Det var en af de varmere dage når bare man opholdte sig i solensstråler, og et af de mere vindstille steder. Dette havde gjort at Fielthena var trukket udenfor, for at tage plads på kanten af ønskespringvandet. Hun var ved at kvæles indenfor og der var stadig en del at skrive ind i bogen, hvor i bestillinger og betalinger blev i skrevet.
Så meget som hun holde af at have sin egen lille juvel, guld- og sølvsmed butik, ligeså meget hadet hun alt den tid der blev brugt indendøre.

En vild faren lok af det mørkebrune hår slap fri fra øret, men med en let bevægelse fik hun flyttet den tilbage hvor den kom fra, uden at løfte de mosgrønne øjne fra bogens sider. For fremmede ville hun fremstå dybt forgabt i bogen, uden at registere hvad eller hvem der var omkring hende. Det ville dog være mere undtagelsen end reglen, for selv når hun virkede mest koncentreret, så viste hun oftes stadig hvad der forgik omkring hende.
I dagens anledning var hun iklædt et par højtaljede tætsiddende brune bukser, hvor bunden af en tilpas løs blodrød silke skjorte var skubbet ned i kanten, så hendes talje blev fremhævet. Spændt om højre lår sad de 5 små kasteknive og blinkede når solen ramte dem som hun bevægede sig.

Dianthos.. Byen havde sine fordele og ulemper, særligt for en halvdæmon, som ham selv. Men han var efterhånden godt bekendt med byen, selvom de mange gader og stræder endnu kunne forvirre ham, så følte Orcus faktisk at der var håb for at han ville finde frem idag. Han troede i hvert fald stadig på det, som han vandrede igennem byen og denne gang havde valgt at skjule de dæmonlignede vinger under sin kappe. Der var ingen grund til at skilte med det, når landet i forvejen havde det en smule skævt med racen. Nok var han ikke fuldblods, men selv det ville de næppe tænke på, hvis de først havde set et muligt offer. Ikke at man skulle træde ham over tæerne.

Hænderne var plantet i de store lommer på den lange frakke, som den dog slog omkring hans ankler, fordi de stod åben foran. Under bar han en løs hvid skjorte, som dog var skubbet godt ned i de sort bukser, fordi den ellers ville gå for langt ned over hans ben. Skjorten var ikke ligefrem af en størrelse, som han kunne passe, men havde faktisk tilhørt hans far, som ikke lige havde brug for den mere. Bukserne var dog langt mere passende i størrelsen, som de sad tæt omkring størstedelen af hans ben og faktisk kun virkede løse omkring anklerne.

Med hænderne i lommen legede han rundt med metalspånerne, som han aktivere og deaktivere evnen fra tid til anden, så metallet klistrede sig til hans hånd for derefter at slippe. Det resulterede dog også i noget ballade hist og her, som hjul på vogne gav sig, når han gik forbi og skilte til de forskellige butikker også flyttede sig. Det var ikke noget han bemærkede, som han også snart befandt sig på en større åben plads og passerede et springvand. Her formåede han dog at fange en fremmeds kasteknive, og fordi han ikke tænkte sig op, troede han faktisk at hun kastede dem efter ham. De blev stoppet midt i luften, som han skævede imod hende. "Hvad er meningen?" lød det tydeligvis forundret, men også surt, som han bestemt ikke havde gjort hende noget.

I første omgang ville hun normalt ikke have givet den mandlige skikkelse i meget opmærksomhed, som han trådte nærmere ønskespringvandet, men da en vogns hjul i nærheden begyndte at give sig, som truede de med at give efter for vognes vægt, fik det alligevel hende til at løfte blikket.

Bogen i skødet havde hun kun lige lukket i, da den ellers beskedne vægt de fem kaste knive havde forsvandt fra låret, et skifte ikke mange ville bemærke, men manglen og mandens ord fik hende hurtigt på benene “Hey!” Udbrød hun vredt, hurtigt efterfulgt af en langt mere irriteret tone “Hvad mener du med, hvad meningen er?! Tyv!” det ellers kønne ansigt som kunne have fremstået bildt var i stedet lagt i kølige folder, med øjne der lynede i hans retning. Hvem var han at tro han blot kunne stjæle fra hende? Og værre endnu at han tillod sig sådan en frækhed at spørger hende om hvad meningen var?

