Isiodith Lómadriethiel greb om den smukke stofkjole og satte i løb, så snart hun var om gangens hjørne. Et sted bag hendes petit barm, bankede skovelverens hjerte i en hastig, indestængt rytme men alt Isiodith kunne fokusere på, var hendes sølle flugtforsøg. Hun vidste, at hendes insisterende bejler snart måtte opdage, at hendes skikkelse ikke længere var at finde i festsalen, hvis kunstige sollys fik hendes mælkehvide hud til at skinne, hvormed Isiodith spænede af sted. Det havde ganske enkelt været umulig at slippe af med den fremmede ørkenelver, der med sine mørke øjne havde betragtet hende med morskab i blikket og havde opsøgt hende adskillelige gange under afskedsfesten. Isiodith syntes ellers, at hendes reserverede person afslørede, hvad hun syntes om bejlerens ihærdighed, men det var efterhånden gået op for skovelveren, at det kun havde den modsatte effekt. Dernæst havde det været en mærkværdig udgave af katten efter musen, hvori Isiodith uden tvivl var sidstnævnte og endda en temmelig flyvsk en af slagsen – Isiodith kunne end ikke huske, hvad hun havde sagt i de små forsamlinger af skov- og ørkenelvere, blot at hun var forduftet videre til den næste, i samme øjeblik bejleren havde vist sig. Isiodith havde uden tvivl ikke opført sig, som de gamle traditioner afkrævede hende, men hun kunne ganske enkelt ikke få pulsen op over dét faktum.

Med sine smalle hænder greb Isiodith om en smuktudskåret trædør, uden at vide hvad hun ville støde på bag den. Det viste sig, at denne førte ud til en af de mange underjordiske terrasser, men Isiodiths hjerte formåede både, at springe et slag over samt at falde ned i hendes mave i skuffelse, i det hendes isblå, opspærrede øjne omsider lod hendes hjerne registrere, hvad hun så.
Et elskende par. Der var ganske enkelt ingen anden vej udenom den konklusion og med et forskrækket, skingert kvæk, lukkede Isiodith hastigt dørene igen – men ikke forinden, at hun havde beklaget mange gange og fortalt, at de endelig blot skulle fortsætte… med, ja, hvad end de nu havde gang i!

Isiodith tog sig ikke noget øjeblik, hvori hun kunne fundere over det pinlige møde. I stedet fortsatte hun, hele tiden med hovedet skiftevis vendt mod vejen, hun fulgte og den der lå bag hende. Hun frygtede, at bejleren skulle vise sig hvert øjeblik, mest eftersom Isiodith ikke anede, hvilken undskyldning der kunne retfærdiggøre hendes løben. Der var jo – strengt taget – ikke noget at løbe fra; ikke andet end en kåd ung ørkenelver, der havde bidt særligt mærke i Isiodiths glimtende kjole og hvordan, at den tæt omfavnede hendes skikkelse.
Da Isiodith derefter nåede frem til endnu en trædør – en, hun formåede også førte ud til en terrasse – tøvede hun dog. Tilsyneladende kunne der gemme sig mange ting derude et sted, men det var de insisterende skridt bag hende, som i sandhed afgjorde, Isiodiths sidste træk. Med en irriteret grimasse åbnede Isiodith døren, trådte udenfor i det kunstige mørke, og smækkede døren i. Dernæst gjorde hun mine til at ville fortsætte sine hastige skridt, men ikke alt af kjolens lange slæb havde nået med hende ud, hvormed Isiodith bandede lavmælt – ”ved Isaris opsvulmede barm!” – og hastigt tog sig af den.

Aldrig på noget tidspunkt bed Isiodith mærke i den høje skikkelse i mørket; heller ej da hun småløb hen langs det smukke murstensværk og søgte ly i skyggerne. Det eneste Isiodith i grunden kunne fokusere på, var hvordan trædøren lidt efter gled op og hvordan, hendes hjerte stoppede med at hamre. Som sprang Zaladin selv frem på Isiodiths skulder, hviskede en anspændt tanke, hvilken undskyldning har du tænkt dig at bruge nu? Mon ikke, at han tror, at dette her er en invitation og endda, en ganske særlig en af slagsen?

Afskedsfesten for det skovelver følge der havde besøgt Thal'Elor var smuk. Man kunne ikke anklage ørkenelverne for at sparer på ressourcerne, og den lækreste mad med noget af det fineste vin var blevet tilberedt og åbnet op for i de dybe kældre. Aftenens forløb havde været et perfekt eksempel på hvordan kernedele af de elviske samfund mindede om hinanden - dansen, klæderne, høflighederne og de sociale spilleregler, men også et udtryk af de forskelle der var blevet formet, af århundreder hver for sig. Til sådanne fester var ørkenelveren almindeligvis en del af selskabet, og elskede som regel at observerer og småsnakke med de gæster de husede. Men i aften havde han undskyldt sig, og trukket sig tilbage tidligt. 
Han havde ikke humøret eller lysten til at socialisere yderligere med de gæster der var kommet. Hele aftenen havde faktisk været en tand anspændt, og en fjollet blanding af pludselige forsvindinger og undvigende blikke, hver gang han havde set sin vej kunne kolliderer med Isiodiths. Og det var sket et par gange, eftersom hun var et af festens finere og vigtere gæster. 

Derfor havde Rakaa set sit snit da de obligatoriske ting var overstået, og trukket sig tilbage til højborgens mere skjulte gange og ubefærdede veje. Med sig havde han en karaffel vin fra køkkenet - forsvundet fra køkkenchefens hemmelige lager i et lysglimt, og selvom det måske var en sløset og barnlig måde at bruge sine evner på, skammede Rakaa sig ikke som sådan. Nej, stilheden på de yderliggende teresser var et godt sted at sumpe omkring i sine selvforskyldte problemer. Her kom så sjældent folk at han ikke var bekymret for at støde på nogle han kendte. Dog havde han haft fornuften til at rykke ind i skyggerne skulle uheldet være ude. Så nogle ham sidde her, ville det med sikkerhed engagere en samtale om hvorfor han var her - og det orkede han heller ikke tage sig af. 
Rakaa strakte flasken væk fra sig og holdt den op imod det der skulle forestille natteørkenens blege måne på himlen. Lyset skinnede grønt igennem glasflasken og dannede finurlige mønstrer på hans krop og væggen bagved ham. Imorgen ville hverdagen starte igen i Thal'Elor, og deres gæster ville i løbet af de næste par uger være tilbage i deres hjemby... elveren stillede et et lille suk flasken på jorden igen. Der ville nok gå et par år før de følte et behov for at sende diplomat delegationen igen. Hvis ikke det var omvendt, og det næste gang ville være ørkenfolket der kom til skovelverne. Måske- Rakaas tanker blev afbrudt ved en lyd af fødder imod stengulv, og hans blik gled imod trædøren i et ryk. Hvem løb rundt på gangene om natten? 

