Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Drago Oswald Ackley Lochtree
Kaldet: Oswald
Køn: Mand
Alder: 40
Fødselsdag: 22.10 år 1984
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Aladrios, men er vokset op med troen Zaladin.
Erhverv: Bonde og dyrepasser.
Civilstatus: Enlig
Seksualitet: Heteroseksuel
Nuværende levested: Omrejsende - Medianen - tæt ved vesterdalen
Race: Menneske

Udseende

Højde: 176 cm
Vægt: 73 kg
Hårfarve Svinger mellem mørke brun og nøddebrun, alt efter hvilken session på året det er. Hvis vi er i sommerperioden, og det har været en særdeles solrig en af slagens, hvis hans hår næsten blive en rødblond farven.
Hårstil Ses typisk som halvlangt pjusket hår, der er sat op i en hestehale eller lidt sjusket knold. Hvis han har følt sig forfængelig, er det en smule kortere og pænere sat.

Øjne Hans øjne, er en blå/grøn/grå farve. Kommer meget an på hvordan lyset det falder. Og nogen gange kan det også skifte, alt efter hvilket humør han er. De er altid meget venlige i deres udtryk, selvom at dem så vil lære ham bedre at kende. Typisk vil kunne finde en mørke og dybet i dem.

Kropsbygning Da Oswald har brugt store dele af sit liv, som almindelig bonde og jæger. Har hans muskler da også formede sig efter, det slid som der bliver lagt på dem hver dag. Han er en mellem høj mand, slank og tonet. Ikke noget specielt, da han også spiser godt og drikker dertil. Det er tydeligt at se på hans krop, at dette er en mand, der både arbejder hårdt men også nyder de goder som livet byder på.

Ar, permanente skader eller lignende. Oswald har igennem sit liv tilegnet sig en del ufrivillige skader. Dog er dem som er mest dominante, lange ar hen over ryggen fra piskesmæld. Og han han har et langt twistet ar der snor sig rundt om hans albue da han engang sad fast i en af hans egne fælder. Og den afskar blodomløbet så længe, at der kom nogle ganske grimme ar ud af det. Hans ene ben er blodårerne næsten helt sorte, det kommer hver gang at han bruger sin første magiske evne, til dens fulde potentiale. Det har bragt ham til healer flere gange, når han er blevet presset for hårdt i at bruge den. Advarslen lå også i, at man var overbevidst om at hver gang han bruger den magiske kræft tager det en del af hans livsenergi. Ind til han en dag vil dø af at bruge den; længe før han egentlig ville dø.


Særlige kendetegn Selvom at Oswald har levet et langt liv, hvor han har boet alene sammen med hans dyr. Er der alligevel noget over måden han bære sig på. Der for det trænet øje ville kunne se, at han ikke er opvokset som bonde. Når han virkelig skal koncentrere sig, står han altid og knuger sin tommelfinger imellem hans andre fingre. Han er altid let til et smil, og en latter. Generelt har han en rigtig behagelig og rolig aura omkring sig. Hvilket nok også er det som gør, at mange dyr finder vej til ham. Om de er såret eller bare har brug for ly.

Faceclaim: Tom Payne

Magi

Magisk evne (1): Mentalisme

Oswald, er i stand til at bruge sine tanker som våben. Han kan tvinge folk til at gøre som han ønsker, især dem af svagt sind. Dette ses som en ekstrem voldsom og magtfuld evne. Noget der kun er set meget få gange, at nogen i familien har kunne mestre, uden at miste forstanden til de magiske kræfter. Da han i en ganske ung alder, er blevet tvunget til at udøve denne evne på folk, og derfor havde han fuld kontrol over evnen.

Dog har i de mange år, hvor han ikke længere er blevet tvunget til at udnytte sin evne til at tvinge folk til at gøre som han gerne vil have dem til. Har han helt valgt at lægge det fra sig, da han afskyr alt hvad den står for, og har nægtet nogen sinde at bruge den på mennesker igen. Derfor hænder det nogen gange, at hvis han bliver påvirket meget kraftigt følelsesmæssigt så langer hans magiske kræfter ud. Han har før kommet til at få folk til at blive låst i bevægelser. Eller de på anden måde gjort skade på sig selv.