Knivene stod forsat stille i luften, bladet pegende imod den mandlige skikkelse. Tanken om misforståelsen for at hun skulle have kastet dem havde endnu ikke ramt hende. I stedet havde hun langt mere travlt med at række ud efter dem.

Tanken havde endnu ikke strejfet ham, at han selv havde forårsaget uheldet med knivene, fordi han måske var gået rundt i sine egne tanker uden at bemærke de metalliske objekter, som faktisk bevægede sig i retning af ham. Måske fordi knivene var de eneste der havde nemt ved at løslade sig deres remme, hvor andet var boltet fast til bygninger eller led under en tung vægt, som gjorde det umuligt for dem at flytte sig.

Orcus skævede dog en smule undrende til hende, som hun straks beskyldte ham for at stjæle fra hende. Hvorfor skulle han være interesseret i sådanne knive? De var da meget almindelige? Han fnøs en smule af hendes ord, som han nikkede imod knivene, som tydeligvis havde vendt bladet imod ham, altså måtte hun være ude på at skade ham og intet andet. "Det var dig, der kastede dem!" Tænk sig, at han var nød til at uddybe sine ord. Han var derfor heller ikke sikker på, at han skulle give slip på knivene.

Det blev mere klart for ham, at han ikke skulle give slip, som hun valgte at række ud efter dem. Han valgte dog at lade knivene falde til jorden, som bladene ramte hinanden og man kunne høre metallet brokke sig ganske let. Han ventede stadig på en undskyldning, som han godt kunne lade hende samle dem op først.

Man kunne næsten fornemme hvordan blodet boblede under huden på hende for hvert af hans ord. “Mig?!” Udbrød hun mindst vredt som før, mens hun pege en finger imod sig selv “Jeg har ikke kastet så meget som en sten efter dig! Så hvorfor skulle jeg kaste dem efter dig..” blikket var stålfast rettet imod hans øjne, kun afbrudt af det ene øjenbryn blev løftet en anelse mere, for at understrege han hellere måtte komme med en god grund for hans beskyldninger.

Ligesom hun var ved at få fat i sine knive lød lyden af syngende metal, der både ramte sig hinanden og stenene på vejen.
Den afstand der før havde været mellem dem blev hurtigt tilbagelagt med faste, men stadig elegante skridt. Han var ikke meget højere end Fielthena, så det var ikke meget hun skulle vippe hovedet bagover for at se op på ham.
“Saml dem op..!” lød det sammen bidt fra hende, mens øjnene kortvarigt blev klemt sammen til to smalle sprækker.

Få ting i denne verden havde en stor betydning for hende, men hendes våben var en af de større svagheder. Ordene var derfor heller ikke så meget et spørgsnål, men en ordre. Han forsøgte at stjæle knivene og lod dem falde, så derfor var det jo mest fair han også samlede dem op, nu han påstod ikke at ville stjæle dem.

Kvinden insisterede tydeligvis, det var lige før, at der stod lyn ud af hendes øjne, som Orcus straks lod blikket vandre rundt på pladsen. Forhåbentlig var der ingen byvagter til stede, fordi så ville han tydeligvis blive set som den skyldige uden mulighed for at forklare sig, sådan som hun insisterede på at råbe op. Han satte hænderne i siden, som hun fortsatte med at råbe, imens at han endte med at bide tænderne sammen. Da bemærkede han metallet på sine hænder.. I sit tankemylder havde han muligvis aktiveret evnen og derved tillusket sig hendes knive. Han sank en klump, som han bukkede hovedet ganske svagt. "Øhm" var det eneste der lige kom ud af hans mund, som han ikke vidste om der overhoevdet var mulighed for at han kunne undskylde lige nu.

Det gav et sæt i ham, som hun næsten tordnede imod ham, da han endte med at smide knivene imod jorden. Han havde indset sin fejl, men endnu ikke fået chancen for at få indført et ord. "Du kan selv samle dem op" mumlede han irriteret, som han da bestemt ikke behøvede samle dem op. Det kunne kvinden sagtens selv klare, han havde også andet at se til.. Han forsøgte at træde et skridt tilbage for at få lidt afstand imellem dem, da han følte at hun kom lidt for tæt på.

De brune øjne skævede imod knivene, som dog langsomt begyndte at bevæge sig og svævede op i luften, men i en sådan højde at hun nok skulle hoppe for at nå dem. Så havde han vel gjort sit nu?

