Der var efterhånden meget lidt af Highwell palæet, som ikke var sat på den anden ende og selv den blå salon, nær Isadoras værelser var blevet inddraget til forberedelserne. Salonen havde ellers været hendes foretrukne tilflugtssted i tiden efter hendes indtrædelse i husstanden for ingen andre havde virket til at bruge den. Det havde været stedet hun kunne skjule sig med en bog og en sen kop the, men bedst af alt havder William vidst han kunne finde hende der alene om aftenen.
Hun var så alt andet end alene i salonen denne aften.

Isadora betragtede sig selv i det store fuldfigur spejl der var placeret midt for væggen ind mod hendes værelse. Hun var iklædt underkjole, korset og stofstykker der var ved at blive tilpasset til mønsteret af en kjole. Ikke Kjolen endnu, men en til en af de mange dage omkring selve dagen som åbenbart også krævede nyt tøj. Måske mest af alt fordi hendes mormoder generelt bare mente hun trængte til at få en standsmæssig garderobe og at hun lige nu ikke var i en position til andet end sige ja.
En høflig lille lyd ved hendes ene side var da også nok til at hun hævede de efterhånden trætte arme ordentlig ud til siderne igen. Om lidt ville hun få lov til at bevæge sig så alle nålene kunne prikke hende og skrædderen kunne se om hun var tilfreds med syerskens arbejde.

Ganske rigtigt. Isadora sagde intet men fulgte opfordringen til at gå i en cirkel rundt i rummet. Hendes blik gled over de tre andre kvinder, der sad med lys og stof forskellige steder og var dybt fordybet i sømme, broderier og andre småting. En gine var sat lidt til side med en vinrød kjole manglende de sidste ting og to andre stod klar til de kommende kjoler.
Hun blev stoppet, flere nåle flyttet, stof rettet og endelig, ENDELIG kom beskeden om at befri hende. En proces der tog sin søde tid, men endte med det nåleholdte stof hos syersken og Isadora strækkende sig i ikke så meget i midten af rummet.

William havde mere eller mindre blot forsøgt at få dagen til at gå hurtigere så aftenen kunne indfinde sig. Han var stadig ikke i kridthuset derhjemme, lige meget hvor længe og detaljeret han forsøgte at forklare årsagen bag sine valg. Han havde været dum, det vidste han sådan set godt, men den person som havde været bedst til at få det ind i hans hoved var Isadora. Ikke hans mor, far eller brødre. I det mindste kunne Isadora se noget godt i de valg han havde taget - også selvom det ikke var gennemtænkt overhovedet.

Men om aftenen havde han muligheden for at stikke af. Han forsøgte at opføre sig ordentligt, både fordi han ikke ville give sin stakkels mor flere hjertestops, men han havde brug for at se hende bare engang imellem unden at være under opsyn.
Så da han vidste aftenen var nået stadiet hvor de lod ham være, var han væk.

William dukkede op med den letgenkendelige blob lyd som hans teleportering nåede frem til salonen. Han kom med et træt suk som han gned sig i øjnende. "Du godeste hvo--" han kiggede rundt og så ind i ansigtet på tre meget overraskede kvinder stivnet midt i deres bevægelser. William stivnede selv og kiggede efter det velkendte - Isadora, placeret som dukke midt i forsamlingen.
Hans ansigt fortrængte sig i fortrydelse, men vidste at løbet var kørt. Han kunne ikke bare teleportere væk igen, når han var opdaget. "Ja.. Godaften, de frøkner." et lille snert af af træthed var at spore i hans stemme  som han kørte hånden gennem sit hår og så oprigtigt undskyldende på Isa.

Isadora lod armene falde ned langs siderne, som hun sendte skrædderen et undersøgende blik. Denne virkede dog fuldt optaget af en dæmpet samtale med den ene af de yngre kvinder. Fredet for en tid. Isadora sukkede næsten af lettelse og stivnede så som en lidt for let genkendelig lyd ramte hendes ører. Drejende hastigt på stedet lyste hun op i et varmt smil ved synet af Will i stor kontrast til resten af kvinderne i rummet der var stivnet i overraskelse og for et øjeblik var helt stille.

Det var omkring der Isadora huskede hvor lidt påklædt hun var. Hendes øjne blev store, før hun hvirvlede rundt og greb en kåbe hængt nær spejlet og hurtigt svøbte sig i det himmelblå stof, og så fandt hans blik igen. En smule rødmen var skudt hende op i kinderne og blev der, som hun forsøgte at ranke sig og tage føringen før nogen anden kunne det. "Will! Sikke en overraskelse!" Hun forsøgte at holde stemme let og naturlig, mens det ville være tydeligt for ham at hun tænkte så det knagede over en måde at redde situationen på. "Var det ikke pavillonen vi aftalte?" De havde intet aftalt, men den historie måtte hun rode sig ud af senere. Hendes mormoder ville bestemt ikke blive glad for at høre om det her og kvinderne i salonen skulle nok sladre.