Stadier af mentalisme
• Kræften til at snakke i folks hoveder. Dette kræver ikke særlig meget energi, og er også en ting der sker meget nemt og naturligt. Da den ingen skade gør på folk, så har det været meget få der har kunne modstå at høre hans stemme i ens tanker. Det kan enden være dyr med meget lav intelligens der simpelthen ikke har kunne åbne deres sind til ham. Eller kreaturer i samme forstand. Folk med utrolig stærk mental udholdenhed og stærk skjold omkring deres psyke kan også pr automatik bare lukke ham ude; da de normalt ikke har deres sind åben for mentalisme.

• Dyrenes ven. Oswald har brugt hans magiske evne, til at lære at kommuniker med dyr, for især at få dem til at falde ned hvis de er meget oprevet. Han har aldrig kunne tvinge dyr til at gøre som han ønsker, men den har været god til at knytte den til han allerede meget rolige aura.

• Kontrollen over et andet individ. Oswald har været igennem nogle ret prøvende og lange lektioner i at udvide og udnytte hans magiske kræft til det maksimale. Han har muligheden for at overtage kontrollen delvist eller fuldstændig; alt efter hvor stærk personen han har med at gøre. Han har en gang dræbt en person via denne evne, en ung knægt der ingen mentale kræft havde til at lukke Oswald ude. Eftermælet af det, gjorde også at Oswald brugte et halvt år svævende mellem liv og død, fordi at den magiske ladning havde været alt for stærk for hans krop at håndtere. Lige som når han kan snakke i folks hoveder, vil folk med god mental udholdenhed og skjolde omkring sig; selvfølgelig modstå denne evne. Der vil altid være restriktioner på, hvor vidt han kan låse folk fast eller kontrollere dem med tankens kræft. Det er også vigtigt at huske på, at han hver gang han bruger den, på denne eller anden måde. Bruger afsindigt meget energi, og jo længere tid og jo mere han tvinger folk at gøre. Desto mere skade vil det gøre på ham selv, eventuelt i form af han besvimer, næseblod. Desuden sluger den også en del af hans livskræft, hver evig eneste gang. Som gør at han vil dø hurtigere, end han normalt ville gøre; ville han slet ikke have brugt hans magiske kraft.

Den sidste del af den magiske evne, kan kun bruges imod mine egne NPC’er og allerede aftalt spil inden tråden går igang.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Seer

Dette er en magisk evne der kommer og går som den passer ham, nogen gange er det belejlige tidspunkter. Som når han er ud og jage og han kan se for sig hvordan han kan dræbe sit bytte. Eller han får syner af dyr der har brug for hans hjælp. Der er dog også tidspunkter hvor han bliver lammet af en gennemsyrende migræne. Han har en formodning om at når han får det så slemt, så er det fordi synende han blive vist, er mere skæbnesvanger end de små han kan huske. Men han er ikke sikker, da han endnu ikke har kunne kontrollere sig selv til at huske hvad synende viser ham. De gange hvor han har forsøgt at tvinge sig igennem de voldsomme smerter, som der bliver ham forvoldt. Er han altid besvimet, i enkelte tilfælde også gået i krampeanfald og ligget voldsomt med fråde om munden.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Styrker

• Empatisk
• Modig
• Ærlig
• Venlig
• Realistisk

Svagheder

• Stædig
• Forbandet
• Over ambitiøs
• Dumdristig
• Selvdestruktiv

Interesser

• Dyr
• Madlavning
• Afgrøder/landbrug
• Læsning
• Udendørslivet

Talenter

• Bueskydning
• Landbrug
• Omgås med dyr
• God til at lytte
• Super dygtig til at bygge ting.

Drømme/ønsker

• At leve sit liv i ro og mag.
• At redde så mange dyr som muligt.
• En dag at kunne se sin søster igen.
• At holde sin fødselsdag sammen med folk han elsker og som elsker ham.