Det lynene blik mildnes en anelse da hans mimik ændres med hans øhm. Det var ikke en forklaring, men måden det kom ud på behøvede hun ikke tænke længe, over for at lægge to og to sammen. Det hele måtte dreje sig om en misforståelse.
Havde han faktisk prøvet på aktivt at bestjæle hende? Drengestreger eller een uheld, så ændrede det ikke på han måtte rette op på omstændighederne.

Ligeså hurtigt han lagde afstand mellem dem igen, ligeså hurtigt blev den tilbagelagt, denne gang med en pegefinger placeret direkte i brystkassen på ham, insisterende “Jeg samler ikke noget op du har taget, bevist eller ubevist..”
Det blev kun mere tydeligt at dette i sidste ende ville komme an på stædighed, oh hvem af dem som var mest stædig.
Hun flyttede fingeren igen fra hans brystkasse, men rykkede sig ikke længere væk fra ham. Hendes blik fulgte hans brune øjne, kun for at møde synet af knivene i en højde hun ikke uden besvær ville kunne få fat i. Et mindre suk slap forbi de fyldige læber, stærkt efterfulgt af en irriteret tone “Virkelig?.. Giv mig dem, tak” som en sidste chance valgte hun at holde en hånd fremstrakt for sig, så muligheden for at give hende knivene i den lå for sig.

Kvinden var en hidsig én af slagsen, som Orcus ikke følte sig nødsaget til at gøre noget som helst. Måske det hang sammen med, at han altid havde været typen til at lave narrestreger, særligt når modparten reagerede, som hun gjorde lige nu. Selvom han måske burde undskylde og give hende knivene tilbage, som han ved en fejl havde revet ud af remmene, så havde han ingen intention om at gøre det lige med det samme. Det blev også afspejlet i hans blik, som han havde vendt imod hende, da der kom afstand imellem dem. Hun havde rig mulighed for at samle dem uden at han skulle forstyrre hende.

Men afstanden blev hurtig kort igen, som kvinden tordnede imod ham og straks satte en pegefinger i hans brystkasse. Der gik ikke lang tid før at han forsøgte at slå hånden væk, lettere fornærmet. "Du er ellers tættere på nu" mumlede han lettere sammenbidt, som det nu var blevet til en principsag fremfor noget andet. Han så ingen grund til at undskylde nu.
Selvom pegefingeren var forsvundet fra hans brystkasse, så insisterede hun på at blive indenfor en meget kort afstand. En sådan afstand, der ville gøre hende i stand til at fornemme hans varme ånde, da han fnøs af hendes opførsel. "Du bad mig kun samle dem op" pointerede han med et løfte bryn, som han bestemt ikke følte, at hun kunne sætte yderligere krav til hans hjælp lige nu.

Med himmelvendte øjne slap hun et suk, kun for at fastholde hans blik i hendes, da hovedet tippede let på skrå “åh, så du vil have jeg skulle tro det var din egentlige intention?..” tonen i hendes stemme grænsede mod det hånlige.
De viste jo begge to at det ikke var hans plan, men det betød ikke hun rykkede sig, så meget som en millimeter længere væk fra ham. Tværtimod fik det hende til at træde endnu tættere selvom det næsten ikke var muligt længer. Dette betød at hun ikke bare kunne mærke varmen fra hans fnys, men de ville begge kunne mærke den varme deres kroppe afgav.

Den frem rakte hånd var ikke sænket, men forsat holdt tålmodigt frem mod knivene. Hans løftede bryn blev modtaget med samme løftede bryn fra hende, da hun valgte at rette ham “ah, jeg bad dig give mig dem. Ikke få dem til at svæve rundt” ordene blev sagt med et tykt tryg på give.
*Hvorfor kunne han ikke bare æde sin stolthed, undskylde og give hende hendes knive?* Ville hun have været anderledes selv, nej, men det forhindrede hende da ikke i at tænke tanken alligevel.

