Efter nogle behagelige dage i Amazonitskoven mod vest havde Kulina’s ræv Benjamin fået en smugle forårs kuller samt færten af en hun ræv, hun havde derfor besluttede efter en længere samtale med, eller nok mere mod, ræven at hun ville lade den blive tilbage for første gang siden de mødtes, og så ville hun flyve øst og komme tilbage efter en uge eller 2. 

Det havde været ulideligt hårdt at sætte af fra jorden og efterlade den unge ræv som havde været hendes ven i næsten lige så lang tid som hun havde været engle, men hun vidste at det sted hun ville udforske, var farligt, så det virkede mere sikkert at lade Benjamin blive tilbage og samtidig lade ham få lov til at være en rigtig ræv for en gangs skyld.

Vinden havde været på hendes side, og det tog hende overraskende kort tid at nå frem til bjergene, hvor hun tog dit første hvil, et tiltrængt hvil efter den længste tur hun nogle sinde havde fløjet i en kører. Det var en hård nat i bjergene uden hendes ræv ved sin side, men dog var hun ikke trist, i stedet så hun som altid kun det gode i det, en evne der både var god og dårlig til tider.

Da hun vågnede den næste morgen, strakte hun sine vinger og nød det sidste sollys hun vidste hun ville se i et stykke tid før hun satte af og fløj let det sidste stykke før hun lande i en lille lysning dybt inde i de hjemsøgte skove.

Hun havde hørt mange ting om dette sted, ingen gode, men hendes nysgerrighed drev hende til at ville se det med egne øjne. Desuden troede hun ikke på rigtig ondskab, ikke endnu i hvert fald, for i hendes hoved var der altid en snert af lys, og så længe det var der så kunne folk gøres bedre, og hun var villig til at gøre alt for at hjælpe folk på den vej, selv hvis alle fortalte hende at det var en tabt sag. Hun følte det var grunden til at hun var kommet tilbage, at hun havde fået en chance for at gøre bedre i en verden der holde så meget smerte at mørke havde fået lov til at vokse.

Hendes store kridhvide vinger baskede som hun lande i den mørke skov, og i stilheden virker det næsten som om at hun larmede. Hendes lange bolde hår gled ned ad hendes ryg og den lange hvide kjole hun havde skiftede til efter at have vaskede den grønne og skoven og hængt den op til hun kom tilbage. Det var tydeligt som hendes krystalblå øjne så rundt at hun ikke hørte til der, og dog var hun rolig.
Jorden var unaturligt kold under hendes bare fødder, ikke på samme måde som den bidende kulde i norden, men på en måde der gik helt op gennem hendes ben og fik hendes skrid til at virke tungere end normalt, selv om hun nu stadig vandrede let set udefra.

Hun trådte ud af lysningen og bevægede sig ind i det ukendte, klar på hvad der måtte komme, og med håbet om at kunne gøre noget godt der, selv hvis det kun var en smugle. En blid sang spredte sig fra hende, ikke som sådan for at skabe opmærksomhed på hende selv, men i håbet om at hun ikke ville skræmme nogle af de væsner i skoven. Hun brugte sine døsende evner i sangen, men kun en lille smugle, kun nok til at hjælpe svagtsindet dyr i ikke at blive alt for skramte

Efter at have brugt dag, efter dag i fangekælderen var den kære torturmester gået udenfor. At han efterlod fangerne bag deres tremmer uden at sige nogle ord til dem, var en mindre ubetydelig detalje. Grunde til at sige noget til fangerne, havde ikke lige strejfet ham, eller hans tanker. Den friske luft var tiltrængt, eftersom der sagtens kunne blive for klemt, og indelukket i fangekælderen. Der kom nærmest ikke noget luft udover det luft, som kom fra det lille vindue i kælderen. De blågrå øjne gled rundt i omgivelserne, som han gav slip på tankerne et kort øjeblik, for han behøvede ikke tænke noget specielt i øjeblikket. Dog havde han skam ikke tænkt sig at blive stående, han havde bestemt tænkt sig at bruge tiden på noget fornuftigt. Han var iklædt det sædvanlige, en sort langærmet jakke, en ganske simpel grå trøje og nogle sorte bukser.

