Et par uger var gået forbi siden maskeballet i Arys slægtens højborg, og ikke meget var sket i mellemtiden. Dagene forsatte joh som de plejede, og imellem diverse frivillige studier, så havde Aldamar i de lyse sommernætter meget tid på sine hænder. Det var trods alt begrænset hvad han skulle sørge for, udover ikke at komme i problemer.
Fyrstesønnen havde i længere tid vidst at han skulle til Dianthos. Det var en af de pligter han havde, hvor at han en gang om måneden - nogle gange lidt oftere, var tvunget ind i lange møder om landets tilstand. Ikke fordi hans ord helt reelt havde meget magt - han var ikke i en position hvor at han kunne kalde skuddene, og deltog  også mest for erfaringens skyld. Men det var kedeligt arbejde, og udover det, var det personligt et trættende arbejde for Aldamar. Han kunne næsten ikke være mere irritabelt anlagt end han som regel var, efter et langt møde om hvad der føltes som ingenting.

Og irritabelt anlagt var han bestemt. Han var ankommet i går morges, og hele formiddagen - og meget af eftermiddagen idag, var  blevet brugt imellem papirnusseri og ordkløveri. Da aftenen var faldet på, var hans krop ved at koge over af indespærret rastløshed og træt irritation over hvor meget hensyn man hele tiden skulle tage til sine med-adelige. Det havde været mærkbart ifølge Thalo - en tjener der med tiden var blevet en nær ven, som foreslog at de gik ud for at strække benene lidt i aften.
"Strække benene?" Aldamars stemme var en anelse forvirret, men Thalo havde en plan. Det var ikke forbudt for dem at bevæge sig rundt i Dianthos, men det blev kraftigt anbefalet ikke at gøre det alene - og slet ikke iklædt det han normalt bar. Men da Thalo selv var vokset op her, jah så kendte han området og menneskerne ret godt. Og det var givetvis sådan at han fik lokket Aldamar afsted i ly af aftenen. Udskiftet var blå og sølv med en creamefarvet løsthængende skjorte - en anelse beskidt kunne Aldamar konstaterer, og almindelige brune bukser fulgte med. Idet han tog overfrakken på, kunne han næsten ikke genkende spejlrefleksionen af sig selv. Perfekt, han lignede lidt en slyngel gled det sarkastisk igennem hans tanker. 
Den anden grund, var en meget mere personlig grund og også fundamentet for hvorfor de lige præcis skulle ende på Det Halve Svin.

Det knirkende skilt bevægede sig en anelse i den stille vind, men ellers var der ovarraskende stille udenfor på gaden, selvom man godt kunne hører larmen inde bagved døren. Aldamar, Thalo og de 2 - 3 mænd som Thalo kendte stod alle og betragtede kroens hårde dør, men dog mest fordi at Aldamar tøvede, inden at han med et intetsigende udtryk i ansigtet tog sig sammen. "Lad os gå ind" mumlede han, og fulgte med mændende ind i larmen i Det Halve Svin, blå øjne nysgerrige men også en anelse søgende.
Da de kom ind gik der ikke længe førhen at de fik sat sig ved et bord, og øllen blev serveret. Stemningen var god, latteren høj og Aldamar fandt sig selv en anelse overrasket over hvor fritsindet det brogede selskab omkring ham opførte sig; en skarp kontrast til de regler man normalt fandt imellem mennesker.

Ugerne var gået siden ballet, og Fabian havde med lethed faldet tilbage i sin rutine i Dianthos. Efter de første par dage havde han også skubbet Aldamar ud af hovedet. Uanset hvor sjovt det lille eventyr havde være til ballet, så havde Fabian ingen forventninger til en prins. Royal og politikere havde en tendens til at lyve, og hvad ville en prins dog også lave på en normal kro i Dianthos?

Det var ved at blive aften, og Fabian befandt sig på det Halve Svin, som han så ofte gjorde. De ensomme kom ofte herinde, og klientellet var en anelse mere fint end hvad man ellers fandt i det nedre bydistrikt, hvilket han værdsatte. Nogle af hans stamkunder tog også jævnligt hertil, og hvis alt andet gik galt, så kunne han nok lokke en af dem op på værelset inden aftenen var omme.

Han havde fundet en øl til sig selv, tidligt på aftenen, som han stadig havde i hånden, da han ikke havde planer om at drikke specielt meget. Bare nok til at han ikke så ensom ud og så ud som om at han prøvede at lokke øl ud af nogle andre.
Han havde stået lidt oppe ved baren, da han blev distraheret af en ny gruppe mænd der kom ind i kroen. Det var dog den lave mørkhårede der fangede hans øje, ikke fordi han kunne se at det var Aldamar, men mere fordi ikke mange mængd var på den højde.

”Arbejdet kalder,” sagde han kækt, før han skubbede sig selv væk fra baren, og begyndte at gå ned til bordet med mændene, hvor han havde tænkt sig at slå sig ned, bare lige for at se om nogen af dem kunne være interesseret. En af de højere mænd havde da virket som om at han kunne bruge lidt omsorg.
Fabians udseende var dog næppe som Aldamar havde set ham før. Han var mere sig selv i denne her situation, hvilket betød at det kort klippede hår var tilbage, og hans tøj var langt mere simpelt, hvilket inkluderede en skjorte der var halvvejs åben, og som ikke efterlod meget til fantasien, som hans bryst var meget synlig.

