Det havde været en lang vinter, ikke at Charlene havde haft meget at klage over da hun havde haft nok med klienter at tilfredsstille, hvilket til gengæld havde givet en ok slant penge til overs når hun havde betalt af til Vigdis. Penge hun havde brugt noget af på til at bestille nyt tøj hos en skrædder hun var faldet over på markedspladsen, tøj der ville være mere passende og lokkende nu det var ved at være sommer og hun generelt var ordentligt udlært som glædespige. 

Det var derfor markedspladsen Charlee var på vej hen til denne dag, hvor der alligevel ikke var så mange der svang forbi bordellet, det skete mere om aftenen, og så længe hun huskede at holde øje med solen skulle hun nok være tilbage på bordellet med det nye tøj, i tide til at kunne betjene hvem end der ønskede det. 
Et muntert smil dansede på hendes læber, mens hun livligt bevægede sig gennem de befolkede gader mod markedspladsen. Håret var flettet i en enkelt fletning der gik langt ned af ryggen på hende, en simpel kjole og en ulden kappe over hendes skuldre.. det var jo ikke helt sommer endnu og det kunne stadig mærkes på de briser der kom engang imellem, noget den kuldskære kvinde ikke var helt så glad for, men i det mindste var det bedre end hård vind og øsregn, om hun personligt mente der havde været nok af den forgangne uge, hvilket da gså var grunden til at det var taget hende så lang tid at komme tilbage til markedspladsens mange boder, og hente sit tøj ved skrædderen. 

Tiden var kommet hvor Sawyer var nødsaget til at rejse til Dianthos igen, hans forsyninger var ved at løbe ud derhjemme på smedjegården. Han manglede snart det hele, foder til hestene, stål til smedjen, mad til ham selv, strøelse og vigtigste af alt et nyt fad øl til at nyde hjemme i fred og fordragelighed. Han var rejst fra smedjegården et par dage forinden sammen med sin sorte hingst Zion, der var spændt foran en vogn til alle varerne. Det var ikke den mest behagelige rejseform, vognen gav ikke efter, det hoppede og tog længere tid end uden vognen, men den var et nødvendigt onde på denne rejse.

Efter at have indlogeret sig selv og Zion på en kro, havde de begge fået en god nats hvile, inden dags gøremål stod for skud. Han havde vasket sig tidligt på dagen, trimmet det velplejede skæg og flettet de to fletninger på hver side af hans hoved på ny, så han igen følte sig præsentabel, var han trukket i en poset hvid skjorte, hvor de øverste knapper stod åbne, da vejret var overraskende varmt denne dag, af bukser havde han et par sorte der sad lettere løst og blev holdt oppe af et bælte, i den ene lomme lå hans skindpose fyldt med krystallerne han måtte bruge, mere af nød end af lyst, og slutteligt de sorte støvler, der efterhånden var gået godt til. Efter en bid mad og et stort krus med mjød, forlod han kroen med rank ryg og den altid afmålte mine over sit ansigt. Indtil nu havde han undgået alle unødvendige samtaler, men han vidste hvordan folkene i Dianthos var, de elskede at snakke og ofte måtte han efterleve deres lyst for at få de bedste priser.

Han fik med rolige bevægelser ned imod markedspladsen, han kunne allerede høre de mange mennesker, der var en vældig postyr som altid, og han gjorde et lille suk og rystede svagt på hovedet. Det skulle nok gå, så længe han gjorde sig umage for at være imødekommende.

Der var som altid mange folk på markedspladsen, det kom ikke som den store overraskelse for Charlene, der smøg sig behændigt ind og ud af de større grupper hvor folk valgte at stoppe midt i det hele og holdte gruppe samtaler, en ting hun aldrig helt havde forstået at mennesker havde e trang til at gøre, men hey det var vel naturen når noget skulle diskuteres. Om det var lån af krystaller eller prutten om priserne eller væddemål. 
 Hun stoppede nysgerrigt ved nogle smykkeboder. Godtnok havde hun nok smykker hjemme på bordellet, men det var typisk gaver fra klienter, nogen gange kunne hun godt føle for selv at vælge hvordan hendes smykker så ud, for det var bestemt ikke alle mændene der havde en god smag når det gjaldt smykker, mens hun hos nogen mistænkte at smykkerne var nogen de havde taget fra deres kones smykkeskrin, men dem om det. 