William mente godt nok hans uheld havde været exceptionel højt på det sidste, men han kunne ikke tillade sig at være alt for muggen over det. Han havde trods alt fortjent det meste af hvad der var hændt den sidste tid. Ikke at alt havde været træls og uden fordele. Der var visse aftaler, som han da egentlig mente han havde noget at skulle havde sagt i forhold til, som var faldet i ganske god jord. Den vigtigste indebar Isadora.

Men lige nu kunne han kigge en del akavet fra den ene kvinde til den anden, uden helt at forstå hvor han skulle gøre af sig selv. Der kom dog et lidt fjoget smil frem på hans læber som han kiggede på Isa igen. Der måtte være lidt morskab i deres uheldighed. Men det blev hurtigt til noget mere anstændigt og lod sig hurtigt indlogere i den hurtigere redningsaktion af situationen. ”Oh jo, det beklager jeg! Mine tanker måtte havde været et helt andet sted” undskyldte han sig høfligt overfor både Isadora og de forskrækkede kvinder, som uden tvivl ville sladre så snart de fik chancen, og begyndte at bakke langsomt. ”Giv jer endelig god tid med jeres opgaver” som var han slet ikke utålmodig efter at snakke med hende. Da han kom ud, begyndte han at bande og svovle en del over sig selv, men fandt da hurtigt vejen frem til pavillonen med et nyt blob. Forhåbentlig forstyrrede han ikke nogen den her gang. Meget pludseligt og uplanlagt.

Det var ellers begyndt at gå nogenlunde godt for Isadora. Hun havde ikke lavet nogen skadaløse ting - efter hendes mormoders mening - siden forårsfesten hos Arys og havde i den grad gjort sig fortjent til en smule mere tiltro og en smule mere frihed. Noget hun nok godt kunne vinke farvel til den nste uge mindst, når det her besøg kom for drages ører.
Men hvor var hun glad for at se Will!
Smilet der ikke helt havde ville forlade hendes læber, mere end den røde farve hendes kinder, gav da også kun grund til en dæmpet fnisen, som han forsvandt med et pinligt berørt udtryk i ansigtet og et sigende blob.
Langsomt vendte Isadora mod skrædderen, der så på hende med et delvist sammenbidt og delvist overbærende udtryk. Kvinden var trods alt hendes mormoders faste skrædder og kendte den i palæet almægtige kvinde og hendes reaktioner ganske godt. Ingen ord ud over blikket var da heller nødvendige for Isadora til først at dukke hovedet, før hun rettede sig og fandt sin rang. "Hvis der ikke var mere i aften, vil jeg finde lidt mere påklædning og en anstandsdame til en tur i haven..."
Hun holdt den andens blik til denne nikkede accepterende med et slet skjult smil og hørte den lette fnisen, som hun drejede sig og forlod salonnen.

Fuldt påklædt og med en enkel kappe om sig trådte hun ud i haven et kvarter efter med sin kammerpige på slæb. Pigen havde forsøgt at komme med meget spage indvendinger til Isadora havde meddelt hende at hun skulle med, hvilket også havde øget pigens hjælp ikke så lidt.
Isadora stillede direkte mod pavillonen gennem den velplejede have med de snoede stier. Ved en bænk i synsvidde af målet stoppede hun og gav pigen besked på at vente. Dette blev accepteret efter et blik på afstanden og et på Isadoras udtryk. Et lille smil blev også forsøgt skjult. Isadora valgte stoisk ikke at se det.
I stedet gik hun alene de sidste meter og rakte hænderne frem. "Will!" De havde ikke set hinanden siden... ja, alt for længe nu og det havde ikke været en nem tid for nogen af dem at komme igennem. Heldigvis kunne beskeder stadig sendes og afleveres skjult.

Will kunne ikke lade være med at slå sig selv en smule i nakken. Han kunne da havde tænkt sig til at det på et eller andet tidspunkt ville gå galt! Hvorfor havde han ikke tjekket inden han bare vadede ind?! Han gik rundt om sig selv ude i pavillonen, håbende at dragen ikke slog et smut forbi. Ikke at chancen var stor på denne tid af døgnet, men helt ærligt, så mente han ikke at heldet altid var særlig meget med ham! At det oftest var selvforskyldt, valgte han ganske bevidst ikke at tænke alt for meget over i dette øjeblik.

Ved lyden at skridt, vendte William sig med en anspændthed i kroppen og et hurtigt indtag af luft. Indtil han til sin lettelse så det var præcis den person han ventede på. Derefter dalede hans panik promte og smilet voksede frem på hans læber, som han rakte ud efter hendes hænder. Han var dybt klar over at der blev holdt øje med dem, måske kun af kammerpigen, men ikke desto mindre! Han valgte derfor at løfte hendes hænder og kysse dem begge, selvom han da langt hellere ville nærme sig et andet sted. Det måtte vente.