Han trak sig en anelse længere ind i skyggerne, og så få sekunder efter en feminin silhuet stryge igennem døren. Hun nåede ikke langt grundet hendes kjoleslæb, men da hun bandende fik hevet det fri fra døren, genkendte Rakaa stemmen. Isiodith! 
Hun virkede til at have travlt, og næsten instinktivt skulle Rakaa til at rejse sig fra sin henslængte stilling op ad den skyggefulde væg for at råbe hende an; men et eller andet fik ham til at blive siddende endnu. Ikke længe efter blev døren skubbet op og endnu en person trådte ind. 
Åh ved alle guderne... Rakaa så den yngre elver træde ind, og genkendte ham som en af de finere folk Thal'Elor havde at byde på. Han var fra en god familie, og kunne ikke være meget yngre end skovelveren selv. Hans blik på Isiodith var kækt og det gik på for Rakaa at han måske havde fanget skovelveren på det værste tidspunkt muligt. Selvfølgelig, hans held. Hele stemningen på teresserne var... indbydende, og det var endnu ikke gået op for ham at hun faktisk ikke ønskede den yngre elvers selskab; så Rakaa tænkte de begge var søgt væk for at nyde hinandens selskab. 

Han sneg sig længere ind i skyggerne imens han overvejede sine muligheder. Skulle han teleporte væk? Isiodith ville have vidst han var der, hun genkendte nok godt det grønne lysglimt. Skulle han blive? Nej, han ville ikke... se på dem. Men gik han nu, ville de alligevel opdage at han var der, og så skulle han forklarer det også. Optaget af egne tanker følte han ikke hvordan stemningen var lig det modsatte med det samme, men da han endelig gjorde... Hvad bildede den stump sig ind!

 "Det virker ikke som om, at du er ønsket her, Lyris" kom det fra skyggerne med utrolig afmålt stemme, inden den høje skikkelse trådte ud. Energien omkring Rakaa var... intens, og der lurede et farligt glimt i de mørkeblå øjne da han så den yngrer elver an igennem smalle øjenlåg. Patetisk... Elverens slanke form tårnede sig op foran den mindre elver, og med et par gode glas vin indenbors allerede, var Rakaas milde beruselse en gnist der kunne antænde et ulmende bål. En side af ham der ofte var gemt væk bagved høfligheder og etik, men stadigvæk en side der blev fremprovokeret af så... ussel en opførsel som han så foran sig. Rakaa krydsede armene i en afventende position idet han med farlig tålmodigt ventede på hvad han ville blive mødt med. Fjendtlighed over at blive talt ned til? Stolthed og selvsikkerhed grundet sin status? Flugt? 

En lille del af ham ville næsten have et flabet svar igen, så han kunne få afløb for den frustration der havde bygget sig op henover aftenen. 

Isiodith mærkede i en krampetrækning, hvordan hendes hjerte sprang et slag over, i det døren atter gik op. Hastigt spejdede de isblå øjne efter bejleren og ganske rigtigt – der var han, i egen høje person, og med et moret smil om læberne, som var han på jagt og nød det. Indvendig fnøs Isiodith af den unge mand og dernæst forbandede hun ham, så røde plamager af vrede krøb henover hendes skarpe kindben – hvor vovede han at tro, at hun søgte et stille sted til dem, langt fra de formelle festligheder til ære for skovelverne selv? Så snart tanken slog rod i hendes tynde bryst – og Isiodith selv ikke længere var tynget af den forlegenhed, der havde fået hende til at haste væk fra storsalen – rankede skovelveren ryggen, så den blev stiv som et bræt, og stormede ud af sit eget skjul…

… Blot for nær at punktere, som en så velkendt og hvislende stemme trængte igennem den altomsluttende tavshed.
Rakaa.

Isiodith ænsede knap den nytilkommende, for de isblå øjne hvilede lamslået på den ældre ørkenelver, hvis statur fremstod grænsende til, ja, Isiodith syntes ikke, at kunne bestemme sig for hvad præcist. Hvad der dernæst fik hendes hjerte til at hamre i en vild galop, var det faktum at hendes vrede på en og samme tid forstummede og antog en anden, vildere karakter. Som Rakaa stod der, så tæt på hende, var det som om at deres sidste møde ikke var endt i en katastrofe, men Isiodith havde set, hvordan hendes skikkelse havde frastødt ham ved festlighederne i storsalen – hvordan, at den elegante ørkenelver var flygtet, så snart der var blot den mindste chance for, at deres skikkelser skulle ende i samme selskab. Først havde Isiodith ikke forstået hans foragt; dernæst havde hun ikke troet sine egne øjne og søgt hans blik med sit, men aldrig syntes Rakaa selv, at ville lade dem forenes igen.
Tankerne rumsterede i et virvar; alle ville de have lige meget taletid, men det var denne Lyris, der rev Isiodith ud af sin stirrende trance.

”Og hvad ved du egentlig om det, Rakaa? Smager vinen dig?”, lød den syngende stemme næsten indsmigrende, som havde han præsenteret den ældre ørkenelver for et fad med søde frugter. Isiodith kunne knap tro sine egne ører, men drevet af et særligt instinkt, trådte Isiodith længere frem, således at hendes hvide kjole og hud glimtede i den falske månes sølvskær, omsider fri af de lange skygger.
”Rakaa er ikke tungnem. Han kan fint se, hvad der i grunden foregår her”, svarede Isiodith, hendes tone så ukarakteristisk hvislende. ”Det er vist derimod Dem, som ikke synes at fatte alvoren her og nu.”

Som han havde gjort hele aftenen, var det ikke meget han så på Isiodith under hele konfrontationen med Lyris. Hans blik var fæstnet imod den højbårne elver, og selvom hun fortjente en forklaring var der ikke meget i Rakaas attitude der udtrykte selvsamme holdning. Ikke fordi det var fokusset lige nu, men det lå i baghovedet... nej, fokus var som limet til den yngre elver, hvis flabede ord smøg sig om Rakaa og hans tanker. Om vinen smagte ham... dem der ikke kendte Rakaas mimik, ville beskrive hans ansigt så godt som upåvirket af ordene; fordi det var i sandhed en minimal trækning der gled over ham, noget der kun lod sig gøre af flere års træning i tålmodighed. Men det ikke desto mindre en trækning af irritation der formørkede hans blik og rynkede på hans næse. 