Håret strittede, og ansigtet havde som altid præg af de mange ar. At andre tit undgik ham for hans udseende, havde altid været noget han var vant til. Men det gjorde ham nu ikke noget, han havde ikke noget imod det. Det var ikke ligefrem et charmerende ydre, men alligevel havde han hørt at det havde en lokkende effekt. Hvor godt det var, vidste han ikke helt for Azaic kunne vel godt bruge det, som en glimrende fordel. Som han efterhånden havde betragtet omgivelserne lidt mere, valgte han at vende blikket hen imod de hjemsøgte skove. Heldigvis ikke særlig langt væk fra, hvor han stod og han satte bevidst kursen imod indgangen til skovene. 

Med hænderne begravet i bukselommerne, havde han som altid hans to trofaste slanger med sig. Den ene hang rundt om halsen på ham, og den anden hvilede sig rundt om den højre arm. Hvis nogen så ham lige nu ville de tro at han var helt fra den, at han sikkert fejlede et eller andet. Måske de fleste også ville tro, at han blev kvalt. Men det blev han ikke, hans slanger var god til at vide hvad han tænkte på. De havde altid været to slanger der både var farlige af natur, men også vidste hvad Azaic ville. Medmindre manden selv havde forklaret dem, hvad han ønskede. Med hovedet vendt fremad, kiggede han ikke så meget på skovens omgivelser, ikke at der var rart at begive sig igennem de mørke omgivelser, men han havde bare ikke behovet for at kigge så meget på dem lige nu. 

Som torturmesteren var gået dybere ind i skovene, kunne han pludselig høre noget. En ganske nydelige stemme. Blide toner, men det lød til at være tæt på ham og hvordan var det muligt... Den kære mand mente bestemt ikke, at have set nogen i nærheden. Havde han virkelig været så meget i fangekælderen, at han slet ikke havde set andet end de fanger bag tremmerne, plus hans slanger der var tæt på ham. Han lod hans blik glide lidt rundt, for at tjekke efter om der virkelig kunne være en person i nærheden. Men det måtte der jo, han kunne tydeligt høre sang. Efter nogle forsøg på at scanne skovene nærmere fik han øje på nogle hvide vinger. Nej nu var han da blevet tosset, var der engle herude i de hjemsøgte skove. Han gik undrende tættere på kvinden, og kiggede undrende på hende"Se det her er godt nok en overraskelse" ordene lød nærmest tilfreds frem for venlige og undrende, og et bredt smil bredte sig på hans ansigt.

Kulina havde ikke hørt det kom nogle imod hende. Hun havde gået i sine egne tanker og var endda begyndt at nyde naturen, den var smuk på sin helt egen måde og hun elskede at se et bevis på at ting kunne gro i mørket, og selv den dybe fugtige lugt som ville havde fået de fleste til at rynke på næsen, blev også set som en god ting, for var der virkelig noget bedre end lugten af liv? Ikke hvis man spurgte hende i hvert fald, så skulle det da lige være andres glæde men det var noget andet.

Hun var begyndt at danse en smugle og vimse mellem træerne, tydeligt uviden om hvilke fare mørket holde og hvad skoven i sig selv kunne gøre ved en så skrøbelig som hende. Ja hun havde da fået ting at vide, men når man ikke troede på dem så kunne man jo heller ikke frygte dem en passende mængde, eller vide hvad man skulle gøre.

Lyden af en stemme fik hende dog til at stoppe. Med et stoppede både sangen og dansen og hun gispede højlydt i stedet. Hun vendte sig mod stemmen men smilede dog da hun så en skikkelse foran hende, en levende en. Med rettede ryg og et blidt smil om læberne hoppede hun imod ham, uden frygt og næsten som om at hun kendte ham.

”Forhåbentlig en dejlig overraskelse?” spurgte hun i en stemme så blidt at den umuligt ville kunne komme fra andet end en engle. ”En fornøjelse at støde på dem hr” sagde hun ivrigt og rakte sin lille bløde hånd ud imod ham ”Jeg er Kulina, her for at udforske og se om nogle i mørket kunne bruge en hånd med noget”. Normalt var hun ikke så sprudlende, eller så hurtigt til at præsentere sig for folk, men hun havde ikke sin ræv til at være et filter for hende og stoppe hende i at rode sig ud i dumheder, for havde den været der havde den med garanti stoppede hende.

