Turen mod Toropolis øerne havde føltes næsten utroværdigt land for besætningen på Den Sorte Sirene, men endelig var de nået frem, standens sand knasende under deres støvler.
Vinden kastede halv dramatisk med Amalias gyldenblonde hår der næsmest så ud til at skinne i eftermiddags solen ståler. De havde haft god vind det sidste af vejen, og den var mere en glad for at gøre opmærksom på sig selv. Skyerne var der ikke mange af, træerne på den anden side af standen ville dog gøre sit for at skygge.

Et stort smil var på Amalias læber, de havde gjort det! Snart, snart var øen tæmmet og hun kunne finde sin dejlige Sofie igen, uden et de behøvede at være adskildt igen. Det havde været alt for længe siden hun havde set sin nu store pige, savnet var næsten for meget når hun tænkte på det. Men alt hun havde gjort nu havde været for at de kunne være sammen, og endelig så det ud til at kunne sker!

En større sten blev udvalgt og kaptajnen stillede sig op på den. "Vi er endelig nået frem folkens! Jeg vil takke jer for jeres store arbejde på vejen herhen! Men nu er vi i sandhed på ukendt grund! Der burde ikke være mange der bor på øen her, hvis nogen over hovedet! Vi er her før at gøre det til vores hjem, ligesom at Sirenen har været for mange af os, her beder jeg om jeres støtte igen! En Kaptajn er kun så meget som hendes besætning! Og i er de bedste af de bedste!" Kaldte Amalia over forsamlingen med en klinge løftet triumferende. "Så er i med mig?!"

Vejen fra deres lille eventyr med Morganas mand og det tab det havde medført til besætningen, havde gået rimeligt begivenhedsløst. Hårdt for de ombordværende på Den Sorte Sirene, der ingen afledning derved havde fået efter tabet af en af deres egne, men behageligt for formålet med deres rejse. Selv vejret havde været med dem og kun få andre større skibet sejlet dem forbi, før Toropolis Isla var dukket op i horisonten.
Lidt rådslagning over et af Samanthas kære kort og de havde fundet det bedst at tage turen hele vejen rundt om øen, før de valgte et landingssted. Var der bygget en havn og en bosættelse i bandens fravær, så ville det være stedet at gå i land for kort proces.
Ikke at heldet fulgte dem så enkelt.
En strand nær ruinerne af den tidligere stolte borg blev derefter udvalgt og landgangen gjort.

Samantha klappede kærligt rattet på Sirenen, som hun modtog den sidste besked fra mandskabet om anker kastet og alt var på sin plads. En hånd fuld var udvalgt til at blive tilbage og passe på skibet, resten havde allerede samlet sig på stranden omkring deres kaptajn. Samantha nikkede let til en af pigerne, før hun tog landgangen ned og sluttede sig til de andre. Amalia strålede i solskinnet. Både smil og hår, men hele holdningen var der. De var fremme. Nu skulle de bare tage over.

"Aye!" kom svaret entusiastisk fra flere strube let ude af trit. Der var et lys i alles øjne og en forventning i atmosfæren. Det var endelig blevet tid og de var klar.

Rejsen havde været en omvæltning for Jonatan på måder han aldrig havde tænkt sig. Besætningen havde mistet et medlem, Morgana, men havde til gengæld samlet Jonatan op i hendes sted, og været ganske dedikerede i at lærer ham alt om havet og livet til søs, på kortest tid muligt. Han ville også have sværget at nogen af dem havde forsøgt at komme i seng med ham, hvis han ikke havde vist bedre. Han var næppe typen for selvstændige pirat-kvinder som dem!

