Hun vandrede tilbage til tusmørkedalen, dog igennem bjergene fra hvor hun havde været henne. Hun havde skyndt sig væk fra hvor hun var, så snart solen var langt nok nede til hun kunne komme afsted. Det var nemt som hun bevægede sig længere ned af bjerget, det så nærmest helt elegant ud som hun bevægede sig med lethed i de ellers mere barske steder i bjergene, inden hun kom til et mere fladt område. Hun stoppede et øjeblik, som hun lod det blodrøde øjne søge rundt i området som hun fik en fornemmelse om noget, men det var som om der alligevel ikke var noget, eller i hvert fald noget hun ikke ønskede. Det kulsorte hår flyver i vinden, som der kommer en let brise ned hvor hun står. Men det er hvor hun opfanger en lugt, en hun har ville glemme for alt i verden igennem de sidste mange år.

Mest af alt kom hun med en snerren, inden hun begav sig videre, ikke i humør til at se om han faktisk var i nærheden. Det var så uventede, og hun brød sig virkelig ikke om det. De fleste kunne nok godt li deres skaber, men hun var nok bare af en lidt anden støbning, som hun ikke havde været i nærheden af ham siden hun blev forvandlet. Det var et valg hun havde taget, fordi hun gad ikke finde ud af om hun ville være en af dem, som ville være lidt for glad for sin skaber. Det var ikke den person hun var, hun ønskede blot noget som ikke var fast på nogle måde, og hvis hun blev bundet til sin skaber ved at blive, det ville have gjort hende til alt det hun ikke ønskede at være. Så at hun nu syntes at kunne lugte ham i nærheden, satte hende lidt på en kant. Nok havde hun ikke mange følelser i hendes ellers kolde krop, hun ville sikkert ikke rigtig føle noget når hun så ham, men hun ønskede et sted ikke at finde ud af det, for hvis det endte med at vende alt på hovedet for hende, det kunne hun slet ikke overskue på nogle måde. Hun var opmærksom på alt omkring hende, men hun forsatte med at gå med hurtige skridt, som om det kunne hjælpe hende, hvis han virkelig havde i sinde faktisk at finde frem til hende. Ikke hun troede på det, men nogle gange kunne folk da overraske, ikke altid det var noget positivt hvis du spurgte Hera.

Der var ikke en speciel grund til, at Zoltan var endt her her ved bjergene. Han gik enlig bare lidt rundt, betragtede omgivelserne en smule. De røde smalle øjne hvilede sig på mørkets fascinerende natur, som var så fantastisk at han sagtens kunne stå og kigge lidt mere på det. I hans ene hånd havde han en vin flaske, og ingenting i den anden. Han var skam glad for alkohol, men enlig var der en anden plan med flasken. Eftersom han tydeligt lige pludselig kunne dufte noget bekendt, var han nød til at undersøge det nærmere. Det var alt for lang tid siden, at han enlig havde været heromkring. Der havde været så meget gang i klanen, at han slet ikke havde kigget sig omkring. Men nu hvor han var her igen, var det nærmest skønt at være hjemme igen. 

Zoltan havde været lidt hist og pist, så det var ikke så tit han havde været hjemme som sådan. Hovedet lagde han på skrå, og som han fortsat havde kigget rundt, lagde han mærke til en skikkelse. Et bredt smil voksede som han hurtigt forsvandt fra hans sted, hvor han stod. Pludselig stod han bagved hende, hurtigt greb fat rundt om hende. Han vendte hende rundt, som han bed hende hurtigt i hendes underlæbe. Derefter trak han sig væk, og åbnede vin flasken for at få den dejlige duft til at hænge i luften"Du virker ganske bekendt"lød det undrende fra ham, som hans røde øjne gled ned over hende, før de landte på hendes ansigt. 

Han tog en stor får af vinen, og betragtede hende lidt mere. Det var jo nærmest alt for mange år siden, han kunne slet ikke huske hende. Han vidste hun var i hans hukommelse et eller andet sted, spørgsmålet var bare hvor. Han valgte at drikke lidt mere, før han puttede låget på flasken igen, og kiggede på hende. Løftede en hånd op imod hendes ansigt, og rev hende hurtigt ned over kinden med en finger"Jeg kan ikke mærke, at du har savnet mig"flabet og en smule kynisk sagt, men  det var ligemeget. Der var et farligt glimt i de røde øjne, og han ventede interesseret på hende svar og reaktion.