Hun løsrev sig fra smykkerne. Det var tøjet hun var kommet efter, ikke smykker, i al fald ikke for nu. De store øjne gled søgene rundt imens hun gik, indtil hun endelig fandt skrædderen. De hyggesnakkede lidt inden hun fik udleveret tøjet; et par sæt der var lidt mere vovede end hvad er typisk blev set på folk i byen til dagligdagen, ikke medmindre man befandt sig ved bordellerne. Det ene sæt var a tyde stoffer og med tydelig inspiration fra Rubinien, mens det andet sæt var langt mere eksotisk og inspireret af Topalis og hvad hun havde hørt at folket der gik klædt rundt i. Hun havde aldrig selv været der så hun vidste det ikke selv med sikkerhed. Hun betalte det resterende sjat krystaller mens klæderne blev lagt i en billigt udseende kurv, og rakt over bordet til hende. 
Hun smilte varmt til skrædderen, takkede ham og mindede ham om at han vidste hvor han kunne finde hende, inden hun drejede rundt på hælen, uden helt at se sig om og stødte hovedkluns ind i noget... Nej.. Nogen, stor og bred. I et kort øjeblik stirrede hun bare lettere paf ind i de hvide skjorte med det nærmest lokkende udsyn til toppen af hans brystkasse, hvad hun umiddelbart kune vurdere på hvad hun så var at det her var en veltrænet mand. Charlene hævede blikket med et lidt undskyldende smil. " Hov.. Det må De undskylde. Jeg fik vidst ikke set mig helt for. Er De okay?"  Dybgrønne øjne søgte uden forbehold op efter de blå, siddende i et ellers ganske attraktivt asigt, også selvom manden tydeligvis var ældre end hende.

Optaget af sine egne tanker, bevægede Sawyer sig imellem de mange mennesker, fordelen ved hans størrelse var at han kunne se hen over hovedet på langt de fleste i hovedstaden, hans højde og bredde var atypisk, men ikke destomindre en fordel for ham, da det virkede til folk veg fra hans vej uden han behøvede zigzagge udenom nogen. Hans vejrtrækning var tung, men rolig som hans blå øjne gled fra bod til bod, mens han søgte efter skrædderen. Han trængte til et par nye skjorter, og håbede til en forandring at han ville ligge inde med nogle i hans størrelse, ellers måtte han få taget nogle mål og hente dem inden han rejste hjem. Høet til hestene kunne han skaffe ved kroen, som også havde det ølfad han skulle bruge, så han ikke behøvede slæbe på de tunge ting igennem hele markedspladsen.

Han fik øje på skrædderen, og for en stund så det ud til at få forrygende for ham denne gang. Der havde ingen forstyrrelser været, ingen som havde kaldt efter ham i forsøget på at sælge noget, men bedst som hans humør steg lidt, mærkede han en skikkelse støde ind i ham. Lettere forundret, greb han instinktivt om hendes arme for ikke at hun skulle risikere at falde, selvom han måtte indse at hun formåede at holde sig på benene. Han rømmede sig ganske let, inden han slap hendes arme lige så hurtigt som han havde grebet om den, og foldede dem let bag på ryggen. 

Han betragtede den unge skikkelse foran ham, en kvinde der tydeligvis havde haft samme mål for øje som ham selv, skrædderen. Hans blik faldt på den kurv hun bar i den ene arm, men han flyttede hurtigt blikket tilbage imod kvindens ansigt, ved synet af hvad slags tøj det var, for det gav ham ikke lige frem indtrykket af at være almindeligt hverdagstøj til indkøbsture, tvært imod så det meget... lettere... ud. Normalt skulle der meget til at ryste Sawyer, men når det kom til kvinder vidste han ikke meget, han havde kun været sammen med sin kone, og det var 17 år siden hun var gået bort. "Om forladelse Frøken, det er vidst mig der skylder Dem en undskyldning for ikke at se mig bedre for.." lød det fra ham, og selvom stemmen var dyb og normalt altid helt fattet, følte han sig alligevel ude på dybt vand. Han trådte et lille skridt tilbage, i forsøget på at skabe lidt plads imellem dem så han ikke havde et pænt udsyn til hendes kavalergang mere. Kjolen hun bar var ganske pæn, lå godt til hendes krop men han studsede dog kort ved den længde, som den stoppede over hendes ankler, men han sagde ikke noget. Trods hans mange år alene, faldt det ham ikke ind at være respektløs overfor kvinder, selvom hans tone til tider kunne være brysk.

