Det havde ikke været planen at komme tilbage til Dianthos før efter sommeren, men så igen det var endnu ikke så slemt med vejret, det var nødvendigt altid at være ved nordlandet. Hun havde igen formået at få et job på en kro midt i byen, en af de gode steder. Men hendes vagt var blevet slut nu, efterlod kroen til det rod det allerede var begyndt inden solen endda var begyndt at falde ned. Xilla rystede opgivende på hovedet, de kulsorte lokker fløj omkring hende et øjeblik. Hendes tøj var stadig det de ønskede hun havde på når hun arbejdede, en kjole der nærmere mindede om nået de gik med i Rubinien end heroppe. Det var nu rart køligt for hende, når man tænker på hendes forvandlings ulv Gaia gjorde hun havde det mere varmt end alle andre her. 

Men det var også nogle der var opvokset i Rubinen hun arbejde ved, så det gav mening at de valgte at have noget af deres kultur med. Det var lige før man kunne tro hun var en skøge, men det var heldigt det ikke var i den nedre by, så var det da hvad hun var blevet taget for med alt den hud hun viste. Kjolen sad løst, men alligevel tæt. Den stoppede lidt under hendes knæ, imens den havde forskellige længder alligevel. Det var nemt at se hendes kavaler gang, som der var åben et stykke ned foran på kjolen. Hun kunne dog ikke komme udenom de lange blikke, men hun var på vej til der hvor hun havde lejet sig ind. Hun kunne fornemme Gaia i hendes hoved, hvordan hun havde lyst til at flippe ud på alle omkring dem. Den stoppede dog et øjeblik, som den fik en fornemmelse om en engel i nærheden. Det var en god lugtesans og fornemmelse, der hang med når Xilla havde sin forvandlings ulv, der havde sin helt egen personlighed. Xilla  rystede på hovedet, for at skubbe Gaia mere tilbage igen hun havde ikke et behov for den blandede sig i øjeblikket. Hun fugter hendes læber, som blikket glider rundt for at finde den engel der pludselig vakte lidt interesse i hende, da hun ikke ofte mødte andre engle.

Templet var lukket ned denne dag på grund af et privat event, Alfredo var blevet tilbudt at prædike til det, men han havde valgt at holde fri denne dag.
Det var nemlig hans fødselsdag, eller dødsdag - eller hvad man snart skulle kalde det. Det var da ikke fordi at han fejrede det eller noget i den stil, tværtimod så var det nok nærmere en sorgens dag, ikke fordi at han var ked af at han var engel eller fordi han mente hans egen død fra at være menneske var sådan specielt sørgelig.
Nok fordi det mindede ham om hvor mange år det nu var siden at han havde set dem han elskede, og siden han havde været et helt almindeligt og lykkeligt menneske.

Denne dag sad han i den grønne jakke med pelskraven, det var den bedste han havde især når det var en smule køligt udenfor.
Han sad nederst på trappetrinnet der var indgangen til templet, og kiggede på de mange menensker der gik forbi. Han følte sig ofte ganske usynlig, men han vidste jo udemærket godt at det var sådan det var når man var en del af en travl verden.
Stod det til ham ville han også bare gerne være usynlig, bare forsvinde væk fra verden og leve i et sort hul et sted.

Det var ikke ofte hun fik begivet sig helt op mod templet, men alligevel var hun kommet dertil. Nok var hun alligevel tæt på hvor hun lige nu arbejdede som tjener, men hun tog alligevel sig selv sjældent i at være her. Det var ikke fordi hun gik til templet for at be til Isari, hun følte det ikke ligefrem særlig nødvendigt, nok var hun glad for at være genopstået i livet, men det gjorde ikke hun var ekstrem troende, udover bare at have en tro. Samt hendes personlighed var vel ikke ikke noget mange ville tænke kunne være en som var seriøst troende ofte, hendes forældre vendte sig i deres grav over hendes opførsel var hun mere end ret sikker på. Hun vipper hovedet lidt på skrå, som hun ser ham bare sidde der på trappetrinet. Hun bevægede sig mod ham, med selvsikre skridt, hovedet let hævet op, en meget selvsikker attitude hun nok kom med, men alligevel et venligt smil der var på hendes læber.

