Theobald havde mistet sin tro, lige så hurtigt som han havde set livet forsvundet fra hans mor og brors øjne. Men alligevel, kunne man i ny og næ finde ham inde i templerne, det var som om - at selvom at han ikke regnede med nogen hørte hans bønner. Så havde troen i Isari været så stærk i hans mor, at han en gang imellem følte at han var tættere på hende. Selvom at han typisk bare sad bagerst på en af bænkende, for at overvære salmerne og præsterne udføre ceremonier.
Efter en time eller to, ville han så rejse sig - ligge nogle få krystaller i kirkekassen, og derefter gå ud og sidde i tempelhaverne. 
Især med så flot en sommerdag som i dag, en blid brise gled igennem Dianthos, og gjorde at varmen ikke var ulidelig - men stadig varm nok, til at han havde måtte smøre hans skjorte ærmer op, så de lagde sig hen over hans albuer. 
Med en dyb indånding, lod han sit blik glide hen over haven han stod i. Duftede de mange forskellige blomster, som voksede smukt rundt omkring ham. Med stille og rolige skridt, begyndte han at skridte rundt. Helt uden at have et mål i sigte. Han havde trods alt siddet ned rigeligt, så det at strække benene var til at foretrække. Desuden var han træt - han var kommet hjem fra et arbejde igår, det havde givet en del krystaller, selvom at over halvdelen var gået til søstrene - især hans ældre yngste søster, havde afkrævet hun skulle bruge nye støvler og kjole! Hans blik gled ned over de meget slidte støvler, der havde været for små siden han købte dem - men de havde været billige. Og hvordan kunne han sige nej, når især Ellen havde haft utrolig svært ved, at vende sig til at miste formuen på den måde. Selv fire år efter. Og resten af pengene, havde han givet ud på markedspladsen for at sikre sig, at der var mad til resten af ugen. 
Så nu var hans læderpung ganske tømt igen, de sidste krystaller han havde haft, var gået til kirkekassen. 
Men trods alt det, spredte der sig et sagligt smil på hans læber. Hans hænder blev stukket ned i lommerne, som han stoppede op og betragtede en flot blåregn der voksede i fuld flor hen over en bue - lyden af ringene vand, fik ham til at kigge rundt og betragtede springvandet han havde hørt. En kvinde sad allerede der inde, men han lagde ikke meget mærke til hvordan hun så ud. Han gik blot ind, og lod fingrene glide ind i det kolde vand - bare nogle minutter længere, så skulle han nok tage tilbage igen.

Lige siden Arya var flyttet til Dianthos, var hun begyndt at gå ture, så ofte hun kunne. Familiens læge havde også sagt at det ville være godt både hendes hjerte og lunger, at sørge for at hun kom ud og fik noget frisk luft, men også at motionen ville gøre hende godt. Hele hendes krop var trods alt meget påvirket af at have brugt næsten hele livet indendøre, selvom det også betød at hun måtte sørge for at være tildækket når hun gik ude i solskinnen.
Hun havde sørget for at få noget at drikke og spise med, i tilfælde af at hun fik det dårligt, og havde proppet det ind i sin egen lille magiske lomme, før hun havde klædt sig på i klæder der dækkede det meste af hendes krop, og tog hendes parasol med sig. Parasollen var stor, men let så hun kunne med lethed kunne bære den selv, den gjorde dog også sit job, at sørge for at hun ikke blev ramt af solens stråler.

Turen til Tempelhaverne havde været kort, og efter en kort tur forbi Zerafinas tempel, havde Arya følt sig lidt svimmel, og havde fundet over i et hjørne i tempelhaverne. Der var dejlig roligt, med kun lyden af vand, og en smule fuglesang.
Hun satte sig på en af bænkene, og satte parasollen op så den stadig dækkede for hende, men hun ikke skulle holde på den, mens hun vandt sit vand frem. For andre kunne det se ud som om at hun blot tog det frem ud af den rene luft. Hun tog proppen af det, og tog et par store slurke af det, som hun lænede sig tilbage.

