Dagene efter Isiodiths hjemkomst havde været fyldt med tomhed, til trods for de alskens bekendte der besøgte hendes spartanske hytte til langt ud på natten og kun krystallernes rolige lys, kunne lede dem tilbage og hjem igen. Tomheden var blevet efterfulgt af en særlig uro, der tog over i hunelverens daglige gøremål og efterlod hende udmattet og rastløs tilbage. En særlig kildende fornemmelse de lune tæpper i den bløde seng ikke kunne stille megen op imod.
Kun langsomt fortog chokket sig og kun langsomt, vendte Isiodith tilbage til sig selv og hverdagen, hvor dagtimerne blev spenderet i Healernes Hus til de fine hænder og fødder skreg af indestængt ømhed.
Ikke sjældent måtte Isiodith finde sig i, at alverdens skovelvere søgte hende, for at høre om historien om mørkelveren, der havde tvunget hende med sig på flugt. Isiodith brød sig ikke synderligt om at besvare de mange spørgsmål men grunden dertil, forekom hende umulig at finde. Om det var mindet om Sibalghym eller den ydmygende sympati var ganske forvirrende for Isiodith at hitte rede i. Desuden var opmærksomheden langt fra kærkommen.

Månederne gik sin stille gang og Isiodith lod langsomt minderne forsvinde. Først tvang hun dem og som tiden gik, blev det nemmere at glemme. Eventyret var for længst forbi og hendes kære fader var begyndt at snakke om ægteskab. Ægteskab, der dog krævede en villig hanelver, som Isiodith forsøgte at bide igen med, men da smilede faderen blot med et velvidende blik; som vidste han allerede besked om noget, datteren ikke selv gjorde. Snart blev det Isiodiths eneste bekymring – denne ukendte mandsperson – men sådan skulle det ikke forblive.
Dagen startede ud som enhver anden, huskede Isiodith tilbage på. Hun befandt sig i Healernes Hus, da rygterne begyndte at flyve med vinden og da ordene – ’mørkelver! Den selv samme! – nåede hendes spidse ører, løb der en rislende, kildende fornemmelse ned langs hendes rygrad. Det kunne umuligt være…
Først dagen efter fandt Isiodith frem til en vagt, en, hun havde healet utallige gange, som var klar på at bekræfte hendes mistanke. ”Forstår De frøken Lómadriethiel, ingen ønskede Dem ilde. Vi kunne ikke forestille os, hvordan nyheden dog måtte påvirke dem”, havde han beklaget sig, og Isiodith havde forladt Skovfortet med en irriterende, rasende knude i maven. Idéen om hendes petit skikkelse og de dertilhørende fordomme om manglende kræfter, gjorde hende tosset helt ind til benet og tre gange, måtte hun bede om tilladelse til at besøge den tilfangetagende. Sibalghym.
Hendes far havde kigget strengt på hende og forsøgt at forstå. Og Isiodith, uskyldsren som hun var, havde forsøgt at lyve, det bedste hun havde lært. ”Jeg bliver ganske enkelt nødt til at se ham i øjnene! Se ham, der havde mit liv i sine hænder og som kunne tage det fra mig hvert øjeblik! Jeg bliver nødt til det, forstår du ikke, far? Så jeg kan lægge det bag mig og se, at han blot er et levende væsen!”


Det lykkes ikke mange dage efter og således satte Isiodith i hastige skridt, kurs mod cellerne, hvori fangen sad indespærret. Solen stod højt på himlen, men det var ikke den, der gav Isiodiths kindben et rødligt skær. Langt snarere var det hendes bankende hjerte, der truede med at springe ud igennem den tynde brystkasse, som hunelveren blev ført igennem de mange gangtunneller i Skovfortets underjordiske fængsel.
Vagten, der førte hendes vej, bar en stram mine og også han havde gjort sit for, at Isiodith skulle vende om og sætte kursen anden vej. Endnu havde det ikke lykkes ham men tvivlen havde fundet rod i hendes spinkle skikkelse. Hvad havde hun i grunden tænkt sig?
Isiodith var klædt i tøj, der gjorde sig bedst ved udendørs praktisk arbejde. Hunelverens overkrop var dækket af en smuk og tyk, mørkegrå ridekappe, der sad tæt mod hendes slanke brystkasse og dernæst slæbte sig tungt nedover hendes formede hofter. Over skulderen hang en mørk læderrygsæk, som dinglede ubehageligt for hvert skridt hun tog. De slanke ben var beklædt med tætsiddende ridebukser og fødderne beklædt med skubbe, langskaftede læderstøvler. De klikkede taktfast og gav genlyd i de smalle gange, hvor fængselsceller stod og gabede fra hver side af dem. Indeni var de mørke – og langt de fleste tomme, da Elverly var i fredstid – men snart ankom de til en nedre celle, der lå placeret bagerst i den snoede gang.

For et øjeblik kunne Isiodith ikke andet end at stirre på den mørke skikkelse, der sad på hug i de dunkle skygger. Hun end ikke hørte vagtens bekymrede tone, før han gentog sig og blidt lagde en hånd på hendes skulder. Med et spjæt vendte Isiodith ansigtet og de store, isblå øjne mod vagten og nikkede hastigt, som tegn på hun var okay. Dernæst takkede hun vagten for hjælpen og ligeså hurtigt, som de var kommet, ligeså hurtigt forlod de cellegangen igen.
Ikke et ord forlod Isiodiths læber men det beslutsomme blik skælvede ikke, som hun skridtede væk fra fængselscellen. Hun havde en plan – og ikke mindst en gæld, der skulle tilbagebetales.