Jonatan vaklede en smule som han fik fast grund under fødderne igen, for første gang i hvad der føltes som måneder, men fik hurtigt balancen med sig igen, som han hastede med de andre indover stranden, til Kaptajnen.
"Aye aye kaptajn!" stemte Jonatan i med de andre, men selv deres kaptajns heroriske positur på stenen, kunne ikke holde hans blik fanget længe, før det granskede indlands, mod de ventende udfordringer. Mod det nye hjem de ville udforme her på øen!
"Hvad er første skridt?" råbte han op til den blonde kvinde på stenen, som hans blik fandt tilbage til hende.

Koret det mødet Amalia fik kun smilet til at stråle mere end før, nok havde hun ventet besætningens opbakning, men at hører og mærke den var stadig helt sit eget. "Vi deler os op i mindre hold for at kortlægge øen, Rosa, Lyra og jeg vil lede hvert sit hold, Rosa vil tage ind i skoven, Lyra mod dalen og dem der er med mig vil se nærmere på borgen" En kort pause fulgte som besætningen blev del ind på de tre hold til lands, de resterende passende på Sirenen.
Af nævneværdige folk havde Amalia valgt at holde Sam og Jonathan tæt ved sig, samt to andre. "Hvis i støder på lokale så lad dem være i første omgang, lige nu er vi her for at finde et fodfæste vi kan altid give dem et godt tilbud, så ingen dumdristigheder lige nu!" Det sidste blev mødt af en del latter, der dækkede over smerten ved at have mistet.

Turen op mod borgen så ikke ud til at blive alt for let, Amalia kunne trøste sig ved at hun havde gode folk med sig. Forhåbentlig kunne de finde noget ly, samt at borgen ikke var alt for meget en ruin. Selvom den nok havde brug for en kærligere hånd end de havde med, men Jonathan kunne nok se hvad der skulle til, samt hvor uendeligt mange krystaller det ville koste at få sat noget der mindede om noget brugbart op.

Samantha trådte hen i den angivne gruppe, mens hun rettede på tasken så den ikke kampolerede med sværdet ved hendes side. Hvor meget kaptajnen end snakkede om kortlægning, så havde gamle ruiner det med at indeholde uventede og ofte ubehagelige overraskelser. Denne havde endda efter sigende været hjemsted for en bande brutal og stor nok til at have hærget langt væk fra øen og skabt sig lidt af et navn. Et gledet i tågerne med de sidste års mange konkurrerende plager, men dog et stadig forbundet til stedet her.
Hendes latter blandede sig frit med de andres, skønt alvoren ikke helt forlod hendes mørke blik.

Som de begyndte at gå, drejede Samantha blikket mod Jonatan. "Hvor meget har du hørt om stedet her?" Hans kilder havde været andre end hvad piraterne havde flest, så det kunne være sjovt om noget var faldet helt anderledes ud. Hvis han overhoved havde hørt noget tidligere.
Borgen lignede i den grad noget forladt og ignoreret en god tid før det sidste var sket. "Det ser dyrt ud, det der..." mumlede hun tørt, som hendes blik gled over hængende skodder og sodsværtede sten og blanker. "Og lugter af fælder. Direkte ind, Kaptajn?" Hun drejede sig halvt mod Amalia, som hun nikkede mod vejen til den store port.

Jonatan fandt hurtigt sin plads ved siden af Samantha, da hun selv havde fundet sin plads ved Amalia. Den tidligere hushovsmester kløede sig lidt på hagen.
"Ikke meget. Den tilhørte en Samson, der ledede banden Rutilus Taurus, men jeg skal ikke kunne sige om borgen var her før dem, eller ej. De huserede en del, især i Medanien, så deres navn var på manges læber, ofte efterfulgt af forbandelser og eder" fortalte han, selvom det ikke gav dem meget.

Hans blik lå fast på borgen som de nærmede sig. "Der ligner et sted bygget mere til forsvar end til at være grandieøst.. Men jeg ville være meget overrasket, hvis der ikke var en tjeneste indgang et sted alligevel" foreslog han som en anden mulighed fra Samanthas direkte tilgang.