Hun var dog ikke den eneste der havde fået idéen og kort tid efter så hun en ung mand også komme hen til springvandet. ”Dejligt vejr i dag, ikke sandt,” sagde hun med et smil, for selvom han så bekendt ud, af det hun kunne se, så kendte hun næppe mange i det samfundslag han uden tvivl var fra.

Han fjernede fingrene fra det rislende vand, og lod sit blik glide hen over skikkelsen der sad på bænken. Først nu, lagde han mærke til - hvor påklædt hun var. Hvilket næsten gav ham selv et hedeslag, at nogen kunne føle sig tilpas ved at være så tildækket. 
Men måske parasollen hjalp? Han skulle bestemt ikke gøre sig sikker, på noget som helst. Og da blikket gled yderligere over hende, måtte han jo indrømme - at da han stadig havde haft sin adelige status; så havde det at være letpåklædt ikke været en ting man gjorde sig meget i. Selvom, han havde selv fået mange skideballer for at være kommet hjem, fuldstændig til mudret i hans fineste puds. 
Han gav hende et venligt smil, som han stak hænderne i lommen igen. Han nikkede og lod blikket glide tilbage på vandet, som der gled ned af toppen af springvandet. “Ja - det er faktisk ganske skønt idag, især med den dejlige brise.” Svarede han, og trods hans tilstand af tøj - kunne man alligevel høre, hvor hurtigt han slog over i den facon som de adelige talte. 
“De er måske ikke så glad for solen?” Spurgte han lidt efter, og nikkede til parasollen som hun havde over sig. 
Hans bryn knyttede sig dog langsomt, som han betragtede kvinden - hun virkede, bekendt. Tandhjulene begyndte at dreje sig, som han studerede hende yderligere - og det var ikke mange sekunder efter - at han fandt frem til det billede han manglede for at sætte det sammen. 
“Arya? Arya af Arys?” Udbrød han endelig, og et stort smil stod frem på hans læber. “Et mig Theobald - Balder? - Theobald Robin Ashdown” formulerede han sig til sidst, for at være helt sikker på - at hun ville kunne huske ham. Mødet med barndomsveninden, fik ham hurtigt til at glemme - at han egentlig burde finde tilbage, til sit hjem i skumringskvarteret - inden han skridtede hen imod hende, og satte sig på bænken ved hendes side. 

Det var ikke nødvendigvis at Arya holdt af at være så tildækket, men hun var næppe ved at overophede i tøjet. Det var lette lag, men hun var genrelt over kuldskær, så den mindste vind fik ofte hende til at fryse. Hun havde dog altid haft de helbredsmæssige problemer, så det var ikke som om at det generede hende mere. De fleste havde også affundet sig med det, da det var bare var sådan hun var. Nu kunne hun trods alt tage med ud og være med til de udendørs teselskaber uden de store problemer, hvilket i sig selv var rart.
”Brisen er lidt kølig,” sagde hun grinende, før hun uden lod flasken med vand forsvinde ud af luften, lidt som ville hun sætte den ind på en hylde, hvorefter den blot forsvandt. Hun skævede lidt mod den store parasol før hun trak lidt på skuldrene. ”Jeg har ikke så godt af solen desværre.” For nogen lød det nok mere som om at hun ikke ville have plettet sin fine lyse hud, selvom det havde intet med det at gøre. Hun ville elske at få lidt farve for en gangs skyld.

Stemmen sagde hun dog åbenbart mere end hans udseende havde gjort, som tandhjulene også drejede sig i hendes hoved, og hun lagde hovedet lidt på skrå for at overveje det. Dog var manden hurtigere til at komme i forkøbet, som han sagde hendes navn og derefter præsenterede sig selv.
Hendes øjne og mund blev store runde cirkler. ”Balder?” udbrød hun, og man kunne næsten se energien vibrere fra hende, selvom hun ikke flyttede sig meget fra sin siddeplads. Hun var over årerne blevet rigtig god til at være begejstret uden at springe rundt. Dog blev hendes udtryk lidt mere seriøst og undrende. ”Men jeg troede... var din familie ikke... død?” Hun lavede lidt en grimasse, da der ikke var nogen god måde at danse om det emne, selvom hun måske havde været lidt meget ligetil. Hun havde bare ikke hørt noget fra familien siden hun kort havde hørt nogen hviske i krogene om at Theobalds mor var død.

