Månen hang tyk og fed på den sorte nattehimmel med kun spinkle stjerne som selskab. Under den pulserede Skumringskvarteret, nærmest som var gaderne ved, at eksploderer i indestængt farefuld fryd. Pax bevægede sig igennem den trykkede atmosfære, som ænsede han den ikke, for de støvlebeklædte fødder traskede lydløst men målrettet hen af de brostensbelagte gader.
Det askegrå hår og det arrede ansigt var dækket af en mørk hætte, der kun afslørede de brandsårs-beskadigede læber og som var Pax Pesten selv, veg folk udenom hans skikkelse, nærmest ubevidst.
Ikke at Pax ænsede det heller. Bag den tildækkede pande rumsterede tanker, der fik hans maveregion til at gnistre forventningsfuldt. Det havde ganske enkelt været for godt til at være sandt, men det ikke ændrede ikke på det faktum, at det netop var sandt. Pax havde, med et så ukarakteristisk stort smil om læberne, tænkt at det var som at blive foræret helstegt pattegris ganske, ganske gratis – og uden selv at skulle hugge fingrene i det varme, saftige kød.

Så snart børnehjemmets bygning trådte frem i hans øjesyn, forsvandt Pax ind i skyggerne, som blev kastet af de faldefærdige, skæve stråtagshuse. Til trods for, at Pax ikke længere var barn, kravlede han kunstfærdigt op af husenes facader – forbi et enkelt forskrækket ansigt – til han omsider nåede værelsesvinduet på kvisten.
Og der sad hun, denne mystiske bestyrerinde, der ikke var, hvad hun sagde hun var.

En smule akavet grundet det manglende og ordentlige fodfæste, gled Pax på hug, med en arm strakt beskyttende mod taget, hvor han greb om tagrenden. Med den modsatte hånd bankede han forsigtigt på ruden og løftede derefter pege- og mellemfingeren til panden i en hilsen.

De yngste børn på børnehjemmet var gået til ro i de vakkelvorne senge på sovesalen, og de ældste børn gjorde deres pligter i spisestuen overvåget af en stuepige. Selv sad Ava ved skrivebordet på kvisten og prøvede at færdiggøre dagens papirarbejde. Hendes blik flakkede jævnligt mod sengen, hvor datteren Ilfa sov fredfyldt. Hun var kommet sig overraskende hurtigt over sygdommen med hjælp fra elveren Isiodith, og i dag havde hun for første gang leget udendørs med de andre børn.

Ava lagde papirbunken fra sig med et suk og lænede sig tilbage i stolen. Den høje hvide blondekrave kradsede om halsen, og hun længtes efter at smide tøjet og komme i seng. Hun glattede den sorte nederdel, der lukkede sig stramt om livet og tænkte, at det snart var tid til at vaske den.

Da var det, at en skygge på den anden side af vinduet, tiltrak hendes opmærksomhed. Først troede hun, det var en af de sorte, nysgerrige krager, der nogle gange fandt hvile der, men hun indså snart, at det var omridset af en mand.
En mand med askehvidt hår.

Flere dage var gået siden deres sidste møde, og ingen af børnene havde rapporteret om tilstedeværelsen en mystisk mand. Naivt havde hun håbet, at Pax havde glemt alt om børnehjemmet. Det var selvfølgelig ikke tilfældet. Nu sad uden for hendes vindue. Hvordan var han overhovedet kommet helt derop? Ava overvejede at lade være med at åbne, men hun vidste instinktivt, at det kun ville bringe problemer med sig. Hun fjernede hængslerne fra hasperne og åbnede vinduet: En kølig brise strøg ind på samme tid som tyven. Der lød larm ude fra gaden, og hun lukkede hurtigt vinduet for ikke at vække den sovende datter.

Ava tog en dyb indånding for at berolige sig selv. ”Hvad vil du, Pax? Jeg troede, jeg gjorde min holdning klar sidst," sagde hun dæmpet.

Som Pax elegant fandt vej ind igennem vinduet, lod han hastigt de mørkegrå øjne glide henover kvistværelset. Det var nu ganske som forventet – faldefærdigt og sparsommeligt, med et brugt sæt af et møblement, der havde set bedre dag. Ikke, at det var dét, som fangede bande-lederens opmærksomhed.

