Tilskuernes jubel tog et øjeblik til i styrke, som Tori undveg kniven. Der var først kommet overraskede udråb, som modstanderen havde trukket den. Han havde skjult den godt, og det var kommet lidt bag på Tori, at manden var bevæbnet. Det var som sådan ikke imod reglerne (det var der generelt ikke ret meget, der var). Heldigvis fejlede hans reflekser ikke noget, og han havde nået at tage et skridt til siden, som modstanderen havde lavet det første udfald. Det medførte også en let knurren fra halvdyret, som manden igen lavede et udfald, men denne gang var Tori klar på det; Han trådte til siden, som han skubbede mandens arm til side med sin ene arm. Samtidig rettede han et slag mod mandens kindben, og da han havde accelereret hånden, øgede han øjeblikkeligt vægten i armen. Det resulterede i, at manden gik i gulvet på første hug. Det fik selvfølgelig publikum til at juble, men Tori sukkede med et halvt skuffet ansigtsudtryk. Det var åbenbart svært at finde ordentlige modstandere lige i øjeblikket. Det varede dog kun et øjeblik, og Tori var hurtig til at vise sig frem for publikum, som han strakte armene i vejret og gik en sejrsrunde i ringen.

Som det hele stilnede lidt af, kunne Tori få lov at forlade ringen. Han havde lige en pause på en halv times tid, inden han skulle ind og præstere igen. Han havde dog ikke tænkt sig at spilde tiden, så han sørgede for at finde madbordet med det samme, så han kunne få fyldt reserverne. Det var planen, at han først ville hente sin betaling, når aftenens og nattens runder var overstået.

Tori var på sin vis en forudsigelig karakter – eller, det vil sige, efterhånden kendte Pax til den faste rutine, både forinden men også mellem kampene. Altid ville Tori vade mod det sparsomt tildækkede madbord, hvormed Pax allerede forinden kampens afslutning, begyndte at spadsere derhen med dovne skridt; forbi alskens brølende og blodtørstige tilskuer, som en usynlig men høj skygge, ingen syntes, at være interesseret i.
I hans ene beskidte hånd havde Pax grebet om utallige småsten, han for hver gang, at Tori sendte et slag mod sin modstander, lod en enkelt falde tungt til jorden. Ulven selv kunne hverken læse eller skrive, hvormed han var tvunget til, at finde på øvrige og mere, ja, kunstfærdige tiltag. Det var trods alt rakkerpakket og undergrundsfolkets lod i livet, men de klarede sig. De havde trods ikke anden mulighed.

Pax lod sin ryg kollidere med klippevæggen, i det Tori sendte sin modstander i jorden. Endnu en sten faldt, før et fornøjet men kortvarigt smil satte sig fast henover Pax’s arrede læber. Det var tydeligt for den unge mand, at den rødhårede ikke var spor tilfreds med den hastige afslutning, og Pax selv kunne ikke bebrejde ham. Havde han Toris styrke, ville også han, komme til at kede sig. Ikke desto mindre var det nu sådan, at det var – ikke mange ville op imod den bredskuldrede og muskuløse mand, hvormed der ikke var nogle konkurrenter at tilbyde.
Pax havde dog gode nyheder; ikke alting ville forblive sådan.

I det Tori fandt vej igennem de tilbedende og jublende mennesker, nikkede Pax i hilsen. Der var ingen grund til, at de brugte mere tid i hinandens selskab end højest nødvendigt, så længe krystallerne flød troligt fra Pax’s hånd til Toris, der i bytte brugte næverne nyttigt i arenaen.
”Det bliver bedre. Der kommer folk fra Nord, der gerne vil en tur i ringen med dig…” 

Tori havde netop fået fat i et æble og en pære, da en velkendt stemme lød bag ham, og han vendte sig med et smil. "Jeg har faktisk ikke noget imod, at nogle af kampene er lidt kedelige, Pax. Det bliver først lidt irriterende, når der ikke er nogle ordentlige udfordrere i en længere periode. Jeg burde vel egentlig trække det lidt ud for at gøre det mere spændende" sagde han tøvende og med en halvt drillende mine. De vidste begge to godt, at Tori var dårlig til den slags, men han var også samtidig bevidst om, at ingen af dem ville tjene penge, hvis udfordrere holdt op med at komme herned.