Han havde ikke lagt mærke til, i hvert fald ikke i første omgang - hvordan hun næsten havde tryllet vandflasken væk igen. Nej han var meget mere interesseret i, at finde ud af - hvordan det gik med hende. Især efter at hun bekræftede hans antagelser - dette var Arys. 
Smilet var bredt og varmt, som han betragtede hende indgående. Hun virkede blegere, end siden han så hende sidst. Mere skrøbelig på en måde - han næsten ikke helt vidste hvor han skulle placere henne. 
Man lod det ligge, hvis hun var syg - havde han en erfaring omkring, at folk ikke ønskede at snakke om det. De ville hellere have nogen, hvor de kunne være dem selv igen - bare for et øjeblik. Og det skulle han med glæde give hende. 
Smilet blev dog et skævt, næsten pinefuldt et af slagsen - da de måtte ind på det uundgåelige emne omkring hans familie. Lidt nervøst trak han hænderne ud af lommen, og lod den højre af dem klø sig i nakken. Hvordan forklarede man det bedst? Normalt var han ganske åben, omkring hans situaiton. Men nu var det lidt anderledes - dette var en kvinden han var vokset op med. 
“Jo - lang historie kort...” svarede han og kiggede frem imod vandet, der gav ham en smule ro i sindet. “Min mor og bror døde desværre under pesten - og min far brugte det som undskyldning til at investerer en masse penge - der ikke gik godt. Så da dem han havde lavet aftalen med, kom for at afkræve de penge han havde mistet.. Måtte vi sælge godset og flytte ned i skumringskvarteret.” Den dysterudtryk der kort havde ligget på hans ansigt, blev dog ganske hurtigt erstattet af hans ellers glade tilgang til verden. “Men det er ikke så slemt! Jeg har stadig min far, og mine to søstre - og vi for tingene til at løbe rundt - selvom Ellen virkelig savner de mange fester og gode mad” grinede han fornøjet og lod blikket falde tilbage på hende. “Hvad med dig? Hvordan er du havnet her i Dianthos?”

Arya havde nu altid været syg, men der havde været ingen grund til at snakke om det dengang. Der kunne hun bare ikke komme ud og lege så ofte, og hun blev hurtig træt og forpustet. Hun havde dog aldrig virket som en der var syg. Heldigvis var hendes hjerte da også blevet ordnet igen, selvom Arya stadig ikke helt vidste hvordan og hvorledes det egentlig var hændt. Hun huskede næsten ikke noget var lige præcist den tid.
”Det var ikke min mening at snage,” indrømmede Arya hurtigt, som hun kunne se at han så ud som om at det var pinefuldt at snakke om. Hun havde blot været nysgerrig og nogle gange var hendes mund bare for stor.

Det så heldigvis ud som om at Theobald ikke tog tingene så hårdt. Det var vel der de to unge mennesker altid havde mindet lidt om hinanden. Hvis man bare så lidt optimistisk på tingene, så skulle det nok gå, selvom Arya heldigvis aldrig havde oplevet af blive finansielt ruineret.
”Jeg er ked af at høre det, men jeg er glad for at I får tingene til at løbe rundt,” sagde hun, men ville ønske at hun kunne gøre mere for dem. Desværre var hun ikke ligefrem en der blevet givet krystallerne selv. Noget med at hvis hun ikke kunne holde orden på sit værelse, så kunne hun heller ikke holde styr på penge? Noget værre vås! ”Jeg flyttede til Dianthos her... sidste år må det være, for at studere,” sagde hun grinende, og det var tydeligt at høre at hun nød livet her. ”Siden mit hjerte næsten er blevet godt igen, så ville min mor gerne tillade mig at flytte hertil alene... eller relativt alene.” Der var stadig tjenestefolk omkring hende og nu var Aldamar også flyttet ind. Hun havde selvfølgelig også sin kanin Hallie for selskab. Hun overvejede slet ikke at Theobald måske ikke havde hørt om at hun havde haft dårligt hjerte, fordi de havde været så unge sidst, og da slet ikke at det først blev værre da hun selv fik pesten.

