De mange dages rejse der havde budt ham, siden han forlod Piraternes by, havde ikke ændret sig meget på hans humør. Han havde oplevet Azursøen igennem månens skin og solen der steg op, havde ikke gjort at hans syn på verdenen havde ændret sig. Han var tilfreds med hvordan hans tur havde forløbet sig og hvordan nogle af de interessante mennesker han havde mødt på sin tur. Det havde ikke været alle der havde været lige så venligt sindede og menneskelige som han selv var, men der var i hvert fald nogle stykker der havde fået et chok. Han havde ikke været overrasket over at han både havde mødt andre ting end mennesker på sin tur, men det var noget der var blevet en del af hans hverdag. Han mødte stadig folk der kunne genkende hans beklædning og ham, ud fra rygter, hvilket gjorde det ekstra sjovt for ham, når han pænt kunne komme ind og overraske dem.

Solen var så småt begyndt at gå ned over Dianthos, en by Mauritz havde gået igennem en del gange efterhånden når han rejste igennem landet fra det ene område til det næste. Han var også blevet relativt godt bekendt med hvor man både drak godt og man sov godt. Hvilket var der han var på vej hen. Det var en lille kro der lå i den ene del af byen, hvor byen rettede mod Rubinien og Medanien. Mauritz kunne mærke hans ben var trætte af at han skulle sove på jorden, så det ville gavne fint, at han sov på en seng. Han kiggede på Delusions, som Kroen hed. Han åbnede døren op, og den tydelige stank af cigar og pibe røg lå i luften. Kro faderen løftede hånden, han var velkendt med Mauritz. Der var nogle stykker der kiggede på ham. Hans ansigt og hoved var gemt af kappen. Han gik ind og lod døren lukke i bag ham, inden han gik over og stillede sig hos den flinke ejer. ”En stor mjød, og et værelse.” Lød det fra Mauritz, og kroejeren nikkede bare. Mauritz fiskede en jade og nogle rav frem, som han betalte med. ”Der var du heldig, det var vores sidste værelse Skygge.” Lød det fra ejeren og Mauritz nikkede bare, tilfreds med det. Han greb mjøden og han tog nøglen til værelset. ”Er det det gode værelse?” Spurgte han om, og ejeren nikkede bare. Det var et af de lidt større værelser, med en god seng. Det var hans standard værelse når han var her.

Mauritz bevægede sig hen, og fandt en tom bås. Han satte sig ind i den, placerede mjøden foran ham og sad og lod nøglen til værelset trille rundt mellem hans fingre, mens han sad og legede med den. Han fjernede stille og roligt sin hætte, og han lod et dovent blik glide over alle dem der var på kroen. Ikke værdige hans tid.

Det var efterhånden noget tid siden Davina havde sat fod i Dianthos, men der var gange hvor det var nødvendigt, som når hun skulle have nye forsyninger om det var friske madvare, nyt tøj eller endnu en ny bog til den evigt voksende samling.
Denne gang var det dog en kombination af sidste, og så var der kunder som skulle have leveret lidt forskellige vare. Netop sidste levering var klaret for i dag og før hun var nået bymurene var mørket ve at lægge sig over byen. Det fik hende til at slippe et lille svagt suk, for hun ville umuligt kunne nå hjem nu før mørket rigtigt ville få fat. Måske havde det ikke været så smart alligevel at lade hendes røde hoppe, Eira, blive tilbage hjemme i Tusmørkely.

Da hun endelig nåede den en lille kro Delusions, havde hendes sult for alvor taget til. Nok var hun altid evig sulten, men når først den sult fik lov at vokse ukontrolleret måtte hun for alvor kæmpe med ikke at lade sine dæmoniske aner løbe af med hende.
Allerede før hun åbnede døren, og trådte ind på kroen kunne der gennem vinduerne høres en blanding af en kontant summen og latter. Sjældent var de som søgte husly for natten eller blot lidt vådt som tørt til ganen, i dårligt humør og det lod ikke til i dag var nogen undtagelse.

En tyk cigaret og pibe os fyldte hendes lunger, så hun kort måtte rømme sig da hun trådte ind på kroen og døren lukkede sig bag hende. Det var en af de ting hun aldrig savnede ved kroerne..
Kroen var godt fyldt, så med et forsigtigt håb om der måske var bare et værelse ledigt, trådte hun hen til ejeren af kroen. Skuffelsen stod kun ganske kort malet i de tofarvede øjne, da kro faderen desværre måtte melde alle værelser optagede.