"Du må virkelig undskylde den ankomst jeg fik kvajet mig ud i der. Men hvor er jeg glad for at se dig" der var en dyb betagethed der helt gav ham et sug i maven. Ingen kunne måle sig med hende! "Kommer du i problemer?" bekymringen var at spore, og selvom det snart officielt skulle stå et bryllup hvorefter de begge kunne få lov at være i hinandens nærvær uden nogen former for indblanding, følte William sig ubeskrivelig overvåget hele tiden. Som var det forbudt at de brugte tid sammen!

Et lille sug gik gennem maven på Isadora som Will lyste op ved synet af hende. Der var ingen bedre fornemmelse i verden. Som han tog hendes hænder og kyssede dem lidt stod hun blot og smilede op til ham. Det var den nærmeste kontakt de havde haft siden hjemkomsten til Dianthos og fornemmelsen af hans hænder om hendes, hans varme så nær hende, var ikke til at komme uden om.

En let fnisen gled fra hende som latter stod op i hendes blå øjne. "Jeg stod og ønskede et eller andet ville ske, så jeg kunne slippe væk fra at være en dukke... Så kan måske lærer at være mere forsigtig med ønsker!" Hun gav hans hænder et klem, men tvang sig samtidig til at blive stående hvor intet andet end deres hænder var i berøring. Kammerpigen ville fortælle alt videre og jo indre overtrædelser af etiketten de gjorde, jo bedre for hendes frihed.

"Sikkert, men de vil være det værd." En kort bekymring gled over hendes ansigt, før end hun skubbede det fra  sig og i stedet bare smilede til ham. "Jeg troede de havde dig bundet til bærestolpen eller sådan noget. Hvordan slap du løs?" Det havde lydt sådan i hans små udsmuglede sedler og blikkene hans forældre havde udvekslet, mens de ventede på dragen hin aften, havde heller ikke lovet for godt for Wills magibrug.

Latteren gled igennem ham, som det ikke var muligt at fjerne smilet fra hans læber i øjeblikket. At mærke hendes hænder og varme igen gjorde ham fuldkommen rolig mens hans hjerte syntes at galopere afsted samtidig. ”Hvad snakker du om, det ønske var perfekt” og han kunne bruge det som undskyldning for sin meget pludselige indskydelse om at tage en risiko så stor som denne. Men det gjorde han formentligt ikke. Han ville se hende, lige så meget som hun så ud til at ville se ham. Han tog gerne risikoen. Selvom det også betød han glemte at tænke på konsekvenserne ikke kun for ham selv.

”Jeg kan bryde ud af ethvert fangskab. Når de glemmer at holde øje med mig. Hvilket betyder de formentligt har opdaget jeg er væk og snart kommer efter mig” svarede han med latter i stemmen og gav hendes hænder et klem. ”Men jeg har noget jeg gerne vil spørge dig om. Uden dra-din bedstemor og uden mine forældre og deres indflydelse, tanker og krav.” han smilede, men var nervøs. Han tog en dyb indånding, og sank ned på et knæ uden at tage sine øjne fra hende.

”Uden deres indflydelse. Uden deres krav og forventninger. Dig og Mig. Kun os. Jeg er kun interesseret i dit svar til det her spørgsmål.” det virkede underligt at spørge, når alt var gjort klar til dagen allerede og de vidste den kom. Men det var vigtigt for ham alligevel. ”Vil du gifte dig med mig?”

En mere fyldig og varm latter fulgte Williams ord, end den stille og mere beherskede Isadora før havde ladet slippe fra sig. Det var så typisk ham med den lille tilføjelse og samtidig kunne hun ikke andet end ryste på hovedet af dem såvel som ham. "Ingen neutraliserende amulet lås fast til dig endnu?" Hun havde haft en forventning om at en sådan ville have fundet vej til ham, før hun havde forladt huset. Hun ville have haft hængt en sådan på ham!
Ikke at det havde kunne holde, hvis han vitterlig ville fri, men det havde kunne give ham antydningen af alene tid uden at de havde kunne forvente et plop og en forsvunden William.

Hans nervøsitet smittede af på hende og erstattede hendes munterhed med alvor. Alt for mange ord byggede optil et eller andet og... Han faldt på knæ. Isadora trak vejret dybt ind som hun klemte om hans hænder og mærkede et sug gå igennem maven på hende. Hans ord så dæmpede og fra hjertet og sluttende med ham seende op på hende med det alvorlige og usikre blik, som var han ikke sikker på hvad hendes svar ville være...
"Ja, selvfølgelig!" Hun slap hans hænder og lagde i stedet sine om hans ansigt, før end hun bøjede sig ned og lukkede hans læber med sine. Forseglede det sagte og bandt det mellem dem, med en på mange måder forbudt berøring.
Lidt væk gispede kammerpigen ved synet.