Han trak på skuldrene - det var i virkeligheden slet ikke så slemt. Og grunden til han nok var blevet så grum, havde været fordi at han lige havde været i templet - for at genfinde noget af hans mor. Selvfølgelig også broderen, men de havde aldrig kommet særlig godt ud af det med hinanden.
han ville have været toogtyve år nu - skulle han stadig leve. 
“Ja det er så fint! Jeg for også lært en masse nyt - og mødt en masse nye mennesker, jeg nok ikke ville have mødt før nu.” Han lod fingrene der havde ligget i nakken, gribe omkring hans øre og hæv lidt i det. Der var jo ingen grund til, at Arya skulle vide, at han også havde tilsluttet sig en bande der havde deres forretning over hele skumringskvarteret - der var mange ting, som han gjorde nu om dage, for at sikre sig, at hans yngste søstre kunne få den uddannelse, de ville have fået - havde de stadig haft pengene til at sende dem afsted. 

Da hun nævnte hendes hjerte, var der igen noget der klikkede - han huskede godt nu, at der havde været  en gang, hvor han havde lokket hende med uden for at lege - de havde været på besøg hans familie, noget med de ville snakke forretning med Arys familien. Og han havde ikke gidet sidde inden for - den dag, havde han måtte bære hende hjem på ryggen, fordi hun havde fået det dårligt. 
Og selvom han havde fået en ordentlig skideballe, huskede han stadig den dag med et smil på læben.
“Er da glad for at høre, at det går bedre! Det er jo det vigtigste at huske på, også må man jo bare tage tingene som de kommer - intet andet for!” Det slog ham slet ikke ind, at han skulle spørge ind til sygdoms forløbet. 
“Har du stadig kaniner?” Spurgte han lidt efter, og kiggede på hende med et stort smil - der var noget med dyr, han syens at kunne huske. 

At lære nye mennesker at kende og lære nye ting, det var altid noget Arya selv værdsatte. Det var begrænset hvor meget hun kunne lære uden at overanstrenge sin krop, men hun holdt alligevel af mange af de indendørs aktiviteter man kunne lave. Om det var fordi hun ikke haft noget valg, eller fordi hun faktisk holdt af det, det var svært at bedømme, men Arya havde det faktisk fint med sit liv. Hun holdt af det, og nød at både skrive og læse.
”Det lyder ikke så dårligt endda,” sagde hun, uvidende om at Theobald måske også kendte nogle af de mere skumle typer.

Hun tog en hånd op og kørte noget af det løse hår bag øret, i den side hvor hun ikke havde et af de smukke Arys smykker siddende. Der var et par gule ædelssten siddende i det, og det var uden tvivl meget dyrebart, hvilket Arya ikke selv tænkte meget over.

”Præcis,” tilføjede Arya blot. Om der blev snakket om hendes hjerte eller ej, så gjorde det hende ikke så meget. Hun var vant til sympatien, men ligeså meget vant til at folk bare gerne ville snakke med hende om gladere ting.
Man kunne se hvordan kortvarigt hendes øjne lyste op ved snakken om kaniner. ”Oh ja. Jeg tog Hallie med da jeg flyttede herop, jeg ved ikke om du nåede at møde hende, men hun er så bedårende. Hun foretrækker dog at blive derhjemme i stedet for at gå ture med mig,” indrømmede hun. Hallie var næppe ligeså energisk som Arya, og selvom Arya ikke lige overvejede det, så havde hun fået hende efter hun blev rigtig syg og dermed over efter hun stoppede med at snakke med Theobald.

