At bevæge sig udendørs uden sin tvillingebror, var ikke noget der skete ofte. Men i nogle situationer kunne det desværre være en hæmsko, at være så fysisk og psykisk bundet til et andet menneske, i så stor en grad som de to søskende var.  Og denne begivenhed, var bestemt en af de øjeblikke hvor broderens eksplosive temperament nok ikke var en hensynsfuld kort at spille. Selvom det selvfølgelig havde sine værdier, når den blev brugt korrekt.
Om den unge kvinde, der sad i en karet på vej imod en gård der eftersigende tilhørte en af de fire rytter. Var en manipulerende og kontrollerende individ, ville være en meget mild forklaring af hendes personlighed. Hun tog hvad hun følte var hendes ret, hvilket var alt hun lagde sine øjne på og følte hun måtte eje. Om det så tilhørte nogle andre eller ej, så skulle ingen stoppe hende.
Regnen piskede ned, som den havde gjort de sidste mange dage følte hun. Kutterne der sad førest og dragerede den sorte hingst, havde en stor mørke grå kappe trukket godt rundt omkring kroppen. Sikkert gennemkold helt inde til hans knogler. Hvor den blege halvdæmoniske kvinde, sad i de lune omgivelser, med en bog åbnet op på skødet. Disse rejser var altid det perfekte tidspunkt på, at lære noget ekstra omkring nyttigviden. I dette tilfælde en læge journal om hvordan man kunne fjerne legemer og syg dem på andre. Utrolig interessant, måtte hun se om hun kunne eksperimentere med, når hun vente tilbage til fortet.

Rykket i kareten fortalte hende, at hun var ankommet til godset som hun havde henvist kusken til at fragte hende til. Hendes pupil løse øjne, lagde sig på pladsen foran den smukke bygning. En have havde udsmykket området foran indgangen, næsten skuffende. Det var så, pænt og nydeligt?
Hun vrængede sin næse, som hun slog bøgen sammen og trak en rejsekappe hen over den spinkle krop, der var dækket af en meget simpelt sort kjole der dækkede hele kroppen. Inklusiv hendes hals. Håret var sat op i en masse stramme fletninger der til sidst var snoet sammen i en knold. De mørke læber, var blevet malet med en sort kul farve, for at understrege deres karistiske træk.
Dog ventede hun, ventede på at manden der havde siddet ude i regnvejret ville finde yderligere beskyttelse for regnen, så hun ikke blev våd, på hendes tur hen til døren.
Da de var kommet hen til indgangspartiet, kiggede hun sigende på manden ved hende side. Der nikkede og begyndte at banke på, nu ville det blive spændende om hun overhoved blev lukket ind, da hun ikke havde meldt sin ankomst på forhånd.

For en gangs skyld sad Marad i et af husets andre rum i stedet for biblioteket. Han havde været der inde siden James var blevet myrdet, men han kunne stadig ikke helt vænne sig til at være i rummet.. Forhåbentlig ville det ændre sig en dag. I stedet havde Marad fået indrettet et af huset mange ekstraværelser som en midlertidig læsesal, med en lænestol og et bord. Spartansk, ja, men det fungerede. Det vigtigste var sådan set, at han kunne sidde, så han stadig kunne se ud af vinduet lg ud over gården, så det var muligt at holde øje med, hvem der kom og gik på grunden.

Det var stadig tydeligt at se på Marad, at han følte sig træt. Der var mørke rander under hans øjne, noget der sjældent skete eftersom han som sådan ikke havde brug for søvn, og skægget og håret var upasset og ufriseret. Selv hans tøj var helt neutrale farver i modsætning til det mere rigt farvede tøj, han oftest gik med. Dog var det dog stadig i den fineste silke, han havde jo stadig standarder.

Marad så godt vognen, som kørte ind på gårdpladsen. Nok var han ikke helt så klar, som han før havde været, men han var da helt sikker på, at han ikke ventede gæster. Det var nu også ligegyldigt, uventede gæster var ikke noget han gad tage sig af, hvad havde man ellers tjenere til. Selvfølgelig var tjenerne stadig forholdsvis nye, men de havde nok forstået, at man ikke lukkede fremmede ind, da Marad en gang havde slået en ung mand ihjel foran de, fordi han havde begået den præcise fejl.
Nede i husets stueetage hastede en tjenestepige mod døren. Hun var ung, ikke meget ældre end teenage-årene. Nervøst åbnede hun den tunge der op og så på den ubudne gæst, som stod på den anden side.
"Kan jeg hjælpe dem?"

Det var nogle ganske dovne, ja næsten ligegyldige øjne der ramte tjenestepigen der hun åbnede døren. Men hvad der foregik bag de kølige øjne, som de betragtede den nervøse skikkelse foran hende, var dog af en helt anden karakter. Oh hvilken nydelig lille pige. Hun fik næsten lyst til at lade de sorte mager gribe ud efter hende, bare for at se hvor meget hun kunne få den fine skikkelse til at vride sig under hendes magiske greb.
Men man måtte jo beherske sig, især når hun kom uanmeldt – og ikke havde lyst til at  sætte sig yderligere på tværs, af hendes forhåbentlig vært. Hvis hun da fik lov til at møde manden, hun var dukket op for at møde.
“Mit navn er Pleasance Lochtree – jeg er her i ærinde for at snakke med Marad” det var næsten mærkværdigt at at bruge en mandens fornavn. Men hun vidste ganske enkelt ikke hans efternavn. Så mon det i virkeligheden var så vigtigt?
De pupil løse øjne, betragtede den skuttende skikkelse foran hende, mens hun fugtede sine læber ganske langsomt.
“Kunne vi mon dog, få lov til at træde ind? Det er trods alt et ganske forfærdeligt vejr uden for.” det var ganske tydeligt at hun ledte efter noget hos pigen foran hende. Om hun kunne se hvordan Pleasances mørke og ganske magiske kræfter påvirkede hende.
Det var ganske få mennesker, der kunne holde til at stå i hendes nærvær.
Langsomt og selvsikkert fugtede hun sin læbe, og valgte at træde indendøre, før hun egentlig helt ventede på om hun måtte eller ej. Hun havde hverken lyst eller tid til at stå og vente.

Pludselig greb Pleasance sig til hoved - et lille hvin forlod hendes læber, som en skærende smerte borede sig igennem hendes hjerneskal. En besked, noget med hun skulle vende tilbage med det samme - hvad kunne det betyde?
Hun ville aldrig nogen sinde blive vant til når hendes far, borede sig ind i hendes sind for at fortælle hende ting. Mest af alt, fordi hun hadet alt omkring den mand - og tanken om at han rodet rundt inde i hendes dybeste tanker for at aflevere beskeder til hende - det var aldrig en særlig rar tanke.
"Jeg undskylder - jeg bliver desværre nød til at vende tilbage igen." mumlede hun en anelse forlegen, og bukkede hoved. 
"Vær sød at fortælle Marad at jeg håber vi kan finde en dato for at mødes - jeg vil meget gerne snakke med ham." sagde hun med et lille smil på læberne, inden hun drejede rundt på hælen og ud af døren hun var kommet fra. Igen blev parapylen hævet over hendes hoved, uden hun skulle sige noget og de gik hurtigt mod kareten.
"Få mig hjem hurtigst muligt." mumlede hun, som hun satte sig ind i den tørre og varme karet. Skuffelsen var stor, at hun ikke havde haft muligheden for at stille de spørgsmål hun sådan havde ønsket. Men forhåbentlig kunne de finde en ny dag - eller også måtte hun igen, komme på et overraskelses besøg. Der var ikke andet for.