Sted: et sted i tusmørkedalen
Tid: Omkring midnat

Det var meget forskelligt hvilke områder Cassadia bevægede sig i, lige nu anede hun faktisk ikke helt hvad hun lavede, hun tågede bare en smule rundt.
Hun sov ved mange forskellige mænd eller lagde sig under et træ, det var da heldigvis ikke alt for koldt for tiden og selv hvis det var, så følte hun jo ikke kulde som så mange andre mennesker. Det eneste hun vidste lige nu var at hun helst ikke ville hjem til Dimitri igen.
Cassadia var en hård type, og hun var ikke bange af dig. Men hun var også en kvinde der ønskede at være fri og bestemme over sig selv, og det var derfor hun havde brudt fri.

Hendes lyse hår bølgede let i vinden som hun roligt gik igennem et lille skov område, hun var på vej hjem til en fyr hun havde mødt for noget tid siden.
Hun havde brug for bare at slappe lidt af, få en lur og måske lidt mere. Cassadia var en flirtende type og meget anderledes end da hun var menneske.
Mørket havde ændret hendes sind, men hvis man spurgte hende var det til det bedre. Hun havde haft brug for den ændring.

Gående rundt med et opgivende suk, havde Dimitri efterhånden vandret rundt. Han trængte virkelig til noget nyt, der skulle ske noget. Følelsen af at bare vandre rundt, var begyndt at blive kedeligt. Utrolig meget faktisk, og som han gik rundt med hænderne begravet i bukselommerne, kunne han pludselig se noget. Noget blonde hår, der bølgede i vinden, som straks fik et smil frem på hans ansigt. Tydeligt at se på hans ansigt at han kendte kvinden, at han ikke havde regnet med at se hende var en mindre detalje. 

Han kunne allerede fornemme, at hun ikke ønskede at komme hjem til ham igen. Men han vidste godt med sig selv, at han sikkert ikke ville give hende noget valg. For han ville sikkert bare tage hende med over skulderen, imod hendes vilje. De gule øjne betragtede de mørke omgivelser, som et tilfreds smil voksede på hans ansigt, for han elskede disse omgivelser. Mørket var fantastisk, og han tillod sig at nærme den ganske kønne kvinde. 

Skovområdet var han tæt på, så han kunne ligeså godt udforske og lade hans blik følge kvinden lidt, bare for også at se hvor hun skulle hen. Men det var som om jo mere han fulgte hende med øjnene, jo mere utålmodig blev han. For hvorfor skulle han også nøjes med at kigge kun, så hurtigt satte han kursen hen imod hende"Lang tid siden Cassadia"lød det hviskende ind i hendes øre, som han stod bagved hende, og nærmest lod hans brystkasse hvile sig imod hendes ryg. Kun så hun kunne mærke, hvor tæt han stod på hende. Efter at have hvisket ind i hendes øre, bed han hende blidt i øreflippen, før han trak sig tilbage.

Cassadia nød bare at være fri, hun kunne gøre mere eller mindre hvad der passede hende og bare føle sig fri som fuglen.
Hun havde ingen mål i livet, ingen spændende med missioner og ikke noget specielt hun skulle i sit liv. Det fede var jo netop at hun kunne gøre stortest hvad der passede hende, og det havde hun da også gjort i ret så mange år.
Hun tænkte ikke ret meget på sin bror, forældre eller niece. Hun var faktisk danske død indeni, præcist som hun også var i sin krop.
HUn havde lært at være ligeglad, ikke tænke for meget og bare huske på at livet var en fest.

Som hun vandrede gik hun i sine egne tanker, og hun fik nærmest et chok som hun pludseligt hørte en stemme talte.
Hun stoppede op og det gøs hende ned af den døde ryg. Hun kunne sagtens genkende stemmen, og hun kunne nok ikke ligefrem prale af at hun var glad for at se ham.
Hun smilede forsigtigt som hun vendte sig i mod ham: "Dimitri" sagde hun lidt sammenbidt og dog med et stort, og nok ret så falsk smil på hendes læber.