Han gengældte hendes lys der blev tændt i øjnene, som hun fortalte omkring hendes kanin Hallie. Hans yngre søster Ellen havde også altid været rigtig glad for dyr, ikke super god med dem - blev altid misundelig, når kattene hellere ville hilse på ham. Når hunden altid lyttede efter hvad han sagde, men også at han var hurtigere til at ride end hende; til trods for, at der alligevel var fire år i mellem dem. 
Han kunne dog ikke holde et grin tilbage, da hun nævnte at Hallie; hendes kanin. Ikke brød sig om at gå ture, det var hellere ikke så tit, han havde hørt om tamme kaniner - som gik tur med deres ejer? 
“Tror jeg ikke gjorde nej.. det må have været efter.” Sagde han med et stort smil, mens han stadig betragtede hende. 
“Men synes bare at kunne huske, at du havde en kærlighed for dem - men måske var det også bare et heldigt gæt” indrømmede han ærligt, han havde jo trods alt, en tendens til at være utrolig heldig. På den ene eller anden måde. 
“Men... forklar mig lige.. hvordan går man en tur med en kanin?” Sagde han en smule forvirret, som han kløede sig i håret. 

Arya så lidt eftertænksom ud, som han nævnte at det måtte have været efter. Hun følte hun havde haft Hallie næsten hele sit liv, men hele hendes liv havde også været meget aflukket, da hun først var blevet rigtig syg, og det var der hun havde fået Hallie. Åh. Det måtte være efter de havde mistet kontakten, og pludselig gav det også lidt bedre mening at han ingen idé havde om Hallie.

”Jo, jeg har altid kunne lide dem, vi havde også en anden kanin, jeg holdt meget af, men Hallie er faktisk min første egen,” indrømmede hun. Hun var meget glad for hende, selvom hendes lange ører til tider gjorde at hun faldt over sig selv. Det var lidt komisk men også lidt synd. Det var vel også ligeså meget fordi det virkede til at Hallie nogle gange var distræt, hvis det gav mening for en kanin overhoved.

Hun kunne ikke lade vær med at grine da han stillede spørgsmålet med at gå tur. ”Man får fat i en sele til dem, og ja, de findes, de skal bare... oftes laves specielt, og så giver man dem den på, og så har man en snor. Det kræver selvfølgelig bare at hun ikke bare lægger sig ned og ser ud som om at hun er død,” indrømmede hun før at hun rigtig begyndte at grine. Hendes latter var stor og gavmild, og hendes krop rystede lidt af det.

Han så en smule betuttet ud, da hun nævnte at putte den stakkels kanin i sele, også gå en tur med den - på den måde? Ja selv hundene på gården, blev stort set aldrig ført i snor - det var kun når jagten gik ekstra meget igang, og det var for at sikre de ikke blev sindssyge. Stadig en mærkelig ting, for en som Theobald som blot synes dyr skulle være frie. 
Men igen, dyr gav jo også en glæde for dem, som der ikke kunne komme så meget ud. Som en som Arya. Men da hun begyndte at grine, kunne han ikke andet end at følge med. Den var ganske smittende, og da han så for sit indre billede, en kanin der bare smed sig på jorden og nægtede at flytte på sig - så måtte han indrømme, at det var i sandhed et sjovt syn at forestille sig. 

“Ja så er der jo ikke så meget andet at gøre, end blot at lade hende blive hjemme” fik han endelig sagt, som deres grine ar faldet lidt ned igen. Han lænede sig en smule fremad, og lagde sine albuer på hans lår som han betragtede det ringene vand i springvandet - for endnu engang.
“Nå ja, hvordan går det med dine søskende?” Spurgte han endelig, og lagde hoved på skrå i på hans håndflader. 

Arya havde også lidt efterhånden droppet det, og Hallie så ud til at hun generelt foretrak at hoppe rundt som det passede hende. Det var bare ikke så praktisk, når man gik ude i gaderne, i modsætning til en privat have eller indendørs. Den gamle kanin havde været mere medgørlig, men Arya holdt nu mere af Hallie, måske fordi at det var hendes kanin, og ingen andens. Hun tog sig også godt af den, og forkælede hende måske mere end hvad godt var.

