Dagen var forløbet ganske roligt. Alida havde nyt det solrige vejr og havde været ude og strække vingerne en smule, bare så de ikke endte med at blive fuldkommen immobile, dog var hun altid påpasselig med der ikke var andre end Valtor og Coffey der så hendes vinger, for de havde en anderledes farve end normale engles og hun nødig ville fanges eller sådan noget, grundet de specielle vinger. Udover vingeskrækning, havde hun været i Smarana for at finde noget stof hun måske ville være i stand til selv at lave et eller andet fint ud af. Noget tyndt hvidt der fadede ud i noget rødt. Uskyld, kærlighed og blod... Hun vidste dog ikke helt endnu hvad hun skulle lave, om det blot skulle være en lille kåbe hun kunne tage på når hun var på værelset, eller om det skulle gøres til et fint tørklæde, tiden måtte vise hvor meget hun havde når hun fik taget sig sammen til at pakke det ud og få set ordentligt på det hun havde købt. 

På nuværende tidspunkt stod Alida blot ved vinduet og stirrede ud i intetheden. Et svagt suk undslap hende som hun lukkede øjnene og lyttede til den næsten evige stilhed der var i Valtor's palæ. Hun elskede det, også på trods af hun levede her for at lade ham bide hende, men det var det værd i hendes øjne, for hun havde tag over hovedet, en der passede på hende og en veninde, hvad mere kunne man næsten ønske sig? Igen åbnede hun øjnene og så rundt i rummet inden hun gik over til det lille bord hun havde og fik sig placeret på den fine stol. Blikket rettede hun på sit spejlbillede som hun langsomt strakte vingerne en lille smule. De kunne godt være der, for hendes vingefang var ikke et af de største, men hun passede alligevel på, så hun ikke ødelagde noget på værelset. Svagt bed hun sig i underlæben som hun så på sig selv og placerede hendes ansigt i sine hænder og sukkede. Hun burde egentlig give sig til at sove, men hun var ikke specielt træt, men havde på samme tid heller ikke lyst til at gå rundt i det mørke palæ, for på et eller andet tidspunkt ville han ende med at støde op Valtor og formentlig få et kæmpe chok. Hun så igen mod sit spejlbillede og begyndte at nynne lidt for sig selv, en sang hun kunne huske hun havde hørt, men hun kunne ikke huske hvor fra. Hun lod fingrene glide gennem hendes lange hår før hun rejste sig op og drejede lidt om sig selv og så i spejlet som hun stod og svejede fra side til side. Den hvide kjole sat luftigt omkring hendes lille krop og hun bed sig svagt i underlæben som hun gik til vinduet for at rulle de fine gardiner for, men førte fodtrin der nærmede sig. Hun stoppede og så i retning af hendes dør og trak på skuldrene. 

Hun så i retning af stearinlyset der stod på hendes bord og gik over efter det, for at tænde resten af de få lys hun havde til at stå på værelset. Værelset blev svagt lyst op, så nu ville hun ikke stå i komplet mørke, når det sidste vindue blev dækket til. Igen gik hun tilbage til bordet med det lille spejl. Hun begyndte igen at nynne, nærmest som hun forsvandt ind i en helt anden verden. Hun svejede let fra side til side og var et helt andet sted.

Valtor havde for en gangs skyld haft travlt. Han havde ikke haft tid til at sove, fordi han havde haft ærinder, og han var først lige vendt tilbage til palæet. I sit stille sind priste Valtor sig lykkelig for de forholdsregler, han havde været forudseende nok til at tage, når han skulle ud i sollys, og han havde faktisk formået at holde det på et minimum at blive brændt. Han var blevet lidt rød, men det havde været til at leve med, og det var forsvundet forholdsvis hurtigt igen, men hans kunde havde set lidt bekymret ud. Egentlig skulle han nok have sendt Elinor, men dette havde været en vigtig kunde, der kunne sørge for en lind strøm af penge så længe, Valtor kunne sørge for at forsyne hende med slaver. Om hun havde tænkt sig at sælge dem videre, eller om hun ville beholde dem, var Valtor sådan set ligeglad med, han tænkte kun i økonomi lige i øjeblikket.