Følelsen af at Cassadia ikke var særlig begejstret for ham, kunne han tydeligvis godt mærke. Det gjorde ham dog ikke noget, for han kunne skam godt lide det. Det var bare ikke noget han sagde, og som han lod de gule øjne glide ned over hende, bredte der sig et lusket smil. Hvor havde han nærmest savnet hende, uden at ville indrømme det, bare hendes duft var nok til at han havde lyst til at sætte tænderne ned i hende. Men han gjorde han det ikke, måske han gemte det til senere.

"Lang tid siden Cassadia"lød det i en kæk tone, som han stod foran hende, og sendte hende et bredt smil. Hvor lang tid der lige havde gået, huskede han ikke. Men han var sikker på, at det nok havde været nogle år der var gået. Hovedet lagde han på skrå, og hurtigt fik fat i hendes højre håndled. Trak hende tættere på, som han lod hans blik hvile sig på hendes ansigt"Jeg går ud fra, at du ikke har savnet mig"en smule flabet, med en drillende undertone. 

Det var dog nærmest sande ord, for han kunne tydeligt mærke på hende, at hun nok ikke havde savnet ham. Det var dog noget han var ligeglad med, det betød ikke særlig meget for ham. Men han var da på en måde glad for at se hende igen, men at han skulle indrømme netop dét gad han ikke.

Cassadia vidste ikke om hun ville beskrive det som om at hun var direkte bange for Dimitri, men det var nok tæt på.
Han var det væsen hun respekterede absolut mest, fordi hun vidste hvad han var istand til. Men på samme tid var hun bare ikke god til at følge ordre, og slet ikke efterhånden som hun med årene blev mere og mere immun overfor andre folks holdninger og fysiske slag.
Det var som om det menneskelige i hende langsomt var begyndt at dø efter hun var blevet forvandlet, og hvis hun skulle være helt ærlig - så passede det hende faktisk ganske fint.

"Hvad? Savnet dig? Åh jo.. Hvem savner ikke dig?" forsøgte hun sig i et charmerende smil, som hun bed sig i underlæben.
Hun havde aldrig helt fået tænkt igennem hvad der mon ville ske hvis han rent faktisk fandt hende, men det måtte hun jo så finde ud af nu. Hun kiggede ned på den arm han holde fat i, og kiggede så tilbage i mod ham.
"Men du har måske savnet mig?" spurgte hun i et lille lusket smil. Selv hvis Cassadia var en smule nervøs lige nu, så var hun ikke en kvinde der nogensinde viste det.

Synet af hende nød han blot mere og mere, og lagde hovedet lidt på skrå som han valgte at betragte hende lidt mere. Lod fortsat et bredt smil være placeret på hans ansigt, for der var jo ingen grund til at fjerne det. Specielt heller ikke når han var i ganske godt selskab. Der havde altid været noget særligt over vampyrer, frem for andre væsner. 

De gule øjne gled langsomt ned over hende, før de landte på hendes ansigt igen. Hendes ord om at hun havde savnet ham, fik ham til at trække hende ind til sig, som han lagde en finger under hendes hage, løftede hendes ansigt en smule op. Fangede hendes øjne, som han lod det brede smil vokse en smule"Ja hvem savner ikke mig, jeg kan jo kun give dig ret"lød det kækt og selvsikkert fra ham, som han blinkede til hende. 

Som hendes spørgsmål printede sig ind i hans hjerne, lod han den frie hånd nærme sig hendes højre kind, hvor han lod nogle fingre danse hen over. Han gav slip på hendes hage, som han lod sine gule øjne følge fingrene danseri hen over hendes kind"Åh min kære...Selvfølgelig har jeg savnet dig"lød det halvt hviskende og nærmest lusket som han tillod sig at holde øjenkontakten med hende igen.

Dimitri var jo en ganske særlig mand, og på mange måder var Cassadia glad for ham og utroligt tiltrukket af ham, hun var blevet glad for mørket, og glad for alt det der lå dernede.
Når det var sagt så var mørket måske blevet lidt lovligt... mørkt omkring Dimitri, mest fordi at hun ikke længere følte hun kunne gjorde hvad hun ville, og hun havde følt sig fanget af ham. Hun var jo ung endnu, hun ville ud og opleve livet.
Danse rundt på gaderne og gøre hvad der passede hende - men det havde jo desværre ikke passet ham helt lige så godt.

