Som den altid friske og kække unge kazimi gik rundt imellem de forskellige boder, sendte han nogle charmerende smil til de ganske kønne kvinder der gik forbi. Han kunne godt lide det skønne vejr, solen skinnede og der var varmt. Så varmt at det nok var heldigt, at man kunne få sig noget at drikke i byen ellers ville mange nok ligne nogle visne frugter. Dain gik lidt mere rundt som han gumlede på et æble, han havde overvejet om han mon skulle købe noget andet. Æbler kunne være så kedelige i længden, så med den lille brune pung i den anden hånd, kastede han det lidt op og ned. 

Hans lyserøde øjne faldt på en bod, med noget mad. Der var lidt af hvert, fisk, brød, nogle kander hvor der sikkert var vand eller andet i. Han tog lidt flere bider af hans æble, og mødte blikket fra salgskvinden bag boden. uden tøven gik han selvsikkert hen imod hende, stoppede op foran boden"Det kan umuligt være solen der får deres skønhed frem"lød det kækt og charmerende fra ham, som han sendte kvinden et stort smil. Hun kiggede først overraskende på ham, hvorefter hun så bukkede lidt foran ham. Dain skulle lige til at løfte et undrende øjenbryn men endte i stedenfor med at læne sig lidt mere ind over boden, så han mødte kvindens blik som hun havde rettet sig op igen"Sikke en herlig hilsen"sagde han med et glimt i øjet og derefter tog en bid mere af æblet. Han var stoppet med at kaste pungen op i luften, og stod nu ganske tilpas med hans blik på den flotte salgskvinde foran ham.

"Unge Kazimi, det er mig en fornøjelse at hilse på dem!"kvinden bukkede endnu engang, og Dain kunne nærmest mærke, hvordan hans selvtillid og ego voksede en smule. Han trak sig dog tilbage, så han stod oprejst. Han lagde hovedet på skrå, og lod hans øjne glide hen over det forskellige mad. Der var så meget han var fristet til, men penge var jo heller ikke noget problem for ham. Han kastede så pungen op i luften igen, og greb den som han lod det kække smil brede sig på ansigtet"Det er bestemt også en fornøjelse at møde så flot en kvinde som dem"svaret lød måske en anelse mere flirtende end hvad der lige var meningen, men det var den unge kazimi da ligeglad med. Charme hade han skam masser af, og han kunne ikke benægte at han godt kunne lide kvindeligt selskab.

Deres konstante rejse havde landet dem i handelsbyen af Balzera. Ilaria havde ærinder at rende i byen, som var for officielle og voksne for hendes rejsemakker, Bart, at være tilstede for. Derfor var drengen blevet opfordret til at få tiden til at gå. Der var mere end rigeligt at se i handelsbyen, og det var nu ikke fremmed for ham at skulle beskæftige sig selv, imens Ilaria havde mere ansvarspressende situationer at tage vare om. Meget vel lignende Ilaria kun til at være dobbelt så gammel som Bart med udseendet af en elleveårige, men kvinden var tættere på de hundrede.

Den sydelige del af landet var noget af det varmeste, Bart nogensinde havde oplevet. Normalt havde han et par lag tøj på for at sikre, at han ikke frøs, men her havde han været nødsaget til at smide, så han kun bare en hvid top og de løse og smålaset benklæder. Ligesom alle af hans toppe var der huller i ryggen for at give vingerne plads, men som han gik i handelsbyen, havde Bart slået vingerne rundt om sig, så han ikke fyldte mere end godt var.
Af ren og skær udseende skilte Bart sig ud fra mængden. Med sin pergamentfarvede hud var det tydeligt at se, at han ikke var af den normale befolkning i byen. Men hvis ikke han skilte sig ud med sin hud, gjorde hans vinger det uden tvivl for ham. Når man ikke altid ønskede for megen opmærksomhed, ønskede han tit, at han bare kunne trække vingerne ind, som Ilaria kunne. Den evne havde han endnu ikke lært.
En madbod fangede Barts blik. Jovist behøvede han i princippet hverken mad eller drikke for at overleve, men tit var det rart at have den rare smag af mad og den kølige fornemmelse af væske i sin mund. Men han vidste også, at det i princippet blot ville være spild af penge af netop den grund. 

Eftersom den unge kazimi knægt hade stået og udstrålet charme i alt for lang tid, drejede han hovedet lidt væk fra boden. Han drejede sig en smule, og betragtede så nogle af de folk der kom gående, selvom han ikke kendte nogen af dem, var han sikker på at han havde set nogle af dem før. Men jo mere han stod og gumlede på æblet i hånden, jo mere virkede det som om at der var mange folk han slet ikke havde set før. Gad vide om det så bare havde været hans fantasi, og drøm. Duften af mad røg forbi hans næsebor og han skulle til at kigge hen på det, før han kunne se en person nærme sig boden.