Troede han, at han var bedre end ham? Selvom Rakaa ikke nødvendigvis gjorde sig i stolthed, kunne han fornemme hvordan det kriblede i de gyldenbrune fingrer efter at reagere. Ikke nødvendigvis for hans skyld, heller ikke nødvendigvis for Isiodiths skyld - hun var ikke nogen skønjomfru i nød. Men for ungelverens egen skyld... troede Lyris virkelig at det var ham der var i kontrol her? Troede han virkelig, at han kunne starte en konflikt, og gemme sig for konsekvenserne - også selvom det var en konflikt med laverstående? Der var systemer, der var regler. Elveren knyttede hænderne imens tankerne larmede, men inden han nåede at sige noget igen, gled en feminin men skarp stemme hvislende imellem de to ørkenelvere, og tvang opmærksomheden til sig med myndighed og kold vrede. 
Rakaa's blik blev draget til Isiodith, der i månens lys glødede næsten overnaturligt, og stod et lille sekund og bare beundrede den intensitet hun forsvarede ham selv og hende med, inden at han rykkede blikket tilbage imod Lyris igen. "Du kan ikke gemme dig i din mors skørter, hvis din intention har forharmet vores gæster, Lyris" stemte ørkenelveren i, og kneb øjnene sammen igen. "Ældsterådet værdsætter sine gæster. Desuden.." hans stemme blev en tand mere hånlig. "Er en hvalp som dig ikke god nok til en kvinde som Isiodith; og bliver det aldrig" gled det over hans læber der krusedes i et provokerende smil imod den yngre ørkenelver. Vægten blev nonchalant skiftet over på det andet ben i en afventende holdning. Han kunne ikke være den første til at kaste et slag afsted... loven var ikke på hans side. Men skulle det komme til et vredesudbrud, var selvforsvar aldrig set ned på. 

En del af ham kæmpede en brav kamp for at fastholde sit blik på ørkenelveren så det ikke ubevidst ville glide tilbage på Isiodiths feminine skikkelse, eller den magt der hvirvlede omkring hendes højbårne nærvær. Som hun så ud i aften, med håret sat til fest og kjolen der smøg sig om hendes former - alt sammen noget der fik hende til at fremså nobel, var der ikke nogen der kunne sætte tvivl om skovelverens skønhed. Sådan så de finere familier ud, sådan bar de sig selv... elveren rystede umærkeligt på hovedet som reaktion på hans tanker. Modsat Lyris, der i Rakaas øjne, så klodset ud ved siden af hende. 

”Hvem siger, at jeg ikke er god nok med det, jeg har i tankerne? Som om jeg vil tage hende som hustru – det er jo bare for sjov. Det kender du da godt til, Rakaa”, sagde Lyris, i det den unge ørkenelvers blik forlod Rakaa og i stedet tog Isiodith i nærmere øjesyn; hans blik langsomt og sultent, som var skovelveren et stykke langtidsstegt stegeand med fedtet dryppende ned over det brune skind. ”Desuden, er det vist kun dig Rakaa, som vil gemme dig i min mors skørter og alt held og lykke med det. Som sagt, det er jo bare for sjov!” Lyris mørkebrune og hadske blik forlod atter Isiodiths skinnende skikkelse, for sigende at fæstne sig i Rakaas eget mørkeblå; som forsøgte han at videregive en besked med sine øjne alene.

Isiodith kunne ikke afgøre, hvad der præcis foregik i den nonverbale kommunikation. Det var umuligt for hende at hitte rede i Rakaas skikkelse, for stadig var han ulæselig for hende; som om et usynlige tæppe lå over hans høje, slanke skikkelse og slørede ham for hendes isblå blik. Og stadig snurrede Isiodiths indre sig sammen, for gang hendes flakkende blik søgte ly ved hans eget og blev skuffet, i det Rakaa aldrig mødte det. Hvad havde hun dog gjort ham, siden han pludselig var blevet frastødt af hende på så markant en måde?

Den lyse skovelver skridtede imellem de to mørkere ørkenelvere. Lyris lyste op, som var han overbevist om, at skovelveren nu ville gå med ham, men Isiodith fortrak ikke en mine, i det hun lod sit blik kollidere med den yngre elver – og sin magi brøle…

Det så karakteristiske isblå blik svandt ind, som de sorte pupiller åd sig igennem farven og i stedet satte sig dominerende i skovelverens øjne, så alt Lyris så var et tæt, altomsluttende mørke; et mørke i Isiodiths ellers krystalklare blik, som stod i en markant kontrast til hendes hvide hud, oplyst af den falske månes sølvlys.
Isiodith lod Lyris svælge i hendes nye, dramatiske udseende for et kort øjeblik, før hun lod et lille, skuffet smil indfinde sig i hendes ene mundvige – det så velkendte lærer-smil, det hun havde fortalt Rakaa om tidligere på ugen i en spøg – og dernæst tog enkelte, langsomme skridt mod Lyris.
”Det er min kæmpe pande, der gør udfaldet, ikke sandt? Det er derfor, du ikke vil have mig som hustru”, hviskede Isiodith syngende, som månens falske lys kolliderede med hendes sorte øjne og fik omridset af hendes pupiller til at reflektere som i et dyrs øjne. Pludselig skød Isiodith sin ene hånd op og ud i luften, så hendes spinkle håndflade var vendt mod Lyris og per instinkt trådte Lyris tilbage og ind i væggen; væk fra Isiodiths sølvglimtende, sortøjede skikkelse.

Lyris mumlede noget usammenhængende, hvorefter han drejede rundt på hælen. Ikke mange øjeblikke efter slog døren i hængslerne med et brag og Isiodith skævede til Rakaa over sin ene, blottede skulder. Atter var hendes øjne blå og smilet i hendes ene mundvige var lige dele drillende og beklagende, hvorefter Isiodith rettede ryggen med et spædt suk.
”Vi behøver ikke fortælle Lyris, at jeg faktisk ikke kan gøre skade på ham – vel? Det kan være vores hemmelighed.” 

Den slanke elvers øjne fulgte med opmærksomhed med i hvad der foregik imellem de tre elvere, og havde specifikt et blik på Lyris der i løbet af få sekunder skiftede fra kølig og fraværende arrogance, til et lynsnart glimt af forargt og vrede. Det som han havde i tankerne... de mørkeblå øjne lynede i tilbagevendt frustration over den rangforskel der var imellem Lyris og Rakaa, og den lærestreg han forjente at få - som i øjeblikket ikke kunne lade sig gøre. Flabede unge... Én gang var han allerede kommet i problemer med Lyris familie... en gang, og med et løfte om ikke at komme på tværs af familien igen. 
Derfor var den eneste lyd der kom fra ørkenelveren et fnys, idet han i et ryk vendte blikket væk fra Lyris og til et punkt bagved ham. Hånden knyttedes ned langs hans side, og de lange negle blev boret ind i håndfladen, som en fysisk barrierer der skulle afholde ham fra at teleportere ham selv og Lyris langt væk fra terrassens sikkerhed og højborgens beskyttelse. Havde det været en anden menig, havde historien udviklet sig anderledes op til nu. 

