Solen stod højt på himlen, som sommeren kom tættere og tættere på. Den var der ikke helt endnu, men vejret var i den grad god nok, til at folk havde droppet lagene, og der blev vist mere hud, så de kunne indtage nogle af alle de gode solstråler, som stod og bankede ned på dem. Vinden var stadig en anelse kold, men inde i en by som Dianthos, der blev det hurtigt varmt, især når man nåede Markedspladsen, som var sprudlende af energi og liv.
Man kunne høre råben på tværs af Markedspladsen. De fleste blot for at gøre opmærksom på sig selv og sine priser, mens man også svagt kunne høre en der råbte af en 'tyvetøs', som nok allerede var væk fra byvagten, da man kort efter kun hørte noget højlydt banden og svovlen.

Alting var altså som det plejede, og Cecilio kunne ikke lade vær med at være glad for at han var tilbage i byen. Han havde rejst lidt rundt sammen med Lyuba og hans gøglertrupe, men et af de steder de altid fandt tilbage til var Dianthos, med alt dets larm og problemer, for ikke at nævne Lyubas familie også var her.
De havde opsat deres vogne udenfor byporten, efter de venligt var blevet afvist fra at tage dem med ind i byen, og de havde lidt overvejet om det betød at de bare måtte trække folkene ud af byen i stedet for bare at stille sig op på markedspladsen. Så deriblandt var Cecilio sendt ind i byen for at se, om der virkelig var så fyldt herinde, som vagterne påstod, og det var der.
Heldigvis var det meste af dagen blevet sat af til det, så Cecilio havde sørget for at have et par krystaller på lommen, og gik nu igennem boder og gadesælgere, for at se om der var noget interessant, mens han holdt øje med sin pung, da han vidste hvor lange fingre folk generelt havde, deriblandt ham selv.

Det var ved udkanten at der var noget der fangede hans opmærksomhed. Egentlig mere et par horn på sælgeren, end noget andet, men det dragede stadig hans opmærksomhed, som han ændrede kurs mod hvem end det måtte være.

Solens stråler varmede den stolte hovedstad, hvor at alverdens væsner og skabninger kunne findes imellem både smalle og større gader og stræder. Dianthos beboere kom fra mange forskellige steder i landet, og det var slet ikke alle der var vokset op bagved de høje murer... det kunne til dels ses på deres tøj, men det kunne i den grad også mærkes på deres humør, ifølge den mindre kaffebrune satyr.
Hun havde nemlig som regel lidt mere held med at sælge sine varer til hovedstadens faste inventar, hvor at lønnen også som regel var noget alle fik og lidt mere fornemme gæster kunne bevæge sig rundt imellem de farverige boder, i tryghed af vagternes skarpe blikke. Den følelse af tryghed gjorde dem mere tilbøjelige til at være i godt humør, og godt humør betød lidt bedre fortjeneste. Derfor var det ikke foruden grund, at Aria i de tidlige morgentimer hurtigt havde færdiggjort dagens gøremål, for senere på formiddagen frit at kunne kloppe ind imellem hovedstadens høje huse og vægge.

Markedspladsen var hvad Aria havde ledt efter, og imellem de mange andre håbefulde sælgere, spredte satyren det spraglede tæppe ud. I det lå der pinde og kæppe af forskellige størrelser, længder og forme, men alle havde de snirklende blå aftegninger til fælles - ligesom staven hun selv leende lænede sig opad. Med tingene lagt frem, var hun klar.

"Når solen henover Dianthos skinner, så er det ofte her man finder,
skjulte skatte, imellem boder så små! Det som jeg sælger, er ikke kun for de få"
Satyrens lyse sangstemme listede sig blidt igennem de mere brægende, larmende og forstyrrende lyde, og formåede da også at vende enkelte nysgerrige blikke til sig. Aria følte her og der et skulende blik fra naboboderne, men vimsede med fjedrende bevægelser uforstyrret videre; natsorte øjne søgende imellem de potentielle kunder. Hvem er lignede nogle med lidt penge på lommen... "Hvis praktiske redskaber er hvad du vil finde, så kom kun nærmere, og kig på disse pinde" tilføjede hun næsten drillende, og fik øjenkontakt med en mørkhåret mand med nysgerrige øjne. Og ved siden af ham, en mand der så lidt mere velfodret og velformet ud. Aria var ikke sen til at fange den spæde interesse hos begge parter, og vinkede dem med et venligt smil nærmere; en fejende armbevægelse over det spraglede tæppe af ting. 