Han kendte ham ikke, men kunne ikke undgå tankerne om personen havde vinger, eller hvad det mon vinger? Eller havde han endnu en fantasi, eller drøm. Dain måtte lige stå og gumle lidt mere på æblet som han prøvede at blive enig med sig selv, om det var vinger eller noget andet. Der var snart ikke mere tilbage af æblet, og han havde ikke tænkt sig at fjerne blikket fra den person der nærmede sig mad boden. Gad vide hvem denne person var, han så ganske venlig ud, havde et specielt udsende. Han proppede den brune pung i bukselommen, som han spiste lidt mere af æblet. Der var snart ikke mere tilbage, og som han kunne se de to personer nærmede sig ham, lænede han sig op ad boden og sendte dem begge to et bredt smil"De er ganske heldig at have kunder i boden på denne solrige, pragtfulde dag"røg de kække og charmerende ord ud ad Dain's mund som han kastede et blik hen imod salgskvinden. 

Ved madboden, som Bart havde trukket sig hen til, var ikke foruden andre kunder. Eller det lignede en nyindkøbt kunde, for han gumlede på et æble, der højst sandsynligt var kommet derfra, hvis ikke fra en bod nært. Men det var denne anden kunde, en anden dreng, der fjernede Barts blik fra madboden og fik den helt og holdent. Den æblegumlende dreng smilede til Bart. Hvorfor? Mindede han mon om en eller var det bare kutyme her, at man smilte til individerne i samme by? Bart vidste det ikke, men den anden dreng havde dog ikke sit ansigt konstant mod ham, for da Bart var kommet helt hen til boden - han kunne have vendt sig rundt, men gjorde ikke - drejede den anden dreng sit blik på salgskvinden og tydeligt pointerede Barts ankomst.

"Jeg er ikke. Jeg har ikke." startede han bare med at sige i den lyse drengestemme, der ikke havde forandret sig og heller aldrig ville. Bart løftede sågar sine hænder og viftede med dem svagt som tegn på, at han ikke var en kunde. Jo, han havde en lille pung i en lomme med meget få mønter i, men de ville næppe blive brugt på mad, selvom duften af det kunne lokke Bart til enhver tid.
De blå øjne kiggede skiftesvis fra salgskvinden til den anden dreng. Når de var på salgskvinden, var det mere et undskyldende blik, som der blev givet, imens et mere forvirret og måske endda lidt nysgerrigt blik blev givet til den anden dreng.

Som personen pludselig var kommet tættere på kiggede Dain lidt nærmere på ham, og prøvede at holde blikket væk fra salgskvinden, men kvinden var jo ganske køn. Som han fik spist æblet færdig kastede han det ned i skraldespanden i nærheden. Han sendte drengen et bredt smil som han lod hans øjne hvile sig på ham. Kvinden bag boden så ud til at kigge skiftevis imellem ham, og drengen, og hun bukkede også overfor den nyankomne dreng. Hun havde vel gode manere så det ud til. Dain lænede sig fortsat op ad boden, og lagde armene over kors for at stå lidt bedre. Hans blå øjne mødte hans lyserøde øjne som han nysgerrigt lod hans blik glide ned over ham kort. Bare for at se, hvordan drengen så ud, han så meget venlig ud, også selvom at Dain aldrig havde set ham før.

"Pjat med dig!"fløj det ud ad hans mund som han selv viftede med en hånd foran sig, og gik lidt væk fra boden. Stod stadigvæk foran den, og drejede sig lidt hen imod drengen, så han stod med fronten til ham. Han rettede sig godt op, så han stod med brystet fremme, og lagde en arm bag på ryggen, som han lagde den frie hånd ind foran hans mave. Han bukkede foran drengen som tegn på høflig gestus, for han måtte vel også huske sine gode manere for hvad ville den kære fyrste fader ikke sige, hvis han opførte sig uanstændigt. At det så skete engang imellem behøvede den kære ældre fader jo ikke at vide"Dain af Kazimi, det er mig en glædelig fornøjelse at møde dem hr..."han stoppede eftersom han slet ikke kendte navnet på drengen foran sig. Han burde nok heller ikke kalde drengen for herre, eller tiltale ham som det, men Dain var jo bare høflig og elegant, som han jo skulle være. Han hørte så kvinden grinede lidt over hans ord, som hun gjorde orden i maden, så det lå lidt bedre på boden.