Han slog sig ned med sin øl, og lænede sig ind over bordet, med et smil på læberne. ”I ligner nogen der godt kunne bruge noget sjov,” sagde han, og lod sine øjne glide rundt på hver enkelt af dem, som om at han var ved at tage tøjet af dem bare med øjnene, indtil han landede på Aldamar, og han frøs bare en anelse, som han så et par øjne han næppe ville glemme foreløbig. Det måtte være løgn.

Men hvordan kunne han egentlig have forventet andet end fritsindighed? På trods af at alle i det mindre selskab vidste hvem hinanden var, gjorde resten af kroen ikke. Og udenfor adelens snobbede øjne var der helt andre boller på suppen og ord i munden. De første mange minutter, brugte Aldamar i studerende tavshed idet han en anelse mistænksom lod blikket glide over de gæster de havde omkring dem, og stoppede ikke førhen han mærkede en albue i maveregionen. "Baldric..." det gav et lille ryk i ham som han kiggede op på Thalo, der med et forsikrende smil bad ham om at lade værd med at stirre sådan, og noget med at det kunne opfanges forkert herinde. Prinsen studsede kort over det, men lænede sig derpå en anelse tilbage i stolen og ømmede sig over hans spidse albue. 

Øl blev hentet og serveret. Selvom Aldamar sjældent drak, så kunne han da godt klemme en enkelt eller to ned, var tanken. Småsnak begyndte og selvom prinsen ikke aktivt deltog - hans opmærksomhed var for distraheret af et mindre skænderi ved siden af dem, så havde han en ret god idé om lige præcis hvilken tjenestepige Thalo snakkede om. Den samme som han altid gjorde - hende med de brune øjne og buttede kinder. Aldamar tog overvejende en tår af sit krus. Hun var vel også køn, men Thalo havde haft sine problemer med hende.... det bedste var nok -.
Alt snak forstummede idet en drillende stemme blev tilføjet til bordet de sad ved, og i et ryk havde Fabian pludselig 4 sæt øjne på sig, alle med forskellige tanker om den indsmigrende unge mand og hans direkte indgangsvinkel til deres bord. Dog var det mest overraskede tydeligt Aldamar, der i et lille ryk låste øjne med Fabian. Han så anderledes ud... Ligesom at Aldamar ikke lignede sig selv voldsomt meget her til aften, kunne han med et opfølgende kort elevatorblik konstaterer at han ikke var den eneste. Så meget hud.

"Det er vel en af grundene til at man tager til Det Halve Svin!" tavsheden havde ikke varet længe, og der gled en summen af aktivitet over selskabet Fabian havde sat sig ve.  da stemmen hankede op i dem. Thalo, hvis blik med det samme var blevet fanget af den markerede brystkasse, forsatte nu smilende. "Du skal være så velkommen ved bordet... Fabian. Har du travlt her til aften?" kom det opfølgende fra ham, med et morende glimt i hans øjne da han skam godt kendte Fabian som et navn der var blevet hvisket om i krogene, selvom Fabian ikke nødvendigvis kendte ham personligt. Endnu.
Aldamar's blik løsrev sig med et ryk fra Fabian - han kendte ham også? Inden han med et overvejende udtryk lod scenen spille ud foran sig, og lænede sig derpå tilbage i stolen med et underspillet smil i mundvigen. 
Thalo's selskab var fantastisk, og den flamboyante høje mand kunne virkelig smigre sig ind her og der. Så det her skulle nok blive spændende. 

Ingen af mændene var nogen Fabian egentlig kendte, men det blev hurtigt tydeligt, at selvom han ikke kendte dem, så havde de nok hørt om ham. Han stod selvfølgelig også ud, selv mellem de prostituerede her i byen. De mandlige var der ikke mange af, og Fabian gjorde også sit for at få spredt rygtet om sig. Han var formskifter og villig til nærmest alt, hvis krystallerne blev betalt. Hvilket måske ikke var det pæneste, når han nu sad til bords med en prins.

Heldigvis hev Thalo ham ud af sine tanker, og hans lille stirre-konkurrence med Aldamar. Heldigvis var Fabian hvad man kunne kalde for omstillingsparat, eller måske fleksibel. Han sad i hvert fald sjældent fast i en samtale, som hans øjne faldt tilbage på Thalo.
Han støttede lidt sin hals mod sin hånd, som hans øjne faldt på Thalo, og gik lidt op og ned. ”Jeg føler lidt min aften blev væsentlig mere travl,” kom det drillende, med en flirtende undertone. Han vidste godt at Aldamar nok ikke havde regnet med at det var sådan her Fabian var overfor alle, og han burde måske have holdt noget af sin værdighed, og Lilianas. Det var dog flere uger siden, og han ville ikke kunne holde sit erhverv hemmeligt, nu når Aldamar rent faktisk havde opsøgt ham. Det var vel derfor han var her ikke? Og ikke bare en tilfældighed?
Han øjne kørte tilbagepå Aldamar, og tog ham ind. Han så stadig ualmindelig velplejet ud for at være her på kroen, men tøjet så næsten lidt sjusket ud. Så anderledes end den mand han havde været sammen med ude på balkonen. ”Hvad mener du? Tror du nogen her på bordet kunne underholde mig her til aften?” spurgte han. Hans krop summede allerede energi, men der var en nervøsitet over ham selv, som han ikke var vant til.