Den blide sangstemme ramte Cecilios ører, og han følte den var behagelig. Han var heller ikke ligefrem fremmede til sang omkring ham, og det var en naturlig ting der altid drev ham lidt ind. Sådan var det vel når man også selv gjorde sig i det.

Han tog klædet der hang om sine hofter, og strammede det lidt, før han endelig lod sine fødder tage sig hen til tæppet, som han ikke var ene om at være interesseret i. En velfodret mand faldt nærmest i hans fodskridt ved siden af ham, som de begge gik derover. Cecilio kunne ikke lade vær med at vende de nysgerrige grønne øjne mod manden og kigge ham ordentlig igennem. Han havde formegentlig penge, da pungen så tung ud, men han prøvede vidst også at fremstå rigere end han realt var. Hurtigt drejede han dog blikket væk igen, det var ikke der hans tanker skulle gå, og snart ramte han kanten af tæppet, og hans øjne blev draget til alle pindene.

”Hvad sælger du?” spurgte han med et grin på læberne, som han satte sig på hug foran boden for at kigge på pindene med blå aftegningerne. Gåpinde? Det kunne man selvfølgelig også bruge til noget, men det var næppe noget man ville tjene meget på. Til gengæld så satyren også lidt farverig ud, hvilket også ofte var dem man skulle passe lidt på. Cecilio vidste at mange gøglere næppe havde helt rent mel i posen, ham inkluderet, selvom han prøvede at forbedre sig selv.

Nogle gange, jah så kunne man genkende bestemte 'typer'. 
I en by som Dianthos, faldt mange af beboerne ind under sådanne specifikke kategorier, og enhver handlende der var bare en smule værd, kunne navigerer imellem disse kategorier. De købere som Aria ledte efter, var måske slet ikke de samme typer som en anden bod små 10 meter væk fra hendel ledte efter, men derfor var det stadigvæk en velkommen forandring at kunne tiltrække begge dele.
De natsorte øjne gled studerende over de to mænd. Først hvad hun mente der var mulighed for god handel i - den lidt bredere mand var nemlig også mere velklædt, og havde en snert af forfængelighed over sig med sit tilbageredte hår og rene negle. Hun ville nok ikke have den store succes med at sælge ham et værktøj, fordi de hænder lignede nogle der ikke havde udført et krævende stykke arbejde i mange år. Men her var det heldigt at satyren især også gjorde sig i nips, og vidste at magiske ting næsten altid var et hit imellem børn og frøkener. Det eneste der manglede, var næsten bare en unge på slæb; det havde helt sikkert kunne plage ham til at købe et eller andet legetøj.
Den anden mand derimod, han var en type som Aria syntes at genkende. Nu var det måske meget at bedømme en bog på dens omslag... men den solbrune mand delte mange træk med menneskerne i den gøglertrup der havde hevet hende afsted i verdenen for små 2 år siden, hvilket fik en nysgerrig glød til at tændes i hende; hvor kom han nu fra? 
Begge blev mødt med et nydeligt smil, og satyren gjorde et lille buk idet de kom helt tæt på.