Med lydløse skridt aflagde Pax afstanden mellem værelsesvinduet og det sovende barn, alt imens han i en åndsforladt gestus, trak hætten tilbage, så det arrede ansigt blev synlig i den lette belysning fra olielampen. Stadig på behørig afstand betragtede han det uskyldige væsen med hovedet let på skred, alt imens en tanke fortalte ham, at pigebarnet lignede sin mor.
Konstateringen var dog ikke synderlig fascinerende i sig selv og end ikke sekundet efter, vendte bande-lederen sig mod bestyrerinden. De mørkegrå øjne gnistrede frydende, hvilket var noget så ukarakteristisk for den unge mand, hvis ansigt altid lå i dovne og ligeglade folder.
Men ikke nu. Dette var ganske enkelt noget helt andet. Og det var spændende. 

Pax’s slanke men muskuløse arme krøllede sig sammen henover brystkassen, i det han anlagde en påtaget og eftertænksom mine. ”Jeg har gjort mig mange overvejelser, siden vores… uheldige og kortvarige møde sidst”, sagde han, i samme dæmpede toneleje som Ava og tilsyneladende ikke interesseret i at besvare hendes spørgsmål. Hvad han ville med hende, skulle hun nok finde ud af. Tidsnok.
”At lave forretning med Ava Stormbjerg er ikke just nødvendig for Ulvens Floks overlevelse. Som jeg sagde sidst, er det kun et spørgsmål om tid. Hvad der er interessant nu er derfor de ressourcer, som det afkræves”, fortalte Pax roligt videre, ”der er trods alt nemmere alternativer.” Stadig med armene over kors, smed Pax et minimalt smil i sin ene mundvige, dog uden at de mørkegrå øjne på noget tidspunkt forlod Avas skikkelse.

”Jeg er særligt interesseret i de nemme alternativer. På den måde sikre jeg mig, at samtlige af Ulvens Floks interesser bliver tilgodeset – og det er her, at Ava af Adelsberg kommer ind i billedet.”

Det rykkede i Ava, da Pax trak hætten ned og afslørede sit skamferede ansigt, for i det dæmpede lys fra olielampen var det et ildevarslende syn. Det kriblede i Avas krop efter at stille sig beskyttende ind foran Ilfa og skærme datteren mod Pax’ blik. Hun hadede, at han befandt sig inde i hendes hjem, at han vidste hvor hun sov, og hvordan hendes datter så ud! Hun hadede det med hver en fiber i sin krop.

Hun lyttede foruroliget til hans ord. Ord, der dækkede over skjulte meninger, som han pinede hende ved at trække ud. Hun besvarede ikke hans smil, noterede sig kun de sprudlende øjne, som lod til at vide noget, hun ikke vidste. ”Kom til sagen,” hvæsede hun da han var færdig med at snakke, indtil hun med en isnende følelse ned langs rygraden indså hvilket navn, han havde brugt. Ava af Adelsberg.

Måske… måske var det ikke for sent? ”Jeg hedder Ava Stormbjerg,” insisterede hun og vendte kortvarigt ryggen til ham for at skjule frygten i hendes ansigt. Hun maskerede det ved at trække tæppet længere op over datteren. På få sekunder var hendes verden, og den tilværelse hun havde skabt de sidste fem år, ved at falde fra hinanden.

Pax gjorde intet andet end at betragte Ava med et granskende, uundgåeligt blik og da realiteten ramte hende, gled det skarpe hoved atter på skrå. Til trods for, at Pax udmærket godt vidste, at bestyrerinden agtede at holde sin hemmelighed og at han selv havde forhindret netop det, følte han ikke en indestængt fryd; kun en vant tilfredsstillelse, han så ofte mærkede som en behagelig summen, når tingene gik hans vej.

Da Ava benægtede og vendte ryggen til ham, himlede Pax med øjnene. ”Jeg har ikke nogen særlig interesse i en forkælet pigebarns nedgraderende velgørenhedsprojekt. Som alle andre gadebørn, der ikke har nydt af Deres Majestæts velvilje, ved jeg, hvor rådden du er indeni”, svarede Pax, nu ganske bevidst om, at fornægtelsen stadig hang i luften mellem dem.

Stadig med armene lagt henover den tynde brystkasse og stadig med de mørkegrå øjne fæstnet urokkeligt på Avas skikkelse, gled et køligt smil ind i mundvigen. ”Så jeg foreslår en ny aftale. 15 af dine rollinger, hvoraf 10 af dem skal være drenge. Til gengæld skal jeg sørge for, at din beskidte lille hemmelighed ikke siver ud i gaden – jeg kan tilmed smide min egen benægtelse og yderlige beskyttelse med ind i satspuljen.” 

Ava snurrede brat rundt. ”Ligner det her et degraderende velgørenhedsprojekt? Ligner jeg et forkælet pigebarn? Tror du ikke, jeg i så fald ville forsøge at ’bevare mit gode navn’ ved i det mindste at støtte børnene med nye sko og papir, som de kan lære at skrive på? Tror du jeg ønsker at holde dem i så usle kår?” spurgte hun ophidset, og afslørede dermed, at hun i høj grad var Ava af Adelsberg.

