Det var ikke tit at Oswald befandt sig i Dianthos, og det var aldrig at han befandt sig i skumringskvarteret. Bland andet fordi at det gav ham myrekryb, han trak kappen tættere omkring sig, da nogle øjne lagde sig på ham. Nej, han brød sig virkelig ikke om at være her.
Han tog nogle dybe indåndinger, og gik så en smule mere rank i ryggen fremad imod kvindens om havde sat sig for at møde. 
Egentlig ikke fordi han troede særlig meget på heksekunster, selvom at han var fra en familie hvor ritualer og forædrendes kræft var noget man lagde meget vægt på.
Men nu var der også lige det problem, at han havde fralagt sig alt omkring hvad hans slægtningen gik ind fra. Han ville aldrig nogen sinde ønske det samme for sig selv, eller hvis han nogen sinde skulle få en børn - for dem. 
Så hvorfor var han så på vej hen for at møde en kvinde, der mente hun kunne spå fremtiden og give dig genstande der kunne hjælpe på det ene eller andet? Simpelt, af grunden han havde hørt hun kunne se fremtiden. Han havde brug for at få viden hvordan han kunne styre den magiske kræft, som der lige i øjeblikket havde en tendens til at lukke hans hjerne ned. 
Hovedpinerne var blevet oftere, og de fleste gange så havde de syn han havde fået, slet ikke givet mening. Så hvis hun måske havde noget der kunne afhjælpe, så han slet ikke fik det længere, eller redskaber der gjorde han måske kunne kontrollere det bedre. 

Han stoppede op, og lod hans øjne glide hen imod døren. Contessa Blight. 
Han gik hen og åbnede lige så stille døren. Han tog en dyb indånding inden han skubbede den helt op og gik ind i den lille butik som han var blevet henvist til hun ejede. 
Uroen greb ham igen i maven, måske det var en dårlig idé det her. 

BLIGHT stod der på et lille skilt der han ud for en lille mørk butik. Gardinerne var trukket for, så man ikke kunne se direkte ind til butikken. Man kunne til gengæld se en lille udstilling af nogle kranier med ’tomme’ smykker hængende rundt omkring, samt nogle tavler der viste forskellige ting omkring stjernerne. Eftersom ’vindueskarmen’ var bred var der også små levende lys, så man også kunne se vinduespynten om aftenen. For at komme ind af butikken, skulle man få trappetrin ned, for at komme ind af en mørk trædør. Så man lige frem, som man kom ind i butikken ville man se et vædderkranie hænge på en lilla væg. Man ville se mange mørke hylder, fyldt med bøger og diverse æsker. Højst sandsynligt med smykker i. Ejeren, Contessa Blight, stod nemlig for at overfører evner eller energier til genstande eller eliksirer for at ’hjælpe’ andre. Til tider kom folk også for at deres fremtid fortalt eller ’komme i kontakt med de døde’. Det hjalp Contessa også altid med, med låste og lukkede døre.

Contessa sad med ryggen til indgangen til hendes lille hyggelige butik. Hun syntes i hvert fald den var hyggelig. Den var lille, mørk og havde en to små lokaler der var gemt væk bag nogle perlegardiner. Det ene blev brugt til brygning af eliksirer. Det andet bestod af en madras, puder og lagner. Til når hun skulle sove selvfølgelig. Hun ved et lille bord, bag disken, og pillede ved nogle smykker. De skulle sættes dem i orden og der var knuder på flere af dem.  Hendes krage, som sad i et hjørne, tæt på et af vinduerne, kaldte på hende. Hun spidsede ører og kunne høre nogen træde nærmere udenfor. Gaderne var sjældent fyldt med væsner, så det overraskede hende altid når hun kunne høre nogen. Skridtene hun hørte udenfor gik endda ned af de få trin til hendes dør. Hun skævede over til en lille blok på sit bord. Jeg har da ikke nogen der skal komme i dag?

Som døren åbnede og hun hørte en person træde ind, lagde hun forsigtigt smykkerne fra sig. Hun vendte sig roligt om, og tilkendegav sine lyse øjne og svagt grønlige hud. ”Velkommen,” lød det roligt, ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte hun og rejste sig op og tog det halve skridt der var hen til den brede disk.