Udenfor blev solen erstattet af månen, som dagen blev til aften og aften til nat. En spinkel skikkelse kunne kun lige anes i skæret fra månen og dens skridt var målrettede, tydeligvis ført af et sind der havde et mål for øje.
Hunelveren var dog ikke ligeså selvsikker, som hun følte sig. Hendes hjerte hamrede panisk og hendes tanker var et virvar af skrig og bedende stemmer, der alle tiggede hende om at gå tilbage til sin hyttes tryghed.
Isiodith standsede op i skjul for vagterne, der sad og slyngede sig ved Skovfortets fængselsindgang. De var to men ingen virkede synderlig årvågne eller opmærksomme. Den ene sad tilmed med lukkede øjne og døsede hen i nattens behagelige stilhed. Det var nu eller aldrig.

Isiodith bevægede sig hen mod dem og i lyset fra månen, der hang kridhvid over dem, smilede hun mod de to vagter, der for op med et sæt. Hun havde to krus dampende varm the i hver hånd og rakte dem til fangevogterne med en stille bøn om, at de ville drikke den glubsk. Isiodith forklarede de to bekendte, at hun ikke kunne sove og derfor bryggede dem begge en kop varm the som tak.
De virkede ikke synderlig mistænksomme – kun taknemmelig og smigrede over den unge healers hensigt. Og de drak, imens de konverserede roligt med Isiodith, der forsøgte at grine og smile på de rigtige tidspunkter. De tidspunkter, hun fandt, at mænds selvtillid steg adskillelige grader, uden at hun gav dem synderlig grund hertil.

Minutterne slæbte sig afsted men pludselig faldt vagterne om. Deres øjne gled tungt i og i mørkets stilhed lød den enes snorken højt og rungende. Isiodith spildte ikke tiden, men skyndte sig forbi dem begge og for ned langs gangene, ned mod Sibalghyms celle.
Da hun nåede dertil, pustede hun overfladisk i skæret fra de få krystaller, der oplyste væggene. De isblå øjne kunne ikke fjerne sig fra mørkelverens skikkelse og med skælvende stemme, kvækkede hun; ”Hvad i gudernes navn, laver du her? Igen?”

Isiodith fnøs – så højt, som hunelveren nu turde i det levende mørke – hvorefter hun tog granskede ham undersøgende. ”Umuligt”, lød det spædt fra hende, som de isblå øjne gled henover mørkelverens skikkelse. Sibalghym fra deres hæsblæsende flugt sammen var væk. Hvad der i stedet sad krampagtigt og foroverbøjet nogle meter fra hende, var næsten ikke til at genkende med mørke plamager og sår alskens steder.
”Hvad er der dog sket med dig…”, hviskede Isiodith forundret, men til trods for ordene selv, var hendes tonen dog langt fra spørgende. Snarere frygtsomt, konstaterende.

Hunelverens smalle fingre faldt om jernburet, der holdt Sibalghym indespærret og i det magien fornemmede hende, smeltede en række af tremmerne væk. Uden at anse det, for det var ikke noget gruopvækkende nyt for den unge helbreder, gik hun lige dele langsomt og tøvende ind mod mørkelveren.
Der var ikke et tidspunkt, hvor de isblå øjne forlod den bekendte skikkelse; ej heller, da Isiodith satte sig på hug foran ham og forsigtigt lagde sine kinder mod Sibalghyms stærke kæbeparti. Hendes bevægelse var hverken kommanderende eller blid, men blot undersøgende, ligeså vel som de lyse og skinnende øjne. Med en professionel væremåde, den Isiodith så let fandt frem til, begyndte hun at løse Sibalghyms kæder.
”Kæderne er forbundet til dig igennem magi. Det samme er tremmerne”, fortalte Isiodith, selvom kun et element i fortællingen var sand. Før deres første møde havde det aldrig lykkes den unge helbreder at lyve prisvidende, men meget havde ændret sig. Isiodith havde ændret sig. ”Hvis du forsøger at undslippe, vil lænkerne strammes og tremmerne springe tilbage, som de stod før.”

Isiodith rømmede sig tøvende og lod hendes hænder støtte på Sibalghyms brystkasse, hvorunder hans mave tydeligt afslørede hvor udsultet, han var. ”Lad mig kigge på dig”, beordrede Isiodith, dog blidt, i det hun kejtet hjalp Sibalghym ned og ligge på den ru overflade under dem.
Og dernæst var det næsten som om, at deres eventyr af flugt og deres hjerteskærende adskillelse ved Grænselandet slet ikke havde fundet sted. Atter begyndte Isiodith med kyndige hænder at helbrede den unge mørkelver, akkurat som ved deres allerførste møde. Imens Isiodith arbejdede og tilså Sibalghym, begyndte hun at fortælle.