Et lille skævt smil gled over Charlenes læber da hun godt bemærkede at han havde været hurtig til at slippe sit tag i hendes arme, nærmest som havde han brændt sig på hende. Gestussen havde nu alligevel været sød nok, selvom hans holdning efterfølgende mere mindee om noget ra militæret. Mon han var en kriger? Det kunne forklare en del om hans muskler, og dog alligevl ikke helt. 
Hun gjorde et lille kast med hovedet, " Nej det er da mig der forlod boden så burde jeg have set mig for. " Om hun havde bemærket hans blik på hendes indkøb var ikke helt til at sige. Til gengæld havde hun godt bemærket hans blik på hendes kavalergang og kunne ikke lade være med at tage det som en tavs kompliment, hun trådte til siden for ham i samme øjeblik han trådte tilbage hvilket fik et lille grin fra hende.   

Blikket fulgte hans hen til skrædderen. " De mangler nyt tøj? Så spørg efter Lars, han arbejder hurtigt og effektivt uden det går ud over kvaliteten eller prisen. " Rådgav hun venligt kæmpen. 

Sawyer fik hurtigt indtrykket af ingen af dem ville give sig, så i stedet for at presse på med sin undskyldning, gjorde han i stedet blot et lille accepterende nik over hendes ord. Lettere utilpas med situationen, vred han let den ene skulder lidt inden han lod blikket vandre rundt på de mennesker omkring dem, ingen synets videre interesseret i det lille sammenstød eller deres samtale, alle var de for optaget af deres eget til overhovedet at se rundt, inden hans blik atter endte ved den unge kvinde, som han anstrengte sig lidt ekstra for at holde blikket ved hendes grønne øjne. 

Den måde de begge havde trådt væk fra hinanden, fik et svagt smil til at trække i den ene mundvige på ham, ikke længe men nok til den opmærksomme ville opdage det. "Tak for Deres råd Frøken, det vil jeg gøre.." svarede han ganske roligt, før hans blik gled over imod skrædderen. Han slap nok ikke udenom at skjorterne måttes syes efter mål til ham, men hvis det hun sagde var rigtigt, skulle han forhåbentligt ikke vente i flere dage på nogle enkle skjorter. "Er De færdig? Jeg vil nødigt snyde mig foran, hvis De..." Lød hans stemme helt roligt, som han kom i tanke om det tøj i hendes kurv, han kunne have slået sig selv i panden det øjeblik, men han bevarede fatningen og slap ikke den ranke positur. 

Charlene fulgte hans blik ud over markedets masse skarer af liv, hvad mon han kiggede efter? En undskyldning for at gå? Hun bemærkede godt at han havde svært ved at holde øjenkontakten, da et andet sæt 'øjne' nok var mere tiltalende. Hvis der ikke skal mere end en kavalergang til at distrahere ham så må han være trængende. Tænkte hun konstanterende for sig selv.  

Hun nikkede og sendte ham et bredt smil da han spurgte om hun var færdig og løftede sigene kurven op foran sig. " Jeg er færdig her, træd De bare ind. " Den unge kvinde kunne ikke lade være med at være nysgerrig efter at se ham i bar overkrop. Hvis han trådte ind i bodens mere private område kunne hun måske snige sig til et syn af ham når han fik taget mål..? Hun tvivlede i al fald på at Lars havde skjorter i kæmpen størrelser. Hun trådte lidt væk fra boden for at give ham plads, men også samtidig for at lade blikket glide søgene blandt markedsgængerne igen, for at holde øje med om der skulle være nogen rovdyr i nærheden, der ikke var bundet eller i bur.

