Det var første gang tilbage i Dianthos efter Kzar Dûns fald, og Zahinael nød atter at være i dianthos' travle gader. Markedspladsen summede af aktivitet her på den sene eftermiddag, og forårssolen lagde sit gyldne skær nedover klare brosten og spirende grønt, der brød frem mellem dem. Det eneste tegn på krig og nød var et par kilo, der manglede fra hans i forvejen fedtfattige krop, men han vidste han ville komme efter det i løbet af sommeren, og den sidste rest af indsunkenhed igen ville vige for en mere naturlig vægt. 
Hans tynde hår var redt tilbage, hans ansigt var nybarberet og det nye tøjs kantbroderier funklede i solen. Han havde valgt en lidt mere afdæmpet påklædning for ikke at vække for meget opsigt, men en vest var ikke rigtig værd at gå med, hvis den ikke på en eller anden måde skilte sig ud. Denne her var i en dyb mørkeblå farve med små sølv broderier langs krave og ærmeåbninger og lidt længere end normalt med haler der gik ham til lidt over knæet. Resten af tøjet var ligeledes i mørke toner, og selvom varmen var ved at nå herop, var det stadig en tætknappet, langærmet skjorte, der havde vundet sig med ud på tur i dag.

Den lille juvelerbutik, der var målet for spadsereturen, lå fint klemt ind mellem andre tætpakkede huse her i distriktet, og Zahinael trådte ind, mens en anden kunde var ved at blive ekspederet. Han brugte tiden på at tage et kig på nogle af de udstillede vare og mætte sit blik med de funklende skønheder. Her kunne han godt misunde kvinderne. Moden havde altid dikteret flere smykker til dem, og mændene måtte nøjes med at bo i Balzera eller være en femset elver, hvis de skulle nyde at gå rundt med det. For Zahinael var diskretionen altid en dyd, og smykker ville blot skille ham mere ud i mængden. Det var bedre at gå for en nogenlunde velbeskæftiget rigmand som nu end at ligne noget alt for flamboyant. Måske han skulle købe en pæn halskæde til Fir - så kunne han nyde synet af den om hendes hals. 

Lyden af døren, der gik op og i, fik ham til at kigge op. Med lange skridt gik han over til disken, hvor han satte en tung pose krystaller.
"Jeg har hørt en spurv synge om Deres værk," sagde han afslappet og med et smil på læben. "Det der vil blot være første del af betalingen, skulle De tage imod min... bestilling."

Butikken var lys, indbydende og fuld af smykker i alle afskygninger, de fleste skabt for Fielthenas hånd, men der var også enkelte skabt af andre. Kvaliteten af håndværket var bestemt ikke dårligt, men den var heller ikke den bedste i landet, endnu. Om det så var målet, var uvist, da det endnu stadig var mere en hobby, end hendes faktiske levebrød.

Det lange mørke hår var for en sjælden gang sat i en skæv fletning som landede over venstre skulder, lukket med et blodrødt silkebånd. En enkelt genstridig tot ved højre tinding, som havde insisteret på ikke at blive i fletningen hang ned og ind rammede det kønne ansigt, hvor det stærke mosgrønne blik hvilede.
Det var også det selv samme blik, som havde, skjult, fulgt manden som var trådt ind i den lille butik, efter hun åbenlyst havde set i hans retning med et venligt smil og hilsende nik.
Kunden hun var i færd med at betjene, var en ung, storbarmet kvinde, i et køb af en guldhalskæde med blå diamanter. Diamanter som med kvindens egne ord ville fremhævede hendes øjne; men mest af alt hendes barm, løb tænkende bag den lyse pande af Fielthena’s.
En høflig udveksling af farvel og de må have en god dag, mellem de to kvinder fulgte ikke længe efter manden var trådt ind. Den unge kvinde med den store barm, forsvandt ud ad døren, efter at have lagt en forud betaling for halskæden. Ved nærmere snak var de to kvinder nået frem til hvilket rettelser og tilføjelser som kunne laves til halskæden.