Selvom Aldamar ikke selv kendte til rygterne om Fabian, gjorde over halvdelen ved bordet i hvert fald. Og dem der gjorde, holdt det nu overvejende op imod det billede de havde fået malet af den mandlige prostituerede. Han var lidt af en freak var det gængse rygte imellem det her selskab i hvert fald, hvilket fik ligedele fascination såvel som forskrækkelse til at møde Fabians øjne, kiggede han rundt.
Aldamars øjne hvilede også tungt over ham, men det var af mere uskyldige grunde. Omend det var flere uger siden, følte Aldamar hvordan et smil kom snigende idet han næsten så den genkendelige energi omkring Fabian. Ikke meget var anderledes her, kunne han en anelse tørt konstaterer idet flirtende undertoner lagde sig omkring Thalo. Øjnene blev knebet en anelse sammen - det var ikke jalousi, men lidt speciel havde man trods alt følt sig ude på balkonen, og den opmærksomhed var vanedannende. Dog var ti'øren stadigvæk ikke helt faldet for Aldamar, der tavst satte hånden under hagen og hvilede albuen imod bordet. Stadigvæk overvejende, observerende og stadigvæk i tvivl om hvad han skulle sige. Lysten var der, men ordene var lidt væk.

"Aha, jeg troede du var den der som regel gav underholdningen, ikke den anden vej rundt" kom det smålusket fra Thalo, og kommentaren fik en lille bølge af lavmælt latter til at rumle omkring i selskabet - med undtagelse af Aldamar og en enkelt af Thalo's venner, der heller ikke var fra det her område. Aldamar strammede kortvarigt grebet idet han følte noget usagt lå i luften; en følelse han helt bestemt afskyede
Det var i sidste ende også den følelse der fik Aldamar kort til at undskylde sig, og bevæge sig op imod barens disk. "Hvem er Fabian?" gled det over adelsmandens spørgende læber, og så et halvt dusin øjne vende sig imod ham, en lille latter i den ene mundvig hos mange af dem.

Aldamar kom tilbage igen, en ny øl i hånden som han satte ved siden af sin anden knapt nok halvdrukne - øllen var bare en undskyldning for at have været deroppe. Hans ret så reserverede udtryk emmede dog af en underliggende utålmodighed for dem der kiggede godt efter. Hvoraf ingen ord havde været der før, havde han nu en masse liggende klar på tungen. "Thalo?" Aldamar's stemme var dyb og krævede med det samme hans opmærksomhed, og fik den da også. Aldamar smilede kort. "Der er en kvinde oppe ved baren der spørger efter dig" fulgte han op med, og så et noget lystent udtryk i hans øjne idet han kiggede derop, og undskyldte sig med et lille grin.. Han behøvede vel næppe at vide, hvordan Aldamar havde betalt sig af med hans selskab for nogle timer. Løgnen sad dog klistret til hans tunge, og fik ham kort til at skærer ansigt - det lignede mest af alt, at Aldamar ønskede det var ham der blev spurgt efter for den uvidende.

Og det efterlod så ham og Fabian overfor hinanden - dog stadigvæk med Thalo's venner hængende omkring sig. Dem gav Aldamar dog ingen opmærksomhed, idet han - stadigvæk med nogle knuder på tungen, ikke vidste hvordan eller hvor han skulle starte sin sætning. 

Fabian var også med på latteren, og hev sit blik væk fra Aldamar igen, nu når han ikke var villige til at deltage i samtalen. Fabian kunne næsten mærke lidt skuffelse i sin mave over det, men han var hurtig til at skubbe det væk igen, og i stedet for fokusere på Thalo og de to andre mænd ved bordet. Langt mindre interessant end Aldamar, men nu tog han ikke kunder ud fra interesse normalvis.
”Der skal vel også være lidt underholdning i det for mig, men det er jeg sikker på du godt kan tilbyde,” sagde han med et grin. Han blev betalt for at gøre andre tilfredse, men han gjorde nu også sit for at tilfredsstille sig selv, selvom han havde haft kunder hvor det ikke var tilfældet. De var også ofte senere blevet valgt fra når han kunne.

Fabian kiggede lidt efter Aldamar som han forlod bordet, men det var ikke som om at han fik lov til at dvæle ved de tanker længe. Thalo havde en vis charme om sig, det måtte Fabian give ham, men han var vidst også bare en der godt kunne lide at lægge an på alt hvad han kunne.

De to af dem blev dog afbrudt, som Aldamar kom tilbage, og Fabian kiggede nysgerrigt op på manden, som tårnede sig over ham, nu når han stod op, og Fabian sad ned.
Aldamar så dog ikke ligefrem ud som om at han værdsatte at være kommet tilbage på bordet, og Fabian kunne føle sig selv holde sig lidt tilbage. Han havde et kækt svar liggende på tungen, men det kom aldrig.
Hans øjne gled lidt hen på de andre mænd, som delvist prøvede at lade som om at de ikke følte spændingen i luften, og delvist var ganske interesseret i det.
”Har du lyst til at snakke, lidt mere privat?” spurgte han så endelig, men smilet var ikke nær så drillende som det havde været før. Han følte lidt at han havde jokket i spinaten, og han var faktisk ikke helt sikker på hvorfor. Det føltes dog i hvert fald som om at Aldamar havde nogle spørgsmål.