Han gjorde et vidende nik, som han godt havde indset sin egen fejltagelse allerede inden han fuldført sætningen. Han lod den ene hånd forlade sin plads på ryggen, og rakte ud efter hendes slanke hånd, der næste forsvandt i hans, han førte den op imod sig inden han bukkede sig let og placerede et kys på håndryggen. "Jeg håber De får en dejlig dag unge Frøken.." lød det roligt fra ham, inden han igen slap hendes hånd, og forsøgte sig med et lille smil der trak let i den ene mundvige før han vendte sig imod boden. 

Han trådte roligt derhen ind i boden, hvor han blev mødt af en ældre mand. "Jeg blev anbefalet at spørge efter Lars.." lød det afmålt fra ham, som den mere varme side var fjernet fra jorden overflade igen. Han havde ikke tid til at spilde kostbar tid, og blot ende med at betale mere, og heldigvis viste det sig at være Lars han var stødt på. "Jeg skal bruge 3 nye skjorte som denne.." fortsatte han, inden han blev vist lidt længere ind, for som frygtet kunne de ikke klare en skjorte til hans størrelse. Han knappede hurtigt og effektivt de sidste knapper op i skjorte, inden han trak den op fra bukserne, da de var kommet lidt mere afsides hen. Hans overkrop var tydeligt markeret, men bar også flere ar både foran og bagpå fra sværd, pile og knive han havde mødt under sin tid i hæren. Alle var de for længst helet og falmet i farven, så de ikke stod ud fra hans hud længere. 

Skædderen var hurtig til at gå igang med at tage mål, rundt om hans brystkasse og rundt om livet på ham, overarmene og længden fra hans skuldre og til håndled, hvert et mål blev noteret ned med det samme, imens de fik afstemte hvilke farver og detaljer han ønskede, hvilket var simpelt. Hvide skjorter uden nogen detaljer, blot simple hele vejen igennem, ingen lommer, ingen mønstre. Han bemærkede ikke det nysgerrige blik der havde fulgt ham ind i boden.

Charlene blinkede lettere forvirret da han tog hendes hånd og kyssede den. Havde hun været yngre havde hun nok også rødmet, men det skete, gudskelov, ikke denne gang. Hun betragtede let deres hænder sammen. Følte nærmest en sær form for tryghed bare ved at have hans hånd i sin. En let uøvet neje kom fra hende. " I lige måde hr. "  hun besvarede det lille smil.

I det øjeblik han vedte ryggen til og begyndte at gå ind i boden og snakke med skrædderne gik hun selv lidt mere afsides, gemte sine varer bag et par tønder med uld, inden hun gennemgik forvandlingen til svale. Det var meget lettere at betragte manden i denne form, skrædderne ville ikke blive så sure over en fugl i boden som de ville blive over en belurende person. Hun fik moslet sig ud af bunken af sit tøj og fløj op på teltvæggen der skillede til den mere private område. det lille fuglehoved blev vippet fra side til side som hun betragtede hans ar. Der var mange, godt nok ikke nye som hun kunne se det, men bestemt noget der ville have gjort ondt. 
Hun følte pludselig en trang til bare at kramme ham og sige at alt nok skulle gå, men holdt sig i skindet, eller fjerene, for nu. holdt blot øje indtil han begyndte at tage skjorte på igen hvor hun fløj væk, tilbage ned i sit tøj, moslende anstrengt rundt i det inden hun gled over i sin menneskeskikkelse igen, lettere forpuset og med lettere forpjusket hår som hun hev fletningen ud fra under tøjet og rettede på kjolen. 
Hun bukkede sig ned efter sin kurv, og gik hen til en nærtstående bod, en af de boder hun havde været før, for at se på smykker, hvorfra hun kunne snige sig til at betragte manden igen. 
Overvejende sit næste træk. 

Sawyer, bemærkede lyden af en fugl der kom baskende ind, men han stoppede ikke for at se efter den, fulgte blot skrædderens ordre om hvordan han skulle stå for at han kunne måle færdigt. Heldigvis havde den unge kvinde haft ret, han var ikke kun hurtig og dygtig, men også yderst professionel, idet han ikke spurgte en eneste gang til de mange ar, men blot fokuserede på sit arbejde, præcis som Sawyer selv foretrak det derhjemme.

