Foråret var på vej, og sammen med det også et virkelig lunt og behageligt vejr. Vejret var fuldkommen vindstillet, himlen uden en eneste sky og solen der stod højt og varmede så dejligt. Valtor havde givet hende lov til at tage en tur ud, for at nyde det gode vejr og suge lidt af solens naturlige varme til sig for at varme den koldblodet krop op på ny. Som hun stod udenfor, idag uden sin kappe da hun ikke behøvede beskytte sig imod noget sol, stod hun ganske stille med ansigtet vendt imod solen og lukkede øjne. Den måde de varme stråler kærtegnede hendes ansigt bragte et tilpas smil frem på hendes læber, selv den store slange der fulgte hende, virkede for en gang skyld til at være i godt humør. Han havde i hvert fald endnu ikke brokket sig over noget, selv tilværelse hos Valtor syntes at være noget han havde accepteret. "Jeg sagde jo det ikke ville blive slemt.." hvislede hun på slange sprog til til den konge kobra. 

Serpico løftede hovedet imod hende, de grøngule øjne stirrede let på hende som han snoede sig op omkring hendes krop som han plejede at gøre. Coffey var ikke et sekund i tvivl om den ellers store kobra var gået hen og blevet lidt af et dovent vanedyr, det var så sjældent han efterhånden selv gad at bevæge sig omkring, det var tilsyneladende lettere at være viklet om hendes krop med hovedet imod hendes skulder, hvorfra han kunne se hele verden med hendes øjne. Hun strøg kælende sin hånd over hans hoved, inden et svagt suk slap over hendes læber. 

Denne dag havde de ingen planer, tvært imod stod den på ren afslapning lidt væk fra det store palæ, hvorfra de kunne finde fred og ro. De bevægede sig ned imod en større græs eng hvor forårsblomsterne skød vildt op rundt omkring. Græsset var højt, og efter lidt tid lagde hun sig stille ned på græsset på ryggen, Serpico havde netop kun lige nået at flytte sig og en utilfreds hvislen lød fra ham, inden han rullede sig sammen på hendes mave, så de begge kunne slikke solens stråler sig til. Hun lå på ryggen, med den lange hale udstrakt og armene slået ud til siderne. Hendes lange lilla hår lå i en vifte omkring hendes hoved i græsset, og for en stund virkede tilværelsen ganske idyllisk. Hun mærkede efter vibrationer i jorden, for at sikre sig hun ikke pludselig blev overrasket over nogen eller noget, for hun kunne mærke selv lette fodtrin i en god radius omkring hende. Også Serpico var lettere på vagt, for selvom han nød vejret havde han lært bedre end at være uopmærksom på tingene omkring sig. "Tror du vi kommer til at blive her i mange år?" spurgte hun atter dæmpet med hvislende tunge, så kun Serpico og andre slanger ville kunne forstå hende, for uden Valtor, Elinor eller Jasmina i nærheden behøvede hun ikke snakke så de kunne forstå hende. Serpico svarede med en let hvislen og hun kunne ikke lade være med at le over den pessimistiske slange, idet han bestemt ikke troede der var håb forude om at de ville leve resten af tilværelsen der. En dag ville hun blive skrottet, det var hvert fald hans tanker om det hele.

Gående med hænderne begravet i bukselommerne havde Mizech hans gyldne øjne rettet på de mange omgivelser han kom forbi. Han mente ikke at han havde været på det her sted før, men her var da forfriskende og hyggeligt. Måske lidt for hyggeligt til hans smag, men indtil videre holdte han det ud. Måske han også bare trængte til at slappe af, han havde ikke noget arbejde at lave i øjeblikket. Men det kunne sagtens komme, han behøvede ingen mavefornemmelse for at vide det.Hvor hans kurs var sat hen imod vidste han ikke helt, han gik bare i et nærmest afslappet tempo. Som han gik lidt mere hørte han pludselig nogle raslende lyde fra Sheja. Hans trofaste slange som sad på hans skulder, han løftede et øjenbryn som han kiggede på hende. Måske der var nogen i nærheden, siden slangen begyndte at rasle med tungen, og Mizech løftede en hånd op imod den, for at kæle for den. 

Men den havde andre planer. Hurtigt slyngede den sig ned ad hans krop, og snoede sig rundt om hans ben. Pludselig landte den på jorden, og var hurtig på vej hen imod noget, som Mizech ikke anede hvad var. Han sukkede opgivende som han lod hans øjne følge Sheja. Gad vide hvad den slange havde fået øje på, og han var nød til at følge efter. Han gad ikke løbe efter den, det behøvede han ikke for han kunne sagtens gå og nyde omgivelserne en lille smule mere. Det strålende vejr var ikke noget der behagede ham særlig meget, faktisk kunne han godt have undværet det. Men han overlevede det, og som han troede at det bare var ham der kun befandt sig herude, mødte hans blik en person. En kvinde med en hale, og en slange. Han kunne mærke hvor interessant det møde allerede ville blive. Han gik tættere på, og skulle til at smide en hilsen afsted til hende, før han fik øje på Sheja.