Dain drejede hovedet hen imod kvinden, og gav hende et bredt smil med et glimt i øjet"Jeg er jo nød til at behage mig anstændigt du kære frue"lød det ligeså elegant og høfligt fra hans læber. Den fik lige et ekstra hak i den gode opførsel, for nu var han da ligeså godt igang jo, så han kunne ligeså godt fortsætte. Kvinden grinede lidt mere, og drejede blikket væk fra de to drenge. Dain rettede sig op og lod hans blik hvile sig på drengen foran sig igen.

Høflighederne virkede i topform fra både salgskvinden og den mørke dreng foran ham. Først et buk fra kvinden og der et buk fra drengen, der kort efter introducerede sig som Dain af Kazimi. Han var bemærkelsesværdigt højere end Bart, hvilket dog ikke var en fremmed fornemmelse fra ham. Som andre voksede, forblev han konstant på denne højde. Det havde han gjort de sidste par år.
Dog virkede denne Dain venlig af opførsel. Han kunne have ignoreret Bart, hvis det skulle være, men det virkede tværtimod til, at den mørkhudet dreng med lyserøde øjne - kombinationen havde frembragt lidt nysgerrighed i Bart, men det var ikke pænt at stirre - til at ville lade Bart blive. Det var i hvert fald lidt den fornemmelse, den lavere dreng fik af hele situationen.

Men som de to andre havde husket de høflige manerer, måtte Bart også huske sine. Opdragelsen havde ikke været foruden dette. De ældre skulle respekteres og der skulle hilses på nye og høflige mennesker. Og nu virkede det bare forkert ikke at gøre, hvad hans forældre havde opdraget ham med. Det virkede som forrædderi, hvis Bart bevidst undlod at gøre det. Derfor gav han et lille buk, først til kvinden - hun havde jo været den første til at give ham - og dernæst til Dain, hvor Bart også rettede sig op og forblev med fronten på. De hvide vinger var stadig rundt om ham. Hvis han foldede dem ud nu, ville den ene vinge blot baske ind i kvindens bod og vælte købsvarer til en del penge højst sandsynligt.
"Bart. Bart Ellis." introducerede han sig som og gav et svagt smil på de tynde læber. Ellis-navnet havde han tit overvejet ikke at nævne, når han introducerede sig selv. Få gange havde han også gjort det. Det virkede på en måde forkert stadig at bruge det. På en måde var Bart Ellis død. Og resten af Ellis-familien var. 
Dain virkede meget tilpas omkring kvinder på en måde, Bart ikke før havde set i drenge, for selvom Dain var den gode del højere, så han ikke gammel ud. Han lignede stadig en dreng, ikke en mand. Men hans ordvalg og opførsel over for salgskvinden afgav følelsen af en modne person. Eller bare en, der havde selvtillid i topform ifølge Bart. 

Synet af vingerne fik Dain til at løfte begge øjenbryn af nysgerrighed, han var da ikke et menneske var han? Var det ikke kun engle der havde vinger, som han begyndte at få alt for mange spørgsmål i hovedet var han nok nød til at vende tilbage til det der skete foran ham. Han kunne ikke bare stå og zoome helt ud, især ikke når drengen havde præsenteret sig. Høfligt gav han endnu et buk forover imod drengen, og sendte ham et bredt smil. Fordelen ved at de begge to stod ved mad boden, var at der var mulighed for noget at spise. Efterhånden havde han overvejet alt for mange ting, og det var svært at vælge for der var så mange ting at vælge imellem. 

"En ære at møde dem Bart"svarede han som han endnu engang stod oprejst og vendte kroppen en smule hen imod kvinden bag boden. Han havde helt sikkert selvtilliden i top, selvom hans scorereplikker tit ikke virkede. Der var hvist ikke en eneste gang, hvor de havde virket men det gjorde ikke at han gav op, for det gjorde han ikke. Der skulle nok komme en eller anden dag, hvor han ville få en kvinde på kroen. Han vendte sit blik på drengen ved hans side og lagde en hånd ovenpå boden, som han kiggede undrende på vingerne. Han overvejede det ene spørgmål efter det andet, men det var nok ikke særlig godt at overdøse ham med spørgsmål, det kunne også være lidt for direkte. Selvom Dain ikke rigtigt tænkte nærmere over det, og lod smilet vokse lidt som han lod hans hånd glide lidt hen over boden. 

Så løftede han den frie hånd op imod Bart, og pegede på hans vinger"Du er en engel, eller er du et menneske som mig"spurgte han undrende som han havde svært ved at kigge væk fra de flotte vinger. Hvor måtte det være rart med nogle vinger, Dain nød tankerne om det som han stod og beundrede vingerne lidt.

