Det var tidlig aften, og Katirra var i Helbredelseshuset som sædvanligt. Hun sad på sin sædvanlige plads i det store vindue og så ud på gaden. Det havde været en stille dag. Og kedelig. Men hun var vant til det. Imens drømte hun sig væk til den dag hun kunne dukke op i Elverly og opsøge hendes familie. Hun drømte om det hver nat og det fyldte hendes tanker hele tiden og i hendes drømme. Hun kunne ikke gå i fred uden at tanken og længslen dukkede op. Men hun var også bange, bange for at hendes familie ville udstøde hende, som de havde udstødt hendes moder. Hendes stakkels mor der var endt på gaden for at være gravid med en fremmed mand. Hun rystede på hovedet. En dag ville hun vel vide hvem der var hendes fader. Mon han stadig levede?

Som yngre havde hun altid haft en drøm om at han var en prins der kom ridende på en hvid hingst og reddede hende fra Væverinden. Især når hun var sur på Væverinden over at hun havde skældt Katirra ud. Det var mange år siden hun havde fundet ud af at Væverinden var død. At det kun var hendes børnebørn der levede nu. Ergo var Katirra alene, bortset fra de bekendtskaber hun havde i byen. Hun sukkede og rejste sig og stirrede ondt på døren. Snart måtte der da komme nogen ind ad døren så hun kunne bestille noget!

Solen var på vej ned og efterlod Dianthos i et varmt gylden orange skær, som gjorde skyggerne længere og dybere, hvor de ikke kunne nå.
Luften var begyndt at blive køligere, men de mange brostenbelagte gader og husmure i massiv sten, holdt godt på varmen som solens stråler havde givet fra sig, hvis man da spurgte alle andre end en ørkenelever. Aqeela var som de fleste ørkenelvere utrolig kulde skær, trods hendes blandede blod.
Hun skuttede sig lidt under den tykke, grå, kappe som hun trak tættere omring sin krop, som hun satte farten op mod Helbrederneshus. Det var ikke ofte hun befandt sig i Dianthos, hun fortrak Rubiniens til tider unødige varme.
Men skæbnen ville at hun nu skulle befinde sig her, med et nyt kapitel åbnet op, som diplomat elev, hos ørkenelveren Zahir.

Det store hus, med en tændt lampe hængende ved døren, som en velkomst til hvem end der måtte have brug for hjælp, dukkede op foran hende og hun slap et næsten lettelses suk, til udsigten om at få bare lidt varme i kroppen.
Med tre faste slag, bankede hun på den tunge trædør ind til huset og som hun afventede den blev åbnet op, slog hun hætten ned omkring skuldrene, så hendes ansigt ikke var henlagt i mørke skygger. Hun skulle jo gerne lukkes ind, ikke afvises i døren!

Det lyse, næsten hvide hår stod i en stor kontrast til hende solbrune hud, der havde en glød som poleret bronze. De orange øjne lignede gløderne i bunden af et bål og som hun stod her i skæret fra lampen, med den livlige flamme, kunne det snildt have lignet der var en ildebrand i gang, i hendes indre.

Katirra sprang næsten op da hun hørte det bankede på døren. Hun skyndte sig hen til døren og lukkede op. Udenfor stod en af de smukkeste skabninger Katirra længe havde set. Hun bød den anden indenfor. 
"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" spurgte hun formelt. Hun følte sig som en usling ved siden af. Hun var iklædt en mørk kjole med forklæde og hendes hår sad tæt flettet ind til hovedet. Små hår stod ud til alle sidder og hun var opkogt i ansigtet af den usædvanlige varme, hvad egentlig ikke var så mærkelig eftersom hun havde tændt op. 
Hun så ud mod horisonten og nød synet af den smukke himmel et kort sekund før hun lukkede døren. 

Det glødende blik mødte personen som åbnede døren, det var fuldt af overraskelse da hun opdagede at denne person havde, elverøre!
Hun havde nok forventet en gammel, knoglet, gråhåret kvinde, hvis ansigt vidnede om et langt liv fuldt af erfaringer, ville åbne den tunge trædør op.
I stedet mødtes hun af en køn ung kvinde, som der trods hendes beklædning og opsatte hår, som sidst havde set en børste for timer siden, stadig tog sig nydeligt ud. Når man kiggede forbi alt dette.
Med elegante, bløde bevægelser som et kattedyr, tråde hun indenfor.
Varmen fik hende til at små sukke, som den var bragte et velkomment minde om sydens varme til hende, oh, hvor hun dog savnede den glohede varme!
”J-jeg skal købe noget T-topalisurt” svarede hun roligt kvinden foran sig, uden skyggen af flovhed over den svage sammen som var at spore, i den lyse, bløde stemme, en stemme som næsten var silkeblød.
De lange slanke fingre, var allerede ved at finde en lille mørke læder pose, som udgjorde en pung, frem.