Kvinden insisterede på at være nærgående, som Orcus forsøgte at trække sig en smule tilbage. Han kunne ikke helt lade vær med at lade blikket vandre omkring, som han skulle sikre sig, at der ikke var byvagter i nærheden. Havde der været det, så havde de sikkert allerede afbrudt deres lille skænderi. Orcus vendte de brune øjne imod kvinden, som han bed tænderne sammen for at holde sig i skindet. Han følte faktisk at han havde været bare en smule behjælpelig efter hendes ønske, men hun var tydeligvis ikke enig. Han mødte hendes blik uden ord. Hun følte tydeligvis en trang til at være tæt på ham, som han forsigtigt løftede sine hænder op imod knivene. De dalede imod hans hænder, som han dog valgte at føre hænderne bag sin ryg. "Jeg er optaget" lo han af hendes evige forsøg på at komme tættere på. Den barnlige sjæl dukkede op igen, som man kunne spore et glimt i hans øjne.

Det var bevidst at han lige valgte at holde knivene udenfor hendes rækkevidde, som der spillede et legende smil over hans læber. Hvad kunne hun egentlig kræve af ham midt på pladsen? Hun insisterede på at have ret, som han rystede svagt på hovedet og atter trak på skulderne. "Det er muligt, men ikke sådan jeg opfattede det.. Måske du skulle være mere tydelig en anden gang" der var stadig en svag latter i hans stemme, som han valgte at træde et skridt tilbage, for at komme bare lidt på afstand af hende. Ikke at han troede, det ville vare længe, før hun ville indhente ham.

Der var få som personer nær springvandet, som havde valgt for en stund at stoppe deres gøren, for at kigge i retningen af dem. De fleste valgte dog hurtigt igen at forsætte hvad de havde gang i.
Deres blikke rørte dog ikke Fielthena, hendes egne grønne øjne var som låst fast på manden foran hende. Han ville sikkert kunne finde på at udnytte et uopmærksomt øjeblik, til at stikke af, hvis han fik chancen.

En blanding af et fnys og en latter slap fri, da han nævnte han var optaget af en anden “du har for høje tanker om dig selv.. Jeg tænder ikke på drenge, desværre” ordene havde knapt forladt hendes læber, før hendes blik lad sig vandre ned og derefter op igen ad ham.
Han var køn, det kunne hun ikke benægte, men han synede ung eller yngre end hende selv. Ikke noget der tiltrak hende, alderen.

Endnu en gang valgte han at trække sig bagud, men afstanden blev endnu en gang mindsket da hun igen trådte ligeså tæt som før. Denne gang efterfulgt at et forsøg på selv at få fat i knivene. Hurtigt rakte hun den ene arm rundt om ham, under kappen til hans hænder på ryggen.
Det morede ham mere end hun brød sig om, hvad end denne lille ‘leg’ var blevet til. Irritationen var til at spore i hendes stemme “ellers skulle du måske lære at lytte efter hvad der bliver sagt? Hmpf..”

Hvor ville han egentlig bare gerne smutte lige nu.. Orcus mumlede let for sig selv, uden rigtig at henvende sin mumlen til hende, selvom den så sandelig var henvendt til hendes ord. Han hævede i stedet det ene øjenbryn, som han lod blikket dale ned over hende. Hendes ord fik ham til at rynke en smule på næsen, før at rynken flyttede sig op i panden. Drenge? Han måtte le.. Nok var han ung af alder, men sammenlignet med hende, havde han nok langt mere erfaring end hun ville være i stand til at tilegne sig i sin korte levealder. Han fnøs blot af hendes ord og himlede barnligt med øjnene. ”Og jeg tænder ikke på gamle koner” brummede han en smule utilfreds, som han havde lagt armene over kors og hævede det ene øjenbryn. Hvad bildte hun sig egentlig ind, hun havde da angrebet ham? Måske ikke. Han kendte godt sandheden, men havde bestemt ikke i sinde at indrømme sit nederlag og da slet ikke til hende.

Kvinden fulgte med, som Orcus forsøgte at skabe en større afstand imellem dem. Hvis hun virkelig insisterede på at være tæt på, så skulle han nok give det til hende, men han undlod dog stadig at give hende knivene tilbage, for det var for morsomt til at lade legen stoppe nu. Han forsøgte ihærdigt at holde knivene på afstand og udenfor hendes rækkevidde, som hun dog kom helt tæt på og i stedet førte den ene arm omkring ham. Han bed tænderne sammen og mødte hendes blik endnu en gang. Den ene ben havde han allerede flyttet ud bag sig. ”Du opfører dig virkelig, som en gammel stædig og kedelig kone!” der var en svag latter at spore i hans stemme, som han vred kroppen modsat hende for at flytte knivene udenfor hendes rækkevidde. Han kunne altid slippe dem og bruge sine kræfter, men så ville hun nok opgive. I stedet sendte han hende et stort smil, som han flyttede hovedet tættere på hendes. ”Fik man det forkerte ben ud af sengen i dag?” lo han, som han tydeligvis morede sig.

