Det var efterhånden noget tid siden den mørklødede ørneelver havde vandret i disse egne. Af alle de steder han havde været, var Tusmørkely var ikke ligefrem det sted der stod klarest i hans ellers ret så gode hukommelse, men dog stadig et sted han i momentet havde valgt at rejse til. Han havde brugt nogle dage på at vandre igennem den tætte bevoksning i Amazonitskoven, og trængte – ud fra sine egne standarder, til et bad og en god nats hvile. Om end det umuligt kunne være decideret… godt, så alt efterhånden tiltrækkende ud efter et par dage i det fri. Rakaas læber sitrede i et lille smil, jah hvile på en seng ville være tiltrængt og velfortjent.
De lange mørkebrune dreads svingede taktfast bagved ham, idet han med rolige skridt trådte ind i den fjeldbevogtede by. I skyggen af de store bjerge trivedes disse mennesker tydeligvis, og Rakaa kunne med skjult forundring betragte de folk der gik forbi ham; alle med hver sit gøremål inden solens sidse stråler forlod den mørknende himmel. En dyb hætte var trukket godt op over hovedet og skjulte ørkenelveren en anelse fra eventuelle nysgerrige blikke han blev mødt med.

Han begav sig imod en af de mindre boder der endnu havde åbent. Sælgeren foran ham solgte forskellige smykker og andet dekoration, og selvom han ikke ville kalde det forfængelighed, var Rakaa til en vis grad draget af de glimtende overflader og sirlige mønstre. Sælgeren begyndte på en mindre forklaring af hvad smykkerne var - og indeholdt, men ingen af hans ord nåede elveren, der med en nænsom hånd lod fingeren følge snørklerne på en sølvbrosche foran sig; interesse glimtende i de mørke øjne.

Selvom hans standarder var høje, kunne han ikke benægte at dette var rimeligt håndværk.

Fra det sekund Rakaa trådte ind i tusmørkely, var der utallige blikket rettet imod ham. Nogle med forhåbning om at gøre en handlen på den ene eller anden måde, andre kiggede blot skævt til hans skikkelse, som han forsøgte at skjule ansigtet i hætten. Det var aldrig til at vide, hvad de mere lyssky skikkelser havde af planer for byen. Nok var byen ofte henlagt i mørke, men selv de vanlige beboer kunne også blive frustreret over, hvordan de lyssky forretninger fandt vej til deres hjem. Men der var også andre langt mere søgende og vante øjne, som fulgte ørkenelverens bevægelser imod boden.

En yngre pige gik hurtigt op til Rakaa, som hun rakte ind over hans arm for at røre ved en smykke, der var placeret lige foran ham, men ikke det samme smykke, som elveren selv havde fat i. ”De er ønsket” hviskede hun over smilet på hendes læbe, som hun vendte blikket op imod den høje skikkelse og fniste ganske let til ham. I stedet for at tage fat i smykket, valgte hun at pege imod hans højre side, som hun stod på hans venstre. Udfor hendes finger kunne man fornemme en dreng stå med armene over kors, han var måske et par år ældre en pigen selv. Så forsvandt pigen hurtigt, imens at drengen stod og trippede ganske let. Han forsøgte at få Rakaas opmærksomhed, som han gjorde tegn til at han skulle følge med. Sådan fortsatte det for en stund, som Rakaa blev henvist til den ene efter den anden, indtil han nåede en dør i en gyde og et hvert spor af børnene forsvandt med en latter.

Døren gik op, som en ældre pige mødte Rakaas blik og nikkede til ham. ”Ligeud og så til højre” forklarede hun, som hun trådte til siden og lod ham passere hende, hvis han havde modet til endnu at fortsætte. Det befandt sig i udkanten af byen og langt væk fra boder og nysgerrige blikke lige nu. Fulgte han anvisningerne ville han blive mødt af en dør på klem. Inde i rummet kunne man fornemme lyset fra en flamme, der lyset et bord op. Der var ingen stole, men ikke langt derfra stod Deavás med hænderne travlt optaget af en rulle pergamentpapir, som han var i færd med at læse igennem. "Teleportation" mumlede han for sig selv.. uden at skæve imod den fremmede skikkelse, der kunne være trådt ind i rummet.

Næppe nåede han at studere det skinnende smykke meget, førhen at en hurtig skikkelse i udkanten af hans blik fangede hans interesse. En lille pige – et barn af menneskerne rakte ind over hans arm da hun trådte op på siden af ham, og hendes spage stemme hviskede ord der i selvsamme sekund fængslede hans opmærksomhed. Ønsket simpelthen? Selvom ansigtsudtrykket forblev ulæseligt og blankt, glimtede det svagt i ørkenelverens blik, der tavst fulgte hendes anmærkning og kiggede til siden. En dreng… også menneske. Den mørke elver overvejede et øjeblik hvorvidt han skulle følge efter. 
Hans nysgerrighed var vakt, og med den fulgte et næsten kontrollerende behov for at få den stillet – hvad var dette for noget? Hvem sendte… børn, efter ham? Men på den anden side, kunne han ikke helt slippe tanken om at det kunne være en fælde. Det var ikke uvant at nytilkomne var set som nemme ofrer i de mere afsidesliggende byer, og Rakaa havde ikke i sinde at være en af dem. Overvejelserne kørte i høj fart igennem ham, inden han med en mild hovedrysten lod nysgerrigheden vinde, og fulgte efter den trippende knægt; ret så sikker på at han kunne håndtere en fælde, hvis bare han var opmærksom. 