Måske skulle han bare kaste Lyris langt nok væk, til at det ville tage et par dage at komme hjem igen til fods. Rakaa legede med tanken, men det blev heldigvis ikke en realitet. Fordi pludselig skridtede skovelverens blege skikkelse ind imellem de solbrune elvere, og vendte sig imod Lyris. Med ryggen vendt imod ham, kunne Rakaa ikke se den magi der altfavnende omsluttede elverens øjne; men Lyris var ikke sparet for noget af oplevelsen. 
Hendes syngende stemme gled vuggende, ømt og rent ud i natteluften med ord der fik Rakaa's mundvig til at sitrer i indforstået humor. Som hun dog kunne sige det.... men... var hun ikke vred på ham? Det var ikke det rigtige tidspunkt at grine, men hendes ord og Lyris reaktion på hendes måde at vende tallerkenen på, gjorde det svært at holde det tilbage. Latteren lå boblende på hans tunge, men blev holdt igen af flere års erfaring indenfor facader. Lyris endte med at trække sig helt væk - og stadig uden at vide hvad der var sket imellem de to elvere, mødte Rakaa hendes blik med et overrasket udtryk i ansigt og øjne. Mødte hendes blik, for første gang i lang tid vel og mærke. 

Selvom de ikke havde talt sammen længe, væltede de isolerende isvægge ned omkring Rakaa ved den spæde øjenkontakt; en forundret og oprigtig lille latter fyldte rummet imellem dem ud. Tænk at sige det nu.. var det ikke ret typisk hende. "Nej, den hemmelighed tager jeg med mig i graven.." Kom det fra elverens dybe stemme, der stadig ikke forstod hvordan hun havde gjort det. Den ene hånd blev taget til hovedet, som han med en lille hovedrysten lod kører igennem de lange dreadlocsk idet han slog blikket ned imod jorden igen, en anelse flakkende omkring øjenkontakten. "Han lignede en der pludselig fik travlt..." tilføjede han, og kastede et kort blik på døren han havde hastet ud af, førhen at han med et suk rettede et splittet blik tilbage på Isiodith. "Har du.. også travlt?" prøvede han af med en prøvende stemme og et skævt smil. Et smil der indeholdt både selverkendelse om hvor uhøfligt han havde opført sig og en forsigtig invitation til at... snakke om det. Også selvom det ikke ligefrem var hans styrke. 

Elveren drejede sig halvt imod sit hjørne, rakte hånden frem og fik med et lille grønt lysglimt den fine vinkaraffel i hånden igen. Han ville ikke blive overrasket, hvis hun ønskede at komme tilbage til sit selskab og gilde igen fremfor at sidde i mørket med ham. Men ville hun... kunne de slå sig ned et sted. Elverens øjne gled over udsigten fra terrassen, inden det igen faldt tilbage på Isiodith. Prøvende rystede han med flasken med, et spørgende glimt i de mørke øjne. 

Isiodith smilede sagte og nikkede taknemmeligt. Hendes isblå øjne forlod dog ikke horisonten, velvidende at ørkenelveren øjensynligt snart ville tage sin afsked igen – eller måske snarere flygte, som stank hun langt væk af råddenskab og forfald, og kun den tavse kriger kunne lugte det. Da Rakaa dog stik imod Isiodiths forventning, i stedet inviterede hende til at gøre sig selskab, blev det klare blik forundret. For et langt øjeblik kunne den unge skovelver ikke andet, end at betragte Rakaa med de hjerteformede, buttede læber adskilt i en vantro mine.

”Jeg troede, at du var…”, udbrød hun lavmælt, hvorefter Isiodith ganske ufrivilligt rankede ryggen, om muligt, endnu mere og lod de spinkle hænder hvile mod hendes tynde lænd. Isiodiths ansigt kunne knap følge med i de mange følelser, som syntes at eksploderer i hendes indre og som alle eksisterede i modsætning til hinanden. Med en let hovedrysten forsøgte Isiodith dog at genvinde fatningen, hvormed hun omsider fik kvækket; ”jeg har ikke travlt.”

For et langt øjeblik forblev Isiodith dog tavs derefter, imens hun forsøgte at tæmme sit bankende hjerte. I grunden var det mærkværdigt, men at betragte Rakaas flygtende skikkelse til gildet, havde både såret og forvoldt Isiodith et altædende raseri, der ikke efterlod megen plads til tanker, som ikke omhandlede ørkenelveren selv. Hun forstod ikke – og syntes stadig ikke at forstå – hvad hun præcist havde sagt eller gjort, der kunne have resulteret i Rakaas opførsel. Mon han ville fortælle hende det nu?

Isiodith slap et tungt, næsten lettet suk, hvorefter hun i hastige skridt trådte hen til Rakaa og lagde sine hvide hænder på hver sin side af hans mørke kinder. ”Du er ganske ulidelig og forvirrende, ved du godt det?”, sagde Isiodith, i det et lille, varmt smil sneg sig over hendes læber og lod dem adskilles. ”Jeg… jeg har altså øjnene i hovedet! Tror du ikke, at jeg har bidt mærke i, hvordan du har undgået mig hele aftenen?”, spurgte hun dernæst i en hastig tilføjelse, hvorefter Isiodith slap sin tag omkring ørkenelveren og atter aflagde afstand mellem dem. Pludselig syntes hun en anelse mere bevidst om hendes følelsesudbrud og i et forsøg på at genvinde noget af den tabte kontrol, trak hun sit varme smil en anelse tilbage og foldede sine hænder foran sig.

Isiodith havde så meget at sige, så meget at spørge om, at hun et øjeblik var bange for at eksploderer af uvidenhed; en følelse den kontrollerede helbreder afskyede mere end meget andet. ”Jeg troede… jeg var fuldstændig overbevist om, at vi… hos Milas…” at vi var to dele af et stykke. At vi var ens, sjælevenner. 

Hendes ord fik de spidse ører til at sitrer kort, og selvom han halvejs havde vendt sig om imod det sted han havde siddet før, vendte han nu igen fronten imod skovelveren, og forunderligt blik i de mørkeblå øjne. Hun havde ikke travlt… men der var stadigvæk noget i luften, som den slanke ørkenelver ikke kunne sætte finger eller ord på. Dog gjorde Isiodith det for dem begge. 
Ved hendes pludselige nærvær veg elveren ikke tilbage, men blev stående. Øjnene hvilede vagtsomt over hendes lyse skikkelse, og et sted i baghovedet følte Rakaa hvordan hans kinder vagt brændte der hvor hun rørte ham. Men det kunne ikke fjerne hans opmærksomhed fra hendes ord. Hun tog det første skridt imod at nævne elefanten i glasbutikken, og Rakaa følte hvodan hans udtryk skiftede imellem et selvbevidst jah - jah han vidste han var forvirrende såvel som ulidelig, og en sørgmodig skygge over at have behandlet hende sådan. “Jeg ved det…” mumlede han, ubevidst om at det var en tanke der var blevet sagt højt.