Som Valtor trådte ind ad hoveddøren, kastede han et blik på slaven, der havde åbnet og sendte ham et smil. Normalt ville det være Jasmina, der åbnede, så Valtor gik ud fra, hun var gået i seng. Det skadede dog ikke at spørge. "Jeg antager, at Jasmina har trukket sig tilbage?" spurgte han med en venlig mine, og slaven nikkede. "Ja, herre, hun undskyldte sig for et par timers tid siden og sagde, at hun bad om din tilgivelse" svarede han med en nervøs mine, men Valtor nikkede blot, som hans smil voksede en smule. "Er Alida så stadig oppe, ved du det?" spurgte han med samme venlige tone som før, hvortil slaven nikkede igen. "Jeg hørte i al fald lyde deroppe fra for ikke så længe siden. En nynnen" svarede han, hvortil Valtor igen nikkede. "Fornemt. Det er dig tilladt at holde fri for i dag, hvis du ønsker det" sagde han, men han ventede ikke på slavens reaktion, som han satte kursen op ad trappen.

Turen til værelset var efterhånden vane for Valtor, og han kunne snildt gå i sine egne tanker, som hans fødder førte ham frem til det rigtige sted. Så lagde han forsigtigt øret til døren, og et smil bredte sig på hans læber, da han hørte nynnen. Så bankede han forsigtigt på og ventede tålmodigt på svar.

Alida stoppede kort med at nynne som hun hørte stemmer nedenunder, Var Valter kommet hjem? Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst og hun bed sig i underlæben. Hun fik en kildende fornemmelse i maven som hun let fniste for sig selv ”Årh, hvad skal der dog blive af mig” sagde hun stille til sig selv som hun så sig i spejlet. Igen gav hun sig til at nynne lige så stille mens hun svejede.

Hun sad stadig lidt i sine egne tanker som hun hørte det bankede på. Straks stoppede hun med at nynne og så mod døren med et let hævet øjenbryn, nærmest som om hun troede hun blot hørte ting, men rettede hurtigt blikket imod spejlet igen. En hånd gled igennem det lyse hår og hun lod det falde ned over hendes skuldre og ryg. Derefter rettede hun lidt på den fine hvide kåbe hun bar, hun skulle jo se anstændig ud. Hun sendte sit spejlbillede et lille smil før hun vendte stolenn mod døren ”Kom ind” kom det fra hende med den blideste stemme hun kunne frembringe før hun satte sig ned. Hendes hjerte stoppede næsten som døren gik op og Valtor trådte ind. Hendes øjne lyste nærmest op som hun sendte ham et blidt smil ”Hvad bringer Dem til mit kammer, Herre?” spurgte hun og rejste sig fra stolen. Hun vidste skam godt hvad han var kommet efter og hun ville ikke stoppe ham. Hele hendes krop sitrede, selv hendes vinger, der endnu var ude.

Valtor nåede ikke at vente ret længe, før han hørte Alida byde ham indenfor. Hendes nynnen var dog stoppet, hvilket var lidt trist, for hun havde faktisk en smuk stemme. Det var dog nok temmelig besværligt at skulle nynne og tale samtidig. Han sendte hende dog et smil og et nik, som han tillod sig at træde et skridt ind i rummet. "Godaften. Forstyrrer jeg?" spurgte han i en høflig tone. Han vidste egentlig godt, at det nok ikke var tilfældet, men hun havde trods alt stadig muligheden for at afvise ham. Hun var ikke en decideret slave, som de andre var, så Alida havde væsentligt mere frihed.