Om hvorvidt Aldamar var skuffet, irriteret eller ingen af delene, det kunne være en anelse svært at greje på hans nok så udtryksløse ansigt. Men noget havde han i hvert fald i klemme, og det kunne da også mærkes på bordet da han kom tilbage. Selv i det her tøj og selv på det her sted, jah så hvilede der en hvis myndighed over Aldamar's ranke skikkelse, og det var selvsamme adelige arrogance, som med et skarpt blik fik de resterende mænd til at trække øjnene og næserne til sig. Tsh.
Med en kort brummen gled Aldamars kraftige skikkelse ind på sin plads overfor Fabian igen, tvivlsomme øjne glimtende i det flakkende lys. "Jah og nej" kom det endelig fra ham, og for første gang direkte henvendt til Fabian. Det var ikke gået forbi ham, hvordan han næsten lød oprigtig i sit spørgmål, hvilket var... anderledes, på trods af alt. "Jeg vil gerne snakke, men ikke privat" Endnu, kom det fra tankerne og fulgte han uddybende op med. Var det fordi han følte sig snydt? Næppe, Aldamar kunne ikke klandre ham for noget, men sad alligevel med en følelse af at Fabian burde have delt den her information om sig selv. Måske følte han sig en lille smule leget med, set i bakspejlet af det hele.

Alle de overvejelser kom dog ikke til udtryk, og da en af mændene rømmede sig for at sige noget, endte det med at være ham der fik kanten af Aldamars opbyggede underlige følelser. "I kan godt gå nu" kom det hastigt og køligt fra ham, men tonen dikterede at det var en ordrer fremfor alt. Og med en skrabende lyd af træstål imod trægulv forsvandt deres skikkelser. Endelig.
Tilbage sad de to mænd, og Aldamar's øjne blev studerende knebet sammen, som om at han prøvede at læse den blonde mands tanker - havde han forventet at Aldamar vidste hvem han var? Var han en kunde for Fabian? Mistroen var begrundet. Men de blev her, fordi det her var mandens spillebane. Han var trods alt kommet for at finde Fabian, og det måtte man sige at han havde gjort. 
"Såh, Fabian...." startede han ud med, og tog efterfølgende en tår af sin øl, han havde hørt andre sige det hjalp på ens mod. "Skylder jeg dig noget fra ballet?" kom det til sidst fra ham, direkte, lige på. og måske ikke det spørgsmål som Fabian havde forventet. Han ville ikke have noget hængende over sit hoved, og ville gerne have nogle ting på det rene - det her var det letteste at starte med. 

Desuden... fik han nogle timer til at genoverveje det, ville en masse ting han ikke forstod omkring Fabian, falde i hak med den her viden. 

Fabian var næsten sikker på at Aldamar også ville smide ham væk fra bordet, hvilket han måske godt kunne forstå, og til dels følte han lidt at det ville være en lidt voldsom reaktion. Han var godt klar over at han havde holdt noget meget essentielt hemmeligt, men hvad havde Aldamar forventet, når han bare kom valsende herned, uden at fortælle Fabian at han ville være her. Han kunne ikke bare lade folk se at han var blevet påvirket af den lavere mand. Han havde et ry at opretholde.

Øllen foran ham føltes ikke nær så appetitlig som den havde gjort, og han satte sig lidt mere rank op, det drillende smil væk fra læberne. Hvad havde Aldamar i sinde at sige? For uanset hvad han sagde, så ville han næppe kunne røre Fabians levestil, men han kunne sørge for at Fabian aldrig ville kunne være sammen med en anden adelig igen. Følte han sig så snydt over at Fabian ikke havde fortalt ham hvad han var? Han havde trods alt ikke løjet.
Den nervøse energi virkede også lidt til at være begyndt at bygge op i hans krop, som spørgsmålene begyndte at flyve lidt i hans hoved. Det var lang tid siden at nogen havde rettet en kølig vrede mod ham. At blive banket halvt til døde, fordi kunden ikke ville betale? Det var noget der var nemmere at håndtere.

Endelig brød Aladmar stilheden mellem de to af dem. Han var klar på det meste, på en sviner, på anklagelser, men den lille sætning forvirrede ham. Skylder jeg dig noget fra ballet? Hvad I alverden betød det.
Man kunne se forvirringen i hans ansigt, før det gik op for ham, hvad præcist manden foran ham mente. Han rystede på hovedet.
”Jeg har ikke tænkt mig at tage penge for den samtale. Så uanstændig er jeg trods alt ikke,” indrømmede han. Ikke at han ikke kunne finde på at tage penge for samtaler, men det var en han havde opsøgt af egen fri vilje, og Liliana havde jo allerede betalt ham for aftenen.

Der var noget ved at blive observeret i stilhed, som kunne være ret så foruroligende... og især når man sad hen i uvidenhed. Aldamar var utrolig bevidst om den effekt det kolde blik kunne have, og måtte et mørkt sted indrømme at det var helt okay at se Fabian vride sig lidt. Se ham være i tvivl om hvad der helt reelt foregik, og nervøs for hvad der kunne komme af anklager og beskyldninger - på mange måder var det tilfredsstillende at se en så... menneskelig side af ham. Han havde virket så overmenneskelig, på nogle punkter. Og selvom Fabian nok ikke var enig i det statement, så var det betryggende for en som Aldamar, at opleve den her seriøse side af ham. At han kunne blive taget seriøst, helt præcist.
Forvirret så han for en kort stund ud, inden et glimt af erkendelse lyste op i de blå-grønne øjne, og han rystede på hovedet. Aldamar kneb øjnene en anelse sammen imens han lyttede. "Okay." kom det kort og godt fra ham, og han tyggede lidt på den information. Så han skyldte ham ikke noget... og det var vigtigt.

