Alwyn kastede et hurtigt blik ned ad sin egen krop. Hun lignede en der var væltet ned af en lang trappe, landet på en hård brostensbelagte og var flygtet fra byvagterne gennem en stald. Og det var præcis hvad der var sket. Hun ømmede sig og mærkede hvordan ribbenene knirkede af utilfredshed. Det havde ikke været den mest elegante flugt, men hun var dog sluppet væk. Hun kastede et blik på dagens fangst. Det var længe siden hun sidst havde været ude for at stjæle og snuppe ting i mørket. Hun anså det som at være under hende. En gemen listetyv... Men man var alligevel nødt til at holde sine evner ved lige - og det inkluderede trods alt at snige sig op på folk og fjerne deres tungere ejendele. Såsom smykker, guld og.... sten? Hun tømte pungens indhold i sin hånd, og til hendes utilfredshed væltede der blot små uslebne sorte sten ud. Intet andet. Hun knurrede frustreret. Jagtet af en bygvagt for en pose sten, hvor lavt kan man synke!
Der lød tumult i gaden bag hende. Med en enkelt indånding forsvandt hun af syne - usynlig og skjult for alle omkring. Dette var dog - som altid - en midlertidig løsning. Hun hørte en byvagt råbe gennem gaderne. Hvem end hun havde stjålet fra mente vidst nok, at disse sten havde en stor værdi. Hun stoppede dem tilbage i pungen, bandt den til sit bælte og skyndte sig at søge ly i den nærmeste bygning.

Døren åbnede langsomt og næsten lydløst op. Så snart den lukkede bag hende, lod Alwyn sig selv falde ud af sin usynlighed. Hun stod i et  svagt belyst rum, kun oplyst af nogle få stearinlys. Månens lys nåede ikke igennem vinduerne. Alwyn bandede for sig selv. Hun havde ikke bemærket hvilket hus hun var gået ind i. 
Hilde død, et par år uden action og nu er du blevet en andenrangs-kriminel? Pinligt!

Et par lydløse skridt førte hende dybere ind i rummet. Lyden fra byvagterne udenfor tvang hende længere ind. Hun skulle ikke findes, uanset hvad. Hun havde brugt for langt tid på at opbygge et nyt liv, til at skulle kaste det væk sådan her... for en pose sorte sten. Hun himlede med øjnene og trådte videre ind i den knirkende stue. 

Tanken bag denne post: Alwyn har stjålet fra en tilfældig person i byen. Hun søger nu tilflygt i et tilfældigt hus, det viser sig dog at væres Avas børnehjem hun er brudt ind i.

Aften var gledet over i nat, og månen havde rejst sig: mørkets og fristelsens forførerske, og moderen til underklasseskravlet i nedre Dianthos. På børnehjemmet var børnene gået til ro. Oppe på anden etage i den smalle bygning, lød der jævne åndedrag fra børnene, der sov trygt i deres senge, uvidende om alt den aktivitet, der foregik rundt om dem i byen.

Ava af Adelsberg, bedre kendt som Ava Stormbjerg på disse egne, var sig meget bevidst om aktiviteten. Hun havde netop svært ved at falde til ro i sin seng, fordi det åbenstående vindue lukkede lyde ind fra det nærmeste værtshus: brovtende stemmer, sang og sjofle viser. Hun sukkede, slog en slåbrok om sig og rejste sig for at lukke vinduet. Nu da hun alligevel var oppe, besluttede hun sig for at tage en tår vand nede i køkkenet.

Hun greb lyseholderen med det næsten nedbrændte lys, og begav sig ud på gangene og ned ad trappen på bare fødder. Til hendes overraskelse bevægede en skygge sig fra hallen og videre ind i stuen. I et øjeblik troede hun, det var den unge Emilie, der havde for vane at gå i søvne, men denne skikkelse var større. Avas hjerte begyndte at hamre. Hvis det var en indbrudstyv havde de valgt et dårligt sted, for børnehjemmet var så fattig som ethvert andet sted i Nedre Dianthos.

Ava satte lyseholderen fra sig på et bord og greb en tung jernkandelaber. Det var sikkert ganske tåbeligt, men hun fandt modet til sig og sprang ind i stuen. ”Hvem dér?! Giv dig til kende!”