Sted: Fantomtårnet i Tusmørkedalen
Tidspunkt: En mørk aften
Vejr: Regnvejr
Begivenhed: Din karakter er blevet bedt om at levere en pakke


Det var en mørk og dyster aften. Regnen faldt hårdt ned, og skyggerne virkede til at være længere end normalt her i Tusmørkedalen.
På en lille, overgroet sti gik en skikkelse. Håret var mørkt som kul, og et par vinger af samme farve hang ned af hans ryg. Den mørke, lasede tøj han bar var gennemblødt, men under den ene arm bar han en pakke, som han prøvede at dække til for regnen, så den ikke også blev gennemblødt.
Gabe, som englen hed, havde fået til opgave til at aflevere pakken oppe ved Fantomtårnet. Fyren der havde givet ham opgaven, havde bare trukket på skuldrene om at det eftersigende var efterladt, og stak Gabe et par krystaller.
Snart åbnede stien sig dog op, og Gabe traskede hen til døren der stadig stod, selvom han til trods for regnen godt kunne se hvor faldefærdig stedet var. Han bankede et par gange på døren og ventede.

Der skete ingenting i et stykke tid, men så hørte han noget der lød som vinger der kom fra den anden side af døren, og ligeså stille gled døren en smule op. I mørket mellem døren og dørrammen kunne han se to små øjne, af et væsen der næppe kunne være specielt stort.
”Har du vores pakke?” spurgte en lys stemme, før endnu et par øjne, ikke langt fra de andre kom til syne.
”Han har vinger,” sagde en anden stemme.
”En af os?” kom det fra en tredje stemme, før et par øjne mere dukkede op.
”Ind med ham, ind med ham!” kom en nu fjerdestemme, og inden Gabe egentlig rigtig kunne forstå hvad det var, blev døren skubbet endnu mere op, knirkende som en gammel dør nu kunne.
”Kom ind, kom ind!” sagde stemme nummer to, og han kunne mærke noget hive i hans ærme, og han gik med forsigtige skridt ind i tårnet, og døren lukkede efter ham.

Der var helt mørkt for en stund, men efter lidt mere mumlen, så blev en masse små lys tændt, eller nærmere, mørket der lå omkring dem blev fjernet, og hvad Gabe så på var en masse små alfer, der ikke så ligeså pæne ud som de engang havde. De fleste var blege og ikke ligeså farverige som han ellers erindrede de måtte være, og så var de også beskidte.
Han rakte pakken ud mod dem, den var større end de var, men et par af dem tog glædeligt imod den og fløj den ned til gulvet hvor de begyndte at pakke den ud, ligeglad med at han stadig stod der.
”Hvad laver... I her?” spurgte han og kiggede rundt på alferne, som stadig blot stirrede begejstret på ham, som om de forventede han ville gøre... noget?

”Du er også en af os ikke?” spurgte en af stemmerne, Gabe havde allerede glemt hvem der var hvad, med så mange nye personer og stemmer.

”En af jer, er måske... lidt meget at sige..” indrømmede Gabe.

”Men du vil hjælpe os ikke? Vi har behov for folk som dig. Ellers vinder vi aldrig,” sagde en af de andre stemmer.

Gabe tøvede. ”Med hvad?”

En lille fnisen kunne høres fra hjørnet af rummet. ”At vælte lyset naturligvis!”

Gabe kunne mærke hele hans krop blev spændt, og han kiggede rundt på dem, og så ned på pakken som var begyndt at blive pakket ud. Metalliske dele kunne ses, og som han fulgte kæden af alfer, kunne han se, hvordan de nye dele var blevet at blive sat på nogle andre metalliske dele i hjørnet, til noget der mindede... om en alf af metal.

”Og hvad er det?” spurgte han, allerede lidt mere anspændt. De var farlige, alle de her alfer var farlige, og det var bedre at komme væk eller gøre noget ved dem, inden det gik galt. For noget sagde ham at de mente det.

”Soldater, vi har endelig fået de sidste par dele. Vi har arbejdet på dem i meget lang tid,” sagde en af alferne, og som demonstration på at vise hvordan de virkede, dryssede alfen lidt alfestøv over den, og det virkede til at den kom til live, og fløj lidt op og stod parat til ordrer.
Gabe kunne se at det ikke var den eneste der var der, længere inde, lidt væk fra lyset fra alferne, skinnede der mere metal, og han var ikke helt sikker på at han ville vide hvor mange der egentlig var.

”Men hvorfor? Hvad har lyset gjort?” spurgte han, stadig lidt forvirret, men han havde også et behov for at vide hvad der skete. Hvorfor de mente at de skulle angribes.

Råbene begyndte. Et efter det andet med alle de ting Lyset havde gjort.
”De har taget vores folk til fange!”
”Bruger os som kæledyr!”
”Vi er ikke andet end pynt for dem!”

Gabe lod råbene falde over ham, helt så han begyndte at ryste, og føle med dem, indtil noget klikkede i hans hoved. Noget i ham vidste godt at de havde ret, eller havde haft ret, men sådan var det ikke mere.
Før han vidste hvad han gjorde, eller sagde, væltede det bare ud af ham. ”Det stoppede Lyset med tilbage i 1996, altså for over 20 år siden.”

Der blev helt stille.

”Hvad?” en lille stemme brød endelig igennem.

”I fik jeres rettigheder igen, fordi kongen ikke mente at det var rimeligt overfor jer. Det er ulovligt at jagte jer, og I har vidst et godt forlod til Lyset i dag.” Hvor vidste han det fra? Han var sikker i hvad han sagde, men hvor det kom fra var noget andet.

”Vi er... frie?” hviskede en af de andre stemmer. Og for en stund var der helt stille i rummet, indtil der var en der begyndte at snøfte, og derefter en anden, til at Gabe til sidst var omringet af grædende alfer, som krammede ham nærmest fra top til tå.

Det viste sig at alferne havde søgt tilflugt i tårnet da de havde flygtet fra fangeskab og havde siden da søgt at få hævn. Desværre havde de haft så lidt kontakt med omverdenen at de aldrig fandt ud af at det ikke længere var et problem.