Det sparsomme lys i den mørke skov var lige nok til at hun stadigt kunne se ham ordentligt, og ham hende. Og det var først nu når hun var tæt på ham at hun opdagede at han, som så mange andre, var lavere end hende, faktisk mere end hun havde forventede på hans bygning. Det var ikke at det gjorde hende noget, faktisk slet ikke, for hun var efterhånden så van til det, og med hendes vinger og smalle krop kunne hun selv virke mindre end hun til tider faktisk var, særligt i mørke, selv om hun gjorde sit bedste for at lyse op.

Hurtigt spredte der sig et undrende udtryk på hans ansigt, for han havde slet ikke regnet med at kvinden ville virke så energifuld. Nærmest som om hun kendte ham, selvom hun ikke kendte ham. Det var godt nok underligt, og slet ikke noget torturmesteren havde været vant til. Dog blev han fast stående på jorden, som han kunne høre hans slanger væssede lidt. Men om det var fordi, at de så denne kvinde som deres fjende, eller ej vidste Azaic ikke helt endnu. At kvinden havde hoppet hen imod ham, havde nærmest virket alt for naivt, men det gjorde ikke ham noget. Det fik ham kun til at indse at hun nok ville være nem, at få med sig. Nærmere at hun nok ville nærmere, at more sig med, selvom det nok ikke ville være på nogle gode måder. 

"Det kan jeg ikke svare på, men hyggeligt at møde dig Kulina jeg er Azaic"en præsentation efter at have hørt hendes navn, var vel kun en ganske normal ting. Det var bestemt ikke et navn han havde hørt før, men hun havde et pænt navn, passede vel også godt til hende. Han løftede en hånd op imod hans slange der hvilede rundt om hans arm, strøg slangen med to fingre. At begge hans slanger nød opmærksomhed, og godt kunne lide at blive kælet ved, havde han altid vidst. Som kvinden foran sig fortalte grunden om, hvad hun lavede herude i disse skove, løftede Azaic undrende et øjenbryn som han lod de gennemborende øjne hvile sig på hende.

Slet ikke noget han lige havde regnet med at høre, slet ikke noget som han lige havde regnet med. Slet ikke når han havde kigget lidt mere på hende, og en kvinde med hendes udseende var da ikke passende til de hjemsøgte skove. Der var et eller andet mystisk ved det, men han havde dog ikke noget imod det. Kort faldt hans blik på hendes vinger, de flotte hvide vinger, som han bare hurtigt kunne ødelægge lidt. Udover diverse tanker om, hvad han kunne gøre ved denne blide, og nærmest uskyldige kvinde begyndte han også at overveje den ene mulighed efter den anden"Jeg siger skam ikke nej til en hjælpende hånd"lød det med en dyb tone og en nærmest neutral stemme som han pludselig greb fat rundt om hendes kæbe med nogle fingre. Eftersom hun stod så tæt på, var det intet problem, at få fat i hende. Automatisk løftede han hendes ansigt, så hun kiggede op på ham. Lod endnu engang de gennemborende øjne fange hendes, og han sendte hende et skævt smil"Specielt ikke fra en engel, der nærmest lyser op i mørket"ærlige ord med en vis lokkelse i tonen. 

Han slap ikke grebet, og strammede det ikke endnu, selvom han sagtens kunne gøre det. Men han behøvede vel ikke skræmme hende væk, lige med det samme. Det ville ikke være så heldigt, desuden så kunne han sagtens gøre det senere. Denne mørke, og skønne aften var jo lige begyndt, hvilket betød at der var masser af tid til at udforske, ikke bare omgivelserne men også hende.

Hans navn var nyt for hende, og selv om hun havde rejst meget i sin tid rundt i landet, så kunne hun ikke genkende at have hørt noget lignede før. Navnet var dog pænt i hendes øjne, men på den anden side så havde hun endnu ikke mødt et navn hun ikke mente var perfekt så længe bæreren af navnet kunne lide det. ”Mig en ære at møde dem Azaic” gentagelsen af hans navn var ikke så meget for at sikre sig udtalen, men mere for at vise at hun havde lyttede efter og faktisk var interesserede i hans navn, og ikke bare kastede tomme ord efter ham. 