Tori tog en bid af æblet og gav sig god tid til at tygge af munden, inden han åbnede munden for at tale til Pax igen: "Så... de her nordlændinge... er de noget værd? Forstå mig ret, jeg ved, de normalt er ret... robuste, men det hjælper jo ikke noget, hvis de ikke kan slå fra sig" sagde han. Toris meget direkte ord var en del af hans væremåde, og han var ikke personen, der lagde fingre imellem, heller ikke selvom det kunne såre nogle. På den anden side var man så heller ikke i tvivl om hans synspunkt.

Pax fnøs moret, hvorefter han lod sin ryg kollidere med klippevæggen bag sig. Langsomt men sikkert fandt de tynde arme henover Pax’s muskuløse brystkasse, hvorefter de stålgrå øjne gled udover ringen. ”Du lignede en, der skulle til at brække dig af kedsomhed”, svarede Ulven, i det han hævede begge sine brede øjenbryn i en sigende grimasse ad Tori. ”Jeg så det godt. Jeg faldt næsten i søvn på dine vegne også, så det er skam ikke kritik –”, lød det dernæst, før et tungt og påtaget suk forlod den høje, gråhårede mand.
”Men – og det er bare et forslag – du bliver nok nødt til at, ja, strække den en anelse. Give dem den underholdning, de jagter. De satser bedre krystaller, jo mere du giver dem.” Pax skævede til Tori, velvidende det øjensynligt ikke ville blive taget godt imod. Det var dog nødvendigt at sige, for Pax selv havde set de halvhjertede udtryk hos publikummet. ”De har ikke været ligeså flittige i dag, men de andre –” de andre som er ligesom mig – ”siger, at det ikke er gået udover deres indtjening. Det kan man naturligvis ikke stole på, men Gaspard den Gamle… han plejer nu at være pålidelig.”

Et lavmælt grin forlod Pax, i det han skubbede sig fri af sin henslængte og dovne position. Dernæst nikkede han. ”Jeg har hørt, at en af dem har en evne til at lamme, så sørg for han ikke rør dig. De skulle være rimelig – ja, kompetente.”

Tori drejede sig med fuld front mod Pax og lænede sig lidt tilbage, så han endte med at læne sig op ad bordet bag ham, som han tog en nyd bid af æblet. Hans øjenbryn blev dog hævet mod manden i en lettere skuffet mine. "Var det så tydeligt? Det var egentlig ikke meningen..." sagde han lidt flovt, da han havde fået tygget af munden. Han var udmærket klar over at stedets succes var afhængig af ham også såvel som andre. Han trak dog på den ene skulder. "Det gør det vel ikke ligefrem bedre?" spurgte han med et skævt smil. Han så det sjove i ironien, at Pax kedede sig ligeså meget, som han selv gjorde.

Som Pax talte, gav Tori sig igen til at bide af æblet. Han nikkede undervejs, men han gav sig igen til at tygge af munden, inden han åbnede munden for at svare: "Jeg skal gøre mit bedste for at gøre det mere interessant, men du ved " - han lod den ene pegefinger hvile i retning af Pax' brystkasse - "ligeså godt som jeg, at tilbageholdenhed ikke er min stærke side." Det var dog et løfte. Han ønskede ikke ligefrem at gøre hverken sig selv eller Pax arbejdsløs. Der måtte vel bare arbejdes på at ændre lidt i strukturen. Han var også udmærket klar over, at det nok ikke altid var lige nemt for Pax heller. Brynene blev igen hævet. "Jeg ønsker heller ikke ligefrem, at stedet taber penge. Hverken dig" - han lavede en gestus med hånden, der holdt det halvspiste æble, ud mod rummet - "eller de andre" sagde han ærligt.

Som Pax forklarede, var det tydeligt, at Toris nysgerrighed blev vækket. Det var dog en temmelig ulækker evne at have, men han havde været udsat for værre. "Se, det kunne blive interessant" svarede han med et nyt smil. Det var altid sjovest, når han blev udfordret. "Hvornår?"

Pax smilede skævt; det så karakteristiske tomme smil, før han nikkede mod Tori. ”Måske er det fordi, jeg kender dig. Hvem ved?”, svarede Ulven dovent, hvorefter han skridtede nogle langsomme skridt tættere mod den rødhårede mand.
Dernæst lod han dog samtalen forblive hængende i luften mellem dem. Det var trods alt ikke nødvendigt at uddybe – Tori havde forstået, og Pax vidste instinktivt, at han også var interesseret i krystaller. Det var jo derfor, at de begge var der – for indtjeningen og den alene. Selvom de havde kendt hinanden i en årrække, strakte deres bekendtskab sig ikke udover arenaen.

