At være sammen med Rouku og i den forlængelse Lorcán og Iulia havde ikke været let. Tvært imod. Hun havde aldrig været den bedste til at socialisere, og hun opdagede meget hurtig at både Rouku og Lorcán var lidt samme type. Snakkesalig og venlig, hvilket gjorde det endnu værre at være kold overfor dem. Hende og Iulia var lidt nærmere af samme støbning, ikke at Kasey nogensinde vidste hvad hun skulle snakke med den anden kvinde om.
Derfor var det også meget naturligt at de ofte delte sig op i et par dage, for så at samle sig senere hen, så de kunne dække mest mulig jord i håb om at de kunne finde nogen spor efter denne Gwen, og hendes bror Fayne.

De var kun et par timers rejse fra det næste punkt hvor de ville mødes næste gang. Kasey kunne praktisk talt se vandkanten af Azursøen, som bakken ellers skrånede ned ad, hvilket gav et godt udsyn til det meste af hvad Kasey nok ville kalde en dal, om end en kæmpe en af slagsen.
Hende og Rouku havde stoppet for et lille hvil ved en nærliggende skov, da Kasey først fik øje på det. Nogle grene der så ud til at være blevet knækket, som de trak længere ind i skoven. Hun ville have gættet på et dyr, hvis det ikke var fordi det passede lidt for godt til en standard menneskehøjde.

Hendes øjne var lidt nysgerrige men også lidt påpasselige, som hun brød væk fra Rouku for at gå over at kiggede på dem med fingrene. Der var også en anelse hår og tøj der sad fast i grenene, og hun tog et stykke af tøjet og kiggede lidt på det. Det var i dårlig stand.
”Rouku, prøv at se her,” kaldte hun og kiggede over mod nordboen, som hun faktisk på et eller andet plan var begyndt at holde af. Uanset hvor stædigt hun end benægtede det overfor sig selv.

Rouku havde alle dage været vant til at være blandt andre folk. Han havde boet hele sit liv i et fællesskab, så for ham, var det ikke synderligt svært for ham at havde Kasey i nærheden hele tiden. Faktisk var det en befrielse på et eller andet punkt ikke at gå alene. Lorcán gik med Iulia når de splittede op, fordi hun virkede langt mere tryk ved den rødhårede manke af en Nordmand, og det kunne Rouku ikke andet end at smile af. Men det havde ikke været svært at se hvilken prøvelse det havde været for Kasey. Iulia havde vidst efterhånden vendt sig til det, og holdte sig derfor mest i baggrunden, tavs som oftest.

Selvom de havde et mål, var Rouku også en del optaget af sine omgivelser. Det var steder han ikke havde været før, og det virkede som om man var i større kontakt med naturen når man gik med Kasey. Hun vidste verden på en anden måde end han havde været vant til. Som et ensomt vandrende dyr som levede i symbiose med naturen omkring sig. Han var fascineret og mildest talt også betaget af det. Af hende var det nok nærmere, selvom han ikke sagde det højt.
Han stod og var fascineret af dalen der var udsigten over i skovkanten. Naturen var smuk her i foråret, som alt blomstrede frem på ny. Foråret var livets fremblomstring og han havde aldrig set så meget springe ud som efter de var kommet ned fra Norden til et mere frodigt område. Rouku elskede Norden, men det betød skam ikke at han ikke kunne nyde disse omgivelser helhjertet.

Rouku drejede langsomt blikket som Kasey kaldte på hende og tog hendes nye opdagelser ind. Som hun havde pointeret at der var noget at se, blev det mere tydeligt at grenene var knækket som at nogen var gået igennem, men han var ikke trænet nok til at se om det var dyr eller menneske. Først da han kom tættere på at så et stykke tøj og hår. Man har haft fart på hvis man har revet håret af på den måde. Det gav ham ikke ligefrem gode anelser. ”Hold da op… Vi må hellere kigge på det” hårets farve var ikke sort, og derfor var han hurtigt overbevist om at det ikke var Gwen. Men derfor lignede det stadig at nogen var på flugt. Eller i hvert fald havde været det.