Da han sagde ja til hendes hjælp lyste hun helt op, og det var tydeligt at hun ikke havde overdrevet da hun sagde hun kunne lide at hjælpe, for hvorfor skulle nogle ellers blive så glad for at høre nogle sige ja til at man kunne gøre noget gratis for dem.

Hans greb om hendes kæbe gav hende en lille chok, hvilket også var tydeligt i det lille gisp hun gav fra sig, dog smilede hun stadig, så på ham med de samme øjne, og selv da han fangede hendes blik viste hun ingen frygt, heller ikke selv om hun burde. Ja faktisk hvis man så rigtig rigtig godt efter kunne man skimte en mikroskopisk gnist i dem, et levn fra hendes møde med en dæmon i Norvik som havde haft æren af at sætte en plet på hendes ellers så uskyldige sjæl som ingen form for heling kunne fjerne.

”Så længe du kan love mig at det bringer dig glæde, så er jeg til din fulde tjeneste” nok vidste hun at de ord kunne være farlige, men hun stod ved dem, hun nægtede at gøre andet, for selv hvis de var noget ubehageligt så trøstede hun sig selv med at vide at så længe det skete for hende, så skete det for en mindre som måske ville gå i stykker permanent af det.

Nok var manden lavere end hende, men det var ikke meget og hans brede fysik sammenlignet med hendes fik hende til at føle at de var langt mere på nivo end hvis han havde været lige så spinkelt byggede som hende. ”Så hvad kan jeg hjælpe med? Hvordan kan jeg sprede mere lys i mørket?” hun var stadig munter, optimistisk, og frem for alt klar til at følge alt han bad om så længe det var hende fysisk muligt.

Eftersom det ikke så ud til, at hun havde hørt navnet før gav det ham nærmest en form for lettelse. For hvis hun kendte til hans navn, ville hun måske frygte ham eller løbe væk. Men der var visse fordele ved, at hun slet ikke kendte til hans navn. Dog vil det ikke undre torturmesteren, hvis det blev afsløret uden han selv ville vide det, eller set det komme. Som han endnu engang hørte hans navn fra hendes læber, og hvordan hun nærmest lyste op, kiggede han undrende på hende. Følte enlig ikke helt for at fortælle hende at det var en ære at møde hende også, fordi så høflig mente han ikke at han var.

Indtil videre var det nu ganske fint, at han holdte sig venlig, og åben overfor hende, lige indtil at det hele ville vende. Men det behøvede hun ikke at vide lige nu, der var masser af tid endnu. Men en smule utålmodig var han da blevet, og tænkte mere og mere på om det var en god idé at gå tilbage til fangekælderen. Det var da en glimrende mulighed, især når denne lysende, og nærmest skinnende engel foran sig havde tilbudt hendes hjælp. Hans greb om hendes kæbe slap han, som han lod blikket falde rundt på omgivelserne. Måden mørket omsluttede det hele, var fantastisk, det eneste der enlig var anderledes var hende. Iklædt hvidt, hvide vinger, og med det blonde hår, og så her i de hjemsøgte skove. Det passede bare ikke helt i hans øjne. 

Ikke at han burde klage, det var nærmest som et fantastisk måltid for en vampyr der var serveret foran ham, men Azaic var ikke en vampyr, ligeså slem som en, det var han. Men langt fra en vampyr, og han begravede en hånd i bukselommen. Hendes ord strøg igennem hans hoved, som han lod hans øjne hvile sig på hendes strålende ansigt, som var hun sol der skinnede i mørket. Han kunne ikke lide det, hadede det enlig. Men sådanne nogle ord forlod ikke hans læber"Det kan du være ganske sikker på, at det gør"selvsikkert svar med et lille blink med det ene øje. Han vendte lidt rundt, så de stod side om side, og vendte blikket hen imod indgangen til skovene. Slangerne larmede ikke, men de havde nok også travlt med at kigge på kvinden der nærmest lyste hele skovene op. Azaic undslap et suk, som han løftede en hånd op til den sorte hanekam"Selvom jeg ikke forstår, hvad en engel laver her i skovene, så kan de sagtens sprede en masse lys et mørkt sted, ikke langt væk herfra"tydeligt at han snakkede om fangekælderen, men det vidste hun nok ikke. Det ville være fint, hvis hun ikke vidste det, for så var det endnu mere mystisk når han ville tage hende med derhen.