Endnu et suk forlod hans læber, men han havde dog et drenget smil på ansigtet. Han knipsede med fingrene, og lagde hovedet på skrå. Langsomt begyndte Sheja at sno sig hen ad jorden, og som slangen nåede Mizech's ene ben slyngede den sig op ad hans krop og lagde sig på hans skulder"Jeg er hvist ikke den eneste der snakker med sin slange"lød det fra ham med en kæk stemme, som han lagde hovedet på skrå og betragtede kvinden.

Serpico opdagede slangen der nærmede sig, hurtigere end Coffey selv gjorde. Hun rynkede ganske let i panden, som den store kobra rejste sig højt op med nakkeskindet spredt bredt ud og munden faretruende åben. Det var først der hun opdagede den sorte slange der var kommet ganske tæt på. "Jamen goddag...." Hendes stemme var overraskende mild, omend hun stadig hvislede præcis som en slange og ikke brugte det krystalisiansk sprog. Hun lod hovedet vippe ganske let bagover, for hun mærkede de små vibrationer i jorden under sig, af fodtrin der nærmede sig. Bag sig kunne hun se en hvad der mest af alt lignede en ung mand der nærmede sig, men hun kunne ikke umiddelbart genkende ham. Måske han blot havde fået samme ide som hende, at skulle nyde det gode vejr?

Da han knipsede og slangen bevægede sig tilbage til ham, mærkede hun Serpico glide ned fra hende ned på jorden. Han stod stadig hævet op med en advarende hvæsen, klar til at beskytte hende til hun selv fik mulighed for at komme op. Hun satte hænderne ned på jorden, og spændte op i muskulerne for at kunne i en smidig glidende bevægelse at komme op fra jorden. Hun vendte sig imod manden, han var betydeligt højere end hende, da hun ikke hævede sig højere end normalt op fra jorden. Hun foldede hænderne ganske let foran sig, som hendes hale let snoede sig over jorden og lagde sig tæt omkring hende, for at give hende styrken og muligheden for at kunne forsvare sig hvis nødvendigt, dog kunne hun ikke helt slippe hans slange med øjne, der var noget magisk over slanger, en tilknytning til dem hun ikke kunne benægte. Hun skævede let ned imod Serpico som strakte sig op foran hende, med hovedet let bøjet tilbage, klar til at kunne hugge hvis han skulle udvise en truende adfærd.

Et lille smil bredte sig omkring hendes læber, hun gjorde et ganske lille nik til ham, men huskede sig selv på Valtors ord, at hun ikke bare kunne springe omkring som en glad julegris. Hun måtte agere med pli og høflighed og ro overfor andre, det var kun sammen med Valtor alene at hun måtte give helt los. "Nej, det er jeg vidst skyldig i også.." svarede hun ganske roligt på krystalisiansk, hun kunne dog ikke slippe den let hvislende lyd når hun talte almindeligt.

Serpico opdagede slangen der nærmede sig, hurtigere end Coffey selv gjorde. Hun rynkede ganske let i panden, som den store kobra rejste sig højt op med nakkeskindet spredt bredt ud og munden faretruende åben. Det var først der hun opdagede den sorte slange der var kommet ganske tæt på. "Jamen goddag...." Hendes stemme var overraskende mild, omend hun stadig hvislede præcis som en slange og ikke brugte det krystalisiansk sprog. Hun lod hovedet vippe ganske let bagover, for hun mærkede de små vibrationer i jorden under sig, af fodtrin der nærmede sig. Bag sig kunne hun se en hvad der mest af alt lignede en ung mand der nærmede sig, men hun kunne ikke umiddelbart genkende ham. Måske han blot havde fået samme ide som hende, at skulle nyde det gode vejr?

Da han knipsede og slangen bevægede sig tilbage til ham, mærkede hun Serpico glide ned fra hende ned på jorden. Han stod stadig hævet op med en advarende hvæsen, klar til at beskytte hende til hun selv fik mulighed for at komme op. Hun satte hænderne ned på jorden, og spændte op i muskulerne for at kunne i en smidig glidende bevægelse at komme op fra jorden. Hun vendte sig imod manden, han var betydeligt højere end hende, da hun ikke hævede sig højere end normalt op fra jorden. Hun foldede hænderne ganske let foran sig, som hendes hale let snoede sig over jorden og lagde sig tæt omkring hende, for at give hende styrken og muligheden for at kunne forsvare sig hvis nødvendigt, dog kunne hun ikke helt slippe hans slange med øjne, der var noget magisk over slanger, en tilknytning til dem hun ikke kunne benægte. Hun skævede let ned imod Serpico som strakte sig op foran hende, med hovedet let bøjet tilbage, klar til at kunne hugge hvis han skulle udvise en truende adfærd.