”Nej desværre, men der har hun også mulighed for at terrorisere tjenestaben,” grinte Arya. Det var næppe meget en kanin kunne gøre for det, men lidt kunne de trods alt når det kom til stykket, og det var mere at hun bare nogle gange forsvandt ud i ingenting, og så måtte de finde hende inden Arya kom hjem, hvilket ikke altid lykkedes.

”Hmm.. altså Aldamar er også lige flyttet til byen, noget om at fremme hans studier vidst, så det går meget godt af hvad jeg har kunne forstå på det hele,” indrømmede hun, med et smil på læberne. Han virkede i hvert fald ganske tilfreds med at være i byen. ”Nori er vidst endelig ved at tage sine pligter lidt mere seriøst, selvom hun var et vrag til maskeballet min mor holdt for et par måneder tilbage,” et lille fnis undslap Arya. Det var ikke så meget at hun morede sig på bekostning af sin søster, men det havde ikke været et særlig kønt syn. ”Men jeg tror egentlig det går ganske godt. Mor snakker i hvert fald om at vi snart skal have fundet nogle giftemål til os alle, men det skrider vidst ikke så hurtigt fremad.” Arya var dog efterhånden nået giftealderen, men det havde ligeså meget handlet om at der skulle være en sikkerhed om at Arya også virkelig var bedre, inden hun begyndte at skulle giftes og få arvinger med andre.

Han måtte igen grine højlydt, da det nye billede af en kanin der hoppede rundt, med en masse tjenestefolk efter - bestemt var et fantastisk syn at have. “Ja vel ikke andet, end at den kan gnave lidt i møblerne - og kan sådanne kaniner ikke hoppe, løbe, ret hurtigt? Kunne godt se for mig, en masse tjenestefolk der løb forvildet rundt, efter en kanin der glad gør hvad der passer den.” Grinede han, og smilede stort. Det var næsten så hans kinder begyndte at gøre ondt, og det måtte være beviset for at han ikke havde grinet - eller smilet, i meget lang tid. I hvert fald ikke som Arya gjorde. 

Han nikkede dog interesseret da hun fortalte om sine søskende. Han kunne godt huske Aldamar, men han var jo noget ældre end de to. At han ikke havde fået et giftemål endnu, var da ganske besynderligt. Han var ret sikker på, at der allerede havde været en aftale i stand til hans egen ældrebror, som var samme alder som Aldamar. Ja, hvis han så ikke lige var afgået med døden, havde han nok været gift nu og fået nogle ganske nydelige børn. 
“Ah maskebal - jeg må indrømme, det er bestemt ikke festerne jeg savner - lige på det punkt, jeg ganske tilfreds ved at bo i slummen.” Med gav han en smule forlegen, og kløede sig i nakken. “Desuden, tror jeg hellere ikke jeg ville have det godt med, at mine forældre fandt en kvinde jeg skulle giftes med. Det skal se med hjertet!” Grinede han, og kiggede rundt i haven. Han havde hellere ikke travlt, en kone ville bare tyde en ekstra mund at mætte - og det havde de ikke råd til. 

Arya nikkede bestemt, grinende, for det var præcist sådan de så ud, når de farede rundt i huset, for at prøve at indfange Hallie, som havde bestemt sig for at hun i hvert fald ikke gad at snakke med dem. Hun gad dog normalvis godt når Arya kaldte. Enten det, eller også forsøgte hun bare at opføre sig meget mere nuttet så Arya gav hende mere mad. Hvis det var hendes plan, så havde Arya det fint nok med at hun faldt i fælden.

Det var ret besynderligt, at alle fyrstebørnene stadig var ugifte, men det ville nok komme med tiden, regnede Arya i hvert fald stærkt med. Hun kunne nu også godt forstå at Theobald ikke savnede festerne. Det handlede meget om at socialisere og snakke med de rigtige folk, og maskebal plejede at gøre det så meget sværere end hvad det burde være.
”Virkelig?” udbrød hun, da Theo nævnte at han ikke ville have at hans forældre fandt en kvinde han skulle giftes med. Hun forstod det godt i teorien, men i praksis syntes hun ærlig talt at bare var nemmere. ”Jeg finder det langt mere bekvemt, at jeg ikke skal tænke på den slags. Man ender jo nok med at elske personen man er gift med, når man alligevel skal gå op og ned ad hinanden på den måde.” Der var Arya måske mere praktisk anlagt, selvom historierne hun skrev, tydede på en mere romantisk sjæl i hendes indre, ikke at hun viste de historier til mange.

