IsolynHunter 03.05.2020 21:32
Freya havde kæmmet sit hår nydeligt og sat sit kraftige, mørkebrune hår i en lang fletning, hvorefter hun nænsomt tog hjelmen på. “I det mindste bliver dagens mission nem,” sagde hun med et lille smil til sit eget muskuløse spejlbillede. Hun stod i kasernens omklædningsrum, og havde lige klædt om til sin uniform, så hun var klar til den nye dag. Hun rettede lidt på sin uniform, kiggede sig en sidste gang i spejlet, og forlod derefter lokalet. Uniformen fra Lysets Hær gav hende en ny form for selvtillid, selvom hun ikke var andet end en almindelig soldat. Og tilmed en ganske ny en. Men det føltes godt at være kommet ind i hæren. Det føltes rigtigt.Hun var på vej imod det store palæ, der ofte husede forskellige diplomater, der var på besøg i Dianthos. Missionen? Eskortér den nye diplomat fra hans bolig igennem Dianthos by og hen til lokationen, hvor han skulle til møde. Ganske nemt! Det var en typisk mission for de nye, for byvagterne var gode til at holde god ro og orden i Dianthos' gader. Det skulle dermed være en helt sikker tur, så Freya var ikke det mindste nervøs. Denne diplomatskikkelse ville højst sandsynligvis ikke engang skænke hende et eneste ord på vejen, så det var bare en ganske stille og rolig tur hun skulle ud på. Ingen længere ture ud af byen. Ingen farlige bjørne. Bare en helt stille og rolig dag.
Med en proper næve bankede den store halvorkerkvinde på palæets dør, der straks blev åbnet af en tjener. “Freya Sagosdottir til tjeneste! Jeg er her for at eskortere Hr. Sarir... Zari...?” hun himlede med øjnene over det besværlige navn “Hr. Kahn til hans møde!” sagde hun med et lille smil på læben. Okay, det skulle åbenbart ikke være helt let. Denne diplomat kom langvejs fra og havde derfor et anderledes navn. Men det ville så også være dagens største udfordring.