Aldamars ene finger klikkede rastløst imod kruset, hvilket dog var den eneste trækning der ikke afspejlede den ro han ellers gerne ville udstråle; en forræderisk vane han slet ikke lagde mærke til lige nu. Fordi nok var han intens i sit passive udtryk, men det var kun på grund af langvarig træning, at en rynke af tanker ikke trak i Aldamars ansigt.
"Var det forkert af mig, at komme for at finde dig?" fulgte han så op med, stemmen stadigvæk en anelse kølig men dog slet ikke med samme direkte afvisende energi som førhen. Hvad ledte Aldamar efter af svar? Han var ikke engang helt sikker selv her, men følte at det var et spørgsmål der var vigtigt for ham at få svar på. Fordi hvis hans selskab gjorde aftenen anstrengende for Fabian, eller på anden måde virkede som en dummere idé end det i forvejen var, skulle han nok få sin royale røv ud af stedet.
Med det sagt, var det ligeså meget for at hører hvad hans plan var nu. Aldamar havde ikke tænkt sig at bruge tid her, hvis det kun var for at se Fabian flirte kroen tynd.... med den tanke, gled den ene hånd kort ned over den skindpung han bar med sig, og følte efter - den var tung nok, hvis det skulle handle om penge. 

Fordi på en eller anden bizar måde, respekterede Aldamar at det var et job ud af mange. Og kunne med tanke på aftenen til ballet, endda fornemme at han nok var god til sit job. Det var i hvert fald bedre, end at han havde vist sig at være så meget andet, var det ikke? 
Måske. Det skulle vidst stadigvæk besluttes. 

Det virkede ikke som om at Aldamar blev mere sur af oplysningen, og heldigvis for Fabian så var en del af hans job at læse andre folk. Det var ikke altid stensikkert, og han havde langt nemmere ved at læse folk når han sad i en lidt anden situation af dem. Men visse ting ændrede sig ikke uanset hvad.
Den nervøse kliken mod kruset gik ikke Fabians øjne forbi, og det var lidt som om at den rytmiske lyd, fik ham til at læne sig lidt mere tilbage, en anelse mere afslappet.

Det virkede dog lidt som om at uanset hvad Fabian forberedte sig i at svare på, så gik Aldamar udenom det, og tog ham fra den blinde vinkel. Stadig ingen spørgsmål om hans erhverv, eller om hvorfor han var til ballet. Han havde nok regnet ud af Liliana havde købt ham for dagen, men stadigvæk. Ville enhver anden ikke have spurgt om de mere tydelige ting?
”Nej,” sagde han endelig og tog øllen op og tog en tår. Selvom der ikke var noget galt i at Aldamar var kommet her, så var der stadig ting som Fabian måske ikke havde tænkt over det, da han havde givet informationerne ud. ”Men det kommer meget an på hvorfor du er her.” Han kunne hjælpe med det meste, og det var ikke som om at han ønskede Aldamar skulle gå. Der var bare visse spilleregler. Fabian kunne sagtens flirte med ham, hygge sig som de havde gjort, men som Fabians øjne faldt på en af hans tidligere kunder, der sad og kiggede lidt surt mod ham, så vidste han også godt at det krævede at spillereglerne blev fulgt. Hvis folk så at han var for venlig, for intim med en anden er person i fuld offentlig i længere tid, så ville de stille spørgsmål. Så blev han også bare for nem. Desuden var han næppe rig nok til at kunne stoppe med at arbejde bare fordi Aldamar ville snakke lidt. Det var nemmere hvis de var alene, men samtidig, så havde Fabian behov for pengene. 

Da Fabian lænede sig lidt mere tilbage, gik der ikke mange sekunder før Aldamar gjorde det samme. Det var en mere afslappet holdning, og han var - på trods af alt, ikke kommet for at være vred. Et eller andet sted havde han måske endda haft en anelse, men havde ikke tænkt Liliana Reier for at have købt sig til ham. En tanke der kort fik ham til at trække på smilebåndet, for det var egentlig en anelse ironisk. Det var trods alt til at overkomme for dem. Desuden så gad han ikke snakke om Liliana Reier nu, det var slet ikke vigtigt.
Aldamar var her for en snak. Det havde været planen, og det var det stadigvæk også. Et kort blik på Thalo og hans venner ved baren, var nok til at konstaterer de var underholdt her et godt stykke tid, og endelig en beslutning. Hvis det var sådan man kom i snak med ham her, var det sådan det måtte være. "Hvor meget koster en samtale?" Aldamar's stemme var lav nok til ikke at tiltrække unødvendige blikke, men der var en snert af handel over tonen. Han overvejede kort om det overhovedet var en mulighed men tænkte at det nok skulle kunne lade sig gøre. 

Han regnede halvt om halvt med at Fabian havde en plan, og så ham et kort øjeblik skæve til en person et stykke fra dem. Det var et blik han kendte alt for godt selv, og han forstod godt hvordan det var at opretholde et rygte. Det her var trods alt Fabians egen form for maskebal her imellem alle kroens gæster. Aldamar smilede derfor, nogenlunde sikker på at tøjet var en god nok forklædning til at kunne slippe afsted med det. Måske ikke helt optimal på nogle punkter - håret var helligt, men han følte selv at han blandede sig fint ind med Dianthos underlige byliv. Dog nagede en underlig gnaven stadigvæk i ham, ved udsigten til at skulle forlade bordet så åbent med en anden mand. En kvinde ville trods alt være mere undskyldt, mumlede en stemme i ham. 
Aldamar kiggede flygtigt igen på Thalo og hans venner, taknemmelig for at vennerne ikke vidste hvem han var. De ville nok heller aldrig komme til at opsøge det, måske ikke engang huske det, sådan som der var blevet drukket oppe ved baren i de få minutter de havde siddet. Afventende vendte blikket tilbage på Fabian, ret så sikker på at kunne møde den pris han nu engang satte. 