Ilfa bevægede sig svagt ved morens hævede stemme, men hun drejede sig blot og sov videre. Pax fremførte nådesløst sit nye forslag, og Ava sank ned på stolen og skjulte ansigtet i hænderne. Alle tegn på modstand havde forladt hendes krop. ”Der er noget, du ikke forstår, hr. Pax. Hvis du kender min fortid, ved du, at jeg allerede har mistet alt. Jeg er villig til at ofre mit omdømme til gengæld for at beskytte børnene fra en skæbne som din.” Hun strøg et par fede tårer væk og løftede så sine ulykkelige øjne mod ham. Han var en mand af kød og blod, og han måtte have oplevet forfærdelige ting, for at nå dér hvor han stod igen. Hvis han ikke reagerede på trusler om at blive meldt til byvagterne, kunne hun så ikke appellere til hans følelser?

”Ville du have ønsket en anden vej for dig selv, hvis du kunne vælge?”

Pax’s mørkegrå blik veg ikke fra Avas grædende skikkelse, som hun faldt sammen på stolen og stirrede bønfaldende på ham. I lang tid stod han blot og betragtede hende, uden at det kalkulerende blik syntes at give meget andet væk, i det fortidens traumer gjorde en uønsket tilbagekomst.
Selvom minderne om moderens mænd, og de der kom for ham i Bordelhuset, stod tydeligt frem i hans erindring, føltes det stadig fjernt; som var det sket for en anden end Pax selv, et lille og beskidt drengebarn med askegråt hår og det så karakteristiske brandsår over overlæben. Og jo, engang havde han nok ønsket det anderledes, og måske havde Pax tilmed set en anden vej for sig selv – nu så han slet ingen ting, som bød fremtiden ikke på andet end det samme, indtil den dag hans held var brugt op og han endte livløs i rendestenen. Som Pax selv havde skaffet sin leder af vejen, således vidste han, at samme skæbne en dag måtte tilfalde ham – han var, trods alt, ikke uden kløgt.

Pax kunne ikke ryste minderne af sig men travlt havde han ikke. Med dovne skridt gik han tilbage mod vinduet, hvor månen hang som en glimtende krystal i den sorte nattehimmel. I skæret derfra blev hans arrede ansigt hvidt.
”Du formoder, at der var et valg at træffe. Lidt, som du formoder, at børnene her tænker på andet end, hvordan de skal overleve den næste vinter”, svarede Pax omsider, hans stemme samme monotone tone som før. ”Jeg var ikke født til at kunne vælge. Ikke ligesom dig, der, bevidst gav afkald på alt det fine, så du kunne sprede dine ben for en mand, dine forældre tydeligvis ikke billigede og derefter føde en horeunge. Hvad jeg tilbyder-”, talte Pax ufortrødent videre og nu med en klang af noget vredt i den dybe stemme, ”er en kopi af den verden, du levede i før. Naturligvis med visse konsekvenser men ikke en ringere kopi af den grund. Jeg giver dem et formål, noget de kan lykkes med og et kammeratskab, de ikke kunne finde før. Hvad tilbyder du, Ava af Adelsberg?” Stemmen var nu dirrende af vrede.

”Hvad tilbyder du, Ava af Adelsberg, andet end at de kan læse, når de ender på fattiggården? Hvad tilbyder du, Adelsberg, andet end at de nu får snust til det, de aldrig kan få for dem selv?”

Pax’ skarpe, nådesløse ord ramte Ava i hjertet, men hun kunne høre på vreden i hans stemme, at det var fordi, hun var krøbet ind under hans jernhårde overflade. Noget i ham, brutale minder sandsynligvis, florerede i hans hoved, og han var tydeligvis ikke glad for det.

”Jeg tilbyder dem varmt mad. Overlevelse. Kærlighed. En uddannelse, de kan bruge, hvis de selv vælger det. Vi vælger hver dag, Pax, om vi vil stjæle fra vores næste eller vælge godhedens vej. Isaris vej. Det er aldrig for sent. Du kan give dem en anden mulighed, en anden livsvej, hvis bare du lader dem være! Forlad børnehjemmet i aften, og kom aldrig tilbage.” Ava faldt ned på knæ foran ham og foldede hænderne i en bedende gestus. ”Ved Isari, jeg bønfalder dig!” Hun var ligeglad med, at hun ydmygede sig selv. At hendes forældre ville skamme sig dybt over, at hun lå på knæ foran en bandeleder. Men hun havde frasagt sine fine dyder for længst. Nu var hun intet andet end en simpel bestyrerinde i den værste del af Dianthos, og tilsyneladende villig til at ofre alt for at beskytte byens gadekryds.