Et lille smil bredte sig omkring hendes læber, hun gjorde et ganske lille nik til ham, men huskede sig selv på Valtors ord, at hun ikke bare kunne springe omkring som en glad julegris. Hun måtte agere med pli og høflighed og ro overfor andre, det var kun sammen med Valtor alene at hun måtte give helt los. "Nej, det er jeg vidst skyldig i også.." svarede hun ganske roligt på krystalisiansk, hun kunne dog ikke slippe den let hvislende lyd når hun talte almindeligt.

Den raslende lyd fortsatte som Mizech drejede hovedet til den ene side hvor han mødte slange øjnene, hans slange kiggede på ham. Han forstod ikke, hvorfor den havde nogen grund til at rasle sådan, for det virkede ikke til at der var nogen fjender i nærheden. Han ville ikke engang sige at denne kvinde foran ham var en fjende selvom hun havde en slange hale, og en slange som følgesven. Det var dog ganske spændende da han selv havde en slange som følgesvend, der var noget over slanger. Han var aldrig sikker på hvad, men der var altid et eller over unikt og fangende over dem. Han blev tit draget til dem uden helt at forstå det, sådan havde det også været første gang han overhovedet mødte hans slange Sheja.

Lyden af kvindens stemme fik ham til at smile bredt og han gik lidt tættere på men holdte lidt afstand, han lod en hånd stryge hen over Sheja der lidt efter lidt ikke raslede mere. Mizech blev ikke så klog på, hvorfor den havde valgt at lave den lyd. Hans gyldne øjne hvilede sig på kvinden og han lod hans øjne glide langsomt ned over hende. Han var nød til at se lidt nærmere på, hvordan hun så ud. Først da han havde fået scannet hele hendes krop nærmest hvilede hans øjne sig på hendes ansigt igen”Goddag”svarede han med hovedet på skrå, og han løftede så en hånd op til hans slange, hvor han greb fat rundt om den.  Han betragtede kvindens store slange der var ved siden af hende, den var helt klart større end hans 10 centimeter slange. Men dog kunne hans slange sagtens blive de 7 meter og idt breddere men det var kun, hvis han brugte hans anden evne. Dog havde Mizech ingen grund til at bruge den lige nu, og han fjernede så blikket fra hende som han betragtede omgivelserne.

Varmen mærkede han tydeligt, og han vidste ikke helt hvordan han havde det med det. Han frygtede ikke, at den ville skade ham men han havde nok bare aldrig været fan af forårsvejr, og generelt godt vejr. Han valgte så at sætte sig ned på huk foran hende, som han lod hans arme hvile sig på hans lår. Hans slange havde slynget sig en smule rundt om den ene arm, men den blev ikke mast”Slanger er altid fascinerende, jeg tror Sheja havde fornemmet fare, men jeg tror ikke hun vil angribe din slange”sagde han med en tænkende mine på ansigtet som hans gyldne øjne fangede hendes slange.

Det var tydeligt at se Coffey og Serpico havde været sammen i flere op, for de bevægede sig helt synkron med hinanden, som han nærmede sig hvor de svajede let på halerne for at opveje det han havde bevæget sig. Hun vidste godt at hun skulle opføre sig ordenligt, og manden gav hende ingen grund til at være bekymret, for palæet lå ganske tæt på, hun følte sig sikker med den viden, men blot fordi man følte sig sikker behøvede man ikke at være uagtsom. Dog fandt Coffey det dybt fascinerende at de begge havde slanger som følgesvende, og den lille slange der snoede sig omkring manden, fik da også hendes smil til at brede sig ganske let. Hun sænkede blikket imod Serpico, strøg blidt en hånd over bagsiden af hans hoved for at få hans opmærksomhed. En tavs udveksling foregik imellem dem, men den store kobra virkede ikke helt overbevist om denne nye fremmedes hensigter. 

Den måde hvorpå manden blev ved med at betragte hende, som ønskede han at sluge hver en lille detalje af hende, gjorde hende dog lettere utilpas, som var hun intet andet end blot noget der skulle vises frem for fortjenestens skyld. Hun sank let inden hun tog modet til sig, ikke for at trodse ham, men værdige ham den fornødne respekt hun var forpligtiget til. Da han hilste på hende, gjorde hun et ganske lille høfligt nik imod ham. Hun holdt sine hænder foldet foran sig, med et blik der let undveg hans. Hun vidste ikke hvem eller hvad han var, og hvis det nu viste sig at være Valtor der blot testede hende? "Goddag..." svarede hun blidt manden. 

Serpico der ellers kun modvilligt lod sig afvæbne let, vendte sit blik op imod Coffey, om hun dog virkelig kunne være sikker på at de kunne tage truslen foran dem så letsindigt, en hvæsen lød fra ham imod den fremmede mand, inden han dog alligevel trak sig let tilbage, vagtsom. Coffey selv gjorde et ganske let nik til hans ord, hun kunne jo ikke modsige ham noget hun selv fandt sandt. 