Et faktum Pax dog ønskede at ændre på.

”Det bliver interesseret”, svarede Pax småleende, hvorefter han hævede begge sine brede øjenbryn i en sigende grimasse. ”Og de skulle gerne ankomme engang næste uge, men jeg får besked, når de nærmer sig hovedvejen. Jeg har spejdere ude”, forklarede han dernæst med et skuldertræk, for det kunne vel næppe overraske Tori selv.

”Men jeg har også en anden ting, jeg gerne vil diskutere med dig ved lejlighed. Skal vi sige, når dagens arbejde er klaret?”

Der havde altid været et eller andet over Pax, Tori ikke helt kunne sætte fingeren på, der gjorde ham uroligt tilpas, men det tomme smil var bestemt en faktor i det regnestykke. Det var ikke fordi, han var en dårlig arbejdsgiver, men der var noget over ham, der instinktivt gav halvdyret lyst til at holde ham på en arms længde. Tilliden var der og så alligevel ikke helt. Det var en spøjs situation, og Tori havde nu tolereret det længe, efterhånden. Han var dog heller ikke komplet tillidsløs over for manden, så det hele endte i et lidt... underligt forhold. "Eller også kunne jeg bare være bedre til at opretholde en facade?" spurgte Tori tilbage med et skuldertræk, inden han igen tog en bid ad æblet.

Tori havde absolut intet imod stilheden. Han kendte Pax godt nok til at vide, at hans ord var blevet accepteret, og at der derfor ikke var behov for et modsvar. Han nikkede til ordene, og hans læber bredte sig i et nyt smil. "Det ville næsten undre mig, hvis du ikke havde" svarede han med en drillende mine, selvom det var sandt. Manden lå inde med så mange informationer, at det ville være umuligt at få dem uden at have nogle til at indhente dem for sig.

Toris øjenbryn forsvandt næsten op under det rødbrune pandehår ved Pax' ord. Det lød vigtigt. Han gav sig igen tid til at tygge af munden, men i processen sendte han ham dog et nik. "Det lyder... betydningsfuldt. Jeg hiver fat i dig" svarede han muntert.



Det var ganske tydeligt, at Tori med det samme havde taget ordene til sig; han gjorde næsten med det samme kampene mere interessante, og hans modstandere fik også slag ind hist og her. Det medførte en tydelig øgning i tilskuernes begejstring, og manden selv virkede også til at more sig lidt mere.

Som gongongen lød for sidste gang, strakte Tori igen armene triumferende i vejret. Hans modstander var slået ud, men han var endt med en grim rift over øjet, hvorfra blodet langsomt, men stødt piblede ud ad. Han vidste dog, at det ville lukke inden længe, men han var generet af, at det rendte ned i øjet, så ved første lejlighed fik han fat i en klud til at holde den røde væske tilbage med. Så satte han kursen mod Pax.

Det tog et øjeblik at finde manden; der var mange væsner til stede, og selvom han generelt var nem at få øje på, var det ikke altid nemt ved dagens ende, hvor mylderet begyndte at tage til.
"Du havde noget, du ville tale om?" spurgte han dog, da han nåede indenfor hørevidde. Han havde med vilje nærmet sig mandens front.

Pax havde sendt Tori et sidste smil, før deres veje skiltes. Der var trods alt ikke behov for yderligere konversation, hvormed Pax forblev tavs – og lod Tori gøre det samme. Dernæst havde han placeret sig i et ensomt hjørne og betragtet kampen, men dog uden i grunden at se den. Der var også grænser for, hvor spændende disse dyriske lege kunne blive ved med at være, hvormed Pax’s tanker løb andre steder hen.

I det Tori omsider gjorde sig færdig – han havde så sandelig taget Pax’s ord til sig – og dernæst henvendte sig til ham, nikkede Pax hastigt. ”Men ikke her. Følg med”, lød det prompte fra den høje mand, hvorefter han gestikulerede mod arenaens udgang. Dernæst begyndte han selv at forlade arenaen, men ikke foruden at indsamle dagens profit. Det skulle ikke vise sig vanskeligt, for det gjorde det aldrig, når det var selveste Pax der henvendte sig med sit noget så tomme smil. Som boede der ikke nogen bag den blege pande.