”Hvis du havde været her for at bejle til mig, ville du vel have sikret dig, at jeg ikke allerede var trolovet inden da”, forsøgte hun at spøge, uvidende om håbet, der havde blomstret sig frem i hendes brystkasse. Sibalghyms kække bemærkning havde fået hendes hjerte til at danse af morskab – men først forsinket, efter hun var begyndt at helbrede – og Isiodith håbede inderligt, at morskaben ville fortsætte. Der var ikke megen forbudt morskab i Elverly. Og den, der var, kunne ikke måle sig med Sibalghym. Som hun dog havde forandret sig…

Ikke mange øjeblikke efter blev Isiodith dog alvorlig igen. Skaderne, Sibalghym led under, var værre end først antaget og for et langt stykke tid, forholdte Isiodith sig i tavshed mens, at hun arbejdede. Da hun omsider brød tavsheden, var det dog med alvorsord og med et anstrengt ansigtsudtryk. Helbrederens kunst kom ikke for en billig skilling og som altid, led hun under at skulle betale, hvad den afkrævede hende.
”Jeg har en plan. En plan for at få dig ud”, indviede hun ham lavmælt i. ”Men ikke i aften. Det er ikke sikkert i aften. Jeg kom blot for at tilse dig og give dig noget mad. Du… Du har brug for det.” Isiodith kastede hurtigt et blik op mod mørkelverens rødglødende og måtte forhaste synke en klump, som alvoren gik op for hende. Nu var der ikke længere nogen vej tilbage. 

Isiodiths spinkle hænder forsvandt frygtsomt fra Sibalghyms linneds-beklædte overkrop, som han arrigt bad hende holde inde, men blikket i de isblå øjne var lynende trodsigt og irettesættende. ”Jeg er ikke så dum, som jeg ser ud!”, bed Isiodith igen, hvorefter hun fnøs, atter så højt hun nu turde i den mørke fængselscelle.
”Ser du mig måske helbrede dine mange ydre skrammer, sår og blodindsamlinger?”, spurgte hun retorisk, alt imens hendes blege finger fandt alverdens urter frem fra rejsekåbens mange, skjule lommer. Isiodith fremdrog en smukt udsmykket sølvæske, der med sin kraftige overflade åd noget af mørket der omgav dem. Isiodith selv var dog for oprevet til at bide mærke i det og irriteret over Sibalghyms formodning, fortsatte hun. ”Jeg har ikke helbredt andet end de skader, jeg har fundet frem til ved dine indre organer! Brækkede ribben og blødninger og din ene skulders muskelvæv, der var beskadiget af lænkerne. Jeg har heller ikke medtaget sæbevand og klude, så jeg kunne vaske alt det størknede blod af dig! Jeg ved ikke, om de sidste måneder har været fyldt med så megen eventyr for dit vedkommende, at du helt har glemt, hvad jeg er i stand til at helbrede. Jeg er ikke en hvilken som helst Healer, ej heller er jeg så tankeløs, at jeg ville begynde at gøre dig så god som ny til skue for samtlige skovelvere”, spruttede Isiodith, nu med vrede, røde plamager henover de skarpe kindben, alt imens hun fremdrog et hjerteformet blad fra sølvæskens skjul.
”Og åben så munden!”, kvækkede hun, tilsyneladende også lidende under et lignende hukommelsestab - det, Isiodith havde beskyldt Sibalghym for at døje med - for i grunden var hendes trodsige vredesudbrød noget så ukarakteristisk for den unge skovelver, der ellers normalt holdte hendes virvar af følelser skjult for andres øjne.

Til trods for arrigskaben var Isiodiths bevægelser blide og kontrollerede, som hun lagde det hjerteformede blad ind i Sibalghyms ene side af mundgavlen. Netop som Isiodith, tro mod sin fagprofession til det sidste, skulle til at forklare bladets helbredende funktion, kom Sibalghyms udbrød hende i forkøbet. For et øjeblik tøvede Isiodith, for hun kunne ganske ikke afkode mørkelverens reaktion. Umuligt, at det kan betyde noget for ham, tænkte Isiodith, hvorefter hun hastigt fattede sig og fjernede hendes blik fra mørkelverens eget. Selvfølgelig gør det ikke det, dit tåbelige pigebarn. Du var intet andet end en kortvarig og smuk underholdning – og så hold dog fokus! Du er her for at betale en livsgæld tilbage, forsatte tanken nådesløst, imens Isiodith gjorde sig nyttig. Arrigheden blev derefter erstattet af en indestængt vrede, Isiodith ikke før havde ladet komme til udtryk og med et tungt suk nikkede hun. Der var dog ingen selvmedlidenhed tilbage i de isblå øjne. Den havde hun efterladt på deres sidste eventyr, efter de var fanget under jordens overflade og Lýrins nedladende kommentarer havde set dagens lys.
”Magen til kujon skal man lede længe efter”, mumlede hun sammenbidt, hvorefter hun løsnede Sibalghyms kæder nok til, at han selv derefter kunne modtaget den medbragte proviant.

