Hans brune øjne lyste op i glæde, som hun igen komplimenterede ham - denne gang for hans viljestyrke. Eller sådan valgte han i hvert fald at tage det, som hun kommenterede på at hun var glad for at han havde det godt - og ikke mange ville tage det så pænt at skulle vende sig til en ny livsstil. Og på sin vis havde hun jo ret, mange ville nok have gået hen og blevet som hans far. Men faren var jo også lidt i en kategori for sig selv - han havde fået tilbudt at få knæet ordnet. Men han havde nægtet. Og Theobald var efterhånden ved at nå til teorien at den gamle mand, bare gerne ville have lov til at leve i elendigheden. Hvilket han jo vel også skulle have lov til, han følte i hvert fald han havde gjort sit til at sikre dem alle en god levevej. 

Han nikkede langsomt, da hun nævnte at han bare skulle sige til hvis hun kunne gøre noget for ham. “Det er bare rart at møde en man kendte, og nyde en flot dag med en god ven - det er det bedste du kan gøre for mig.” Sagde han, med et oprigtigt smil på hans læber. “Og - ehm I lige måde! Hvis du har brug for at blive ‘kidnappet’ lidt væk fra den kedelige adelige hverdag - og vil ud og opleve mere. Så skal du bare sige til, så skal jeg nok være der!”

Theobald så nu bedst ud når han smilede, især på den måde han gjorde det lige nu. Han så lidt yngre ud, men det så stadig godt ud, men et smil klædte de fleste. At hun så også bare gerne ville se ham være glad, var en lidt anden ting.
At nogen så ikke ville prøve at få et smil på læberne, det var noget Arya til gengæld ville have svært ved at forstå. Det nok var nok grundet i at hun selv fra en meget tidlig alder havde måtte erkende, at hun aldrig ville få samme frihed som hendes venner.

Aryas eget smil blev blot bredere, da Theobald nævnte at alt hun kunne gøre lige nu var at bruge tid med ham. Komplimenten varmede om hendes hjerte, for hun havde altid troet på hans oprigtighed.
Hendes øjne funklede endnu mere da han foreslog at tage hende ud og opleve noget mere. ”Virkelig?” udbrød hun glædeligt. Arya havde altid gerne ville opleve ting, men hun var lidt begrænset. ”Det vil jeg vældig gerne!” Hvad denne oplevelse var, var hun egentlig ligeglad med, hun var sikker på at Theobald nok skulle finde noget der var sjovt. ”Hvor kan jeg finde dig, eller sende bud, hvis jeg skal have fat i dig?”

Der gik et sus igennem ham, da han så hvor glad at Arya blev. Det var altid hans største glæde, nemlig at gøre andre glade. Så så snart han kunne se, at det virkede - ja så var hans dag lige som gjort. Følelserne han selv rumsteret rundt med, var altid nemmere at have med at gøre, så snart at han kunne se at han i det mindste kunne gøre det bedre - eller nemmere for andre. Og i dette tilfælde, var det helt klart det rigtige valg, at spørger om hun skulle bruge en til at redde hende - for så var han bestemt klar. Og det havde han ment.
"Årh det er jeg næsten helt lettet over at høre! Nogen gange føler jeg mig fanget inde for Dianthos mure - og vi kan jo bare gøre det sådan, så vi ikke bevæger os langt ud - nu med dit helbred og alt det." sagde han hurtigt og nikkede - "Du kan finde mig i boligkvarteret tæt på skumringskvarteret - så jeg tror det er bedst hvis du sender bud efter mig - ingen anstændige kvinder burde finde deres vej derned." han vidste hvor mange skumle typer der kunne være at finde - og selvom han godt vidste Arya ikke var en sart kvinde - skulle hun stadig ikke udsættes for det. "Men jeg vil rigtig gerne finde en dag - er der noget bestemt du kunne tænke dig at se?"

Det var altid vigtigt at tænke på Aryas helbred, hvilket til tider var noget frustrerende for en som Arya. Hun havde så meget energi og liv i sig, hvilket man så tydeligt kunne se i hendes øjne, men hun var også meget opmærksom på at hun ikke kunne alt. Det skulle dog ikke gå ud over hendes humør, man kunne vænne sig til det meste, selvom hun ville elske at kunne løbe og klatre i træer dagen lang.

Hendes hjerte skulle dog ikke stoppe hende denne her gang. Nej, det gad hun virkelig ikke. Hun fik dog en eftertænksom mine, da han nævnte skumringskvarteret. Hun havde aldrig været der, men hun havde også fået strenge ordre om aldrig at sætte fod i det kvarter. ”Det er nok for det bedste,” indrømmede hun, selvom hun heller ikke var vild om at sende en ned for at hente ham. Men mon ikke de kunne finde en af løberne i byen, som kunne løbe derned, i stedet for en fra tjenestestaben? ”Okay, det vil jeg gøre!” sagde hun så endelig bestemt. ”Jeg ved dog ikke hvad der er at se... Kan du ikke overraske mig?” spurgte hun, da hun havde fuld tillid til Theobald, og at han ikke ville tage hende et eller andet sted hun ikke burde være.

Smilet blev om muligt endnu større, som hun sagde om han ikke bare ville overraske hende. Hvis der var noget han elskede, så at det at gøre andre glade. Så det burde ikke være noget problem, at sikre at de ville få en helt fantastisk dag, uden hun vidste hvad de skulle! Han skulle bare sikre, at det ikke var for langt væk fra hendes hjem, hvis der nu skulle ske noget med hendes hjerte. Altid godt, at have en plan, for sådan noget!
“Jamen så tror jeg også, jeg må komme videre Arya af Arys” sagde han og rejste sig op, han bukkede dybt, og en smule overdrevet. Hvilket også var meningen, så man smilet som stadig var på hans læber, og det kække blink han sendte hende. 
“Send endelig bud efter mig, når de føler de gerne vil ud og se noget andet end blot tempelhaverne” sagde han og nikkede igen - hans mine blev en anelse mere alvorlig, med et blødere smil og skinnende øjne. “Til vi ses igen Arya, pas godt på dig selv.” Med de ord, trak han sig ud af den lille del af haven de havde fundet. Kastede lige et sidste blik over sin skulderen, som han vinkede til hende også små løb tilbage til skumringskvarteret og sin familie. Det havde været en skøn afbræk i hverdagen, og det var med et stort smil at han igen trådte ind over familiens dørtærskel.

Da Theobald gjorde antræk til at det var tid til at komme videre, var hun dog selv hurtig på fødderne, med et smil. ”Det har været en fornøjelse Theobald Ashdown,” sagde hun og nejede grinende. Det var trods alt vigtig at huske folks slægtsnavne, selvom det var flere år siden at Arya sidst havde skulle bruge det.

”Og det vil jeg gøre, jeg håber du kommer godt hjemad,” sagde hun. Det var dejligt at have set ham igen, selvom bekymringen om at han boede i den del af byen, alligevel lidt rumsterede i hende. Hun kunne dog ikke brokke sig over noget hun alligevel ikke kunne gøre noget ved.

Hun vinkede til ham, som han løb væk, og da han var ude af syne satte hun sig ned igen, med et lille suk, men stadig et smil på læberne. ”Theobald Ashdown,” sagde hun lidt eftertænksomt. Hun trak en lille bog ud fra ingenting. ”Det ville være en meget smuk historie om en falden adelig, og hans barndomsven som finder sammen igen,” mumlede hun lidt til sig selv. Ikke fordi hun selv ville være i den position, men tanken om at skrive det, det var allerede blevet sået, som hun åbnede sin bog, og begyndte at læse videre.