Synet af den større slange fangede flere gange Mizech's opmærksomhed, mest fordi den var flot i hans øjne og reagerede som den gjorde. Hans egen slange var ikke særlig stor, den var kun de 10 centimeter, indtil hans anden evne var igang. Men det var den ikke nu, så 10 centimeter var ikke særlig meget, og det skabte da også tit problemer. For enten var folk ved at træde på den, kvæle den men andre frygtede den også selvom den var så lille. Ikke at Mizech forstod hvordan man kunne frygte en slange i den størrelse, men sådan var det, og han lod blot folk om det. Hans gyldne øjne hvilede sig på kvinden foran sig, og øjnene faldt ned på hendes slange. Hun var helt klart den første han havde mødt som havde en hale, og som havde en slange som følgesvend. 

"Din slange er ganske fascinerende, den fangede hurtigt mit blik da jeg så dig på afstand"sagde han med en venlig stemme. Han lød interesseret i at ville vide lidt mere om hendes slange, for det skete jo ikke tit man mødte folk, som havde noget man selv havde. Ikke engang hans forældre havde slanger, han havde så heller ikke regnet med at han selv ville have en slange. Men det var pludselig sket, og nu kunne han slet ikke undvære den. Han satte sig lidt væk fra hende, og trak det ene ben op under sig og han lagde den ene hånd rundt om hans knæ. Mizech løftede den frie hånd, og lod hans slange Sheja sno sig rundt om hånden. Han lod kort hans øjne følge hende, han lod det brede smil vokse en smule, og efter få sekunder vendte han blikket og opmærksomheden hen på kvinden igen.

Det lignede at hun gerne ville vide hvem han var, hendes ansigtsudtryk afslørede det rimelig meget. Han kunne ikke læse tanker, men han havde helt klart fornemmet at hun var nysgerrig på ham. Han fjernede ikke blikket fra hende, mest fordi han lige nu ikke havde nogen grund til at kigge væk fra hende. Selvom det undrede ham, hvad hun lavede herude helt alene"Mizech, og du er"lød det undrende fra ham som han sad ganske afslappet foran hende, dog med lidt afstand.

Coffey følte sig underligt smigret af hans ord, men Serpico betød uendeligt meget for hende, at hun slet ikke kunne forestille sig en hverdag uden ham, heldigvis for hende havde Valtor tilladt at hun måtte beholde ham. Hun fulgte ham med blikket som han bevægede sig ganske roligt, inden han satte sig ned. Et smil dansede om hendes læber, som han rakte hånden frem og den lille slange snoede sig omkring hans hånd. Serpico havde aldrig været så lille, dengang hun fandt ham var han kun lige klækket ud af ægget, men han var stadig ca 25 cm lang dengang, han havde været den sidste til at blive udklækket og den mindste af dem alle, men der havde været en underlig kontakt imellem dem, som havde gjort at Serpico havde valgt at følge efter hende, og som dagene var gået havde hun forbarmet sig over ham, samlet ham op og bragt ham med hjem til sin Herre der heldigvis havde tilladt hende at beholde slangen.

"Ja, han betyder os alt for mig.." svarede hun fornøjet, når først snakken gik på Serpico blødte hun fuldkommen op, kærligheden til det smukke dyr var ikke til at overse eller overhøre i hendes stemme. Slangen opdagede tydeligvis også den effekt som samtalen havde haft på hende, som den krøb hen til hende og snoede sig elegant op omkring hendes krop. Hun strøg ham blidt hen over hovedet, som han lagde sig omkring hele hendes overkrop og skuldre. 

Da manden præsenterede sig selv, løftede hun blikket imod ham med et smil. Hun strøg let en tot af det lange lilla hår om bag øret. "Hyggeligt at møde dig, mit navn er Coffey og dette er Serpico.." svarede hun med et strålende smil som hun gjorde et lille nik til slangen, som vendte blikket imod de to fremmede. Han virkede ikke synderlig begejstret men han gjorde dog intet væsen af sig alligevel. 

Som han hørte hendes præsentation gav han et nik fra sig, og betragtede hende lidt mere. Det første der lige undrede ham, var hvordan hun bevægede sig rundt. Men han ville ikke spørge om det med det samme, for det kunne sagtens vente. Han strøg en hånd hen over hans bette slange der hvilede sig i hans håndflade lige pludselig. Han havde været nød til at give slip på hans knæ i den sidde stilling han nu sad i, og kiggede lidt mere på slangen. Sheja virkede ikke til at rasle og nærmest virke fjendtlig overfor den større slange. Det var kun en god ting, for Mizech kunne slet ikke forstille sig, hvordan det ville ende hvis hans slange ville prøve på noget imod den større slange.

