Freya havde kæmmet sit hår nydeligt og sat sit kraftige, mørkebrune hår i en lang fletning, hvorefter hun nænsomt tog hjelmen på. “I det mindste bliver dagens mission nem,” sagde hun med et lille smil til sit eget muskuløse spejlbillede. Hun stod i kasernens omklædningsrum, og havde lige klædt om til sin uniform, så hun var klar til den nye dag. Hun rettede lidt på sin uniform, kiggede sig en sidste gang i spejlet, og forlod derefter lokalet. Uniformen fra Lysets Hær gav hende en ny form for selvtillid, selvom hun ikke var andet end en almindelig soldat. Og tilmed en ganske ny en. Men det føltes godt at være kommet ind i hæren. Det føltes rigtigt.

Hun var på vej imod det store palæ, der ofte husede forskellige diplomater, der var på besøg i Dianthos. Missionen? Eskortér den nye diplomat fra hans bolig igennem Dianthos by og hen til lokationen, hvor han skulle til møde. Ganske nemt! Det var en typisk mission for de nye, for byvagterne var gode til at holde god ro og orden i Dianthos' gader. Det skulle dermed være en helt sikker tur, så Freya var ikke det mindste nervøs. Denne diplomatskikkelse ville højst sandsynligvis ikke engang skænke hende et eneste ord på vejen, så det var bare en ganske stille og rolig tur hun skulle ud på. Ingen længere ture ud af byen. Ingen farlige bjørne. Bare en helt stille og rolig dag.

Med en proper næve bankede den store halvorkerkvinde på palæets dør, der straks blev åbnet af en tjener. “Freya Sagosdottir til tjeneste! Jeg er her for at eskortere Hr. Sarir... Zari...?” hun himlede med øjnene over det besværlige navn “Hr. Kahn til hans møde!” sagde hun med et lille smil på læben. Okay, det skulle åbenbart ikke være helt let. Denne diplomat kom langvejs fra og havde derfor et anderledes navn. Men det ville så også være dagens største udfordring.

Hun hørte lyden af fine støvler klikke mod palæets dyre trægulv, og hørte dermede diplomatens komme noget tid, inden hun så ham. En tjener dukkede op sammen med diplomaten, og tjeneren lagde tilsyneladende slet ikke mærke til det misfornøjede udtryk i elverens øjne. Freya havde aldrig set en ørkenelever før. I Nordlandet havde hun set bjergelvere, og efter at have flyttet til Dianthos havde hun set skovelvere. Men at se en ørkenelver var nyt for hende. Det skyldtes også i høj grad, at hun aldrig havde været sydligere i Dianthos end Medanien. Diplomatens hud havde en mørkere glød end hun var vant til at se fra elevere, og hans fintsatte hår var ligeledes mørkt, omend ikke sort. Han var høj og slank, men alligevel ganske atletisk bygget af en papirnusser at være. Imponerende, tænkte hun stille for sig selv, og behøvede kun at skænke hans påklædning ét enkelt blik før hun besluttede sig for at droppe ideen om, at hun kunne forestille sig, hvor mange penge hans beklædning måtte svare til.

Når hun tænkte over det, så burde hun vel egentlig ikke være overrasket over hr. Kahns udbrud, da han så hende. Halvorkere var måske ikke, hvad der var flest af i byen, selvom de var i hovedstaden. Og hun havde ingen ide om, hvor stort et antal orkere og halvorkere fandtes i nede sydpå, hvor denne diplomat havde hjemme. Og måske var det også bedst for hendes eget selvværd ikke at dvæle ved, hvad denne diplomat fra syden havde af fordomme mod hendes race. Hun følte sig irriterende utilpas under ørkenelverens blik – lidt som om hun var en hest på markedet, hvor en potentiel køber prøvede at vurdere, hvad hun var værd. Men hun havde ikke tænkt sig at dukke sig under de vurderende øjne. Så et blik, der mindede om et - jeg skal nok vise dig, at jeg er lige så meget værd, som alle de andre – skød over hendes ansigtstræk, inden hun præsenterede sig. “Freya Sagosdottir, til tjeneste!” sagde hun og rankede ryggen lidt mere, selvom det stadig ikke fik hende i nærheden af diplomatens tårnende højde. Det var næsten helt underligt for hende, at hun for en gangs skyld skulle kigge op for at møde en anden persons blik. “Lad os komme af sted, så du... De kan komme til mødet i god tid Hr.,” fortsatte hun og vendte sig om for at skridte ud af palæets forhave og lede dem ud på Diamantstræde. Som en del af Freyas uniform hørte selvfølgelig sværdet i hendes bælte, og hendes ene hånd lå roligt på sværdskæftet, mens hun opmærksomt holdte øje med deres omgivelser – bare for en sikkerheds skyld. Det var jo trods alt det, hun blev betalt for. Samtidig havde hun også et mindre skjold med sig, der var spændt fast på den modsatte underarm.