Elsker

• At være udenfor
• Kram
• Latter
• God alkohol
• Mad (som i virkelig meget)

Hader

• Hvad han i virkeligheden er
• Hans far
• Folk der dræber for sport.
• Adelige
• Healer (hader at gå til dem)

Generel beskrivelse af personlighed

Oswald, er egentlig ikke så svær at gemmeskue. Han viser når han er glad, han viser når han er skuffet, ked af det. Og man er bestemt hellere ikke i tvivl om hvornår han er rasende eller sur. Han presser sig selv til det yderste, tager aldrig fri og glemmer tit sig selv. Især når han har fået nye dyr på hans gård, der skal plejes tilbage til et værdigt liv. Han prøver ihærdigt at rette op på det, som han føler han har gjort galt i denne verden. Han søger en frelsning af sin sjæl, han godt ved ikke eksistere. Men han kan ikke give sig selv lov til, at tro det ikke er en mulighed. Dette er en mand, der bliver ædt op hver aften, men skjuler det når han vågner op dagen efter. Ingen skal føle de skal fikse ham, redde ham eller tænke på ham. For han fortjener det ikke. Men spørger man de folk der omkring ham, dem som møder ham. Vil de fleste beskrive ham som en hjertevarm mand, der altid er der for at hjælpe folk i nød. Lige som at han har opfostret dyr på gård, har han også taget nogle arbejder ind. Folk som ikke kunne finde arbejd andre steder, og de hvis familie der ikke længere ønsker at have dem. Og selvom hans indre er tynget af hvad der skete i fortiden, påvirker det stadig ikke at dyr elsker ham og på den ene eller anden måde altid finder hen til ham; når de har brug for hjælp.

Baggrundshistorie

Hele historien bag denne fortælling, kommer vel i må og få til at starte da en ung mand ved navn Quesnel Lochtree; valgte at indgå en pagt med en dæmon. Så oftes som det ses, var dette menneske ikke anderledes end så mange andre, i en hungrende tilstand efter at få magt og rigdom. At få familien og slægtsnavnet til at gå ind i historie bøgerne. Og hvor nogen adels familier var af gammel rigdom, fra ukendte tider som ingen længere kendte til. Eller nye der tilkom sig deres status via hård arbejde. Var det for Quesnel en utålelig tanke, at vente og bruge sin blod sved og tåre på at kæmpe sig op af rangstigen. Nej, hvorfor gøre det, når der var et smuthul. Lidt vidste han, hvordan denne pagt ville bringe hans familie i knæ, og selvom de ganske vidst blev rige og magtfulde. Var det ikke uden konsekvenser, for dæmonen vidste hvordan den skulle lave en pagt der var til fordel for den. Og ikke for familie Lochtree.

De år der kom efter, hvor at slægten begyndte at forme sig navn i historiebøgerne. Blev et kæmpe fort bygget i bjergende tæt på Kzar Mora, fortet var stort og prangende i sin tid. De tjente godt på at lave mine arbejde, handel og meget tyst også på menneskehandel i en periode. Familien voksede sig stor, og slægten spredte sig som en vifte igennem Krystallandet. Så for rigtig mange år, fik der blev skabt en rigtig god bund for slægtens formue. Desværre kunne det ikke blive ved sådan, for nogle af de adelige blev dræbt grundet rygterne om tilknytningen til mørket. Også var der Quesnel, der stadig den dag i dag; lever. Måske ville nogen mene, at han ikke længere levede et værdigt liv. Da manden for det meste er sengeliggende, men grundet magien dæmonen gav ham blev langs liv forlænget med et par tusinde år. Hans psyke blev langsomt trævlet op, og formåede at se flere i familien som forræder eller for svage til at være en del af hans eftermægle. Derfor blev en stor del af slægten henrettet efter hans ordre. Nogen ville nok mene, at dæmonen stadig hvisker i hans øre, og fortæller ham hvad han skal gøre og ikke skal gøre.

Foruden at omstændigheder og manden der startede hele denne historie for Lochtree. Så var der også mange af familiens medlemmer der døde i en tidlig alder, grundet at magien der var blevet dem givet – var slet ikke noget de mentalt kunne holde til. Enden blev de sindssyge, eller døde som konsekvensen. De stærkeste af familien, blev sat op på piedestaler og blev sat som eksempler for resten. Fortet er nu en skygge af sig selv. Hele familegrenen, dem som er tilbage bor nu bag fortets mure. Kun få medlemmer, der vare tager deres handelsruter og miner. Kommer ud, det er også de mest nådesløse og magtfulde magiker. Ingen bliver lukket ind, og rygterne spreder sig derfor som skovbrande igennem indbyggerne både i medianen, rubinen og nogen gange bliver der også hviske i Dianthos om den magtgale Quesnel, som alle formoder er afgået med døden.



