det var alt andet end godt vejr lige den dag. det var godt og blæste. en lille skikkelse løb ind af porten til isaris tempel da et menneske gik ud. denne skikkelse var en lille kat. den var sort og hvid. sort krop med hvide sokker, og hvidt bryst samt hvidt hoved. 
den gik stille ind i templet. det var dejligt varmt og væk fra blæsten. katten var i virkeligheden et halvdyr som hed Hisashi. men han elskede at være i sin katte skikkelse. der følte han ikke folk nedstirede ham. faktisk var folk altid sødere ved ham som kat end som halvdyr.

hisashi gik om bag en søjle der stod tæt ved døren. han søgte ly for vinden og kulden. de gule øjne faldt over på isari statuen og han lagde roligt hovedet på skrå. han havde intet han troede på. han var "fri" men følte sig mere fanget end før. han manglede virkelig en herre igen.

et ældre ægtepar kom ind i templet og satte sig på bænkende og begyndte at bede. Kunne denne Isari høre dem? Hisashi havde aldrig forstået det med at tro på en gud. nok fordi han kun troede på hans herre.... som han ikek havde mere. han lagde hovedet ned på forpoterne og sukkede lydløst.

Det var første gang hun havde bevæget sig helt op til den hellig bydel af Dianthos, endda helt hen til Isari Katedralen. Men hun havde fornemt hvad end det nu var, noget havde nærmest kaldt på hende, hun vidste ikke hvad der foregik men hun lyttede til sin mavefornemmelse om at gå herop. Night og Sun havde hun lader blive ved en flok ulve i nærheden til hun kom og hentede dem igen, lige nu bevægede hun sig rundt i hendes ræve skikkelse. Tungen hang ud af hendes mund, imens hun vandrede rundt uden nogle tanker. Hvad havde dog ledt hende herop? Hun havde bare nogle gange sådanne øjeblikke, hvor hun følte sig trukket til et sted, ofte var det for at hjælpe, men hvem ville have brug for hjælp heroppe? 

Hun står omme bagved en mur, som hendes blik vandre hen på et ægtepar som beder. Rhea bukker let ned, hendes forben er udstrakt, som hun ligger hovedet mod fliserne, for at anerkende Isari, selvom det ikke var hendes første tro, så var det alligevel ikke en hun havde helt ude af sin tro, for der var to forskellige guder i Elverly som der blev lært om. Hun forvandler sig dog tilbage til hendes menneske skikkelse, for ikke at skræmme det ældre par, da de er ved at vende sig rundt, som hun var i det åbne. "De må have en Goddag," hilser hun, som hun nikker til dem som de går forbi hende. Et venligt smil spiller på hendes læber, imens hun pludselig kan høre en anden vejrtrækning, som ikke kom fra det gamle ægtepar der lige havde været der. Hendes blik vender omkring, for tilsidst at spotte en lille kat? Hun sætter sig ned på hug, som hun kigger på den, men der går ikke andet end få sekunder fra hun kan lugte det er et halvdyr. Hun havde det tit med at løbe ind i halvdyr, men hun havde nu ikke noget imod det. Den løse kjole laver nærmest en ring omkring hende som hun sidder, du ville ikke være i tvivl om det elviske håndværk som kjolen strålede af. Hendes øre var dog dækket af det lange lyse hår, imens de lyseblå øjne kiggede på katten. "Goddag til dig, hvad laver du så her?" Spørger hun med et smil.

ægteparet nikkede goddag til kvinden inden de gik ud. den anden vejrtrækning kom fra hisashi da hun pludselig satte sig ved ham og talte. han så op på hende med de gyldne øjne og vendte hovedet den anden vej. han var meget kat så hans lugt af halvdyr var ikke så stærk som katte lugten.
han rystede kort og trak sit hoved ind mod kroppen.
hvad han lavede. ja. han ville bare ha varmen. det blæste jo som en halvpilikan der ude og det var en kold vind for et lille væsen som ham. 

pludselig kom der en høj knurren i hele templet. og Hisashi åbnede øjnene. han vidste hvad det var. for det var ikke en fremmed lyd for ham... det var hans mave der knurrede. han var sulten som altid. uden job og uden en herre fik han ikke mad på daglig basis.

han snussede lidt til luften og så igen på elverkvinden. han kunne lugte hun var elver. han så på hendes kjole og kunne hurtigt skimte det elviske indtryk af det. han rejste sig op, strækte sig og gik lidt væk fra søjlen for så at ligge sig ned igen. han lugtede måske af halvdyr men han ønskede han var en kat i denne tid. hvordan mon denne elver vidste han var et  halvdyr og ikke bare en kat.?
han trak vejret dybt ind og pustede hurtigt ud igen. "fryyyyyyyser" lød en stemme i katte hvislen.

