Det var med et tilfreds suk af den blonde kvinde satte sig ned ved et af de mange borde på den lokale kro. Den enorme langbue og det mindre sværd blev forsigtigt sat bagved hende, men udover det, var det med hurtige og grove bevægelser resten af hendes ting blev kastet af. Væk med de store skind, de lange halstørklæder og grove bælter. Varmen buldrede herinde, og Alvilde havde i forvejen en vis sensitivitet overfor det tørre miljø her i byen. 

De mange dage på farten havde mærket Norddamen, der havde støv og skidt klæbende op af støvlerne og bunden af hendes tabard. Hendes ansigt var også støvet, men det klare blik viste ikke den træthed man ellers ville forbinde med en rejsende. Nej, hun var frisk, oplivet og kort sagt - i rigtig, rigtig godt humør over endelig at kunne flade ud, sætte sig ned og slappe af. Den melodiske musik fra en skjald - ikke en hun genkendte, men en dygtig en, løftede stemningen og de mennesker og væsner omkring hende afspejlede det. Latter, snak, lyden af terninger og ølkrus. Alvilde trak på smilebåndet - det var ikke helt dårligt her. Hendes vagtsomme øjne gled over de forskellige skikkelser og væsner, førhen det fandt en af krumutterens tjenere som hun vinkede til sig. 

"Et krus øl - koldt for gudernes skyld, og så et hurtigt spørgsmål. Har du hørt om nogle der mangler et smykke, noget de har tabt ved Sydporten?" 

Sagde hun med et smil, og hev den lange sølvagtige kæde med det underlige vedhæng op fra lommen, og lod det dingle foran kropigen så det reflekterede i det milde lys indenfor. Chancerne for at finde ejeren var lille, men dog ikke umuligt. Hun kunne ligeså godt prøve at se om denne befandt sig på kroen. 

Mela havde vandret rundt i hovedstaden i længere tid og var begyndt at blive træt i hendes fødder, da hun faldt over Det halve svin. Hun trådte ind i krostuen og kiggede rundt. Det virkede mere skummelt end hun havde regnet med, men sådan var de fleste steder vist nok.
Hun gik op til kroens desk og satte sig op på en stol. Et krus øl Tak. sagde hun hurtigt uden at tænker nærmere over det. Hun lagde straks nogle mønter på bordet og skubbede dem mod hvem end der stod på den anden side. hun havde ikke kigget.

Den unge pige kiggede en anelse grådigt på smykket førhen hun stille rystede på hovedet. Hun mumlede noget med at spørge rundt, og da hun kom tilbage - heldigvis med øllen, nævnte hun kort at der ikke var nogle der havde eftersygt det herinde, endnu. Alvildes blå øjne granskede hende en anelse intenst, førhen at hun langsomt nikkede for sig selv. Nej, det havde måske også været for meget at håbe på. Hun brummede et tak, gav nogle mønter til pigen og lænede sig veltilfreds tilbage, ølkruset allerede løftet til munden for at tage en stor tår. Forfriskende, koldt og godt for sjæl og krop. 
Sidstenævnte var en tanke hun tænkte for sig selv, men det stoppede hende ikke fra at klukke let over sin egen lille humor. Nu hvor at det var ordnet, begyndte den blondes trænede øjne at glide over de forsamlede på kroen, mest for at vurdere hvem der var her. En masse mennesker selvfølgelig, og primært mænd ovenikøbet. Enkelte dværge lo højlydt omkring deres borde, og her og der kunne et knivører spottes i vrimlen... men ikke meget videre interessant, desværre. 
Alvilde tog endnu en tår af sin øl. 

Imellem alt det brune og brogede selskab, stak en virkelig bleg og ranglet skikkelse dog ud. Hun var lige kommet ind, det havde Norddamen allerede registreret tidligere, og var ikke en naturlig del af det her miljø... det lignede det i hvert fald ikke. Men køn var hun dog. Lidt for køn til den slags typer der hang ud på kroen i de senere nattetimer. Du skal blande dig udenom skal du, talte fornuftens stemme i hende.
Men det kunne hun ikke helt. 

Selvom Alvilde ikke nødvendigvis bekymrede sig meget om andre, kunne hun ikke undgå at se hvordan nogle af kroens gæster kiggede langt efter den unge pige. Og da hun nåede bunden af sit første krus, rejste den kompakte kvinde sig op for at bestille endnu et, og gik imod kroens desk.

"Et til, det samme som før!" 
Lo hun med et smil, førhen hun vendte sig imod den unge... elver, noterede hun med et kort blik på de spidse ører. 

"Og nu er det så jeg bliver nysgerrig... det er ikke ofte jeg ser elverkvinder på en kro, alene..?""
Sagde hun, et let smil hvilende i mundvigen, tydeligt henvendt til den fremmede elver. 

