Med et smæld landede to skikkelser i en vel dekoreret stue. Heldigt for dem, var der ikke andre - som de pludselig dukkede op, ud af ingen ting. 
Den ene, Kaatima af Kazimi - eller, en skikkelse der lignede hende øjensynlig meget. Men på ingen måde, var hende. Ved siden af hende, en mørkhudet elver, der talte et ganske tydeligt sprog hvor han kom fra. Hvis man skulle antage at alle ørkenelver kom det samme sted fra. 
Viola orienterede sig hurtigt; og da hun kunne konstaterer at ingen mennesker var i nærheden. Sank hendes skuldre betydeligt - det havde helt bestemt været et sats at teleporter direkte ind i palæet. Men der ville være blevet stillet for mange spørgsmål, skulle hun være kommet på fods og uden de slaver hun havde rejst afsted med. Nu ville der selvfølgelig stadig blive stillet spørgsmålstegn ved det. Men strategien var, at ingen ville komme op og diskutere med prinsessen selv, skulle hun nægte at hun ikke var kommet dagen forinde - sent om natten og først lige var stået op. 

Solen var stadig fremme, bagte voldsomt ned mod Balzera - så meget, at hun næsten kunne smage tørken og det varme sand i munden. 
At sige at denne skovelver, havde det godt med varme - det ville være at oversælge det. Hun hadet varme, hun hadet generelt hele konceptet med at have det for varmt. Desuden var solen farlig, og kunne på ingen tid skolde hende - hvilket hun bestemt ikke var interesseret i. 
Blikket tog dog langsomt bestik af rummet - det måtte være Kaatimas opholdsstue - hun havde kun set rummet nøje efter, for at sikre sig at hun kunne teleporter dertil uden problemer - det ville have været ganske uheldigt - skulle en af dem være dukket op uden en hånd - eller måske en mødding. Hun gyste ved tanken, det var sket en gang. Begge ting.

“Okay.. jeg tager værelset her og hendes soveværelse - lige som udgangspunkt har vi ikke noget decideret vi går efter - rygter, hemmeligheder - det hele har interesse at tage med til Verbatim.” Mumlede hun, uden at kigge på ham. 
“Det eneste jeg ved, er at Verbatim har en høj interesse i at få så mange ting omkring Kazimi familien dokumenteret. Blandt andet, om det er rigtigt at hans anden kone er blevet for guldet i stedet for at være blevet eksileret.”

Med det, skridtede hun med rank ryg og skuldrene presset tilbage - som var hun født under disse vilkår og gik igang med at lede efter ting, der kunne have værdig for dem. Hendes besked havde måske ikke været klar, men hun regnede med, at Rakaa var en stor dreng - og selv kunne finde ud af beskæftige sig og gøre sig nyttig. 
Dog inden at han gik ud af døren, lavede hun en advanceret fløjte lyd - en hun havde lavet med hendes lillebror, inden han havde forkastet hende. Den lille ting, de havde haft sammen - når han ville lade hende vide han var hjemme - og hun ville fortælle ham i hvilket rum hun var i. 
“Hvis du høre lyden - skal vi ud, i en fart.”

At rejse via magi, var en underlig følelse. Når Rakaa brugte sin evne, jah så holdt han vejret. Helt ubevidst endda, og øjnene havde aldrig været åbne undervejs. Måske var det for at visualisere sin lokation bedre - det afhang hans magi af. Måske var det bare en vanesag, eller en sund frygt for hvad han ville se, hvis han åbnede øjnene i det pludselige tomrum teleport var.
Derfor havde det været spøjst at mærke Viola's form for magi, hvor at han dog havde gjort det samme som almindeligevis. Pludselig var han der, pludselig var han væk.