Det havde nu været meget svag lugt af halvdyr på ham, hun kunne nok have taget fejl og han bare havde været i kontakt med et halvdyr. Hendes blik hviler på den lille kat, som pludselig har en mave der knurre. Tydeligt den nok ikke rigtig for noget mad, men det kunne være mange grunde til, uden hun kunne vide det. Hun kunne høre en stemme, katte hvislen uden tvivl, men hun kunne godt høre hvad der blev sagt. Et varmt smil hviler på hendes læber, som hun ser på hvordan den ser ud. Kroppen var sort, hvide sokker, et hvidt bryst og hovedet var hvidt. Den var i besiddelse af nogle gule øjne, som mange katte havde. Hun hummer lidt, som hun prøver at huske hvor hun valgte at lægge sin taske som hun kom ind i templet. "Jeg har et tæppe, samt noget at spise. Det noget kød som blev stegt tidligere i dag, vil det kunne bruges?" Spørger hun, som hun vipper hendes hoved lidt på skrå. 

"Vi skal bare finde min taske, den ligger her et sted, jeg lagde den et sikkert sted," siger hun med en hummen, mest af alt gemte hun den fordi hun havde mad, vand, tøj og et tæppe i den. Ingen grund til at lade den stå frit fremme, så nogle faktisk kunne tage disse ting fra hende. Hun vidste der også kom tyve heroppe omkring, nok ville hun aldrig blive rigtig sur på dem, for hun vidste havde de fundet hendes ting havde det været hendes egen skyld for hun havde ikke gemt det godt nok. Hun var virkelig en tilgivende person meget af tiden, fordi hun tror på det bedste i alle væsener. 

elveren snakkede om et tæppe og mad.... hvor var det længe siden han havde fået rigtigt mad. han vendte hovedet mod hende og så på hende med svage gyldne øjne. de var mest svage fordi han var så sulten. han så rundt han så ikke nogle.
han satte sig op og strøg en pote over hovedet og så op på hende. "hvor ville det mad og tæppe være henne nu?" spurgte han og følte sig faktisk lidt svimmel. han burde forvandle sig tilbage til menneske skikkelse men han vidste mad fyldte mere i en kats mave end i et menneske skikkelses mave.

Hisashi så på hende og gik langsomt mod hende. hvad vis hun ville snyde ham.  eller bare ville ham ondt, men så ville det være som gamle dage. han var van til at blive gjort ondt. noget der ikke generede ham. men at blive snydt.... det kunne få hans pis i kog.

hisashi havde været slave og den gang fik han da mad næsten dagligt. nogle gange fik han ikke vis hans herre ikke mente han havde fortjent det. han manglede virkelig en herre.

"Det ligger lidt længere inde, men det ligger skjult, i tilfælde nogle skulle komme forbi for at tage tasken," siger hun med et smil. Imens hun følger den lille kat med blikket, på dupperne hvis der skulle ske den noget. Tænk hvis han havde været her meget, var svag på nogle områder. "Men hvis du ikke stoler på mig, så skal du bare følge min duft, så vil du finde frem til tasken, der vil dog være en mikset duft af to ulve." Siger hun roligt, med et venligt smil. For hun vidste en ting, det var nok ikke alle som ville stole på hende, også selvom hun aldrig ville snyde nogle. Det var altid hende der blev snydt, for hendes egen godhed så hun kun det bedste i alle andre væsener, selvom hun vidste det var en dårlig ide.