Snaksaglig var ikke noget, Bart var. Han ville i hvert fald ikke beskrive sig selv som det. Jo, for flere år siden kunne hans mund løbe et løb så længe, at han kunne få ondt i kæberne, men nu var der ikke meget, drengen havde på hjertet at fortælle. Men Dain havde tydeligvis en evne til at snakke.
Men som Dain igen komplimenterede at møde Bart og endda gav et kort buk igen, følte Bart sig nok mest lidt akavet til mode. Denne opførsel havde han aldrig været på modtagersiden før - eller afgiversiden for den sags skyld. Men han gav da et lille træk, så det svage smil pulserede i en større størrelse samt et nik med hovedet.

Som Dain stillede sig mere til rette ved at lade sin hånd hvile og glide hen over boden og med hans lyserøde øjne ikke helt på Barts ansigt, følte den lavere dreng, at der var spørgsmål og nysgerrighed. Og korrekt, så kom der spørgsmål og det var om vingerne. Bart gav dem et lille kig, selvom han selvfølgelig godt vidste, at de var der. Han kunne aldrig glemme dem. 
"Var vel før menneske, når du siger sådan. Men engel nu. Med tydelig bevis." indrømmede Bart med et lille suk. Dain havde sågar peget på vingerne selv. Bart følte nærmest, at hans blik havde beundring i dem. Dengang han var helt lille og havde set fugle flyve, havde han til tider været misundelige på dem. Han havde sågar nævnt det for familien. Hvordan han bare gerne ville kunne flyve fri som fuglene. Om det var en af gudernes perverse måde at opfylde hans barnlige drøm flere år efter, kunne han kun mistænke, men sket var sket og nu kunne han flyve lige så frit som fugle. Men hvad havde drengen ikke ofret for at modtage disse vinger? En del. 
Disse tanker var nok at se på det barnlige ansigt. Eller i hvert fald, at han ikke så sine vinger som en absolut velsignelse fra guderne. Måske Isari havde en mening med det, men den mening havde Bart endnu ikke set, hvis den fandtes.

Som han hørte Bart sukkede lagde han en hånd ovenpå hans ene skulder og sendte ham et opmuntrende smil. Der var virkelig tydeligt bevis på, at han var engel det sørgede vingerne for. De var dog utrolig flotte, det var svært at tage blikket væk fra dem. Han havde nærmest lyst til at røre ved dem, men ville ikke gøre det uden tilladelse. For det ville være alt for uanstændigt af ham at opføre sig så ligefrem overfor en person han ikke kendte, og alligevel så havde Dain stadigvæk lyst til at gøre det. Selvom han måske ikke kendte Bart så godt, men han nåede at komme frem til at han hellere måtte vente"Det lyder interessant, men jeg er sikker på det er en god ting at de er en engel er det ikk"sagde han med en undrende stemme som han gav drengen et blidt klem på skulderen med hånden.

Som han holdte hånden på Bart's skulder fortsat gik det op for ham, at det nok var en god idé at fjerne den, bare så det ikke ville virke alt for direkte. Ikke at Dain havde noget imod den opførsel men han måtte også hellere give ham lidt plads. Så han drejede lidt rundt i samme øjeblik som han havde taget hånden til sig. Hans blik fangede noget af det mad foran dem, og han kunne mærke hvordan hans mund nærmest løb i vand. Så mange muligheder, det var svært at vælge han havde nærmest lyst til det hele"Jeg er menneske, men er det ikke spændende at have vinger"lød det i en venlig og nysgerrig tone fra ham, som han drejede blikket hen imod Bart. Han lod armene hænge ned langs siden, og overvejede at tage pungen frem for den lå nærmest alt for godt i hans bukselomme. 

En hånd blev lagt på en af de smalle skuldre på Bart. Drengen kiggede på Dain med et blik blandet af forvirring og taknemmelighed. Det var måske underligt at lægge en hånd på hans skulder, når de decideret kun havde mødt for øjeblikke siden, men Bart kunne heller ikke lade være med at tænke positivt om Dain. Noget i den højere dreng havde kunne se, at der var mere bag de flotte vinger end bare dem. Hans vinger kunne være pæne at se på og give ham muligheden for at flyve som en fri fugl, men de var ikke kommet uden konsekvenser. Derfor sænkede Bart blikket en smule. På en måde ville han gerne fortælle det hele for Dain, men noget stoppede ham. Den tanke, at de stadig var komplet fremmede fraholdte ham fra at fortælle alt. Men klemmet på skulderen fik blikket til at stige igen op på Dain, før der blev givet slip igen.

Madboden virkede til at tiltrække Dains opmærksomhed, som den havde Barts. De lyserøde øjne vendte i hvert fald kort mod dem, før de atter landede på Bart. Et spørgsmål kom, hvor Bart først bare trak på den ene skulder som svar - skulderen, der ikke lige havde haft en hånd på sig. Drengen havde langsomt lært at acceptere fortiden og hans omstændigheder. Og han måtte indrømme, at nogen gange var det nemmere at flyve henover visse steder i landet frem for at ride på en hest, Ilaria havde til rådighed. At sidde foran hende på en galoperende hest var næppe den rareste fornemmelse, når det var i flere timer. "Det har sine fordele vel, ja." sagde Bart derfor til sidst og endda gav et lille smil. Han kunne vælge at se på de lyse sider af livet og det prøvede han lige nu. Dain gjorde det nemmere i hvert fald, så hvorfor ikke prøve det i det mindste?