Igennem gader og stræder fulgte han langsomt med, hvor det kun var den dumpe lyd fra hans vandrestav der gav genlyd igennem byen.

 De vekslende menneskebørn ledte ham til udkantsområdet, og til sidst ind ad en slidt dør. Den underlige form for vejledning han var blevet guidet igennem, havde kun pirret hans videbegærlighed yderligere. Ingen af børnene havde svaret på det ene spørgsmål han havde haft med sig – ikke en! Derfor var der ikke megen tøven i hans bevægelse da han blødt skubbede den sidste dør op med en svag knirken, og lod øjnene forholde sig til det svage lys og den slanke skikkelse.
Rakaa tog langsomt nogle skridt ind i rummet, og lod de mørke fingre glide over dørkammen og den tilsluttende væg ved hans side i selvsamme bevægelse. Træ… de befandt sig i et træhus på trods af at de var ankommet fra gyden. Mørkeblå øjne gled over det nøgne rum som de befandt sig og stoppede ved synet af mandens ryg. Hvem var han? Et åbenlyst spørgsmål han valgte at holde til sig selv, i forventning om at en forklaring ville følge snart… hvis der var noget han havde meget af, var det trods alt tid. ”Godaften…” kom det fra ørkenelveren, der med en doven bevægelse lod de slanke fingre fæstne sig om hætten for at trække den væk fra ansigtet.

Børnene gjorde sit for at føre ham igennem de mange stræder og gyder. Enkelte gyder blev brugt som genvej, da dørene ledte ud på den anden side. Derfor var det bestemt ikke den første dør, som Rakaa var blevet ledt imod, der ikke havde givet ham en endelig destination. Børnene forblev tavs, som de havde fået besked på. Kun den første pige havde sagt ordene, for at fange hans opmærksomhed. Det var noget tavsheden gerne skulle være med til at bibeholde, som børnene ingen midler havde til at tvinge ham afsted. Hvis han ønskede at gå, så skulle det stå ham frit for. Verbatim ville ikke kunne bruge ham, hvis ikke elveren havde interessen fra starten af. Derfor der heller ikke blev givet yderligere information, fordi Deavás ikke havde følt et behov for at lokke elveren med guld og grønne skove.. Det var ikke det formålet var med dette møde. For der var bestemt ikke et løfte om rigdom med tilbuddet.

Blikket var begravet imod pergament papiret, som han dog hørte en klokke larme, da døren i gyden blev åbnet. Det var blot en forvarsel, skulle andre sjæle forvilde sig derind, men lige nu forventede han, at det var den sjæl, han selv havde sendt bud efter, der trådte nærmere. Pergamentpapiret blev lagt imod bordet, som han holdt en hånd over de mange bogstaver på rullen. Han skævede ned imod den for at læse beskrivelsen, af den skikkelse, han skulle forvente ville træde ind af døren. Der lød et klunk, som elverens vandrestav ramte gulvet indendørs og kom nærmere. Han kunne sagtens have vendt fokus imod døren, men valgte at undlade det, som han endnu skulle have de sidste detaljer på plads, før at var klar til at indlede en sådan samtale. Det skete ikke så tit, i hvert fald ikke for ham, fordi det normalt ville være en agent, der tog sig af den slags. Men ikke i dag.

Skridtene kom tættere på, som Deavás slap pergament papiret og lod det rulle sammen på bordet. Han vendte sig ikke om før at stemmen lød, som han så sig over skulderen og lod blikket hvile på skikkelsen. Det svage lys gjorde, at han skulle bruge ekstra tid på at matche hvad han så med beskrivelsen på papiret, så nikkede han. ”Godaften..” hans stemme var dyb, rolig og fattet, som han drejede kroppen rundt og foldede hænderne foran sig. Han valgte dog at række den ene hånd frem imod bordet, som han forventede at elveren ville komme tættere på lyset. ”Hvor god er De til at lytte?” spurgte han direkte, men også ud af ingenting, som elveren måske forventede en dybere forklaring med det samme. Der var et snert af dæmonisk i hans udtalelse, men kun af egen fri vilje.

Afventende forholdt Rakaa sig i stilhed, og observerede i en stund kun hvad der foregik. Han var ikke begyndt at gætte på noget endnu, det var ikke ligefrem noget han brød sig om, medmindre han kendte lidt mere til alle de variabler omkring ham. Det ville alligevel ikke nytte noget, hvis én lille detalje – som det så ofte var, var grunden til at en velplanlagt idé faldt til jorden. Derfor forlod han sig på sin tålmodighed, og blev da også belønnet med en opfølgende hilsen fra den slanke skikkelse, der roligt drejede omkring.
Ørkenelveren følte hvordan et blik studerende gled over hans skikkelse, og brugte øjeblikket til også at studere hvad der som udgangspunkt lignede et menneske. Et lille smil sitrede i Rakaas ellers afventede mine, fordi noget i luften fik ham til at tvivle. Om det var dens andens usagte autoritet, om det var hans stemme eller blik, jah det kunne han endnu ikke helt sætte en finger på. Men det var der. Den slanke elver nikkede kort tilbage og tog nogle skridt nærmere bordet.