Med en enkelt hovedrysten – for det var ganske enkelt lige meget for aftenens dagsorden – begyndte Isiodith at pakke sølvæsken væk. Atter var hendes fokus på den snarligt kommende plans udførelse og ikke på den mystiske bejler, der fik hendes fader til at smile hemmelighedsfuldt.
”Som sagt, bliver det ikke i aften. Jeg var her tidligere under det dække, at jeg ville se min fangevogter som et væsen på lige fod med mig selv, hverken mere eller mindre. Da jeg først fandt ud af, at du var tilbage, spurgte jeg De Ældste om lov til at tilse dig, men de ville ikke høre om det. Først tredje gang jeg aflagde audiens indvilligede de. Kan du tro det? De var bange for min mentale tilstand, som om jeg ville dejse om og aldrig rejse mig igen!”, fnøs hun fornærmet, som hun atter rejste sig og satte sig en smule væk fra Sibalghym. Som hende selv, havde han også forandret sig og den unge skovelver var ikke længere sikker på, at denne fremmede mørkelver overfor hende ikke ville forsøge at skade hende. Det stak forræderisk i hendes spinkle brystkasse, som hun lagde afstand mellem dem men hastigt skubbede Isiodith fornemmelsen væk.
Med en enkel affejende håndbevægelse, fortsatte hun: ”Jeg er ikke helt sikker endnu”, indrømmede Isiodith modvilligt, hvorefter hun sendte ham et strengt blik, der udfordrede ham til at grine hånligt af hende eller, endnu værre, affeje hendes planer. ”Men jeg har brygget et middel, som får den indtagende til at sove dybt. Vagterne ligger og snorker, som vi sidder og snakker her”, forklarede Isiodith videre, hvorefter hun dog – måske en smule ironisk – rejste sig og begyndte at trave frem og tilbage i den lille fængselscelle. Hendes kønne hoved var tydeligvis lagt i alvorlige folder og arrigskaben fra før forglemt.
”Min oprindelige tanke var i grunden, at jeg ville tilføje hallucinerende urter i miksturen eller planter, hvis saft påvirker hukommelsen, men jeg havde ganske enkelt ikke tid til at skaffe dem. De findes naturligvis i Helbredernes Hus, men der bliver ført nøje vagt med netop de planter, som jeg vil benytte. Det er en for stor risiko at løbe. For mig, vel og mærke”, sagde helbrederen, hvorefter hun sendte et beklagende og forsonende smil til Sibalghym. ”I grunden er det det, som gør hele affæren noget kompleks. Jeg vil ikke risikere mit hjem her. Jeg har ganske enkelt ikke andet. Ikke desto mindre-”, hastede Isiodith videre, uden at give Sibalghym særlig råderum til at besvare hendes mange overvejelser, ”min umiddelbare idé var dog, at lade vagterne sove ud og vågne naturligt, forinden at jeg dog er vendt hjem igen. De skal se, at alting er, som det var før, de faldt i søvn. Mit håb er, at de vil stikke hovederne sammen og blive enige om, at denne lille forseelse er dybt pinlig for deres arbejdsmæssige ry og holde det for dem selv, og at vi derefter får dig fri i morgen aften. Sig mig så, hvad du tænker!”

Isiodith stoppede brat op og lod de isblå øjne indfinde på sig Sibalghyms sammenkrøbne skikkelse i mørket. De var store af forbløffelse og i to hurtige skridt, satte skovelveren sig på hug foran den gennembankede mørkelver.
”Har du ikke andet at sige, mere at tilføje?”, spurgte hun skingert og nedslået, for i sandhed kunne Isiodith ikke skjule, at hun havde håbet på noget mere… af et eller andet. ”Du… Jeg mener, du havde så mange gode idéer dengang! I sommers! Du vidste hele tiden, hvad der måtte gøres”, forsøgte hun at forklare, alt imens hendes skarpe, isblå blik hvilede gennemborende i hans.

En smule – og så sandelig kun en smule, forsøgte Isiodith at bilde sig ind – lamslået og febrilsk satte helbrederen sig bedre til rette, alt imens hun begyndte at pakke de medbragte provianter ud fra skindsækken. Hun rakte ham dem, velvidende at måltidet ikke ville falde i god jord hos mørkelveren, men Isiodith måtte også erkende, at hun ikke kunne imødegå hendes patients ønsker, hvad angik det, han måtte få at spise. Det blussende temperament var faldet i baggrunden, for Isiodith havde pludselig fået væsentlig mere at tænke over.
Imens Sibalghym tog maden til sig, var det nu Isiodiths tur til at betragte ham. For en kort rum tid lod hun tavsheden sænke sig over dem, for den var mærkværdig behagelig taget hele affæren i betragtning. Desuden havde hun savnet ham. At tage ham i øjesyn som nu var, ja, næsten tiltrængt, måtte Isiodith indrømme.

Isiodith lod dog ikke følelsen få overtaget og atter mindede hun sig selv om, at hun ikke havde været andet end en kortvarig underholdning, nærmest en pauseklovn, for mørkelveren. Og dertil også, at de jo ikke brød sig synderligt om hinanden. En insisterende tanke prøvede at bane sig vej frem, men med en let hovedrysten så Isiodith væk og rømmede sig, i håb om at det ville få hende til at fatte sig blot en smule.
”Du skånede mig dengang. Du kunne have dræbt mig men undlod. Jeg tilbagebetaler blot min livsgæld”, fortalte hun dernæst, både for at få de dominerende tanker på afveje men ligeså meget for at overbevise hende selv. I sandhed var det umådelig svært at bære tanken om, at Sibalghym ikke bedrev tiden og lavede ulykker et eller andet sted ude i verden. Den tankestrøm havde ofte bragt hende overmådelig meget skam forinden det øjeblik.