Katirra måtte indrømme at hun var lidt overrasket over at denne skabning foran hende, også måtte være elver, men ikke en skovelver.... en anden form for elver, konstaterede Katirra. Katirra blev tit mødt af fordommene omkring hvordan en healer burde være, men man kunne sige at Dhalia, der var bestyrer af Helbredelseshuset gav det perfekte billede på alle de fordomme og antagelser der var om healere. Katirra havde en stor respekt for Dhalia, men hun kom ikke så godt ud af det med hende. 

Hun bød den anden indenfor i halvmørket og hun hørte hvad den anden sagde. Topalisrod var roden mod svangerskab, men det var ofte kun skøger og andet gadefolk der benyttede den. Det var sjældent at en så flot skabning som kvinden foran hende bad om den. Hun kunne næppe forestille sig at den anden kvinde var skøge. Hun var alt for smuk! Og nu kom fordommene også op i Katirra. Hun skammede sig, for hun var selv stigmatiseret i samfundet både af elvere og af andre skabninger fordi hun ikke var rigtig elver eller rigtigt menneske. 

"Så gerne. De betaler bare hvad de ønsker. Vi har ingen bestemte priser her i Helbredelseshuset," sagde Katirra venligt. Endnu en effekt af Dhalias styre og afslappede forhold til penge. 

"Hvad bringer Dem hertil?" spurgte Katirra, før hun vendte ryggen til den anden, og gik ud i lagerrummet for at finde Topalisrod. 
"De kan bare følge med," sagde hun og fandt en olielampe som hun skruede op, før hun gik ud i lagerrummet. Normalt opfordrede man ikke andre end andre healere til at følge med, men Katirra følte sig helt sikker på at denne anden skabning var uskadelig!

Det havde ikke været meningen, men som kvinden foran Aqeela, for ganske få sekunder ladet sig rive ind i sine tanker, var en dør åbnet på klem og ubevist trukket ørkenelver blandingen med ind i tankerne.
Og kortvarigt træk det op i Aqeela til at blive fornærmet, som kvinden først virkede til at antage hun var en skøge, men fornærmelsen blev skubbet væk af et lille skævt smil ”D-det er ikke kun g-gadefolk og skøger, som b-bruger Topalisrod” lød det mildt fra hende.
For selvom hun ikke kunne lade være med at kommentere, så afslørede det jo også at hun lige havde taget del i tankerne, uden tilladelse.

Hun fulgte med rolige, men aldrig elegante og bløde bevægelser efter den anden halvelver, men stoppede op i døren ind til rummet, ikke fordi det ikke var spændende, men det virkede bare forkert at træde ind i lagerrummet når ikke hun var healer ”M-mener de til Dinathos?”.

Katirra blev helt paf da det gik op for hende at denne kvinde, på ingen måde var en skøge. Men var det så mærkeligt? Selvom Katirra holdt sig fra mænd i teorien, så var hun ikke uvant med virkningen af topalisrod. Det forundrede hende dog, at denne kvinde... hun måtte kunne læse tanker... For Katirra havde bestemt ikke sagt ordene højt!

"Kan De læse mine tanker?" spurgte hun forbavset og vendte sig om mod den anden. "Nej jeg ved godt at Topalisrod ikke kun købes af skøger og gadefolk, men jeg bliver så overrasket hver gang en anden uden for de grupper vil købe det," svarede hun. 

Katirra trådte ind i rummet og fandt hurtigt topalisrod. De havde det stående fremme, for det var tit noget der blev købt. "Ja hvad bringer dig til Dianthos?" spurgte hun mildt og omorganiseret topalisroden så den lå i en lille flaske. "Kværn det og put det i teen, men det ved De vil godt allerede," sagde hun og smilede skævt. 

Det var ikke før end at Katirra forbavset spurgte om hun kunne læse tanker, at det gik op for Aqeela at hun ved en fejl havde trængt ind i kvindens tanker. Det var ellers noget hun normalt var ganske påpasselig med. Det var dog ganske tydeligt at hun blev overrasket over det var sket, da hun kort spærrede øjnene op ”Å-åh.. D-det var ikke m-min mening at læse d-dine tanker” tonen var straks blevet yderst beklagende og undskyldende. ”B-beklager” Hun sendte hende et skævt smil.

”H-hvorfor? Du d-drikker det måske i-ikke selv?” For Aqeela var det ganske naturligt, ikke fordi hun lå med alt og alle, men hun havde ganske enkelt ikke at ønske om at blive mor, - endnu i hvert fald.
Hun stod stille i døråbningen, og betragtede den anden kvinde bevæge sig rundt i depotrummet, det virkede aldrig stirrende, men hun tog notits i sindet af hendes bevægelser, jo hun var ganske køn.
”J-jeg er her med en d-diplomat for ørkenelverne. J-jeg er hans e-elev” roligt med stadig lige elegant, flyttede hun sig væk så Katirra kunne komme forbi og ud af rummet igen, da hun havde fundet urten, hun nikkede smilende ”ja”.