Og dukkede op et fremmed sted. Menneskekvinden - og prinsesse af Kazimi, og hendes hvidklædte 'slave'. Rakaa så utrolig... kedelig ud, sammenlignet med den velklædte samt forklædte skovelver, der kort og lavmælt ridsede den oprindelige plan om. Rakaa's blik gled undersøgende omkring dem imens - tog værelset de var havnet i ind, men lyttede stadigvæk. Rygter og hemmeligheder, en gammel klassiker men dog stadigvæk effektive våben i de rigtige hænder. At de så hænder hverken var Rakaa's egne eller Viola's, se det var en helt anden sag.
Varmen gled som et tæppe ind over ham ved det første åndedræt, men var dog et velkomment pust for Rakaa.
Blikket vendte tilbage på Viola's menneskeskikkelse, og afmålt nikkede han. Når det gjaldt effektivitet, var han på trods af alt, en nok så kompetent og taktisk anrettet person. Det så dog ikke sådan ud, idet at han de første par minutter, ikke rykkede sig ud af flækken.
Hvor at Viola med rank ryk og nyfunden attitude skridtede ud for at sætte handling bagved intention, jah der stod Rakaa tavst og betragtede dette nye område. Hver en detalje blev taget ind, hver en vigtig anretning blev gemt. Senere ville han male dette sted, og på den måde forhåbentligt også bringe mere end bare rygter med tilbage. Hvis han huskede nok af stedet her, ville det kunne være en indgang.
Det krævede dog koncentration, da Rakaa desværre ikke havde en fotografisk hukommelse og samtidigt skulle være opmærksom på Viola. Hvis det lykkedes, ville det være fantastisk. Kiggede man godt efter, kunne man da også se at øjnene bevægede sig hurtigt igennem rummet, og sugede de detaljer han kunne se til sig, og at han dermed ikke bare... forholdt sig passiv lige nu.

"Mmmh..." kom det fra ham, lyden var gemt sammen med værelset - og Rakaa var enig. Det var vigtigt de var enige om hvornår missionen stoppede og de trak i land. Både for deres egen skyld, men også for ikke at skabe alt for meget unødvendig mistanke. Hvis alt gik optimalt, ville de slet ikke blive set på med megen opmærksomhed fra de forkerte. 

De brune øjne betragtede kort solen - der var gået lidt over en time nu.

Og hun havde ikke fundet noget som helst hun synes havde haft interesse - ja faktisk var hun ret sikker på, at denne kvinde, måtte gemme alle sine hemmeligheder og rejse rundt med dem. Fast gjort på sin egen krop. Hvordan kunne hun ellers være så pletfri? 
På sin vis, måtte Caerthynna også anderkende - at dette var et godt udført arbejde på hendes front. Og det ville da også have været kedeligt, at hun kunne finde alt det beskidte undertøj - hængende til frit skue. Så at sige. 
Så da Caer endelig fik fingre i noget, der så lovende ud - nogle breve der var blevet skrevet, så det ud til men aldrig sendt? Måtte hun vende rundt, for at finde manden hun var kommet med. 
Et smil var endda at spore på læberne - da hun hurtigt havde skimmet over indholdet, af disse breve. Og det var bestemt - helt sikkert noget i denne kaliber de havde ledt efter.
Men som hun skridtede fremad - med blikket stift rettet imod det hun havde i hånden. Lagde hun ikke mærke til, kvinden som hun trådte ind i.
Hun skulle lige til at bede om forladelse, da det gik op for hende - at en kvinde af Kaatimas stand nok ikke - bad nogen som helst om forladelse. 
Et irritabelt udtryk gled hen over hendes ansigt, som hun betragtede kvinden foran hende. “Vil de flytte dem - så jeg kan komme forbi.” Prøvede hun på bedste måde, at lyde som en autoritær kvinde - ikke at det måske lød så overbevisende, som hun gerne ville have det til at lyde.

Hvad der skete som det næste, kom meget bag på hende - da en hånd pludselig lagde sig imod hendes krop. Lige mellem hendes bryster - og et næsten - ja - slesk smil begyndte at sprede sig på den; nuvel ganske pæne kvindes ansigt. 
“Jeg er så glad for jeg fangede dem - inden de forsvandt væk - jeg har sådan savnet dig.” Savnet hende, hvem - hvad!? Hvad foregik der?
Fuldstændig perpleks trådte et skridt tilbage - dette kunne ikke passe! “Jeg aner ikke hvad de snakker om, er de venlig at flytte dem! Og fjerne deres hånd.” Mumlede hun så hårdt hun kunne - det kom dog igen - ikke særlig overbevisende frem. Og dette gav anledning til - at kvinden blot misforstod og troede at Caer i Kaatimas skikkelse, prøvede at spille kostbar.
I et desperat forsøg, som kvinden nærmest sprang på Caerthynna, begyndte hun at fløjte - hvilket kom mere frem, som en slatten halv fugtig klud, man kastede igennem et rum.
Ingen af kræften havde været bag det, som da hun havde fremvist lyden til Rakaa. 