Atter landede de grønne øjne, roligt, på manden i den mørke påklædning, men modsat det venlige smil han havde fået, da han ankom. Var det ikke længere til at finde dansende over de hjerteformede læber. Hun havde trods det ikke kunne ses, betragtet ham. Bidt mærke i bevægelser og udtryk, regnet ud han ikke var her for at købe smykker. Før hendes læber overhovedet skiltes af spørgsmålet som lå på den lyserøde tungespids, blev det besvaret, halvt.
Langsomt, afventende, gled hendes arme op under hendes barm, hvor de krydsede sig. Det var længe siden nogen havde kaldt hende for Spurv, og alene dét havde fanget hendes fulde opmærksomhed.
Blikket veg ikke fra hans og ned på posen, fyldt med krystaller til randen, som man ville have forventet. Hvor de fleste ville kaste sig grådigt over posens indhold, tjekke at det faktisk var krystaller og ikke små sten, stod hun urokkelig som havde hun alt tid i verden som en elver.
”De har min opmærksomhed, jeg lytter...” hvislede det over hendes læber, næsten så køligt at man kunne fornemme hvordan temperaturen i lokalet faldt stødt.

Smilet blev bredere og smallere, og Zahinael rakte ind under sin vest, hvorfra han trak en notesbog ud. Det par papirstykker, der tydeligvis ikke var en del af den oprindelig bog, stak op fra den, og den var bundet sammen på hver side med en lædersnor for at holde det hele nydeligt på plads.
"Al viden, De behøver, ligger i denne," sagde han og lagde den fra sig ved siden af posen med krystaller. "I første omgang er der tale om en lokal husholderske med al for meget moral i livet."

I notesbogen var der beskrivelser og præcise portrætter af offeret - en husholderske tilknyttet en af de større adelsfamilier. De havde prøvet bestikkelse først for at få hende til at give den info, de havde brug for, og for at se om hun ville være villig til at gøre flere ting for den rette pris, men intet havde virket, og det var tid til at gå fase to med planen. Udskiftning.  Desværre var hun viljestærk nok til at de ikke blot kunne lade en dæmon besætte hende, så eneste tilbageværende løsning var at få en professionel til at gøre det af med hende. Derfra ville de kunne finde den rette måde at få deres nye husholderne sat ind på posten. 
"Der vil følge flere opgaver, selvfølgelig, og bogen her vil være den primære kommunikation mellem os," fortsatte han og lod sine isblå øjne møde hendes blik igen. "Når vi er tilfredse med Deres arbejde, vil vi sende en magiker forbi, der kan aktivere bogens egenskaber, og lade mig sende Dem informationer uden at jeg behøver forstyrre Deres arbejde her i butikken."

Mens han talte, slog han ud med hånden mod de mange smukke smykker og døren, hvor der teknisk set kunne komme en kunde ind hvert øjeblik, det skulle være. Skulle det ske, ville Zahinael dog få mulighed for at se, hvordan Fielthena håndterede en sådan situation, og halvdelen af hans besøg i dag var trods alt for at vurdere, om hun stadig havde den rette indstilling til den slags arbejde, hun havde udført i sin fortid.

Hun måtte give denne mand, som stod foran hende, at han havde mod. Mod sådan at komme valsende ind i hendes butik, kalde hende ved hendes gamle kaldenavn, og ikke mindst så åbenlyst lægge både betaling og notesbog på bordet mellem dem.
Det krævede en vis type mand for at turde det, velvidende hvad han viste, for det ville næppe være navnet Spurv som havde nået hans øregange.
Hun sugede luft ind gennem næsen, så hendes brystkasse hævede sig i takt med lungerne blev fuldt, som lagde hun an til at råbe ham ud af sin butik, som havde han tilladt sig en vis frækhed. I stedet rakte hun de slanke, feminine fingerer frem mod bogen, som hun trak den nærmere for bedre at tage den i øjesyn.

Med al for meget moral i livet. Ordene lod hun hænge i luften, som skulle de lige synke ind bag den lyse pande, men de var allerede trængt ind, lagt sig på deres plads i hendes sind.
Den lyserøde tungespids gled mod bagsiden af de hvide tænder, før hun slog blikket tilbage på hans, denne gang med et let hævet øjenbryn ”Og hvem skal så have denne, moralske person hjulpet lidt på vej?” Den varme som havde været i hendes stemme og kropssprog, ved betjeningen af den anden kvinde, var væk, men hun virkede på ingen måde kold, mere udtryksløs. Kun de grønne øjne strålede med samme styrke det hele tiden havde gjort.

Hun rystede let på hovedet og uden at åbne bogen, lagde hun den tilbage på bordet og skubbede tilbage mod ham ”Alt overføres mund til øre, intet skal kunne føres tilbage til mig.” hun holdt en pause, mens hun fængslede hans isblå med hendes mosgrønne blik, men forsatte så før han kunne nå at komme med indvendinger ”Hverken her eller hos jer, - Intet.” tilføjelsen var sagt langt mere kølig end de andre ord, så koldt at man næsten kunne mærke hvordan temperaturen i rummet faldt.
Hun trak hånden som havde rørt bogen til sig igen, som hun rettede sig op igen.