"Er det ikke lidt til den kedelige side, bare at sidde her og kigge," siger hun med en svag hummen i stemmen, som hun rigtig kommer tæt på. Hun stoppede foran hvor han sad, som hun vippede hovedet lidt på skrå. Hun vidste ikke meget omkring hvordan det var ved templerne, men noget sagde hende det sikkert ikke rigtig var noget for hende at være her ofte. Hun betragtede ham et øjeblik, som hun alligevel kunne fornemme at Gaia lagde sig tilbage i hendes hoved for at sove, da den ikke fandt nogle trussel ved denne engel. Han lignede en fordybet i tanker, en som nemt kunne gå for at være usynlig. Men det var også det som gjorde Dianthos til en by Xilla ofte kun var i for at få mange rav eller hvad hun kunne få, for man følte sig så nemt usynlig i sådan en stor by, og det var ikke hendes kop te. Hun var bare typen der var meget imødekommende overfor andre, hellere snakke med tilfældige personer end at føle sig usynlig. Der var en tid hun havde følt sig usynlig, det var ikke en følelse hun ønskede at gennemgå endnu engang. 

Han sad I sine egne tanker.
Det mærkeligt var at han egentligt meget godt kunne lide at snakke med andre mennesker, han var bare ikke altid så god til at være omrkring dem, nok mest af alt fordi der nærmest ikke skulle noget itl før at han blev usikker på sig selv.
Han hørte nærmest ikke at nogen bevægede sig rundt omkring ham, selvom han jo tydeligt kunne se at der var mennesker på gaden.
Han skulle jo bare hjem, men det var som om hans ben pludseligt var blevet så tunge som bly, og han nærmest ikke orkede at bevæge sig. Sådan var det når han blev nedtrykt, så kunne han knapt tage sig sammen til at trække vejret.

Han kiggede op som nogen talte til ham: "Kedeligt? Ikke altid... Der er da mange interessante personer at kigge på" sagde han i et smil.
Det var jo sandt og det var jo det fede ved at bo i storbyen, en masse blandede racer, folk i alverdens forskellige tøj og med alverdens forskellige eriner.
Hvis han skulle være ærlig så hyggede han sig faktisk fint med det, men det var nok også fordi han ikke orkede så meget andet: "Du vil måske gerne være med?" spurgte han i en drillende og let ironisk stemme.

Hun smiler, som hun vipper hovedet lidt på skrå. Han var da lidt af en spøjs en, men det gjorde hende ikke noget. Hvis nogle kunne se i hendes hoved, så ville de jo tænke hun var sindsyg som hun havde en ulv derinde. Som hun kun kunne se og kommunikere med pga hendes halskæde, men det var sådan det var. Hun tager plads vedsiden af ham, det var vel værd at se hvad kunne være så spændende. Det var alligevel ikke så tit hun bare satte sig ned, og kiggede på hvad der skete. "Hmm, så lad os se hvad der er," siger hun roligt, som hun løfter det ene ben over det andet.

"Ja lad mig dog være med, så skal du ikke gøre det alene altså," siger hun med et kækt smil, som hun puffer blidt til hans skulder med hendes. Hendes blik glider over gaden, hvor hun hurtig opdager lidt af hvad han mener. Måske hun virkelig aldrig bare tog sig særlig meget tid til at se tingene simpelt, hun havde altid så travlt hele tiden, for hende skulle der ske noget hele tiden, det var der ingen tvivl om det var sådan hun havde det bedst. "Hvem er du så? Hr. jeg sidder og kigger lidt på alle mennesker, men er alligevel fortabt i tanker?" Spørger hun med en munter stemme, ikke tvivl om hun virkelig er i godt humør. Samt det virkede ikke til, det nok var lige nu hun skulle begynde at drille lidt. Selvom hun syntes det var yderst fristene at begynde at drille ham lidt, men hun måtte vel lige komme lidt ind på hvem han var. Andet end en engel, så meget kunne Gaia da fornemme fra hendes plads i Xillas hoved. Nok havde han prøvet at drille lidt, men hun havde jo valgt alligevel at gøre det, selvom han nok ikke helt havde ment det på den måde han sagde det.

Han vidste godt at hans kommentar måske var en smule sær.
Generelt var han nok en lidt sær mand efter så mange år hvor han mest bare havde levet i sit eget hoved, det var jo først igennem de sidste ti år at han ganske langsomt var begyndt at åbne sig op, og stadig var det svært for ham helt at forstå hvad der egentligt foregik i hans hoved.
Det hjalp nogengange når han snakkede med folk om tilfældige ting, som om det lige fik hans hoved til at gå en smule i stå og slappe lidt af.
Han grinede let: "Du har måske heller ikke de store planer i dag?" spurgte han roligt, og dog nysgerrigt.