Og Aria grinede. "Jeg sælger redskaber til høj som lav! Det her min ven, er ikke kun en stav" den lyse stemme fik en rumlende latter fra den anden kunde, og han trådte en anelse småbetaget nærmere - hvilket da bestemt også havde været meningen. Det var nemlig hurtig gået op for Aria, at de finurlige små rim - der endda uden meget anstrengelse dansede over hendes læber, jah de fungerede fantastisk når det gjaldt at holde opmærksomheden. Den solfarvede kofte svang sig om hendes mørke krop idet hun svingede staven om bagved sig, og lænede sig en anelse op ad den; den anden hånd stadigvæk udslået over tæppet, man måtte gerne røre. De var ikke meget værd uden ordet til at aktivere dem. "En skovl, en hakke, en krog, en le? En smuk overraskelse venter... hvad vil du se?" et underfundigt smil hvilede om satyrens mørke læber, der lod blikket vandre leende over den mørkhårede kunde - han måtte gerne tage en af dem op, og lod det derefter hvile i lidt længere tid over den anden mand, ikke synderlig blufærdig eller sky af sin fremtoning.
Aria var trods alt et eksotisk pust i en måske lidt ensformig hverdag, og skammede sig ikke over det undersøgende blik der fulgte med. 

Cecilio kiggede stadig lidt fra manden, men til sidst landede hans øjne alligevel på satyren, som hun begyndte på sin salgstale omkring staven.
For det meste var typer som hende fuld af lort, for at sige det mildt. Det drog de almen folk ind fordi det var sjovt og interessant, men med lidt magi så kunne man få alt til at virke lidt mere interessant end det var. Det var også derfor Cecilio sjældent købte noget fra en anden gøgler, med mindre han var sikker på værdien i det.
Stavene var da også ganske nydelige, det måtte han trods alt indrømme, især med deres blå udsmykninger, men han var mere interesseret i showet satyren uden tvivl satte op.

Da satyren gav tegn til at man gerne måtte røre, var Cecilio hurtig henne ved tæppet og på hug, for at tage en af de magiske genstande op. ”Den smukke overraskelse,” sagde Cecilio hurtigt, et lidt kækt og drillende smil på læberne, mens han ikke gav den anden kunde lov til at sige noget før ham.

Manden ved hans side stod lidt og brummede, utilfreds med at Cecilio havde løbet med opmærksomheden frem for ham selv, men han så stadig ligeså interesseret i at se hvad satyren kunne diske op af med ting. Han bøjede sig dog ikke ned for at røre ved genstandene. Det var ikke noget for en i hans stand.

Med et lille grin nikkede Aria, og lod blikket glide over de mange forskellige pinde og grene der lå spredt over tæppet. Nogle af dem lå i bundter, da det var nogle hun havde lavet flere af - varer hun på lidt erfaring, vidste kunne sælge godt heromkring. Den smukke overraskelse, var en forfærdelig forfængelig nipsting, og Aria elskede at sælge den videre.
Der! Aria bevægede sig hen til en mindre bunke pinde, og fiskede to op som hun rakte til dem. "Sig blot ordet 'min' " Aria kiggede på den lidt mere velhavende kunde - man havde trods alt sine små priorteter, men rakte derefter med et bredt smil den anden imod den mørkhårede siddende mand. "- og 'din' - så kan vi bedømme, om den er fin" med et hemmelighedsfuldt smil lænede hun sig tilbage, og betragtede dem.

Det var en simpel magi i sig selv, der krævede en hvis evne når det gjaldt visualisering. Aria havde brugt mange år imellem skovens planter og træer, og havde med tiden formået at kunne fremmane en buket af en let form for metal. Den var grov i sin udformning, men man kunne se det var blomster - og den var en smule skinnende, alt efter hvilken teint hun havde fået lavet. Det skiftede.
Nips og andet pynt havde bare en god effekt, på dem der havde pengene til at købe det. Derfor var det lidt noget af et projekt for hende hver gang hun kom til byen, for at kunne vifte den fristende foran fine mænd på jagt efter små gaver. Hvornår og hvordan de så valgte at give den, se det var en anden ting. Det eneste lidt irriterende, var at hun ikke kunne ændret ordet der aktiverede magien, når først den var lavet. 

Satyren kunne noget med ord, det måtte Cecilio indrømme. Den drog en ind, og man var interesseret, og han overvejede halvt, om det var fordi hun havde en magi der gjorde det, men lagde det hurtigt på hylden igen. Nogle folk var bare så gode til folk, og især folk der levede af det. Enten lærte de det, eller også fandt de noget andet at lave.