Pax førte Tori tilbage mod Ulvens territorium, hvormed der begyndte at ske mangt og meget; alskens af Flokkens medlemmer nikkede til hilsen – både til deres anfører men også til den rødhårede mand, som fulgte efter – og der var larm fra alskens børn, der legede, eller mænd der trænede deres kampteknik. Det hele foregik i en fanfare til lyden af alskens knitrende bål.
Den høje mand ledte Tori ind i et lille hulrum, hvorved der stod et vakkelvornt bord. Han smed poserne med krystaller på det, hvorefter han trak en kniv og skar snøren op. ”Lad os ordne betalingen først”, brummede han dovent, hvorefter det var netop, hvad han gjorde. Pax havde aldrig snydt Tori for sin egentlige andel og i dag var ikke anderledes. Da han omsider blev færdig med at sortere, lagde han Toris fortjeneste i en ny læderpose og kastede den skødesløst mod den rødhårede mand.

Dernæst satte han sig mageligt til rette på bordet – det var et under, det ikke brasede sammen under hans vægt – og rettede sine stålgrå øjne på manden. ”Jeg har et job, jeg gerne vil have dig med indover. Det kommer til at give diamanter, så det er stærke sager, vi har med at gøre. Interesseret?”, spurgte Pax, hvorefter hans ene mundvige trak sig en smule op; som et rovdyr betragtede et muligt bytte.

Tori var vant til, at nogle ting ikke foregik, hvor alle kunne høre det. Det gav temmelig god mening, når man havde gang i noget, der absolut ikke var lovligt. Derfor nikkede han også blot til Pax' ord og fulgte villigt med. Han gik dog bevidst med rolige skridt for at tillade Pax at følge med, selvom han skulle have dagens indtjening med. Generelt set havde Tori ikke oplevet problemer, når der skulle kræves ind for dagen, men der var selvfølgelig en afstikker hist og her. Han blandede sig dog kun selv, hvis han blev spurgt om det, fordi de typisk selv plejede at kunne håndtere det.

Tori kom ind i en del, han ikke havde været i før. Han gengældte de hilsner, han fik, med et tilsvarende nik, men ellers gik han blot roligt med hænderne i buksernes lommer og kiggede nysgerrigt rundt. De sorte bukser havde fået endnu en flænge, og de måtte nok snart skiftes ud. Det var dog ikke umiddelbart den første bekymring, han havde lige nu. Tori undrede sig over, hvorfor der var så mange børn, men han spurgte ikke ind til det. I sidste ende kom det ikke ham ved alligevel. Ikke at Pax nok ikke ville svare, men det var ligeså meget af respekt for manden, at han ikke snagede.

Tori sagde stadig ikke et ord, men nikkede blot som svar til Pax. Han lænede sig lidt halvdovent op ad den ene væg i hulrummet, mens han lod manden tælle pengene op. Da han så var færdig og kastede den mod ham, greb Tori vanligt posen og vejede den et øjeblik med hånden, inden han fæstnede den til det brede stofbælte, der hang om livet på ham. Da Pax så begyndte at tale, var det ganske tydeligt, at han havde Toris fulde opmærksomhed. "Jeg går ud fra, det er noget af et ekstraordinært job, siden du spørger mig" konstaterede han. Det var absolut ikke et spørgsmål, men et skævt smil trak sig samtidig op i hans mundvige. Han kunne alligevel ikke lade være med at drille lidt. Så skubbede han sig ud fra væggen igen. "Krystaller er jeg altid interesseret i. Men du vil vel gerne have et "ja," inden du giver detaljer?" spurgte han så med en mine, der ikke lagde skjul på, at han allerede havde svaret.

Pax hævede begge sine brede øjenbryn, hvorefter han nikkede langsomt. ”Det er det. Det kræver en hvis… styrke og mentalitet”, afslørede den høje og unge mand, hvorefter hans skarpe hoved øjeblikket gled på sned; næsten overvejende, som havde Pax endnu ikke kalkuleret til fulde, om manden, han søgte, stod overfor ham i dette øjeblik. Det var nu en provokerende løgn, for Pax havde tænkt grundigt og længe. Han havde brug for Toris umiddelbare ro, styrke og intimiderende statur – hvad der havde afholdt ham fra at spørge, var, hvorvidt han kunne stole på den rødhårede mand. Pax var ganske enkelt ikke sikker i sin sag.