Det ene af de mørke øjenbryn skød op i panden på hende, som ham mumlede; Hun fik ikke fanget hvad han fik frem mumlet, men hun viste instinktivt at det var henvendt hendes ord.
”Hvad, mistede du pludseligt stemmen? Eller er du ikke mand nok til at lade mig høre hvad du har at sige?” spørgsmålet var retorisk, ikke et af dem som skulle besvares, men tonen den blev sagt i var spydig.
De fyldige læber skiltes ad, som han kaldte hende en gammel kone, de blev hurtigt presset sammen til en smallere steg i hendes ansigt, som utilfredsheden ved hans ord efterlod spor i det, stærk efterfulgt af sammenknebne øjne, hvor vovede han!? At kalde hende for en gammel kone..

Ved hvert forsøg på at nå knivene bag hans ryg, flyttede han sig som et siv i vinden, modsat hendes bevægelser så knivene atter kom uden for hendes rækkevidde. Ved Zaladins krøllede røvhår! Hvorfor skulle han gøre det så besværligt?! Kunne han da ikke bare give hende de pokkers knive?
”Og du opfører dig som en uopdragen møgunge, som var du Zaladins eget afkom!” hun havde ikke samme latter at spore i sin stemme, som hans. Selvom det næsten lignede en lille dans, så var det også tydeligt at kun den ene part nød den.
Modsat de mange gange han havde flyttet sig tilbage, når hun trådte nærmere ham, så veg hendes hoved ikke det mindste, som hans ansigt mærkede sig hende. I stedet greb hun i en hurtig, og nok også uventet, bevægelse ham om kæben. Med negle spidse som en kats, truende til at punktere hans blege hud og forhindrede ham i at trække hovedet tilbage.
De grønne øjne låse sig fast som stål i hans brune ”Jeg prøver igen" hun hold en kort pause, ikke lang nok til at han ville kunne få et ord indført, før hun forsatte  "Giv mig mine knive” sagde hun med sådan en kulde i stemmen, at den kunne fryse helvede til is, men den var samtidig næsten venlig, den slags venlighed som var påtaget og sjældent betød noget godt.

De var tydeligvis dømt til at bide efter hinanden, som de ikke var stoppet, siden at han var stødt ind i hende og ved en fejl, havde taget hendes knive. Orcus var udmærket klar over sin fejl, men han havde bestemt ikke tænkt sig at indrømme det overfor hende, når hun talte sådan til ham, derfor valgte han i stedet den mere flabet fremgangsmåde, imens at knivene svævede rundt over hovedet på dem begge. Han stod blot med armene foldet bag ryggen eller forsøgte på det, når ikke damen var for tæt på og syntes hun skulle røre og hive i ham. Mon han kunne kalde på en vagt og få hende smidt i arresten? Han fnøs en smule af hendes kommentar og himlede straks med øjnene, som hun bare kunne komme an, så skulle han nok få langt hende ned, og skubbet luften ud af hende, så hun ville miste pusten og muligheden for at svare igen. Hun var da utrolig!

Knivene var lidt over det hele, som der hvilede et legende smil på hans læber, hver gang hun forsøgte at nå dem og trække dem til sig. Alt han behøvede var at flytte dem lige udenfor hendes rækkevidde eller rykke sig, så hun ikke længere kunne nå dem. Han smilte endnu til hende, som han dog blev langt mere stram i betrækket, da hun kom med sin tilnærmelse. "Ta' det tilbage!" hvæste han lettere køligt af hende, hvor vovede hun at fornærme ham i Zaladins navn! Det kunne hun da ikke tillade sig, kunne hun. Han greb en kniv i hånden, som han flyttede armen foran sig og vendte bladet imod hendes strube med et køligt blik i øjnene. Hans angreb forhindrede ham i at se hende, som hun greb rundt om kæben og holdt ham fast. Han forsøgte at trække hovedet til sig med det samme.
"Nej.." hvæste han af hende, som hun forsøgte at advare ham med sit toneleje og tvinge ham til at aflevere knivene på hendes præmisser, i stedet flyttede han knivene helt, slap den han havde i hånden og fik dem i stedet til at vende sig imod hende, blot få centimeter fra hendes kønne ansigt. Så begyndte den første kniv at smuldre for øjnene af hende. Hvis hun virkelig gerne ville have de knive, så måtte hun tigge ham om at samle dem igen!