Det var utrolig svært at få øjnene væk fra vingerne, selvom det var ganske uanstændigt af ham at stirre på dem, så Dain lod hans øjne bevidst falde på madboden, alt det lækkert mad der var serveret duftede alt for godt. Han stod med hans pung i hånden, og overvejede det ene efter det andet. Med vilje havde han helt ignoreret hans omgivelser, udover at han skiftevis kiggede imellem drengen ved hans side, og madboden. Var der noget han nød og godt kunne lide, så var det mad. Men kunne de fleste ikke lide det? Dain kiggede lidt mere på det forskellige mad, før han vendte blikket tilbage på Bart.

"De er ganske flotte, jeg menes ikke at jeg har set nogle vinger før"sagde han med en undrende mine på ansigtet, som han lod hans øjne glide hen over hans vinger. De var utrolig flotte, det så også ud til at de passede meget godt til ham. Det ville virkelig være en stor fordel for Dain at have vinger, alt det han kunne lave. Men på den anden side en fyrste søn have vinger, det hang hvist ikke helt sammen. Det ville næppe være et kønt syn. Han sukkede ved tanken om det, og lod så blikket falde på madboden igen. Den lille pung han stod med i hånden kastede han op i luften, og greb den igen. Han kunne nærmest mærke hans mund løb i vand, han var efterhånden begyndt at blive sulten.

Men han kunne umuligt købe noget, før han kendte Bart's tanker om madboden, for var han også sulten? Eller var det kun Dain. Han lod hans blik hvile sig på drengen, som han stod rettet op og kastede pungen fortsat op i luften"Beklager for min nysgerrighed, men er de ligeså sulten som jeg"Med ord kunne han høre hans mave begyndte at knurre. Det var nok ingen hemmelighed længere, for han var sulten. Han havde ikke regnet med at han ville så sulten lige pludselig, men han gav helt klart madboden skylden. 

Den ene smalle skulder blev trukket som svar. Måske var de flotte, det kunne Bart ikke tage fra Dain. Hvis han fandt de hvide vinger på hans ryg flotte, kunne Bart ikke sige omvendt. For mente han det omvendt? Han havde set sin egen spejlning flere gange og selvom vingerne var en påmindelse på et minde, kunne drengen ikke lade være med at se det yndefulde i sit eget spejlbillede. Hvordan vingerne på en og samme tid fik ham til at se større og mindre ud, når de var slået ud i længere vingespand end hans egne arme. Hvordan deres hvide farve lignede sne fra den nordlige del af landet. 

Som Dain selv indrømmede, at han selv var sulten, kunne Bart have sagt, at det havde han regnet ud. De lyserøde øjne havde vandret fra ham og vingerne til madboden ved dem. Hvis ikke han var sulten, kunne han bare lide at kigge på mad. Hvilket Bart til en vis grad egentlig godt kunne lide.
"Ikke rigtig. Er aldrig rigtig sulten," sagde Bart og det var rigtigt. Mad var ikke en nødvendighed for ham. Eller væske for den sags skyld. Ja, han kunne spise og drikke, og det ville komme ud igen som ved mange andre væsener. Men han havde ikke behov for føde og lignende for at overleve. Dog følte drengen, at det gav ham lidt kræfter at have fået noget mad, men dette kunne lige så meget være hans egne tanker, der tænkte dette end rent ud fakta. Hans hjerne og tanker kunne nemt stadig have vaner fra hans menneskelige liv, og når man var menneske, havde man brug for kræfter og det fik man igennem mad og drikke. "Har heller ikke så mange penge igen." Egentlig havde Bart tænkt sig måske at kigge på noget nyt fodtøj, da hans nuværende han en tæt på nedslidt bund. Han valgte sågar lige at bukke sig halvt ned for at tjekke hurtigt. Ja, fodtøj før mad. Det nødvendigste før noget andet.

Selvom de mange overvejelser poppede op i den unge kazimi knægt, så overvejede han også at tjekke de andre boder ud. Men han kunne slet ikke benægte hans knurrende mave, og var nok nød til at få et eller andet at spise for at få den til at stoppe. Han betragtede det store udvalg imens han prøvede at holde mundsavlet tilbage. Som salgskvinden tydeligt stod og kiggede på ham, kunne Dain ikke undgå at smide et charmerende smil i hendes retning, den fik lige lidt ekstra i retningen, kun i form af et glimt i øjet. Som han bestemt havde overvejet at fyre den ene scorereplik efter den anden afsted, måtte han nok hellere lade være. Specielt fordi hans mave kurrede, og den fortsatte nærmest hvilket kun gjorde at han snart var nød til at åbne den lille pung han kastede op i luften.