Tanken om at vade direkte ind i en potentiel fælde var ikke særlig tiltalende for den unge mand, men når alt kom til alt, ville det være Kaptajnens beslutning, og det var da også på Amalia Jonatans blik endelig faldt.

Hvor mægtig end Samson og hans bande havde været, så var ret noget der lå fortiden til. Det havde været omkring et halvt årti siden de sidst have gjort noget nævneværdigt og borgen var kun med til at understrege det nu.
I Amalias øjne var den tydeligt forladt, hærget og plyndret utallige gange siden nogen sidste havde brugt den. Rækkefølgen var hun ikke helt sikker på, men det betød næppe det store alt i alt.

Amalia skævede let til borgen, hun var ikke i humør til at gå i fælder selv, og Rosa havde 'kongen' med sig i sin gruppe, så det var nok bedre at være påpasselig, hun havde trods alt selv bedt om ingen dumdristigheder.
"Vi starter med at se om vi kan finde en tjenesteindgang først" nikkede kaptajnen beslutsomt. Det ville også være umådelig praktisk at kende borgens svagheder fra starten. især når de skulle til at bruge den selv.
"Højre om" vinkede hun dem an og begyndte se efter en indgang, gad vide hvem der fandt den først?

Samantha nikkede let til Jonatan. Han havde hørt nogenlunde det samme som hun altså. Meget rart at vide der ikke løb vildere historier end det nu hvor tiden var gået. Et bevis på at banden når alt kom til alt bare var en bande og ingen virkelig magt i landet. Nok også grunden til hverken Mørket eller Lyset havde gjort noget for at slette pletten fra landkortet.

"Heller ikke meget ø at være grandiøs over.." mumlede Samantha tørt, men højt nok til at alle i den lille gruppe kunne høre det uden at det forstyrrede den overordnede snak. Let latter svarede hende dog. Den unge mand havde så også en ret god pointe om tjenesteindgange, som hun slet ikke havde tænkt i og det var da fornuftigt nok det forslag kaptajnen gik efter.

Hovedporten modtog et par sideblikke, som de bevægede sig udenom den og hen langs borgen. Placeringen af denne på øen stod efterhånden klart forståelig. Jorden forsvandt få meter fra forsiden og lod klippegrunden ligge synligt fremme. En kløft skar sig i en halvbue ind fra havet og rundt om borgen, dannende en natur grav at passere. En klippebro vidste sig dog at krydse den på borgens bagside og føre ind til hvad der ved første øjekast lignede rå klippe, men som ved nærmere eftersyn efter de krydsede broen var en væg skjulende en solid egetræsdør.

Jonatan nikkede til kaptajnens ordre, og gav et bekræftende "Aye aye". Det havde ikke taget længe før Jonatans vante titulationer havde tilpasset sig livet ombord. Klar kommunikation var trods alt lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, om bord på Sirenen, som det havde været i Grevens køkken, stald og anden gerning. 

Borgen var noget af et bygningsværk, trods dens falde færdige tilstand. Et smil krydsede Jonatans læber som de nåde rundt, og en tjenesteindgang ganske rigtigt viste sig. Få folk med midler nok til at at opfører en borg, var tilfreds med at bruge samme dør som dem under dem. Arkitektoniske præferencer kunne komme og gå, men egoer forblev de samme.

Med de andre så han døren lidt an. "Måske er den ulåst?" foreslog han, og trådte frem for at prøve. 

Amalia skævede til borgen som de gik omkring den, den var i dårligere stand end hun havde håbet. Alt tydede på at banden der havde haft den før ikke havde passet for godt på den i den tid de havde haft den, og da den var blevet ryddet var den ikke ligefrem blevet kønnere at se på. Heldigvis lod det til at den stadig kunne holde vind og vejr stangen, især hvis den fik en kærlig hånd.

Kaptajnen nikkede til Jonatan, dog med et blik der bad ham være forsigtig, ingen vidste hvad der måske gemte sig derinde.