Et skift i hans natur ved hendes ord, fik for blot et øjeblik den mørkhåret kvinde til at stoppe fuldkommen op i sine bevægelser ud efter knivene, ikke af frygt, det var en følelse hun havde gemt alt for godt væk for længe siden, men fordi hendes ord tydeligvis havde ramt noget i ham ”Hvofor? Kan du ikke lide at hører sandheden? Tja, den er jo også oftest ildehørt.” snerrede hun provokerende tilbage.
Aldrig i livet om hun ville tage sine ord tilbage! Ikke alene havde han bestjålet hende, gjort det så godt som muligt at få på knivene – hendes knive vel og mærket, men hun var alt for stolt af sig, til bare sådan uden videre at undskylde, og så slet ikke overfor ham.

Grebet om hans kæbe strammede sig en anelse, da han tillod sig at være fræk nok til at vende, først, en af knivene mod den lyse strube ”Slip den.” Kommanderede hun køligt, hentydende til kniven. Som et lille tegn på bare lidt god vilje, lod hun ham trække hovedet fri af hendes greb, endda uden at trække lange røde streger over den lyse kæbe.
En gestus hun hurtigt skulle fortryde, da ikke bare en, men alle hendes knive vendte sig imod hende. De grønne øjne smallede sig sammen med en vred brummen, øjnene spærrede sig hurtigt op igen ved synet af den ene kniv blev opløst? ”Vent!” En hurtigt hånd blev løftet op foran hende, som tegn på han skulle stoppe hvad han havde gang i.

Kvinden kunne da ikke bare fornærme ham og guden på den måde, det var en frygtelig tilnærmelse at smide ud på åben gade, som Orcus måske tog det en smule tungere, end hvad han normalt ville gøre. Han var faktisk ikke særlig troende eller religiøs, så han vidste faktisk ikke hvorfor det gik ham på på den måde. Måske han bare var virkelig irriteret på hende og derved ikke ville finde sig i, at hun forsøgte at fornærme ham på den måde. Det skulle hun nok få betalt. Om det så betød at hun skulle miste sine knive, så var han faktisk ligeglad lige nu. Derfor rynkede han også en smule på næsen af hendes ord. ”Dine ord betyder intet, dame” vrissede han en smule for at feje problematikken ind under gulvtæppet og ikke lade hende vide, at det faktisk generede ham at hun valgte at fornærme hans gud. Selvom det jo egentlig var alles, men det var lige netop den eneste gud, han faktisk kunne forstå.

Han endte dog med at rynke på næsen, som ubehaget spredte sig fra hans kæbe, som hun strammede grebet og faktisk ikke tillod ham at flytte blikket fra hende. Det var virkelig ubehageligt og tændte blot en ild i hans blik, som han bed tænderne sammen. Orcus forsøgte at ryste på hovedet, som svar på hendes kommanderende ord. Han havde ikke planer om at overgive sig nu, hvor hun havde trukket den så langt ud. Hun var godt nok hidsig, men det kunne han sagtens klare.. Når han havde kontrollen over hendes knive. Knive der tilsyneladende betød en del for hende, som hun skiftede mening, da han valgte at opløse den første kniv, så den endte som en klump på jorden med skaffet ved siden af. Han så lettere overrasket på hende, som han skævede til de øvrige knive. Havde hun fortjent at få nogen af knivene med hjem overhovedet? ”Hvorfor?” spurgte han lettere køligt, som han flyttede en kniv hen til sin håndflade og langsomt pillede ved spidsen, så den knækkede.