”Lytte..?” gentog han vurderende, og følte hvordan et udtryk af svag forbløffelse farvede hans ansigt i et lille sekund, og ørkenelveren funderede over hvilket spørgsmål det var. Ikke hvad han havde forventet, men okay, han ville lege med. De slanke fingre bankede vurderende og rytmisk på vandrestaven imens han tænkte. ”…bedre end så mange andre” tilføjede han efter lidt tid, et dovent men selvsikkert smil som understregning af hans ord. Han havde trods alt brugt de sidste par år, på kun at lytte og observerer.

Ørkenelverens tanker cirklede dog stadig om hvem eller hvad denne mand var, og flakkede kortvarigt hen imod den pergamentrulle han havde efterladt bagved sig. Irritationen over ikke at vide hvad den indeholdt - eller måske nærmere irritationen over ikke at vide hvad manden foran ham vidste, gnistrede kort i de mørke blik. Han havde ikke ligefrem noget skjult es så længe alt foregik på mandens præmisser, men elveren fattede sig til tålmodighed igen. ”Såh, teleportation?” kom det med et lille smil fra ham, og han nikkede kort til den anden. Jah, han havde hørt og registreret hvad han havde mumlet for sig selv – en hyldest til elvernes skærpede sanser, og fulgte dermed op på mandens første spørgsmål; interesse glimtende i det ellers skarpe blik.

Om det ville være nødvendigt at forklare alting i detaljer for elveren, måtte tiden vise ham. Deavás havde ikke nødvendigvis travlt med at få det overstået, men han vidste også samtidig, at der var andre ting, som krævede hans opmærksomhed. Så han så helt at elveren makkede ret og ikke forsøgte at betvivle hans position. Han skulle bestemt ikke se sig hævet over ham, som Deavás også blev stående ved siden af bordet med blikket plantet solidt på den slanke elver, der kom nærmere. Han var ikke lige i tvivl, som skikkelsen kom mere ind i lyset og han derved kunne konkludere, at børnene havde fået fingrene i den rette. Det affødte et smil, som han nikkede let for sig selv, noget der bestemt ikke var henvendt Rakaa.

Deavás undlod at uddybe sine ord, som han gav elveren mulighed for at svare først og overveje, hvad det kunne få af betydning for ham. Indtil videre havde han ikke givet ham særlig mange informationer, som han ville kunne arbejde med, men det skyldtes også at de måtte træde varsomt i disse dage. Det kunne godt være at freden var over dem, men det kunne hurtigt ændre sig, hvis enten mørket eller lyset tog en beslutning om at forhindre et angreb i opløbet. Elveren gav udtryk for at han var bedre til at lytte en de fleste. ”Bemærkede du pigens påklædning?” spurgte han, som han hentydede til den pige, han havde mødt ved boden. Hun var iklædt simpelt tøj, en brun trøje med huller omkring skuldrene, ærmet var en smule forrevet i højre side. Om håndleddet havde hun et større modermærke, håret mørkt og pjusket, som en rigtig fattig gadebarn. Skoene var dog hvide og rene. ”Jeg spørger for at kunne konkludere om du vil være en nyttig tilføjelse” han valgte at uddybe, så elveren fik bare en smule mere at gå med og måske var mere villig til at dele informationerne.

Det lod dog ikke til at Deavás havde behøvet teste ham på den måde, som elveren gav udtryk for at have hørt et enkelt, men væsentlig ord til, hvorfor de befandt sig i samme rum lige nu. ”Grunden til din tilstedeværelse” forklarede han med et nik, før at han vendte sig væk fra bordet og bevægede sig hen imod elveren. Det dovne, men selvsikre smil på elverens læber, bekymrede ham ikke meget, men lidt, for hvad betød det? Ville han skulle motiveres mere end de øvrige iagttagere? Mon han overhovedet ville forsøge at få højere rang end blot være tilfreds med den stilling, han blev tilbudt? "Deavás" præsenterede han let, som han lod blikket hvile på Rakaas skikkelse.

Ah, en lille test? Hvor pudsigt. Han måtte vide mere.

Ørkenelveren følte en tænkende trækning glide over ham, som afslørede at det spørgsmål var en anelse mere brydsomt for ham at svare på, på stående fod. Han tænkte tilbage på det første møde for små 25 minutter siden, og lod sindet adskille de unødvendige detaljer der dog stadig var registreret i ham. Han havde ikke just holdt igen med hvad han skulle huske da han i første omgang fulgte med hende, halvdelen af alt hvad han kunne, afhang af elverens evne til at gen-visualisere øjeblikke og områder hvis han hurtigt skulle væk. Derfor skubbede han den vej de var gået, de genkendelige punkter de havde passeret og de samtaler han havde overhørt til siden, for at genkalde sig et møde der havde varet mindre end et minut. ”Et typisk gadebarn i en menneskeby. Brunt hår, brun trøje og lys i huden, men rene…” elverens blik glimtede kort en anelse triumferende, og han vippede hovedet på skrå. ”Sko. Hun havde et mærke på hånden” Tilføjede han til sidst, med tanke på hvordan hun havde rakt over ham. Det kunne selvfølgelig også være snavs.