Fabian havde været forberedt på selv at bringe op potentialet med at skulle betale, men Aldamar virkede dog til at komme ham i forkøbet med det. Om det var fordi Aldamar kunne se at Fabian havde et job at lave, eller om han bare gik ud fra at det var den eneste måde at få Fabians selskab, var Fabian ikke helt sikker på. Det tog dog noget af læsset fra hans skuldre, og han sænkede sine skuldre lidt, med et let smil på læberne. Aldamar var nok ikke så sur som først antaget, selvom Fabian havde en fornemmelse af at denne her 'snak' også blev noget udspørgende.

Fabian kiggede lidt på Aldamar, som han bedømte lidt hvor meget han egentlig kunne tage for det. ”2 jader,” sagde han endelig. Måske en lidt høj pris, men Aldamar kunne betale for det, og Fabian vidste ikke hvor lang tid at Aldamar egentlig havde tænkt sig at snakke. ”Privat eller hernede?” spurgte han så endelig, med et smil på læberne. Han havde ikke tænkt sig at gøre noget som Aldamar ikke kunne lide, men det var ofte mere bekvemt at være alene. Så kunne de begge også være lidt mere fri i hvad de snakkede om. Aldamar behøvede heller ikke at føle sig ligeså udsat her midt i kroen, hvor nysgerrige øjne fulgte dem. Fabian selv var vant til det, og han havde hørt hvordan nogle af stamkunderne i kroen, havde startet en leg med hvilke slags kunder Fabian havde. Hvorfor de tog til ham. Var det fordi de havde nogle lidt alsidige seksuelle præferencer, eller var det fordi Fabian kunne ligne lige det de ønskede. For Fabian gjorde legen ikke særlig meget, men han havde ikke tænkt sig at orientere Aldamar om at den leg nok allerede var gået i gang med ham også.

Aldamar var i sandhed vokset op i en adelig familie, og det kom især til syne i hans forhold til penge. Det var ikke fordi han kastede dem omkring sig, nej sparsom kunne han sagtens være. Men så han noget han kunne li', så købte prinsen det som regel. Nu var det selvfølgelig også sjældent han oprigtigt fandt noget han brød sig om i længere tid af gangen, men her faldt Fabian på en eller anden bizar måde ind. 

En anelse overrasket hævede Aldamar det ene sorte øjenbryn ved prisen. 2 jader? Ikke alverdens penge, men stadigvæk en dyr omgang ord fra en mand som Fabian, og et øjeblik syntes hans øjne at sige; mener du det? Det varede dog ikke længe inden en drillende trækning gled over hans læber i stedet for vantroen, og Aldamar nikkede langsomt. For at være ærlig, havde han ingen idé om hvorvidt det helt reelt var dyrt eller billigt,... men det betød ikke meget for ham. De lyseblå øjne glimtede en anelse selvtilfreds, førhen at han med en næsten arrogant fnysen lænede sig fremad på stolen igen, mere klar til at rejse sig snart. "Privat selvfølgelig" kom det beslutsomt fra ham, hernede var der... mange mennesker. Og mange øjne. Selvom han prøvede ikke at lade sig mærke for meget af det, kunne han fornemme nysgerrigheden fra visse af kroens gæster var enorm. 
Det var måske meget godt at Aldamar ikke gik og vidste hvad de tænkte.

Prinsen drak det sidste af sin øl - overraskende nok kunne han allerede mærke det en smule, og tog den anden øl han havde købt tidligere med sig i hånden, klar til at følge med hvorend Fabian tænkte ville være bedst.

Fabian var lige ved at overveje om han måske havde skruet bissen lidt for meget på, som Aldamar tydeligvis så tøvende ud med pengemængden. Det havde nok også været grådigt af ham, men det ville gøre at han kunne klare sig lidt bedre i et par dage i det mindste, hvilket Fabian virkelig ville værdsætte. Lilianas krystaller var allerede ved at slippe op, måske fordi han ikke rigtig sørgerede for at spare op. Det var ikke ligefrem nemt, når man havde en formodning om at det bare var et spørgsmål om tid, før nogle kom og tog ens penge.

”Naturligvis,” sagde han, grinende, med et glimt i øjet, og han tog sin øl, som stadig var halvfuld og rejste sig op. ”Kom med,” sagde han. Det var utrolig så hurtigt det drillende smil var kommet tilbage, nu når han lidt følte at han havde kontrol over situationen.

Først var det en lille tur forbi bardisken, hvor Fabian orienterede dem om at han tog det sædvanlige værelse, før han viste vej oven på til kroværelserne. Værelset som var hans 'sædvanlige', var for enden af en lang gang, længst væk fra alting.
Han åbnede døren ind til det, og ventede til Aldamar var kommet ind til at han lukkede døren efter sig.

Rummet var ikke noget at råbe hurra for. Det var et typisk kroværelse. Der var en seng tilhørende natborde, og også et lille skrivebord med tilhørende stol hvis det skulle bruges. Fabian selv gik over og satte sig på sengen, med let spredte ben, og satte øllen på natbordet ved siden af sengen.