Døren var ulåst, eller rettere nogen havde slået låsen ud af den. Rummet bag den var havde henholdsvis en smal trappe der ledte op af, samt en åbning der ledte ind i køkkenet. Åbningen til køkkenet havde været dækket af et stykke stof der nu lå på gulvet, det eneste tegn på at det havde været sådan kunne ses ved de trævler der hang over åbningen. 

Der var ikke meget brugbart tilbage i køkkenet der lod til at være blevet plyndret af flere omgange. Døren ud af køkkenet på den anden side lod til at stå på klem. 

Samantha fulgte som den sidste ind gennem tjenesteindgangen. Med en fod på tærsklen tøvede hun let og lod blikket glide undersøgende over klipperne og stien de havde forladt. Så stille og forladt. Et skrig fra en måge og silhuetten af den mod den klare himmel var næsten en lettelse. Liv var her stadig - bare ikke alt højlydt i det stenede nær-landskab.

Indenfor kunne hun høre de andre undersøge rummet ved siden af indgangen. Selv hev hun den lysende krystal frem fra lommen og holdt den frem, som hun tog et par skridt op af den smalle trappe og fandt den fortsatte op længere end hendes lys kunne nå med små udhuggede rum ud fra den hvor klæde engang havde afskærmet soverum. Rester af sivmåtter lå i den nederste, men intet andet. Tjeneste eller slavepladser, muligvis begge dele. De skulle undersøges nærmere senere, for der var sikkert udgange til alle planer i borgen derfra.

Et bump og en banden nedefra fik hende til at slutte sig til resten i hvad viste sig at være køkkenet. Samantha så rundt, før hun hævede et øjenbryn. Julie var da allerede ved at skubbe døren i modsat ende mere op. Ingen lyde nåede dem derfra og som den blonde kvinde holdt en lyskrystal op afsløredes et veltilhugget rum med en noget større trappe end den forgående, en solid, men åben dør ved siden af den og et indhak i væggen lige overfor. Gennem døren kunne ses resterne af en smadret tønde.
Samantha gik over til indhakket først, strøg en hånd over træværket i bunden og holdt så lyset ind, mens hun bukkede sig ned. "Ligner pladen kan hejses op."

Jonatan åbnede forsigtigt døren, og blev næsten lidt skuffet, da der ikke var en fælde eller et eller andet spændende på den. Nok havde han aldrig hørt om nogen der ville sætte fælder på deres tjenesteindgang, og det ville da også gøre alt arbejde umådeligt besværligt. Men der var noget ved den forladte ruin der fik ham til at tænke mere på spøgelses-fyldte historier end en borg hvor der faktisk havde levet og boet folk.

Jonatan var hurtigt trukket med ind for at undersøge køkkenet, og gøre sig et overblik. Men det viste sig hurtigt at være ganske standard, og gabende tomt. Ikke andet end støv og hvad der lignede halvspiste svampe, nok efterladt af et eller andet dyr. Jonatan skrev sig bag øret de skulle have nogle katte ind for at skadedyrrene ud.
Han var drevet videre, og var smuttet ind af den halv-åbne dør med sin egen lyskrystal i hånden. Han håbede at finde et eller andet. Noget spændende, noget der var værd at fortælle om. Den store dør for enden sagde ikke Jonatan andet end at være en barriere mellem tjenestestabens rum, og herskabets.
Det andet rum derimod, havde været noget mere interessant.
Butlerens forråd.
Måske det var lidt rester? Jonatan bankede let på den første tønde, der straks rullede fra ham og blev knust nær døren. Jonatan bandede højlydt. Hvem stablede ting så dårligt?!
Han fortsatte igennem rummet, og fandt nogle tønder bagerst der stadig så fyldte ud. Han rynkede lidt på næsen, usikker på om det var godt eller skidt.