"Det forstår jeg godt, jeg er også utrolig glad for jeg har Sheja, det er nærmest min eneste ven føler jeg selvom det nok lyder mærkeligt"sagde han og sendte hende et bredt smil. Han lod hans øjne hvile sig på hende og som hun nævnte slangens navn kunne han ikke lade være med at føle sig endnu mere fascineret over slangen. Han fandt den meget betagende, og kiggede så ned på hans egen slange igen. Slange de var virkelig nogle fantastiske dyr, nok det bedste slags dyr der enlig fandtes. Selvom Mizech aldrig havde troet at han skulle have slanger, hans forældre havde da ikke slanger. Han ville blive overrasket hvis de havde uden at han vidste det. 

Efter at have siddet i få sekunder og kælet lidt for hans slange, vendte han blikket op på hende igen, og han fik printet hendes navn ind i hovedet. Bare for at huske det, hvis de skulle mødes igen det var dog heller ikke til at vide, hvad der ville ske. Men det store spørgsmål der havde været inde i hans hoved i alt for lang tid, var han næsten nød til at få svar på"Hyggeligt at møde dig Coffey, og selvfølgelig Serpico"sagde han med et større smil i samme øjeblik som han også fik kigget hen på slangen. Noglegange ville han ønske at hans egen også var større, men han var vant til at den var så lille som den var, men det var også unikt på en speciel måde. Han ville nok også have det lidt svært ved at lade den slynge sig rundt på ham hvis den var alt for stor"Hvad laver du her alene, venter du på nogen"spurgte han så undrende med et løftet øjenbryn, og fortsatte med at kæle lidt for Sheja.

En lettere fornøjet latter slap over hendes læber, for hun kunne sagtens sætte sig ind i hans ord. Hun følte det på samme måde med Serpico, han var den eneste hun altid kunne regne med, især i den verden hun levede i, ejet af et andet væsen, altid med chance for at kunne blive solgt videre hvornår det end skulle være. Indtil denne dag, havde kun slangen været det eneste faste i hendes hverdag, og så længe hun lystrede ville han forblive en del af hendes liv. Det var i hvert fald det hun ønskede at tro på. "Jeg kender følelsen, uden ham ville jeg blive frygtelig ensom.." svarede hun mildt, og lod blikket glide over Mizech og hans lille slange Sheja. Hun var fascineret af dets lille væsen, måske den slet ikke blev større i modsætning til Serpico der voksede stødt, og på et tidspunkt ville blive for stor til at få et lift på hende. Med sine 2 meters længde var han ikke engang halvt udvokset endnu, i forhold til hvor stor han kunne blive.

Hun lod sit blik vandre en smule rundt på omgivelserne, for en gang skyld var det faktisk rart at møde en, som ikke virkede til at stemple hende som slave, han talte mere frit og opførte sig ikke som en der var hende overlegen, i starten havde hun været lidt utilpas med hans afslappede attitude, men hun begyndte faktisk at finde det ganske underholdende, at være lige med et andet væsen. "Det er mig der takker Her....." Hun bremsede sig selv lige tids nok, for hendes tankers vandren lige før havde nær fået hende til at kalde ham Herre, i stedet vendte hun blikket væk med et uskyldigt smil om læberne. Hun sad lidt og prøvede at undertrykke skuffelsen i sig selv, da hun hørte hans stemme og let modvilligt vendte sit blik tilbage imod ham. Hun rystede let på hovedet, mens smilet kun voksede om hendes læber. "Nej jeg fik... Jeg mener jeg havde bare lyst til en tur.." Forsøgte hun sig med, med et smil. Hun havde nær sagt at hun havde fået lov til at bevæge sig ud, hvilket var sandheden.

Omgivelserne de befandt sig i, var ikke lige noget han brød sig om. Men på den anden side var her vel ganske hyggeligt. Det var måske også ganske rart med noget nyt, så han ikke hele tiden skulle være de samme steder. Han havde dog heller ikke noget imod at være her og der, og lidt over det hele. Det var kun godt at udforske en smule. Hans øjne fulgte hans slange lidt, før han strøg en hånd hen over hende, der var altid et eller andet over slange skæl. Han vidste ikke lige hvad, men det var måske bare måden at røre det som han altid havde fundet interessant. Det havde altid været noget han godt kunne lide, og han løftede så blikket hen på kvinden, og lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt.

"Har du haft Serpico i lang tid"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn. Det var lidt morsomt som de begge to bare sad og havde en normal samtale, han ville normalt slet ikke pleje at gøre det her. Men Mizech havde ikke tænkt sig at afsløre hans indre tanker, de tanker der spillede ham et pus. Det var sikkert nogle tanker der automatisk var dukket op, og de kunne godt minde om noget hans forældre sikkert godt kunne finde på. Et lusket smil bredte sig på hendes ansigt, og han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede væk fra hende. Han betragtede omgivelserne lidt mere, og strøg fortsat  hånden hen over hans slange. Den virkede som altid til at den godt kunne lide det, hvilket var godt.