"Er de sikker, jeg vil ikke have noget imod at betale for penge er der masser af"lød det selvsikkert fra ham med et bredt smil. Men ordene var sande nok, for det passede jo eftersom han intet problem havde med penge. Han valgte at kaste pungen lidt mere op i luften før han stoppede da han kunne mærke et prik imod hans skulder. Det var kvinden, hvilket hurtigt fik Dain til at vende sig lidt rundt så han stod med fronten til hende. Skulle lige til at smide en kæk bemærkning afsted før han tænkte lidt som han vendte blikket hen på Bart.

Han kunne heller ikke spise alt maden der blev solgt i boden, men nogle af valgmuligheder ville bestemt ikke gøre noget, men det var da ikke høfligt at spise alt made selv. Selvom han godt kunne finde på det, men det ville næppe være særligt anstændigt. Så han lod de lyserøde øjne hvile sig på drengen, som han løftede en hånd hen imod ham. Lod den hvile på hans skulder"Vil de ikke tillade mig at købe noget mad til dem, jeg kan umuligt lade dem sulte for tænk hvis de bliver sulten senere"sagde han lidt lokkende med et bredt smil og glimt i øjet.

Hvorfor Dain var så bestemt på ikke at lade Bart gå tomhændet eller tommavet væk her fra, kunne den mindre dreng ikke svare på, men ikke bare en, men hele to gange tilbød den mørkhudet dreng med de lyserøde øjne at købe mad til Bart. Der kom sågar en hånd på hans spinkle skulder nær den ene vinge, så til sidst nikkede Bart bare. Hvem skulle han være til at fratage Dain at være lidt høflig og gavmild?
Derfor vendte Bart sig rundt for at stå med front til boden. Dog ville han ikke pege på noget, han ville have. Det var Dains penge og drengen ville ikke være til besvær, så hvad end han valgte, ville Bart takke for. Han lod Dain styre alt med salgskvinden, hvilket heller ikke virkede til at være et problem for ham. Selv var Bart næppe den selvsikre type, men Dain virkede til at have sine taleevner på det rigtige sted og sågar virkede nærmest til at flirte med salgskvinden. 

"Bor du her?" spurgte Bart. Ville det ikke være passende at fortsætte deres lille samtale? Bart kunne i hvert fald ikke bare blive her i tavshed, tage imod hvad end Dain ville give ham og så sige farvel. Plus, hvad skulle han lave? Ilaria havde sine ærinder og hun kunne blive færdig om fem minutter, men det kunne også tage timer, så Bart havde ikke just travlt. Og han måtte indrømme, der fandtes værre måder at bruge sin tid på end at være sammen med denne Dain. 

At være høflig, og gavmild var en klassisk ham ting, han var det for det meste altid overfor alt og alle. Dog kunne det også vende, men han så ingen grund til ikke at være venlig, og opføre sig pænt overfor denne dreng her. Han var jo ganske venlig overfor ham, så hvorfor skulle han ikke være ligeså venlig over ham. Han betragtede maden i boden lidt mere, før han var besluttet for at købe noget af det. Dog ikke det hele, for det ville blive alt for meget mad. Som det virkede som om at drengen ikke var så glad for at flirte og snakke med kvinden løftede Dain et undrende øjenbryn men sendte så Bart et smil.

Det var typisk den unge fyrste knægt at flirte med det kvindelige køn, han kunne næsten ikke lade være. Det skete bare tit, og han havde intet imod det. Han fik smidt nogle penge på boden, for at betale for maden, og efterlod med vilje lidt ekstra. Han var jo i glimrende humør, så hvorfor ikke efterlade lidt ekstra"Jeg er fra Balzera ja, har været her på markedet tit"svarede han som han drejede hovedet hen imod drengen, og bar lidt af maden i favnen. Han burde måske have bedt om en pose, eller et eller andet men det var nu ikke så meget mad han købte. Noget brød, og noget at drikke, samt nogle frugter det var ganske fint for ham. Lige nu kunne han sagtens bære rundt på det, dog som han skulle til at gå nogle skridt frem kunne han mærke noget hev fat i ham. Han lavede en kvælende lyd nærmest, før han utilfreds slog øjnene op, så blikket blev stort"Hvad i..!"nåede de få ord at forlade hans mund, før hans øjne fandt kvindens øjne.