Femogtredive år siden, blev Drago Oswald Ackley Lochtree født. Og nu begynder vi vores historie om hvordan han kom til, hvem han var og hvad han blev til. En stakkels spædbarn, der ingen anelse havde om hvilke forfærdeligeheder den skulle gennemgå. Uskyldigheden blev hurtigt revet væk fra ham, som hans familie så hans potentiale. Ønsket om at han skulle blive det næste overhoved, var allerede blevet lagt, før at han kunne kravle.

En stormfuld aften, regnen hamrede imod vinduerne. En kvindens overdøvende skrig, hendes ansigt forvredet i overvældende smerte. Sveden der piblede ned fra hendes pande og kinder. Et hvidt klæde blev placeret i hendes mund, i samme materiale som dem rundt omkring hendes håndled og hænder. Knoerne blev hvide, da kvinden greb omkring materialet i hendes hænder og bed kraftigt ned i det der var placeret i hendes mund. To kvinder stod omkring hende, parate til at tage imod menneskebarnet hun var ved at føde. Et lynnedslag glimtede igennem vinduet, oplyste hele rummet. Blod formede sig under kvindens underliv, som hun spyttede klædet ud af munden og igen skreg. Lyden af torden rumlede igennem bjergene, og fik glasset imellem jern vindue stellet til at klire faretruende. Kvinden havde lagt sig ned, klynkende i smerte og nægtede at fortsætte. Dog fik hun intet hvil, da den anden kvinde pressede hende op igen. Råbte af hende, og kvinden skreg igen som hun gav alt hvad hun havde. Og da det næste lynnedslag lyste det mørke rum op igen, blev en lille dreng født. Han blev hurtigt taget væk fra hans mor. Der lå og gispede efter vejret, healerne blev kaldt ind i rummet og gik straks i gang med at redde hendes liv.

Allerede da Drago var ganske ung, var det tydeligt hvor kraftfuld han var. Hans far havde oplevet det første gang, han havde stået med hans søn i armene. Sønnen havde aldrig grædt, aldrig skabt sig. Og havde et helt utroligt udtryk i de grå øjne. Og der havde faren mørket hvordan en pulsen var sket i hans hoved, ikke at han forstod det. Men det var tydeligt at det var barnet i hans arme der havde gjort det.

Da han blev ti, havde han blevet så tosset på en af tjeneste folkens søn, samme alder som han selv. At han havde skreget han skulle holde sin kæft. Hans far var gået forbi det lokalet, sønnen og den anden dreng havde stået i. Selv overværet hvordan at den stakkels knægt, havde fået tvunget sin kæbe lukket. Hans hænder der febrilsk hævet i munden og hans ansigt. Panikslagen, havde han kastet sig hovedkulds imod Drago. Der med en flammende ild i øjnene, uden at gøre noget, pludselig havde fået tjenesteknægten ned foran hans fødder vridende i smerte. Tåre der trillede ned af den unge knægts øjne. Uden at få så meget som sved på panden. Efter den dag, blev den tiårige dreng liv et mareridt. Foruden lektioner i etikette, historie og basic viden inde for læse og skrivning. Blev han nu også tvunget til at gennemgå fysiske og psykiske træner, der tit fik ham i knæ. Grædende af frustration og udmattelse.

Da han blev femten år gammel, var Drago en kold og kløgtig dreng. Han gjorde som der blev sagt, satte ikke spørgsmålstegn med troen han blev opvokset i. På trods af hans lektioner godt kunne se, at det ikke var velset. Han var blevet isoleret i fortet som resten af hans familie boet i. Kun hans onkel og far, var i øjeblikket givet lov til at forlade fortets vægge. Men det var også i denne tid, at hans lillesøster blev født, hans et og alt. En lille pige han kom til at forgude, for første gang kunne han mærke varmen der bredte sig i hans brystkasse. Men pludselig blev han også grebet af en frygt for, at hun skulle gå de samme ting igennem som han. Derfor, da hun blev to, havde han lavet en plan for dem at flygte. Især da søsteren ikke havde nær så stærke som hans. Rygterne omkring hvordan at slægtens overhoved, havde henrettet flere af hans familiemedlemmer, havde også skræmt ham noget så frygteligt.