Jonatans tanker blev afbrudt af Sams stemme, og Jonatan stak hoved tilbage ud, hvor de andre havde samlet sig. "Det kan være en flygt-vej?" foreslog han. Placeringen ville give mening, og man ville næppe gøre det så besværligt at åbne noget der faktisk skulle være brugbart. Der var jo ikke engang noget godt, solidt håndtag!
Jonatan trak helt ud i rummet med de andre, og børstede sin kofte lidt af. "Der var et par tønder der stadig havde indhold, men jeg kan ikke tale for om noget af det stadig er drikkeligt" rapporterede han. "Ud fra køkkenet er der ikke blevet lavet mad her længe, men det er stort nok til at bespise 50 meningfolk komfortablet" tilføjede han, ganske selvsikkert, selvom han aldrig havde arbejdet direkte i et køkken selv. 

Amalia skævede lidt over mod hvor Sam og nogle af de andre lod til at holde gætte leg, han kunne ikke huske hun havde set noget lignende før. "Måske er det til at hejse ting op med?" Lød det med et skuldertræk. Der var sikkert nogen der var for doven til at gå op med ting selv, eller ikke gad vente på folk gik op og ned af trapper?

Kaptajnen løftede et øjenbryn imponeret over Jonatans analyse af køkkenets kapacitet. "Det lyder til at vi har plads til en del flere end vi er" Et smil kunne ses på hendes læber, der var noget spændende ved at skulle få liv i den ellers meget forladte ø. Der skulle nok sættes nogle slaver fri snart i fremtiden, det kunne jo være de gerne ville have et sted at være.
Men nok tanker om fremtiden, lige nu havde de en borg at udforske.

Lyset fra Julies krystal oplyste et større rum, store ødelagte planker lå bunker rundt omkring i bunker, det tydede på at det nok havde været en gildesal, samt at nogen ikke kunne lide borde og bænke. Det der fangede Amalias opmærksomhed var en knurrene lyd. "Schh!"

Samantha stak hovedet ind over pladen og holdt lyset op i skakten. Det nåede ikke toppen af det. Derefter trak hun sig ud igen. "Måske mad til en sal? Kunne give mening for at undgå tabte fade på trapperne..." Hun havde haft hørt om noget i den stil, mens hun stadig boede hjemme og de riges påfund havde været underholdning for snakken blandt damerne. Uendeligt kedeligt, men lidt havde hun åbenbart hørt efter og husket.

Jonatans analyse fik hende til at se tilbage mod køkkenet. "Menigmand? Du mener der er et andet for de finere?" Så var hejseværket i spil igen, men ikke så vigtigt at finde ud af nu.

Trappen førte op til en sal, der ikke havde haft en god tid længere - eller rettede havde haft en virkelig god tid for længe siden og ingen havde set tilbage på efter. Borde og bænke var mere brænde end møbler og deres medbragte lys fik små væsner til at skynde sig i skjul.
Mere opmærksomhedskrævende var den knurrende lyd, der fik dem alle til at stoppe op og se sig undersøgende rundt. Samantha så Julie rynke brynene og derefter lave et par hurtige håndbevægelser. Lyden kom fra højre og hun mente der var tre væsner. Som hun tog efter sværdet ved siden, gjorde Samantha det samme og holdt sig parat til at bruge det.

Jonatan rynkede en smule på brynene "Jeg tvivler på der er flere køkkener, men det er ikke umuligt. Det er bare nemmere at vurdere kapaciteten ud fra menigfolk fordi, ja, hvor mange højborne der kan understøttes varriere mere. Ud fra deres behov og ønsker" uddybede Jonatan "Hvis vi finder nogle af deres købslister eller hovedbog kan jeg sige det mere præcist, men det er nok optimistisk at tro de har ført den slags" grublede Jonatan. Han holdt ikke høje tanker om den røverbaron der havde beboet øen førhen.

