Der var stadig lang vej hjem til Elverly endnu, men inden turen gik helt hjem skulle Davian bruge nogle urter og miksture. Det var altid rart at have nogen ved hånden, især når han gik på jagt. Ikke at han kom særlig tit til skade, men det skete da til tider. Men mest af alt skulle han bruge miksturerene til sin protege som arbejde på kroen. Hun havde det med at komme tit til skade, så det var altid rart at have noget ved hånden, specielt når hun var alene på kroen som hun var lige i øjeblikket. Tingene han havde købt var så småt ved at blive pakket uden for Dianthos mure, og han havde langt om længe ikke længe til at han skulle komme afsted på den lange rejse. Han havde fået handlet alt hvad han skulle, så det var kun de sidste ting der skulle handles.

Han kiggede op på healer huset og nikkede lidt for sig selv. Han trådt ind af døren og hørte den lille klokken der ringede da han åbnede døren. Han havde aldrig overvejet at få en klokke som den på sin kro, men hvorfor skulle han? Han levede og åndede for sin kro og han var der stort set altid, så det var jo nemt at se når nogen kom ind af døren. Uanset hvem det var der trådte ind elskede han at få kunder. Han vendte lidt rundt som han lukkede døren efter sig. Hans blik vandrede lidt frem og tilbage på hylderne inden han tog nogle flasker ned og studerede dem. Han var aldrig helt så sikker på hvad der var i de flasker. Det var langt nemmere hvis han fandt urterne selv. Men på den anden side elskede han at bruge sine krystaller på andre så de kunne leve.

Katirra stod og var ved at heale et sår, som tilhørte en der havde fuldet sig og var endt i et kroslagsmål. Hun stod i sine egne tanker, imens lyset skinnede fra hendes hænder. Hun drømte sig væk til Elverly. Åh hvor ville hun gerne derhen. Men hun turde ikke af så mange årsager. Den første og den største, var det faktum at hun ikke vidste hvordan hendes familie ville tage imod hende. Det var en skræmmende tanke hvis de afviste hende. Men hvorfor frygtede hun egentlig det værste, når der kunne ske det stik modsatte?
Måske ville de tage imod hende med åbne arme. Måske ville de have smil på deres læber. Måske ville de glædes over at hun fandtes. Men hun tvivlede på det, for hendes moder måtte være en skamplet, sådan som hendes liv var endt. 
Såret var healet og Katirra vendte tilbage til virkeligheden. Manden betalte og gik ud af døren. Han sagde ikke engang tak! Utaknemmelige skarn, tænkte hun, men så smilede hun. Ikke at hun vidste hvorfor. Måske over sig selv. Hun gik ud i køkkenet og satte vand over til te. Hun fortjente en kop efter en lang dags arbejde. 
Pludselig hørte hun klokken ringe, men gik ikke ud for at se hvem det var. Først da teen var klar gik hun ud. Der stod en elver. Og kiggede på urter.  Hun rømmede sig. 
"Er der noget jeg kan hjælpe Dem med?" spurgte hun venligt. 

Som han stod der med en flaske i hånden og betragtede den lød en stemme og han blev helt forskrækket at han nær havde tabt den. Han satte den på plads hvor han havde taget den og kiggede op på personen, en elver åbenbart. Af hvad han lige kunne bedømme sådan på stående fod. "Åh ja, jeg vil gerne have nogle flasker med healende salve, lidt salvie, og lidt andet godt du kan tilbyde til en langrejsende" kom det fra ham og smilte til elveren foran ham. Han ville hellere end gerne bruge flere krystaller på andre, han tjente jo godt, og hvad var bedre end at give sig i kast med en en healer som også var elver. Det kunne sådan set kun gå godt dette her, for så vidste hun i det mindste hvad hun lavede.