Elverens hånd havde fundet frem til bordpladen, og fingrene fulgte træplankernes årer i et kærtegnende og næsten ømt mønster under hans forklarende ord. De lange negle imod træet skabte en underlig lyd i stilheden der fulgte, men en stilhed der dog ikke virkede til at påvirke hverken Rakaa eller manden i hans selskab. Ørkenelveren tog hånden til sig med et underspillet smil… fordi var det ikke mere, at han var i mandens selskab? Det var i hvert fald sådan det føltes. ”Jaså” forsatte han, og mødte de gyldne øjne med et interesseret blik. Hans navn ringede ingen klokke hos elveren der lavmælt gentog navnet, næsten for at smage på det. Han kunne fornemme at hans eget navn ikke var lige så hemmeligt for denne Deavás, men valgte stadig at præsentere sig med efternavn og det hele. Bare for høfligheden i det, eh?

”Så meget anstrengelse? Jeg er beæret.” afsluttede den slanke elver, hvis ene øjenbryn løftede sig i en indikation af mild skepsis. Det virkede lidt langtrukkent at hans magi var grunden, men så igen, så vidste han stadig ikke hvad manden med kortfattede ord og intense øjne cirklede omkring. Dog var han ikke sløv i optrækket, og på trods af sin dovne tilgang var utrolig skarp i det skjulte. 

En lille maske der kunne overraske dem der forlod sig på førstehåndsindtryk, så at sige.

Nok havde ingen fortalt ham, at han skulle observere pigen mere end det hun havde forsøgt at fortælle ham, men Deavás ville gerne se, hvad elveren kunne og om det var muligt at gøre nytte af. For det var ikke altid at det man så gav mening til at starte med. Men med tiden ville det være nyttigt at kunne huske tilbage til, hvis der kom informationer, der lige manglede de sidste detaljer, som ikke nødvendigvis havde givet mening den gang. Så det var uden tvivl en test på om elveren var opmærksom og denne kunne se bort fra det unødvendige og fokusere på de vigtige detaljer, for en sådan opgave kunne sagtens blive oplagt ham senere. Deavás lyttede opmærksomt til elverens ord, som han flyttede hænderne imod ryggen og ellers ikke gjorde mine til noget særligt. Han var afventende i den nuværende position, forsigtig i tilfælde af at elveren havde andre tanker for mødet. Rakaa virkede selvsikker i sin beskrivelse, som han dog nikkede ganske let til ordene. ”Øjenfarve?” spurgte han med et løftet bryn for at se om elveren havde været tæt nok på. Det var ikke sikkert, for han havde næppe forventet pigens ankomst eller budskabet.

Præsentationen var en måde at give elveren lidt tilbage. Han var overbevist om at elveren ikke ville lade ham føre en dybere samtale uden at få noget igen. Eller sådan ville han i hvert fald selv have det, hvis han nogensinde skulle havne i en lignende situation. Blikket hvilede kort på elverens hånd, som denne vandrede over bordpladen. Stilheden lod ikke til at bekymre nogen af dem, særligt ikke Deavás, der godt vidste, hvor de var på vej hen. Navnet skulle helst ikke sige ham noget, fordi så havde han gjort noget forkert i sit liv. Derfor var det betryggende at elveren ikke reagerede yderligere på navnet. Navnet på elveren var muligvis ikke nødvendigt, men han var glad for at få det bekræftet alligevel, som han kort skævede ned til pergamentpapiret og noterede sig, at de kunne tilføje efternavnet uden problemer.

Et let smil fandt vej til hans læber, som elveren talte om anstrengelse forud for deres nuværende møde. Dertil måtte han trække let på skulderen, før at han slog en kno ned imod bordkanten. Det rumsterede ude på gangen, hvorfra elveren var kommet, men der skete endnu intet inde i rummet. ”Så må vi se hvor længe det varer, når det kræver mere anstrengelse fra dig end mig” svarede han med et let skuldertræk, som han skubbede et stykke pergamentpapir over imod elveren. ”Hvordan er din interesse i forhold til magtbalancen i landet?” spurgte han roligt, som han skulle vide om elveren havde en side, han hældte mest til eller om han ville kunne arbejde i begge lejre. Det var vigtigt at konkludere, hvor elveren kunne være mest nyttig.

Den slanke elver løftede øjenbrynet i mild overraskelse da han tillod sig at spørge endnu mere ind til hende. Nu øjenfarve? Selvom han næppe ville indrømme det, havde han ikke fundet øjenfarven videre vigtig da han havde mødt pigen. Det kunne nu vise jeg at være en fejl i den lille test Deavás fremlagde for ham, men ikke noget han som sådan ærgrede sig over og endte med at ryste på hovedet. Nej, øjenfarven havde han ikke set, og ville ikke spilde tiden med et forkert gæt – det virkede ingen af dem interesseret i, så meget kunne han gætte sig til.