Som hun nævnte at hun havde haft lyst til en tur, lod han smilet vokse lidt, og han kunne mærke hvordan tankerne pludselig trængte sig mere og mere på. Han prøvede dog at skubbe dem lidt væk, for det var slet ikke tidspunktet til de tanker. Han satte sig så i skrædderstilling og lod så hans blik falde på hende igen"Min første tanke var at du ventede på nogen"sagde han med et løftet øjenbryn.

Der var næsten noget hypnotiserende over den måde, hvorpå han helt roligt sad og strøg hånden over sin slange. Et smil trak ganske let i hendes ene mundvige, mens hendes blik fulgte hans hånds bevægelse over slangen, der gik lidt tid, før hun opdagede at han havde flyttet sit fokus til hende i stedet. Hun vendte blikket en smule forlegent væk fra ham, og lod det i stedet betragte de mange smukke og farverige forårsblomster der var sprunget ud på hele engen. Luften omkring dem var frisk og lun, vinden var ikke andet end en mild brise, der kun lige formåede at få blomsterne til at svaje let frem og tilbage. Hun kunne ikke undgå at mærke roen sænke sig i hele hendes krop, når hun blot sad og betragtede omgivelserne. Det var først da hun hørte hans stemme, hun vendte blikket over imod ham. 

Hun brummede dæmpet, som hun vendte blikket imod den smukke store konge kobra. "Ja, jeg fandt ham for flere år siden, da han var klækket fra sit æg, han var den sidste til at komme ud og den mindste i hele kuldet, og af en eller anden årsag fulgte han med mig, siden har vi været uadskillelige.." Svarede hun mildt, der lå en varme og kærlighed i hendes stemme, som hun fortalte om dengang de havde mødt hinanden. Hun kunne slet ikke forestille sig at liv uden ham, de var som to dråber vand og på samme tid, så store modsætningerne at man aldrig skulle tro det kunne fungere. Coffey bemærkede slet ikke det luskede blik der havde hvilet over Mizech, hendes fokus havde i stedet været på Serpico, det var først efter hun havde forklaret at hun løftede blikket imod ham. "Hvad med dig og Sheja?" spurgte hun nysgerrigt, selvom med den størrelse slangen havde, forventede hun ikke det var længe, eller også blev den bare ikke større? Hun kendte langt fra alt til slanger, så sandsynligheden for det, den var der.

Hun fulgte hans bevægelser da han rettede sig op, men måtte le ganske fornøjet over hans svar. Hun rystede let på hovedet, hendes Herre kom ikke udenfor en sollys, hvorfor vidste hun ikke men han holdt sig til mørket, heldigvis fik hun dog selv lov at komme ud og nyde solen når chancen var der. "Nej, men jeg elsker at komme ud i solen, er koldblodet lige som slanger, så elsker når der er varmt som i dag.." lo hun fornøjet, inden hun lagde hovedet ganske let på skrå imens hun betragtede ham. 

Hendes latter fik ham til at smile bredt som han stod og betragtede omgivelserne, han gad virkelig ikke at indrømme at omgivelserne var fredelige, og meget rolige. Han kunne på en måde godt lide det, det var virkelig nogle interessante omgivelser. Selvom han nok aldrig var kommet her særlig tit, så kunne han vel bare nyde det, nu hvor han alligevel var her. Han drejede sig så han stod med fronten til hende, og måtte endnu engang undre sig lidt over en kvinde som hende var alene sådan et sted her, det virkede bare underligt i hans hoved. Som hun fortalte om hendes slange Serpico lyttede han interesseret for når nogle snakkede om slanger, var han automatisk fokuseret og med hans blik rettet på den person der ville snakke om slanger. I det her tilfælde var det Coffey, og han bøjede sig en smule, dog endte han med at sætte sig på huk foran hende. Han placerede Sheja på hans skulder, og kælede lidt for hende. 

"Det var måske et skæbnebestemt møde"spurgte han med et bredt smil som hans gyldne øjne hvilede sig på en store slange. Tænk at den virkelig havde været så lille han kunne næsten ikke forstille sig det. Hans var ikke så stor, men for ham var det helt fint. Sommetider kunne andre godt blive forskrækket når han brugte hans anden evne og gjorde den større. Som hun vendte spørgsmålet tilbage til ham stoppede han med at kærtegne Sheja, og han satte sig ned på røven, og lænede sig lidt tilbage. Støttede med albuerne imens han sendte hende et smil som han overvejede hvordan han skulle starte fortællingen om hans møde med Sheja. Han kunne mærke, hvordan hans slange holdte blikket på den større slange, og Mizech forstod godt hvorfor, den var jo en del større. Dog var den også meget flot at kigge på, og Mizech lagde så hovedet på skrå"Mødte hende i en skov, hvor jeg pludselig så hende skadet, jeg ville ikke have hjulpet hende til at starte med, men jeg kunne ikke lade være og siden den dag har hun være min trofast partner, eller følgesvend hvad man nu helst vil foretrække at kalde det"sagde han med et bredt smil.