Duften var nok det første der slog ham, da han trådte ind af døren.
Ikke i den forstand af, at det var en dårlig en af slagen, for det var den bestemt ikke. Det var mere den, der fortalte ham, at dette var lokale som blev brugt til at lave eliksirer i. Han kunne godt mærke det gav et kortvarigt stik af angst, da det mindede ham om hans fortet han var vokset op i. 
Heldigvis blev han hurtigt brudt ud af tankerne, da en stemme pludselig rev ham ud af hans trance, i det øjeblik han var trådt ind af døren.
Oswald rømmede sig, som han lige så stille lukkede døren igen for at være høflig. “Tusind tak” svarede han, mens han stak hænderne i lommerne. Hele hans kropsholdning viste ganske tydeligt, at han var en mand som ikke var tryg ved hvor han var henne, eller også var han blot en mand der var utryg af natur. Han sank en smule, og nikkede så imod hende. “Jeg høre, at du kan se fremtiden?” spurgte han en smule afvigende, for at fortælle hvad han egentlig lavede her i hendes butik. 
Mest af alt, fordi han stadig var helt sikker på om det var en god idé det han havde gang i. 
Som hans øjne betragtede hende, var det jo ganske klart at det nok ikke var et menneske han stod over for. Der var noget ganske, han lod hoved falde på sned som han tog hende ind. Dyrisk over hende? Den grønlige hud, de lysende øjne. Ikke at det skræmte ham, men faresignaler gled dog alligevel igennem hans tanker. 

Contessa observerede hver en lille bevægelse manden foretog sig. Han så næsten skrækslagen ud, men det var hun vant til. Det var ikke mange der brød sig om at være i hendes butik længe af gangen, med mindre hun selvfølgelig underholdte dem nok til at de glemte hvor de var. Det skete jo en gang i mellem. Et blidt smil var blevet fremkaldt på hendes læber, som han lukkede døren. Hun placerede sine hænder, med de lange tynde, smykkefyldte fingre, på disken.

Fremtiden. Ja den var jo altid spændende at kende til, ”Hvad vil du vide om den?” spurgte hun roligt. Nu havde hun ikke ligefrem siddet om morgenen og set hele dagen igennem – det tog jo alt det sjove ud af hendes liv, og så ville hun sikkert også have været for træt til at kunne forsætte dagen. Hun så ned på disken engang, og fejede nogle små krystal-krummer ned på jorden bag disken. Langsomt begyndte hun så at bevæge sig rundt om disken. Man kunne næsten ikke høre hendes skridt, grundet de bare fødder, men krystallerne under knitrede en smule. Hun skar ikke en grimmase som hun gik over dem.

Tidligere på dagen havde hun valgt at påklæde sig i en sort løs skjorte. Det var nok en af hendes andre slags kunder der havde glemt den. Hendes ben var derimod dækket af en lang og tung lædernederdel. Hendes lange hale var gemt under den. Hun blinkede roligt til ham, og håbede han snarest kunne slippe spændingen der sad i kroppen – det var jo ikke til at arbejde med, det dér.

Han tog en dyb indånding, helt ned i maven.
Da han pustede ud igen, begyndte spændingen lige så stille at forlade hans skuldre. Selvom han stadig var utryg ved hele situationen. Han nikkede lidt, dog ikke til hende, men til sig selv. Da tankerne var begyndt på et mantra det er okay, det skal nok gå.
Da hun spurgte hvad han ville vide om den, gav han hende et skævt smil. Det var vel hvad han kunne have forventet, at hun troede han ville vide omkring fremtiden. Det var vel derfor alle hendes kunder kom, foruden hvad end det ellers var hun kunne tilbyde dem. Han måtte indrømme, så meget havde han alligevel ikke udforsket hvad Contessa Blight faktisk kunne.
Han rømmede sig og nikkede så igen, denne gang mere fast som han trådte et skridt tættere på hende.
“Det er ikke så meget hvad jeg vil vide om den men omkring den” sagde han, måske lidt kryptisk. Han fangede det hurtigt og grinede lavtmeld “Jeg mener, jeg kan selv” han ledte efter ordene og stak hænderne dybt ned i hans lommer. “Jeg kan selv se glimt af fremtiden, men jeg kan ikke styre det.” han lod tungen lide hen over sine læber, og betragtede kraniet der hang på væggen. “Er det, noget du kan hjælpe med?” spurgte han så endelig, efter han havde kommet til at snakke uden om, hvorfor han i virkeligheden var her.
“Så, jeg enden kan lukke af for evnen, eller jeg kan styre den bedre?”