Oh, hvor var det hendes fingre gled op nu? 
Hun mærkede stoffet der gled rundt, hvordan hænder begyndte at bevæge sig steder, de bestemt ikke skulle befinde sig! Hun trådte et skridt tilbage, ikke at det hjalp meget - for det hun ramte var en væg. Kvindens smil, fortalte bare en historie om - at dette bestemt ikke havde den afvisende effekt hun ønskede. Og da hun endelig så, hvad hun håbede og troede var hendes redningsmand. Var det eneste der mødte hende; opadgående tommelfinger!? 
Vreden og frustrationen var nem at finde, i de brune øjne som nedstirrede ham. Kun for at blive opløst i panik, da kvindens fingre begyndte at blive vovet; alt for vovet. 
De øjne hun fik tilbage - det var bestemt ikke dem hun havde håbet. For han opmuntrede det? Var det - ønskede han, at hun skulle spille med på det? Øjnene blev store, som de kiggede ned på skikkelsen foran hende. Den selvsikkerhed hun havde haft, da hende og Rakaa havde stået i samme rum - det han havde vækket i hende, det var som forduftet - som havde den aldrig eksisteret. Hvordan skulle hun nogen sinde, kunne forføre kvinden foran sig? 

Hun tog en dyb indånding, som hun vente sin opmærksomhed tilbage på kvinden. Hvordan, hvordan skulle hun bære sig ad? Hendes hænder lagde sig nervøst på skuldrene, og kiggede ned mod det smukke kvinde ansigt - der smilede stor slået op på hende. Det som skete som det næste; ja det - havde hun ikke regnet med. Det var så tydeligt malet i ansigtstrækkene, da læberne pressede sig imod hendes egne - eller Kaatimas læber, da dette jo blot var til låns. De var jo ikke hendes egne, men derfor betød det ikke, at Caerthynna brød sig om det. Lysten til at sparke kvinden væk, til at slå hende og skubbe så hårdt hun kunne. Vældede op i hende, lige så voldsom som trængen til at kaste op. 
Dette kvinde menneske, skulle af hende - og det kunne kun gå for langsomt! 
Men der var alligevel en lille stemme i hendes hoved, som fortalte hende - at det måtte hun ikke for hendes plot. Så hun overgav sig - selvom hvert et instinkt i hende, strittede imod. Heldigvis, virkede det ikke som om, at kvinden lagde mærke til den modvillighed som bedrageren i Kaatimas skikkelse følte. 

Der var mange grunde til at Rakaa ikke kunne andet end at smile skævt over hendes næsten forargede blik og den voksende irritation hun følte over ham. Havde hun forventet at han kom ind og afbrød hende? Næppe, ørkenelveren gjorde hverken antræk eller mine til at rykke sig, og endelig var det også som om at Viola indså, at hvis hun skulle væk, ville det være hendes beslutning at træffe. Han skulle nok holde øje, men ville ikke afbryde hvad der lignede... saftige sager. Eller i hvert fald saftige rygter.
Der var også den anden grund, at ørkenelveren næsten forventede at det ville være barnemad for Viola - han indså næppe hvor ægte hendes overvældelse og panik var, men gik ud fra at hun snildt kunne håndtere den menneskekvinde der var foran hende. Kaste lidt rundt med hende, hvis det skulle være dét.

Men det betød ikke, at det ikke var underligt at... lurer på den måde. Han fandt det ikke akavet - det gjorde han nu engang sjældent, men vidste at det sendte et sjovt signal. Selvom han gerne trak sig tilbage og kom og tjekkede op på hvor langt, eller hvorhenne de var endt efter små 30 minutter, jah så kunne han ikke helt være bekendt at gå uden videre. Det betød dog også at Rakaa nu med studerende øjne betragtede Viola trække kvinden til sig i et kys, der virkede alt andet end fornøjeligt for den forklædte elver.
Afskyen i skovelverens ansigt overraskede den solbrune elver; hvorfor var det her så ulækkert for hende? Han fandt det overraskende nydeligt, måtte han erkende. Erkendelsen af, at den attitude hun havde haft på sig tidligere sammen med ham, ikke altid hang fast, jah den erkendelse lurede et eller andet sted i baghovedet nu. Den var bare svær at tage hensyn til, når han ikke ligefrem kunne overtage for prinsessen af Kazimi - kunne han det, så gjorde han det gerne foruden de store kvaler. Tjenerinden var nemlig køn af sig, på trods af at hendes ansigtstræk var meget fjernt fra hvad han normalt fandt blikfang i - men så igen - så havde han ikke de store standarder når først interessen var vakt bare en anelse. Måske meget modsat Viola, på det punkt. Og så igen, igen... så tvivlede Rakaa mere og mere på, at hans køn ville vække den rigtige interesse i tjenerinden. 