"Jeg kan også bære dig derhen, hvis du har brug for lidt hvile," siger hun, imens hun vipper hovedet lidt på skrå. Hun ved ikke hvad han ville have det bedst med, men hun ville give ham alle de muligheder som var. Hun ville ikke presse ham til kun en mulighed, hun vidste jo ikke hvad han havde været igennem, så hun kunne ligeså meget gøre ham utryg ved kun at give ham et enkelt valg. Hun vidste hun havde haft et godt liv i forhold til andre, så hun var altid påpasselig med dem hun mødte, i tilfælde hun kom til at trykke på nogle knapper hun ikke skulle.

Hisashi var meget skeptisk over alt det hun sagde. men da hun sagde at han kunne følge hendes duft og der ville lugte af to ulve spærrede han øjnene op. ulve?? han rystede på hovedet og så på hende. "jeg vil ikke gå i en flok ulve. hverken for tæppe eller mad." han ville ikek ind i en fælde. han var sikker på det var det hun var igang med at lokke ham til.

da hun talte om at bære han hvæsede han kort og rejste børster. "rør mig ik!" han var ikke bange normalt men med alt den totur han havde været udsat for så ville han ikke slås eller smides med som hans tidligere herre havde gjort. det var noget af det værste han kunne huske. hans herre havde smidt ham i en sø og han var trodsalt en kat og som kat hadede han vand.

"bare følg mig til det så jeg er sikker på der ikke er noget lusket ved dette" sagde han med skeptisk i stemmen og øjnene. de smukke gyldne øjne.

"De er her nu ikke de to ulve, dem kan jeg ikke snige herop, folk ser dem som trofæer, så kan de tage dem så ville de gøre det," siger hun roligt, men forstår udmærket hvorfor han ikke ønsker at gå hen til ulve. De fleste var bange for dem, men nogle så ud over deres frygt, bare for at få dem som et trofæ enten som et kæledyr eller deres pels. Hun tager hænderne op, da der kom en tydelig reaktion, bare ved tanken om hun ville røre ham. "Jeg vil ikke gøre noget du ikke ønsker," siger hun, med et svagt smil. 

De gyldne øjne og stemmen viste den tydelig skeptisk han havde, men hun kunne vel ikke bebrejde ham, de fleste ville nok være skeptiske. Hun nikker, "så kom med," siger hun, inden hun forvandler sig til en ræv. Hendes form var større end hans, hun begyndte at lunte tilbage den vej hun kom fra, ørene vipper omkring, imens hun er tydelig opmærksom på alle sine omgivelser. Hvis de blev opdaget, så var det ikke til at sige hvad der kunne ske, men lige nu virker her helt tomt for mennesker. Den fluffy hale svinger lidt med hvert trin hun tager, inden hun kommer til den indgang hun kom fra, som fra lidt mere afsides for det hele. Hun forvandler sig tilbage igen, inden hun går hen til vasen på gulvet, hvor hun har sat tasken bagved.

"Mit navn er Rhea," præsentere hun sig selv, som hun først finder tæppet frem. Derefter et vandskind som var blevet fyldt op med vand, det sidste hun finder frem er så maden. Både noget tilberedt kød, men også noget som er råt. Begge ting stadig gode, men hun vidste ikke hvad han ville forestrække. Hun for lagt tingene frem, inden hun bakker lidt væk, for at give ham plads til at se det hele an som hun har lagt det frem.

Hisashi kendte alt for godt tila t blive brugt som trofæ. han var trodsalt et tegn på at rige havde trofæer. han lagde børsterne ned da hun sagde hun intet ville. han var ikke glad for berøring. han troede altid det værste ville ske.  da hun sagde han skulle følge efter hende gjorde han det, med forsigtige skridt. da de kom til en vase og hun præssenterede sig imens hun pakkede ud skubbede han sit hoved ind under tæppet og smugede kroppen med ind under. '
det var faktisk helst rart. han spandt meget lavt. han så på det mad hun lagde frem og slikkede sig om munden. han snig sig over mod det rå kød. det var han van til at få så det lokkede mest. han tog fat med munden ganske forsigtigt imens hans øjne var fastnet til hende. han hev det langsomt over til sig og begyndte at spise imens han mumlede med munden fyldt med mad. "jeg er Hisashi."