Pax kunne ikke skjule forargelsen og dernæst det gib, som gik igennem ham, i det bestyrerinden navngav Lysets Gudinde. Pax var ingen gudfrygtig mand, men som alle andre i Dianthos, var religionen en dominerende del af opvæksten, uanset i hvilken ende af hierarkiet man lå og navnet havde det med, at få selv sådan en som ham til at stirre vagtsomt mod himlen. 

Med kølige og distancerede øjne vendte Pax rundt og tog den knælende Ava af Adelsberg i øjesyn. ”Rejs dig op”, hvæsede han med afsky i stemmen, hvorefter han hastigt så væk fra hende igen; som sved hans øjne fra det underdanige syn.

”Nej”, svarede han dernæst, stadig vredt og affærdigende. ”Hvad der kommer til at ske nu, bragte du din egen vej. Jeg var villig til at lege pænt. Jeg tilmed fremlagde to aftaler, hvoraf en er mere end hvad andre kunne håbe på”, fortsatte han, hvorefter Pax drejede rundt på hælen og satte sig på hug foran den tårevædede kvinde.

”Jeg kan se, at du har gode intentioner og jeg var medgørlig, fordi jeg kan respektere en sådan hensigt – men ikke mere. Dit børnehjem kommer til at gå til grunde nu og alt, du kan gøre, er, at forsøge at redde de sørgelige rester – og se mig tage resten.” 

Ava føjede ham. Hun greb om stolen, rejste sig op og glattede den højtaljede nederdel med en ulykkelig mine, da han var færdig med at tale. Hans vrede ord var en tydelig afvisning af hendes bønner.

Det var altså for sent. Pax havde endegyldigt valgt at slå kløerne i hendes børn. Han ville korrumpere dem alle sammen og lede dem udi kriminalitet, indtil deres sjæle blev ødelagt, de blev afhængige af opium eller fik en kniv i ryggen.

Hun duppede sine tårefyldte øjne og tog en dyb indånding. Der var altså kun én ting at gøre. Hun var nødt til, at lave en aftale med Zaladin selv. En lille idé var spirret frem i hendes indre. Trods afpresning, trusler og nedladende ord, var hun overbevist om, at der inde i bandelederen måtte være en snert af godhed tilbage. Hvis han mødte børnene og lyttede til deres drømme, ombestemte han sig måske. Der var endnu håb.

”De er gode børn, Pax,” sagde hun stille. ”Jeg har en sidste bøn. Spis middag hos os og hils på børnene. Mød dem på deres grund. Så vil jeg... tage stilling til dit forslag.”

Pax måtte bekæmpe et fnys, men ikke det arrige ansigt hvori de mørkegrå øjne atter søgte Avas. Umiddelbart havde bestyrerinden ikke gennemtænkt denne middag, for det slog Pax at dette var en oplagt mulighed – i stedet for at møde børnene på gaden, hvor samtaler blev overhørt og kunne iagttages af nysgerrige øjne, kunne han i stedet spankulere ind på deres territorium. Tilmed spise med dem.

Ava af Adelsberg kunne ikke have gjort hans arbejde lettere for ham.

”Det er sidste chance”, svarede han, i det han begyndte at skridte mod vinduet, hvor igennem han var kommet ind. De mørkegrå øjne gled henover den sovende pige, men Pax mistænkte hende for ikke længere at befinde sig i dyb søvn. Faktisk lignede det, at hun lyttede intenst.

Noget der mindede om et smil sneg sig ind i mundvigen, som Pax lod sin ene hånd glide ind i skjortens dyb. Hvad han fremdrog var en lilla krystal, hvis skær oplyste den lille kvistlejlighed. Med en skødesløs håndbevægelse kastede han den mod Ilfa, der satte sig op med et sæt og stirrede på Pax, som var han Zaladin selv.
”Du skal ære og respektere din mor”, sagde han, med morede øjne men intet der ellers kunne afsløre, hvor komisk han fandt oplevelsen. I få skridt stod han henne ved sengen og Ilfa forsøgte at skubbe sig ind i væggen. Med begge hænder holdt beroligende op foran ham, smilede han og Pax’s arrede ansigt lyste op og antog en charmerende glød. Et syn få fik lov til at se.

”Til de sorte nætter”, sagde Pax, i det han nikkede mod krystallen. ”Det er der, man hiver sådan en op af lommen. Pas på den. Lad ikke de andre se den.” Om Ilfa ville holde krystallen hemmelig eller ej, ja, det måtte tiden vise. Det skulle nok blive interessant.