Der var intet der pegede på at det var en de kendte her. Jo håret havde en brunlig farve, men mange havde brunt hår. Man kunne bare se på de to af dem. De kom fra vidt forskellige steder, men de havde begge nuancer er mørkebrunt hår.
Alligevel var der bare den der følelse af at Kasey ikke burde gå denne her vej. At hun ville se noget hun ikke ønskede at se, hvis hun fulgte det. Alligevel skubbede hun følelsen væk, og nikkede til Rouku.
”Jeg tror alligevel det er så gammelt, at hvad end der er sket her, så er det ikke noget vi kan hjælpe med,” indrømmede hun. Måske hvis personen havde haft et vandskin og kun havde brækket et ben? Kasey havde sin tvivl, men hun var heller ikke kendt for sin optimisme.

Hun slap grenen hun havde holdt, og begyndte dem så at lede længere ind mellem skovene. Hun gik ikke hurtigt, som hun blev nødt til at orientere sig flere gange, hvor de næste brækkede grene var. Hun var ikke vant til at spore på denne her måde, men ligeså stille kom de igennem krattet, og Kasey kunne se en lysning længere fremme, som de brækkede grene ledte mod.
”Jeg tror der er noget længere fremme,” sagde hun som hun ledte Rouku mod det, og måtte også lige dukke sig fra en ekstra gren som var i vejen for hendes hoved. Til sidst kom hun dog ud i lysningen, som havde overraskende meget lys. Hendes øjne brugte lidt tid på at justere, og til at starte med opdagede hun ikke kroppen der lå på den anden side af lysningen, der aldrig var kommet længere.

Rouku vidste godt at hun formentlig havde ret. Kasey var langt bedre til at tyde spor end han var, men han ville ikke gå væk derfra på formodningen at der alligevel ikke var noget de kunne gøre. For hvis de tog fejl, havde de efterladt en i stikken som havde hårdt brug for dem. Det lå ikke i hans hjerte at gøre! Så selvfølgelig fulgte han sporet. Eller rettere han lod Kasey vise vej, da han overhovedet ikke var blind for at indrømme at dette var hendes speciale og ikke hans!

Rouku fulgte trop, undgik lidt mere akavet de lavthængende grene, til de nåede lysningen.
Ligesom hende, missede han let med øjnende som solen kom utrolig stærkt igennem. Faktisk spejdede han op med hånden over panden, med en sammenkneben grimasse, før han kiggede rundt i lysningen. Han kiggede i modsatte retning end Kasey, blinkede nogle gange og fik det dårligt.
Han havde set døde kroppe før, men det blev aldrig nemmere at forholde sig til. Roligt lagde han en hånd på Kaseys skulder. "Der" pointerede han uden at pege. At pege var uhøfligt mod den afdøde. "Du fik desværre ret. Ham kan vi ikke gøre mere for" Det havde lagt noget tid, men ejede stadig karaktertræk som ville være genkendelige for nogen som kendte liget. Ikke han regnede med at hun gjorde. I sin underbevidshed bad han til alle guder om at det ikke var Fayne. I hans bevidsthed nåede tanken om at det kunne være hendes bror, ham slet ikke.

Det gik altid hurtigere med to øjne frem for et, og Kasey var glad for at Rouku id et mindste havde spottet det, i tilfælde af at hun ville misse det.
Hun kiggede kort over mod kroppen hvor han havde indikerede den var, og missede den kort før at hendes øjne endelig faldt på den. Desværre havde de to af dem en anelse forskellige reaktioner. Kasey var vant til død. Hun havde dræbt mere end en person i sit liv til fuldmåne, men der var visse ting hun ikke kunne klare, og desværre var det bl.a. at kroppen så lidt for kendt ud.

Hun blegnede fuldstændig, og man kunne høre et indtag af luft. Hendes øjne var store og hun rykkede sig ikke ud af stedet, til at starte med. Og pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok, som hun praktisk talt styrtede over til liget. Hun greb fat i skulderen for at få ham vendt om, så hun bedre kunne se ansigtet, og ganske rigtig. Det var Faynes døde ansigt der stirrede op i hende igen.
”Nej... nej... NEJ!” udbrød hun, og selvom Kasey ikke var kendt for at være følelsesladet, så væltede tårerne ud af hendes øjne, som hun ikke kunne rive sig væk fra Faynes lig.