Hun kunne ikke nå at reagere, før hun pludselig var blevet vendt rundt. Det var en snerren som kom fra hende, da han bed hende i underlæben. Han var da bare ligeså sindsyg som hun overhovedet kan huske, hvad var der dog galt med denne vampyr. Desværre var det også nemt at se, han lignede sig selv, så hun ville altid vide hvem han var, det irriterede hende virkelig hvem han var. Hun ruller med øjnene, som han mener hun virker bekendt. Hun var glad for han ikke kunne kende hende, det var den fortid hun virkelig ikke magtede. Nok var hun stadig lidt i det, men hun fortryder overhovedet at lave arbejde for ham dengang. Duften fra vinen hang alligevel i luften, mest af alt var det en alt for sød lugt for hende. Dog lavede hun ikke en grimasse, eller viste det ville påvirke hende på nogle måde duften hang omkring dem. "Der sikkert flere som ligner mig," siger hun med en svag snerren, han havde da virkelig sat gang i hendes negative side.

Hun ser på ham med et blik der nok sagde mere end hendes ord, at hun bare slet ikke brød sig om ham. Mest af alt var hun nu glad for det var den følelse der blev vækket, frem for en hver anden det kunne være. Hun rykkede ikke på sig, som han valgte at kradse hende. Se så slem havde han alligevel ikke været, da hun var menneske, men et menneske er jo også meget skrøbelig så det er vel forståeligt. "Hvad er der at savne?" Spurgte hun med et sukkersødt smil, som hun rullede med øjnene. Hun trådte et skridt tilbage, for ærligtalt havde hun ikke lyst til at være tæt på ham. Nok var hun glad for at være tæt på andre, charmere dem, han var dog bare lige en undtagelse virkede det til. Hun kunne tydeligt se på ham han havde noget i tankerne, men hun var ikke længere et simpelt menneske, så hun fandt sig absolut ikke i alt længere. Nok vidste hun han var meget ældre, derved ville han nok vinde hvis hun valgte at slås med ham. Men hun kunne vel også bare lade vær med at give ham den reaktion han ønskede, så ville han måske blive træt af hende, også ville han aldrig se hende igen. Se det var en tanke hun absolut godt kunne leve med, det var der ingen tvivl om det ville passe hende helt fint.

Synet af hende, som hun trådte lidt tilbage fik ham til at smile bredt. Det gjorde ham ingenting, for han havde skam ingenting imod det. Hovedet lagde han lidt på skrå, som han tillod sig at betragte omgivelserne en smule, før han vendte sit blik tilbage på hende igen. Som hun havde nævnt at der var mange der lignede hende, greb han fat rundt om hendes kæbe, og løftede hendes hoved op, så hun kiggede på ham. Zoltan var slet ikke enig i de ord, langt fra. Han lod hans øjne studere hendes ansigt, før han lod sit ansigt nærme sig hendes. Der var stadigvæk noget bekendt ved hende, og han var nød til at blive enig med sig selv, om det nu også var rigtigt det som han tænkte.

"Det er jeg nu ikke så sikker på"svarede han til hendes ord, om der sikkert var flere som lignede hende. Han var slet ikke enig med det, og løsrev sit blik fra hende, som han tillod sig at kigge lidt rundt på omgivelserne. Det var bestemt noget tid siden, at han havde været her i tusmørkedalen. Det var rart at være her igen, og det var også som om han var glad for at være hjemme igen. For, for det meste havde han været her og der, og rundt omkring. Nu var han endt her igen, og lod hans blik falde tilbage på kvinden foran ham. Han gav slip på hendes kæbe, og lagde armene over kors, bare for at stå lidt mere afslappet. Imens han tænkte lidt mere over, hvem denne kvinde var, overvejede han måder han måske kunne få hende til at tale, hvis hun ikke ønskede at svare ham. Med vilje svarede han hende ikke på, hvad der var at savne, for han var sikker på at det nok skulle komme. Zoltan var sikker på, at han nok skulle give hende et svar på det"Så hvad laver du her, helt alene"spurgte han undrende, som han betragtede hende lidt mere.

Hun kom med en snerren, som han greb omkring hendes kæbe. Hun kiggede på ham, men mest af alt lagde hun ikke skjul på hun egentlig var ret utilfreds. Så snart han giver slip, ruller hun med øjnene, kontrollerende var vist en måde at beskrive det på. At holde styr på hende på den måde, hun brød sig ikke om det på nogle måde, hun var van til at være sin egen, så det var virkelig ikke noget der sad vel med hende. Havde hun været et dyr, havde man ikke været i tvivl om hun ikke brød sig om ham på nogle måde. Hun havde ikke bedt om de ting, men alligevel her stod hun. "Hm, jeg ret sikker på sort hår er ret normalt heromkring," siger hun med et ligeså flabet smil som hendes tone. Var hun ude på at pisse ham af? Måske bare en smule havde hun faktisk lyst til det, for hun var ikke ligefrem den som var særlig glad for sin skaber, det ville da i hvert fald være synd at sige hun var det.