Hun smilede ganske forsigtigt som han lod en hånd glide i mod hendes kind, overhovedet ikke sikker på hvad han lige havde tænkt sig, men hun var ikke helt sikker på at det ville være noget godt: "Sååh... Hvad nu?" spurgte hun en smule usikkert.
Nu havde han jo fundet hende, så hvad nu? HUn var ikke helt sikker på om han var glad for at se hende eller han bare stod og tænkte på at lænke hende til at træ og banke hende til hun ikke kunne stikke af igen. Det var altid lidt uventet med ham.
Hvilket også gav en let usikker sitren i hendes krop.

Efter at han fortsat havde hans hånd hvilende imod hendes kind, gik det op for ham at det måske var blevet tid til lidt sjov. Han havde jo heller ikke fundet hende ved at de bare skulle stå, og kigge dybt på hinanden. Eller nærmere andre ting, som måske bare handlede om at stå fast på jorden overfor hinanden. Bestemt ikke de tanker Dimitri havde, og han tog hånden til sig, for at i stedenfor trække hende tættere på sig, hvorefter han lagde en finger under hendes hage, så han kunne løfte hendes ansigt op så hun kiggede på ham.

"Nu er det hvist ganske passende, at vi snupper en dans i mørket synes du ikke"lød det halvt hviskende og lokkende fra hans mund, som han lagde hovedet på skrå. Omgivelserne skulle vel også udforskes bare lidt, og nydes nu hvor han jo var ankommet. Hvad Cassadia's planer for aftenen var, vidste han ikke men det var dog heller ikke noget han lige tænkte på, ikke lige nu hvertifald. Alligevel følte han sig nysgerrig efter at vide det. 

Han betragtede hende lidt mere, som han lod ansigtet nærme sig hendes, lod hans læber røre hendes øreflip en smule"Desuden skal vi jo fejre den herlige genforening"fløj det ud ad munden på ham, som han smillede lusket for sig selv.

Cassadia smilede ganske forsigtigt til ham.
Hun havde da altid syntes at Dimitri var en spændende, sjov og tiltrækkende fyr, men på samme måde var hun også lidt bange for ham og havde en kæmpe respekt for ham.
Hun nikkede ganske roligt: "Altså vi kunne jo også tage hjem til dig?" spurgte hun i et lille smil og forsøgte virkeligt at holde ro på sig selv.
Det var ikke engang fordi at cassadia generelt var et nervøst menneske, men hun vidste at det ikke altid var super fedt at være på Dimitri's mørke liste.
Hun anede jo slet ikke hvor sur han var over at hun stak af.

"Ja bestemt... jeg tænker du har savnet mig" sagde hun drillende og blinkede til ham, hun syntes virkeligt det her var forvirrende, nok mest fordi hun ikke helt kunne mærke hvad han egentligt hvad tænkt sig.
Hun var lidt bange for han ville ende med bare at vende rundt og slå hende halvt ihjel, hun vidste jo godt han ikke altid var den mest venlige.
"Hvad har du brugt årene på?" spurgte hun, det var trods alt en fire-fem år siden hun havde set ham sidst, hun syntes da selv hun havde gemt sig ganske godt.

Som de gule øjne langsomt gled ned over hende, lod han det luskede smil vokse på hans ansigt. Han havde tydeligt fået en idé, ikke den bedste idé. Men det behøvede hun jo ikke at vide, så han lagde hovedet på skrå og uden at advare hende greb han fat rundt om hendes håndled. Blinkede til hende, før han lod ansigtet nærme sig hendes"Det er intet problem at tage hjem til mig"svarede han i en kæk tone. Det var tydeligt at mærke at hun måske ikke lige var så glad for ham, men det var han ligeglad med. Tænkte han ikke så meget over, for inderst inde var hun nok lidt glad for ham. Som han holdte øjenkontakten med hende lidt, var han allerede besluttet på at det var et smut forbi ham, der var planen. At tage hjem til ham var en fantastisk plan, og han behøvede ikke at fortælle hende hvilke planer han havde. 