Hun tager langsomt kødet som han ikke tager, som hun pakker lidt ind. Hun roder lidt rundt i tasken, til hun finder en lille skål hun kan hælde noget vand i. Hun tager vandskindet i en langsom bevægelse, mest af alt for ikke at skræmme ham, eller få ham til at tro hun gør noget slemt. Hun hælder lidt vand ned i skålen, inden hun skubber den hen til ham. Hun smiler til ham, som hun ser på han finder sig til rette. Hun kan mærke det alligevel gør hende glad, han tager imod de ting så han kan få det lidt bedre.

"Du har nogle pæne gyldne øjne, samt et meget specielt navn," siger hun med et smil, som hun sidder op ad væggen, holder lidt afstand til ham for at få ham til at føle sig tilpas. Hun holder om sine ben, som hun hviler hovedet på hendes knæ. Hun havde ikke tænkt sig at spørge om hele hans problem, hun ville give ham alt den plads han ønskede, så han fik det bedre med hendes selskab. Der kunne være sket så meget med ham igennem tiden, som også gjorde han reagere som han gjorde. Hun havde ikke et åbne sår på ham, ellers ville hun have tilbudt sin hjælp, siden hun var healer havde det jo været oplagt også at hjælpe hvis han havde nogle sår.

han havde ikke fysiske sår men psykiske havde han mange. hans blik faldt på hende da hun nævnte hans øjne. han tog en bid og satte sig op, sank kødet og lagde hovedet på skrå. "jeg har da almindelige katte øjne.... eller det sagde de dengang" han nævnte ingen navne. da det var folk fra slave market. en ting en slave lærte var ikke at omtale deres herre eller sælger ved navn.

hans navn var jo et lidt specielt. men det var hendes da også? han tog en bid mere og så mod hende igen. han forstod ikke hvorfor folk hjalp ham. før i tiden ville han ha ført dem til lidelse og totur. han var nød til at fåå svar. "hvorfor hjælper du mig" hans øjne var skeptiskke og mistroiske. han forstod ikke hvorfor en fremmed, også dyr transformer, hjalp ham. hun kunne umuligt være tidliger slave. hun lignede ihvertfald ikke en.

Hun smilte til ham, som han sagde det bare var normale katte øjne. "De er da ikke normale, der vil altid være noget unikt ved ens øjenfarve. Selvom andre måske ikke ser det, eller man ikke selv gør. Men øjenfarve kan ikke ligne hinanden, der vil altid være en lille forskel, om de er en svag lysere eller mørkere. Dine gyldne øjne er de smukkeste gyldne øjne jeg har set på en kat, der mere gyldent over dem end ved andre katte," siger hun roligt. Hun tog det ikke så tungt han ikke ville sige nogle navne, for det kom jo ikke hende ved hvem der sagde disse ting. For hende var alle øjenfarver unikke, der ville altid være noget som skilte sig lidt ud, selvom det på afstand ville ligne en helt normalt farve.

"Hvorfor skulle jeg ikke hjælpe dig? Hisashi, jeg er en healer, det ligger mig så naturligt at hjælpe andre. Selv har jeg passet to ulve unger som var blevet forladt af deres flok, de er nu to store flotte ulve, som ville have været døde uden min hjælp," siger hun med et smil. Hun havde aldrig forstået hvorfor nogle mente de ikke skulle have hjælp, eller hvorfor andre burde få hjælp før dem. Hun hjalp dem hun kunne, lige meget hvad hun ville få ud af det. Hun troede på det bedste i alle væsner, selvom det nogle gange bed hende i røven. Men det stoppede hende aldrig for at hjælpe de næste, for hvem skulle ellers hjælpe?

han forstod ikke rigtigt hvad hun mente med al den snak om at øjenfarver aldrig var ens. han lukkede øjnene i lidt tøj og pludselig begyndte hans hale at vokse. hans forpoter blev længere, bagbenene med, og hovedet tykkere og mere hår på toppen.
pludselig trak meget af pelsen sig ind i kroppen og da han åbnede øjnene imens sad han som et halvdyr, han var lys i hovedet der hvor katten havde været hvid. han var iført sort tøj og havde sort hår. han så på hende i hendes højde og havde faktisk stadig tæppen over skuldrene som da han var kat. de gyldne øjne var der stadig.

da hun talte om at hun var healer vidste han faktisk ærligt ikke hvad det var. han havde aldrig været ved en. mest pga hans herre godt kunne lig at han led. "det er da godt nogle kan tage sig af de forladte dyr" han tog håndten op til håret og strøg det til siden da det faldt ned i øjnene på ham.