Da han var færdig, trak han roligt i skjorte igen, han knappede den med rolige bevægelser, som han lyttede til skrædderen, der forklarede for ham hvornår han kunne komme tilbage igen og hente dem, allerede sidst på dagen. Han gjorde et lille nik, inden han spændte bæltet op for at løsne bukserne, så han kunne stoppe skjorten omhyggeligt ned på plads, at gå ud derfra uden at være helt anstændig kunne han ikke drømme om, så da skjorten først var på plads, spændte han bæltet igen og gik ud. Han betalte skrædderen halvdelen på forhånd, og aftalte at betale den anden halvdel når han kom og hentede dem. Tilbage var der blot at håbe kvinden havde ret, af det var en hæderlig mand han havde handlet med. De gav hånd, inden han vendte omkring for at forlade boden igen.

Denne gang, stoppede han dog op og lod blikket glide rundt, så han ikke ville støde ind i en ny person. Kvinden så ud til at være forsvundet, eller det gjorde det hvert fald ved første øjekast, men han bemærkede hende ikke langt derfra, ved en smykkebod. Han rettede sig en smule op i kroppen, som hans blik hvilede på hende, der var noget der var anderledes? Hendes hår, det virkede næsten pjusket? Han rynkede svagt i panden, da han ikke kunne se hvad årsagen kunne have været, og bedst som han stod fordybet, bemærkede han hvordan hun ligeså så imod ham. Han rømmede sig let og vendte blikket væk fra hende. 

Charlene var lige ved at skulle sænke blikket for at 'se' på et armbånd, da hun kom til at danne øjenkontakt med kæmpen. Åh nej! Ved han noget? Hvorfor stirrer han sådan?! 
En nervøs rødme steg op i hendes kinder, mens hun tvang sit blik væk ogforsøgte at rette lidt på sit hår. Vidste han at hun havde luret på ham? Hun håbede det ikke? Jo, hun ville gerne lære ham bedre at kende, se mere af ham, men hun ville ikke risikere hans vrede. 

Hun tog et par dybere åndedrag inden hun forsigtigt skævede op imod ham igen, et smil formede sig på læberne igen, mens hun lettere fraværende købte armbåndet nok til mere end hvad den reelt set var værd. Den blev placeret under en af outfitsene i kurven, så langfingrede tyveknægte ikke kom på gode ideer. Hu hankede let op i kurven inden hun valgte at gå tilbage til kæmpen. " Nåh, havde jeg så ret? Hurtig og professionel behandling?" 

Den rødmen han havde spottet i hendes kinder, hvorfor? Det var længe siden han havde fundet sig selv i en position som denne, hvor han faktisk havde været usikker på sig selv, og hvad han burde gøre. Kvinden så ikke meget ældre ud, end hvad han kunne have været hender fader, så hvorfor denne interesse i ham? Han så tydeligt påvirket ud, som han vendte ansigtet helt væk og førte den ene hånd op til skægget hvor han gned sig let over hagen og kinden. 

Han nåede dog ikke megen betænknings pause, før han hørte skridt komme i hans retning, han turde næsten ikke kigge i frygten for det kunne være hende, for han vidste virkelig ikke hvordan han skulle slippe ud af den knibe, men lyden af hendes stemme fik ham til at lukke øjne ganske kort, inden han åbnede dem igen for at vende blikket imod hende. "Ja, det havde De, igen mange tak.." svarede han stille, inden han rankede sig op og foldede hænderne på ryggen, for at holde lidt fast i sig selv og sin egen fatning. Hvorfor kunne han ikke bare afvise og sende hende væk, som han gjorde med alle andre der kom i nærheden? Han hævede blikket hen over hende, som gjorde det det lettere at fokusere. "Hvis De vil have mig undskyldt, jeg må hellere komme videre så jeg ikke optager mere af Deres tid.." Han prøvede virkelig at være høflig i sit valg af ord, for ikke at gøre hende sur. Begyndte hun først at skrige op, eller lave en scene vidste han ikke hvad han skulle stille op.

Charlene blinkede let over hans kropsprog.
Var han blevet forfjamsket eller hvad var der lige sket der? 