Han så en smule tænkende ud i luften, som hun nævnte, at hun ikke havde noget imod at en ægtefælde blev valgt for hende. Måske var det også rart for nogen, det tog ansvaret fra dem. Men det var også bare en mærkelig tanke, at få præsteret en person og får at vide - dette er personen du skal dele dine mest intime ting sammen med. Hvad nu hvis man slet ikke kunne med hinanden? 
Måske var han også bare romantisk anlagt i den forstand. Han ville have kemi, han ville tage den kvinde han skulle have sine dage med - ud på oplevelser, overraske hende! 
Et lille smil voksede på hans læber, inden det gik op for ham - at han ikke havde sagt noget det sidste lange stykke tid. 
“Hov, undskyld - tror lige jeg blev opslugt af mine egne tanker.” Grinede han, og rystede på hoved. “Det er jo godt du synes det er rart, at din forældre finder en. Især nu når det er normen. Jeg ved bare, jeg hellere vil sikre mig, at kemien er der - nu når man skal være sammen så længe forhåbentlig.” Han trak på skuldrene, og fugtede læberne. “Men så igen, nogen finder jo også sammen selv - og det ender grueligt galt!” Grinede han og trak på skuldrene, inden han lænede sig mere behageligt tilbage på bænken. “Så, der er vel ingen fast formular, som gør at man finder den perfekte.”

Arya studerede lidt Theobald som han bare sad og tænkte. De to af dem var nok ganske forskellige på det punkt, det lød det i hvert fald som om. Arya havde bare aldrig haft den længsel efter at finde en der elskede hende med hele sin sjæl. Der havde hun hvad hun skulle bruge i sine venner og veninder, selvom det også kunne være meget intime forhold. Hun havde ikke behov for romantisk i sit liv, men blot et stabilt hjemmeliv.

Hun grinte en lille smule, da Theobald endelig kom ud af sine tanker, men hun havde ikke noget imod det. For hende fyldte stilheden ikke så meget, selvom hun selv var meget tilbøjelig til at fylde den ud når hun endelig kunne.
”Nej, det har du ret i,” sagde hun, for han havde en pointe. ”Men jeg tror måske heller ikke at man skal se et ægteskab som det samme, som der ofte er i bøgerne. For mit vedkommende er det vel bare for at sikre et stabilt liv i hjemmet, mere end jeg forsøger at opnå en dyb, intens følelse med en anden. Hvis jeg ikke kan lide ham, så har jeg vel altid nogle veninder jeg kan besøge når det passer mig,” sagde hun grinende. Optimistisk omkring sit kommende liv som husmor, og tydeligvis ikke så trykket af potentiel at skulle blive gift med en mand hun ikke kunne lide. Der var heller ikke mange af dem, og hun stolede på sin moders dømmekraft når det kom til det.

Et forsigtigt smil spillede på hans læber, som han lyttede til hende forklare. 
Det med at romantik som man fandt i bøger - ja de hørte nok kun til der. Det var ikke noget man kunne finde i virkeligheden, for et liv var rodet og beskidt. Lige meget om man kom fra adelige vilkår, eller om man boede ned i slummen. Så ville der være tidspunkter, hvor hverdagen ville tage det sjove ud af romantikken og historierne man havde læst om. 
Så måske var han bare for urealistisk, når han troede han kunne finde, som han kunne have det man havde i bøgerne. Men det var vel også okay at drømme. Som han tænkte det, lod han sine øjne glide op mod den blå himmel, lukkede øjnene og nød den dejlige varme som solen gav. “sådan er vi jo alle forskellige!” Sagde han uden at der lå noget under, men valgte dog alligevel at understrege; “Og det er selvfølgelig en god ting!” Hans øjne gled hurtigt hen imod hende igen, og knugede sine hænder mod hans knæ. “Tror lidt, jeg har glemt hvordan man snakker ordenligt med mennesker.” Grinede han en smule forlegen, og lod igen en af hænderne glide op og gribe ham omkring nakken. 
Han havde været for meget sammen med sin lillesøster Mira, og Ulvens klan, til at føre en helt almindelig samtale igen. 