Aldamar nikkede sagte, og fulgte foruden mange andre ord med Fabian da han rejste sig fra bordet. Han havde dog forventet en lidt anden retning end den han nu tog, fordi Fabian endte med at lede dem direkte hen til bardisken; den selvsamme bardisk som Thalo og hans venner sad ved stadigvæk. Det var der vel ikke så meget at gøre ved nåede han dog at tænke, inden at han så nonchalant som muligt fulgte efter - dog uden at ligne en der fulgte meget efter. Kun lidt.
Imens Fabian snakkede med dem bagved disken, blev der diskret hevet i prinsens ærme. Aldamar kiggede kortvarigt til siden, og mødte en alt for smilende Thalo og hans vittige tanker der malede hans ansigt i et muntert smil. "Nåh... hvor skal du hen, Baldric?" gled det leende fra manden, hvis varme blik længe hvilede over Fabians blonde skikkelse, og han rykkede sig en anelse nærmere. "Ved du hvem han er?" hviskede Thalo, dog ikke videre diskret måtte Aldamar tørt konstaterer i tankerne. Adelsmandens  øjne tog et køligt skær, idet han med en lille hovedrysten og et irritabelt blik bød ham at lukke sin fine mund, og holde den godt forsejlet resten af aftenen.

Langt ned af en gang skulle de, inden at de endelig kom til en dør. Den førte ind til et mindre kroværelse, hvoraf ingen af delene egentlig sprang særlig meget i øjnene med det samme. I dørkammen tøvede Aldaar dog kortvarigt, men de sidste skridt, og døren blev lukket med et lille klik. Så langt så godt.... hvad nu?
De lyseblå øjne fulgte Fabians bevægelse imod sengen, og for et panisk lille øjeblik overvejede Aldamar hvad han selv skulle sidde på - ellers skulle han også sidde i sengen. Men blikket fandt med lettelse stolen igen, som Aldamar endte med at sætte sig på foran Fabian - armene henslængt over ryglænet og hovedet hvilende på kanten af selvsamme ryglæn, idet han havde sat sig omvendt på den. Øjnene studerede ham en anelse i den dæmpede belysning - hvad skulle han sige?
Nu foruden den almindelige summen af samtaler i baggrunden, syntes Aldamar pludselig at der blev meget stille, og de var meget alene. Dog var det som om at han endelig - godt nok efter et par sekunder, tog sig sammen og rømmede sig. 

"Så, en prostitueret til maskebal. Den havde jeg aldrig gættet..." 

Fabian nåede lige at se den snert af panik der dukkede op i Aldamars øjne til Fabians morskab. Han havde ikke haft noget problem i at dele sengen med Aldamar, også uden at gøre uanstædige ting, selvom han nok ikke kunne love sig selv fuldstændig at lade vær med at røre ved Aldamar. Han kunne ikke lade vær med at undre sig hvordan det måtte være at kører hånden gennem det sorte hår, og han måtte hellere stoppe med tankerne der.

Hans ene fod tappede lidt mod gulvet, som han ventede, men ligeså snart Aldamar sagde noget, så lænede Fabian sig lidt fremad, og lænede sine albuer mod ben, som han kiggede på Aldamar. Det sultne blik var lidt kommet tilbage, men ikke i ligeså høj grad som til ballet. Det var tydeligt at Fabian holdt sig lidt tilbage.
”Nej, der var en grund til at jeg var så sikker i legen,” sagde han, og kom med et enkelt lille heh kom et grin, og kiggede kortvarigt væk. Det virkede dog ikke som om at han kunen få sig selv til at stoppe med at smile lige nu. Var tankerne om deres sidste samtale virkelig så gode? Det havde vel været som en hver anden samtale. Bortset fra at den der dejlige summen var tilbage i hans krop. ”Er det et problem for dig?” spurgte han, med kun en lille antydning er nervøsitet. Aldamar havde været villig til at betale for aftenen, og han havde også tænkt sig at opkræve beløbet, men lige nu var der andre spørgsmål der hang mere i luften for Fabian. Han var ikke sikker på hvorfor han bekymrede sig så meget for om Aldamar egentlig mente at det var i orden.

Observeret var Aldamar endnu engang, men lige nu veg han ikke tilbage for blikket han følte glide over sig. Dog gik en forfængelig tanke ud til hans påklædning, som han ikke ligefrem selv fandt helt fantastisk eller praktisk, men ellers vovede Aldamar ikke at rykke sig for meget. Mest fordi at han også selv studerede Fabian ret så åbentlyst. Det var en lidt forbudt fornøjelse, men han var trods alt en køn mand, og gjorde sig ikke store anstrengelser for at dæmpe det aspekt af ham ned.
Hans egne læber krusedes i et lille smil, og med en enig nikken gav han ham ret. Sikker var han i hver fald, det havde virket overnaturligt for Aldamar at se ham hvile på den måde i sig selv, som han så absolut gjorde. Både til ballet, men også her i kroen. De skjulte blikke Aldamar havde fået sneget ind, havde næsten set Fabian som en ulv imellem får. Han kunne ikke vælge og vrage måske... men der havde været noget selektiv i måde han satte sig ved deres bord til at starte med.

Aldamar løftede overrasket hagen en anelse fra ryglænet da han fornemmede en minimal ændring i tonen, og med let sammenknebne øjne skulle han nu endelig tage en beslutning om det var et problem eller ej... fordi han havde været i tvivl siden han fik det forklaret i baren. Var det et problem generelt? Han tvivlede på et nej her, han vidste at ordet havde en hvis negativ ladning i sig fra starten af. Men var det et problem for ham personligt? Nej, ikke indtil videre. 
Selvom han måtte indrømme, at det skabte et mere farvet billede af Fabian, og Aldamar kunne ikke undgå at føle sin stolthed blive lidt beskidt, for at se sådan på ham. "Nej, det er det ikke" endte han til sidst med at sige, og følte hvordan et mere afslappet smil banede sig vej, måske en anelse forsikrende endda. Adelsønnens blik var dig stadigvæk en anelse undrende. "Men jeg forstår ikke hvorfor. Du burde da sagtens kunne finde job et andet sted?" kom det nysgerrigt fra ham, da han ikke kunne forestille sig nogle være det frivilligt. 