Det var ikke hvad han havde regnet med der ville ske i dag. Det var ikke noget han havde regnet med ville ske på noget tidspunkt af deres rejse, selvom mistanken desværre havde summet i hans baghoved. Rouku troede blot det var en stakkels sjæl der havde måtte lade livet til en et for dødeligt angreb eller skade. Han kunne ikke umildbart se herfra hvad der havde forårsaget det, men død var han, den spinkle skikkelse. Den ubehagelige følelse ned af rygsøjlen blev kun værre og værre. Ulidelig, faktisk.

Rouku havde drejet sine blå øjne ned på Kasey ved lyden af den hurtige indtagelse af luft som nærmest blev holdt. Udviklingen i hendes træk fik Rouku til at løfte blikket igen og kigge tilbage på liget. Og ganske rigtigt. Knap havde han løftet blikket før Kasey styrtede mod ham, nærmest faldende over sine egne ben fordi det ikke kunne gå hurtigt nok. Rouku stod stivnet tilbage som brikkerne faldte sammen. Han lukkede øjnende og bed sig i indersiden af sin læbe. Pis.
At se hende sådan, var nok det værste han i sit liv havde oplevet. Han sank en klump i halsen og gik tættere på hende som hun brød mere og mere sammen.
Han satte sig på hug ved siden af hende og var fuldstændig ligeglad med at berøring ikke var noget hun normalvis brød sig ret meget om. Han tog fat i hendes skuldre. Han tvang hende ikke til at flytte sig væk fra Fayne, men taget i hende var en så tydelig indikering han kunne give om at han var der. At han var der for hende. Og at hun ikke skulle bekymre sig om andet end sin egen sorg. Imens bekæmpede han sin egen klump i halsen. Han havde ingen ide om hvad han skulle sige, men han vidste også godt at ingen ord kunne gøre det bedre for hende.

Kasey følte ikke at hun kunne få vejret, som hun kiggede ned på Faynes døde krop. Den var flænset af et dyr af en art, og som hun væltede ham om på ryggen, så kendte hun mærkerne lidt for godt. Det havde været fuldmåne et par dage forinden, og på disse kanter var der åbenbart også varulve, for mærkerne var for store til at være fra en ulv.
Et hulk undslap hende, som hun prøvede at samle sig selv, men alt hun kunne se var hendes lillebror. Den dreng hun havde opfostret siden han var spæd, og hun selv dårlig var gammel nok til at tage beslutninger. Grunden til at hun var flygtet et bedre sted hen, så han ikke skulle dræbes og hun ikke skulle være alfahun.

"Det kan ikke.." hviskede hun, hun ænsede dårlig nok Roukus hånd på hendes skulder. Sorgen rev sig bare gennem marv og ben på hende, og til sidst kunne hun bare ikke holde det inde mere. Hun sad på sin knæ på jorden og kiggede på det livløse blege ansigt, og hulkene rev bare igennem hende. Hun kunne dog ikke fjerne sit blik, men var som limet hvor hun sad.

Det var et grufuldt syn, også hvis det havde været en ukendt. Selvfølgelig kunne Rouku ikke genkende den unge knægt som havde mistet livet alt for tidligt, men han vidste det var Kaseys bror. Det gjorde ondt. Han var kommet til at holde af den anden, hendes selskab og hendes små morbide kommentarer engang imellem. Det gjorde ondt at mærke den smerte hun havde og der var intet han kunne gøre ved det.
Han kunne kun kigge ned på drengen der var flænset op, få det dårligt over tanken om hvad der var sket og dernæst fokusere alt sin energi på at være der for hende. Det var hende der havde det værst. Han kunne kun levende forestille sig hvor forfærdeligt det ville være. Tanken om at miste sin egen bror eller Lorcán der var som en bror, var kvalmende.

Han klemte en smule om hendes skuldre og guidede hende forsigtigt til siden så han kunne holde hende en smule ind til sig. Måske han egentlig burde fjerne hendes blik fra det hun så, men han var ikke sikker på det ville ændre noget. Hun ville kunne se det tydeligt i sit sind for evigt uden tvivl. ”Jeg er ked af det. Virkelig ked af det” hviskede han med hovedet hvilende på hendes mørke hår. Hvad skulle han dog gøre? Han ville aldrig kunne gøre det bedre. Andet end at hjælpe hende så godt han overhovedet kunne.