Med et venligt smil, som med lethed nåede hendes øjne, lød det fra hende "Det gør intet, men så vil jeg gerne bede om et glas mjød og en kød tærte". Kro faderen havde knapt fået skænket mjøden og sat en lukket madtærte foran hende, før betalingen allerede var lagt, plus lidt ekstra. De færreste ville nok vælge at give mere end prisen, når de ikke kunne overnatte, men Davina var af en anden afstøbning. Det var jo ikke ejerens skyld hun var kommet for sent til et værelse eller at dagen var løbet fra hende.

Hun tog sin tærte og sit mjød vendte sig om og spejdede efter et ledigt bord, men endnu en gang måtte hun lede forgæves. I stedet fik hun øje på en mand som sat for sig selv, mon han ville lade hende tage plads i hans bås? Om ikke andet så tog hun chancen og gik over imod ham. "Må jeg tage plads? Jeg lover jeg ikke fylder så meget" den fine lyse stemme var venlig da hun spurgte, mens hendes øjne fik et glimt i sig som hendes blik søgte hans.

Kruset med mjød blev stille og roligt løftet op til hans læber, som han tog en slurk af den kolde og garvede mjød. Han sad så han kunne holde øje med døren og hvem der kom ind, og han havde ikke siddet længe, før det var dørene blev åbnet, og hans øjne søgte hen for at studere hvem der kom. Han var bekendt med nogle af stamgæsterne, men han kunne ikke genkende denne gæst. Den lyse hud der havde en glødende farve, det smukke røde hår der hang ned, og den blå kjole. Hun lignede ikke en af dem i pøblen der plejede at ville hænge ud her. De adelige plejede at skjule sig andre steder end hos Delusions. Men der kunne sagtens ske at de havde forvildet sig ned i denne ende af byen. Han fulgte måden hun gik på, men rykkede øjnene væk som han rykkede dem hen til sin mjød endnu en gang.

Han kunne se hvordan hun snakkede med kroejeren, han plejede at få at vide, hvornår Mauritz var der, så han sørgede altid for at have et rum ledigt, til den faste gæst. Han fulgte med i hvordan hun fik skænket noget drikbart og noget mad. Han studerede hende på afstand, men kunne ikke se de forskelligt farvede øjne. Da hun rykkede sig væk derfra. Mauritz havde observeret hende, og han havde bestemt ikke lagt skjul på det. Han bed mærke i hvordan hun begynde at gå i retning mod ham. Han løftede kruset, og lod endnu en slurk falde ned i svælget, inden han satte den ned. Han nød smagen af bæragtige mjød. Og da hun kom over til ham, slog han sine øjne op til hende. Han havde forventet et andet spørgsmål. Havde folk spurgt efter ham, plejede han at få det at vide af kroejeren.

Mauritz rykkede sig en smule længere ind, så hun kunne sætte sig ved siden af ham. ”Selvfølgelig må du sidde her.” Hans stemme var dyb, men den var afbalanceret. Han studerede fascinerende hendes tofarvede øjne, da det ikke var noget han havde oplevet før. Og han havde rejst vidt omkring i landet efterhånden. Men det skete at han fandt noget der var nyt for ham. Han vidste hun havde spurgt kroejeren om noget ud fra at have studeret deres samtale, men han havde ikke kunne finde ud af hvad. ”Når. Hvad spurgte du så kroejeren om?” Spurgte Mauritz. Han var forholdsvis direkte, men han lagde heller ikke skjul på at han var nysgerrig omkring hvad nogle ville spørge kroejeren omkring. Han sad stadig og legede med nøglen til sit værelse i den ene hånd. Han tænkte ikke ligefrem over det, men han lod nøglen forsvinde ind i hans ærme, som han vende hånden rundt og placerede sin håndflade mod bordet.

Hendes smalle ramme, gjorde hun hverken fyldte meget i højden eller drøjden, men det havde sine fordele. De færreste afslog hende når hun spurgte om hun måtte dele et bord med dem. Foruden at be naturligvis også gjorde det lettere at komme rundt selv de mindste steder. Denne gang var da heller ingen undtagelse.