"Jeg har da savnet dig, hvordan kan jeg andet"lød det kækt fra ham, som han blinkede til hende. Valgte bevidst ikke at svare hende på hendes spørgsmål, ikke lige med det samme. Han valgte i stedenfor at løfte hende op i hans favn, hvorefter han blinkede til hende. Lod det luskede smil vokse, før han hurtig satte kursen hen imod hans hjem. Efter nogle minutter nåede de frem, og han satte hende ikke ned, for det var der jo ingen grund til. Hjemmet var mest mørkt, og klassik med de grå og sorte farver. Som han trådte indenfor med hende, lukkede han hurtigt døren, og lagde hende ned i den nærmeste sofa"Lidt af hvert, voldtaget kvinder, lavet ballade, dræbt folk her og der, lavet kaos som altid, og bare nydt det mørke og fantastiske liv"svarede han selviskkert, som han hurtigt lagde sig halvt ind over hende som han havde lagt hende i sofaen. 

Gav slet ikke mulighed til at hun kunne sige noget til det, eller andet. Han lod de gule øjne glide ned over hende, før de landte på hendes ansigt igen. Lod en finger glide hen over hendes læber, som han lod øjnene følge efter"Hvad med dig mit kære barn"lød det lokkende og nysgerrigt med en lusket undertone.

Hun nikkede og smilede så.
Det var ikke fordi at Cassadia tænkte sådan mega dybt Over ting, men lige nu måtte hun da indrømme at hun lige sank den klump der sad i halsen på hende.
Det var måske ikke mega smart sådan at stikke af fra ham, men på den anden side så havde hun haft brug for bare at mærke sig selv og være fri. Hun nikkede igen: "Jamen så lad os komme afsted, hvis du tør?" spurgte hun.
Stadig et forsøg på at mærke stemningen lidt og fornemme om han var på vippen til at overfalde hende, eller om han fortsat forholde sig nogenlunde roligt.

"Åh jamen det lyder da... hyggeligt" sagde hun lidt tvivlsomt og dog med et lille grin, som hun lod en hånd gribe fat i en lok af hendes lyse hår og let krølle den omkring sin finger.
"Jamen jeg har bare kigget mig lidt omkring, leget med drenge, piger... Og måske skubbet lidt til folk på gaden" sagde hun og bed sig selv i underlæben.
Egentligt var en del af hende glad for at se ham igen, hun havde bare haft brug for at komme væk fra ham - men nu hvor hun så ham igen, kunne hun da bestemt også godt huske hvorfor hun havde været så tiltrukket af ham i så mange år. Hun fulgte blot med ham igennem mørket, nervøs, klar og pirret.

Som han tydeligt kunne se, at hun bed sig selv i underlæben, kunne han slet ikke undgå at føle sig fristet til at bide lidt i læben, men der var nok tid nok til det. Han behøvede vel ikke gøre det med det samme, selvom fristelsen til det voksede inde i ham. De gule øjne betragtede hende, han lyttede til hendes ord, før han lagde hovedet en smule på skrå.

”Lyder da yderst hyggeligt…Måske du bare mangler at lege lidt med mig”sagde han overvejende, men nærmest kækt som han blinkede lidt til hende. Hendes udseende havde han bestemt savnet, men det var ikke noget han lige gad indrømme, for de ord ville sikkert eller ikke forlade hans mund. Han lod kort blikket glide lidt rundt i omgivelserne, som han pludselig lænede sig tættere på hende”Nåede vi at hygge os sidste gang…For de mange år siden”sagde han som han tænkte lidt, imens blikket hvilede sig på hendes ansigt.

Hun trak vejret roligt ind i sin døde krop, og kunne mærke hvordan hele hendes krop rystede en smule. Det var faktisk en smule skræmmende at se ham igen.
Hun kunne da heller ikke rigtigt finde ud af om hun havde savnet ham, eller om hun oprigtigt bare havde ønsket at hun aldrig skulle se ham igen.
Hun hadede ham jo ikke, hun brød sig bare ikke om når nogen bestemte over hende, hun satte stor pris på altid at kunne gøre præcist som det passede hende.
Især efterhånden som hun var blevet en ældre vampyr med flere meninger, end da hun lige var "ny udklækket".

"Måske en gang eller hundrede" grinede hun let af ham og puffede i mod ham. Det var et mærkeligt forhold med ham Dimitri.
Men somehow kunne hun godt lide det, nok især nu hvor hun lige havde haft lov til at få nogen år for sig selv og i det fri.
Hendes hjerte slog ikke længere, men alligevel kunne det føles som om at hendes puls pludseligt steg, når hun stod overfor ham.
HUn nikkede blot, hun va okay med at være fanget et stykke tid igen.