Det brændte nærmest i hendes indre for at kaste endnu en spydig kommentar mod ham, lade den gennembore ham i det åbne sår skabt af Zaladin kommentaren. Gnide ekstra salt i såret for at være rigtig irriterende, men alt spydighed var pakket væk i det øjeblik hun så hvordan knivene gik til, uden chance for at hun kunne få fat på dem.
Der var ikke mange ting den mørkhåret kvinde var oprigtig ømhudet omkring, og her lykkes det en simpel tyv at ramme den åre ved første møde..
Et halvt skridt bagud gav mere afstand til ham, givnende ham den afstand hun konsekvent havde tilbagelagt, hver gang han forsøgte at skabe den på ny. Det måtte vel give ham lidt samarbejdsvilje til at lade hende få de resterende knive tilbage, ikke? ”Fordi..” startede hun, men stoppede som spidsen af den næste kniv knækkede. Hænderne knyttede sig hårdt sammen, med en voksende lyst til at lange ud efter ham. Denne gang med en knyttet næve, men det lykkes hende at undertrykke følelsen for nu.
En dyb indånding blev taget, før hun forsøgte igen ”Fordi de holder en særlig betydning for mig.. Hvad der sikkert intet betyder for dig alligevel? Har du overhovedet samvittighed?” tonen var måske ikke længere hård og snerrende, men den var heller ikke mild og blid. Desperationen lå dog som en tydelig undertone i hvert ord. "Så må jeg bede om mine knive? Når nu du ikke har stjålet dem?" I hendes bog havde han stadig stjålet dem. Så ham som intet andet end en gemen tyveknægt, men med til vilje til at se gennem fingrene, hvis bare han rettede ind og gav hende hvad hun ville have.

Mødet var en ren og skær tilfældighed for ham, han havde været så opslugt af sine egne tanker, at han faktisk ikke havde været klar over, at han gik og legede med sin evne.. Hvis det var faldet ham ind, så havde Orcus nok været typen til at indrømme sin fejl overfor kvinden, hvis altså han havde indset det før at hun fyrede den næsvise kommentar efter ham, nu fortjente hun virkelig ikke at få sine knive retur, måske som en bunke metalspåner, men så heller ikke mere! Man kunne tydeligt fornemme frustrationen i hans blik, som han flyttede det fra hende imod knivene og overvejede om han bare skulle bryde dem ned til spåner nu og så forlade hende.
Blikket hvilede på kniven imellem dem, spidsen var fortsat rettet imod hende, men den var knækket af, som han havde haft i tankerne om at opløse knivene hurtigt og få det overstået. Men den udstrakte hånd gjorde det klart for ham, at han måske lige skulle tænke sig om én ekstra gang, før at han tog en så drastisk beslutning at ødelægge hele hendes samling af knive. De øvrige svævede stadig rundt over dem, udenfor hendes rækkevidde. Orcus kunne sagtens fornemme hendes frustration, de hvide knoer og de knyttede hænder var et tydeligt tegn på dette. Samt det faktum at han muligvis bevægede sig på en hårfin grænse lige nu. Knivene var muligvis det eneste der afholdt hende fra faktisk at angribe ham. ”Jeg..” hans ord fandt ikke vej udover læberne, som han dog sænkede blikket og løftede en hånd under den svævende kniv for at lade den dale ned i hånden på ham. Hurtigt lukkede han hånden om skaffet og brummede lidt over hendes tonevalg. Havde han ikke overhånden lige nu? Hvorfor forsøgte hun så stadig at provokere bare en smule..

Et fnys forlod hans læber, som han førte hånden bagved sin ryg og på ny valgte at skjule knivene. Hvis de virkelig betød så meget for hende, så var hun måske villig til at gå endnu længere end blot at bede om knivene? ”Vis mig, hvor meget de er værd for dig..” kommenterede han med et løftet bryn og blikket rettet direkte imod hendes. Han bed tænderne samme, så kæben blev tydeligere, blot så hun kunne fornemme på hans udtryk, at han var dybt seriøs og at hun ikke skulle lave numre nu.

