Fristavn, piraternes by. Det var en by som Dura kendte godt til – og byen kendte godt til Dura. Hun var nemlig kaptajn på det store skib, som var på vej ind til havnen. En længere rejse, på cirka to år, var nu ved at afsluttes. Skibet var fyldt med dyr i bure. Truede som udbredte. Dura havde nemlig fået en ret så stor bestilling fra Madame. En dame som Dura meget hurtigt havde lavet en aftale med og ikke snakket så meget med ud over det.

Men nu var det helvedes indfangen af dyr overstået. Og det gjorde hun nok ikke igen. Dura havde i hvert fald fået et par ekstra skræmmer, også selvom hendes bemanding havde stået for størstedelen af indfangsten. Til tider havde hun endda mistet et par af sine mest loyale pirater. Med et stoppede båden. De var nu spændt fast til molen og der blev kastet en solid bro ud til molen, så de kunne komme ned på landjorden. Dura var iført en forholdsvis ren skjorte, for en gangs skyld. Hendes store, lange læderjakke var for nyligt blevet vasket og hendes ikoniske kaptajn hat sad perfekt ovenpå det grønne hoved, med langt blåsort hår. Håret var bundet i en meget lang fletning som gik hende til ballerne. Hendes ben var beklædt af lange mørke bukser, som var bundet tættere ind til hendes krop med bælter og reb, samt lagt endnu tættere indt til kroppen ved hjælp af høje læderstøvler.

Med friske skridt trådte Dura ned af den let oplyste bro. Solen var kun lige ved at stå op, og hele havnen så ud til at være i hjemme i deres seng. Det var fredeligt at kunne komme ned på molen og helt ind til den stabile landjord. Hun gav et tilfreds suk fra sig, som hendes støvle ramte landjorden. Så snart den havde ramt fastlandet, begyndte hendes bemanding at sprede sig til forskellige opgaver. Nogen løb ud til andre lokalisationer, og andre håndterede dyrene i bur. Hun så op imod bordellet. ’Det Røde Kys’ hed det. Dura var ikke typen der begav sig ind på bordeller, men det var her at Madame ville befinde sig. Inden længe fik Dura åbnet døren op til bordellet, så de første solstråler kunne lyse det op. ”Madame!” kaldte hun højt, i håb om at den rødhårede dame ville dukke op.

Hvis man havde fortalt den rødhårede kvinde, at hendes levestil ville være ved havet, omringet af dumme mænd, højlydte fugle og stanken af fisk, havde hun grinet. Det lød fuldkommen absurd i den røde kvindes øjne. Hun hadede havet, og egentlig var havnen hellere ikke det mest ideelle sted for hende, men det var bedre end så meget andet. Her kunne hun handle i fred uden for mange, nysgerrige øjne og konkurrencen var forbløffende lille. Hvis hun havde trang til noget større, kunne hun altid tage til Dianthos og skabe rav i den, men for nu, var Piraternes By fin nok. I det mindste snakkede de et sprog her, som hun forstod: penge. I byen handlede det alt sammen om falske facader, hvilket kunne være humoristisk for en dag, men baseret ud fra Madamens udseende, var hun ikke ligefrem subtil med sine indre dæmoner.

Da lyden af hendes stemme blev kaldt, sad hun arrogant oppe på den øvre sal bag sit skrivebord, med støvlerne solidt plantet på bordet. Hun havde kedet sig blot minutter før, hendes tænder nippede til hendes negle i det hun var fristet til at bide igennem. Hun var en neglebider, selvom hun var blevet bedre med årerne til at stoppe det - bare ikke når hun kedede sig. Men som en høj stemme kaldte hendes infamøse navn, var hun hurtig til at smide skoene af bordet og komme op og stå i en rank position. Hun genkendte stemmen, selvom det havde føltes som mange somre siden de havde set til hinanden sidst.

Som hun kom til vinduet og slog det op, lænede hun sig ud over det så hun bedre kunne se skikkelsen der havde sagt det magiske ord. Skjorten var spredt fra det verdenshjørne til det andet og kavalergangen var mere end tydelig. Selv så kvinden ikke ud til at være alt for bekymret om det, som hun kneb øjnene sammen i et forsøg på at se skikkelsen bedre. Men det var for sent: hun var gået indenfor. Hun kunne dog se alle dyrene som hun havde bedt om, hvilket var et tilfredsstillende syn. Madame besluttede sig derfor at gå nedenunder, efterfulgt af lyden af hendes hæle der ramte trappetrinene højt og advarende om hendes ankomst.

"Dura. Velkommen tilbage til landet af de levende," sagde Madame som hun nærmest strakte armene ud i en efterligning af en "varm velkomst", selvom hun ikke havde tænkt sig at komme tættere på til et kram. "Du kom tilbage. Med alle fire lemmer. Jeg må sige, at jeg er overrasket," sagde den røde kvinde, et svagt smil i den ene mundvig. "Jeg kan gætte mig frem til at du fik leveret det, som ønsket?"

Dura kunne høre et vindue åbnede ovenpå og vendte straks sine blå øjne op mod loftet i retningen af lyden. Hun rynkede lidt på brynene før hun rystede på hovedet og så sig rundt i lokalet hun befandt sig i. Der var sket en del siden hun sidst havde været ved Det Røde Kys, det var sikkert. Det vat selvfølgelig også klart når det var det eneste bordel i byen og der på to år hurtigt kunne ske noget for omsætningen. Langsomt traskede hun hen mod et bord og betragtede dets overfalde. Rent.

Ved lyden af de høje hæle mod trappen, rettede Dura sig langsomt op og så mod den Rødhårede kvinde som langsomt blev mere og mere synlig, som hun gik ned af trappen. Hun lignede sig selv. Der blev kortvarigt trukket lidt på de grønne skuldre som der Madame bød hende velkommen tilbage. Landet af de levende. De blå øjne søgte så mod Madames mørke øjne, som der blev kommenteret på at Dura ikke manglede et lemme. ”Overrasket over jeg ikke mangler et lemme?” smågrinede den halvhæse stemme. ”Det eneste jeg har mistet på den her tur har været bemanding,” forsatte hun med en antydning at en latter. Bemanding var ikke altid nemt at finde og når man så endelig fandt nogen, så endte de desværre tit med at træde Dura lidt for mange gange over tæerne… Så fik de lov at gå planken ud, eller blive efterladt på en ø eller tilmeld solgt til dæmoner. Nogen undrede sig utroligt nok over hvorfor Dura altid søgte medlemmer til sit skib.

”Der er en god håndfuld Punktieer ombord, samt nogle af de andre dyr der blev efterspurgt” lød det fra de grønne læber, mens hun stak den ene hånd ned i sin inderlomme i jakken. Med et øjebliks fumlen fandt hun en krøllet serviet frem, hvori der stod en liste af nogle dyr og antallet af dem. ”Det hele burde være der, Madame. Du siger bare til hvor du vil have dem hen, så giver jeg beskeden videre,” sagde Dura mens hun kortvarigt så på servietten, for efterfølgende at række den ud til Madame. Det varede dog kun et split sekund før hun hev servietten tilbage, ”Men først vil jeg have min betaling,” beordrede hunorken an anelse afventende.