Han tog straks ordene tilbage, og måden han havde sagt dem på. Det var ikke engang blevet til en fuld sætning"Kære kazimi de glemte en pose eller jeg giver dem en lille kasse af pap de kan bære maden i"sagde kvinden, og Dain kiggede på hende nærmest overrasket over hun havde hevet ud efter ham, nærmest som om han blev kvalt. Han lænede sig frem imod hende, blinkede charmerende til hende som han tog imod kassen, og lagde maden ned i den"Jeg siger mange tak, det er ganske pænt af dem"sagde han høfligt og elegant som han gav et lille buk fra sig. Så vendte han rundt, så han stod med fronten til Bart, og tænkte lidt som han begyndte at gå hen ved siden af ham"Hvad med dig, bor du her, eller langt væk"spurgte han undrende men også en smule nysgerrig, for han ville gerne vide det. 

Dain virkede til at have mere end råd. Nu vidste Bart ikke, om han normalt spiste så meget eller om han bare var så sulten, men det var alligevel en favnfuld af mad og lidt drikke, Dain kom ud af med det. Bart skulle til at tilbyde at bære lidt af det. Det var det mindste, han kunne gøre, men inden han overhovedet nåede at strække armene ud, da Dain blev hevet bag ud. Det var salgskvinden, der kom med en kasse for de nyindkøbte varer. Han havde sagt, han boede i byen og var tit på markedet, hvilket Bart lidt kunne fornemme. Den højere dreng virkede tilpas og bekendt, i hvert fald med denne salgskvinde.

"Bor ikke rigtig nogen steder," sagde Bart bare. Han havde haft et hjem, men det hjem havde tilhørt hans tidligere liv. Det var ikke længere hans. Han var ikke længere Ellis-familiens yngste fødte og eneste søn. Han var en enlig engel, der var på omrejse med Ilaria. Oft "Rejser rundt i landet med Ilaria." Bart var heldig at have hende. Uden hende vidste drengen ikke, hvad han ville være. Han havde været en simpel gadedreng, før Ilaria havde fundet ham. Eller han havde fundet hende. Det var jo ham, der havde stødt på hende teknisk set. Taget omstændighederne i betragtning havde drengen det nok bedre end normalt med Ilaria. Men efter måneder på gaden var alle nærmest bedre end ingenting.

For Dain var kvinder ikke et problem, for han havde skam ikke noget imod kvinder. Det var nærmest ligegyldigt hvad deres alder måtte være, dog kunne den unge kazimi knægt sagtens miste blikket på salgskvinde, specielt hvis der lige kom en anden kvinde forbi. Det var nemlig ikke nemt med alle de kønne kvinder, og Dain kunne jo ikke lade være med at lade hans lyserøde øjne betragte og beundre dem. Ligemeget om det var på afstand, eller ej. Som han hørte Bart's ord vendte han sit fokus på ham, og sendte ham et bredt smil.

"Har du slet ikke noget hjem!"udbrød han nærmest, uden helt at tænke nøje efter hans egne ord. Uden også at tænke på omgivelserne, for han kunne hurtig se nogle folk vendte sig undrende hen imod ham og Bart. Han bukkede elegant foran de få folk, og vendte sin opmærksomhed hen imod Bart igen. Stod med hans krop vendt imod ham, og lagde begge hans hænder ovenpå hans skuldre"Jeg mener, har du slet ikke noget hjem"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn. 

Som han hørte ordet, eller det var nærmere et navn, som var Ilaria, tænkte Dain lidt. Han stod med posen i hånden, posen hvor der var madvarer i, og noget at drikke. Lod hans lyserøde øjne hvile sig på Bart, det navn havde han hvist ikke hørt før, og greb fat rundt om Bart's ene arm, så de pludselig stod i armkrog, hvorefter Dain begyndte at gå"Hvem er, eller hvad er Ilaria"spurgte han nysgerrigt med et bredt smil som han lod hans blik glide lidt rundt på omgivelserne, og sendte et stort charmerende smil til de folk de kom forbi.

Den verbale udbrud fra Dain overraskede Bart nok til, at drengen gav et lille spjæt af chok. Men det var kun et lille og han var hurtigt nede igen. Men tankerne var stadig op. Skulle han fortælle det? Det hele. Det ville forklare det hele og med Dains spørgsmål nu, virkede han ikke til at stoppe, så hvorfor ikke bare fortælle hele historien? Fordi han lige havde mødt Dain. Derfor. Man fortalte ikke sin livshistorie for en halvfremmed. Eller hed det dødshistorie for Barts vedkommende? Han rystede derfor blot på hovedet, men tankerne tog over i stemmebåndene og sagde efterfølgende: "Der er intet hjem tilbage i det hus alligevel." Og Bart ville heller ikke have kunne beholde det, selv hvis han ville. Han var en dreng. Et barn uden penge eller midlerne til at holde et helt hus igang. Efter det hele og før han havde mødt Ilaria, havde gaderne været hans hjem. Hvis man kunne kalde det for hjem.