" Det var så lidt." Hun havde godt bemærket hvordan han tidligre havde skævet mod tøjkurven engang imellem. " Hvis De vil have tid på et tidspunkt, måske senere? Kan jeg vise Dem mine køb og De kan selv bedømme kvaliteten? " Foreslog hun uden tøven, faktisk var det først efter sætningen var ytret at hun bemærkede hvad hun lige havde sagt.  Mentalt slog hun sig selv i baghovedet. Vigdis ville have vrænget af hvad hun havde gang i. Det var hun sikker på. Hvorfor var hun også så interesseret i ham..? Det var ikke kun hans udseende.. Der var et eller andee andet ved ham, noget.. Nærmest hjemligt..?

" Deres accent..? De er  ikke her fra byen er De? Hvad har De af ærinder her, udover skjortekøb? " 
Som han undskyldte sig kunne hun ikke lade være med at slå en latter op. " Tid, tid har jeg så rigeligt af, det er vidst mere Deres dyrebare tid jeg tager? " Hun førte en hånd op foran sin mund i et forsøg på at få mere kontrol over sig selv og sin latter. Nej hun havde bestemt ikke travlt før solnedgang og der var stadig nogle timer til det.

Lige nu ville han elske at kunne skjule sig på en kro og hælde det ene krus af mjød ned efter det andet, men da ordene slap over hendes læber spærrede han øjne let op, helt forbavset og uforberedt på hendes ord. Havde han givet hende det indtryk? "Frøken jeg håber ikke jeg har givet Dem det indtryk... Det er ikke.. Altså jeg.. Det er pænt af Dem, men..." Hans stemme var blevet mere hæs og dyb, som han mistede fatningen og for første gang i utallige år slet ikke kunne finde ordene som han plejede. Han sænkede blikket ned imod sine støvler, som han prøvede at få samling på sig selv, inden han rømmede sig dybt og rettede sig op igen. Den urokkelige ro i hans indre, var blevet udsat for et skælv ulig noget andet før og han vidste slet ikke hvor hen han skulle kigge.

Da hun åbnede munden igen, var han bange for hvad hun ville sige, om hun ville skubbe ham længere ud på det dybe vand, men til hans eget held spurgte hun ind til noget, der hjalp ham tilbage på rette kurs, imens han tænkte sig grundigt om inden han svarede denne gang. Han var nød til at bibeholde sit fokus, så han ikke kom til at kludre i ordene en gang til, og kom til at ligne et endnu større fjols end han allerede følte sig som. "Nej Frøken, jeg er her for at hente nye forsyninger hjem til min gård i Turmelinien.." Hans stemme denne gang noget mere fattet, som han fik kontrol nok til at kunne vende blikket imod hende. Smilet holdt han fint pakket helt væk, da han følte det var et sidespor til at miste fatningen igen. Hendes latter, den måde hun forsøgte at skjule den på eller måske nærmere holde den inde, han tog sig selv i at tænke det var en skam, for den klædte hende. "Det skal De ikke bryde Deres hoved med, jeg skal nok nå det ellers må jeg blive en dag længere.." lød det roligt fra ham, uden at tænke over hvad det måske måtte lyde som for hende, at han ønskede hendes selskab, det var først bagefter det gik op for ham og han rettede sig pludseligt helt op og vendte blikket let væk fra hende. 

Hun viftede afværgene med hænderne. " Nej det har De skam ikke. Så langt fra, det var mere et forslag. Nogen folk er  rigeligt kritiske når de handler ved skræddere som Lars, som ikke kommer direkte til folks hjem og tager målene. " Forsøgte hun at bortforklare sit udbrud. Han lignede vitterligt en der lige var blevet taget i at stjæle et eller andet. Hun tiltede hovedet en anelse på skrå, undrende.  Havde det været så lang tid siden han havde været med en kvinde? Mon han havde svoret et kyskhedsløfte? Men hun havde ikke ligefrem set noget der kunne indikere det, hverken i hans beklædning, hår eller smykker.

" Forsyninger? Jeg troede Turmelinien havde noget rigeligt hårdfør korn og marker, men det har plagerne og krigen måske ødelagt? " Lød det tænksomt. " Men det glæder mig at møde en fra egnen, jeg kom selv deroppe fra, men ja.. " Hun trak sigende på skuldrene, som om det sagde nok om hvad hun selv havde mistet over de frygtelige år.
"Hør, vil De ikke have et krus mjød? Jeg giver gerne. Jeg vil gerne høre mere om Dem og Deres gård.. " Hun rakte inviterende en hånd ud mod ham. 