Dog havde han ikke set den kække kommentar komme, som blev afleveret med et nonchalant stemmeleje og en skuldertrækning i hans retning. Rakaa følte latteren boble på tungen over hvordan hans ord blev twistet imod ham selv igen, og tog med et lille hovedrøst imod kommentaren i sin rene forstand. Jah, det måtte de vel se an… elverens morende smil fik et gammelt glimt af den tidligere kunstners flyvske energi til at titte frem i blikket, og den slanke elver ignorerede den rumsteren der var udenfor fuldstændig - nu mere investeret i hvad denne mand ville. Om end han fremstod professionel, var han altså ikke humorforladt. Og det var altid et godt tegn på spændende typer.
Hans hånd gled over det knitrende pergament med utrolig nænsomhed. ”Hvad er din interesse i magtbalancen?” kom det tilbage som et undersøgende modsvar, mørkeblå øjne granskede hans ansigt og mimik. ”Jeg har mine ordrer, i dem ligger min interesse.” konstaterede han efter lidt tid som et svar på hans spørgsmål. Et svar enhver god soldat fremførte, og især overfor folk de ikke kendte. Denne Deavás kunne lige så godt være en syg form for test fra hans overordnede, og Rakaa ville ikke have sin frihed indskrænket grundet personlige holdninger og tanker.

Rakaa var bevidst om at det ikke kun var menneskerne der kæmpede imod mørket, ligesom det ikke kun var dæmonerne der kæmpede imod lyet. Men personligt, betød menneskernes kamp ikke noget for ørkenelveren, før dens konsekvenser rakte længere end deres grænser - eller kom ud af kontrol. De lange dreadlocks gled  over hans skulder idet han lænede sig en anelse frem. ”Det er altid godt at have en finger på pulsen, hmm…?” sagde han lavmælt men utrolig glat, øjnene stadig nysgerrige efter mere information, eller et lille hint om hvorfor alt det her blev sagt og fortalt. Det var trods alt hans job, og han forlod sig på tålmodigheden og afventede endnu.

 Så længe de begge blev her, kunne begge udveklse ord. Han ville ikke forhaste noget og risikere at denne Deavás forlod ham uden uddybende svar på hvad han lavede her.

Øjenfarven var som sådan bare en lille bonus ting, der måske havde været rar for Rakaa at vide, men han accepterede hans nej, eller ryst på hovedet, som Deavás konkluderede at det ikke var muligt for ham, at gengive øjenfarven. ”Blå” svarede han roligt, i tilfælde af at han ville bruge flere tanker på at overveje øjenfarven, så kunne han lige så godt forklare ham det og derved lade dem komme videre med deres egentlige formål med dette møde. Testen havde han jo som sådan bestået, han var bare blevet klar over at rollen, som iagttager muligvis ville være hvad der passede ham bedst. Men der var stadig håb for at stige i graderne senere, hvis han viste sit værd.

Nok skulle de forhandle en aftale på plads, men Deavás var bestemt ikke helt tør i det, han kunne sagtens se morskaben i situationen. Elveren vidste ikke, hvad han gik ind til og da heller ikke, hvad hankunne forvente lige nu. Ikke før at grundreglerne blev lagt på bordet. Deraf pergamentpapiret. Det var blot en forklaring over rangorden, selvom Deavás forsøgte at fastholde elverens opmærksomhed lidt endnu. Han havde ikke placeret sig selv på listen, eftersom at elveren først skulle takke ja til buddet, før at han ville forklare sin egen rolle. Svaret behagede ham dog, selvom han ikke fik et direkte svar, så var det det rette lige nu. Derfor nikkede han blot til hans spørgsmål. ”Ingen.. så længe vi befinder os midt i” svarede han med et høfligt nik, som der kunne være flere årsager til lige netop det svar. Elveren snakkede om ordre, mon han fejltolkede situationen? Uanset hvad, så lod han ordene hænge lidt i luften, før at han vendte blikket imod pergamentpapiret, som elverens hånd rørte ganske let.

Deavás nikkede forsigtigt til elverens ord, før at han rettede sig helt op og bevægede sig rundt om bordet for at stille sig ved siden af elveren. Der var dog stadig en smule afstand imellem dem, som han ikke skulle risikere noget, samtidig med at han ikke ville provokere Rakaa til at angribe lige nu. Ud af øjenkrogen, kunne man se døren, der gik op og den lille pige, som Rakaa havde mødt komme farende ind. Hun stoppede foran bordet og bukkede hovedet let. ”Miska er en del af vores organisation, omend hun ingen titler har endnu” forklarede han uddybende, som den lille pige nikkede.

Hvis Rakaa påstod at huske farven idet Deavás sagde det, var det ikke noget han hverken lod se på sig eller sagde. Blå øjne, grønne øjne, han var stadig ikke helt sikker på hvilken betydning det havde og var en doven udvej for den slanke Ørkenelver. Man kunne argumentere for at 9 ud af 10 var godt nok, men han kendte mange der ville være uenige. Mange der sigtede efter perfektion. Og mange der på den måde aldrig rykkede sig ud af flækken.