Hvis ikke Alida afviste ham, ville Valtor lukke døren bag sig og træde et skridt længere ind i rummet, inden han ville svare på hendes spørgsmål: "Jeg er en kende sulten, så jeg ville høre, om De havde tid til mig" svarede han. Han var egentlig næsten sikker på, hvad svaret ville være, men han ville hellere være høflig at spørge, end han bare ville kaste sig i halsen på hende.

Alida sendte Valtor et blidt smil og hun fjernede en tot hår fra hendes ansigt ”Godaften. Nej, nej bestemt ikke” sagde hun med en blid stemme. Hun vidste godt hvorfor han var her og for intet i verden ville hun nægte at give ham det. Mange ville ikke misunde hende, men på samme tid vidste hun også at nogle af slaverne på stedet, ikke var super glade for hende, fordi hun havde en del mere frihed. Let fjernede hun håret om til den ene side for at blotte hendes hals for ham. Mange var bange for at lade en vampyr sætte deres tænder i dem, men Alida, hun var tæt på frygtløs, i hvert fald når det kom til Valtor.

Hun nikkede let ”Jeg har intet jeg skal nå, Herre. Jeg har skam altid tiden til Dem” sagde hun og mærkede hvordan hendes kinder let begyndte at blusse op. Hvorfor havde hun det altid sådan her når han var på hendes værelse? Sommerfugle i maven og totalt lightheaded. Hun bed sig let i underlæben som hun vendte sig med siden til ham og slog vingerne om sin selv for at give ham mere plads til at komme tæt på.

Valtors smil voksede ved Alidas svar, og han tillod sig at lukke afstanden lidt mere mellem dem. Han gav sig dog god tid til egentlig bare at betragte hende, som hun blottede halsen. Hun var ganske køn, og hendes velvillighed gjorde ham kun i bedre humør. Imponerende nok var hun mere medgørlig, end visse slaver var, så for ham havde hun gjort sig fortjent til hans respekt. Det var også grunden til, at han høfligt stillede spørgsmål i stedet for at give ordre. Der skulle ikke meget til, for at Valtor gav én en lang line. Derudover var Alida som sagt ikke en slave, så hun havde endnu mere frihed end ellers. Han var egentlig også bedøvende ligeglad med, om de andre slaver kunne lide hende eller ej, men han tolerede ikke, hvis de behandlede hende dårligt. De havde bare at acceptere, at hun var der.

Alidas svage rødmen fik kun Valtors smil til at vokse, og hendes lydløse invitation med vingerne fik ham kun til at træde helt over til hende. "Sig endelig til, hvis det bliver ubehageligt. Så stopper jeg med det samme" forklarede han. Han havde sagt dette til hende hver gang, han havde drukket fra hende, så det var nok ikke uvant for hende at høre, men han mente det lige meget hver gang, det blev nævnt. Så lagde han langsomt og blidt armene om hende, inden han bukkede nakken, så han kunne lade tænderne bryde den blege og bløde hud på halsen.

Det lune blod var forfriskende, og selvom det ikke tog mere end et halvt minut, ville det med stor sandsynlighed føles som meget længere for Alida. Det var lidt med forskel med person til person, men det var indtil videre, hvad Valtor havde erfaret. Ligeledes reagerede folk også forskelligt. Nogle blev opstemte, nogle blev fyldt med eufori, mens andre stik modsat blev utilpas på den ene eller den anden måde. Han havde aldrig hørt klager fra Alida, men han havde heller ikke spurgt ind til, hvad hun følte ved det. Det var hendes ting, og det kom som sådan ikke ham ved. Det vigtigste for ham var, at hun følte sig godt tilpas.

Valtor lod tænderne slippe halsen igen, men han lod fortsat armene ligge om hende et øjeblik længere, inden de blev fjernet. "Tak. Kan jeg gøre noget til gengæld?" spurgte han så. "Det kan være hvad som helst, det er mig muligt at give. Hold dig ikke tilbage" opmuntrede han med et nyt smil, som han lod fingeren fjerne en smule blod fra sin mundvig.