Hvis den brunhåret kvinde havde haft et gram mindre af sin egen stolthed og ikke mindst stædighed, så have hele denne eskapade næppe udspillet sig som den gjorde. Hvad hun ikke var kendt for at være var dumdristighed. Nok lå et lynende uvejr stadig og luret i baggrunden for den uret der blev hende gjort. Jovist, havde hun kaldt ham mindre pæne ting adresseret til ham, men han var den som havde både stjålet og løjet om det, benægtet det! Det var ham der nu tillod sig den frækhed at ødelægge hvad der var hendes!
Han fortjente alt af hvad der ville ramme ham, hvis ikke det var forbi hun var sikker på et slag mod ham, hvor uforudset det så end ville være, ville resultere i resten af knivene ville falde til jorden i en bunke af metalspåner, i samme øjeblik hun ville få et slag ind.
Hænderne åbnede og lukkede sig flere gange, inden de blev ført om på ryggen af hende, i den sidste forsøg på at holde på den smule af selvkontrol, som hun havde måttet grave dybt efter i sig selv. For hvor var det fristende at kredse øjnene ud af øjenhulen på ham, lige her og nu – ligeglad med hvem der end måtte høre hans skrig eller se gerningen udført. Ikke at styrken i de knyttede hænder blev mindre, ved at blive flyttet ud af hans synsfelt.

Hænderne forblev ikke bag ved hende længe, for da han valgte at skjule knivene bag sig, trådte hun hastigt frem mod ham. Den afstand hun ellers havde givet ham ved at træde tilbage, blev atter lukket til skosnuderne stødte mod hinanden. Hænderne for op i skridtet frem mod ham, med hans hals som mål, men blev bremset lige inden de kunne lukke sig omkring ”Urrgh..!” lød det vredt, frusteret og sammenbidt fra brunetten.
Ordene ramte som en kold spand vand i ansigtet, han ville have hende til at… Tigge…
Vreden var der stadig at se i det ellers kønne ansigt, men den endte med at blive skubbet til side for noget helt andet. De grønne øjne lyste af vantro overfor han ord ”Undskyld hvad?” snappede hun tilbage, ikke sikker på at have hørt rigtigt.

Nogle kvinder kunne bare ikke styre deres temperament og hun var et tydeligt eksemplar på lige netop det. Noget som Orcus faktisk ikke var van til at støde på, netop fordi han sjældent tog kontakt til sådanne kvinder. Dem med ben i næsen og en vilje så stor, at den umuligt kunne knækkes. Desværre for hende, så havde han ikke i sinde at aflevere knivene, før at hun havde vist en anden side af sig selv end bare den kommanderende og hidsige side. Der var i hvert fald ikke noget tiltrækkende over de karaktertræk, ikke at Orcus kunne tillade sig at tænke i de baner, men hvem ville dog.. Han måtte heller lade vær med at føre tankerne den vej, når kvinden foran ham sikkert godt kunne finde på at overfalde ham, hvis han var bare det mindste uopmærksom. Eller hvis han skar den forkerte grimasse og på den måde ramte et ømt punkt foruden hendes knive.
Heldigvis nåede han at opfange, at hun flyttede på sine hænder, da han et split sekund blev nervøs for at hun måske ville angribe ham. Men der var vel intet i vejen med at flytte hænderne om på ryggen, så ville reaktionen blot være længere, så han kunne nå at reagere, hvis hun trak i land. Orcus sank en klump, som hun virkelig havde en forfærdelig udstråling lige nu. Havde Philotanus været der, så var knivene nok blevet afleveret og Orcus hevet bort med det samme. Men lige nu stod to stædige sjæle og ventede på at den ene ville overgive sig til den anden. Det kunne kun ende galt.

Nu hvor kvinden havde trukket hænderne til sig, så var der bestemt ikke noget i vejen for, at han gjorde det samme. Bare for at virke mindre provokerende og truende, men det brød damen sig tydeligvis ikke om, som hun straks trådte frem imod ham. Orcus strakte halsen bagud for at komme en smule på afstand af hende. Knivene vendte rundt i luften, som spidserne blev peget imod hende. Der hvilede en anstrengt mine i hans ansigt, som blikket dog virkede lettere skræmt over hendes forsøg på at gribe ud efter hans hals. Han holdt en klump i halsen tilbage. Orcus vred hovedet en smule og trådte atter væk fra hende.
Mon hun havde taget en beslutning om ikke at bede høfligt om knivene? Hendes udstråling var ikke ligefrem blevet mildere og Orcus vidste ærlig talt ikke om han ville give hende flere chancer.. Han sukkede en smule af hendes spydige ord, som han trak på skulderne, kniven han endnu havde bagved ryggen slap han, så den ramte jorden med et bump. ”Du hørte mig godt.. Du vil bare ikke indrømme det.. så sig farvel til dine knive” brummede han utilfreds, hvorpå han sparkede kniven forbi sig og hen til hende, blot for at hun kunne se metallet smuldre ligeså stille.