Jeg troede…. ørkenelverens mørke øjne så hvordan hænderne foldedes i en lille fysisk barrierer imellem dem. Hun troede… og det var problemet. Selvom Isiodith ikke havde færdiggjort sætningen, kunne han ane hvad der havde ligget i hendes ord. Og det skræmte ham på samme måde som det havde gjort sidste gang.
Elverens udtryk formørkedes. Han var ikke nogen dans på roser, han var ikke noget lille lys i mørket der kunne guide andre. Nej, han var ikke så god af sig, som skovelveren havde sat ham op til at være, og stod han ved siden af hende, ville han nok dæmpe hendes lys fremfor selv at tage det til sigt. At hun forventede han var mere end hvad han var… det var dét der var det skræmmende. Om det var naivt af hende, eller en god facade af ham - se det kunne han ikke svare på.Men hendes billede passede ikke med virkeligheden om hvem han var. Med et suk tog Rakaa sig til hovedet og rystede umærkeligt på det. Spørgsmålet var, om hun skulle forblive i troen om hvordan han var, fordi det havde han af uforklarlige årsager stadigvæk lyst til - det betød noget hvad hun mente! Og det var meget lettere end at indrømme man ikke kunne leve op til hendes standarder som elver og person. Men indtil nu, havde det kun bragt hende mere smerte at undgå et mere sandfærdigt billede… så hvad helvede. Det hjalp ikke at snakke om det, så han måtte vise hende det.

Hun tog jo hjem snart, var det ikke sådan landet lå?
Idet den sidste tanke og overvejelse var gledet igennem ham, blev elverens skarpe ansigtstræk fortrukket i en mere studerende maske.. Stadig med en grad af beruselse der fik hans fingerspidser til at summe, blev hans sørgmodighed vendt til underliggende spydighed i hans smil. “Hvad troede du helt præcist, Isiodith..?” kom det en anelse provokerende fra ham, idet han afvisende rystede på hovedet. “Hvilke grunde kan jeg have haft til at undgå dig? -” fulgte han op med, og forsvandt kortvarigt i et grønt smæld. “- Hvis du virkelig tænker dig om, hvad ville så give mening, eh?” I endnu et lille smæld dukkede elveren op, nu henslængt henad teresserens rækværk og siddende opad en væg med det ene ben dinglende over kanten der vendte ud imod Thal'elor. Han vidste ikke hvad hun ville sige, men det var lettere bare at følge med hvad end hun forklarede hans forsvindingsnumrer med.

Hans blik sagde at hun var naiv idet han så på hende igen. Kunne han vække hendes vrede og forargelse over ham, kunne han få hende til at undgå ham fremfor, at han skulle undgå hende - jah så ville han ikke behøve at forklarer sig eller frustrationerne over at han ikke kunne følge med hendes uselviskhed. En doven løsning på et størrer problem.

Isiodith mærkede, hvordan hendes indre knækkede over på midten, som Rakaas mørkeblå øjne blev hårde. Følelsen var, for blot et øjeblik, lammende og som var hendes støvlebeklædte fødder sømmet fast til stengulvet under hende, kunne skovelveren ikke gøre andet end at betragte Rakaa forandre sig; se, hvordan det kolde og nedværdigende satte sig fast midt i alt det blå, som en beskyttende hinde; se, hvordan det fortsatte fra ørkenelverens øjne, nedover hans kønne ansigt, kun oplyst af den falske månes sølvstråler og som hendes hjerne omsider lod hende registrere, hvad Rakaa havde gjort, meldte smerten sin ankomst. Og den var tung; tungere end Isiodith kunne have forudset, og så ganske ulig nogen anden følelse, den unge skovelver havde haft. Afskeden med Sibalghym havde efterladt Isiodith med blot et spinkelt håb om genforening – og det havde været livgivende. Som Isiodith stod der, med Rakaas forsvindende skikkelse, hvis ord havde tilintetgjort det spinkle håb, tog hun sig selv i at måbe ved den realitet; at en ørkenelver kunne være ondere end den artsfælle, der i alle fortællinger, rygter og historier, skulle foragte hende mest.

”At du er en kujon.” Ordene undslap i en grådkvalt hvisken, før Isiodith nåede at tænke dem, og som blev hun også overrasket, tabte hun pusten. Salte tårer faldt fra hendes isblå øjne, der var store af ubehag og overraskelse, men skovelveren selv bemærkede det ikke. Urokkeligt hvilede Isiodiths isblå øjne på Rakaas henslængte og dovne skikkelse, og som de hvide hænder adskiltes – det var en kraftanstrengelse at holde dem sammen, Isiodith ikke kunne give -, således gjorde også de hjerteformede læber. ”Og hvor vover du… Hvor vover du at bruge mig som undskyldning”, sagde hun lavmælt, lige dele som en punkteret ballon og som den stolte kvinde, hun var. Velvidende at hendes ord var ligegyldige; Rakaa havde valgt hende som syndebuk, som den forklaring hun ikke havde krav på, tørrede Isiodith øjnene og rankede ryggen. For blot et øjeblik betragtede skovelveren den mørke mand, men hendes blik var kun fyldt med sorg og skuffelse. ”Jeg troede, at vi kunne have blevet venner og prøv ikke at fortælle mig, at du ikke følte det samme.”

Isiodith skar en svag grimasse i det lette lys og vendte dernæst rundt på hælen, og i det hun gjorde, vendte den omklamrende ensomhed tilbage. Den Sibalghym havde vist hende, at hun bar rundt på og den, Rakaa havde bekræftet stadig fandtes.

Man kunne ikke fremtvinge venskaber... man kunne ikke fremelske dybere relationer, og det var bestemt en dans der krævede to personer for at kunne løftes fra jorden til at starte med. Når så den ene af de to gentagende gange stak en kæp i hjulet, eller brændte de broer der langsomt blev bygget... jah så løb man på et tidspunkt tør for chancer. Brændt barn skyer ilden, og Rakaa kunne næsten fysisk hører det knæk der skabte endnu en sprække i det bånd han havde smedet med skovelveren. Endnu en til samlingen. For det var en forfærdelig behandling han smed hende igennem, og havde gjort hele aftenen. 
I hendes øjne blinkede tårer af både vrede såvel som sorg, og elveren lænede sig langsomt tilbage imod væggen og lod flodbølgen skylle over ham. Øjnene var nok lukket, men hans ører hørte hvert et ord Isiodith hviskede imod ham. Kujon, jah et mere passende ord kunne man nok ikke finde, når han ikke engang turde fremlægge den forklaring han skyldte hende. 

Den ene hånd holdt stadig om vinkaraflen, som ørkenelveren i en resolut bevægelse tog en stor tår af. Den søde smag af druerne trillede liftligt ned i en hals der føltes uendelig tør og tom for ord til at forsvarer sig. Han havde jo opnået det han gerne ville, Isiodith spyttede næsten hans navn fra sig, så hvorfor følte han sig stadigvæk så beskidt? Det var en absurd form for selvforsvar han udøvede der i manges blikke ikke nødvendigvis gav mening. Men Rakaa vidste deres venskab ultimativt ville ende med konfrontationer og diskussioner, sådan som alle venskaber gjorde... og han ville hellere miste hende nu - i den her diskussion, fremfor senere. 
Men hun er ikke din at miste, Rakaa Mal'rilen.