Han tog imod pinden han blev givet, og kiggede lidt ned på den og så op på Aria igen. Den virkede så normal, som han stod og holdt den, men manden ved siden af ham var hurtig til at hoppe på muligheden. ”Min,” sagde han, og ud poppede blomsterne, til stort velbehag for den velhavende kunde.
Cecilio kiggede på sin egen. ”Din,” sagde han og det samme skete for ham. Den var ikke så detaljeret, men den var sjov, og han fandt sig selv studerer den lidt, med fascinerende øjne. Den kostede nok mere end den var værd, men Cecilio måtte indrømme at satyren i hvert fald havde nogle evner.
”Fascinerende pinde, der er mere end øjet ser åbenbart,” sagde Cecilio med et glimt i øjet, som han undersøgte pinden, for at finde ud af hvor meget magi og hvor meget praktisk arbejde der egentlig var blevet lagt i dem.

Det var ikke foruden grund at Aria faldt til i de fleste former for selskaber, da hun både var socialt anlagt, såvel som en anelse konfliktsky. I sit behag efter at tilfredsstille begge sider i et skænderi, jah der havde hun erfaret at ord kunne betyde mange ting, hvis du sagde dem på bestemte måder. Og rim - jah hendes simple børnerim, kunne ofte være nok til at vrede blikke ændredes til forbløffelse, overraskelse eller undren, i stedet.
Der var ikke meget vrede at sporer imellem de tre væsner ved hendes bod, men derfor kunne man stadigvæk blive mindst ligeså glad, da hendes lille nipsting også kunne fremmane forbløffelse. Manden mumlede et eller andet om 'fantastisk', og et stolt smil listede sig over hendes hemmelighedsfulde. Ikke længe efter fulgte den anden herre også med, og satyren mødte gøglerens glimtende blik, med en ringlende latter. "Så sandelig" nikkede hun bekræftigende, og slog hænderne sammen. Små lysglitmer dansede kortvarigt omkring dem, bare for det ekstra blikfang hendes anden magi udstrålede. "Ikke mere end 5 jadestykke, plus 2 stykker rav" forsatte hun, og slog indbydende ud med hånden imod den næsten bronzefarvede buket han stod med i hænderne. Ved at sætte prisen højere, vidste hun at det føltes om om at det var købet værd - så måtte den jo være værdifuld. Hun forventede dog ikke at den anden herre fulgte med på den pris, så det var velsagtens lidt af et sats.

Leende vendte hun dog også blikket imod ham, og håbede ikke han var en af dem der højlydt brokkede sig over priser.

Cecilio gjorde intet for at skjule mistroen i sine øjne da han hørte prisen. Det var en absurd høj pris, for noget så værdiløst, men han kendte jo også til den anden side af salget. Han vidste da godt hvad satyren havde gang i, og med et blik mod den anden herre, ændrede han udtryk. Den anden herre virkede til at sidde og debattere med sig selv også mumlende noget om at det virkede lidt dyrt.
Et glimt i øjet opstod hos Cecilio, og han lagde buketten af blomster ned. Det var en fascinerende buket, og lidt fortjente satyren at tjene på det. ”Jeg burde havde vidst, at jeg ikke havde krystallerne til noget så smukt,” sagde han og rystede lidt skuffet på hovedet.

Manden ved hans side kiggede mod Cecilio, og Cecilio sendte ham et opløftende smil. ”Hvis det er til din hustru, så tror jeg hun vil blive glad for den. Det var i hvert fald min plan, da jeg opdagede det var en buket,” tilbød han venligt. Der var ikke så meget en løgn i det, andet end at han ikke følte at den var det værd.

Manden sad lidt og mumlede for sig selv, men til sidst virkede det til at han faktisk begyndte at finde sin pung frem. 