Som manden flyttede sig længere ind i båsen, tog hun plads ved siden af ham efter at have sat både mad  og drikke fra sig på bordet. Hun rettede kort og hurtigt på den blå kjole da hun havde taget plads.
Da hænderne var frie rakte hun den smalle feminine hånd frem i hans retning "Davina, Davina Ilyn" præsenterede hun sig selv, uden at smilet endnu var famlet det mindste.
Det var vidst på sin plads at hun præsenterede sig, når nu hun sådan forstyrrede hans aften.

Hans legen med nøglen, fik hendes til at slå blikket imod hans hånd, før hendes blik søgte hans mens hovedet tippede let på skrå. Han var direkte, men ikke på en ubehagelig måde, og næsten med en drillende kvidrende tone slap det fra hende "Nysgerrighed slog katten ihjel" hun blinkede en gang med det sølvfarvede øje, før hun valgte at besvare hans spørgsmål "Et værelse, men jeg er desværre kommet for sent. Det sidste var lige blevet lejet ud for natten"
Hun virkede hverken skuffet eller trist over ikke at have kunnet leje et værelse. Det lå ganske enkelt ikke til hendes sorgløse natur. Hun skulle nok finde en løsning, for når en dør lukkes så åbnes en ny.

Hans øjne studerede hende som hun satte sig ved siden af ham. Hun var bestemt ikke den største han havde mødt, men hun var interessant. Han studerede hendes øjne. De tog farver fangede ham, og så passede de egentlig meget godt med hendes kobberrøde hår. Hun stak hendes lille og smalle hånd frem efter hun havde introduceret sig. Mauritz lod sin større hånd tage imod hendes, og han gav den et klem, inden han slap hendes hånd og lod sin hånd finde tilbage på kruset. ”Mauritz Dimorro.” Svarede han hende med en rolig stemme, med en bestemt tone. Han holdt øje med hendes ansigt i en refleksion. Mauritz var nok ikke det man ville kalde for en flink person, men han havde sine tider, hvor han kunne finde på at være flink.

Han rettede sine øjne tilbage på hende, og holde øje med hvordan hun kiggede på hans hånd. Han lod sit blik mødes med hendes. Han nikkede da hun sagde at nysgerrighed var det der slog katten ihjel. Et ordsprog han havde hørt før. Men det var ikke fordi han selv havde hørt det, men det var fra et minde han havde taget fra en person. Han var ikke sønderligt bekymret for hende, han løftede kruset op og tog en slurk af det, mens han kiggede på hende og hørte hvordan hun forklarede hun havde spurgt om et værelse, men det sidste var udlejet. Han havde udlejet det sidste værelse. Han skjulte set smil. Han kunne godt tilbyde hende at dele værelset med ham. Han studerede hendes hænder inden han slog blikket op på hende. Han kunne kun se en guldring på hendes pegefinger. Havde hun været gift eller forlovet, eller trolovet, havde hun haft ringen på ringfingeren. Så han kunne sagtens tilbyde hende at dele et værelse med ham.

Han ville ikke tilbyde hende det med det samme, men det kunne hænde at han gjorde det senere, alt efter hendes selskab. Havde hun været gift, havde han ikke ville gøre det. ”Ah. Alt efter hvordan aftenen forløber sig, kan det være jeg måske kan hjælpe. Jeg tænker du ikke har noget imod at vi kan drikke sammen.” Lød det fra ham. Det var ikke ligefrem at han lovede hende noget, men at der måske var noget han kunne tilbyde, alt efter hvordan hendes selskab var. Og han kunne godt lide at drikke sammen med en.

"Maurtiz" gentog hun stille for sig selv. Hun havde lettes ved at huske navne, hvis hun fik sagt dem selv, de satte sig ligesom bedre fast i hukommelsen på denne måde.

Da hun trak hånden til sig igen, løftede kun den lukkede kødtærte op mod sine læber. Det var en af de tærter som skulle spises som en bolle, bare med fyld i. Men hvor de fleste kvinder ville nøjes med den halve, så havde Davina alligevel haft overvejelsen at købe to. Det ville være let at tro hun havde appetit som en fugl, men de dæmoniske aner havde givet hende en evig sult, en sult som ikke kunne mættes.

Selvom hun for en stund virkede optaget af sin middag, kunne hun ikke lade være med at bemærke hans blik på pegefingeren, hvor guldringen sad. Mon han havde regnet ud den havde et hemmeligt rum, indeholdende en små krystalliseret gift, der med lethed kunne slå 5 fuldvoksne mænd ihjel med bare en af de små giftkrystaller? Næppe, det var ikke til at se på ringen, kun hvis hun åbnede op til det lille rum.