Jonatan var på vej over for at tage et nærmere kig på hvad Sam havde fundet, da Amalias advarsel fik ham til at stoppe på stedet. Jonatan havde fået noget træning i våbenbrug fra kvinderne, og havde et sværd ved sin side.. men han havde ærligt håbet det bare ville være til pynt. Han havde ikke været i reel kamp før.

Jonatan trak langsomt sit våben, så lydløst som muligt. Han stolede ikke nok på sine reflekser til at tro han kunne få klingen fri i tide hvis noget sprang frem. Han skiftede sin vægt en smule, prøvende, søgende efter bedre forfæste. I det mindste ville han få sin første kamp på landjorden, og ikke på et gyngende skib!

Tanken om at der ville være et ekstra køkken til dem der var højere i hatten var en ret morsom tanke, men Jonatan fik ret hurtigt skubbet den overbord, det ville nok også have været for fjollet.

Skæret fra lyskrystallerne reflekterede i to sæt øjne, det lignede enten meget store hunde, eller små ulve? En ting var dog sikker, de to væsner var udsultede og klar på at forsvare sig. Deres knurren skiftede til en snerren som de forsøgte at cirkle piraterne.
Amalia trak mod den ene side, forhåbentlig ville en af dem gå efter hendes så de andre kunne gøre et udfald mod den før den nåede at sætte tænderne i hende.

Den plan var bæsterne tilsyneladende ikke med på, da de begge for direkte mod både Jonatan og Julie! "Valerias vrede!" vrissede kaptajnen som hun forsøgte at nå frem tidsnok. desværre så det ikke ud til at være sikkert hun ville.

Samantha sendte Jonatan et grin, som han tog hendes spørgsmål som en anledning til at give dem alle en lektion i husholdning og adelige. Noget de havde fået adskillige af siden han var kommet om bord på Sirenen. Ingen tog dem helt alvorligt, men de havde alle måtte indrømme at han gjorde ikke så lidt af en forskel at have ombord. Både for deres indkøb og deres påklædning.

Den skjulte knurren i hallen fortsatte selv efter to lysende sæt øjne afslørede væsnernes position. Deres skikkelser virkede så forsømte som stedet selv og værre, de cirklede med kurs mod Jonatan og Julie. Samantha tilsluttede sig kaptajnens banden, men blev distraheret som det tredje sæt øjne viste sig - lavt mod gulvet. En piben fulgte, forstærkende de voksens knurren, som det mindre og mere kluntede væsen kom nok frem til at kunne ses. "Hvalp!" Ikke at det ændrede på farligheden af de voksne, men det forklarede dog deres angreb.

Samantha trådte til siden og forsøgte at skærme Julie, der stod hendes nærmest. "Ned hund! På plads!" Hun havde sværdet fremme og klar hvis den angreb, men måske, bare måske, var det efterladte dyr der stadig forstod at lyde en kommando. Selv en givet fra en fremmed.

Jonatan mærkede en smule af frygten forsvinde igen, som Amalia satte sig for at trække bæsternes opmærksomhed. Hun kunne forsvarer sig selv noget bedre end han kunne, og han var dog ikke så inkompetent med sit våben at han ikke kunne flankere!

Bæsterne havde dog en anden plan, og Jonatans øjne blev store som den ene af dem ignorerede kaptajnen, og stormede direkte mod ham. Dens sylespidse tænder glimtede i krystallens lys som den satte af fra jorden og sprang mod ham, gabet vidt åbent, klar til at flå struben ud på ham.

Alle piraternes lektioner forsvandt fra Jonatans sind. Sværdet gled ud mellem fingrene på ham som bæstet poter ramte hans brystkasse, og klankede ubrugeligt mod stengulvet, øjeblikke før han selv ramte det, tvunget ned af dyrets vægt.
Jonatan hævede armene for at beskytte sit hoved, og bæstets kæber lukkede sig om hans underarm. Jonatan skreg som smerten skød gennem armen, hans syn sløret af sorte pletter, men hans blik pludselig skarpt.