Endnu en nat, fyldt med regn og torden. Listede han ind i hans søsters værelse, pakkede hende ind i tæpper for derefter at løbe så hurtigt han ture igennem de lange gange ned til stalden. Han nåede at putte hende ned i en kurv, han havde gjort klar og gemt i en af hestens bokse fyldt med mad og vand. Før at hans far pludselig stod i staldens åbning. Vinden der blæste hans ravne sorte hår rundt og fuldstændig gennemblødt. Men øjnene, de truende og hadefulde øjne. Hvad der skete derefter, er for Drago lidt uvidende. Han husker regnen imod hans nøgne overkrop, og derefter de skarpe smerter af piskesmæld der revnede hans ryg op. To, fire, ti slag. Hans skreg til sidst, tryglede for at det skulle stoppe. Ind til han til sidst mistede bevidstheden. Fire uger lå han i sengen, badet i sved fra feber. Hans sår på ryggen blev kun allernådigst kigget på, så der ikke gik for voldsom betændelse i. Men han fik næsten ingen hjælp, som straf for hvad han havde gjort. Efter den dag, brugte han hver dag, hver time – hvert sekund på at planlægge sin flugt fra hans familie. Med åbnet øjne for, hvor forfærdelig en tro de dyrket. Og hvor lidt han hørte til her, jo voldsommere blev hans trang til at komme væk. Især da han blev nægtet alt adgang fra hans søster, kun fik lov til at se hende ganske få gange. Nogle af de bedste lyspunkter i hans liv.

Da han blev atten år, var han blevet presset så hårdt psykisk. At hele hans velbefindende hang i en ganske tynd tråd. Han var blevet taget med ud fra fortet, i håb om at mildne at han var begyndt at svare igen og ikke lystrede som man ønskede. Her blev han brugt til at få handelsaftaler og andre goder for slægtens forretning til at gå deres vegne. En dag, blev han ført ud på den åbne plads, hvor han havde trænet med bue og sværd. En ung knægt stod med bange store øjne i midten. Tryglende om at han nok skulle betale tilbage for det æble han havde stjålet.

Han kastede op, flere gange. Hele hans krop rystede. Han havde mærket hvordan livet var forsvundet fra manden, hvordan han havde gjort det. Tvunget ham til at kvæle sig selv, ind til at han ikke kunne få luft. Havde mærket hvordan at hans hjerneceller en efter en, var begyndt at visne væk. Og til sidst var der ingen ting. Intetheden – også besvimede han.

Et halvt år gik der, før at han var stærk nok til at bevæge sig igen. Da hans far mente han var stærk nok, blev han igen taget med ud fra fortet. Denne gang gik der dog noget grueligt galt, deres hestevogn blev angrebet af banditter. Og selvom de ikke var den store besværlighed for faren og onklen, havde det skabt nok forvirring til, at Drago havde taget en af hestene og red væk. Red så hurtigt han kunne, så aldrig tilbage. Han sad på hestens ryg i næsten to døgn, ind til at hesten døde af udmattelse. Også gik han, han gik så langt han kunne, selvom udmattelse og hunger greb voldsomt i hans kro. Så fortsatte han ufortrødent, ind til han gik omkuld.

En ældre mand havde fundet ham, en simpelbonde. Der desværre havde mistet sin kone og søn til en uforklarlig sygdom. Alene med gården, var den ved at gå i forfald. Da Drago kom til bevidsthed igen, havde manden spurgt om hans navn, og hvor han kom fra.

Mit navn er Oswald, og kommer fra en verden jeg ikke længere tilhøre.

Fra den dag, dykkede Oswald ned i viden om at være bonde. At dyrke et land, passe på dyrene og hjælpe den gamle mand. Og han blev der, ind til manden døde – og efter. Overtog gården og gjorde det til sit eget. Landet han arvede, er blevet et reservat for dyr i nød, truede dyrearter som almindelig. Har fået deres egne huse og deres eget leve sted. Han dyrker landet, som var han født til det. Og lever udelukkende af sine egne afgrøder og det vildt han en gang imellem jager. Sælger det overskydende til landsbyen i medianen, og holder ellers lavprofil. I håb om, aldrig nogen sinde at blive fundet af hans familie.