"Virkelig? Og prisen er blot lidt selvskab og god mjød?" spurgte hun med et glimt i øjnene. Det var da en pris som var til at betale "I så fald må jeg advare dig, jeg er frygtelig god til at drikke mjød" Hun rankede lidt på ryggen ved sine ord, som havde en snert af en udfordring rettet mod ham.
Han ville sikkert tro at bare et enkelt eller to glas mjød, som det hun havde købt ville være nok til at få rummet til at snurre, mens han selv med lethed endnu ville kunne pege på sin egen næsetip, stående på et ben.

Faktisk var hun inderst inde lettere overrasket over hans tilbud, for som hun sad her og betragtede ham, så slog han hende lidt som det nogle ville kalde en stivstikker. Hun vidste dog bedre end at dømme en bog på dets omslag.

Han lyttede til hvordan det var hun gentog hans navn. Han nikkede som for at sige ja, det var ham. Han studerede hende, og han var egentlig ret observant på hendes øjne. Der lå en dyb interesse i hans øjne, som for at regne ud, hvordan det var muligt.

Mauritz burde egentlig spise noget, men han var stadig mæt efter måltidet han havde fået til frokost, hvor han havde spist godt. Han følte næsten at han havde en bule på maven, men hvis han kiggede ned, var der ikke nogen bule. Han studerede hende spise, inden han fjernede blikket for at tage en slurk af hans mjød. Hvis der var noget han kunne lide, så var det at drikke. Og han havde ikke noget imod at han blev drukket under bordet, om det var en kvinde eller en mand, betød det ikke noget. At sige han kedede sig når han drak alene, ville ikke været at lyve. Han havde det mere sjovt i at drikke med nogle.

Han nikkede til hende som svar. Det kostede ikke andet end lidt selskab og noget godt mjød. Han smilede da hun advarede ham om at hun var frygtelig god til at drikke mjød. ”Du må med glæde drikke mig under bordet. Du ville ikke være den første til det. Jeg synes bare det er kedeligt at drikke alene.” Svarede han hende. Han skjulte ikke ærligheden i sin stemme. Var der en ting man ikke skulle forvente af ham, så var det en løgn. ”Inden jeg ville komme med mit bud, skulle jeg lige sikre mig, du ikke var gift. For, der hvor jeg overnatter, er der kun en seng, men den er til gengæld god.” Lød det fra Mauritz. Han trak nøglen frem og viste til hende, hvor der tydeligt stod ’Delusions R35’ på nøglen. Han havde fået den sidste nøgle der var. ”Men det er til gengæld også det bedre værelse der er.” Lød det fra ham. Og sådan som hun var nu, havde han intet imod at dele et værelse med hende.

Hun var tæt på at kløjes i den bid hun var ved at tygge. Det fik hende til at klappe en flad hånd mod brystkassen, men lige lidt hjalp det. I stedet rakte hun ud efter sin mjød. Hun løftede glasset og lod den sødlige væske ramme tungen for at skylle efter for maden. Det hjalp betydeligt "Så der var derfor du kiggede på min ring" slap det overrasket fra hende, selvom ordene skulle have været blevet ved tankerne.
Selvom om hun ikke altid så sådan ud, så var hun alligevel opmærksom på sine omgivelser. Det gjorde det noget lettere at falde naturligt ind i omgivelser og selskab.

Hun tippede hovedet let på skrå mod venstre skulder. Bevægelsen fik en lok af det kraftige kobberrøde hår til at falde ned foran hendes øjne,. Lokken fik ikke lov til længe at tage lidt af hendes udsyn, før hun i en blid glidende bevægelse guidede den om bag højre øre. Skulle hun takke ja til dette tilbud?

Hvor de fleste nok ville have en masse betænkeligheder og mistænke ham for at sidde med skumle bagtanker, så var overvejelsen var kort for Davina

Mulighederne for at finde en anden seng for natten, et andet sted i byen, de var så små at selv ikke en rotte ville kunne klemme sig igennem det, havde det været et fysik hul man kunne se.
Hvad var det værste også der kunne ske? Han slog hende ikke lige frem so værende en særlig skræmmende mand og hun kunne vel altid nå til døren, ikke?

Nikkende løftede hun sit mjød glas imod ham, som invitation til en skål "men så må du også lade mig betale bare lidt af prisen for værelset" det var ikke så meget et spørgsmål om hun måtte og selvom hun ikke så sådan ud, så afslørede hendes stemme nu alligevel at hun ikke ville lade ham nægte hende at betale lidt.