Atter rømmede hun sig og med en næsten forretningsmæssig fattethed, sukkede hun dybt. ”Hvad med din plantemagi? Kan den ikke hjælpe os?”, spurgte Isiodith forhastet men lavmælt. ”Det sværeste bliver at få dig ud herfra. Så snart du er ude, forestillede jeg mig, at det ville blive mere… håndgribeligt. Har de sagt noget om din domsfældelse? Vil de sende dig tilbage til mørkelverne eller…?” 

Isiodith kunne ikke skjule sin milde forbløffelse over Sibalghyms erklæring. ”Nej?”, gentog hun vantro, hvorefter blide, hvide fingre gled henover hans pande. Han var hverken iskold eller brændende varm – hvad kunne der dog være hændt ham?

Bekymringen blev der dog ikke længe og med irettesættende øjne, så hun på ham. ”Jeg er ikke nogens snut”, bed hun lavmælt tilbage og fnøs derefter fornærmet. I sandhed kunne Isiodith dog ikke mønstre samme intense blussende fornemmelse som tidligere, og snart efter krakelerede hendes bløde læber dog også i et lille, spøgefuldt smil.
Ikke at det forblev på hendes brede læber længe. End ikke et øjeblik efter svandt det ind, som Sibalghyms ord ramte hende som en pil i hjertet. Straks skred hendes isblå blik fra hans og hun rystede demonstrativt på hovedet, fornægtende. ”Jeg vil slet ikke spilde min tid med sådanne latterligheder”, løj hun forhastet og måske en smule skingert. ”Du gjorde jo selv så fint opmærksom på, at du tilhørte en anden. Og snart… så gør jeg også”, skyndte hun sig at tilføje, hvorefter hun rejste sig.
Med armene over kors stillede Isiodith sig i det mørke hjørne, længst væk fra Sibalghym. Pludselig kunne hun ikke bære at være i hans nærhed. Følelserne rumsterede krampagtigt i den magre brystkasse, følelser af foragt for sig selv og følelsen af… af ikke at være andet end et dumt og naivt pigebarn. Isiodith afskyede den fornemmelse og pludselig skammede hun sig tilmed. Hvad havde hun dog forestillet sig?

Sibalghyms næstkommende ord bragte dog Isiodith tilbage til den barske virkelighed og med store, forbløffede øjne så hun på ham. For et kort øjeblik kunne Isiodith ikke få et ord over sine læber, men så nikkede hun, afmålt, og stirrede frem foran sig. Så krakelerede hendes stolte ansigt atter og hun lagde begge hænder henover sine kinder, i det hendes isblå øjne atter søgte Sibalghyms.
”Det aner jeg ikke, om jeg overhovedet kan!”, udbrød hun stille men skingert, hvorefter hun kom til at udstøde et sagtne grin. Et grin der så tydeligt afslørede, hvad hun syntes om sig selv i det øjeblik.

For blot et øjeblik gemte hun sit ansigt i hænderne, men pludselig så hun op. Den skarpe beslutsomhed fra før lagde sig nu atter over hende. ”Hvad nu hvis du døde i vores varetægt?”, spurgte Isiodith med håb i stemmen.
”Der findes… Der findes en plante… Du dør naturligvis ikke, men måske… Måske kunne det lykkes!” Fordybet i tankerne satte Isiodith fortænderne i den tykke underlæbe.

Sibalghyms spøgefuldheder om det kommende ægteskab, fik Isiodith til at fnyse lavmælt men så absolut moret. Langsomt falder de spidse skuldre tilbage på plads og med lydløse skridt, bevægede Isiodith sig tilbage mod mørkelveren med en let, vantro hovedrysten. ”Jeg ved ikke engang, hvem der overvejer at bejle til mig”, indrømmede hun, om end en smule modvilligt, som hun satte sig på knæ overfor Sibalghym på den hårde stenoverflade. Med fraværende, isblå øjne rettet mod hendes spinkle fingre, udåndede Isiodith tungt.
”Er det ikke grinagtigt? Der går en eller anden mand rundt her i Elverly, som har søgt accept hos mine forældre, uden at jeg overhovedet ikke har nogen anelse om, hvem det er”, fortalte hun en anelse sammenbidt videre, som hendes isblå øjne langsomt gled henover Sibalghyms beskidte og forslåede skikkelse. ”Hvis det er Lýrin, så tror jeg nok, at jeg må forsøge at flytte permanent til Dianthos, skære mine ører af og tage et nyt navn”, fnøs Isiodith dernæst og gav sig atter til at betragte Sibalghym.

Pludselig formede en dyb rynke sig i mellem hendes brede øjenbryn og irriteret på sig selv rystede Isiodith på hovedet. Det var hverken tiden eller stedet for en samtale af en sådan kaliber, og Isiodith forbandede sig selv i sine tanker for at brase ud med sådanne latterligheder. I stedet gav hun sig til at samle hendes medbragte ejendele, mere for at beskæftige hendes hænder end at sidde og stirre åndsvagt på Sibalghym. Med skjult forbløffelse mærkede Isiodith, hvordan hendes hjerte sprang et slag over, da mørkelverens ånde kolliderede med hendes læber og næse, og dernæst hvordan hendes krop reagerede instinktivt på sensationen.
For mindre end et sekund stivnede Isiodith med sine øjne rettet stift ned på stenene under hende, men i det næste øjeblik sprang Isiodith frem mod Sibalghym i en stram omfavnelse.