Som hun nævnte at hun var koldblodet løftede han begge øjenbryn, for han blev overrasket over at høre netop de ord fra hendes mund. Men han lod ikke hans smil forsvinde, dog bukkede han det ene ben en smule bare for at ligge lidt bedre. Han støttede stadigvæk med albuerne, bare så han også bedre kunne holde sig oppe. Han var selv koldblodet, men alligevel var varmen ikke så slem for ham selvom han ikke var så glad for varme generelt"Er det ikke trist at nyde det gode vejr alene så"spurgte han kækt som han blinkede til hende.

Coffey fulgte roligt manden med blikket, hun følte sig ikke truet af hans selskab, tvært imod nød hun den frie følelse, ved ikke at blive set på som en slave. Det var en sær og yderst sjældent følelse, og hun måtte indrømme det var lokkende, måske Serpico havde haft ret i sine mange forsøg på at overbevise hende om friheden var bedre, men friheden betød desværre ikke at menneske så anderledes på hende, selv da hun var fri for en kort stund, havde de set på hende som værende mindre fordi hun var halvdyr, og selvom hun aldrig havde følt det som værende sårende eller på anden vis nedværdigende, gjorde det blot dette møde så meget mere behageligt. 

En fornøjet latter slap over hendes læber, ved hans ord, inden hun gjorde et ganske lille nik med hovedet. "Ja det tror jeg at det var.." med gav hun med et strålende smil. Serpico, der ikke var synderlig meget til forsamlinger, eller generelt andres selskab end Coffey trak sig ganske lidt væk derfra, som han cirkulerede omkring det fremmede væsen og hans slange. Coffeys blik fulgte nysgerrig med, og hun lyttede til hans hvislen, "Han er dæmon, vær nu varsom for en gang skyld i dit liv!" , inden hun rynkede let i panden. En dæmon tænkte hun for sig selv, idet Serpico havde forklaret hvad han havde opdaget, og duften fra manden havde indikeret hans bestemt ikke var menneskelig, men havde samme særprægede duft som de dæmoner de førhen var stødt på. Hun gjorde blot et lille nik med hovedet, men måtte løsrive sit blik fra den cirkulerende Serpico der vendte tilbage til hendes side som Mizech gav sig til at snakke. "Det glæder mig at høre du alligevel valgte at forbarme dig og hjælpe hende.." svarede hun med et let fornøjet smil om læberne, upåvirket af Serpicos advarsel.

Hun fulgte ham med blikket som han gjorde sig det mere behageligt, af en dæmon at være virkede han ikke spor truende. "Ååååh jamen jeg er jo aldrig alene..." lo hun drillende, inden hun skævede imod Serpico der stadig virkede sur over situationen, nu hvor han ikke længere bare kunne få lov at ligge og solbade og varme kroppen op. Hun strøg ham drillende over hovedet inden hun blinkede til ham for at løfte den sure slanges humør. 

De gyldne øjne gled ned over kvinden, han var virkelig begyndt at blive fristet til at starte på den ene lusket plan der dukkede op i hans hoved. Han lod hans slange slikke ham på halsen, hvorefter han fik et lusket smil frem på ansigtet. Han rejste sig op, og børste tøjet en smule af, før han tilfreds drejede hovedet en smule så han kiggede hans slange ind i øjnene. Dæmonen havde helt sikkert en lille bagtanke med hans ankomst til det her sted, men det vidste denne kvinde intet om endnu. Det behøvede hun hvist heller ikke vide, før hans plan og tanke endelig var sat igang. Men der var bare et eller andet han følte han var nød til at vide først.

Han kiggede ned på kvinden, og lod det luskede smil brede sig over ansigtet. Selvom hendes slange var lidt større, kunne det nok godt blive et problem hvis han skulle kidnappe dem begge to. Medmindre han skulle gøre dem begge to bevidstløs, så var der vel masser af mulighed for at kidnappe dem uden de ville sige noget, eller gøre modstand. Tanken kunne han godt lide som hans gyldne øjne gled ned over kvinden. Han begravede en hånd i den ene bukselomme, hvorefter han løfte den frie hånd op til hans ansigt, hvor han strøg en hånd igennem håret"En dæmon med øjnene på en god fangst"fløj det kækt ud ad hans mund som han lod hans blik hvile sig på hendes ansigt. 

Fangst var måske ikke lige det bedste ord, men han var ligeglad. Han havde helt sikkert planer om at kidnappe denne kvinde og slange, han var næsten nød til at have slangen med selvom han ikke skulle bruge den til noget. Enlig kun kvinden, men hun ville næppe med uden hendes slange. Medmindre hun faktisk ikke gad med ham generelt. Han kunne godt lide tanken som han lagde hovedet på skrå og lænede sig en smule ned imod hende imens han bøjede en smule i benene"Det vil også være træls at være alene"sagde han med et glimt i øjet før han lagde hovedet på skrå og betragtede hende lidt mere med en undrende ansigtsudtryk. Hvordan kunne han lige få hende med sig, hun havde jo en hale. 