Alida kunne ikke udtrykke nok, hvor glad hun faktisk var for at være i Valtor’s varetægt. Hun havde aldrig set sig selv som en slave, men mere som en gæst? Hun havde muligheden for at komme og gå, tage ud og se ting, men hun havde altid en ting med enten at nævne det eller skrive en note til Valtor som hun lod ligge på hendes bord. Dette var også en af grundene til hun var så latteligt forelsket i ham, trods det virkede som et ret umage par. En vampyr og en engel?

Hendes blik rettede sig op mod ham som han kom helt op til hende ” Ja, Herre” sagde hun stille og bed sig let i underlæben som hun havde svaret. Alida sagde som regel ikke stop, mest af alt fordi hun egentlig ikke syntes Valtor’s bid var smertefuldt, men også fordi han på en eller anden måde var lidenskabelig omkring det, hvilket var med til at få hende til at slappe væsentligt mere af omkring ham. Hun lukkede svagt øjnene som han tog om hende og hun lod en af hendes hænder glide let over hans og som hun mærkede hans tænder bryde huden, undslap et suk hende og hun lod let hendes hånd glide ned over hans arm med neglene, ganske blidt.

Hun kunne ikke forestille sig hvordan blod smagte, hun havde tit fået at vide det var metallisk, hvilket hun ikke ligefrem kunne se det lækre i, men hun vidste der var nogle væsener omkring i landet der havde brug for det, for eksempel vampyrerne. Hun kunne nærmest mærke hvordan blodet flød ud af de små huller han havde lavet i hendes hals og ind i hans mund. Let rystede hun, ikke af ubehag, men dette var hendes måde at reagere på. Alida var ikke i stand til at sige hvad det var der skete når hun blev bidt. Jo det gjorde ondt, men på samme tid, blev hun en smule opstemt.

Som han slap hende, så hun på ham. Hendes kinder var blusset lidt mere op og Valtor’s spørgsmål gjorde det næsten værre. Let bed hun sig i underlæben da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun vidste hun havde frit lejte, men på samme tid så kunne hun vel ikke? Hun så ned mod gulvet og lod hendes vingerne falde tilbage til deres naturlige position.

Valtor havde ingen anelse omkring Alidas følelser mod ham. Hun havde aldrig givet udtryk for noget, og selvom hun virkede henrivende over at få lov at tjene ham, havde han aldrig lagt mere i det. Han ville nok reagere på en lidt anden måde, hvis han kendte til hendes faktiske følelser. Han gik egentlig bare ud fra, hendes glæde var udtryk for, hun nød at fodre ham. Selvom han stadig havde det lidt blandet omkring det at skulle drikke blod, gjorde det det faktisk en hel del nemmere, når Alida sådan bare gav sig hen til ham.

Alidas lille kærtegn over hans arm, undslap ikke Valtors opmærksomhed, og han kunne ikke undgå at mærke kuldegysningerne. Ikke at det var ubehageligt, tværtimod. Imponerende nok formåede han at holde sin skælven tilbage, så han ikke flåede Alidas hals fuldkommen i stykker. Hendes svage rysten undslap ham heller ikke, men sådan havde hun reageret førhen, og han var holdt op med at spørge ind til det, for hun havde altid svaret ja til at være okay efter, så han stolede på, at det stadig var tilfældet.

Valtor ventede tålmodigt på et svar, men da det ikke kom, og Alida i stedet rettede blikket mod gulvet, trådte han forsigtigt et skridt tættere på, så han kunne placere en finger under hendes hage og forsigtigt forsøge at løfte hendes hoved igen. Han ville dog ikke tvinge hende, hvis hun strittede imod.
"Du har intet at skamme dig over. Jeg mener det. Du kan bede mig om hvad som helst. Indenfor hvad der mig fysisk er muligt selvfølgelig" forsøgte han igen. Han ville dog ikke presse videre på, og han forsøgte at give hende lidt plads ved at træde et skridt baglæns igen.