Man kunne både se og høre hvordan manden foran hende, prøvede at berolige sig selv. Det var utrolig tydeligt for Contessa at der virkelig blev overskredet nogle grænser, ved at møde op i butikken.
Det efterfølgende skæve smil, og skridt nærmere, gav hende dog lidt ro i sjælen. Som han begyndte at forklare, opstod et lille tænkende udtryk på ansigt. Hovedet lå let på skrå, munden en smule åben, og en lille rynke i panden, ”Jah,” sagde hun tænkende, mens han stak hænderne ned i lommerne, og hun lænede sig en smule frem. Han havde stadig svært ved at finde til ro, sådan som hans øjne ikke blev på hende. Hun ville gerne svare ham med det samme. Men tankerne stoppede hendes ord. ”Eh… Hmmm,” hun rystede let på hovedet. ”Jeg kan da prøve?” hun kunne slet ikke finde rundt i hoved og hale i tingene.

Hun rettede sig lidt op. ”Hvad er det du oplever når du får glimt af fremtiden?” Contessa lagde straks mærke til hendes sætning ikke var beskrevet godt nok, og omformulerede, ”Altså, kan du mærke noget inden eller mens det sker?” hun krydsede sine arme og lagde vægten over på det ene ben. Contessa kunne sagtens se fremtiden koncentreret, men hun var jo selv påvirket af pludselige visioner om fremtiden, men disse var ofte kun når der var fare på færde.

Han trådte et skridt tættere på hende, tydeligvis mere opløftet over hendes svar. 
Ikke at han helt vidste hvad han havde troet, hvad han havde forventet omkring dette møde. Han trak den højre hånd op fra lommen, og kløede sig i nakken. 
Hvad oplevede han? Hans blik blev fjernt, inden han kiggede imod hende. Denne gang hvor hans faktisk kiggede, ind i hendes øjne. Han tog en dyb indånding og smilede sagte. 
“Det forskelligt, de værste tilfælde, så besvimer jeg” svarede han, henkastet som var det ikke alvorligt at han havde en evne der tog så fysisk på ham.
Han slog blikket ned i disken foran dem, men denne gang mere for at huske tingene igennem. Hvordan han havde det, når han fik disse glimt af fremtiden. “Det vel lige som, at jeg får hovedpine. Små glimt er ikke så slemme, men det mere at jeg vælter eller at jeg er ved at vælte koppen.” han tog en dyb indånding og trak nonchalant på skuldrene. 
“Middelstalt så får jeg bare voldsomme hovedpiner, næseblod og mister nogen gange synet.” det var ikke typisk at han var så ærlig omkring hans situation. Men han vidste også, at hvis han ville have hjælp, måtte han ligge kortene på bordet. Hvilket var det han gjorde nu. Selvom en hver anden måske ville være en smule skeptisk, og måske vente med at dele ud af det hele på en gang. Bare ikke noget som han tænkte over i dette øjeblik.

Contessa bemærkede hvordan han skulle tænke over hvad han oplevede når han fik sine syn. Måske skete det ikke så tit at han kunne huske det? Deres øjne mødtes pludselig og hun tog muligheden til at se hans øjne an. Contessa blinkede lettere overrasket, da han fortalte at han til tider besvimede. Hun kommenterede dog ikke, men afventede et mere uddybende svar. Til hver ting han forklarede, nikkede hun roligt, for at vise hun lyttede. Hendes blik kørte dog tænkende ned på sine fingre. Da han var færdig med at forklare, trak hun lidt skævt på sin mund, mens hun tænkte. Han var på sin vis heldig at hans krop gav ham en advarsel inden. Når Contessa fik glimt om en faretruende fremtid, var det uden advarsler. Når det skete i butikken ledte det ofte til mislykkede eliksirer, som ville resultere i at hun skulle lufte ud, så snart hun var tilbage til virkeligheden.