Hans øjenbryn blev løftet, som hun var ved at kløjes, og han fulgte med hvordan hun klappede sig på brystkassen til ingen nytte. Det så lidt morsomt ud fra hans vinkel, men det gjorde ikke noget. Men hun ende med at gøre brug af mjøden efterfølgende, som nok burde have været hendes førstevalg. ”Jeg gider bare ikke have en mand til at blæse i hovedet på mig og sige at hans kone var utro med mig, fordi vi delte en seng en enkelt nat, hvor der nok alligevel ikke var sket noget.” Mauritz havde ikke nogen planer på det punkt. Han tog det en dag ad gangen, og fik han noget den dag, så var det bare en bonus for ham. Han prøvede at fange øjenkontakt med hende. Gifte kvinder, rørte han ikke. Der var selvfølgelig nogle der ikke have ring på, men det kunne han tage derfra.

Han fulgte med hvordan håret det fald ned foran hendes øje, og hurtigt blev fjernet, han studerede hende og hans blik faldt endnu en gang tilbage på hendes øjne. Hans øjne end ikke engang sigtede mod at kigge ned på hvor ting blev skjult af kjolen. Der var andre ting han hellere prioriterede at se, ting der gav mere mening for ham at gøre.

Mange tanker kunne Mauritz have, skumle tanker var i hvert fald en del af de tanker han kunne have, men han havde stadig respekt for kvinder. Han vidste hvor hurtigt noget kunne blive ødelagt, fordi man gjorde nogle dumme beslutninger. Og selvom han var glad for kvinder, så havde han også respekt for at de skulle have lov til at have deres kroppe for dem selv.

Han kiggede på hende, som hun løftede sit glas mjød, og han greb sit og løftede op. ”Det behøver du ikke. Og ej heller, behøver du at skylde.” Svarede han. Han ville ikke lade hende betale for værelset, heller ikke en del af det. Det var sjældent at han fik lov til at hjælpe nogle. Og det havde været en del år siden hvor han havde følt sit selv være tilfreds med at have hjulpet nogle. Det betød nok ikke noget for hende på det punkt, men det betød noget for ham.

Hun kunne ikke helt undgå en små fnise ved tanken om en anden mand, som skulle blive hidsig over hun delte en seng med en anden mand, det ville jo bare være for en nat, desuden hvilken mand med sin sunde fornuft ville dog have en som hende?? En halvdæmon som ikke altid kunne styre det mørke som gemte sig i hendes indre? Nej hun var ikke lige frem kone materiale.
"Der er ingen mand, det kan jeg love dig, men hvem siger ikke der sidder en kone der hjemme og venter sin mand?"
Han bar ikke en ring, ikke en som kunne ligne en vielsesring, men det betød jo ikke at han hverken var gift eller forlovet, måske han endda var far? Hendes blik mødte hans med et spørgerne udtryk passende til spørgsmålet om en kone.

Hendes blik søgte kort væk fra ham og ind i den dansende flamme, på det lys som stod på bordet. Hun ville nødigt være grund til konflikter mellem ægte folk og tanken for at hun kunne tilbyde at tage plads på gulvet for natten lå og rumsterede i det kønne ansigt.

Hun blinkede 3 hurtige gange da han afslog hendes tilbud om at betale bare lidt af prisen på værelset "Jamen" startede hun, men opgav nærmest før det overhovedet var sagt. Han ville nok ikke være til at hugge eller stikke i alligevel. Et enkelt suk slap smilende fra hende "Okay så, men så er det mig som køber næste omgang mjød"

Mauritz studerede hendes ansigtsudtryk og kiggede på hende. Han havde sine undskyldninger, han foretrak kvinder der frit kunne vælge hvad de gjorde og ikke havde bundet sig. Ligesom ham. Han havde aldrig bundet sig til en kvinde. Ej heller i sin opvækst hade han haft en kæreste, eller noget der kunne minde om det, selvom han havde været ude allerede da han fylde seksten. Men det var andre ting han havde brugt de til.
”Hvis der gjorde det, ville det være en ting jeg ikke kendte til. Single på 32 år. Ellers, havde jeg haft fine afmærkninger på en af mine ringfinger efter det.”
Han havde en ring liggende klar til hvis han nogensinde kom sammen med en, men den var stadig pakket ned i havde samlet en del støv. Det var en familie ting i hans familie at man havde kæreste ringe, og det var ikke noget han havde stillet spørgsmål til. Sådan havde det bare været.