Hun så roligt til, som han forvandlede sig til han egen krop. Det var tydeligt at se trækkende fra kat til menneske, et smil ligger på hendes læber. "Nogle skal tage sig af andre væsner, hvilket jeg vælger at gøre," siger hun roligt. Som hun vipper hovedet lidt på skrå, som hun ser på ham. Hun hummer lidt, imens hun et øjeblik lytter til omgivelserne som er helt stille. Det også et tidspunkt de færreste er her, hvilket nok var en positiv ting, for nogle var alt for nysgerrige. "Hvad laver du så heroppe?" Spørger hun, imens hun et øjeblik kigger rundt i rummet.

Hun vidste at hendes ulve kunne finde vejen herhen, men de ville ikke gøre det med chance for de kunne blive fanget. Men hun var alligevel meget opmærksom på omgivelserne, fordi hvis de endnu engang bevægede sig ud i ballade, ville hun være sikker på at kunne høre deres hyl første gang. De burde være sammen med en flok lige nu, men de to ulve havde deres helt egne tanker nogle gange. Hendes blik rammer igen på Hisashi, som hun alligevel var lidt nysgerrig hvad han mon lavede heroppe, andet end måske finde noget læ og varme.

ja hvad lavede hisashi endelig her oppe. han trak på skuldrene. "søgte læ og varme...." han så ned på tæppet og så op igen mod statuen af gudinden. "... jeg tror ikke rigtigt på guder, de har aldrig vist sig at være til for mig." han tænkte lidt. nej det var rigtigt nok. guderne havde aldrig givet bevis for de fandtes i hans hoved.

han tog hånden ned til kødet og tog det stille op til munden og spiste det som om han ikke havde fået mad i måneder. det passede næsten. det var en uges tid siden han havde fået mad sidst. heldigvis kostede det ikke noget for ham at gå ned til en sø og drikke vand.
Hisashi så på hende igen og lagde hovedet på skrå. "tror du på guderne?"

Et venligt smil var på hendes læber, som hun hørte ham snakke. "Så det godt der åben for alle, også dem som bare søger lidt læ og varme," siger hun roligt. Hun havde aldrig oplevet nogle blive smidt ud heroppe fra, så det var jo det perfekte sted for ham at søge ly og få noget varme. Hun vipper hovedet lidt på skrå, som hun lytter til hans spørgsmål. Imens hun så hvordan han spiste, tydeligt han ikke havde fået mad noget tid, så hun var bare glad for hun kunne give ham lidt.

"Avanya, men det er lidt knyttet til Isari. Jeg er vokset op til man tror på enten Avanya eller Isari, men spørgsmålet er mere hvor meget jeg tror på dem, selvom jeg beder til dem," siger hun med et smil. Hun havde endnu ikke set noget, som skulle få hende til at tro helt på guderne. Det var noget hun bare var vokset op med, ikke noget man umiddelbart stillede spørgsmål til som hun havde det med at gøre. Men hun havde noget at tro på, selvom hun ikke havde meget at arbejde med om det virkelig var det værd at tro på guderne. For det var ikke alle som de havde hjulpet, hvilket kunne få hende til at stille spørgsmål ved det hele. Hvilket også gjorde, hun var lidt ligeglad med når andre stilte spørgsmål til alt det med guderne. Det var aldrig noget hun dømte andre på, alle havde sine erfaringer med guderne og om de overhovedet tror på noget, det skulle hun da ikke blande sig i. 

så hun troede på guderne. eller lidt. Hisashi selv troede kun på sin herrer når han havde en. han kørte kort en hånd igennem sit sorte hår med de hvide totter.
Hisashi så på hende med lidt undrene øjne vis hun ikek vlle tro på guder hvorfor så gøre det? han tog fat om tæppet og hev det lidt ind til sig imens han tænkte over tilværelsen han var i nu. ingen herre. heller intet "job" og ingen han kunne tilfredsstille med hans evner og hans snedighed.
han følte ikke livet var med ham lige pt. han følte sig mere  uværdig og uværdsat nu end nogle sinde før. "vis du ikke tror... hvorfor så vælge en?" spuegte han lidt imens han så på hendes øjne.