"Alfredo Nevares... Jeg er præst og arbejder i det store tempel" sagde han og smilede let som han venligt rakte hånden frem i mod hende som hun sad ved siden af ham: "jeg har lige fået fri, men orker ikke helt at vandre hjemad" påpegede han i et smil.
Han holde kort blikket på hende, nok en smule afventende overfor at hun præsenterede sig selv, bare nu hvor hun jo alligevel havde spurgt ham.

"Nej, jeg er lidt blevet færdig med at arbejde, så der er ikke så meget at lave resten af dagen," siger hun roligt, især fordi hun er glad for at komme væk fra kroen, inden folk gik helt amok med deres alkohol indtag, det kunne være vildt nogle gange. Hun nikker lidt som han præsentere sig selv, en præst ligefrem, den havde hun nok alligevel ikke regnet med. Det var dog første gang hun har mødt sådan en, igennem hendes tid som engle havde hun ikke  brugt tid på at tage til et tempel. Osse selv de dage her, hun vidste hun lavede mange ting, som nok en præst ville se lidt skævt til, men sådan var livet vel engang imellem. Hun tog imod hans hånd med et smil, som hun vippede hovedet lidt på skrå som hun kiggede på ham.

"Xilla Luciana Summer Ramirez. Tjener, lige nu her i Dianthos, men jeg er meget omkring i landet, der næsten ikke et sted jeg ikke har været," siger hun roligt, som hun nikker lidt. Det var et rent held hun havde fundet hendes familie igen, men alt var takket være hendes indre ulv Gaia. Den eneste af de to der kunne huske noget, som hun havde fundet tilbage til hvor de havde boet. Hun havde set hvor hendes gamle krop var blevet begravet, hun havde bare byttet lidt rundt på hendes fornavn, men hun snakkede aldrig om hendes fulde navn, for så var hendes gamle familie være så nem at finde frem til. Der var ikke mange tilbage i Ramirez familien, så det ville være for nemt. Men siden han selv var engel, så var det aldrig til at vide hvad han tænkte. "Nogle gange, så er det også mere forfriskende at nyde at være ude blandt andre. Om man har kontakt eller ej, siges det i hvert fald. Men nu er jeg lidt af en selskabs person, jeg foretrækker nu at være i selskab med nogle, når jeg nyder livet udenfor," siger hun med et kækt smil. Det var vist sådan man kendte hende bedst, en som var utrolig selskabs glad. Nok også derfor hun fungerede så godt med at være en tjener, så fik hun noget selskab, uden helt det bare var hendes selskab. 

Han grinede let.
Nok en smule overrasket over at hun rent faktisk ville joine ham, han vidste jo godt at han ikke ligefrem levede det vilde liv, tværtimod så levede han vidst et helt utroligt roligt liv, og hvad mange mennesker nok mest mente var en smule kedeligt.
Han nød at sidde her på trappen og se på mennesker og væsner, hele hans liv var jo bare hans arbejde nu og minderne om han fortid som han stædig holde ved i et forsøg på ikke at blive alt for ulykkelig.
Han var glad for sin fortid, og han nød at tænke på alle de gode stunder. Han va bare ked af at der ikke var flere af dem.

Han smilede som hun præsenterede sig: ”Hyggeligt at hilse på dig.. Området her er også ganske skøn, hvis man altså nyder bylivet” sagde han roligt.
Hvis han skulle være ærlig var han nok land menneske, han var jo opvokset i Nordlandet sammen med sin familie, som han hverken havde set eller snakket med siden han døde, men han havde det også fint med at bo i byen, men nu var det jo ikke fordi at han var social alligevel.
”Arh... jeg er også ret selskabeligt egentligt, jeg er bare ikke altid så god til at komme ud og være social som jeg ville ønske” sagde han og smilede roligt i mod hende.

Hun smiler, som hun nikker lidt til det han siger. Det kunne han nu have meget ret i, det kom jo an på om man var til bylivet. Nød hun mon bylivet, ikke altid men nogle gange gjorde hun alligevel. "Jeg nyder bylivet, når jeg er her. Men nogle gange har jeg også bare brug for de mindre ting," siger hun roligt. Hun syntes altid det var mere roligt og hyggeligt i nordlandet og fredskilde i Medanien, men det var nok når hun havde mere brug for nogle fik hevet hende ned fra alt den travlhed hun kunne have. Hun gav jo ikke altid sig selv tid, til bare at sidde, der var altid det ene eller andet at lave. Hendes blik lander på ham igen, som han snakker endnu engang.

"Så var det godt jeg kunne komme hen til dig for at være lidt social, det ikke altid nemt, at komme ud og altid være social. Det derfor jeg glad for mit job, jeg er selskabelig uden helt at være det alligevel." Siger hun med et skævt smil, ingen tvivl om hun faktisk var glad for det simple job hun havde. Det gav hende noget selskab, uden det blev helt nødvendigt at blive hos den person. Hvilket jo var rart nok, når de fik alt for meget at drikke, det kunne virkelig være et belastende tidspunkt. Hun betragtede ham et øjeblik, før hendes blik igen ramte ud på menneskemængden. Det var tydeligt der var dominerende af mennesker, men engang imellem ville der være et andet væsen. Nok noget man mest kunne gætte, hvis man havde styr på mange ting omkring andre væsner, eller bare havde en god lugtesans. Mange væsner kunne jo ligne helt normale mennesker, så de kunne gemme sig i den helt normale menneskemængde. Undtagen vampyrer, de kunne trods alt ikke være ude på det her tidspunkt af dagen, hvor solen var oppe og lyste det hele op og sørgede for der alligevel var lettere varmt. Ikke at det gjorde meget godt for hende altid, hendes ulveform Gaia havde jo altid vinterpels, så hun var typisk meget varm, så at solen også blev varm, var ikke en særlig god kombination tydeligvis.

Han kunne ikke lade være med at føle sig en smule underholdt ved tanken om at kvinden havde valgt at joint ham, som han sad der på trappen og lavede absolut ingenting.
Det var jo ikke fordi at han havde det store at foretage sig i livet og på mange punkter havde han jo egentligt bare givet op.
Han havde givet op på det meste af hans eksistens efter hans kone døde, og han forsøgte nu bare at hjælpe andre mennesker til at have det så godt som muligt, så ingen skulle opleve at gå rundt med det tomrum han selv havde i kroppen.

"Hvad arbejder du med?" spurgte han i et smilet og drenget smil, selvom han efterhånden var gammel af sjæl var han jo stadig ung af udseende, og hvis han skulle være ærlig så følte han sig nu også ganske ung af sjæl.
Han havde stadig meget at lære om livet: "Jeg er også glad for mit job som sådan, jeg laver bare ikke så meget andet end det. Jeg er ikke så god til at komme igang med livet udenfor de trygge mure" sagde han i en rolig stemme. Han var bedst til bare samme rutiner hver dag, selvom det blev lidt kedeligt.

"Jeg arbejder som tjener, det er arbejde du nemt kan få alle steder i landet. Så det udnytter jeg lidt med at tage rundt i landet noget tid," siger hun med et stort smil. Glad for hun havde disse muligheder, og hun havde været så meget rundt, snart alle kroer omkring kendte hende og glædeligt ansatte hende nogle dage. Hendes blik hviler på ham, imens hun nikker lidt til det han siger, for det var alligevel noget hun kendte til, selvom det var kun lige i starten af dette liv for hende. Hun vendte dog hurtig rundt på det punkt, nu kunne hun slet ikke bare nøjes med at være i de trygge rammer man kunne have sig, der skulle absolut ske bare lidt i livet for hende. Men der var aldrig nogle som var i tvivl, hun var lidt af en selskabs papegøje og skubbede gerne alle sine egne rammer for at opleve nyt.

"Det kan også være svært at skubbe sig selv, til at komme udenfor de trygge mure og rutiner der ligger i det." Siger hun som der var et bredt smil på hendes læber, hun kendte problematikken lidt for godt. Rutiner var godt, men nogle gange skulle det hele bare brydes, for at komme ud og opleve lidt ekstra. Hendes hoved vipper lidt på skrå, hendes øjne der strålede af den glæde hun havde med at være social med andre. Det havde været angst provokerende at være alene pludselig, det gav hende alt for meget dårligt fra dengang hun døde, hun var bare mere til selskab. Selvom hun da havde Gaia sin indre ulv, så havde hun stadig nemt ved at skræmme sig selv lidt når hun var helt alene uden nogle omkring og uden nogle lyde. Derfor var hun glad for Gaia, så forvandlede hun sig bare, også kunne Gaia skubbe alle de negative ting væk, det var rimelig rart.