Zahinaels smil blev større. Det nåede faktisk øjnene nu, selvom der ingen glæde var at finde i dem. Perfekt. Hun havde stadig styr på sin træning. Der var ikke gået nok år til, at hun gik med på hvadend betingelser, der blev stillet, og hun var modig nok til at stå fast ved diskretionsprincipper. Så havde rygterne om hende været sande, og hans spioner havde ikke blot fået færten af et gammelt rygte eller en pensioneret lejemorder, der ikke længere kunne sit kram. Denne spurv. Hun var den ægte vare.

"Mig," sagde han og tog bogen tilbage i sin inderlomme. Posen blev stående på bordet. "Der er ikke noget os, og du vil aldrig blive kontaktet af andre. Der er kun mig. Du vil aflægge rapport hos mig, og jeg vil give dig hver enkelt opgave personligt."

Al munterhed var forsvundet fra hans stemme, og den var nu domineret af hård og kontant arbejdsinformation. Det efterlod ingen tvivl om, at han var vant til at lede, vant til at håndtere mange forskellige medarbejdere og vant til at få sin vilje.

"Der kan gå år imellem opgaver, skulle jeg få for travlt," tilføjede han. "Jeg er ikke lige så... begrænset i levetid som dig."
Sætningen hang lidt i luften, før han tog et stykke papir op ad lommen og lagde det på bordet mellem dem. Det var en lille tegning af målet, den midaldrende husholderske. Den nyligste tegning han havde af kvinden, og en han ikke bare lige lod andre tage med sig hjem.
"Det vigtigste er at skaffe hende ad vejen. Præcis hvordan, vil jeg lade være op til dig." Han løftede hånden og bevægede fingrene i retning af de mange fine smykker. "Noget siger mig, du er ganske kreativt anlagt."

Ham. Blikket blev mere undersøgende på ham end det hidtil havde været. I stedet for at stille dybere spørgsmål, nikkede hun kort, forstået. Ingen mellemmænd eller andet, information direkte fra kilen, nøjagtigt som hun fortrak det.
Hun havde aldrig brudt sig om for mange personer indblandet. Det gav for mange svage led og som en hver fornuftig person, så stolede hun kun på sig selv. Hun var fuldt ud bevist om hvad hun kunne modstå, skubbe hun blive fanget og forsøgt at få tvunget informationer ud af sig. Diskretion var yderst vigtig, men endnu vigtigere var det at hvem end der hyrede hende, kunne stole på hun ikke ville lede tilbage til dem.

De mørke øjenbryn knyttede sig sammen på midten, undrende. Ikke undrende over han antydede at han ikke var menneske, trods hans udseende let kunne forveksles til at være et. Hendes udtryk udsprang af han havde valgt hende ikke bare til denne opgave, men til hvad end der måtte komme i fremtiden.
Ikke at det gjorde en forskel for hende alligevel, men tanken om han burde havde valgt en med længere levealder, den rumsterede dybt inde i hende.
Som hun havde gjort med bogen, trak hun tegningen af kvinden tættere, en kvinde som let kunne være en højt elsket mor med milde øjne.
”Skaffes af vejen i ordets bogstavliste forstand?” at slå ihjel var en ting, men at slå ihjel og ikke efterlade noget lig det var noget helt andet, men det var muligt. Sidste nævnte ville dog koste ham ekstra, ikke at betalingen lod til at være et problem for ham. Han kunne tydeligvis betale for hendes service, men det betød ikke han viste, intet lig var li med højere pris.

Der var ikke noget bedre end den undren, der var at se i øjnene på nye folk, han rekrutterede. Hvem var han? Hvad var hans agenda? Nogle spurgte om det for at tilfredsstille deres nysgerrighed, og nogle gange  lod han dem kende det sande svar. Andre gange måtte de arbejde for ham i uvidenhed. Spruv her så dog ikke ud til at ville vide alt for meget, og det passede ham også helt fint. Før eller siden regnede hun jo nok ud, hvem han var.