" Jeg kender en god kro der ikke serverer hundepis."

Han kunne ikke undgå at føle en hvis lettelse, da hun brød den lettere pinlige tavshed imellem dem, for at berolige hans sind. Han havde altså ikke ved et uheld givet hende det forkerte indtryk af hans intentioner med hende, eller mangel derpå. Han sukkede ganske let, og man kunne se hvordan hans skuldre der før havde været let spændte slappede mere af og sank ned. "Hvis De siger god for ham, tager jeg Deres ord for det unge Frøken.." svarede han ganske roligt med et forsigtigt smil omkring læberne. Egentligt havde han ikke skænket det nogen videre tanke, at kalde en hjem for at ordne det, han foretrak at tage til Dianthos og få det hele overstået på en gang, så han ikke behøvede opsøge mange steder spredt rundt omkring og bruge flere dage i stedet for blot en enkelt.

"Nej, men jeg foretrækker at gøre mine handler her i byen, her kan jeg finde det hele..." forklarede han ganske roligt, han behøvede ikke nævne for hende, at han foretrak ikke at omgåes dem hjemme på egnen, han foretrak sin fred derhjemme, såvel som alle andre steder, men denne unge dame, af en eller anden årsag bragte hun ham ud på gyngende grund. Han så dog lettere overrasket på hende, som hun bekendtgjorde hun selv kom derfra, han var sikker på han ikke havde set hende før, omend sandsynligheden var stor, hun kunne ikke være ret gammel, måske starten af 20'erne? Det slog ham igen den forskel der var mellem dem, han burde tage afsted og skynde sig væk inden nogle ville tænke ilde om dem, men som hun fortsatte måtte han skubbe tanken i baggrunden. "Ikke tale om, spar De hellere Deres penge, så giver jeg en omgang.." Hans ord var insisterende, ikke til forhandling, for han ville ikke lade nogen dame betale hans drikkevarer, men han valgte dog til sidst at tage hendes hånd med et lille nik, til hun måtte vise vejen. 

Det glædede Charlene at hun kunne få ham til at slappe af. Det var altid bedre og lettere at få kunder hvis de var afslappede, ikke at hun regnede med at han ville ende op med at betale hende for at komme i seng med hende. Hvis dte overhovedet skulle lykkedes hende at få ham med i seng.

Hun nikkede. Det gav vel egentligt meget god mening. Også selvom det unne være noget af en rejse, og nok i længden dyrere med kro-ophold, mad, opstaldning.. Hvis han ikke kom til bens, hvilket hun dog tvivlede på når han nævnte at han kom fra en gård.
Hun bemærkede godt hans overraskelse og smilede skævt. " Ja, den seneste krig gjorde at vi var nødt til at sælge den gård og markerne hvor jeg voksede op. Det hele kom ligesom for tæt på, så vi tog til min faster der boede her i byen. " Hun undlod at fortælle resten, det gjorde ingen nytte at fortælle sin baggrund til en vidt fremmed mand hun nok aldrig ville støde på igen, når først de skiltes.
Et blidt, varmt smil blev sendt til ham da han insisterede på at give mjøden. Fantastisk!

"Jamen så gør jeg det. " Lo hun let, som hun tog om hans store hånd så vidt det var muligt, og begyndte at vise vej hen til kroen. 

Undervejs pegede hun på andre kroer de passerede og fortalte hvad hendes erfaring var med både krofatter/mutter, betjening, servering priser og maden samt alkoholen. Der var ingen tvivl om at hun havde prøvet lidt af hvert i Dianthos

Sawyer lod blikket glide let vurderende over hendes ansigt, som han betragtede det skæve smil omkring hendes læber. Hun var en nydelig ung dame, det måtte han alligevel give hende, omend han ville få svært ved at indrømme det overfor hende. Som samtalen gled over på krigen og hvilken konsekvens det havde haft på dem, mærkede han dog afstanden imellem dem som minderne trak ham tilbage. Hans blik der var ved at varme op overfor tanken om hendes selskab, formørkedes som han vendte det væk fra hende. Krigen havde kostet ham meget, hele hans familie og sin position i hæren som han ikke havde kunne beholde efter fundet af sin familie. 