Mela anså end ikke den kvinde der satte sig ved siden af hende og bestilte mere drikkelse. Det var først da hun følte at der blev snakket til hende at hun vendte hovedet og fik øje på Nordboen der sad og snakkede til hende. Heller ikke så ofte man ser jer nordlinge her i byen. sagde hun koldt, med tryk på Nordlinge. Hun vendte hurtigt blikket frem mod baren igen, mens hun stadig ventede på noget at drikke. Hvor bliver den betjening af. mumlede hun letter irriteret. Hun var ganske vist vant til at folk tiltalte hende på mange mærkelige måder, men lige i dag var hun bare i et dårligt humør. Hun kunne dog stadig mærke alle de glade tanker i krostuen, det hjalp, men det var ikke helt nok. Mens hun ventede på betjening sad hun og trommede med fingrene på kanten af baren.

Der gik ikke længe før en af kropigerne fejede endnu et krus øl ind i hånden på Alvilde. Tilfreds lod hun fingrene følge det ru håndtag, inden hun tog fat for at tage en tår. Da var det at elveren endelig virkede til at lægge mærke til hende, og svarede hende med en ret så kold stemme. Nordboen løftede tænkende et øjenbryn ved hendes stemme, førhen et spøgefuldt smil spillede om læberne. Hun tager jo ikke fejl.
Alvilde nikkede og kastede en af de lange fletninger om på ryggen for bedre at kunne se elveren foran sig. Kønne - men mindst ligeså kolde øjne mødte hendes blå. 

"Ah, det kan være du har ret. Men det har vi nok også vores grunde til, Knivøre"
Klukkede hun, men overhørte ikke hendes mumlen. Utålmodighed var ellers ikke et træk hun forbandt med elvere, men hvad vidste hun i bund og grund om dem, andet end hvad hun havde oplevet de få gange hun havde krydset veje med dem.

"Ey! I har en kunde herovre der tørster" 
Råbte hun spøgefuldt, og brugte sin frie hånd til at banke i den hårde desk med hule bump. Alvilde fulgte de travle kropiger med blikket, førhen hun igen kiggede på elveren der mildest talt lignede en irriteret tordensky. 

"Men med det sagt, hvorfor er du så alene? Du ligner en der kan knække ved den mindste brise. Og selvom kroen er vindtæt, kan de hårde ord rode dig ud i problemer, Kvist"
Brummede hun og fulgte med et drillende glimt i øjnene den slanke elvers ansigt for at spore hendes reaktion. Nordboen tog langsomt endnu en tår af sin øl, men slap ikke den andens blik undervejs. Kvist var et af de mange kaldenavne hun havde det med at give folk. Og nu hvor Alvilde havde set det ikke var en lille pige, men faktisk en elverkvinde der stod her, var hun mindre beskyttende men derimod mere nysgerrig overfor hvem denne var. 

Mela så kort mod den fremmede da hun blev kaldt både knivøre og kvist. Hun var blevet vant til at blive kaldt lidt af hvert gennem hendes korte tid på den gamle skole. Det kunne måske være at du selv skulle passe lidt på. sagde hun køligt, men hun fortsat ventede på sin øl.
Da der endelig kom en forbi med et krus øl og tog nogle af pengene der lå på bordet. Inden hun tog kruset med øl kunne hun ikke lade være med at tænke kort over hvad da mon bragte en nordbo til hovedstaden.
Mon ikke jeg kan passe på mig selv. sagde hund bestemt hvorefter hun drak en god lang tår af sin øl. Hun var ikke ligefrem i et selskabeligt humør.

Den blonde nordbo følte hvordan hendes smil bredte sig en anelse ved den skarpe kommentar. Hun kunne godt li' den her lidt stolte attitude elveren bar. Jah, måske skulle hun passe en smule på. Måske skulle hun bare gå tilbage til sin stol, sin øl og sit eget selskab, men hun valgte stadig at blive. Kølige svar, kølige fornemmelser og kølige øjne gjorde hende intet - hun var relativt tykhudet af et menneske af være, hvis hun selv skulle sige det. 

"Aha, det kan du have ret i. Jeg har det med at blande mig i for mange ting når jeg keder mig" 
Sagde hun og valgte nu at vende sig om, så ryggen lænedes henslængt imod disken og blikket var vendt ud imod det åbne krorum. Endnu en tår øl blev indtaget. Måske skal jeg bare gå... jeg kom kun for at sikrer mig at hun var okay, og skarpe kommentarer er næppe et tegn på svaghed. Tænkte hun for sig selv, stadig med albuen let hvilende på disken bag sig. Men dog, hun havde ikke løjet da hun sagde hun blandede sig når hun kedede sig. 

"Mon du kan det? Det kan du nok godt. De øjne du har, de' lidt specielle..."
Smilede hun, og talte dig mest til sig selv. Hun lod blikket glide over de mange forskellige gæster endnu engang. Joh, nok havde hun ikke mødt mange af dem, men de var som regel ikke forsvarsløse.
Normalt tog folk - mennesker i hvert fald, på kro af tre forskellige årsager. Men hende her?