"Så længe hendes position bliver ledig, er jeg faktisk tilfreds," kommenterede Zahinael og trak på skuldrene. "Hvad du gør med eventuelle efterladenskaber, blander jeg mig ikke i. Bare det ikke ligner selvmord. Jeg har ikke tid til at vente på, at byvagten foretager en undersøgelse, før andre kan overtage for hende."
Da hun var færdig med at kigge på den lille tegning, trak han den tilbage til sig selv. Han havde heller ikke i sinde at lade hende beholde den lille skitse.
"Hendes navn er Terese Merian Perene," fortsatte han og gik hen for at beundre nogle smykker, der stod på disken. Udefra skulle han stadig ligne en interesseret kunde, og ikke en, der var kommet for at tale med Fielthena af andre årsager. "Hun arbejder i Reiers hushold. Hver torsdag tager hun forbi markedet her i Dianthos, og hver fredag render hun ærrinder ude på en af gårdene udenfor byen. Ellers befinder hun sig primært på deres landsted, men hun bor i den lille landsby tæt ved."
Zahinael stod foran et simpelt guldsmykke med små hvide perler på. Det ville pryde Firs tynde hals lige så nydeligt.

Nysgerrigheden prikkede inde bag hendes pande, men måske ikke så meget for at få mere af vide om ham, for hun skulle nok finde frem til hvem han præcis var, - før eller senere. Nej nysgerrigheden var mere rettet imod hvordan han havde hørt om hende, mere specifikt hvordan han havde fundet frem til hende?
Spidsen af de lyserøde tunge kørte mod bagsiden af tænderne, som hun overvejede om hun skulle stille ham lige netop det spørgsmål?
Ville han svare? Det tvivlede hun ikke så meget på, men hvor vidt det var et brugbart svar var hun mere tvivlsom omkring. Så for nu fik det lov at rumstere i hendes indre.

En trækning til at smil satte sig i den ene mundvig ”Naturligvis ikke, ellers havde du ikke stået her.” hun var på ingen måde selvfed, men hun kendte så bestemt hendes egne evner ganske godt. At få en person til at forsvinde, uden det skulle ligne selvmord, var en af de sjovere sager.
Tegningen lagde hun fra sig som hun havde gjort med notesbogen, for ligesom alt andet på papir ønskede hun heller ikke dette.
Så snart hendes fingerspidser havde forladt papiret, flyttede hun posen med krystaller, på en lille hylde under bordpladen på disken, for om han for udefrakommende lignede en alt almindelig kunde, som han begyndte at bevæge sig rundt, så ville en fyldt pose med krystaller vække opsigt og nysgerrige blikke.
Hun fulgte ham roligt, så det ville ligne at hun tog et kig på de smykker som han så ud til at snakke om.
Det simple guldsmykke blev han hængende ved i længere tid end de andre, hvilket fik hende til i vante bevægelser at tage det frem til ham, så han kunne tage det i grundigere øjesyn.
”Jeg går ud fra du helst ser det klaret senest torsdag?” hun ville nok godt kunne skaffe kvinden afvejen før, men der var en nemhed i at få kvinden til at forsvinde på vej til eller fra markedet.

"Det vil være yderst belejligt, ja," svarede Zahinael roligt og med et lille nik. 
Han så til, mens hun tog halskæden frem og fortsatte sin nikken. Det var et smukt spil for galleriet, de udførte, og det endda kun i det rene tilfælde at nysgerrige øjne kiggede ind. Og sad de øjne i et skummelt væsen, var det netop denne samtale, væsnet ville fokusere på - det ville nærmere være muligheden for at røve den fine, lille butik. 
"Hvis du får behov for mere info, kan du altid besøge det gamle bogbinderi Bind og Sting," sagde han som havde han lige givet hende en god anbefaling på en bog. "Der vil altid være nogen, der kan hjælpe, selv hvis jeg ikke er der."

Der var ikke noget videre farligt i at lade Fielthena kende til hans base her i Dianthos. Han havde ganske kompetente folk, og skulle hun vælge at gå til Lyset med informationerne, burde hun vide, at hun selv ville ryge i faldet. En ting, de færreste med mørke fortider ønskede. Derudover virkede hun ganske interesseret i arbejdet, så han havde ikke de store bekymringer. Nu havde han måske endelig fundet en kompetent lejesvend i området. Mørkets egne soldater var ikke til megen nytte, og de var endnu mindre kompetente, når det kom til at være bare en smule diskrete omkring det. 
"Og jeg vil gerne købe halskæden med i øvrigt," tilføjede han i tilfælde af at den lille spurv troede interessen kun var skuespil. "Jeg kunne godt blive fristet til at besøge dig ofte her, uagtet vores anden aftale."