Hvordan skulle Alida nogensinde være i stand til at fortælle Valtor, hvad hun egentlig følte for ham? I teorien var det ikke så svært, men der var et eller andet inden i hende, der var bange for at få sit hjerte knust. Ganske vidst vidste hun også at Valtor var højere rang iblandt pøblen, mens hun selv ikke var andet end healer og syerske. Hvordan ville det ikke se ud? Nej, indtil videre valgte hun at holde det til sig selv, i hvert fald indtil hun havde samlet mod nok til at sige det.

Hun stolede fuldt ud på ham og det var en af de grunde, der var med til at hun lod ham drikke, uden der var nogen form for kamp. Alida var overbevist om at Valtor aldrig ville gøre hende noget ondt, med mindre hun havde gjort noget VIRKELIG DUMT og ikke engang der, vidste hun om hun reelt ville blive straffet særlig meget. Ikke det var noget hun havde lyst til at finde ud af, så derfor holdt hun sig på hans gode side.

Som hun mærkede fingeren under hendes hage, bed hun sig let i underlæben og rettede de krystal klare øjne mod Valtor. Som han talte begyndte hendes kinder at blusse op og hun forsøgte, men det var som om de ord hun egentlig ville sige ikke kom ud. Hun grinte kort af sig selv ” Heh, jeg… Ved ikke hvordan… Uhm…” sagde hun som hendes øjne begyndte at flakke let fra side til side.

Valtor mente ikke selv, han havde ret til at straffe hende, som han havde med sine slaver, så hvis Alida rent faktisk fik gjort noget, han ikke brød sig om, ville hun højst få en løftet pegefinger. Han tvivlede dog på, det nogensinde ville ske. Hun virkede så hengivende over for ham, at han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at Alida kunne finde på at gå imod ham. Desuden var hun jo stadig fri til at gøre, som hun havde lyst, så han kunne jo som sådan ikke tillade sig at straffe hende? Han kunne højst klargøre, hvis der var noget, han ikke brød sig om. Så var det i sidste ende op til hende, om hun ønskede at reagere på det eller ej.

Ved Alidas ord sendte Valtor hende et opmuntrende smil. Det var tydeligt at se, hun gerne ville noget, men hun var samtidig nervøs? For hvad? Det var svært at læse hendes ansigt, så han var vel bare nødt til at prøve sig frem?
"Jeg lover dig, at hvad end det er, så kommer du ikke til at høre noget ondt for det" forsøgte han med en mild stemme. Han blev dog stående lidt på afstand. Han var stadig ikke helt sikker på, han kunne tillade sig at gå tæt på igen.

Alida vidste inderst inde at Valtor ikke ville skade hende på samme måde som han ville med de andre slaver fra tid til anden. Desuden så hun ikke sig selv som en slave og vidste han heller ikke så hende sådan. Hun havde trods alt en del frihed, kunne komme og gå som hun nu en gang skulle have lyst til. Der var ikke noget i Alida der ville være i stand til at gå imod Valtor, hvor meget hun så end ville. Hun havde dog den ene fordel at hun kunne flyve, hvis situationen endte med at stikke af, men det kom ikke til at ske... Gjorde det? Måske var hun bare en smule paranoid for at gøre et eller andet forkert og måske ende med at gøre ham vred og det ville hun bestemt ikke ønske, for hun kendte til vampyrer og deres styrke i forhold til hende selv. 

Hun så på ham, stadig med tydeligt opblussede kinder. Hvordan i alverden skulle hun få klemt de ord ud mellem hendes læber? Hun fremstod altid så lille og fin og på ingen måder fyldt af de ting hun lige nu følte. Alida trådte tættere på og stillede sig på tæer som hun svagt lå armene omkring Valtor's nakke og sendte ham et lettere usikkert smil. Let stillede hun sig nærmest på spidserne af hendes tæer for at nå op til ham og søgte efter at få et kys af ham. Bare et lille et var vel okay?