Familie: Overhoved, og første i slægten Quesnel Lochtree Levende
Hans kone Prunella Lochtree Død
Ældste søn Koby Woodruff Lochtree Død
Datter Maxime Noell Lochtree Formodes død - Levende
Yngste søn Federico Ryman Lochtree Død

Onkel Alexzander Paxon Hein Lochtree Levende
Faster Madison Alfonsine Lochtree Død
Ældste søn Nolan Quirin Lochtree Død
Næst ældste søn Blake Fremont Lochtree Død

Far Isaiah Keagon Noell Lochtree Levende
Mor Anastasia Lochtree Levende
Søster Priscilla Ashleigh Hazel Lochtree Levende
Ukendt bror Ukendt Levende

Andet

Lochtree’s Forbandelse

Oswalds slægtstræ går tilbage mange årtier; og for at finde ud af hvorfor at Lochtree familien, besidder ganske stærke magiske kræfter. Skal man tilbage til Quesnel Lochtree den første. Denne mand, indgik en aftale med en ærkedæmon om at give hele hans familie, og dem der måtte komme senere hen; magiske kræfter der kunne bruges til at tilegne dem rigdom og styrke. Dertil blev pagten formet mellem menneske og dæmon, at hver eneste første fødtes sjæl skulle gives til dæmonen. Derfor har alle kvinder, der enden er født eller har gifte sig ind i familien. Blevet ramt af denne forbandelse/tragedie at den førstefødte altid er dødfødt, eller dør få dage efter fødslen. Desuden dræner magien også på deres livskræfter, med mindre de har fået tildelt evnen til at leve et udødeligt liv. Selv med den udødelige evne, vil deres kroppe stadig ældes dog meget langsommere end normalt. Foruden at magien stjæler deres livsenergi når de bruger den, så er flere også bukket under for, at deres sjæle og kroppe slet ikke er stærke nok til at have de magiske evner. Og derfor enden bliver sindssyge eller dør grundet forbandelsen.

Lochtree adelsslægten

Tilholdssted: I bjergkæden mellem Kzar Mora og tættest på Dianthos
Primære indtægtskilde: Handel fra deres miner de har lavet i bjergende, og told på nogle eftertragtede handelsruter.

Familietraditioner: Der har altid kun været en rigtig overhoved, manden der skabte hele denne slægt. Men siden at det kun er meget få der ved han stadig lever. Er der en eller to formelle overhoveder der bliver valgt på ny hver gang de skulle dø. Det går ikke efter første fødte, eller en direkte linje fra det første hoved. Men hvem der er stærkest i magien de har tilegnet sig. Derfor bliver de stærkeste alle presset fra barnsben af. Hele familen tilbeder Zaladin. Og hvert år bliver der holdt rådsmøde mellem de højeste stående i slægten, for at diskutere hvordan de skal overkomme det kommende år.

Historie: Denne slægt er et par tusinde år gammel, men man skal langt tilbage for man rammer deres storhedstid. Jo ældre at Quesnel er blevet, desto mere forskruet er deres grundlag også blevet. De er blevet ofre for ritualer, lukkede porte for folk der ikke er en del af slægten. Og kun meget få udvalgte får lov til at forlade fortet/borgen i bjergkæden. Selvom de ikke åben gør dette, har de i mange årtier støttet mørket og dens tiltag i verden.

Konflikter og/eller udfordringer: Lochtree slægten, har på intet tidspunkt været vellidt af nogen. De køre udelukkende på tradition og familie. Selv de tjenestefolk der er på fortet, er folk der har boet der i generationer, som har forpligtet sig igennem blodritualer så de aldrig kan forlade dem. Der går mange rygter om dem, og det er også blevet svære og svære for dem faktisk at danne et godt grundlag for deres handler. Men da deres formue er så stor, og deres familie efterhånden er så forsvindende lille. Har de alligevel formået at leve en hvis standart, selvom at det siden hen ligner en mere faldefærdig ruin end det pragtfulde fort det var tilbage i deres storhedstid.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel