Selvom de var et par dage siden nu, at Aqeela var ankommet til byen, i Zahir’s følge, så var hun stadig ikke blevet helt komfortabel med kulden, selvom dagen i dag var en af de varmere forårsdage.
Både med et håb om at få lidt varme tilbage i den brune krop, hvis hud mindede om poleret bronze, men også for at bede. Havde hun søgt tilflugt i et af de mange mindre templer i byen.
Hendes skridt mod stengulvet gav genklang i det mennesketomme rum, ikke en bedene sjæl var at spotte. Tvivlen satte kort rod bag den brune pande, var der tidspunkter hvor templerne havde åbent og var dette et af de tidspunkter?
Det glødende blik slog flakkede lidt rundt, som skulle hun gøre op med sig selv, om hun skulle forsætte mod den ene side af alteret, tænde et lys for Isaris og bede en bøn, for bønner havde hun nok af, set i lyset af de sidste dages begivenheder; eller skulle hun vende om, forlade det ved første øjekast, tomme tempel og gemme sine bønner til senere? Det var sjældent man ville fange denne kvinde i at være så tydligt i et dilema.

My soul and mind are starving
for deep, rich, authentic, stimulating, intellectual, spiritual conversations