Hans blik gled over papiret igen, hvor han kort fæstnede sig ved de ord der stod skrevet. Iagtager, agent… og så videre - ord han kendte betydningen på, men ikke forstod uden den omkringliggende kontekst, og blikket mødte igen mandens gyldne øjne. Et høfligt nik fulgte op på hans ord, og den slanke ørkenelver brummede tænkende for sig selv ved den glatte forklaring, stadig usikker på hvilken relation hans alliancer havde med dette papir og hans magi. Dog skulle han heldigvis ikke vente forfærdelig længe mere, førhen flere forklaringer blev præsenteret. Langsomt blev et billede malet og en tanke slog rod.
Han fulgte manden med et vagtsomt blik, men den eneste reaktion på hans nærhed var hvordan hånden med vandrestaven kortvarigt strammedes lidt. Dog var han ikke centrum for fokus, fordi i næste nu gik døren op og den lille pige han havde stiftet bekendtskab med i starten dukkede op; et smil om hendes buttede kinder. Rakaa’s blik gled fra pigen over på Deavás, og han drejede sig en anelse, så de stod mere front imod front fremfor side imod side. Vurderende betragtede han manden og barnet imens hans hjerne lagde puslespillet frem foran sig. I takt med at flere og flere brikker blev vendt, gav hemmelighederne, vejledningen og spørgsmålene et ekko af mening.

”Hun er også kvik på fødderne” kommenterede Rakaa kort, og nikkede med et høfligt men utrolig kort smil imod den lille pige. Menneskebørn frastødte ham… men ikke noget han lod selskabet mærke. Ikke meget i hvert fald. ”Jeres organisation må være en broget flok, siden i benytter jer af børn..?” kom det fra elverens melodiske stemme, og han vippede hovedet på skrå i en rykvis bevægelse. ”Mange forskellige typer, kan jeg fornemme?” forsatte han glat.

I det flakkende lys fra bordet fremstod elverens træk utrolige kantede og fremmede, et testamente til hans fremmede ophav. Alle i rummet repræsenterede forskellige dele og niveauer af landet.

Øjenfarven var ikke længere væsentlig for deres samtale, men Deavás var dog imponeret over at elveren faktisk havde fået så meget med, særligt fordi hun ikke havde været det eneste barn til at guide ham rundt i byen. De små væsner kunne sagtens være svære at skelne fra hinanden, når de ikke var ældre end det. Der måtte han bare give ham en smule respekt for sit grundige arbejde uden at have været forberedt på det. Det ville nok ændre sig i fremtiden, når han fik en opgave stukket i hånden, da der uden tvivl ville være et formål med en sådan opgave. Men testen var også for at vise, at elveren altid skulle være vågen. Så kunne han godt holde fat i den dovne facade, så længe han bare lyttede efter.

Rakaa fik mulighed for at læse papiret igennem, eller i hvert fald skimme det, før at Deavás følte at det var tid til at forklare sig yderligere. Der ville ikke altid være tid til at nærstudere dokumenterne, når faren kunne lure omkring hvert et hjørne. Nogle informationer måtte heller ikke falde i de forkerte hænder, så til tider kunne Rakaa blive tvunget til at skimme en tekst og så destruere den, før at andre ville få fingrene i indholdet. Derfor valgte Deavás også at tage papiret, som han foldede det sammen og bevægede sig over imod den levende ild. Ilden fik hurtigt fat, som han smed det på jorden og vendte blikket retur imod Rakaa. De havde en vigtig hemmelighed at bevare begge to, så Deavás blik var stålfast og alvorligt. Tænderne bidt sammen og kæben fremtræden i hans ansigt. Han vendte retur til elveren, som han gjorde plads til pigens entre. Der blev ikke delt yderligere ord imellem dem, før at pigen vendte blikket imod dem.

”De har nemmere ved at passe ind i samfundet.. Sammenlignet med os” forklarede han uddybende, som menneskebørn ikke fik den samme opmærksomhed, som børn af de øvrige racer. De kunne sagtens vandre omkring uden at blive bemærket. Havde pigen ikke forstyrret hans handlen, så havde Rakaa næppe skænket hende et blik, ikke sandt? ”Hvad end der gavner os” fortsatte han, som menneskebørn muligvis ikke besad de stærkeste kræfter, så var de i stand til at være en del af en større flok. ”Hvilket bringer mig til din evne..” blikket blev vendt fra pigen imod elveren, som han drejede sit fulde fokus imod ham. Det var derfor de havde overvejet at gøre ham til en del af organisationen. ”Jeg forestiller mig, at du må have nemt ved at komme omkring?” spurgte han, blot for at få en dybere forståelsen for elverens evner. Så meget havde de ikke opfanget endnu.

Ikke længe fik Rakaa lov til at studere papiret, førhen at det blev fjernet fra ham i en hurtig bevægelse. Der gik ikke længe førhen at ilden havde gjort sit arbejde med det tørrer pergament, og i løbet af få sekunder var papiret slettet af sin eksistens. Så hurtigt kunne det ske. Ørkenelverens blik fulgte flammerne, men blev ikke længe efter draget af Deavás gyldne øjne endnu engang og den alvorlige energi i hans blik og ansigt. Selvom Rakaa måske ikke havde haft en finger på overfladen i lang tid, kunne han langsomt ane det utroligt fint net der var trukket ud over krystallandet. Og noget sagde ham, at en af de større edderkopper var i selvsamme rum som ham.