Katirra så lettere chokeret på den anden kvinde, da denne indrømmede at hun var trængt ind i Katirras tanker. "Det er helt i orden. Heldigvis var det blot fordomme, og de er til for at blive brudt!" sagde hun med et smil. Hun så indgående på den anden kvinde. Ja det var et godt spørgsmål, men svaret var også ganske enkelt. "Jo ser du, jeg ser ikke nogen for tiden, så har ikke behov for det," svarede Katirra. Det var jo sandt. Godt nok begærerede mændene hende, men hun måtte indrømme, at mænd var det sidste hun skænkede sine tanker. Hun var mere opsat på at finde ud af hvordan hun kom til Elverly uden at dø af Faelwens tårer. Desuden følte hun sig gammel med sine 144 år på bagen. Ikke at man kunne se det på hende. Der lignede hun stadig en først i tyverne. Men indeni, følte hun sig gammel. 
Hun rakte den anden krukken med topalisrod, og lyttede interesseret til den anden. "Jaså. Hvor er De på vej hen?" spurgte hun interesseret. 

Hun stod opmærksomt og lyttede til hvad halvelveren havde at sige til hende, og hun kunne ikke helt lade være med at små le. Ikke af hende, men det var af ordene, for hun havde ret i at fordomme var til for at blive brudt. Det krævede naturligvis de fordomme blev ytret åbent ud. Det endte dog alligevel med hun nikkede enig med Katirra. ”M-men derfor kan du g-godt drikke det a-alligevel” En mere alvorlig mine lagde sig i de orange øjne ”I-ikke alle mænd ved h-hvad der er deres o-og hvad der ikke er d-deres”.

Et lille træk på skuldrene, afslørede hun faktisk ikke var klar over det. I mens tog hun imod den lille krukke med roden i ”Jeg v-ved ikke hvor vi s-skal hen efter Dianthos, m-men lige n-nu er vi her s-så længe der er brug for d-det” der var enkelte opgaver, som Zahir ikke havde inddraget hende i, så hun havde haft nogle dage uden at følge ham rundt og en af disse var i dag, hvorfor hun nu stod her.

Katirra kunne slet ikke finde ud af hvorfor den anden lo af hende. Hvad var det der var så sjovt? Det måtte være noget hun havde sagt. Katirra lyttede til denne kvindes ord, og undrede sig. Ja, hvorfor hun, som så så mange ulykkelige mødre på dagligbasis... hvorfor drak hun ikke topaliste som en foranstaltning for hvis uheldet skulle ske? Man kunne ikke stole på mænd, det vidste hun. Heller ikke kvinder for den sags skyld. Folk gjorde mærkelige ting, når de var fulde eller påvirket af stoffer. Ikke at hun ikke havde hørt om tilfælde hvor manden eller kvinden var fuldstændig ved deres fulde fem. Det var sådanne tilfælde der skræmte livet af hende. 
"Du har ret. Jeg burde drikke det. Jeg tror bare aldrig jeg har tænkt over hvis uheldet en dag skulle ske," sagde hun. En ting havde hun lovet sig selv, og det var at hun ville blive en bedre moder end hendes egen. Hun ville tage sig af barnet hvis uheldet skulle ske, og derfor var topalisrod bare ikke rigtigt for hende. Det var som om hun nærmest ventede på at nogle forulempede hende, for der var da ingen mand, hun oprigtigt var interesseret i. Og det  i sig selv var en helt absurd tanke. "Jeg vil tage det som et supplement," sagde hun så. 

"Åh spændende. Dianthos er en spændende by," fortalte hun. Hvordan kunne hun sige andet. Hun kendte kun Dianthos og havde aldrig været andre steder. 
"Hvad har du ellers set af denne verden?" spurgte hun nysgerrigt. 

”D-det er måske også lidt s-små dystert at tænke på s-sådanne katastrofe tanker, m-men indimellem er d-det nødvendigt” Normalt lå det ikke til elverblandingen at tænke i de tanker. De kom sig da heller ikke af at hun selv havde været udsat for noget lignende et overgreb, men hun var ikke hverken blåøjet eller naiv.
For et øjeblik lod hun til blot at stå og betragte den kønne elverblanding foran sig, før hun lidt tænksomt tilføjede ”Det er kun et råd. Jeg kan kun sige du er en køn kvinde, som kunne friste mange mænd alene på din fysiske fremtræden” den alvorlige mine lå stadig i de glødende øjne, men var ikke længere malet hen over resten af det solbrune ansigt.

”B-bestemt, der er en h-helt anden dynamik h-her i Dianthos” lød det smilende fra hende, afslørende at det ikke blot var høfligheds fraser om Dianthos. Hun mente sine ord, for nok var det ikke alene anderledes med arkitekturen, men også sammensætningen af de væsner som var her og hvor tydeligt skellet mellem dem der har krystaller og de som ikke har er.
Den lyserøde tunge glæd i en tænkende mine henover de mærke læber, hvis mundvige stadig bar præg af smilet ”Ud o-over Thal’Elor s-som jeg er opvokset i o-og Dianthos, så har j-jeg set Balzera, S-sarghos, Elverly og lidt a-af Turmelinien” der var sikkert steder hun havde glemt. Selvom det var sjældent, så havde hun da været med hendes fader rundt i landet, når det var passende at have et barn med. ”H-hvad med dig? Har d-du set andre s-steder end Dianthos?”.

//Lukker tråden da den har lukket ubesvaret længe, beklager...