”Har de prøvet at se fremtiden koncentreret?” spurgte hun, og så op fra sine lange tynde fingre. ”Selv kan jeg gøre det koncentreret, men trusler og advarsler kommer som glimt for mig,” prøvede hun at forklare, mens hun kneb øjnene lidt sammen. Hun prøvede at læse hans ansigt på, om han forstod hvad hun sagde.

Som hun prøvede at dykke dybere, kunne han mærke at tanken om at udforske dette skræmte ham. Men også hvor vigtigt det var at han fik det udforsket.
Han nikkede dog langsomt over hvad hun prøvede at fortælle ham. Da han kunne se, hun ledte efter om han havde forstået hvad hun havde fortalt. Han sank langsomt, mens han kiggede sig hen over skulderen.
“Er det måske muligt, at snakke om dette mens vi sidder ned?” spurgte han endelig, mens han rullede lidt med skuldrene. “Jeg betaler naturligvis for deres tid. fik han sagt til sidst. Da han selvfølgelig godt vidste at hun ikke skulle gå ubetalt for at snakke med ham. Han kunne jo potentielt tage hendes tid, fra betalende kunder. Skulle der komme nogen, mens de stod og snakkede.
“Det er blot fordi, jeg har været længe undervejs, og .. mine fødder er ved at være ganske ømme” sagde han, og et oprigtigt smil dannede sig på de ellers nervøse sammentrukket læber.

Hans nervøse blik over skulderen gav hende en indikation om at han måske blev forfulgt. Hun havde derfor behov for at hun sikrede sin butik mere end normalt, inden hun lukkede ned, når arbejdsdagen var omme. Hun orkede ikke at blive vækket af indbrud elle ligende. Hun havde rigeligt med problemer i løbet af arbejdagen så hun havde i den grad ikke behov for at hun skulle have problemer om natten også.

Da han nævnte om de kunne sidde ned, skævede hun over til bordet og de to stole, som alle tre var tæt placeret op af en væg. Da han nævnte betaling, trak hun let på smilebåndet, inden det falmede igen. Mange af de problematiske kunder hun havde, tog nemlig bare hvad de havde brug for, og gik efterfølgende uden at betale et eneste ravstykke. Med en rolig bevægelse strakte hun armen ud, i retningen af de to stole som var placeret over for hinanden, således man kunne se hinaden i øjnene, mens man snakkede eller spåede. "Tag endelig plads så De kan hvile Deres fødder," lød det fra Contessa. Hun bevægede sig så om bag disken og fandt lidt urter frem, som hun tog med hen til det lille tomands bord.
Hun satte sig og med de lange tynde fingre lagde urten på bordet, umiddelbart mellem dem. "Denne burde hjælpe lidt på de ømme fødder - på husets regning," tilbød hun. Blikket gik nu fra urten mellem dem og op i mod hans øjne. "Havde De prøvet at se fremtiden koncenteret?" prøvede hun så at spørge igen.

Der lød næsten et taknemmeligt suk fra Oswald som han satte sig ned i stolene som hun havde tilbudt ham. Han smilede skævt, og betragtede hende med interesseret øjne som hun trådte bag disken og fiskede noget frem. Da hun kom tilbage, lagde hans blik sig derfor også nysgerrigt på urterne hun lagde på bordet. Til hans ømme fødder? Var det noget man spiste så, eller puttede ned i varmt vand og derefter fødderne ned i? Det havde han trods alt lavet et par gange, når det havde været ekstra hårdt på gården. Han kunne godt mærke han blev en smule flov over at spørger hende - men hellere det, end at proppe det ind i munden, hvor hun så råbte forfærdet af ham at det var de ikke egnet til. 
"Blot - et hurtigt spørgsmål. Og undskyld min uvidenhed, men er det til at spise - urterne altså. Eller mere tænkt til te, eller måske fodbad?" spurgte han, som brune øjne gled op og kiggede på den spinkle kvinde der havde sat sig foran ham. 

Hans hoved nikkede langsomt, som hun forklarede. "Tak - det sætter jeg pris på." nu dog til hendes spørgsmål - om han havde prøvet at se fremtiden koncentreret. "Når det sker, så er det at mit hoved føles som om det splitter sig i to" mumlede han sagte - bare mindet om det var ikke super rart. "Så ja, jeg har godt set det - men jeg husker aldrig meget af det."