Arya havde absolut intet imod forskellige tanker, og hun vidste da også at hendes liv ikke var for alle. Nogle ville mene at det næsten var kvælende med alt det ansvar det medførte, men Arya havde allerede fra ganske ung affundet sig med sin skæbne. Hun kunne ikke ændre på hendes helbred, eller hendes status, men det var hendes eget valg hvordan hun så livet an, og det var gerne med et positivt syn på tingene.

Hendes øjne blev lidt forundret og så rystede hun hurtigt på hovedet. ”Dine evner til at snakke med folk fejler intet,” sagde hun hurtigt og ligetil. Hun nød at se ham igen, og hvis han ikek talte ligesom alle de andre adelige, så var det bare en effekt af et han havde mistet titel og penge. ”Jeg tror bare at det er første gang, at vi har haft så forskellige liv,” påpegede hun i stedet for. Der havde altid været en forskel mellem Arya og de andre adelige men de havde trods alt stadig et udgangspunkt. De levede ofte ikke alt for forskelligt, med undervisning af ofte de samme ting, og samme slags bekymringer. Theobald var dog nu ikke længere end adelig, så pludselig var hans bekymringer blevet andereldes. Det var bekymringerne sikkert langt mere om overlevelse, end om hvornår det næste bal stod. 

Han smilede stort, da hun fortalte at hun ikke mente hans evner til at snakke med folk fejlede noget. Det gjorde ham næsten helt varm inde i, og han lod flov en hånd massere hans nakke lidt. Blikket rettet mod græsset under deres fødder, frem for Arya's ansigt. "Tak - det sætter jeg utrolig meget pris på" svarede han en anelse forlegent, og sendte hende så det største smil han kunne mønstre. Nikkede langsomt, da hun også tilføjede at det også havde noget at gøre med - at det var første gang, at de havde haft så forskelligt liv. Han var enig, det satte virkelig tingene i perspektiv når man pludselig sad over for en, man havde kendt i ens 'tidligere' liv. For det kunne man vel næsten beskrive det som. At han var blevet født på nu, eller i hvert fald havde hans liv taget så drastisk en drejning - at han ikke længere følte at det liv han havde levet, da de havde boet med rigdomme, var ægte. 

"Det tror jeg du har ret i. Det er nu hellere ikke fordi jeg savner det. Selvom jeg ville ønske min far ikke var så sur hele tiden. Men, ja - man kan jo ikke få det hele!"

Arya havde intet problem i at komplimentere folk, i sær hvis de følte sig lidt usikre. Til tider måtte man også fyre et par hvide løgne afsted, men generelt var Arya meget ærlig i sin fremtoning med andre folk. Hun havde sjældent noget at skjule... så lang tid man ikke kiggede i hendes lille evne og hvad der var gemt dernede.
Hun sendte man et blidt smil, selvom han ikke kiggede hendes vej, men det ville være der, når han engang løftede hovedet igen og mødte hendes øjne.

”Livet som adelig er vel heller ikke for alle,” indrømmede Arya ærligt. Selv var hun nok blive sparet ret meget ved at vokse op i en sådan familie. Hun ville næppe have overlevet på gaden så lang tid som hun havde gjort i sit nuværende liv, og hun havde affundet sig med alt hvad det indebar at være fyrstedatter. ”Men jeg er virkelig glad for at du har det godt. Det tager ikke pænt på alle, at.... skulle vende sig til sådan en ny livsstil. Hvis der nogensinde er noget jeg kan gøre for dig, så skal du endelig sige til.” Hun havde ikke adgang til mange krystaller eller ressourcer, men hun ville gerne hjælpe hvor hun kunne.