William smilede skævt og på den drengede måde han næppe nogensinde fik lagt fra sig. ”Det er der nok efter i aften” bekendtgjorde han ærligt. Hans mor troede stadig han var en god lydig dreng, og det var han på sin vis også. Bortset fra at han ikke var særlig lydig eller en dreng mere. De første dage havde han da også holdt sig indenfor det forventet af ham. Hvilket også havde gjort at især hans mor var blevet naiv og troede på at han selvfølgelig aldrig kunne drømme om at stikke af.
Det var så ødelagt nu, men også det værd.

Lettelsen skyllede over ham ved hendes svar. Et sted, var det en stor undren at han var usikker, men når alt kom til alt, havde han aldrig hørt svaret fra hende direkte. Eller fået hendes spurgt direkte. Det var blevet antaget af deres familier, og selvom der ikke var noget han hellere ville end at gifte sig med Isadora, var det stadig et valg hun skulle være med til at tage, og ikke pålægges.
William lukkede sine øjne og gengældte kysset. Han løftede den ene hånd og lagde den blidt mod hendes kind. Han smilede over hele ansigtet som de slap hinanden igen og han langsomt kom tilbage op at stå.
”Intet andet svar kunne gøre mig lykkeligere” Han trak hende ind til sig og plantede et kys på hendes pande. De måtte slet ikke det her, og slet ikke stå så tæt, men han forsøgte alligevel at trække den, bare et par sekunder mere, før han var nødt til at slippe hende igen og vente utålmodigt til at de kunne være sammen uden hele tiden at forvente at blive holdt øje med.

Følelsen af Williams hånd mod hendes kind kaldte Isadora en smule tilbage mod virkeligheden og hvor de var, men uden at hun følte nogen tilskyndelse til at lægge afstand imellem dem. I stedet mødte hun strålende hans blik, som deres læber skiltes og lod ham trække hende tættere ind til sig. Så ganske upassende, men...

"ISADORA AGNES HIGHWELL!"

Det bydende og umiskendelige stemme tilhørende Isadroas mormoder skar gennem stilheden i haven og den boble af tosomhed de to unge havde lukket om sig. Den var fulgt af faste skridt. Stadig fjerne, men kommende hastigt ned gennem haven og imod dem.
Forskrækket stivnede Isadora, før et let fåret udtryk gled over hendes ansigt. Tøvende strøg hun Will over kinden, før hun langsomt trådte et halvt skridt baglæns med en dæmpet mumlen. "Dragen kommer, min ridder..." De havde på deres rejse moret sig en del med at fortælle eventyr og fortællinger ved bålene, hvis primære mål var at få den anden til at grine. Will som ridder havde aldrig slået fejl for hende.

Så tog hun et skridt længere tilbage og lod endelig hænderne falde væk fra ham, foldende dem foran sig, som hun vendte sig fulgt mod dem forargede grevinde kommende deres vej. "Du må hellere finde hjem til dit tårn..." Der var trods alt ingen grund til han gennemlevede to omgange af den samme smøre på en aften.
Af samme grund gik hun sin mormoder i mødemed kun et enkelt usløret glædestrålende blik til Will, før hun skolede sit ansigt til det der ville komme.

Man skulle tro at William var blevet for gammel til at fare sammen, men den voldsomme udlægning af Isadoras fulde navn, fik ham til at løfte hovedet i et ryk og forskrækkelsen var tydeligt malet i hans ansigt. ”Åh åh” Man kunne havde håbet at det var gået ubemærket hen at han var kommet dertil, men William vidste godt at det løb var kørt så snart andre end Isadora havde set ham. Men kunne dragen ikke havde ventet bare et minutter mere i det mindste!

Latteren kom lavmældt men sikkert til ham som hun kaldte ham ridder. Det var så tydeligt at han ikke var den typiske ridder på den hvide hest, og det havde de haft mange gode stunder omkring. Og forhåbentlig ville historierne aldrig stoppe.
Det var modvilligt han slap hende, men vidste også at det var en nødvendighed inden de begge blev grillet. ”Og vente på at min prinsesse redder mig” færdiggjorde han hendes sætning med et glimt i øjet.
Han lod hende gå, med den viden at det snart aldrig ville være nødvendigt at skjule deres følelser for nogen anden igen. Han håbede blot at den kære mormoder ikke ville være alt for hård ved hende, grundet hans dumheder.

Med det velkendte blop forsvandt William, og kom frem i sine egne gemakker. Ansigt til ansigt med sin lavstammede moder med hænderne velplaceret på hofterne. Åh naivt af ham at tro han slap.