Han kiggede på hende som hendes blik søgte væk. Og han kiggede mod baren for at se om der var nogle interessante. Der var nogle han kende, så der var også nogle hun kunne spørge fra, der kunne forklare første hånd hvorfor han nok aldrig kom sammen med en. Men han var også ligeglad, han følte selv han levede livet ved at leve en dag ad gangen.

Han søgte tilbage til hendes ansigt og tiltede det en smule til den ene side og kiggede på hende som hun startede med sit jamen. Der var ikke rigtigt noget at diskutere, hun kunne betale med sit selskab i stedet, eller noget at drikke, det sagde han ikke nej til. Det var en billig måde at blive fuld på. ”Det kan vi godt sige. Jeg siger aldrig nej til alkohol.” Lød det fra Mauritz. Han lagde sin hånd på bordet og holde den åben, som for at give hende hånden på at det var en aftale.

Single på 32 år. Hans stemme rumsterede lidt i hovedet på hende. Det var mange år for et menneske, eller hun gik ud fra han var rent menneske. Hendes blik søgte endnu engang imod hans hånd, ganske rigtigt der var ingen anmærkninger efter en ring, men det kunne også let have betydet han bare aldrig have båret en ring, måske tillod han erhverv det ikke?

Hun havde aldrig stødt på en smed som bar en ring, men han slog hende ikke som en der arbejdede i en smedje. Hans hænder og ansigt bar ikke præg af at bruge flere timer i nærheden af en hård og uskånsom varme.
Flere erhverv blev gennem gået i hendes hoved, men ikke ét virkede til at passe så hun lod nysgerrigheden løbe afsted med hende ”Du kunne også have et arbejde som gør du ikke kan bærer ring, så det leder mig til næste spørgsmål. Hvad bruger du dine dage og nætter på, når ikke der sidder en utålmodig kone derhjemme?” En oprigtig nysgerrighed lyste ud af hendes ansigt, som hun lænede sig en anelse tættere på ham, mens hun stillede sit spørgsmål.

Han accepterede uden besvær eller indvendinger hendes bud på om ikke andet at købe næste omgang mjød, når nu hun ikke måtte betale lidt for værelset. Det kunne ikke undgå at få hendes smil til at vokse sig større da hun greb hans hånd ”Du må også gerne få vin. Du må få lige hvad du vil have” Uanset så ville det aldrig komme til at koste hende den samme sum som et af de bedre værelser ville koste ham.

Mauritz havde aldrig haft brug for at skulle komme sammen med en. Der var aldrig nogen der havde fanget ham som kæreste materiale, nærmest som om det var ham det var galt med. Hvilket det nok også var. Hans arbejde i form af at han rejste rundt og lavede forskellige ting for penge. Og hans erhverv var der ikke rigtigt nogle forhindringer med.

Han lod mærke til at hendes blik søgte hans hånd, og han lod begge hænder stå til udsyn for hende, så hun kunne se der ikke var nogle anmærkninger. Mauritz hænder havde aldrig kendt til hårdt arbejde. Slåskampe, tortur, det var noget andet. Men det var ikke noget man kunne se på hans hænder, men derimod kunne man se det på hans mave ret så tydeligt når tøjet var kommet af.
Han hørte hvordan hun forklarede at hans erhverv kunne gøre det. Hvilket bare fik ham til at ryste på hovedet. Han lod sit blik prøve at fange hendes, og han lod mærke til at hun kom tættere på ham, og hendes ansigt der lyste af nysgerrighed. ”Jeg er nok hvad de fleste ville kalde for en henter. Folk vil gerne have special vare der kan transporteres som småt. Det og minder, er hvad jeg transportere.” Han vidste godt han havde nævnt minder. Men det var heller ikke en evne han holdt skjult. Det havde været brugbar, når han skulle transportere beskeder der skulle igennem så få mennesker som muligt. Og Mauritz ville hellere dø, end at lade folk få minder der ikke var blevet betalt for.

Han hørte hendes tilbud om at han også kunne få vin. Vin havde ikke sagt det store til ham, det smagte okay, men det var aldrig blevet til at smage mere end det, og for ham ville han helst gerne undgå det. Han havde en dyr smag i lige akkurat vin, og ville ikke rippe pengene ud af hende. ”Jeg holder til mig til mjød. Det ved jeg udmærket hvordan min krop håndterer.” Indrømmede han. Vin havde det med ikke helt at ville blive i maven på ham, og bestemt ikke når han også havde drukket andet.