At det så ikke ville blive særlig godt, og heldigt for hende, var jo en mindre detalje. Som han fastholdte blikket på hende, kørte han den frie hånd hen over håret, før han strejfede slangen rundt om hans hals. Det var underligt, at hun ikke var bange for den. Var hun virkelig det mest blideste væsen der fandtes?

Da han slap hendes hånd, rettede hun lidt på sig selv, og selv om hans greb havde været fast i sig selv så var det ikke nok til at hun behøvede at ømme den sarte hud, ikke endnu, ikke af så lidt. Dog var hun ikke et sekund i tvivl om hans styrke, og at han med garanti let kunne have tvunget hende i jorden hvis han ønskede det.  

”Det vil glæde mig, fortæl endelig” hendes tone var stadig munter og optimistisk, endda nysgerrig på hvad han kunne finde på og hvad så bred en mand kunne behøve hjælp til fra en der tydeligvis ikke besad mange evner, andet end healing og afslapnings sang, men det kunne han jo af gode grunde ikke vide, selv om den første nok var nemmere at gætte sig til.

Da han stillede sig ved hendes side, sendte hun slangen om hans hals et venligt smil, hun havde ikke meget erfaring med reptiler, og så derfor ingen grund til at frygte dem, selv om hun vidste at en del af dem kunne være dødelige, hun stolede dog på at manden havde den under kontrol når han valgte at holde den om halsen som han gjorde, og derfor stolede hun også på dyret, naivt ja, men nok langt smartere end tiltroen til manden.

”Hvordan kan jeg påstå at jeg vil hjælpe alle hvis jeg ikke er klar til at tage en risiko og rejse til et mørkt sted? Hvor skulle der ellers være mere brug for mit lys end i mørket?” hun talte afslappede men det var tydeligt at hun stadig mente sine ord, men endnu vigtigere vidste hun trods alt at hun var havnet et farligt sted, og at ikke alle ville hende det så godt som hun ville dem det

Hun fulgte ham gennem skoven uden megen lyd og selv da de ankom til hans fangekælder forsvandt hendes smil ikke. Hun holde fast på sin beslutning, og selv om hun ønskede brændende at rede de andre sjæle så vidste hun at hun intet kunne gøre for dem, og at det var deres valg i livet der havde ført dem dertil. Nok begyndte hun at undre sig over hvad han kunne bruge hende til, for rengøring virkede ikke til at være en top prioritet på stedet, og selv om en lille hvisken dybt inden i hende varslede hende om at vende om og forlade stedet, så holde hendes lys hende fast på hendes løfte om at gøre ham glad, og hendes viden om at hvad han kunne finde på af mørke ting mod hende, ville han ikke samtidig kunne gøre mod en anden, og på den måde ville hun hvis det var hans valg, have givet lys til 2 på en gang. Desuden så havde hun endnu ikke oplevede noget så slemt at andres lettelse ikke havde været det værd.

Så hun forholde sig rolig, stadig smilende, selv som de gik ind i rum uden andre. Her kiggede hun for en gang skyld ikke rundt først men vendte sig blot så hun havde fronten til ham og så uskyldigt på ham ”Hvad kan jeg hjælpe med” gentog hun i den samme blide tone, uden frygt, uden viden om hvad der skulle til at ske hende

Det var nærmest endnu mere underligt for ham, at denne glædesfulde kvinde var fuld af godt humør stadigvæk. Hvordan filan var det muligt? Som begge øjenbryn løftede sig på hans ansigt, lod hans blik glide lidt rundt på skovenes fantastiske, mørke, dystre omgivelser. Det var jo afslappende og passende omgivelser for ham, han ville skam heller ikke have noget imod at bruge meget tid her. Selvom det nok ikke ville komme til at ske, han var primært låst fast i fangekælderen. Som han hørte hendes ord, der nærmest lod som den blideste sjæl der fandtes skulle han lige til, at sukke men som hun gerne ville have at han endelig skulle fortælle måtte han hellere.