Kvinden virkede nu til at driste sig til endnu en manøvre, og Rakaa så hende vikle sine arme om den falske prinsesse, og hviske et eller andet i hendes øre, det sekund deres læber slap hinanden. Hvad kunne han dog ikke få fat i, og ørkenelveren betragtede med spænding hvad Viola nu ville foretage sig af træk. Han skulle nok afbryde dem hvis det virkede til at Viola ikke kunne holde den perfekte facade, som hun havde gjort indtil nu. Coveret var trods alt stadigvæk det vigtigste, skulle de undgå at blive opdaget. 

Caerthynna fandt noget i hende, hun ikke vidste lå til hende. Hvordan hun lod de slanke fingre glide ind i det bløde krøller. Og da det ikke virkede til, at hun ville få hjælp af ørkenelveren. Måtte hun jo selv klare det, selvom at der lå en tung følelse i maven.
Men alt for at deres mission ville være en succes, ikke?
Hun stivnede kort da hun mærkede armene der lagde sig omkring hende, men så blødnede hun op igen, og sank ind i omfavnelsen. Det var først, da de to kvinders læber gled fra hinanden. At hun dristede sig til at åbne op for de brune øjne igen. Noget hun var meget opmærksom på, stadig var i den rigtige farve. Selvom hun kunne have været tilbøjelig til, igen at finde tilbage til de vante lysende blå øjne.
Kvinden, hvis navn hun ikke kendte, lænede sig frem og en blød stemme ramte hendes øregang. “jeg har sådan savnede dig Kaatima, hvorfor trækker vi os ikke tilbage, til dine gemakker?” smilet der bredte sig på den falske Kaatimas læber, var anstrengt som hun betragtede med nogle, hvad hun prøvede at værende varme øjne. Inden hun satte hænderne imod hendes skuldre og skubbede hende langsomt væk.
“Ja, hvorfor venter du ikke på mig derinde?” dristede skovelverne i forklædning at sige. “Jeg har noget vigtigt jeg lige skal tage mig af.” løgnen som egentlig ikke helt var en løgn, kom ganske naturligt hen over de velformet læber.
Og da kvinden trak sig væk, hvad Caerthynna næsten ville beskrive som et slesk smil. Sank de anspændte og hævede skuldre ned. Et smil spredte sig dog forsigtigt, som kvinden lige en ekstra gang kastede sit blik over skuldrene og blinkede flirterne, inden hun forsvandt ned af gangen.
Med hurtige skridt, trådte Caerthynna hen til Rakaa, og gav ham et ordenligt slag mod hans skuldre.
“Næste gang, er det dig som tager dig af forføre kvinderne!” hvæsede hun ligedele ydmyget og måske også et snert af morskab. For nu da det var overstået, kunne hun ikke lade være med at smile skævt. “Jeg har også fundet breve der underligger det du lige var vidne til – fandt du noget?” blikket faldt flygtigt til hver deres side, for at sikre sig, at de stadigvæk var alene, inden hun vente sin opmærksomhed tilbage mod ørkenelveren. Hun stadig synes, fortjente at blive straffet, for at han havde fundet morskab i hendes elendighed. Men alting, til sin tid.