"Vidste ikke det kunne være en forbrydelse at gå rundt alene," siger hun lettere flabet, mest af alt fordi hun egentlig ikke burde forklarer sig til ham hvad hun lavede. Desuden kunne hun fint klarer sig selv, hun skulle jo bare bide folk, så var de lammet i nogle minutter, så der var vist ingen problemer med at klare sig selv det meste af tiden. Desuden havde hun ikke lyst til at sige hun boede heromkring, det kunne jo også have sine konsekvenser. Hun vidste jo ikke engang hvor han normalt hørte til i landet, så den chance ville hun på ingen måde tage at fortælle hvor hun var henne. Det var ganske få som vidste det, han var absolut ikke en hun ville dele den information med. Mest af alt havde hun lyst til bare at gå forbi ham, skubbe lidt til ham på vejen, men det ville nok give lidt det samme resultat om hun stod her og diskuterede med ham, eller hun valgte at gå i protest mod ham. Det havde hun gjort før, så hun vidste også de konsekvenser der kunne komme med det. Men så igen, det føltes nok værre for dengang var hun bare et simpelt menneske, det kunne man jo ikke ligefrem kalde hende nu.

Den flabet tone hun havde, fik blot det brede smil til at vokse, for han havde intet imod det. Tværtimod så kunne han godt lide det, lidt flabethed gav jo en god form for spænding jo. Han havde nærmest helt glemt, at hun kunne være så flabet, men så igen nu havde det været meget tæt på at han slet ikke kunne huske hende. Men det var alligevel lykkes, fordi jo mere han tænkte over det jo tydeligere blev det at han nok heller ikke kunne glemme hende. Hendes ord om at sort hår nok var normalt heromkring, fik ham til at nikke, som han kort lod hans blik glide rundt på omgivelserne. Det havde hun vel ret i, når han tænkte nærmere over det, havde han ikke mødt eller set nogen med en speciel hårfarve. 

"Bare fordi du klarer dig fint alene, betyder det vel ikke at jeg ikke kan dukke op engang imellem og underholde dig, måske også give dig lidt overraskelser"sagde han som han blinkede til hende. Han lod kort hans blik hvile sig på hende, og tydeligt kunne han mærke en form for had til ham fra hende, men det betød ingenting. Han var ligeglad, hun kunne hade ham så meget hun ville, det ændrede ikke på at hun var et af hans 'børn' medmindre han enlig kun havde hende, for han menes ikke at han havde flere børn, børn ment som nogle han havde valgt at kalde sine egne, eftersom han havde forvandlet dem. Zoltan lagde hovedet lidt på skrå, før han greb fat rundt om hendes hals og lænede sig ind imod hende, bed hende i underlæben, før han lod et tilfreds smil vokse sig på hans ansigt.

Måske han bare skulle give hende en god grund, til at huske hvorfor hun måske ikke havde savnet ham. For han var nærmest sikker på at hun ikke havde savnet ham. Men så igen hvem savnede ham også? Han var nok ikke ligefrem typen folk savnede"Måske jeg burde give dig en god genforening"sagde han nærmest lokkende, som han lod sin tunge glide hen over hans kolde læber.

"Overraskelser fra dig? Underholdes af dig? Fucking nej tak," snerre hun af ham, men hun nåede ikke reagere før han havde fat om hendes hals igen, seriøst? Hvad er der med ham og hendes hals? Hun ved godt den er pæn, men come on! Hun griber fat om hans hænder, som hun lader hendes negle borer sig ned, inden hun overvejer om hun skal bide ham. Så vil han selvfølgelig kende til hendes små tricks, men det var lige før hun syntes det var det værd for hun kunne komme væk fra ham, men måske tideligt nok at afslører hvad hun kunne. Hun vidste han var typen der kunne finde på mange ting, så hun måtte styrer det indtil at tingene blev kritiske omkring hende. Hera vidste på et tidspunkt skulle det nok eskalere, og hun ville ikke være her til at se hvad det ville være det kunne være. Hun havde dealt nok med ham i hendes levetid, det her var bare irriterende, hun kendte ikke nogle hun hadede mere end ham, og det sagde alligevel en del om hans person.

"Måske skulle du bare fucke af til hvor du kom fra!" Hvæser hun, som hun prøver at rive sig fri igen fra hans greb. Se nu havde det været smart, hvis hun kunne andet end hendes små tricks, for hun var sikker på en sang nok ikke gjorde meget mod ham, lige nu havde hun ikke muligheden for at bide ham som han holdte om hendes hals, hvilket bare pissede hende endnu mere af end hvad var normalt. Det var lige som hun havde lyst til at eksplodere, hvad bildte han sig egentlig ind? Komme flere år efter for at pisse hende af igen? Kunne han ikke fucke tilbage til hans lille hule, i gud ved hvor, og forsætte sin slavehandel? Eller hvad fuck manden ellers har gang i, for hun vidste ikke hvad han egentlig lavede mere, det var flere århundrede siden hun så ham sidst. Sådan havde hun haft det meget fin, men han er god til at spolere alting.