Som Rouku fik et bedre greb om Kasey, registrerede hun det også, og hun lod sig blive holdt lidt ind mod hans varme krop. En varme hun havde været mere vant til at få fra Fayne. Fayne måtte gerne røre hende, for de havde altid været så tæt, så det havde hun aldrig tænkt over. Alle andre ville altid have noget fra hende.
Alligevel kunne hun godt lade Rouku holde hende, i hvert fald for nu, for hun havde behov for noget, selvom hun ikke følte hun vidste hvad.

Ordene registrerede sig dårlig nok hos hende, for hun kunne nærmere føle det i hans krop. En sorg, måske ikke for Fayne, men for at hun så sin bror død og flænset.
"Han var kun... en lille dreng," hviskede hun. Hun havde trods alt ikke fortalt Rouku meget mens de havde rejst. Hun havde været for bange, selvom enkelte oplysninger var kommet ud. "Han var... alt..." Hvordan kunne hun nogensinde sætte ord på tabet?

Til sidst fik selv Kaseys øjne for meget af synet, og endelig vendte hun sit hoved og gemte det ind mod Rouku, som tårene blev ved med at falde og fugte Roukus tøj.

Rouku ville ikke have noget af hende. Han forventede ikke at hun gjorde noget som helst. Ikke andet end hun tog det i sit eget tempo og fik sorgen til at flyde frit, for det skulle hun havde lov til. han var ikke i tvivl om at berøring normalvis ikke havde været noget hun gjorde i, men det var bare så naturligt at tilbyde. Hun ville bryde når hun fik brug for det. Det måtte han tro på.

Uden helt at tænke over det, bevægede han sig ganske let i en rokkende bevægelse, for at trøste hende. Det var ikke noget voldsomt, men blot en lille ting der bare kom af sig selv. Han havde lyst til at sige noget for at hjælpe hende, men han vidste ikke hvad. I stedet forholdte han sig tavs og tog blot imod hende som hun vendte sig ind mod sig. Han mærkede hvordan tårene blev ved og hun græd som hun nok aldrig havde grædt før. Han var ligeglad med at hans tøj blev vådt, beskidt eller hvad man nu skulle kalde det. Det var jo for fanden bare tøj.

Imens kunne han ikke helt selv fjerne blikket fra liget. Han forsøgte at nå frem til en konklusion. Han kunne godt se hvad der var sket - sådan nogenlunde, men mere, hvad skulle de gøre. Men han ville heller ikke afbryde Kasey eller tvinge hende til at tage beslutninger nu. Men før eller siden, når hendes gråd var døet ud og hun genvandt noget fatning - hvor lang tid det end måtte tage - skulle de beslutte om han skulle begraves eller brændes. En ordentlig afsked skulle der i hvert fald til, hvor meget det så end måtte forsinke dem. Han nægtede at give sig selv ret til at tænke, at det kunne være de fandt Gwen i samme tilstand. Den tanke måtte bare ikke komme frem nu.

Kasey var helt ødelagt, så hun græd og græd, indtil der ikke var mere, hvillket skete overraskende hurtigt. Måske var det en effekt af at være opvokset et sted hvor svaghed på nogen måde blev set ned på og udnyttet på det groveste. Hun følte ikke at hun kunne lade sig selv være svag og sårbar i længere tid af gangen.

Hun trak sig lidt væk fra Rouku og tog en rystende indånding. Hendes øjne var røde og puffede, og hun så stadig ud som om at hendes verden aldrig blev hel igen, men hun så beslutsom ud.
"Vi kan ikke lade ham... blive liggende her," sagde hun, hendes stemme var lidt rystende, men hun prøvede sit bedste. Kun Fayne havde set hende rigtig sårbar før, men Rouku virkede til efterhånden at forsøge at indtage den plads. Hun havde været meget sårbar lige siden Fayne forsvandt, og tydeligvis med god grund. En del af hende sagde, at hvis hun bare havde været hurtigere, så kunne hun havde fundet FAyne og reddet ham skæbnen. Den mere rationelle del af hende, vidste også godt at ved fuldmåne kunne man ikke regne med noget, og hun forbandede sin gamle klan langt væk fordi de havde forvandlet dem til varulve.