Cecilio så blot hvordan det udviklede sig mellem kunden og satyren, med et smil på læberne, og nikkede hurtigt med, som manden fik betalt og takkede for hjælpen, før han vraltede videre med sin dag, og efterlod de to gøglere alene sammen. Hvilket også gjorde at Cecilio endelig faktisk kunne få stillet noget af sin egen nysgerrighed, og han rettede sit blik mod satyren.

"Det var så lidt," sagde han grinende, og tog glædeligt imod de to ravstykker, og proppede dem ned i sin pung. "Han virkede til at have nok penge, og nogen må jo støtte op om folk som dig," han blinkede med det ene øje i sjov, før at hans øjne igen gled over pindene, da han ikke virkede helt villig til at gå videre endnu.

Der gik da heller ikke lang tid det første spørgsmål var på hans læber. "Hvem er du? Jeg føler jeg kender alle typer som dig, som er på de her kanter, men du er ikke var en gøglertrup jeg kender," pointerede han. Der var hans trup der lå til byen i øjeblikket, og så selvfølgelig Lyubas tidligere.

Aria's ene ører vippede en anelse i tavs latter ved hans ord, og smilende måtte hun give ham ret. Både i det første, men også i det andet. Folk som hende, hvad skulle det nu betyde? Det var dog sådan, at den orangeklædte gøgler udemærket vidste hvad han mente, og kunne derfor ikke andet end med sit tavse smil give ham ret. Det havde i hvert fald været rart, at han ikke havde set det som... en bizar form for konkurrence. Ikke alle var lige storsindede omkring andre gøglere. 
Staven vippedes en anelse på skrå idet at satyren lænede sig op af den, lyttende og en anelse munter over at han ikke virkede til at enten ville tage afsted, eller have travlt. Det havde hun jo heller ikke. 

"Så direkte et spørgsmål du stiller! Ingen hemmeligheder må man have i denne by!" udbrød hun småleende, de natsorte øjne funklede en anelse drilskt. "Aria, Elodie, til deres tjeneste... fra cirkus Sylvira" med ordende fulgte et buk, og staven løftedes idet at satyren slog armene ud, i en mere teatralsk hilsen. Hun var dog hurtigt oppe og stå normalt igen. "Og jeg er - hvis du vil være så venlig, ikke 'bare en type', mit kære menenskebarn" forsatte hun, og vippede et drillende hoved på skrå, måske i en halvt forventning om at han nu også fik præsenteret sig selv. 

Ordene havde måske ikke været så pæne, som de kunne, men Cecilio var næppe en mand der kunne dømme andre for deres ophav, eller deres erhverv, især ikke når han selv var en af dem. En af de såkaldte typer og folk som han snakkede om. Der var dog altid en form for konkurrence, og mistro til folk der gik ind på andres område, men uanset hvor meget folk prøvede at sætte sig på Dianthos som deres territorium, så var det bare ikke muligt. Det var for stort og for udbredt til at man kunne få det hele. Selvom Cecilio trods alt havde gjort sit for at få noget fred omkring det, han havde trods alt giftet sig med en fra en anden gøglertruppe.

”Hemmeligheder må man gerne, men et navn er næppe en hemmelighed,” pointerede han drillende og rejste sig også op da denne Aria rejste sig op. Der var en markant højde forskel, hvilket nok mere havde noget at gøre med deres racer, end at hun blot var lav.
”Jeg sagde desuden aldrig at du blot var en type, men en type er du, ligesom jeg,” sagde han, men begyndte sig så at bukke sig for hende for at præsentere sig selv. ”Mit navn er Cecilio Belo, jeg er med Menageriet, men også med bånd i Lovkach familien,” svarede han. Menageriet var stadig en ganske ung og lille gruppe, mens Lovkach familien nok havde lidt mere af et omdømme selv på disse kanter. Det var trods alt en gammel gøglerfamilie, som havde immigreret fra Azurien herop for lang tid siden. Kendt og stor var den i hvert fald. 