Rakaa betragtede i tavshed hvordan Viola håndterede situationen, og måtte indrømme at hun klarede det godt. Hvad menneskekvinden hviskede fik Rakaa, sin gode hørelse til trods, ikke hørt... hvilket var ærgeligt, fordi han var virkelig nysgerrig nu. Men ikke længe efter trak mennesket sig tilbage med et smil om læberne, og Rakaa pressede sig selv mere imod væggen for ikke at blive set.
Ikke længe efer hun var gået, var Viola til gengæld i bevægelse. Hun dukkede pludselig op foran ham i alt sin menneskelige vrede, og et hårdt slag blev sendt imod hans skulder. Hey! Ørkenelveren trak, med den anden hånd masserende på det ømme område, sin skulder til sig. "Det vil jeg da med glæde" vrissede han tilbage. Men han kunne ikke lade værd med at smile, og derefter smile en smule bredere da han så det lille glimt af morskab i hendes øjne.
"Det klarede du godt, Viola" pointerede han med et nik, og mente faktisk den tavse ros. Hun havde bidt et eller andet i sig, og det var et fascinerende karaktertræk - men Rakaa's ansigt ændrede karakter ved benævnelsen af breve, og det korte glimt af tanker var forsvindet. Fantastisk fundet, var de til gengæld erstattet med.
Selv havde han ikke haft ligeså meget held, og måtte med en skuldertrækning indikere at der ikke var meget af værdi at komme efter hos ham. Muligvis den tegning han ville få lavet, hvis den overhovedet formåede at blive præcis nok. I stedet fulgte Rakaa hendes blik imod retningen tjenerinden var forsvundet, og undersøgende kiggede han tilbage på Viola. "Ikke meget af værdi.. men det her, det kan faktisk være et ret godt spor at følge" elveren greb fat i hendes ene skulder, og gav den et lille forsikrende klem. "Hun er en form for relation - det giver mening at vide hvem hun er" blikket blev en anelse eftertænktsomt. "Men du skal være overbevisende nok til at hun ikke fatter mistanke..." et eller andet sted, jah så vidste ingen af dem hvad Viola skulle sige, hvis der blev spurgt ind til noget. Hun kunne altid afvise at svare, men... Rakaa trak hånden til sig, og krydsede armene overvejende imens han så på hende.

I sidste ende var det en beslutning hun kunne tage bedst selv - det var hendes hovedrolle at spille. Men der var også andre måder at kickstarte dybe samtaler - hvis hun kunne ligne en der var ked af det over noget, eller vred over noget, jah så ville det engagere en nær relation.
Rakaa løftede det ene øjenbryn efter kort tid. Kunne han skifte form som Viola, havde det været en nem besutning, hviskede en arrogant stemme.

Hun kunne ikke lade være med at smile en anelse stolt, som han fik sagt at hun havde klaret det godt. Og hun kunne ikke høre hans sarkasme, som hun på ganske kort tid - havde gjort sig ganske godt bekendtskab med. Denne ligegyldighed, masken af sarkasme og dovenskab. 
Hun troede ikke helt på den, men igen - så godt kendte hun ikke manden der stod foran hende. Et enkelt skuldertræt for at indikere at han ikke havde haft lige så meget held som hende - understøttede blot hendes teori omkring den underliggende karaktertræk - hvorfor bruge mere energi på ting, når man kunne glide hen over dem, som en let sommerbrise. 
Ikke at hun tvivlede på at Rakaa ikke kunne være professionel - men dette korte bekendtskab, havde også vist hende utrolig mange side af hanelveren. Og hun var også sikker på, at mange af hendes antagelser ikke kunne være helt rigtige.  

Hun lignede at hun havde slugt en hel citron, da hans hånd greb hende omkring skulderen og i hans ramme alvor mente, at hun burde følge efter kvinden. Dette huede bestemt ikke den kvindelige skovelver, som hun blot stod og betragtede ham med et vantro blik i øjnene. "Undskyld mig - men..." sagde hun med en overraskende blid stemme. "Hvad!?" hvæsede hun gennem sammenbidte tænder - havde han ikke lige været og overværet katastrofen af hende, der prøvede at flirte med en anden!? Hun kunne da umuligt spille denne rolle godt nok til, at tjenestepigen ikke ville fatte mistanke!
Og som kaldet, hørte hun den silkebløde stemme råbe hende an - ganske kælen og forventningsfuld. 

Nej nej nej. Dette kunne ikke være sandt!

Hendes skuldre var trukket helt op, og hele hendes krop var anspændt - nogle lynene øjnene vendte sig mod manden foran hende, og næseryggen gled op i flere folder som hun knyttede sine næver. Hun hun viftede dem demonstrativt foran sig selv - som for at vise, at hvis han ikke opførte sig ordenligt - ville han få glæde af at få dem i hoved.
"Du bliver min død! Rakaa Mal'rilen." hvæsede hun dramatisk, vendte rundt på hælen og skred ind i soveværelset. 
Alt ved dette, var grotekst! 

Rakaa betragtede hende med en eller anden form for afventenhed, og kunne ikke lade værd med at prøve at gætte på hendes svar, ud fra hendes reaktion. Det skete næsten helt ubemærket nogle gange, men et eller andet sted, handlede han også af et behov for at se hvor langt den her mission af deres kunne lykkes. Og hvis det handlede om at undgå menneskets flirten, og antræk, så var det ikke altid den eneste udvej. Hun virkede dog - med hvad der lignede en bitter smag i munden - at tage beslutningen om at gøre det.