Rouku havde ikke travlt med at få hende til at stilne gråden af. Han mente hun skulle havde den tid hun havde brug for, for at få grædt sine sorger ud over det tab hun havde lidt og ikke mindst det syn der havde mødt hende her. Et forfærdeligt syn.
Han bekæmpede hende heller ikke som hun trak sig lidt væk, men løftede hovedet fra at havde hvilet på hendes hår og armene slap sine tag om hende. Hans øjne så først på hende og hvor tydeligt ked af det og knust hun stadig var. Men han vidste heller ikke hvad han skulle gøre.
Så i stedet drejede han blikket ned på den skambidte og flåede krop som hun talte. ”Nej. Vi får ham lagt til hvile med værdighed. Vi plejer at bygge et stort bål og bruger de sidste timer på at sende dem sikkert afsted” foreslog han – han vidste godt at det normale var at blive brændt oppe i Norden. Jorden var altid hård og det var mest af alt klippegrund. At brænde en falden var måden at sende deres sjæl videre med stor ære. Han ville naturligvis acceptere hvis Kasey hellere ønskede han begravet, selvom han ikke havde nær så meget forstand på det. Men det var hendes bror og hendes valg.
Men en ting var helt sikkert, han ville hjælpe hende med alt for at få det præcis som hun ønskede det, under disse omstændigheder.

Kasey havde aldrig skulle håndtere en begravelse før, i hvert fald ikke en standard en, som hun vidste menneskerne gjorde. Hvad havde de overhoved gjort med hendes mor dengang hun var død? Minderne var ikke så klare, og slet ikke nu. Hun kunne bare huske den sorg der havde været dengang. Den kunne ikke engang sammenlignes med den sorg hun føltel ige nu. Hendes bror havde virkelig været hendes et og alt.

”Et bål,” kom det lidt tøvende. Hun havde ikke hørt ligeså meget om at brænde ligene, men på den anden side, hun syntes hun ikke at begrave ham ville være bedre. Han havde altid hadet de forbandede huler, hvor Kasey selv havde følt sig tryg.
”Måske et bål er en god idé. Hvordan gør man?” spurgte hun og kiggede hen på Rouku. Om han blev brændt eller begravet ændrede heller ikke på hvis han tilfældigvis skulle genopstå som engel, selvom Kasey tvivlede. Et liv som engel var ikke noget nogen som de blev til. De var trods alt forbandet fra barnsben. Det var dem ikke værdigt.

Rouku lod hende tage forslaget ind, uden at sige mere i øjeblikket. Hendes tøven, fik ham til at sende hende et halvt smil der ikke helt nåede hans øjne. Der var ikke noget at smile af i denne situation, selvom han gerne ville opmuntre hende. Selvfølgelig foretrak han at hun var glad, men han vidste også at sorg var en vigtig del af en. Sorg var ikke noget man bare skulle glemme væk og Kasey havde en stærk sorg lige nu.
”Vi skal have samlet en masse træ, og er vi heldig at finde nogle faldne stammer, vil vi kunne bygge et ordentlig båltop. Vi bygger det, lidt som en tømmerflåde, som ligger på tømmerflåde, hvor vi i mellemrummene ligger tørt græs og småkviste.” forklarede han gennemgående de praktiske dele af hele begravelsesmetoden. At Fayne skulle ligge øverst, og blive omgivet af flammerne, så hans ånd kunne frigives og finde sikkert frem til Kiles rige. Han vidste ikke om ens sjæl var fanget i de levendes verden hvis man ikke blev begravet med manere, men han vidste at det var sådan norden gjorde. Norden sendte deres døde afsted for at deres fysiske legeme skulle ligge forfrossent og halvråddent tilbage.

”Prøv at finde noget her i nærheden hvis du kan. Jeg synes ikke vi begge skal gå fra ham. Jeg vil søge efter større stammer” forklarede han til sidst, tog roligt fat om hendes skulder og gav den et glem. Det var ikke sådan her han havde håbet at finde Kaseys bror. Det var ikke sådan han håbede nogensinde at finde nogen. Han håbede for alt i verden at Gwen ikke blev samme oplevelse. ”Jeg er ikke længere væk end du kan kalde på mig.” han vidste ikke hvordan han skulle trøste hende. Han var ikke dårlig til at trøste, men han var ikke vant til nogen så tilbagetrukken som hende. Han ville gerne blot holde om hende og lade hende græde ud, men han var sikkert på at hun ikke ville lade ham. Men han var der for hende. Det håbede han trods alt at hun kunne mærke.