Aria kunne på stoende klov argumentere for sin del af gode eksempler på hvornår et navn sagtens burde og kunne være en hemmelighed, men lod det fare, da ordkløveri ikke ligefrem var hendes store interesseområde. Hun forstod hvad han mente, og  han virkede ligeså til at forstå hende, i kraft af den drillende tone der fulgte med. Med en lille opgivende hovedrysten ringlede satyrens mange dimser og dele, inden at hun endelig fik sat navn på den høje mand; et navn der alligevel fik øjnene til at glimte en anelse i overraskelse. 
Lovkach? 

Trods Aria ikke ligefrem var bekendt med mange af de andre grupper, jah så gik snakken ofte højt på de mere familieprægede aftener omkring bålets knitren. Og Lovkach familien - en familie hun ikke havde haft fornøjelsen af at møde før nu - var alligevel ikke helt ukendt for de bløde ører, der vippedes en anelse op. 
"En type af Lovkach kaliber..." nikkede hun med et lille smil for sig selv, og følte hvordan hovedet i et lille ryk gled på skrå, så krøllerne bølgede om de smalle skuldre. "Jeg håber ikke jeg har trådt nogle af den type over deres bløde mennesketæer, ved at sætte bod op her?" tonen havde en måske lidt... påpasselig klang, da hun ikke skulle rodes ud i problemer på grund af uenigheder. Og han havde virket meget direkte i sin vej herover. 
Men dog, ikke fordi at man skulle forvente en undskyldning fra den spraglede skabning, der ville mene at et smukt formuleret 'johov' ville være incitament nok til at rykke tæppet op, og rykke sig selv videre. 

Det var altid lidt underligt at møde en anden gøgler, for det var vel hvad hun var, med hendes dimser, udseende og interessante ordforråd. Hun virkede dog også venlig, og selvom Cecilio godt vidste at der nok var nogen fra Lovkach, som ville have et problem med det, så fandt han selv ingen grund til at jage hende væk.
”Nogle af den type ville nok føle sig trådt over deres tæer, men ingen grund til at jage en fornuftig kvinde væk, fra at tjene lidt penge til føden,” påpegede han grinende, og hans fingre rakte ud efter en af de smukke stave der lå på hendes tæppe. Det så dog ikke ud som om at han havde tænkt sig at løbe væk med det, blot studere det lidt mere nøje.

”Dine stave er noget unikt, så selvom folk måske vælger at bruge penge her, og ikke hos os, så overlapper vores salg næppe,” indrømmede han, og hvirvlede lidt staven mellem fingrene, for at se, hvordan den lå, inden han at han lagde den tilbage igen, han ville næppe have at hun troede han ville stjæle noget herfra, især noget så oplagt. ”Måske man alligevel skulle tage et smut forbi cirkus Sylvira, og se hvad I gør jer i.” Der var et glimt i hans øjne. Det var ikke ofte han så andre optræde, og mange ville også helst have gøglerne til at holde sig fra hinanden. Tænk hvis man stjal hinandens ideer. Det var nok også blot en undskyldning for at stå og snakke lidt længere, inden de uden tvivl ville gå hver deres veje. 

Man kunne ikke benægte at det var lettelse der skyllede igennem satyren, da hun fik bekræftet at det ikke gjorde det store. Nogle ville mene andet, men den kære gøgler syntes at være på samme side som hende, når han mente at et fornuftigt forsøg på at tjene til føden, var en fornuftig grund til at slå sin stand op her. 
Den lettelse kunne dog ikke stoppe hende i at følge en anelse påpasseligt med da han greb ud efter en af de magiske stave, selvom fornuften manede hende til ro; hvis han ville stjæle, ville han næppe blive hængende så længe, hmm? 