Forundringen var tydeligt at spore i hendes ansigt, da han nævnte minder ”Minder?” udbrød hun som endnu flere spørgsmål dukkede op hos hende. Hvordan kunne han transportere minder? Det gjorde alle vel, bare deres egne minder?

Hun tippede endnu en gang hovedet let på skrå, uden at slippe hans blik. Hun havde hørt om mennesker som havde evner, men aldrig hørt om en evne hvor minder indgik, så hun havde end ikke et bud på hvordan han kunne transportere minder for andre, for ville de så ikke blive hans egne?
Afventede på han uddybede hvad han mente med han transporterede minder, lod hun sit glas med mjød endnu en gang mødes med hendes læber.

Hun nikkede kort til han holdte sig til mjød, men lod sig i sindet notere at han stadig kunne skifte mening.

Mauritz bed godt mærke at hendes ansigt var sporet af forundring, og hvordan hun kort efter havde spurgt omkring minder. Han nikkede roligt, han kunne vise hende et minde. Men det var mere besværligt at vælge hvilket minde. ”Ja. Minder. Hvis du tillader mig.” Mauritz lod sin hånd falde over hendes.

Mauritz var kendt i visse områder. Hvad han fik på minder, var noget der ikke kom ud. Han havde dog sine egne minder, dem styrede han helt præcist som han gerne ville, og det var ikke noget han lagde skjul på. Han havde nogle minder som var betydningsløse for ham, men også nogle hvor der aldrig kom til at blive vist igen.
”Hvis, jeg altså må give dig et. Har et der måske kunne være noget.” Hans blik var låst fast på hendes. Ikke stirrende, men ventende på at hun ville give ham lov til rent faktisk at sende et minde i hendes retning.

Når det ikke var nogle der havde gjort ham ondt, ville han have tilladelse før han gjorde det. Havde hun været ondt eller gjort noget andet, så havde det været en helt anden ting, så ville han oftest lade nogle af sine minder komme ham til gode og være en lidt mere ond person.

Hun skævede kort til hans åbne hånd der lå fremstrakt på bordet, men tillidsfuldt lagde hun sin hånd i hans, mens hun nikkede ”Men du må ikke stjæle nogen af mine minder, okay?” ordende faldt med en drillende tone, men samtidigt fik lagde der sig kort en bekymret mine over hendes ansigt, en mine der var ligeså hurtigt væk som den var opstået.
Hun værdsatte de fleste af hendes minder, og naturligvis som en hver anden var der minder med en højere værdi end andre. Disse omhandlede oftest hendes nu afdøde mor, men der var også de få minder, hvor hendes dæmon far optrådte, minder der i forvejen ikke altid var helt klare.
Men der var også de minder hun ikke ville dele eller selv mindes. Minder om blod lyst og indtagelse af andre racers kød imod hendes egen bevidste vilje. Disse minder var blevet skabt når hendes mørke fik et fast tag i hende.

Hun så forventningsfuldt på hans ansigt igen, men uden at den oprigtige nysgerrighed havde lagt sig i hendes blik. Hun elskede at få ny viden, om det så var gennem bøger eller direkte fra personer var for hende godt det samme, men emnerne kunne være alt mellem himmel og jord og stadig have lige stor interesse for hende.

Mauritz fulgte med i hvordan det var hun skævede til hans hånd. Han hørte hvordan hun med en drillende tone bad ham om ikke at stjæle hans minder. Han nikkede stille og roligt. Hun havde ikke gjort noget der gjorde det værd for ham at stjæle hendes minder. ”Jeg stjæler ikke minder fra folk der ikke har gjort mig ondt.” Lød det fra Mauritz.
Han kiggede på hende og nikkede stille og roligt. Og fandt mindet han ledte efter. Han sendte et minde af solen der gik ned og følelsen af et bål der brændte, med bålet der knitrede. Den lette luft og sandet under tærerene. Mauritz kiggede på hende. Hans hånd holdt et fast tag, ikke et hård tag, men heller ikke et blidt, holde fast. Og der gik ikke længe, før han slap hendes hånd og førte hånden over til sit krus med mjød, og lod koppen komme op til hans læber som han tog en stor slurk, der næsten tømte hans krus. Han ventede lidt, inden han rettede sit blik mod hende.