Han valgte dog i tavshed at følge med hende, lyttede til hvordan hun forklarede om de mange forskellige kroer de kom forbi, hvor han mest af alt havde lyst til at søge ind på den første udelukkende for at få et krus mjød, men han bed det i sig, fulgte hende med en rank holding med den frie hånd hvilende imod hans lænd. Hans blik flyttede sig ikke meget, men hvilede blot på et punkt forude, heldigvis flyttede alle sig for dem, så de ikke behøvede vige rundt om alle mulige mennesker. Han havde lovet hende et krus mjød, og uanset hvor meget han nu havde lyst til at være alene, kunne han ikke gå fra et løfte. 

Da de endelig nåede den kro hun havde udvalgt sig, skubbede han døren let op og holdt den for hende, så hun kunne gå ind før ham. Hans blik gled rundt i kroen, og han ud så sig hurtigt en plads lidt afsides andre mennesker, han pegede hende i den retning, inden han slap hende hånd og gik op for at hente et par krus til dem. Han gjorde blot et lille nik til kromutteren, betalte og tog de to krus med ned imod hende, klar på det nok ikke blev hans eneste denne dag.

Hun bemærkede godt hvordan hans ansigt lod til at trække mere ind i sig selv, hvordan øjnene nærmest blev mørkere da hun talte om sin baggrund. " Det må De undskylde, det var ikke for at belemre Dem, jeg ved at ikke alle bryder sig om at få det fortalt... Især ikke en som De. "  Undskyldte hun.

Men fortsate undervejs at snakke om de forskellige dårlige kroer, nussede forsigtigt hans hånd med sin tommelfinger, som for tavst at sige at det var helt iorden, inden de kom til den rette. Hun fulgte ham lydigt hen til det bord han udså sig, og mens han gik op og fandt et par krus lod hun blikket glide undersøgene rundt i rummet. Det var tydeligt at han havde ønsket et mere privat område, om det var grundet hans sindstilstand var hun ikke sikker på, nogen folk havde det bare sådan rent generelt.
Hun så op på ham da han kom med krusene. 
" Så.. Jeg fik vidst aldrig Deres navn hr..? " Kom det søgene efter hans navn, det gik jo ikke at drikke mjød med en man ikke engang kendte navnet på. 

Sawyer reagerede ikke meget på hendes ord, men lyttede dog til hver enkelt der kom fra hende, som de var gået ned imod kroen. Han havde mærket hvordan hun strøg sin tommeltot over hans hånd, og han besvarede let hendes kærtegn med et blidt klem, trods han ikke så ud til at kunne få nogle ord over læberne. Først da de nåede kroen, og han fik sig sat ned ved bordet sammen med hende, lod han sit blik hvile på hende for en stund. Han satte kruset for munden, og tog de første par store slurke, og nød den lunkne væsken velkommen som han lænede sig tilbage i sædet. Han burde måske forklare for hende, at det ikke var hendes fortælling der havde ramt ham, men hans egen historie han var blevet mindet om, den han var taget væk fra for at kunne handle. Men i stedet lod han hende fører ordet igen, som hun mindede ham om han aldrig havde præsenteret sig for hende. 

Straks rettede han sig op i kroppen, med et beklagende blik i øjne. "Det må De undskylde Frøken, mit navn er Sawyer Carulirus, og hvem har jeg så æren af at møde?" spurgte han stille, han måtte huske sine manér blot for en kort stund, selvom han burde havde præsenteret sig for længe siden for hende. Fortidens tanker spøgte i hans hoved, som hans blik hvilede på hendes store øjne. "Hvad angår tidligere, hvad De fortalte.." Han bremsede sig selv og lod blikket glide ned på kruset han knugede i sin hånd i et stramt greb. "Det var ikke Deres fortælling, jeg blev blot mindet om det tab jeg selv måtte lide.." forklarede han eftertænksomt, han kunne stadig huske sin kones ansigt lige så tydeligt, som var det blot den anden dag han sidst havde set hende. Han løftede blikket imod hende igen, inden han tømte kruset og let tørrede sig over skægget med den ene hånd, inden han satte det tomme krus fra sig på bordet.