Næppe. Det ville jeg nu heller ikke gøre selv hvis jeg vidste, hvordan man brugte et våben. Det er dit hoved alt for kønt til." Hun blinkede drillende til ham. "Det kunne godt være det ville være smart at kunne beskytte sig selv med et våben." Det var afgjort ikke et dårligt forslag, for hvis nu det skulle ske at magien forsvandt igen ville hun være totalt forsvarsløs. Og denne gang ville hun ikke være i sikkerhed i sin barndomshjems skove.
Smilet, der indtil nu havde været varmt og indbydende, gled hen i noget der var langt mere trist og længselsfuldt ved hans ønske om magi. "Pas på hvad du ønsker dig, det er ikke altid ønskværdigt." Sagde hun en smule trist. Men ja, hun forstod ham jo godt. For hvis man fik evnen til at flyve, forvandle sig til ting eller endda styre elementerne kunne hun jo godt forstå man kunne have ønsker om magi. Men man kunne også være uheldig og trække det korte strå, som hun selv mente hun havde.

Amara var ikke sikker på om Daltons reaktion var ren refleks eller om det rent faktisk gjorde ondt, men ved hans reaktion stoppede hun omgående med at sy. "Gør det ondt?" Spurgte hun bekymret. "Det burde det ellers ikke. Jeg kan godt vente lidt og lade salven virke længere tid?" Det burde nu ikke gøre nogen forskel, men hun havde jo ikke lyst til at fortsætte hvis det gjorde ondt. "Det mener du ikke," afviste hun med et lille smil, inden hun atter blev alvorlig. "Det er jeg altså ked af, salven burde have bedøvet området." Sagde hun undskyldende.

Han kunne ikke lade være med at grine let.
Han prøvede altid sit bedste for at passe nogenlunde ind i samfundet, for selvom Dalton måske var charmerende og altid havde et skævt smil på sine læber, så var sandheden nok at han inde bag det hele, faktisk var ganske usikker.
Men sådan var det jo nok som oftest med mænd der prøvede at være lidt fremme i skoene, inde bag ved var de måske slet ikke så smarte endda.
"Nej måske ikke, men tro mig, hvis du fik tæv af en flok dæmoner, ville du måske også ønske dig bare lidt" sagde han i et smil.

Han vidste udemærket godt at alt kom med en pris, men en del af ham ville nok bare ønske at det ikke altid var så svært for ham.
Han skulle jo altid godt være ekstra godt i fysisk form: "Nej, det niver vidst bare lidt... Jeg er slet ikke så mandig som jeg ser ud" drillede han i et lille smil.
Han var faktisk lidt en piv skid til tider, og det var ikke altid helt nemt for ham at bilde folk ind han var mega hardcore.

Amara bed sig let i læben ved hans ord. Det var sagt i sjov, det var hun ikke i tvivl om, men lige når det kom til hendes magi havde hun svært ved at se det sjove i ting. Hun længtes efter at være som andre, ja de måneder hun ikke havde haft magi under plagerne havde været nogle af de bedste i hendes liv, men det var hun ikke. Hun ville aldrig kunne røre ved et andet menneske igen uden stof mellem dem, hun havde i hvert fald ikke fundet en løsning. "En dæmon eller en flok, de ville ikke have en chance mod mig." Svarede hun derfor med et skuldertræk og sendte ham et lille smil. "Jeg har muskler af stål." Hun blinkede drillende til ham og for at understrege sine jokende ord spændte hun musklerne i sin overarm, som absolut ikke var noget at prale af.

"Ens smertetolerence er ikke afgørende for hvor meget mand mand er, Dalton." Sagde hun med et lille smil og rystede på hovedet af ham. "Hvordan man opføre sig er det afgørende, og du er både modig, sød og imødekommende og det synes jeg er langt vigtigere end hvor meget smerte man kan tage." Hun lagde nålen fra sig og tog blidt fast om hans kind så hun kunne dreje hans hoved let rundt og studere sit arbejde. Jo det var ganske pænt. "Jeg har noget creme derhjemme der speeder helingsprocesen og forhindre ar. Jeg har det ikke her, men jeg kan hente det til dig, eller du kan følge mig hjem og så kan du få det der." Det stod på hendes natbord, hvor hun brugte det på sin arrede højre hånd. Det var en god creme, hendes egen opskrift, og ville uden tvivl hjælpe på hans læbe. Hendes hånd, derimod, havde lidt for mange skader, men det forhindrede gener i arerne og så var det en fantastisk fugtighedscreme.

Han grinede, da hun snakkede om sine muskler.
"Med ikke ret meget held, har du sikkert flere end jeg" sagde han i et grin, i hans optik skulle der jo ikke meget til.
Specielt ikke fordi at de fleste væsner jo rent faktisk havde en fordel med deres magi og fysik, ikke at han var sikker på om elvere var på den liste.
Han mødte jo som oftest de mørkere racer, da det jo desværre var dem der ønskede at skabe splid i landet, ihverfald lige for tiden.
"Men jeg må jo bare overleve jobbet, så lang tid jeg nu kan" smilede han. Dalton havde nok altid haft lidt en idé om, at det en dag ville være jobbet der slog ham ihjel.