”Jeg tænker, det var et minde du lige kunne overskue at få.” Mauritz stemme lagde sig i nogle blødere folder, men stadig med den dybe og bestemte stemme han havde, mens han lod blikket glide over på hende, prøvede at få øjenkontakt med hende for at se hvordan hun ville reagere.

Før hans betydeligt større hånd lukkede sig om hendes, lavede hun kort antræk till at fjerne sin hånd igen, men lod dog hånden ligge i hans mens hun tilføjede ”Du må heller ikke snage i mine minder” hendes stemme som før havde været så livsglad og nysgerrig, fik nærmest klangen af frygt i sig.
Tænk hvis han søgte hendes minder i gennem og han lærte hun ikke blot var et almindeligt menneske? Og værst hvilket mørke som faktisk gemte sig bag de strålende smil, som selv solen kunne misunde.

Mindet han fandt var ikke et hun selv kunne genkende. Det gik hende dog til at smile som mindet bredte en behagelig varm følelse gennem hele hendes krop. Det virkede så virkeligt at hun kunne have forsvoret at kunne mærke den lette fiske brise, sandet mod bar hud og bålets varme og duften af både røgen fra bålet.
Ikke længe efter var mindet væk igen og han igen havde sluppet hendes hånd.

Hendes blik søgte hans, som hans søgte hendes ”Jeg tror nok jeg skal overleve det minde” lød det smilende fra hende som et glimt fandt vej til hendes øjne, før et spørgsmål pressede sig på ”Er det et gammelt minde?”

Mauritz hørte hvad hun sagde, sagde og nikkede bare. Hun havde ikke gjort ham noget, og han var i bund og grund ligeglad med hvad hun havde at skjule. ”Jeg snager ikke i folks minder, medmindre de gør noget ved mig.” Svarede han kort og klart. Han havde minder der var ældre end han selv var, og det var også noget der havde sat sine mærker i ham, at gøre det. Men han brugte ikke sin evne til noget ondt som sådan.
Han mindedes en person han havde taget minderne fra, fordi han havde skulle sætte et punktum over for ham og hans venner. Fået ham helt tilbage i en sindstilstand til en baby der savlede. Det havde været en god dag.

Mauritz trak vejret dybt og studerede hendes reaktion der var på mindet. Det var ikke alle der ville tage særlig godt imod at få et minde printet ind i hovedet, og bestemt ikke når det ikke var deres egne minder. Og mindet han havde givet var fra første gang han havde lavet en camp ved søen i Azurien. Det var et af de bedste minder han havde fra den tur, og han mindedes at det var før han havde fået alle de ar han havde.

Mauritz lod mærke til at hendes blik også søgte hans. Han løftede det ene øjenbryn som det var at hun sagde at hun nok godt kunne overleve det minde. Han reagerede bare med en nikken mens det var at han kiggede på hende. Det var nemmere for ham på visse punkter at bruge minderne til at forklare. Hun smilede til og der gik ikke lang tid, før der kom et spørgsmål. ”Det er fjorten år gammelt. Så det kan du selv definere.” Hans stemme var rolig, og han tømte sit krus med mjød og satte det halv hårdt ned på bordet. Hårdere end han selv havde regnet med at han ville gøre.

”Det er..” hun holdte en lille pause, tænkende, for hun skulle lige mindes hvor gammel han havde nævnt han var. Nu viste hun jo godt hvordan menneske år forgik, men hun skulle alligevel lige minde sig selv om at menneske år og dæmon år ikke helt var de samme. Fjorten år for hende var jo bare et øjeblik, når hun havde udsigter til at blive 500 år – skulle ingen slå hende ihjel først. ”Det vil jeg ikke sige er gammelt, lidt måske” indrømmede hun så smilende, lidt undskyldende for hun ville jo ikke give ham en følelse af at være gammel.

Han tømte sit glas med mjøden og det fik hende til at rejse sig ”Jeg er tilbage lige straks” hun havde jo lovet at købe næste omgang mjød til ham og så kunne hun jo ikke lade ham side for længe, ventede på hun selv fik tømt sig glas. Hun drejede om på hælen, og satte kursen mod kro faderen, hvor hun bestilte samme store glas med mjød, som hun kom tilbage til Mauritz med ”Værsgo” hun sendte ham et blink med den ene øje, som glasset blev placeret foran ham.