Rakaa rynkede næsten en anelse. Han følte den lille piges undersøgende øjne, og lod hende uden at gøre mere ud af det, studere ham. Jah, dette samfund gled det kort igennem hans tanker, men det var en kommentar han valgte at holde for sig selv. Den var ikke ligefrem nødvendigt at dele, og lige nu, var de begge i menneskenes samfund. På trods af de fysiske træk, var der ikke meget der talte for at Deavás selv var helt menneskelig… om det var hans attitude, om det var hans intense blik eller det faktum at han også selv omtalte det imellem ’os’ og ’dem’. Han følte det var en god blanding af alle de elementer. Så hvad var han. Og hvem er… os? En tanke han ikke nåede at tænke videre over førhen den dybe stemme krævede hans interesse igen.
Han følte endnu engang dette undersøgende, næsten analyserende blik som der kom fra den mørkhårede mand. Alle havde deres bagtanker, og han var spændt på hvad der motiverede denne… noget han nok skulle finde ud af en eller anden dag, om end det måske ikke blev i dag. ”Nemt” Elverens gentagelse var dog ikke et spørgsmål, men en konstatering. Nemt var næsten en underdrivelse… det var ikke uden grund at lige præcis den evne havde skubbet ham ud af sin lærer plads som kunstner, og ind i de rigide rækker af krigere; en beslutning han stadig studsede over den dag i dag. ”Jeg har mine begrænsninger, ligesom alle andre. Men nemt er et godt ord at bruge…” fulgte han op med, stadig en anelse tilbageholdende i videre uddybning af hvad han kunne.

Det var normalt hans trumfkort, hans sikkerhedsnet. Og selvom hans trumf var hevet frem i lyset, havde han ikke tænkt sig at røbe mere end nødvendigt, med tanke på om det her kunne gå galt og han hurtigt skulle væk.

Der var fare for at information ville gå tabt, så længe at Deavás havde opfanget det, så kunne han holde på dataen længe efter det var forsvundet fra andres sind. Men som flammen opslugte pergamentpapiret, gik Deavás ud fra at Rakaa var klar over en smule af strukturen i deres organisation. Papiret meldte dog ikke noget om et navn eller titel på denne, som den slags ikke skulle nedfældes med ord, netop fordi der fandtes magi, som faktisk kunne opsnappe resterne af pergamentpapir og skrue tiden tilbage til dens oprindelige form. Derfor blev Verbatim kun udtalt med ord og intet andet. Det måtte også være rart at have en betegnelse i stedet for at skulle forklare organisationen hver eneste gang. Rakaa havde ret i sin forestilling om et stort net, fyldt med edderkopper store og små. Alle med hver deres base, hvor det var nødvendigt. Stedet her var blot et mindre opholdssted, som var midlertidig og kunne undværes, hvis Rakaa ikke vist den rette interesse for det.

Menneskene kunne bruges til ganske få ting, hvilket pigen var et bevis på, som hun gjorde alt for at få mad på bordet, selvom hun levede på gaden og sagtens kunne leve ved at stjæle, men det var langt sikre at følge nogle ordre fra tid til anden og så sikre en levevej den vej igennem. Måske hun ville vokse op og få en større rolle i deres organisation, men det var ikke til at vide. Hun kunne meget vel vokset fra det også. Deavás gjorde ikke meget for at skjule sin sande identitet, som dæmon, da han bestemt var stolt af at være det og følte, at det var én af årsagerne til at han kunne holde den position, som han faktisk havde. Han bed tænderne let sammen, som han vendte blikket imod pigen og nikkede til hende. Hun bukkede hovedet, drejede rundt på hælen og gik imod døren igen. Hun havde ikke brug for at være der, når de fik styr på grundreglerne, hvis Rakaa indvilligede i det hele. Men nu havde elveren fået bekræftet sin iagttagelse. Han lyttede roligt efter mandens ord, som han klargjorde, at der endnu var begrænsninger. Det var klart, men det var egentlig ikke der interessen lå. ”Har du interesse for at bruge dine evner til et højere formål?” spurgte han mere direkte denne gang, som han skulle sikre sig at Rakaa ville være med på ideen, før at han fortsatte. ”Er du interesseret i at være en del af Verbatim?” spørgsmålet flød over hans læber med en sådan ro, som han sagtens kunne håndtere et nej, men helst så elveren takke ja til tilbudet, for de kunne sikkert få noget godt ud af hans evner.

Med et enkelt lille nok noterede Rakaa sig  hvordan pigen forsvandt ud af samme vej hun var kommet, og ville nok ikke være en person han så igen. Eller, måske, mulighederne var der selvfølgelig, men den skeptiske del af ham tvivlede. Og det gjorde ham som sådan intet. Hun havde været første skridt, og med den stemning der langsomt var spundet ud omkring dem, kunne han fornemme at Deavás var det andet skridt. Elverens mørkeblå øjne var et spejl af de overvejelser der gled igennem ham, der alle som en stoppede ved hanss næste ord.
Et højere formål?

Rakaa var en god soldat. Han var lydig, relativ doven og anerkendte sig selv som en ud af mange brikker for de øverste at rykke rundt på; brikker der hurtigt kunne spares eller skiftes ud. Han havde sjældent sigtet efter mere end det… så et højere formål skabte rører i et ellers blikstille hav, og dannede ringe i vandet. Fordi hvad var højere formål for ham? Men det var ikke spørgsmålet… spørgsmålet var om interessen var der. Og det kunne han føle sig frem til uden de store problemer. 
“Jah…” gled det over hans læber. Jah, han havde interessen, han havde bare aldrig set mulighed. Et liv med skysklapper var en overdrivelse, men man kunne sige at det var i den rigtige retning. Rakaas fingrer strammede sit greb om vandrestaven, og han følte svaret bundfalde sig i luften og i ham selv. Jah, interessen var der bestemt. Når man levede en evighed, kunne man ligeså godt se hvor det her førrte hen.
På trods af at navnet Verbatim ikke ringede nogle kloller i ørkenelverens hukommelse, kunne han sætte delene sammen og gættede på at det var hvad manden havde cirklet omkring så længe. Organisation, brevet, magien, den konstante brug af os.