Rakaa smilede en anelse tilfreds over hvor lige på tog hvad der måske lidt var en udfordring, blev sat op når hun krydsede den sidste dørkam, og skyndte sig op til hende inden hun krydsede den vej. "Fløjt en melodi når du skal have hjælp" mumlede han i forbiparten, men slap ellers hånden for at lade hende se hvad hun kunne finde ud af omkring prinsessen. Imens måtte han finde en god nok forstyrrelse, der ville give mening når han skulle banke på. Der måtte være et eller andet hen ad vejen. Hvis alt gik galt, var der altid mulighed for at... være faret vild på slottet. Men det var en akavet og undskyldende forstyrrelse, som han da gerne ville undgå.
Den solbrune ørkenelver foldede hænderne bagved ryggen, og prøvede at genkalde sig hvor han havde set et køkken. At gå forkert med en madudbringning var trods alt en anelse mere oprigtigt, og det ville samtidigt være med til at undgå unødvendig opmærksomhed. Fordi for at være ærlig, hvem bankede på og spurgte om der var nogle derinde, hvis man ledte efter toilettet, og var ny. 

Hun snerrede af ham, og sendte ham nogle lynende øjnene - det måtte være hans spøg. Men dybt inde, vidste hun også, at hun ikke burde lade det gå ud over ham. Alt han gjorde, hvad han sagde gav jo mening. Det var jo for missionen skyld, og havde det ikke været for hendes egne personlige problemer med alt dette - og ønsket om ikke længere at være en agent som blev sendt ud på missioner. Så ville det måske havde været en anden måde hun havde opført sig på. Men hele tanken om at bevæge sig ind i soveværelset, gav hende utrolig svedige håndflader - ja næsten til det punkt, at hun var bange for at allerede det ville være med til at give hendes lille nummer væk. 
Lige inden hun trådte ind, tog hun en dyb indånding - åbnede døren og gik ind til den afventende kvinde. Der allerede - oh ved alle de gamle guder, hun var allerede nøgen!? 
Det gibbede voldsomt i elverkvinden, der skulle anstrenge gevaldigt ikke at snappe efter vejret og skynde sig ud af døren. Hendes blik lagde sig på kvindens køn, og kiggede så hurtigt op mod hendes hoved. Det charmerende smil dansede på hendes læber, som hun trådte frem og med erfarende hænder begyndte at åbne klæderne Caerthynna var iført. Hele kroppen blev anspændt, som slanke solbrune fingre lagde sig omkring kvindens håndled og førte hende mod sengen. Det tog hende alt, at finde et charmerende smil frem på læberne - et lystende blik i øjet. Og pludselig forestillet hun sig kvinden var Rakaa - det hylede hende næsten mere ud, som hans ansigt pludselig havde erstattet kvindens. Okay - måske dette var forfærdelig, og aldrig han ville få det at vide! Men det hjalp hende underligt nok.

Og pludselig kyssede hun den anden kvinde, med samme passion som hun havde mærket kvinden havde givet hende. 
Som hun begyndte at lade fingre glide ned over den nøgne skikkelse. Fik hun da også ord til at glide hen over hendes øre - ord der fik kvinden til at hviske hendes navn. Og lystende lyde til at forlade hendes mund. Pludselig var det meget nemt, at få kvinden til at give hende - præcis hvad det var hun ønskede. Men hver gang hun så kvinden, måtte hun ihærdigt forestille sig en anden i stedet. Og det fik den varme blussende fornemmelse til at sprede rød kulør hen over hendes kinder. 
Det var dog det mest forfærdelige hun nogen sinde havde været ude for. 