De slanke fingre vippede staven rundt som var det en glimtende krystal han håndterede - noget der skabte blikfang, og Aria fulgte det med øjnene, inden at hun med et taknemmeligt, tindrende lille smil grinte. Både af den lille kompliment, men så sandelig også af hans overvejelse. 
Modsat mange andre i deres erhverv, så den spraglede satyr nemlig intet i at han ville komme og kigge på. De ville aldrig kunne optræde med det samme, medmindre de decideret gik ind og sjanghajede truppens medlemmer - en bedrift der ville være utrolig i sig selv, givet hvor tætte bånd mange af dem i truppen havde med hinanden. "Du skal være mere end velkommen!" nynnede hun, og samlede selv en af stavene op. De kostede... ingen penge for hende at lave, men solgte for en okay mængde. Overvejende spidsedes den fine mund, inden at hun nikkede en anelse for sig selv. "Om ikke andet, må du gerne sende nogle af jeres folk i min retning, skulle de være interesserede" man tog vel altid en chance for at tjene lidt ekstra, og satyren fiskede en stav op, hvis størrelse ville passe perfekt ind i en inderlomme. 
"Fix" ved ordet lyste tegnene på den kortvarigt op, og en kniv - en redskabskniv med et slangt blad - voksede ud. Spørgende rakte hun den frem imod ham; han havde trods alt virket interesseret selv. 
"En gave, om du vil. Og måske et eksempel på hvad i kan købe, svinger i forbi. Vi er her til bladende begynder at vise tegn på at falde, og buskene bliver gyldne i sensommerens sol"

Cecilio havde lidt forventet at have fået et afslag om at måtte komme forbi, men den halve invitation var rar, og han satte sig selv for at han nok skulle komme forbi, inden den anden trup tog fra byen igen. Det var lang tid siden at han selv havde taget i cirkus.
Hans øjne fulgte også hendes bevægelser med pinden, og han skjulte ikke rigtig smilet eller den lille glæde ved at se staven forvandle sig, som hun sagde ordet der aktiverede den. Det virkede til at der var mere end pynt gemt bag stavene, men han var heller ikke fjollet nok til at tro at hun ville fortælle ham alle sine hemmeligheder, og det var fint nok.

Han tog imod pinden og studerede den lidt. ”Måske et par stykker kunne finde vej tilbage, i hvert fald med interesseret øjne,” sagde han. Det kunne godt være at de ikke ville købe noget, men når folk samlede sig om en sælger, så var der også bare flere der blev interesseret i det, om der var noget af interesse eller ej.
”Fix.” Sagde han og ganske som den havde gjort med hende, forsvandt kniven igen, og han kunne ikke lade vær med at smile lidt bredere af det, inden han stak den i inderlommen, nu når han var blevet givet den.

Han rejste sig endelig op fra sin position. ”Jeg håber vi mødes igen Aria,” sagde han endelig og gav et lille buk til hende. ”Det har været en sand fornøjelse.” Hans øjne glimtede lidt, men det var tid til at de to af dem gik hver til sit, eller at Cecilio i hvert fald kom videre. ”Held og lykke med dine salg.” Med de ord gav han et sidste nik til hende, før han begyndte at bevæge sig ud mod menneskemængden. Han kunne allerede se at et par yngre piger stod og overvejede at tage hen til boden han forlod. Aria skulle nok få solgt en stav eller mere inden dagen var omme. 

De natsorte øjne fulgte ham småleende og med gnister af munterhed i sig, da han stille og roligt forsvandt ud i mængden af mennesker, og overlod den spraglede satyr til hendes salg igen. En finurlig skikkelse, så helt bestemt, og under andre situationer, havde han nok også været en Aria sagtens kunne se sig selv hænge en anelse nærmere omkring. Han så smuk ud, men udover det, jah så virkede han også smuk indeni, noget der var ret så vigtigt for det empatiske væsen. 
Hans tilstedeværelse havde udover det bragt kunder til butikken, og der skulle ikke gå længe førhen at enkelte piger også fandt hen til hende, tydeligvis betaget af hvad der var forgået. 
"Jeg takker" hviskede hun lavmælt, inden at hun med sprudlende ord og fagter kastede sig over de nye kunder, og lod lysglimt danse af hænderne og 'ihh' såvel som 'åhh' fylde luften, hos de kærlige små kvindfolk af byen. 

Deres veje skulle nok krydses igen, det var hun så sandelig sikker på. Og indtil da, måtte hun bare holde øje med cirkusset i byen eller en mørkhåret gadesælger med ørering og glimt i øjet.