Det her var også langt mere privat end balkonen havde været, og måske Aldamar var vant til at blive stirret på af Fabians sultne øjne efterhånden. Eller også prøvede han blot at holde fast i den sidste mængde værdighed han havde, nu når han var godt på vej til at betale for en prostituerets selskab. Det var normalvis de ensomme, men Aldamar havde haft folk med sig. Folk han virkede til at have en slags venskab til. Fabian var normalvis ikke en der tvivlede på sine evner, men han kunne ikke lade vær med at undre sig, hvad der fik den velplejet, måske lidt højtidlige prins til det.

Spændingen sad i Fabians krop som han ventede på svaret fra Aldamar, og han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede lidt, men det gik først op for ham hvor anspændt han egentlig havde været, da han slappede lidt efter, som han fik bekræftet at det ikke var et problem. Hvis det havde været et, så havde han vel ikke været her, havde han?

Det næste spørgsmål, fik et næsten lidt forlegent smil til at sprede sig på Fabians læber, og han tog en hånd gennem de lange lyse lokker, og rettede sig lidt mere op. ”Jeg kan faktisk godt lide mit arbejde,” sagde han. Det føltes måske underligt for en som Aldamar, men det var det første hvor Fabian havde følt at han faktisk var god til noget. At hans krop så også pludselig følte sig langt mere tilpas, var også en god grund. ”Jeg kunne sagtens tage tilbage ned til min familie, og hjælpe til på gården, men jeg brød mig aldrig om arbejdet.” Det var desuden heller aldrig blevet det sammen sine hans lillebror var blevet bidt af en varulv, og så var der også Atheena som var forsvundet i en længere periode. Hans forældre vidste stadig ikke at hun var i live, selvom Fabian gjorde.

Det var nu ikke fordi Aldamar var immun overfor det blik han fik tilsendt, så langt fra. Det satte ham en anelse på kanten af stolen og fik blodet til at snurrer i fingerspidserne. Men det var slet ikke ligeså ubehageligt som det havde været sidst, hvilket nok mest af alt handlede om tid til self refleksion. Om nogen var Aldamar ret så ærlig overfor sig selv, så han vidste selvfølgelig allerede der hvad det handlede om, og havde nok gjort det en god del af sit liv.
Men måske var rummet bare specielt og følelser skiftedes til andre propationer. Det virkede et kort øjeblik som om at Fabian var mere nervøst anrettet end Aldamar var, hvilket på mange fronter forvirrede den unge Arys mand. Men det havde kun været i nogle sekunder, og spændingerne kunne ligeså godt være Aldamars egne øjne der spillede ham et puds.

En anelse betaget fulgte Aldamar hans bevægelse igennem de lyse lokker, inden at hans stemme trak opmærksomheden til sig igen, og Aldamar fokuserede blikket en anelse mere på hans ansigt og øjne. Overraskelse glimtede i de blå øjne ved hans ord, og da betydningen rigtig sank ind, gled der kort en rødlig nuance over Aldamars ansigt og han rømmede sig. "Gårdarbejde lyder også.... kedeligt" kom det en anelse hæst fra Aldamar's stemme - han rømmede sig igen, men var dog var ærlig. Og følte efter nogle sekunder, at Fabian også var det.
Det var nok den anden del som Aldamar blev ved med at forundres over i nærheden af ham, og uden at tænke over det åbnede han pludselig munden - en tanke der måtte siges højt. "Du er meget ærlig, er du ikke?" kom det måske en anelse  direkte fra ham, og Aldamar blinkede overrasket over sig selv, førhen at han skød blikket brændende ned i jorden. Hvorfor havde det været vigtigt at sige?
Men det var en anelse pudsigt for Aldamar, der bestemt ikke havde forventet det første gang han havde set Fabian an på balkonen, og nok tænkt at han mest af alt lignede en slyngel. Det gjorde han stadigvæk dog, især med det skæg og hår. 

Gårdarbejde lød ikke bare kedeligt, det var kedeligt. Det var også derfor Fabian ikke havde planer om nogensinde at arbejde der igen. Han tog stadig til tider hjem og besøgte dem, når det skulle være, men de var næppe mere stolte af ham, end han var villig til at arbejde for dem. Det havde været anstrengt siden den dag han sagde at han tog til Dianthos for at gøre lykken i virkeligheden.

Igen kom Aldamar dog med den ærlighed, hvilket var noget der havde forvirret Fabian, men også lidt sat sig på hans tanker. Han var meget bevidst om at Fabian talte sandt. ”Jeg ser ingen grund til at lyve med mindre jeg er blevet betalt for det,” sagde han. Han kunne for det mindste smigre sig ind på folk uden at lyve. Det gjaldt bare om at finde skønheden i det meste.
Han lod dog ikke Aldamar om at sige noget, før han endnu engang tog tråden op. ”Du bliver ved med at sige at jeg er ærlig. Er det en evne du har? Jeg tror nemlig aldrig jeg har mødt en som er så bevidst om, om jeg rent faktisk lyver.” Hvis det var en evne, så var det godt at vide. Ikke fordi Fabian tænkte at han nogensinde havde behov for at skjule noget for Aldamar.

Endelig gav Fabian slip på sit hår, og lod det falde ned som det havde lyst, før han rakte over og tog sit krus med øl og tog en tår. Han skulle stadig passe på med indtagelsen, men det var nu meget rart at have. Han var stadig ikke sikker på hvor Aldamar ville hen med alt det her.