"Ikke særlig langt væk fra os, og disse skove findes der en glimrende og yderst pragtfuld fæstning"startede han med at forklare, men som han gik sammen med hende stoppede han pludselig op. Havde ikke engang taget mange skridt, før han bare stod på jorden og lod blikket falde på slangen omkring hans arm. Han lod øjnene falde på plads igen, som han pludselig drejede rundt så han stod med fronten til hende, og hurtigt greb fat rundt om hendes håndled. Fik udset sig et træ i nærheden, som han pressede hende op imod. Det var ikke særlig blidt, men heller ikke så hårdt for der skulle nødig ske noget alvorligt med hende lige nu. Der skulle helst ikke ske nogle former for skader på hende, for han havde skam tænkt sig at påføre dem på hende.

Med begge hans hænder rundt om hendes håndled, løftede han hendes hænder op så det var på hver side af hendes hoved. Lod hans øjne glide ned over hendes ansigt, før han tænkte lidt. Hendes ord om, at hvordan hun kunne hjælpe hvis ikke hun var klar til, at tage en risiko var enlig sandt i hans ører. Det gav da også meget god mening, ikke at han indrømmede det. Lige nu stod han bare, og fangede hendes blik som han fortsat pressede hende op ad træet"Der hvor vi skal hen, er der mørkt, så dit lysende udseende, og blide stemme bliver en skøn tilføjelse"hans dybe stemme havde præg af noget lokkelse, uden han selv var klar over det. Men han vidste godt at det var sande ord, for fangekælderen var mørk, med nogle fangere bag tremmer.

"Vil du give mig din hjælp, ligemeget hvad eller har du mon begrænsninger"spurgte han som han studerede hendes krop en smule, men hurtigt trak sig tilbage som han gav slip på hendes håndled. Endnu engang vendte han rundt, og lagde armene hvilende over kors.

”Er det din?” spurgte hun til hans ord om fæstningen, mest af alt på grund af hans måde at tale om stedet ”Jeg så den ikke da jeg fløj ned, men her er jo også så mørkt at jeg nok bare overså den” hendes latter var blid, blid som kun en engels kunne være, og fyld med så meget sødme at selv en sukkerknald ville få nok af det. 

Da han stoppede op, gjorde hun det samme, men hans hurtige bevægelser kom bag på hende og et lille hvin slap fra hende i chok. Dog gjorde det ikke ondt på hende så hendes smil kom tilbage lige så hurtigt som det var forsvundet, og endnu engang var det efterfulgt af en blid latter ”Du er hurtigere end du ser ud” lo hun blidt men lod dog latteren dø naturligt ud da han greb hendes anden hånd og førte dem begge op.

Hun gjorde ingen modstand, så blot på ham med afventende øjne og det altid søde smil. Hans lokkende ord fik hende til at trække en smugle på smilet og hun kunne ikke andet end at tage hans ord som en kompliment, som om at han nød hvad han så og at det var godt at hun var taget hen til netop det sted hvor han var, selv om hun ingen beviser havde for at det også var sådan han tænkte det.

”Jeg ville ikke kalde det begrænsninger” svarede hun først roligt. ”Mine vinger er mig hellige, og uden dem kan jeg intet” sagde hun forsigtigt velvidende at der var en chance for at han ville gøre hende ondt når han spurgte som han gjorde. Da han slap hendes hænder, gik hun roligt hen til ham uden at ændre på sit smil ”og så har jeg et løfte jeg er nødt til at holde, men det er først om mange måneder” sagde hun i en rolig tone. 


”Ud over det” hun rakte sin hånd ud mod ham, tilbød ham at tage den, men uden at virke krævende ”så står mine ord ved magt, så længe det bringer dig glæde” hun havde teknisk set en begrænsning mere, hendes ræv, men den var langt væk i sikkerhed, et sted med massere mad og andre ræve så hun var ikke bekymrede og ville derfor heller ikke nævne den uden grund.
”Hvis jeg ikke var villig til at give alt jeg kunne undvære så havde jeg ikke tilbudt min hjælp” bekræftede hun, stadig rolig, stadig uden frygt i øjne, og stadig med hånden fremme som et tilbud til ham om at fører hende til der hvor han ønskede.