Et let skuldertræk fulgte, i det Tori spurgte, om Pax havde brug for en mundtlig bekræftelse. Det var nu ikke nødvendigt, hvilket han også gjorde opmærksom på. ”– Hvad der bekymrer mig, Tori, er, om jeg kan stole på din diskretion. Jobbet er, ja, vigtigt. Konsekvenserne ved at tage en stikker med om bord… de er fatale i denne sammenhæng. Når jeg siger diamanter, så mener jeg skam diamanter og ikke krystaller, jade- eller ravstykker. Profitten må give dig en hvis formodning om, hvor stort jobbet er. Hvad det indebærer.” Pax betragtede Tori indgående, i håb om at kunne aflæse, hvad manden tænkte om hans ord, for –

De var skam sandfærdige nok. 

Tori hævede selv øjenbrynene ved Pax' ord, inden han brød ud i en mild latter. Han gjorde absolut intet for at holde den tilbage, og han gav sig imponerende god tid til at blive færdig. Det havde alligevel været dagens vittighed. "I forhold til dig, er min mentalitet... middelmådig som bedst" svarede han muntert. Tonen afslørede dog samtidig, det var hans ærlige mening, og at han bestemt heller ikke tog Pax som et fjols. Tori var ikke decideret dum, men han kunne på ingen måde konkurrere med ulvens egen intelligens... med mindre han da havde misforstået meningen, Pax havde lagt i ordene... hvilket selvfølgelig var en mulighed, så derfor tilføjede han: "Hvis vi da vel at mærke snakker intelligens."

Tori løftede forsigtigt kluden væk fra øjenbrynet et øjeblik for at se, om blødningen skulle være stoppet. Det var tilfældet, og allerede nu var såret næsten helt lukket. Der ville ikke gå længe, før det var et ar og derefter helt væk. "Så lad mig stille et spørgsmål" sagde han og trådte et skridt tættere på. Det var tydeligt at se, at han var en anelse fornærmet, men han udviste ingen truende adfærd. "Hvad skulle jeg få ud af at sladre? Det ville skubbe mig selv ud af arenaen. Nok er jeg glad for krystaller - om det så er ravstykker eller diamanter - men der er ved Zaladin da grænser. Hvis jeg gjorde alt for penge, ville jeg da ikke tage det til efterretning, at jeg skulle lave et show ud af det. Hvis jeg ikke ønskede en udfordring, ville jeg da ikke være begejstret for, der kommer nordfolk om ikke så længe. Og hvis jeg virkelig er en stikker, hvorfor har jeg så ikke sladret for længst og fået stedet her lukket?" spurgte han så til sidst. Han var stoppet efter at have taget det første skridt, og nu lagde han armene over kors. "Hvis jeg ikke i de sidste par år har vist, at jeg er til at stole på, så tvivler jeg ærligt på, at selv ti vilde heste ville kunne rokke ved din overbevisning."

”Vi snakker udholdenhed”, lød det prompte fra Pax, hvorefter han sendte Tori et smil, der lod ham vide, at den spæde misforståelse ikke gjorde ham noget. ”Og jeg tænker, at vi er af samme støbning – ”

Mere nåede Pax dog ikke at svare, før Tori gjorde antast mod ham. Den gråhårede mand betragtede – næsten dovent – den rødhårede, alt imens han lyttede intensivt til hans ord, og jo mere Tori talte, ja, des mere smilede Pax selv. Nogle gange var situationer som disse næsten livsbekræftende. Det var tilmed overordentlig tilfredsstillende, at Tori gjorde sig i den bredskuldrede, anmassende facon; nok vidste Pax selv, at Tori kunne krølle ham sammen på midten, skulle han ønske det, men alligevel følte han sig ikke – nervøs. Der var trods alt grænser og nok var Tori temperamentsfuld, men – og dette viste hans så fine forsvarstale ganske tydeligt – han var ikke dum.

Pax nikkede langsomt, hvorefter et lavmælt grin forlod ham. ”Retningslinjerne dikterer jo, at jeg spørg, ikke sandt?”, svarede han, nu i ganske godt humør, før han hævede begge sine brede øjenbryn i en sigende grimasse.

”Hvad jeg vil betale ganske godt for, Tori, er en sikkerhedsvagt. Jeg tænker, at du er manden, jeg har ledt efter. Det drejer sig om en ung pige… en ung pige med en hvis… status.”  

//Inaktiv. Skriv gerne PM hvis det er :)//