Tanken forskrækkede ham og talte som et lavmælt ekko af fornuft igennem hans sind. Han havde ikke engang givet hende muligheden for selv at bestemme hvorvidt deres venskab skulle forsætte, men taget valget for hende. Ironisk når han selv hadede at det skete, var det ikke? Forbandet være hende... skyldfølelse var ikke noget han bar rundt på, eller havde gjort længe. Elveren åbnede øjnene med et sæt, og så hendes skikkelse vende rundt i det flakkende lys omkring dem. Uden meget tanke, åbnede elveren munden. "Jeg skylder dig ikke noget, Isiodith!" røg det ud af ham, en snerren med dog en sårbar kant af frustration. Rakaas hænder knyttedes, idet at hans krop spændtes op som en buestreng. "Tror du at det er din ret? Har du krav på forklaringer - har du det krav på andre elveres ord og tanker?" elverens mørke stemme sitrede af mangel på tålmodighed; hvilket ikke var sket i flere århundreder. "Hvorfor har du ret til at lægge dine krav ned over mig?" fulgte han hastigt op med, og svingede nu begge ben over kanten så hans front var vendt imod hendes ryg. Stadig med den ene hånd holdende hårdt om flasken, tog Rakaa en vred tår mere af vinen og lod følelserne få afløb. Hvorfor skulle han have skyldfølelse ved at efterlade tingene sådan her?

Isiodiths fødder frøs fast til stedet, som Rakaas beskyldninger nåede hende; som skarpe knive i ryggen, syntes de at bore sig endnu længere ind, end ørkenelveres spydigheder blot få øjeblikke forinden, for dette var beskyldninger, end ikke Isiodith anede, hvad hun skulle stille op med.
For et kort moment stod Isiodith med dirrende hænder, ude af stand til at vide, hvad hun skulle stille op; skulle hun gå eller vende rundt?

”Det handler ikke om ret”, lød det omsider, i det Isiodith skævede til Rakaa henover hendes spidse skulder. De isblå øjne afslørede, hvordan Isiodith var punkteret som en flad ballon; der var ikke mere trods at give af, ikke mere stolthed at læne sig mod. Den unge skovelver var færdig, ude af stand til at finde hoved og hale i ørkenelveren, og en spæd tanke hviskede, at han var lykkes med – ja, hvad end han havde ønsket. Så hvorfor fortsatte han med at tale? Hvorfor forsvandt han ikke i sit grønne lysglimt og efterlod hende, når det var det, han ønskede?

Isiodith sukkede tungt men uhørligt, efterfulgt af en let, opgivende hovedrysten. ”Men jeg tog fejl. Jeg så… jeg så ting, der kunne vokse men som ikke fandtes. Jeg beklager, at jeg har overskredet den grænse. Det kommer ikke til at ske igen. Jeg forstår, at du ikke ønsker mit selskab og jeg respektere det. Du behøver ikke gå til yderligheder mere for at undgå mig. Jeg vil ikke opsøge dig”, sagde Isiodith, hvorefter hun atter lod til at betragte stenene, hvorunder hun stod. Det var umuligt ikke at mærke ensomheden komme krybende, dens klamme og gustne greb klistrende mod hendes hvide hud. Aldrig havde Isiodith ønsket, at være et andet sted end der, hvor hun var, men hun forstod pludselig, hvad den følelse betød; hvordan, at den rev en midtover, sled og hev i samtlige hjørner af ens sind, til man til sidst bukkede under og forsvandt i en panisk løb – hen hvorend det forsvandt og blev helet igen.
Erkendelsen var for et øjeblik altoverskyggende og Isiodith blev stående, omsvøbt i hendes egne tanker; om Rakaa, om Sibalghym, om den mørke fornemmelse i hendes bryst; den der hviskede, at en evighed pludselig ikke var megen værd – lille naive pige… så svagelig… så mærkelig… venneløs… ude af stand til at gå sammen med de andre… hvordan skal man tage dig alvorligt? Hvorfor troede du, at du var speciel? Hvad gjorde dog, at du kunne tro, at han af alle ville hives ned på dit niveau?

Omsider rømmede hun sig, hendes blik tomt, som hun kort betragtede Rakaa; stadig siddende på murværket over hende. Fortsat hviskede de forræderiske tanker af hende og Isiodith selv bed end ikke mærke i den melodiske remse. Der var så mange ord, der hvilede på hendes lyserøde tungespids men de nåede aldrig ud, før Isiodith skar en grimasse af sig selv og atter gjorde mine til at gå. Hun kunne ikke fortsat stå og stirre på ham – som en lille pige stirre håbefuldt på de andre legende børn – og som hun vendte rundt, slap de salte tårer endelig fri af de isblå øjne, i en lydløs, magtesløs strøm.

Det handler ikke om ret... elverens ører hørte hendes sårbarer ord, og mødte de isblå øjne med sine egne mørkeblå, jah næsten sorte i lyset og stemningen der hvilede omkring dem. Det handlede ikke om ret sagde hun, øjne ligeså slukkede som hendes krop og holdning der med en simpel forklaring kunne beskrives som nedbrudt.
Det handlede ikke om ret... ordene ekkoede smertefuldt igennem ham, og satte spørgsmålstegn ved hans indstilling. Rakaa knyttede sin hånd. Det handlede altid om ret, det handlede altid om magt. Følelsesmanipulation på det groveste, elvere var i sandhed værre end dæmoner til tider... du kunne ikke stole på deres ord eller alliancer. Se bare på ham selv og Verbatim. Der var ingen garanti for at hvad de sagde, var det samme som hvad de tænkte. Elvere levede en evighed, og med tiden havde hans artsfæller bevist at den største hævn og den største magt over andre tog flere år at planlægge - århundreder om nødvendigt. Han havde absolut ingen loyalitet til sine egne efter at have levet med dem i 800 år. Men dét var ikke grundlaget for Rakaa's vrede, forargelse og smerte over Isiodith.
Det bundede i mange ting, som et kompliceret liv med utallige oplevelser havde bygget op omkring ham. Smerten for at miste kendte alle til. Frygten for at holde af. Risikoen for at Isiodith blev en brik i Thal'Elors politiske spil - eller endnu værre; at hun havde været en af spillerne fra starten af. Hun havde alt for let krøbet ind under hans distancerede vægge... det havde været for nemt at være omkring hende, det havde været for sjovt. Så nemt kunne intet i verden være - det venskab hun tilbød var for godt til hvad han fortjente. Det kunne han se nu.
Derfor måtte den glæde hun fik lullet ham ind i, også være et bedrag sat i stand ovenfra. Det havde været aftalt spil at han havde skulle tage imod hende ved indgangen, det her var endnu et politisk rænkespil, som han skulle blandes ind i. Skyldfølelsen kendte dog den lille sandhed og pressede på - men han skubbede den fra sig, ligesom han altid havde gjort. Det her var meget nemmere at forholde sig til. 