Kasey lyttede, med en stilhed og ro som der ikke burde være der. Hun havde lige fundet sin bror død, men det var som om at så lang tid hun havde noget at fokusere på, så kunne hun skubbe tankerne lidt væk. Det var hun hendes usikre vejrtrækning der indikerede at hun stadig kæmpede med sig selv.
Det var også heldigt at Rouku kunne tage nogle valg, for hendes øjne fangede Faynes krop endnu engang, og hun kunne mærke hvordan hun havde lyst til at græde igen, men nej. Hun ville ikke lade det.

”Jeg vil prøve,” sagde hun bevidst, og tvang sig selv fra at kigge væk fra Fayne og op på Rouku. Hun havde slet ikke overvejet hvad huns kulle gøre nu når de faktisk havde fundet Fayne, for der havde altid været en formodning om at han ville have været i live, og hvis han havde været det, så havde han jo nok taget et valg for dem.
Hun nikkede til Rouku, før hun vendte om, og gik med rystende ben længere ind i skoven, for at se om hun kunne finde nogle stammer, eller større stykker træ.
Der var et par nedfaldne stammer og træ, og efter at hun havde taget en god runde inde i skoven, måtte hun erkende at hun nok ville få behov for Rouku hjælp til det meste, selvom hun samlede nogle af de mindre samme, for at slæbe med og smide i lysningen.

”Der er nogle større træer længere inde, jeg tror jeg skal have din hjælp til, og så har vi nok også behov for en økse,” indrømmede hun som hun kom ud i lysningen og smed små brænderiet fra sig i en bunke.

Rouku ville nok nærmere konkludere at hendes ro, i virkeligheden var chok. Det var ikke sikkert at han havde ret, men tanken om at finde sin egen bror død ville formentlig fange ham i en choktilstand der kunne fortolkes som ro. Eller også ville han gå fuldstændig amok, uden mulighed for at berolige ham. Han havde ikke lyst til at tænke på hvad der ville være det rigtige svar for ham.

Med vilje blev Rouku bag hende, og så hvordan menene vaklede. Han fulgte hende lidt med blikket, før han gik i den anden retning for at finde træ til planen. Så snart han fandt noget, begyndte han at slæbe, men han fandt ligeledes stammer for store til ham selv at slæbe. Nogen af dem skulle formentlig også brydes op med økse før de kunne slæbe dem, men de tog det andet først. Det var hans plan.

Som han vendte tilbage til lysningen med første læs, kom Kasey ligeledes tilbage. De tre lange men dog tyndere stammer faldte med et klonk til jorden og han børstede sine hænder mod hiannden. "Jeg kommer med" henvisende til at hun skulle vise vej. Det ville også være nemmere at få dem afgrenet før de slæbte. Det var stadig svært at vide hvad man skulle sige, så for nu fokuserede han på det praktiske arbejde. Det som de begge kunne forholde sig til lige nu.

Chok var nok den korrekte måde at beskrive Kasey på. Hun kunne på ingen måde forholde sig til hvad der var sket, og lige nu kørte hun kun på overlevelsesinstinkterne hun var vant til. Der var ting der skulle gøres, og man kunne ikke tage sig af at der lå en død. De følelser var gemt til en anden dag, når det ikke handlede om overlevelse. Inden i vidste hun godt at det de lavede lige nu ikke handlede om at overleve, men at finde brænde plejede ligeså meget at være for at finde noget at varme sig ved.

Hun nikkede til at han kom med, før hun begyndte at lede ham tilbage ind i skoven til nogle af de store stammer, så han kunne hjælpe hende med det. Hun var næppe svag, og det hjalp da også gevaldigt med hvor hurtigt de kunne slæbe tingene tilbage.
Kasey sagde dog ikke noget, andet end instruktioner og påpege hvor træerne lå, og hendes ansigt foretrak ikke rigtig en mine, selvom man kunne se at i hendes øjne at hun stadig virkede til at beskytte noget. Med alt sandsynlighed de følelser der hvirvlede inde i hendes indre. Men med mindre Rouku sagde noget, så ville hun heller ikke.

De var grebet af de praktiske. Rouku fokuserede på at få fundet de rigtige stammer og kviste som de begge fik slæbt med tilbage til lysningen. Et øjeblik stod han og vurderede hvorvidt der var plads nok i lysningen til et større bål, men nåede frem til konklusionen at det havde der bare at være. Han skulle nok sørge for ilden ikke spredte sig og Kasey fik lov til at holde den afsked med sin bror som hun havde brug for.