"Hvorfor det dårlige humør, Kvist?"
Spurgte hun efter et par sekunder i stilheden der fulgte, men forsatte med at kigge fremfor sig. Hånden legede en smule med ølkrusets sirlige udskæringer, men ellers holdt hun primært fokusset på hendes gamle bord. Det skulle lige passe en eller anden tyv stak af med hendes våben - det kunne være kønt. 

Mela kiggede kort mod den fremmede. Det var ikke fordi hun egentlig ville være skarp overfor hende. Hun drak noget mere af hendes øl inden hun satte kruset fra sig på bordet. Hun vendte sig halvt mod hende og smilede koldt. Tja, normalt når man tiltaler nogen man ikke kender plejer man at fortælle hvem man er. sagde hun roligt, mens hun smilede. Men egentlig er jeg her for at få kontakt til ejeren. Ellers må jeg vel finde et andet sted at få et levebrød. fortsatte hun roligt mens hun stille skannede rummet. Hun kunne mærke at hvis hun ikke passe på med sine evner ville hun hurtigt få en gevaldig hovedpine.

Et koldt smil indrammede det blege ansigt, da elveren for første gang valgte at se rigtigt på hende. Den blonde nordbo kunne sagtens følge hvorfra den kommentar kom, hun havde måske været en anelse bramfri med hendes tiltale. Og hun kunne være meget intens, omend ikke særlig stor. Men undskylde for det ville hun ikke! Alvilde løftede det ene øjenbryn i et smørret, let spørgende udtryk førhen hun tømte sit andet glas med en hurtig slurk. 

"Jah, normalt plejer man vel at gøre sådan noget i storbyen. Tiltale her, navne der. Smid en titel oveni hvis du kommer fra en fornem familie, og så skal du nok se nogle lefle for dig" 
Sagde hun med en stemme der næsten dryppede af slet skjult humor. Alvilde vinkede endnu en øl hen til sig, og tog en god slurk, imens hun skiftede vægten på fødderne. Hun kunne ikke se det seriøse i hverken titlerne eller navnene, og havde for flere år siden stoppet med aktivt at bruge dem. Hun brummede kort og lod blikket falde tilbage på elveren. 

"Med det sagt, så må du da gerne få mit navn af vide. Du har bare ikke virket så interesseret i det"
Smilede hun drillesygt, og blinkede til hende. Man kunne ikke fornægte at Alvilde efterhånden var blevet en smule beruset, men humøret var kun fulgt med. Den blonde nordbo fulgte elverkvindens blik ud i rummet, og nikkede eftertænksomt. Ejeren kendte hun ikke - hverken af udseende eller navn, så der var hun ikke meget hjælp. 

"Jeg kender hende desværre ikke. Men, jeg har et bord derovre". 
Alvilde gestikulerede kort med den ene hånd imod bordet lidt imod væggen og lidt væk fra de andre.

"Kom med mig ned og drik en øl. Vi kan se hvis hun kommer ind derfra, og det er lidt mere.. hyggeligt end at hænge over disken. Mit navn, er Alvilde Alhaug fra Nordlandet"
Sagde hun og rejste sig på fra sin tilbagelænede position for at bevæge sig ned imod bordet. 

Mela kunne godt mærke på sig selv at hun nok alligevel ikke skulle have valgt denne dag til at være social. Hun hørte dog alligevel efter da Alvilde fortalte hende hendes navn. Nydeligt navn, sagde hun dog med et venligt smil og tog sit krus. Jeg hedder Melima Mir. sagde hun roligt hvor efter hun tør endnu en stor tår øl og endte med at tømme kruset.
Hun lagde ikke rigtig mærke til at Alvilde havde rejst sig og begivet sig ned til sit bord. Hun rejste sig op og kunne med det samme mærke hvordan øllen havde ramt hende hårdt. Hun blev nød til at støtte sig til bare for ikke at falde over hendes egne fødder. Jeg... tror... egntlig... bar at jeg smutter igen... sagde hun besværet hvor efter hun slap den største bøvs hun nogensinde havde oplevet før. Hun indså ikke engang at det var hende og begyndte at grine smørret mens hun begyndte at vralte mod døren igen.

Alvilde nåede hele vejen ned til bordet, da hun hørte den anden sige sit navn. En god start nåede hun at tænke, førhen elveren pludselig undskyldte sig for at forlade kroen. Overrasket spærrede den blonde nordbo øjnene op, og fulgte hende undersøgende med blikket da hun stavrede ud af Det halve svin. 
Alvilde nikkede lidt for sig selv, førhen hun igen satte sig i den brede stol. Benene smækkede hun op på en af de andre stole, og satte med et munters smil kruset til munden igen. 

Natten var stadig ung, og hun skulle i hvert fald ingen steder endnu.