Som han tydeligt hørte hendes blide latter, undrede han sig fortsat lidt over, hvordan en kvinde kunne være så blid, og nærmest uskyldig som hende. Dog undlod han at kommentere på det, for det så han ingen grund til. Men det var også som om, at hendes blide latter var noget han sagtens kunne høre mere til. At det ikke var noget han ville indrømme, eller fortælle til hende var jo en mindre detalje som i sidste ende nok ikke var så vigtig. Et overrasket udtryk bredte sig på hans ansigt, som han ud ad øjenkrogen kunne se hendes hånd, blev rakt ud mod ham. Grunden til, hvorfor forstod han enlig ikke rigtigt, og overvejede nøje om han skulle tage imod den. Men kiggede lidt væk fra hende, og lod det bred smil på hans ansigt vokse lidt. 

Synet af fæstningen der dukkede op, lidt længere fremme var fantastisk. Han valgte slet ikke at svare hende på, om slangen var hendes. At han havde tænkt sig at svare hende, behøvede hun ikke at vide. For Azaic var synet af fæstningen nok til, at han glemte kvindens ord men det var som om at hun stod ved hendes ord, så længe det bragte ham glæde. Det var slet ikke noget han lige havde regnet med at høre, og kiggede også undrende på hende, som han havde vendt hovedet imod hende. Han løftede hans hånd hen imod hendes udstrakte hånd, men i stedenfor at lægge hans hånd i hendes, greb han fat rundt om hendes håndled. Løftede den en smule op til hans slange rundt om hans hals"Hvordan kan du ikke være bange, eller frygte slangerne...Det er et mysterium"Lød det halvt lavt fra ham, som han et kort øjeblik lod hans smalle øjne betragte hendes ansigt.

Nogle af hendes ord svarede han hende ikke på, men i stedenfor nærmest fik trukket hende tættere på fæstningen. Det så heller ikke ud til, at der ville være så lang vej endnu hvilket var ganske fint. Ikke fordi den kære torturmester havde noget imod skovene, men han havde bare andre tanker og formål i tankerne. Skovene kunne han skam nyde på et andet tidspunkt, hvis lysten til det dukkede op. De blide ord om at hun havde at løfte, som hun var nød til at holde fik ham til at kigge væk fra hende, og han betragtede de mørke omgivelser en smule. Der gik ikke lang tid før han kunne se fæstningen tættere på, og det var kun et spørgsmål om tid før at de ville stå foran den. Kun et spørgsmål om tid, før de ville være i fangekælderen. Han lod et lille smil vokse på ansigtet, for han kunne godt lide tanken om det, og drejede så pludselig hovedet hen imod hende"Det løfte går jeg også ud fra, at du holder"lød det kort fra ham som han lod hans blik glide ned over hendes ansigt, og lidt videre ned over hendes krop.

Ingen advarsel om, hvor slemt det kunne komme til at blive havde Azaic tænkt sig at give hende. Han vidste det ville blive slemt, men nævnte intet for denne strålende kvinde. Kvinden der endnu engang nærmest lyste op i det dunkel mørke. Som han fik hevet hende længere igennem skoven, nåede de hen til indgangen, og de stod foran fæstningen. Tilfreds lod Azaic hans øjne glide ned over den store bygning, og han gav slip på hendes håndled. Kunne høre begge hans slanger væssede men han var ikke sikker på, om det var noget dårligt eller godt. Han lagde hovedet en anelse på skrå, som han betragtede bygningen lidt mere"Så er vi her....Og..."Han stoppede hans ord halvt, før han drejede rundt så han stod med fronten til hende, og greb fat rundt om hendes kæbe, som han løftede hendes ansigt en smule op, så hun kiggede på ham"Husk nu dine ord"afsluttede han sine ord med et lille smil, som han gav slip på hendes kæbe, og vendte sig rundt imod fæstningen igen.