Og her stod hun så og spillede uskyldig. Sårbar. Opgivende. Troede hun virkelig, at han ville falde for en smuk facade? Elveren trak i et næsten ondskabsfuldt smil, idet han lænede sig endnu mere op af hele den konspirations teori han havde fået bygget op omkring deres venskab, og slap den nu tomme flaske så den faldt imod stengulvet med et brag. Det hele gav mening, han fyldte alle de tomme felter ud. Med vin summende igennem årene, følelserne ude på tøjet og en bitter vrede over at føle sig både snydt og fanget på samme tid, dukkede Rakaa op bagved hende i et lysglimt, idet hun gjorde mine til at gå. Hånden greb ud efter hendes, men ikke for at holde hende tilbage hos ham. "Det handler altid om ret, Isiodith Lómadriethhiel. Og hverken du, eller ældsterådet eller nogen anden har ret til mine tanker. Jeg har ikke tid til at gennemskue dig... eller lyst" snerrede han, mørke øjne der svømmede i foragt for det billede han havde sat op af hende. Han havde været naiv, svagelig og alt for åben omkring hende... det skulle ikke ske igen. Han ville ikke leges med. 

Det gibbede ganske ufrivilligt i Isiodiths kjoleklædte skikkelse, som vinkaraflen kolliderede med stenen under sig. Braget var øredøvende i den trykkende stilhed, men det var i sandhed ikke det, der fik den unge skovelver til at spærre øjnene op i panik.
Hvad der føltes som end ikke øjeblikket efter, greb Rakaas stærke fingre om Isiodiths spinkle håndled, og med bankende hjerte og store øjne drejede hun rundt på hælen. Hendes buttede læber var let adskilte, i en måbende grimasse og for blok et sekund, stoppede Isiodith med at trække vejret i en let panik. Ørkenelverens ondskabsfulde, ja næsten hadske blik, var for meget at bære på Isiodiths tynde skuldre og fortsat, forlod lydløse, salte tårer hendes opspærrede blik.

Gennemskue mig? Tanken forekom Isiodith så absurd, at hun knap vidste, om den i grunden var hendes egen, eller om Zaladin selv hviskede i hendes spidse øre. For mælkehvide skovelver fandtes politiske intriger et sted i periferien af hendes eksistens, for aldrig havde hun selv, været en del af sådan et giftigt spil.
Som Rakaa umærkeligt strammede sit tag om hende, forsøgte Isiodith instinktivt at rive sin hånd til sig. ”Rakaa, du – det gør ondt!”, hviskede hun forfærdet, stadig lamslået af hans pludselig eksplosive vredesudbrud og den kyniske ondskab, han syntes, at betragte hende med. Som tryllebundet kunne Isiodith ikke andet end at stirre ind i Rakaas øjne, alt imens en ulmende vrede langsomt fandt vej tilbage til hendes petit skikkelse; den, der havde forladt hende i afmagt, blot en kort rum tid forinden.

Isiodith nåede end ikke at registrere sin egen bevægelse, før hendes hånd kolliderede med Rakaas mørke kind. Slaget gav genlyd igennem den smukke terrasses murværk, og Isiodiths hvislende, grådkvalte stemme fulgte troligt efter.
”Jeg har vandret med en mørkelver, der behandlede mig pænere end du! På intet tidspunkt lagde han sine hænder på mig, på intet tidspunkt gjorde han mig ondt! En mørkelver! Barn af Zaladin selv og den, der burde hade mig mere end noget andet! Og her står du, en allieret, en ven, og beskylder mig for, jeg ved end ikke hvad! Hvor vover du! Slip mig dit uhyre.”

Et velplaceret smæld og hele hans syn drejede til venstre og ud i mørket, hvor små prikker kortvarigt dansede. Hele hans ansigt fulgte med, og det sted hvor Isiodith havde ramt, begyndte en prikkende og brændende fornemmelse at forme sig. Slaget havde været hårdt nok til at sende sit ekko ned igennem terressens murværk, og selvsamme ekko ekkoede igennem hans sind og tanker de følgende sekunder. Det var lang tid siden han var blevet slået sådan.... det umiddelbare udtryk af forskrækkelse, skiftede langsomt til erkendelse desto flere lange sekunder gled forbi. Så ord var ikke længere nok? Øjnene flakkede imod hende og hendes røstende stemme. Og desto mere hun talte, desto mere formørket blev hans skarpe ansigt, hvert eneste ord som en spand koldt vand der fulgte med over hans brændende ansigt og kind.

Hans hånd gled næsten instinktivt op for at røre det hævede område, der på trods af den dæmpede belysning, nu begyndte at summe i en rødlig tone. Ørkenelveren var ikke i tvivl om hvor synligt det ville være, skulle han først træde ud i lyset - og en lille del af ham noterede sig at hendes arme ikke kun var til pynt; hun havde mere styrke i sig end hvad han først havde antaget. Men en anden og meget større del, fik nu et ambivilent smil til at tvinge hans mundviger opad. Når du ikke vidste hvilket udtyk der ville komme frem på dit ansigt, så bare smil. Det var nemmere. Tag ikke fejl, det var ikke fordi han så noget morsomt i hele den her situation - det var ikke derfor han smilede. Men hvad var den rigtige reaktion på hendes ord og anklager? Tårer? Undskyldninger? Forklaringer? En mørk og klam hånd strammede sin hånd om elverens hjerte, og mindede ham om hvor lidt anger og skam han helt reelt følte. Elverens smil sitrede anstrengt. Det alene var et tegn i sig selv, var det ikke? Han kunne ikke tage så gevaldigt fejl, og stadigvæk føle sig så berettiget som han gjorde.

"En mørkelver? Du har vandret med en mørkelver?" kom det hvislende imellem elverens tænder, hvis ansigt dog stadigvæk var trukket i absurd maske af misvisende glade linjer. Det var dog mere en konstatering end et spørgsmål. Rakaas hånd der stadig lå fastlåst om hendes, strammede sig en anelse mere. At sammenligne ham med et af de bæster, det var lavt. Alt godt de gjorde, ville skinne som en solstråle i nattens mulm og mørke. "Du er så naiv... så hamrende naiv, at jeg ikke så det før nu" fulgte han op med, og slap hende som om at han havde brændt sig på den blege hånd. "Men det er sådan du gør, ikke sandt?" tålmodigheden løb som fine små sandkorn igennem det sidste timeglas der var vendt indeni Rakaa, og den var ved at rinde ud. Hvor vovede hun, var de rigtige ord at bruge. "Du er som en...." Rakaa afbrød sig selv, men hørte tydeligt ordet parasit i tankerne. "Du luller folk ind i billedet af at du er forsvarsløs. Hvis du kan gå i fred og tryghed med en mørkelver, skal du ikke være overrasket når du ikke kan gå med os... så ved man godt hvor man hører til, ikke sandt?" stadig med et smil trukket op, kunne Rakaa ikke undgå at se en tand sadistisk ud ved de sidste ord, og i en hurtig bevægelse trådte han så tæt på hende som muligt, uden at give hende tid til at svarer.


