Det var en solrig og usædvanligt varm formiddag, og Nesta stod i sin sammenflikkede bod på markedspladsen. Boden bestod af en lille kærre, hvori havde sit udstyr, en trebenet skammel og et staffeli. Det var stadig nyt for hende at stå på markedet, og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle præsentere sig selv. Hun skiftede imellem at smile indtagende til de forbipasserende og sidde bøjet over en tilfældig kultegning; mest for syns skyld. Hun kunne ikke finde ud af, om det var bedst at virke imødekommende eller flittig, når hun skulle tiltrække kunderne, så hun forsøgte sig med en blanding. Hun færdiggjorde en skitse af en gråskimlet hest med to store blomsterkurve på ryggen, som hun lige have set trisse forbi. Hun havde det usandsynligt varmt og besluttede raskt at tage sine sko af. Hun lagde dem på kærren og smilede fortsat til folkene på markedspladsen.

Det havde været en begivenhedsrig formiddag. En handelsmand, der havde bestilt et portræt i forgårs, havde hentet det i dag og vist sig at være en værre kværulant. Nesta var helt sikker på, at de var blevet enige om fem jader, men det nægtede han pure. Hun syntes selv godt om billedet og forstod ikke hans utilfredshed, men han insisterede på, at aftalen var to jader og fem ravstykker. Til sidst havde hun ladet ham få det for tre, bare for at få fred og komme af med portrættet, som hun jo ikke ville kunne sælge til andre. En times tid senere havde en ung, lyshåret mand bestilt et portræt, og Nesta havde opkrævet to jader på forskud. Det virkede nu ikke som om, han ville snyde hende. Han sad model til en række skitser i omtrent tyve minutter, og mere behøvede hun egentlig ikke. De havde aftalt, at han ville hente portrættet om tre dage.

Hun sagde til sig selv, at hun ville blive hængende på markedspladsen i højst en time; så ville hun gå hjem, spise frokost og gå i gang med den unge herres portræt. Det glædede hun sig til og var allerede så småt begyndt at lege med farverne i hovedet.

//Link til kjole //

Malika og hendes nye personlige tjenestemand havde været i Dianthos i nogle dage, og i dag skulle de bruge dagen på markedspladsen! Malika glædede sig til at finde ud af hvad Dianthos havde at byde på. Malika havde ved hjælp af en af sine personlige tjenestepige, fået smukkeseret sig. Hendes hud var nemlig blevet plejet med både skrub og creme, hvorefter der var blevet påført okker samtlige steder. Dette indebar, fingerled, albue, skulder, kinder og læber, samt en mørkere, mere brun okker var blevet påført til de ellers usynlige øjenbrynshår og øjenvipper. Tjenestepigen havde også hjulpet hende i nogle nye klæder, som hun havde fået syet for ikke så længe siden. Det var en kjole, som passede bedre til Dianthos kultur, end hendes egne rubinske og lette klæder. Kjolen bestod af en bred underdel i en laksefarve, med et gulligt korset, med lysegule broderinger, om livet Under korsettet bar hun noget der kunne minde om en lang og luftig brun cardigan, eftersom den lå pænt ned langs underdelen, og havde store luftige ærmer. Hun bar også et bredt halssmykke, hvor der mellem hendes kraveben hang en stor gul ædelsten. Hendes hår hang løst, og fyldte hele hendes hætte, på den mørkebrune kappe hun havde på. Selvom de var mere nord på, var der stadig en sol, som ikke havde noget i mod at stege hendes hud lidt for meget. For det var i den grad varmt. Heldigvis var hendes kjole noget åndbart stof, og hun kunne bedre holde varmen ud.

Som hun gik blandt de forskellige mennesker, kiggede hun sig en gang i mellem bagud, for at tjekke om Cillian fulgte med. Det kunne måske være lidt svært i menneskemængden. Malika fandt dog et lille ’åbent’ rum midt i menneskemængden, og valgte at gå derhen, indtil Cillian var helt oppe hos hende. I mellemtiden så hun en anelse rundt på de forskellige boder. De lyse øjne faldt hurtigt på en rødhåret pige, som sad ved en kærre og tegnede. Malika så straks stjerner og så mod Cillian, som efterhånden var nået hen til hende, ”Jeg kunne godt tænke mig, at få et portræt lavet af hende,” fortalte hun ivrigt, mens hun skiftevis så fra ham til kvinden lidt længere væk. Kvinden så til gengæld ud til hun havde travlt, men det var vel aldrig skadeligt at spørge?