Hun vipper hovedet lidt på skrå, som hun smiler da han begynder at spørge om det mange vil spørge om. "Jeg er opvokset i Elverly, et sted hvor man virkelig tror på Isari eller Avanya. Det ligger bare i mig at bede til en gud, om jeg så slet tror helt op det." Siger hun roligt. Hun havde ikke troede på det, som hun mistede hendes ene adoptiv forældre, som rimelig brutalt blev myrdet for længe siden. Siden havde hun ikke fået noget tegn fra guderne, at det virkelig var det værd at tro på dem, som alle andre elver gjorde, eller i hvert fald mange andre elver gjorde. "Det er blot guder jeg er vokset op med, jeg er 129 år, vaner er svære at komme af med som at bede til guderne selvom jeg ikke tror helt på dem," siger hun roligt. Det var nok ikke noget alle kunne forstå, men hun var ved at være så gammel at alt hun voksede op med var svært at komme væk fra igen. Men så igen, det var nok svært at forklare nogle som ikke havde oplevet så mange år som hende, men hun kunne vel altid prøve, det var da et forsøg.

han hørte hvad hun sagde men forstod det ikke. men det var også svært at forså når man hele livet fik at vide at ens herre var alt man havde brug for. han lagde ørene lidt ned ved den tænke. han havde ingen herre så hvad havde han, hvad var han, hvem var han?  han synes det var rigtigt svært at finde ud af sig selv. "måske, men hvorfor så ikke vælge at gøre noget andet end at bede?" han så op på hende med sine katte øjne. han vendte hovedet lidt væk pludseligt, han hørte noget. han spidsede ørene for at finde lyden. det lød som byvagter, de var for det meste ikke glade for ham i hans menneske skikkelse. han forvandlede sig hurtigt til en kat og løb om bag Rhea. han så frem for sig.

Hisashi havde stjålet lidt for meget efter han mistede slave stadiet, og før det havde han bragt mange i fare så folk var for det meste ude efter ham. han gjorde sig så lille som han kunne. hisashi ville ikke henrettes som han forestillede sig fængsler gjorder ved folk der havde gjort meget dårligt. han sså op på rhea for at se om hun ville udlevere ham.

Hun nåede ikke at svare, inden hun hørte der kom nogle. Men det var også tydeligt han havde hørt det, som han pludselig gemte sig ved hende. Hun tager de få ting der var, lige hvor han havde været så det ikke så alt for mistænkeligt ud. Hun væltede sin taske ned, som hun havde smidt tæppet lidt over det, så han ville kunne være nede i tasken hvis hun blev bedt om at gå herfra. Dog var det ikke noget som typisk skete, men hun ville være forberedt på det. Byvagterne var ofte bare forbi, for at sikre sig der ikke var nogle kriminelle som gemte sig herinde, så hun kunne nok gætte hvorfor han gemte sig, men hun troede ikke på han havde gjort noget vildt dårligt.

Hendes øjne fokusere på vagterne, som opdager hende, imens hun sørger for at sidde i vejen for de kan se Hisashi. "Frøken, har de set en her som har sort og hvidt hår, samt nogle gyldne øjne, en mand?" Spørger den ene, som de bukker et øjeblik. Det var et venligt smil som lagde på hendes læber, som hun så lidt på de to vagter, uden hun ellers gjorde en mine til noget. "Beklager mine herrer, jeg mindes ikke at have set sådan en mand heromkring, det ville nok være noget jeg kunne huske," hendes stemme var helt blød og venlig at høre på, alligevel lidt uskyldigt over sig, som straks fik dem til at tro på hende. "Vi beklager ulejligheden frøken, forsat god dag," siger de begge, som de endnu engang gør et buk, som de forsvinder ud af templet endnu engang. Hun sad stille, til hun endnu engang kunne høre døren lukke efter de to vagter.