"Men tillykke, Lómadriethiel. Det her var hvad du ville, ikke sandt? Du har ingen grund til at være ydmyg mere - så smil! Når du aflægger din rapport, har de endelig noget at holde mig tilbage med... så smil, i stedet for at se så forbandet svag ud!" Rakaa havde ikke vundet nogen diskussion her. Han havde tabt noget så grusomt, og var ved at brække sig over hvor misvisende de store blå øjne var. Hvis hun var den der skulle have snydt ham - som han følte det var, skulle hun i det mindste stå ved det, og ikke beholde den maske af gråd og afmagt. 

Isiodith stod fortsat og stirrede lige dele forskrækket og måbende på ørkenelveren, som dennes ord haglede ned over hende. Som de forlod hans kønne men forvredne læber, blev de til skarpe dolke, der trængte ind i alt af Isiodiths bløde væv og efterlod grimme sår tilbage. For et langt øjeblik ænsede Isiodith end ikke, at Rakaas tag om hendes håndled tog til i styrke; alt hun så, var hans hadske mørkeblå blik og alt hun hørte, var de iskolde beskyldninger.

Du er så naiv… så hamrende naiv…

… så ved man godt, hvor man hører til, ikke sandt?

Så smil i stedet for at se så forbandet svag ud!

Uden at registrere det, tog Isiodith et skridt væk fra Rakaa, der tårnede sig mørkt og frygtindgydende op foran hende. Hendes vejrtrækning var overfladisk og fortsat løb de salte tårer, som var der ingen anden vej for dem og som måtte de flygte ned af hendes hvide kinder. Samtlige af hendes ord – hendes benægtelser – var klistret fast til indersiden af hendes hals, og de buttede, hjerteformede læber let adskilt, som forsøgte hun at tale men ikke kunne. For, hvad kunne Isiodith sige, der ville få Rakaa selv til at se fornuft? Håbet om, at han ville lytte til hende, havde for længst forladt hende og Isiodith mærkede opgivelsen sætte sig fast i hende. Denne gang vidste hun, at den var kommet for at blive.

Omsider rystede hun spædt på hovedet og rev sine isblå øjne væk fra ørkenelveren. Hendes hænder dirrede let, og Isiodith bemærkede straks, hvordan hun følte sig… beskidt. Beskidt og svagelig, som dengang Lýris havde proklameret, at Isiodith aldrig ville overleve mødet med Sibalghym, uvidende om at hun selv – og mørkelveren – havde hørt det hele.
De våde øjne gled ned til træarmbåndet, der var viklet kunstfærdigt om hendes spinkle håndled og pludselig forstod Isiodith også, at Rakaas ord havde forvold skade på Sibalghym selv. Sibal. Måske det tætteste, hun nogensinde var kommet på en ven, der ikke havde set hendes mindre skikkelse og dømt den uduelig.

Realiteten gav Isiodith sin luft tilbage; klumpen i halsen fortrak sig og atter genfandt hendes blik Rakaas eget. Hun stak sin arm op til sit bryst, så armbåndet lagde sig mod hendes lille barm. ”Han lavede det her til mig, fordi jeg var ked af det og hans navn er Sibal. Jeg har intet imod, at du ser mig, som laverestående og som en mide, der må følge de mørkelviske bæster. Du har vist mig, at det er der, jeg høre til og det gør mig ikke ondt. Det her armbånd er mit kæreste eje.” Isiodith vidste ikke selv, hvorfor netop disse grådkvalte ord var så vigtige, men det var de og aldrig havde Isiodith sig så… sikker i sig selv. Sibalghym var mange ting, men for Isiodith havde han været altafgørende i alle aspekter af hendes liv. ”Jeg savner ham hver dag, velvidende at jeg aldrig vil se ham igen.”

Et lavmælt hulk brød derefter igennem hendes buttede læber, nærmest som tabte hun pusten, og Isiodith skar en grimasse af skam. Dernæst vendte hun rundt på hælen og skridtede målrettet mod døren, til trods for at hendes skuldre hang slapt omkring hende.
”Jeg ved ikke, hvem du tror, jeg sladrer til. Jeg ved ikke hvad, du tror, jeg sladrer om –”, lød det grådkvalt, i det Isiodith lagde sin hvide hånd på dørens håndtag og kort betragtede Rakaa i en sidste, stille farvel. ”På et eller andet tidspunkt finder du ud af, at jeg ikke er den, du tror, jeg er.” De sidste ord blev efterfulgt af nogle, som Isiodith udtalte i en ældre skovelver dialekt, velvidende Rakaa øjensynligt aldrig ville forstå dem eller værdsætte dem, skulle han gøre netop det; ”Alt held og lykke på din rejse, min ven.”

Der var en god potion stilhed efter hans ord, hvor at den eneste reele lyd var det forsvindende ekko der hamrede imod væggene ved terassen. Ørkenelverens vejrtrækning var tung, hans hjerterytme var steget i tempo og alligevel gjorde han en dyd ud af ikke at nærme eller røre mere ved skovelveren foran ham. Han nægtede. Der susede en giftig blanding af følelser igennem ham, og hver gang Isiodith åbnede munden blev det kun værre. Hånede hun ham ved at spille dum? Bevidst om højdeforskellen imellem dem, så Rakaa ned på hendes måneblege ansigt. Var det en sidste krampetrækning, nu hvor hun skiftede emne?

Selvom han prøvede at lade ordene glide ind af det ene ører og ud af det andet, sad de fast. Hendes armbånd, elverens blålige øjne gled køligt hen over det lille træarmbånd, der prydede det tynde håndled, og med et fnys gled en snerrende grimasse over hans mørke ansigt. "Dit kæreste eje..." hvislede han i en gentagelse af hendes ord, dog meget mere giftigt. Fordi gift var hvad Rakaa lod glide af sin tunge, og det ætsede langsomt og stødt elverens forsvar ned. Og til sidst brød det sammen omkring hende, og hun vendte om for at stikke af. 
Den solbrune elver mærkede et sus af tilfredshed - den tilfredshed man inderst inde slet ikke var berettiget til, men skammede sig lige nu ikke ved det her resultat. Hun talte for døve ører idet døren med et lille klik lukkede, og Rakaa pressede et smil frem over læberne.

Han havde aldrig gået op i at vinde en diskussion, det havde aldrig været et sats for ham, men diskussionerne havde heller aldrig handlet om ham selv... og der var nu noget tomt og utilfreds der gnavede i ham, selv efter at have sat sig.
Rakaa sad længe efter, men kunne efter et par timer - og en ny flaske vin efter, konkluderer at den nagende følelse stadigvæk ikke var forsvundet eller drukket væk, hvilket fik ham til at søge ud af det fine palæ og ned imod Thal'Elor's nedre bydel.