Den gyldne ørkenelver havde ikke haft Chance på sin side, fordi han havde intet fundet på sin vej omkring i nærheden af rummet Viola var forsvundet ind af. Nej, ingenting havde virket oplagte at tage med sig uden at vække den store mistanke, og derfor var det med lidt tunge og... modvillige skridt, at Rakaa bevægede sig tilbage til den lukkede dør, hvor at skovelveren prøvede at gøre sit for at lokke nogle guldkorn ud mennesket,  der næppe vidste hvem hun helt præcist havde prøvet at hive med sig ind i seng.
Havde han haft mere tid, jah så havde Rakaa nok fundet noget i sidste ende. Men da han ikke vidste hvornår, eller hvor lang tid der ville gå førhen at hans kære formskifter havde brug for hjælp, jah så havde han ikke turde tage det sats det var at gå længere væk. Nej, han havde trods alt lovet hende at være til rådighed når der var brug for det. Og selvom Rakaa sjældent var særlig loyal med sine løfter, ville det være for meget af det gode, hvis han begyndte at bryde dette. Hun havde nemlig ikke ligefrem virket... positivt stemt, hvad angik missionens pludselige drejning.
Det skulle dog vise sig at hun klarede sig bedre end hvad Rakaa havde forventet.

Døren var tyk, og i den grad lukket. Var det ikke for elvernes skarpe hørelse - og så det faktum at Rakaa i sin prikkende nysgerrighed klistrede det ene øre op af døren, jah så havde han nok ikke hørt de lyde der efter små 15 minutter uden ham omkring, var begyndt at komme derinde fra. Lystige lyde, så at sige. Et kort øjeblik stivnede noget af Rakaa Mal'rilen's næsten naturlige vigtighedsfølelse - havde han undervurderet hende fuldstændig? Fordi et eller andet sted, jah så havde han forventet at skulle komme ind som ridderen på den hvide hest, og redde hende fra hvad tjenerinden ville udsætte Viola for.
Men når han stod sådan her, jah så lød det ikke som en person der ville reddes; overhovedet ikke.
Og med den tanke omkring sig, var det et noget lusket smil - et smil han var heldig Viola ikke havde chancen for at se - der trak op i de smalle læber.

Med et opmærksomt blik på at ingen lige pludselig skulle overraske ham, og finde ham lurende ved prinsessens dør, valgte Rakaa at sætte øret til igen, og nød den fine symfoni af kvindelige stemmer. Det var jo næsten til at blive musindelig af, hviskede en prikkende stemme i hans indre.

I skal huske, at jeres missioner har første prioritet. Hvordan i klare dem, hvordan i gør jer i at skaffe informationen om personerne, vi gerne vil have - det bestemmer i selv. Men fejler i, kender vi ikke til jer - og Verbatim vil benægte sin eksistens. Sådan har det været lige siden vi blev grundlagt, og sådan vil det fortsætte med at være. 

Stemmen af hendes træner, lavede ekko i hendes tanker - mens hun næsten uden følelse og tilstedeværelse rørte ved kvinden. Mens ord flød ud af hendes mund, som hun fik svar på. Hvor længe var det nu de havde været sammen - de ramte snart fire år, hvor de havde sneget sig rundt. Kvinden var åbenbart jaloux, at en ny kvinde havde fanget hendes tanker. At Kaatima åbenbart havde smidt hende væk som en brugt klud, men hun havde altid vidst at hun ville komme tilbage til hende. Der var mange ting, som hun fik at vide - alt hang fast - men ingen af de ting som hun gjorde. De ville nogen sinde ligge i hendes minder. Og så snart hun havde tid til det, ja da ville hun tage det varmeste og længste bad. For at få personernes bakterier af sig. 

Derfor hørte hun ikke stemmerne, der ville komme ned af gangen - dem der snakkede om at Prinsesse Kaatima af Kazimi havde meldt at hendes ankomst, først ville være om en uges tid. At der var flere forretningsaftaler der skulle på plads, end hun lige havde regnet med.
Nej, Caerthynna var ikke opmærksom på, at hele deres operation var ved at blive ødelagt. Og at hun måske burde gøre sig færdig, og komme ud i en hulens fart. Så meget havde hun lukket ned for hendes følelser og andre sanser. 
Selv den, som egentlig gerne ville begyndte at fløjte, så Rakaa kunne få dette forfærdelige kvinde menneske af hende. 

Rakaa lyttede til ting der ikke var for hans ører at hører, og gjorde det uden meget skam i livet, skulle han være helt ærlig. At være impuls-styret var ikke nyt for ham - det havde næsten altid været sådan han havde bevæget sig rundt i livet, og der var, i hans livsfilosofi, sjældent noget at skamme sig over, når tiden strakte sig i en uendelighed foran ham. Fordi tiden lægte vel alle sår, var et gammelt ordsprog. 
Men lige nu, jah så var tiden ved at løbe fra dem. 