En stemme skar igennem panikken i Jonatans hoved, hård og belærende, velkendt og familiær. Hans søsters stemme. Han havde drillet hunden og var blevet bidt. Ikke hårdt nok til der var gået hul, men han snøftede stadig hele vejen igennem hendes skideballe, og til hun viste ham tricket til at undgå det... Tricket..

Tiden stod stille. Der var intet Jonatan hellere ville end at trække armen væk som bæstet åbnede gabet igen, tænder røde af hans blod, klar til at bide armen af ham hvis den fik lov. Men han kæmpede imod sit instinkt, imod panikken, og i stedet for at trække armen til sig, stak han den længere ind, på tværs, helt ind bag hjørnetænderne, blokerende dens bid. Jonatan bragte hurtigt sin frie hånd op for at støtte den anden, mens han desperat kæmpede mod bæstet styrke.
Det ville købe ham et par sekunder, indså han frygtsomt. Det øjeblik dyret trak sig bare en smule tilbage var han på spanden igen. For nu virkede den dog intenst fokuseret på at sætte tænderne i hans hals og intet andet.

Hvalpen lå faldt langs gulvet og lavede et sært miks mellem at pive og forsøge at knurre af dem. Amalia havde dog tankerne et helt andet sted og noget mere fart på som lyder af metal klirrede mod gulvet, Jonatan skulle holde det i hånden og tabe det!

Hannen der ellers havde været i fuld fart mod Julie stoppede brat som Samantha kaldte kommandoer efter den, tæven der havde udset sig Jonatan havde dog ingen planer om at stoppe og hendes tænder trak blod.

Amalia bandede i sit sind, men til hendes og tævens overraskelse fik Jonatan skubbet sin arm længere ind i kæften på dyret. Hvilket gav kaptajnen en chance for at lade stål møde bæst, et hyl undslap tæven der slap al greb i armen og trak sig humpende tilbage med et blødende bagben. Tæven havde fået en chance, den havde sin hvalp og Amalia ønskede ikke at tage moren fra det lille barn.
I stedet gjorde hun sig stor og prøvede at ja hvalpen ud. "Ud med jer kræ! Vi har ikke lyst til at slå jer ihjel, men i gør det zalens svært!"

Hannen snerrede højlydt med blottede tænder, kommandoer ville næppe være nok til at stoppe den denne gang.

Til Samanthas overraskelse reagerede den ene af hundene faktisk på hendes kommandoer og stoppede tøvende et stykke væk. Om ikke andet til lydene fra angrebet af Jonatan trak dens opmærksomhed og fjernede dens blik fra den mørkhårede styrmand. Helt glemt blev ordrene dog først, som magen hylede og hannen svarede med en dybere knurren.
Atter svarede Samantha med en banden, som hun fik sig helt mellem den og Julie. Uden at flytte blikket beordrede hun dæmpet. "Julie - se til Jonatan." Hun drejede sværdet langsomt rundt for at løsne håndleddet, mens hun talte.

Det yngre besætningsmedlem havde dårligt nået at nikke og flytte sig til Jonatans side, før hannen sprang frem og Samantha svingede sværdet. Hun havde vinklede det så den flade side ramte dyret i stedet for den skarpe, for selvom de havde angrebet dem, så var de også trængt ind på dyrenes enemærker. Mest af alt så havde han haft lyttet til hende før. "Jeg sagde ned!" Jernet mod pels gav en dump lyd fra sig, hurtigt efterfulgt af tilsvarende hunden ramte stengulvet.
Ikke at den blev der.
Slaget eller en piven fra hvalpen over at se både sin mor og far slået til jorden, bremsede dog hannen i det næste angreb og fik den med et bjæf og en knurren til at trække sig baglæns tilbage mod hvalpen. Tydeligt signalerende at et skridt i den retning og den ville dog angribe igen.