"Så vi har ikke engang været ude endnu, og du inviterer mig allerede hjem? Det gik stærk" flirtede han i en drillende undertone.
Dalton var en charmer og han kunne godt lide at være på den gode og flirtende side, af det modsatte køn., men han mente bestemt ikke noget ondt med det, og han var ikke ude på at skabe splid eller ballade på nogen som helst punkter af livet.
Desuden var han oprigtigt interesseret i at lære Amara bedre at kende, også selvom han godt vidste at hun måske ikke hundrede procent havde det på samme måde.
Dalton var bare for naiv, til ikke lige at give det et forsigtigt forsøg.

"Ah, mon dog." Hun skævede til ham, som han påstod, at hun havde flere muskler end han havde. Dalton var ikke nogen lille mand, hvor hun derimod aldrig havde haft noget at prale af. Hvilket man heller ikke behøvede når man mere eller mindre var et omvandrende våben selv, så var muskler totalt underordnede. "Hvilket forhåbentligt er længe," sagde hun, og kunne ikke modstå fristelsen til at klappe hans arm med en behandsket hånd. "Medmindre du bliver ved med at kaste dig over kampe med dæmoner." Det var selvfølgelig hans job, men Amara forstod ikke helt, at byvagterne ikke havde våben der kunne hjælpe mod den slags væsner. Især til de byvagter der ikke selv besad magi. 

Det var ikke gået op for hende, hvordan hendes invitation havde lydt. Ikke før hans drillende ord gjorde hende opmærksom på det. "Åh, nej det-" begyndte hun, samtidig med at en voldsom rødmen bredte sig på hendes kinder i ren og skær forlegenhed. Det havde virkelig ikke været sådan hun havde ment det! Hendes invitation havde været ganske uskyldig: en udstrakt hånd i et forsøg på at hjælpe ham. Ikke en invitation til... noget andet. Og selv hvis det havde været en sådanne invitation ville det ikke kunne ske, så det var en tanke hun ikke engang havde overvejet. "Det var... ikke sådan ment. Jeg beklager hvis det lød sådan, det er ikke... sådan jeg er. Jeg har bare ikke salven her, men derhjemme. Men..." Hun blev tavs for i stedet at rømme sig forlegent, stadig med den røde farve tydelig i hendes ansigt. "Selv hvis det var kender jeg dig slet ikke godt nok. Og sådan er jeg altså ikke." Forsøgte hun igen, velvidende at hun muligvis bare gravede sin egen grav dybere og dybere. 

Dalton havde næsten altid et glimt i øjet, han vidste dog godt at han måske ikke altid var den hurtigste til at åbne sig for andre mennesker.
Det var bare meget nemmere at charme sig en smule overfladisk ind på nogen, især fordi han jo havde lovet sig selv at han ikke skulle bevæge sig ud i giftemål og den slags.
Som alle andre, havde han en fortid. En han helst ikke talte om og en som han helst ikke ville stå for meget ved hvis han skulle være helt ærlig.
Det var ikke fordi han skammede sig over den, men mindet omkring bestemt scenarier, var ikke noget der gavnede ham i hans daglige arbejde.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt, som en mindre panik spredte sig i hende og han kunne se hvordan hendes hoved famlede forvirret rundt i sine tanker.
"jeg driller dig bare.." sagde han henkastet og kærligt i mod hende, som et skævt smil spredte sig på hans læber.
"Men det er fint, jeg kan da gå lidt endnu" sagde han. Han havde nu heller ikke læst hende som sådan en type, og well.. Han var måske lidt sådan en mand, men dog så han sig ikke som noget dårligt menneske.
Han var bare mege afslappet og tog tingene som de kom, en håbløs dag af gangen.

Amara vidste godt hun var håbløs når det kom til det modsatte køn. Eller sit eget. Generelt var hun faktisk bare håbløs når det kom til andres selskab - at tro hun nogensinde havde været festen midtpunkt var sikkert svært at tro på. Men det havde hun altså været, inden hendes magi havde vidst sig, og den gang havde hun også været den slags pige. Men ting ændrede sig bare når man kunne dræne folks livsenergi, og hvor meget hun end længdes efter at være tæt på andre tvivlede hun på, at det nogensinde ville ske igen. "Åh..." Den røde farve på hendes kinder blev ikke mindre af at høre Dalton bare havde drillet hende. "Jeg er ikke så god til... nuancer. Jeg har været meget alene de sidste halvtreds år." Sagde hun, som undskyldte hun for ikke at have opfanget hans joke. Hvilket hun vel også gjorde.
"Nu var det heller ikke dine ben du trykkede." Påpegede hun med en lille latter. "Men, altså, salven ville gøre underværker på læben. Nu jeg ikke kan hele-hele dig. Jeg beklager, det er bare ikke indenfor mit magiske område." Måske var det fjollet at have en healer ansat som ikke kunne heale ved håndspålæggelse, til gengæld kunne hun så meget andet. Noget Daltons læbe var et bevis på. "Såh, hvornår tager du mig ud?" Spurgte hun henkastet mens hun begyndte at rydde op efter sit arbejde.