Isiodith begravede hendes hjerteformede ansigt i mørkelverens tilsølede hår, men til trods for blodet, mudderet og den gamle sved, kunne Isiodith intet andet end at stramme sit arme endnu tættere om ham. Med sine isblå øjne knebet hårdt sammen, mumlede hun, ”jeg har sådan savnet dig. Selv dine dumme kommentarer og dine vanvittige humørsvingninger og alt dit brok.” Et lavmælt, og lige dele drilagtigt og indestængt kluk, forlod hende halvkvalt som Isiodith gav ham et endnu insisterende klem. ”Og du havde ret dengang… Skovelvere kan være noget så kedelige”, tilføjede hun stille, alt imens et smalt smil satte sig fast på hendes hjerteformede læber.

For et øjeblik kunne Isiodith ikke andet end at sidde med armene omkring Sibalghym og suge, ja, hun end ikke vidste hvad, men alting af ham til sig. Det virkede nærmest livsnødvendigt i det øjeblik, men da hun omsider trak sig tilbage, var det med et halvbeklagende blik. 

Isiodith lod forsigtigt sine spinkle fingre stryge henover Sibalghyms blodsprængte kind og for blot et øjeblik, så hun ikke længere beklagende ud. Kun en eftertænksom rynke mellem hendes mørke øjenbryn synes at afsløre, hvad hun end måtte tænke og efter at have været tavst et kort øjeblik, nikkede hun.
”Det kunne jeg. Men alt efter hvem der spørger, kan det både være ligegyldigt eller skamfuldt”, forklarede hun, hvorefter hendes hånd omsider forlod hans varme kind. ”Hvis han er fra en slægt, der har mere magt end min egen besidder, så ville der blive set ned på min beslutning, men… Mine forældre er begge gode mennesker. De gør kun, hvad end de mener er det bedste for mig, så… Jeg kan ikke forestille mig, at han skulle være andet end ganske passende.” Ordene flød fra hendes læber, men de var pakket ind i en film af reservation og afstand. Isiodith hadede at overveje de uendelige muligheder, for altid så hun hendes forældres håbefulde smil for sit indre blik.

Sibalghym fik dog snart efter hendes opmærksomhed tilbage, i det hans alvorlige øjne, øjne Isiodith aldrig mindes at have set før, atter fæstnede sig i hendes.
”Have mig?”, spurgte Isiodith åndeløst, i det en let rødmen gled henover hendes skarpe kindben. Straks snurrede hendes slanke hals sig sammen, så ingen ord kunne undslippe den men hendes isblå øjne gnistrede håbefuldt, næsten sløret af erkendelsen. De buttede læber skiltes men ikke et ord undslap dem, for pludselig hørtes tunge skridt i fængselsgangen dunkle mørke.

”Ved Isaris opsvulmede barm”, bandede Isiodith i en næsten lydløs hvisken, hvorefter hun hastigt rejste sig. ”Undskyld!”, mumlede hun under sammenbidte læber, i det panikken satte ind og skovelveren hårdhændet – eller i hvert fald så hårdhændet, hun nu kunne være - skubbede ham tilbage i den stilling, hvori hun først havde fundet ham.
Med let rystende hænder indsamlede Isiodith hastigt sine remedier og drejede dernæst rundt på hælen, for at spejde ud igennem tremmerne. De støvlebeklædte fødder bevægede sig stadigt imod hende, imod dem, og så hurtigt og så lydløst Isiodith overhovedet havde lært, satte hun i løb ned langs gangen og mod den modsatte ende; ned i det sorte mørke, der hvor krystallerne ikke længere lyste.

Vagterne nåede omsider Sibalghyms celle og med en søvndrukken klang til deres stemme, hvæsede de indbyrdes med hinanden. ”Jeg er sikker på, at jeg hørte skridt!”, mumlede den ene til den anden, som dog hverken videre synderlig interesseret i andet end at vende tilbage til sin vante stol.
”Du hører syner!”
”Ser.”
”A-hvar?”
”Ja, man ser syner! Man hører ikke syner!”
”Det kan man da godt!" 
"Ti stille og tjek til det skvat. Han ligner en død som han hænger!”, bed den mest klarhoved af vagterne, hvorefter han selv fortsatte ned langs gangen. 