Han nikkede.
Han var vel også en slags tjener, han tjente jo så bare gudinden og det passede ham også ganske fint,m han havde brug for nogen han følte tog en smule ansvar for hans liv, og som han kunne ligge fra sig, og bare stole på at der måske var en højere magt som havde en plan for hans liv, og som rent faktisk ville bære ham igennem de sorger som han følte han gennemgik i livet gang på gang.
Han smilede i mod hende som han lige forsøgte at komme ud af sit eget hoved, han tænkte for meget og for ofte, og det vidste han godt.
Det var en af hans forbandelser.

"Ja bestemt, jeg har bare arbejdet her i så mange år... Og jeg kan godt lide mit eget selskab, det er det eneste man helt kan regne med" sagde han og smilede venligt i mod hende, mest for at fortælle hende at det ikke havde noget med hende at gøre.
Det var bare generelt at han syntes det var svært at stole på andre mennesker, efter hans død som jo netop var noget andre havde været skyld i.
Han forsøgte at være et ordenligt menneske, men det var ikke altid det gik så godt som man ønskede: "Men du ligner nu en ganske social og åben type?" smilede han, og det mente han bestemt som et kompliment.

Hun lytter til hvad han siger, som han igen begynder at snakke, tydeligt han havde været lidt i sine egne tanker. Men sådan nogle øjeblikke har alle vel, nogle mere end andre. "Det er rigtig, den eneste man kun kan stole på er jo en selv," siger hun med et smil. Hun kan dog fornemme Gaia i hendes hoved, der rører lidt på sig ved den sætning, men hun skubber dyret tilbage til bagerst i hendes hoved for den burde vide hvad hun mener. Samt når man er en engel, så det lidt svært at stole på andre for der var vel et væsen som havde slået en ihjel, hvorfor ville man jo aldrig vide. Hun lænede sig mere tilbage igen, som hun et øjeblik så mod himlen, inden hendes blik igen ramte over på ham.

Det trak i hendes ene mundvig over hans kompliment, det var jo altid rart at få komplimenter. "Det er jeg også blevet, men inden jeg blev engel, knap så meget, jeg havde nogle problemer, samt jeg hjalp familien," kommer det fra hende i en rolig tone. Altså da hun var menneske var det svært for hende med Gaia, men efter de blev engel så er det hele blevet bedre selvom det også var godt før. Gaia var bare mere reagerende før, forstyrrede det meste af tiden i Xillas hoved. Også ja, hun boede på en gård som bonde, der var så mange ting der skulle klares, især når de bare var hendes brødre og hende i nogle år. Aldrig havde hun haft tid eller lyst til at være social dengang, men det kom med tiden. Nu kunne hun jo ikke lade vær med at være social, eller en meget åben type. Siden hun blev engel var der mange ting som ændrede sig for hende, men hvis du spurgte Xilla selv, så havde det kun været til det positive hele tiden. Hun fortrød intet, eller ønskede at være et simpelt menneske igen, for hun havde aldrig haft det bedre end nu, trods hun elskede sin familie, men nu kunne hun rejse rundt fordi for dem var hun jo 'død'. 

Han nikkede.
Alfredo stolede bestemt ikke på særligt mange mennesker, og det havde han nok lært igennem årene. Faktisk havde han altid været en smule mistroisk, og i forhold til hvor mange år han havde været på jorden som engel, var det meget få gange han havde fået et venskab eller en god samtale med et andet væsen.
Nok fordi at han skammede sig, fordi at han savnede og fordi at han med årene nærmest havde glemt hvordan man var social, og hvordan man bevægede sig rundt i verden.
Han ville ikke opleve flere sorger og skuffelser i sit liv, for det han havde oplevet havde allerede været alt for meget for ham.

Han var dog glad for denne samtale, lige nu, lige her i nuet, hvor han talte med en han ikke kendte, og som alligevel virkede til at ville ham, bare en smule, bare som en tilfældig eller en bekendt.
”Åh,.. Hvordan... må jeg spørge hvordan du blev...?” spurgte han og kunne knapt færdiggøre sætningen, fordi at han var bange for hun måske ikke havde lyst til at tale om det, og var der noget han ikke ønskede - så var det at gøre andre mennesker utilpasse.