Elverens skarpe hoved vippede på skrå i en rykvis bevægelse idet at han studerede Deavás. Hans loyalitetsfølelse kom i klemme, så meget kunne han fornemme. Menn så igen, havde han dedikeret størstedelen af sit liv til elvere han sjældent havde mødt eller talt med, eller ordrer han sjældent var enige med. Hvorfor skulle det her være anderledes, udeover at han faktisk havde en samtale at huske tilabge på denne gang? “Jah, det er jeg” Moralsk set var det ikke, og en lille nysgerrig gnist blev tændt; noget der ikke havde været der i flere år, kvalt under de samme rutiner og vaner en hverdag skabte.

Der hvilede en underlig stilhed over situationen. Deavás brugte en del tid på at overveje sine ord nøje, men forsøgte så vidt muligt også at aflæse elveren foran ham. Elvere havde det med at varetage deres egen dagsorden for nogens anden, så man skulle være varsom med at lukke dem ind i ’folden’. Men så længe at denne kunne se formålet og være i stand til at se ud over sin egen næsetip, så var der håb for at de ikke senere skulle likvidere truslen, som samtlige medlemmer kunne blive, hvis de blev afsløret eller valgte at gå andre veje end hvad der var i organisationens interesse.

Der var ingen hast over svaret på det uspecificerede spørgsmål, som ikke nødvendigvis krævede et krav i sidste ende. Deavás brugte blot stilhed til at bemærke det glimt, det havde vist sig i elverens øjne. Desværre var han ikke tankelæser, så han var ikke i stand til at vide om elveren var på den ene eller den anden side i det her. Uanset hvad så ville der ikke blive udvekslet mange informationer, hvis han takkede ja, for det var alt Deavás var kommet efter. Rakaa havde bestået den første del af prøvelsen, anden del ville komme senere, når han skulle bevise sit værd og derved gøre nytte i organisationen uden at gøre så for meget bemærket. Ordet eller nærmere lyden, som flød over dennes læber fik Deavás til at hæve det ene øjenbryn, som han samtidig bed tænderne sammen og tydeliggjorde sin kæbe for en kort stund.
Spændingerne i ansigtet forsvandt, som Deavás rykkede sig en smule tættere på. Han løftede ganske let den ene hånd for at skubbe den under jakke og fiske et nyt stykke pergamentpapir ud. Han rullede den stille i hånden før at han rakte denne frem imod Rakaa og nikkede ganske let. ”Din første opgave” kommenterede ham med et nik, som han holdt ganske let fat i rullen, så elveren nemt kunne tage rullen fra ham. Tog han ikke imod, så ville han blot smide rullen på bordet og efterlade valget til ham. ”Ødelæg det efterfølgende” fortsatte han i en mere beordrende tone. Der var sikkerhedsforanstaltninger, som skulle overholdes. Ingen måtte vide noget.

Derfra valgte Deavás at bevæge sig udenom elveren, som han greb fat i håndtaget til den dør, som Rakaa var kommet ud af. Han så sig over skulderen, som han nikkede. ”Til næste gang” lød det afslutningsvis, som Deavás trykkede håndtaget ned for at åbne døren og bevæge sig udenfor. Natten var ung og han havde en anden ’kunde’, som han skulle besøge, derfor forsvandt han hurtigt i mørket. Lydene i den forladte gyde ophørte pludselig, som Deavás havde forladt den. Børnene vendte tilbage til deres ’leg’ og en brise strøg over stearinlyset på bordet.

Rakaa kunne ikke sige at han havde forventet hvad der så ville ske efter, men heldigvis for ham, jah så var det ikke noget videre dramatisk. Et stykke pergament blev fisket op, og selvom Rakaa ikke var i tvivl om at det indeholdt en eller anden ordre at følge, eller en opgave at fuldføre, jah så var han alligevel glad for at få det forklaret - bare for en god ordens skyld, så alle var enige om hvilken form for sort på hvid der var blevet ridset op her til aften.
Elveren smilede en anelse, dovne øjne over ham og hans nu bevægende skikkelse. Det virkede til at dette var dét for i dag... ikke at det gjorde Rakaa noget selv, han havde intet behov for at trække tingene i langdrag.
"Mmmmh" kom det bekræftede over hans læber, og det til begge ting - både at ødelægge pergamentet, men også til de såes næste gang. Hvis der blev en næste gang.. det skulle trods alt give mening hvad end de gjorde, og det ville han føle efter, når han åbnede dokumentet og læste dets indhold.

Da en brise strøg over sterinlyset på bordet, lagde mørket sig atter i rummet. Der sskulle dog ikke gå længe inden at ørkenelveren med et lille smil og et smæld af grønt lys, også selv forsvandt og efterlod mørket til sig selv.
Rubinien simpelthen. Det skulle nok blive spændende - det var trods alt et sted han kendte... bedre end mange andre steder.