Til sit egen bankende hjerte fortsatte Isiodith hastigt ned igennem mørket. De isblå øjne kunne knap se, hvorhen de støvlebeklædte fødder kolliderede med brostenene, men drevet af en ugenkendelig panik, fortsatte skovelveren.
Sibalghyms ord gav genlyd bag den hvide pande, som en ondsindig djævel på hendes skulder, der skreg på helbrederens opmærksomhed. Ordene var dem, hun havde længtes efter, dem, hun havde håbet på, dem, hun allerhelst ville høre og alligevel rev noget giftigt i hende; noget, der gjorde hende usikker og fik Isiodith til at glemme, at være så lydløs så mulig. Bag hende småløb vagten, stadig påvirket af den søvnfremkaldende the, men ikke mindre skarp eller i tvivl om, hvad han hørte.
-
Den tilbageblivende vagt betragtede mørkelveren med en bange anelse og nu, hvor han var alene, fandt han ikke just det, at skulle bevæge sig ind i cellen særligt tiltrækkende. Efter at have sukket tungt var det dog det, som han gjorde, dog med varsomme og tøvende skridt, som var fangen ikke spændt fast i solide sølvkæder.
Som mørkelveren hang og dinglede, lignede han en død og vagten brummede, for at få Sibalghyms opmærksomhed. Da han ikke fik den, puffede han med skosnuden til mørkelverens forslåede hoved, hvorefter han greb om det hvide hår og jog Sibalghyms ansigt tilbage.
-
Isiodith fulgte gangen, som den snoede og ledte hende forbi et uvist antal af fængselsceller. Eller, det var i hvert fald hvad hun antog, det måtte være, for i sandhed kunne Isiodith knap se sine egne blege hænder i mørket. Hendes hjerte hamrede fortsat i en stigende panik, nu hvor hun bevægede sig uden formål og alt, hendes tanker kunne fokusere på, var at slippe uset fra gangenes mørke.
Ligeså snart tanken havde indfundet sig, endte hun forpustet i et tilstødende lokale og hvad hun så, fik hendes indre til at snurre om sig selv. Alverdens torturredskaber, der glimtede faretruende i alt det dunkle, og en mærkværdigt udseende stol med kraftige læderremme, bød hende velkommen, som var Isiodith trådt ind i et mareridt. Stanken af råddenskab fik hendes isblå øjne til at løbe i vand, men et sted bag panikken og ubehaget skreg en tankeidé på hendes opmærksomhed.
-
Vagten betragtede hastigt mørkelverens røde øjne og fnøs, som han slap taget i det tilsølede og fedtede hår. Netop som han skulle til at lade eder og forbandelser regne nedover den forslåede skikkelse, lød der et ’bump’ og et dertilhørende tungt suk.
Straks for vagten rundt og så snart han var ude af cellen, trak han sit sværd fra skeden i en imponerende og hurtig bevægelse. Dernæst satte han afsted ned langs gangen, om end en smule vaklende og tøvende, som han kaldte på sin kammerat.
-
Isiodith stirrede på den sorte skikkelse i mørket, der lå med ansigtet i brostenene. Han bevægede sig ikke, men Isiodith kunne høre hans tunge vejrtrækning, til trods for hendes eget hjerte der bankede hysterisk. Og dernæst skridt, skridt der nærmede sig og en stemme, der kaldte tøvende.
Isiodith pressede sig længere op mod muren, i håb om at hun kunne gå i et med den og bevæge sig igennem murstenene. Realiteten af hendes handling havde ikke endnu fået tag om hende, men da vagten, hvis stemme hun genkendte, fortsat nærmede sig hende, mærkede hun salte tårer forlade hendes øjne.
Og så trådte vagten ind i lokalet og et forundret gisp efterlod ham, som han så sin bevidstløse kammerat i øjesyn. Havde theen ikke stadig sin slørende effekt, havde denne måske ikke bøjet sig ned og lagt sværdet fra sig ved sin side; han havde måske endda været hurtig nok og vendt sig mod den skikkelse, der tårnede sig op bag ham med tyk træpind hævet. Og vagten havde måske tilmed kunne forudse, hvad der så skete dernæst.
Det gjorde han bare ikke og med to slag i hovedet faldt også han bevidstløs til jorden. Med dirrende hænder tabte Isiodith køllen og faldt på knæ, som hun gik i gang med at rode vagternes uniform igennem. Så snart Isiodiths hænder havde krøllet sig sammen om et bundt nøgler, var hun atter på vej tilbage mod Sibalghym og denne gang, bed hun end ikke mærke i de salte tårer.
Som Isiodith nåede Sibalghyms celle og faldt sammen foran ham, havde hendes hals snurret sig krampagtigt sammen. Ingen ord eller forklaring kunne undslippe hende, som hun prøvede adskillelige nøgler med rystende hænder. Ej kunne hun få nogle kommandoer over læberne, i det Sibalghyms kæder gik op og han var fri. 

Isiodith var nær kollapset under sig selv, da Sibalghyms muskuløse arm påtvang hendes støtte. Ikke at hun beklagede sig, for et kort øjeblik kunne Isiodith intet andet end at nyde den sparsomme varme, Sibalghyms krop vibrerede med; som var han fyldt med en særlig og rødglødende ild.

Turen, fra cellen til udgangen i tunnelsystemet, var hård og udmattende for dem begge. Da de omsider nåede frem til den åbne port, hvor månelyset erstattede de lysende krystaller og den friske vind slog om dem, stoppede Isiodith vaklende. ”Nej”, sagde hun åndeløst, alt imens hendes brystkasse hævede og sænkede sig forhastet.
”Jeg… Jeg har en idé. Du skal gemme dig, nu, for de kommer til at vende Elverly på vrangen, når de opdager, at du er væk.” Og med de paniske ord, strammede Isiodith sit tag om Sibalghyms store hånd og fortsatte deres flugt fra Frosthjem klamme greb.

Isiodith førte Sibalghym afsted i skjul af de få træer, som stod plantet omkring dem. Deres stammer var brede og mørke, hvilket gav dem rig mulighed for at stoppe op, hvis ubudne iagttagere skulle nærme sig dem og da de omsider nåede grænsen til Lindeskoven, sank Isiodith en smule sammen i sine tynde ben. Til trods for den fysiske udmattelse og den indestængt panik vendte Isiodith sig dog straks mod Sibalghym. Hendes isblå øjne var store, som hun aflagde afstanden mellem dem og lod sine arme glide omkring Sibalghyms brede skuldre. Hendes hjerteformede læber søgte Sibalghyms med en grådig underdanighed og for et øjeblik, ønskede Isiodith ikke andet end at det moment ville vare for evigt.