En arm blev grebet fat rundt om Barts tynde arm. Dain var igang med at gå og med armen låst fast med den større drengs, kunne Bart ikke andet end at gå med. "Ilaria er min værge, vel," startede Bart. Ikke på skrift, men når man havde taget et barn til sig, var man så ikke det pågældende barns værge? "Hun er også engel. Hun fandt mig næsten et år efter.." Det fik Bart til at stoppe i sine ord og nok også i sine fodspor, hvis ikke Dains gang tvang Barts ben til at følge med. Drengen fik stadig kuldegysninger ved tanken om dét minde. Mørkelverne, der kom. Forældrene, der prøvede at beskytte deres børn. Mørkelverne, der kom tættere, efter forældrenes beskyttelse havde fejlet. Kniven, der havde boret sig ind i drengens brystkasse. Den anden hånd, den som Dain ikke havde fat rundt om ved armen, tog sig instinktivt til brystkassen, hvor arret fra kniven stadig var der. Bart ville nok altid gå med en top for at skjule det. Skjule det fysiske minde fra hans værste minde i sit tretten år korte liv.

Som de lyserøde øjne scannede markedet, og betragtede nogle af de forbigående, kunne Dain ikke undgå at overveje at undersøge nogle af de mange boder, de var tæt på. Der var alligevel så mange af dem, at man måske godt lige kunne tjekke nogle ud, for måske der var noget man godt kunne tænke sig. Penge var intet problem for den unge kazimi. Det havde heller aldrig været et problem, og slet ikke noget han kunne klage over. Som han gik længere rundt på markedet, imellem boderne, lod han kort hans blik falde ned på hans arm han havde rundt om Bart's ene arm. 

Dain havde intet imod det, han havde bare gjort det fordi det virkede hyggeligt. Men han var slet ikke sikker på, hvordan Bart havde med det men eftersom det ikke virkede til, at han trak sig måtte det betyde det var fint nok"Det gør mig ganske trist at høre det"lød det bekymrende fra Dain, som han lod hans øjne hvile sig på Bart. Han fortsatte lidt videre igennem markedet, som han indimellem tillod sig at kigge på nogle af boderne. Som han pludselig hørte navnet Ilaria, kunne han ikke lade være med at smile lidt, som han vendte blikket væk fra Bart. 

De lyserøde øjne faldt på en bod tæt på dem, det virkede til at der blev solgt silke, og smykker. Han blev lidt fascineret, og uden at tænke nærmere over det, trak han Bart med hen til boden. Bare for at undersøge den lidt nærmere. Han stod så og betragtede de mange smykker, og alt den silke der blev solgt, og der var godt nok nogle flotte stykker"En engel...Det lyder spændende, er du også en engel"spurgte han undrende men også nysgerrigt.

Dain var tydeligt tilpas ved disse boder. Han gik nærmest, som om han ejede stedet, syntes Bart. Måske gjorde han. Det vidste Bart jo ikke. Han var ikke andet end gennemrejsende dreng, der var blevet efterladt i nogle timer. Medlidenheden i den anden drengs stemme og blik fik underligt nok Bart til at føle to ting. Først akavet, for han kendte ikke Dain og Dain ikke ham. Han havde intet at undskylde for, men Bart havde erfaret, hvis han fortalte sin historie, var det oftest folks reaktion. Medlidenhed for en dreng, der var blevet revet fra sin familie og gjort til, hvad han nu var. Men Bart følte også taknemmelighed. I det mindste var Dain ikke en følelsesløs person.

Uden at have noget at skulle have sagt blev Bart revet med hen til en bod fyldt med silke og andet luksuriøst stof. Tydeligt var det ikke de klæder, Bart gik i. Den hvide top var slidt og tæt på huller flere steder og de posede bukser havde huller flere steder. Nej, silke var ikke noget, Barts minimale garderobe var fyldt op med.
Selvom Dain allerede havde spurgt, valgte Bart bare at nikke. Bedre være høflig end at risikere at fornærme Dain ved at pointere gentagelsen. Han valgte sågar at baske lidt med vingerne som tilføjelse af svaret. Ilaria havde lært ham at styre vingerne. Han var stadig ikke flyveklar, men han kunne bevæge vingerne. Men det var stadig en ny fornemmelse for Bart, hvilket også kunne ses, for med vingernes basken blev de nærmest bunker med stof skubbet ned. "Undskyld." skyndte Bart at sige til sælgeren, før han bukkede sig ned for at samle det op. Forhåbentligt ødelagde lidt jord og skidt det ikke.