Lyden af stemmer blev opfanget af elvermandens skarpe hørelse, og det var i et ryk at hovedet fjernedes fra døren, og i stedet drejedes imod den lange gang længere nede. "Fandens" mumlede han, og lod så hurtigt som muligt, en lavmælt melodi glide over de mørke læber. Lavmælt nok til at mennesket forhåbentligt ikke hørte det, men høj nok, til at enhver elver med respekt for sine spidse ører, kunne i hvert fald ane at der var noget galt. Håbede han. 
Han vidste nemlig ikke hvor langt de to var kommet, eller hvor opmærksom Viola kunne være på andet end hvad der foregik hos hende og tjeneren af prinsessen. 
Men noget måtte gøres. I givet fald måtte han holde dem hen, hvilket også var hvad han gjorde, da han - stadigvæk bandende - lukkede øjnene for at koncentrer sig en anelse om de ting han selv vidste, befandt sig i  hans køkken. 

Kopper og tallerkener, der med et grønt lysglimt og et klirrende brag landede på det hårde stengulv, lidt udenfor døren selv. Ikke længe efter blev hjørnet krydset, og elveren - eller, slaven om man ville - gav sig febrilsk til at samle de mange skår sammen, og gjorde sit ypperste for at ligne en der virkelig havde taget mere på sig end han kunne klarer, og nu fortrød alt ved det, da der bestemt måtte være konsekvenser for at ødelægge slottets ting på denne måde. 
Konsekvenser han egentlig ikke kunne være mere ligeglad med, men ikke noget der kunne ses på hans smalle og hårdtarbejdende ansigt. 

Hvad der skete som det næste, hvordan de kom ud - om det var fordi hun mistede tid og sted omkring sig selv. Det ville hun ikke helt kunne forklare. Der var pludselig noget med en påfugl - to måske? Der var hvide der skreg inde i soveværelset. 
Kvinden hun havde ligget med, der væltede og kravlede under sengen. Vagter der kom løbende, og hende der fik fat i Rakaa og teleporterede væk. Men, hvor han var endt henne i forhold til hende? Det var hun ikke sikker på, som hun lå i sin seng i Azurien, stadig i den udklædning som hun havde puttet på hendes krop for at passe ind i paladset. 
Hvis hun nogen sinde mødte den elver igen - så var hun helt sikker på, at hun havde en ting eller to at sige til ham. Og måske også noget at kaste i hoved på ham?
Men nu, nu ville hun sove - også skulle hun nok få afleveret det som de havde fundet ud af i paladset til Verbatim. 

Hvad der skete som det næste, hvordan de kom ud - om det var fordi hun mistede tid og sted omkring sig selv. Det ville hun ikke helt kunne forklare. Der var pludselig noget med en påfugl - to måske? Der var hvide der skreg inde i soveværelset. 
Kvinden hun havde ligget med, der væltede og kravlede under sengen. Vagter der kom løbende, og hende der fik fat i Rakaa og teleporterede væk. Men, hvor han var endt henne i forhold til hende? Det var hun ikke sikker på, som hun lå i sin seng i Azurien, stadig i den udklædning som hun havde puttet på hendes krop for at passe ind i paladset. 
Hvis hun nogen sinde mødte den elver igen - så var hun helt sikker på, at hun havde en ting eller to at sige til ham. Og måske også noget at kaste i hoved på ham?
Men nu, nu ville hun sove - også skulle hun nok få afleveret det som de havde fundet ud af i paladset til Verbatim. 

Hvad der skete derefter, skete ufattelig hurtigt. Førhen at han vidste af det var Viola ude af værelset - hans øjne der havde været limet til gulvet for at samle skårrene af tallerkener op fløj tilbage på hende, og han måtte med et lille udråb række en arm protesterende i vejret... 
... kun for at forsvinde i et lysglimt, og dukke op langt, langt væk. En underlig by, med en underlig lugt af råd, fisk og havnearbejdere, Rakaa var endt i piratbyen Fristavn, ganske uden at vide det. Eller ville det, for den sags skyld. 

Hvad var der lige sket der? 
Han var i tvivl, så meget i tvivl at han den første time blot blev i det hvide slavetøj fra Rubinien, inden at aftenens kulde tvang ham til at finde en form for anden beklædning. Han ville hitte rede i alt hvad der var sket, og vidste at han en dag ville møde den blåhårede formskifter igen. 
En dag i fremtiden, vel og mærke.