Serpicos advarsel, sammen med den måde han begyndte at kigge på hende, mærkede Coffey hvordan det rendte hende koldt ned af ryggen, måske det var på tide for en gang skyld at lytte til slangen og hans mange formaninger, hun ville nødig komme for sent hjem og dette møde føltes som om det var ved at tage en uheldig drejning, måske hun havde læst ham forkert? Hun sank lettere nervøst over hans ord, den gode fangst, det var ord hun så mange gange før havde hørt om ny indfangede slaver. Hun skævede imod Serpico som tydeligvis havde opfanget hendes stigende nervøsitet for den store slange var hurtigt henne foran hende, hævet op fra jorden med den brede nakke spredt helt ud og munden på vid gab som han hvæsede imod Mizech.

"Vi takker for selskabet Mizech, men jeg må hellere vende hjemad nu.." hendes hvislende stemme dirrede let af usikkerhed, som hun trak sig en smule baglæns væk fra ham, idet han kom nærmere. Serpico veg ikke bort, ikke spor afskrækket af manden. Hun forsøgte at samle sig om at komme op, og spændte let op i musklerne, som halen trak sig sammen omkring hende, så hun kunne komme op fra jorden. Med et par hurtige strøg rettede hun den lette nederdel til, inden hun vendte blikket imod Mizech. "God vind på din rejse videre..." svarede hun med mere ro i stemmen, nu hvor hun var kommet op og ikke følte sig nær så truet af manden. Hun trak sig en smule mere bort, men bemærkede at Mizech var imellem hende og Valtors palæ omend det lå et stykke borte og var skjult fra hvor de stod nu. 

De gyldne øjne fulgte hende som hun trak sig væk fra ham, enlig behøvede han ikke undre sig alt for meget over det. Selvom han ikke kunne undgå at undre sig bare lidt over det, fordi han havde da ikke gjort hende noget? Ikke endnu hvertfiald. Tanken om alt det han enlig kunne gøre, fik ham til at smile lusket og drejede hovedet en smule så han kiggede på Sheja. Den lille slange så ud til at have blikket på kvinden foran dem, men det kunne også godt se ud som om, den holdte lidt øje med den større slange. 

Han var tæt på at gribe fat rundt om hendes hale, men lod være. Det var nok bare ikke lige det bedste at gøre, ikke lige nu. Men han var fristet til at gøre det"Bor du langt væk herfra"spurgte han undrende men også en smule nysgerrig. Han havde da ikke planer om at hun skulle hjem nu, men han ville da ikke stoppe hende hvis hun virkelig insisterede på det. Selvom han havde en masse luskede og skumle planer, men det var svært at gennemføre dem, når den større slange sikkert ville komme i vejen. Han kunne ikke engang forgifte den, eller jo det kunne han godt. Men han havde slet ikke noget gift på sig, eller en eliksir han lige kunne benytte sig af. Det fik ham til at sukke irriteret, for hvorfor havde han ikke bare en eliksir med sig.

Han løftede en hånd op imod hans skulder, hvor Sheja var placeret, og strøg hende med to fingre, hans øjne fulgte kort bevægelsen af fingrene. Dog vendte han blikket tilbage på hende"Ønsker du allerede at jeg skal gå"spurgte han kækt, med et bredt smil.

Coffey befandt sig i lidt af en knibe, for manden foran hende fik kuldegysninger til at rende ned igennem hendes ryg, men hun var opdraget bedre end at gøre andre utilfredse med hendes opførsel. Hun bed sig usikkert på læben, som en svag rødmen steg op i hendes kinder, fordi hun ikke helt vidste hvad hun skulle stille op, Serpico derimod var ganske indstillet på at de skulle afsted, og det kunne kun gå for langsomt, som han nærmest hvæste efter hende. 
Hendes blik skiftede imellem dem utilfredse slange, og Mizech. "Åh nej nej, jeg skal blot over bakken bag dig, så kan jeg se hjem.." forklarede hun med et forsigtigt smil om læberne, som hun ihærdigt forsøgte at undertrykke den isende følelse han gav hende. Serpico blev utålmodigt ved med at hvæse kommandoer efter hende, om at komme afsted og hun forsøgte at tysse lidt på ham, så ikke Mizech ville blive skuffet. De mange år som slave, havde så sandelig fået hende til at sætte andre før sig selv. 

Da Mizech pludselig spurgte til, hvorvidt hun ønskede at han gik, vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige. Et par gange forsøgte hun, men ikke et ord slap over hendes læber, for hun ønskede vitterlig ikke at gøre ham vred. Hun endte med at slå blikket ned på Serpico ved hendes side, mens hun gned hænderne imod hinanden mens hun famlede efter ord. "Det har været..... hyggeligt.." kom det til sidst fra hende, omend det lød mere som om hun forsøgte at overbevise sig selv, om netop dette var det rette ord for deres møde, inden hun sendte ham det mest strålende smil hun kunne mønstre.