Velvidende at det måtte stoppe, afbrød hun deres læbers møde og forhastet lod hun sine spinkle tommelfingre lande under Sibalghyms øjenbryn, imens de øvrige lagde sig over hans tindinger. ”Stå stille”, bad hun i en åndeløs hvisken, både fra flugten men ligeså meget fra deres kys, i det pupillerne i de isblå øjne stødt blev større.
Som så Isiodith ikke Sibalghym selv, men snarere noget andet, stirrede hun fortsat ind i hans røde blik, som den helbredende magi forlod hende og flød ind i Sibalghym som nordlys i alle afskygninger af blå. Det var en særlig kraftanstrengelse, en del af hendes magi hun ikke havde givet nogen anden før, men mørkelveren havde mere brug for den end Isiodith selv. Og mere end villigt gav hun ham den.

”Løb. Fortsæt mod nord”, begyndte Isiodith, stadig rystende og ængstelig, i det hun omsider fjernede sine fingre og dernæst sig selv, allerede på vej tilbage mod Frosthjem. ”Giv mig til morgengry. Jeg skaffer dig våben, et ridedyr og mad, men løb, Sibal. Bliv ved med at løbe. Jeg skal nok indhente dig!”

Isiodith så sig ikke tilbage, men hørte svagt hvordan Sibalghym satte i løb og fortsatte ud i Lindeskovens mørke. Til stadighed hamrede Isiodiths hjerte i en ukontrollerbar rytme og skovelveren var ikke længere sikker på, hvad der præcis havde forårsaget den reaktion længere; flugten, Sibalghyms afsløring og dernæst deres kys flød sammen i en vælling af noget udefinerbart og Isiodith mærkede, hvordan en særlig udmattet tristhed indfandt sig i hendes brystkasse, som hun rystende bevægede sig tilbage mod sin træhytte.

Hvad havde hun dog gjort? Og hvad var der i vente for hende nu? Isiodith kunne end ikke forestille sig det, men minderne fra hulen i skoven, og Sibalghyms nådesløse men sandfærdige ord, hvad der føltes som utallige måneder forinden, sneg sig urokkeligt ind bag den blege pande. Han kunne aldrig elske hende, så meget vidste hun og så meget, havde han fortalt. Sibalghym ville aldrig rigtig tilhøre hende, selv hvis hun lå med ham over sig og kun Isari måtte vide, hvor inderligt Isiodith ønskede netop det. Aldrig havde hun følt sig så levende i tiden efter deres genforening, som var ilten omkring hende fyldt med euforiserende stoffer og hun først nu, så virkeligheden som den skulle ses; som den afkrævede Isiodith at se den og til trods for den lette fornemmelse i brystet, var Isiodith tynget af en indestængt sorg over tabet af noget, hun aldrig havde haft og aldrig ville få. Uanset hvor højt og inderligt Isiodith elskede ham, ville han aldrig være i stand til at gengælde det.

Tynget af realiteten vendte Isiodith hjem og begyndte at forberede. Ikke en gang overvejede skovelveren at forblive i Elverlys trygge rammer, velvidende at hendes hjerte på et tidspunkt og uundgåeligt ville briste, men fast besluttet på at hjælpe mørkelveren, red hun ud af Elverly, i det daggry gjorde sin entre. Der var større ting på spil, prøvede Isiodith at overbevise sig selv om. Og et sidste eventyr inden den falske virkelighed atter krævede hende var måske noget, Isari kunne tilgodese hende; måske tilmed ønske for et af sine lysbørn.

Isiodith red hele dagen, den ene hånd om tøjlerne på hendes hvide hingst og den anden på den sorte pakhest, hun havde medtaget. De to heste var som nat og dag, og da eftermiddagssolens sparsomme stråler nåede hende i en lysning, gjorde Isiodith holdt. Mere tvungen end af nød.
”Skygge, kom så!”, prøvede Isiodith at beordre pakhesten, der ganske fornøjeligt havde fundet en mængde grønt græs, der var noget så appetitvækkende. Med begge arme om Skygges store hoved – og den hvide hingst stående bag sig med et pudsigt blik i de sorte øjne – forsøgte Isiodith at hive hesten fremad, til siden, bare afsted! Ikke at det lykkes og pustende rejste Isiodith sig op med ben af gelé, hvorefter hun bøjede sig frem og løftede op i Skygges pandelok. På den måde kunne hun se sig selv i de mørke øjne og så strengt, som Isiodith overhovedet kunne mønstre, rømmede hun sig højt.
”Skygge! Jeg mener det! Vi har ikke tid til at spise nu! Du får rigeligt derhjemme og det ved du godt!”, forsøgte hun at skælde ud, og end ikke engang hendes faste ridehest syntes, at det var særlig imponerende. Skygge prustede beroligende, som forsøgte han at manifestere en pibe og fortælle hende, at alting nok skulle være i skønneste orden, hvis hun vel og mærke blot slappede en smule af.

Isiodith plukkede en håndfuld græs og forsøgte dernæst at lokke den kæmpemæssige hest til sig. ”Skygge, jeg spiser dig, hvis du ikke kommer herhen nu!”, forsøgte Isiodith at true i en indsmigrende tone. Begge heste prustede afvisende, ikke overbevist og derudover ikke synderligt imponerede.