Bind og Sting, hun noterede sig mentalt navnet, skulle hun få brug for det senere. I mellem tiden nikkede hun lyttende ”Jeg tror jeg har alt jeg skal bruge for nu, men jeg vil naturligvis tage det til eftertænke, skulle det nu blive nødvendigt” hun holdt en lille pause og lod sine læber skilles i et venligt smil ”Jeg formoder at de andre er lige så gode til at være diskrete, som dig?”. Hun havde jo gjort det klart for ham at hun ønskede absolut diskretion fra ham, og det galt naturligvis også hvem end der måtte arbejde for ham. Usagt lå det naturligvis, at skulle denne diskretion blive brudt måtte han ud og finde en anden, som kunne afhjælpe med at rydde lidt op.
For når alt kom til at, var det trods alt hende som stod til at betale den højeste pris.

En skygge af en overraskelse gled kort ind over hendes ansigt, men forsvandt lige så hurtigt igen som den var dukket op, for hun havde haft en ide om at han var interesseret i smykket ”Det er jeg sikker på der en kvinde som vil blive glad for.” modsat den ellers mere seriøse tone, fik hendes stemme en ganske lille snert af noget drillende. Det var med en vis fingersnilde og rutine at hun fik pakket smykket sammen til ham ”For et forhåbentligt godt partnerskab og en forhåbentlig tilbagevendende kunde? Lader jeg det være på min regning.” hun ville ikke miste alverdens på at give ham halssmykket uden betaling, posen med krystaller dækkede i hvert fald det eventuelle tab.
Desuden havde denne mystiske mand med de skarpe blå øjne, givet hende muligheden for vænne tilbage til hvad hun gjorde bedst og hvad hun fandt størst glæde ved.

"Jamen dog," svarede Zahinael overrasket. "Det kan jeg kun sætte pris på. Jeg er sikker på, dette nok skal blive et gavnligt partnerskab."
Han tog imod pakken med smykket, og det vejede fint i hans hånd, inden han stoppede det i inderlommen, hvor posen med krystaller ellers havde fyldt hele morgenen. Smykket ville i den grad pynte om Firs hals. Om hun blev glad for det, var en anden sag. Og egentlig fuldstændigt irrelevant, for det var ikke hende selv, der skulle nyde synet af det. 

Med lidt mindre vægt i lommen end han var kommet ind med, begyndte han at gå mod udgangen. Som en eftertanke, kom han til at tænke på hendes kommentar om diskretionen, inden hun var kommet ind på smykkesnak.
"Og bare rolig," sagde ham med et skævt smil. "De folk, der ikke kunne finde ud af at være diskrete, holder vi i kælderen."  
Det kunne tages som en spøg for at understrege, hvor meget han tog diskretion seriøst, men det var ramme alvor. Var Lysets spioner ikke diskrete nok, endte de ofte i hans kælder. Var hans egne folk ikke diskrete nok, og fik han fingrene i dem, inden fjenden gjorde, endte de også kælderen. Nogle gange endte de i jorden, men så var det fordi han ikke havde haft tid til at give dem en passende straf først. 

Derpå åbnede han døren og sendte hende et ekstra lille smil og nik, inden han lod sig forsvinde ud i markedspladsens mylder med en dejlig fornemmelse af endelig at have opstøvet et kompetent væsen.

”Lad os håbe på det. Jeg skal gøre mit for du ikke føler du er gået forgæves.” hun betvivlede ikke et eneste sekund, at han ville ende med at sidde med sådan en følelse. Nok så hun ikke ud af meget, men med en opvækst fuld af træning til at blive noget nært den perfekte snigmorder, så var der langt mellem de opgaver om ikke lykkes, og selv de som slap med livet i behold, var det kun for en stund.
Hun efterlod aldrig løse ender eller ufærdige opgaver.

Hans skæve smil, blev mødt af et tilsvarende fra hende, mens hun nikkede forstående. Ordene tolkede hun aldrig som en spøg, for hvis en mand kunne finde på at komme til hende, for at få afsat en person, fordi hun var for moralsk, så var hun heller ikke i tvivl om hans ord var sandfærdige.
At de som ikke kunne finde ud af tingene, var en belastning som måtte fjernes. På den ene eller den anden måde.
Som døren til butikken blev lukket op og hans skikkelse var ved at glide ud af den lød det næsten muntert fra hende ”En fornøjelse at handle med Dem.” Som havde hun hilste en helt normal kunde ud af døren.