Det var i tavshed, og kun med få ord udvekslet at de begyndte at bygge det ene lag efter det andet til en forhøjning af mere eller mindre tørt træ, hvorefter hullerne på bedste vis blev stoppet med let brandbart materiale.
Så kom den hårde del. At få løftet Faynes døde krop op på bålets top og lagt til sidste hvile. Han bar, hjalp eller lod hende løfte ham alt efter hvad hun var mest komfortabel med, før han gav sig til at optænde en fakkel. Han stod med faklen i hånden, der oplyste området, da det mere eller mindre havde taget hele dagen at få bygget op og klargjort. Nødvendig tid var brugt.
"Her." Rouku rakte faklen frem til hende, og så hvordan flammernes skær dansede over hendes træk. Ansigtet der havde lagt i så følelsesløse folder som muligt, men stadig afslørede hendes smerte. Tiden var kommet til at sige farvel.

Det var en akavet position selv at sørge for at skulle lægge Faynes krop op på bålet, så derfor lod Kasey også Rouku hjælpe hende, så han kunne blive lagt forsvarligt deroppe. Det var noget af et bjerg af brænde de havde fået lavet, og det var en underlig følelse der var i hendes indre. Der var ikke meget af hendes lillebror tilbage, og det var enten det eller at give ham til dyrene, men det føltes lidt tomt at sende ham afsted på denne her måde.

Forsigtig tog hun imod faklen og kiggede ind i flammerne, og så op på bålet endnu engang. Man kunne se hvordan følelserne pludselig begyndte at brænde for at komme ud, mens hun gjorde hvad hun kunne, for ikke at lade det overtage sig.
”Hvis der virkelig er guder i denne her verden, så håber jeg at Kile tager godt imod ham,” hviskede hun endelig. Guderne var ikke noget der havde været en ting i hendes gamle klan, men i de sidste år havde hun lært mere om guderne end hun troede hun nogensinde ville. Hun var dog stadig ikke sikker på at hun troede på dem.
Hun gik lidt frem, og med et sidste blik op på stakken, så satte hun ild til den, og ilden tog langsomt fat i bålet.

Hun trådte væk fra flammerne, og som hun kiggede op på ilden der ligeså stille tog fat, så kunne hun ikke holde det inde mere. Stille tårer trillede ned af hendes kinder.
”Jeg håber at han i sit næste liv kan få lov til at leve livet som det var meningen han skulle. Han var altid mere fri end mig, og jeg... gav ham aldrig de mulige rammer for det,” hviskede hun. Måske var det hendes skyld, men det var vel ligeså meget ikke hendes. Hun kunne ikke beskytte ham mod alt der kom deres vej, uanset hvor meget hun ville. 

At følelserne begyndte at indhente hende var ganske forventeligt. Rouku havde planlagt at han ville fokusere mest på bålet, for at give hende den frihed til at holde sit privatliv hvis hun ønskede, men han endte med ikke at kunne tage blikket fra hende. Han havde lyst til at trøste hende og holde om hende indtil alt blev godt igen. Han var ikke sikker på han på nogen mulig måde kunne overbevise hende om at selvfølgelig blev alt godt igen. Hun havde mistet en bror.
Han svarede ikke på hendes hvisken. Han troede på guderne, i hvert fald hans faders gud og det som hans mor havde lært ham. Men heller ikke han vidste om guderne egentlig fandtes eller om de på nogen måde var barmhjertige. Før eller efter døden.

Flammerne bredte sig hurtigt, trods der også kom en tyk os fra de mere fugtige stammer. Alt i alt, brændte det godt og flammerne formerede sig hurtigt. En meget objektiv måde han kunne se på ligbålet. Ikke at objektivitet holdte længe, som han så tårerne falde ned over Kaseys blege kinder.
"Du prøvede at beskytte ham. Det er hvad storesøstre gør" hviskede han tilbage, som han forsigtigt, og klar til at trække sig skulle hun vise ubehag, rørte hendes skulder. Tilbød at han var der for hende.
At han mest af alt gerne ville lægge armene om hende, var ikke nødvendigvis det hun havde brug for.