Sted: Handelsruten fra Dianthos
Tid: Middag
Beklædnig: Som på billedet, men med en lang og yderst kraftig kappe med hætte.

Det burde være en glædens dag, igår fyldte Coffey 23 år og blev givet sin frihed, men følelsen af at være fortabt var det eneste hun følte trods smilet om hendes læber. Hætten var trukket godt op over hendes ansigt og kappen lukkede tæt omkring hendes krop, for at isolere imod den kulde der stadig herskede i landet. Omkring hendes krop var Serpico viklet, hans hoved hvilede på hendes skulder, for også han kunne holde varmen, helt skjult i kappens skygger. Hun stoppede stille op på sin færd og løftede hånden op og strøg ham hen over hovedet, en ganske svag hvislen lød fra hende, som den sorte og kløvede tunge viftede let over hendes læber. Imellem dem behøvede der ikke blive vekslet nogle krystalisianske ord, begge havde de slangens sprog som modersmål. Hun sukkede dæmpet, inden hun sænkede sin hånd ned og skjulte den under kappen igen, den lange og kraftfulde hale, lå tæt omkring hende, som hun stod hævet med en pæn rank holdning. Hendes blik vandrede stille rundt, der virkede fredfyldt, men hendes indre var i uro. Hvor skulle de tage hen? Hvor skulle de bo? Hvad skulle de leve af? Ville de begge skulle leve et vildt liv og leve af dyr? Kunne de finde et varmere klima som ville passe deres koldblods kroppe bedre? 

Sulten havde for længst meldt sin ankomst hos hende, kun Serpico havde været ude og jage en hare og havde sulten stillet for en lang periode nu, men hun var endnu ikke kommet dertil hvor hun kunne få sig selv til det. Halen var ikke let at skjule, den strakte sig langt efter hende, et farligt våben hvis blot hun så på sig selv på den måde, men et liv på samvittigheden var nok til at hun havde fralagt sig den slags handlinger. Hun tænkte tilbage på de 10 år hun havde levet sammen med den samme Herre, den mand som hendes fader havde solgt hende til, livet havde været godt, og som den hengivne mand han havde været, havde han skænket hende friheden, men det føltes mere som en straf. Hendes liv havde haft et formål, nu vidste hun ikke længere hvad hun skulle stille op, men hun måtte ikke blive modløs, for hun var overbevist om der nok skulle vise sig en løsning hvis blot hun forblev smilende og åbenhjertet.

Stille satte hun i bevægelse igen, hen over grusstien. Hendes hale svang sig fra side til side, og efterlod kun spor på hver side af hende. Hendes bevægelse. Hendes blik var rettet fremad, smilet dansede om hendes læber, trods hætten skjulte hendes ansigt helt.

Den åbne himmel var Philotanus frirum, som han dog havde sat kursen hjem efter at have jaget vildt på sletten tæt ved Dødens kløft. Det var nemmest at fragte maden igennem luften, som han på den måde undgik at blive fanget af andre rovdyr eller jægere, der gerne ville have fingrene i hans bytte. Ikke at han havde problemer med at forsvare sig selv. De mindre dyr var bundet sammen og hægtet fat i hans bælte, som han fløj med fronten imod jorden, så han kunne holde et vågent øje på eventuelle byttedyr, der kunne indbringe ham det store måltid. Det var der han fik øje på noget, der mindede om en kæmpe slange, som han ikke rigtig følte kunne være sandt. Derfor fløj han rundt i cirkler, som et rovdyr på jagt efter sit bytte. Der gik noget tid, før at han dalede imod jorden og valgte at lande et stykke fra, hvad han troede ville være en kæmpe slange. Indtil han fik øje på hendes skikkelse.

"Se det ser man ikke hver dag" lo han lettere køligt, som han flyttede hænderne hen over de små dyr han havde i bæltet. To harer, en kanin og en enkelt rotte. Ude af stand til at vide hendes art, så valgte han at holde afstand til hende, fordi han ikke kunne vide, om hun var giftig. Slanger var jo generelt frygtelig dyr, der angreb, hvis de følte sig truet. "Jeg kender nogen, der vil betale en god sum for dig" fortsatte han, som han lagde armene over kors og ventede på hendes respons. Vingerne var endnu spredt ud, for at blokere hendes færden, men samtidig også gøre det klart for hende, at hun nødigt skulle lægge sig ud med ham lige nu.

Lyden af vingeslag fik den unge kvinde, til at skæve op imod himlen. Hun rynkede let i panden, da hun hørte en dæmpet hvislen i sit øre, der fik hende til at dreje hovedet en smule over imod skulderen hvor Serpico skjulte sig. Hun brummede dæmpet som respons, inden hendes blik vendte sig imod den mand der dalede ned foran hende. Hendes hale trak sig sammen omkring hende, rullede sig om hendes krop, og gjorde klar til at hun ville kunne forsvare sig hvis han ønskede hende ondt, hendes krops holdning blev mere tilbagelænet, som en slange klar til at hugge. Hendes halespids vippede uroligt op og ned fra jorden, som hun betragtede manden der var betydeligt højere end hende, hun ønskede ikke at hæve sig op endnu, det var bedre at vente og afvente hans reaktion.

Hun vidste kappen og hætte skjulte hendes ansigt og krop, men den forhindrede hende ikke i at lade blikket vandre over manden. Coffey, var ikke sikker på hvilken art han tilhørte, men skulle hun gætte måtte det være dæmon, hun trak dog ganske let på smilebåndet over hans ord, hun vidste godt at hendes slags var et sjældent syn, de fleste halvdyr hun havde stødt på havde noget til fælles med katte af den ene eller anden slags. En ganske svag hvislen lød fra hende, som hun bad Serpico gemme sig væk, inden hun lod hænderne glide frem under kappen og løftede dem op til hætten, stille skubbede hun den en smule tilbage så hendes ansigt kom til syne for manden. En del af hende, havde lyst til at takke ja med det samme, men frygten for at blive skuffet, at komme til at leve et liv i elendighed, hvis nu det ville blive værre end at være alene. "Beklager Herre..." Hendes stemme var dæmpet, og bar tydeligvis præg af slangens hvislende lyd. Hun sænkede ganske let hovedet i et lille buk, inden hun vendte sig væk fra ham, og bevægede sig i samme retning som hun var kommet fra. Kunne hun tage chancen? Serpico havde skældt og smelt på hende over hun overhovedet havde overvejet det et sekund. 

Det var bestemt et sjældent syn, der mødte Philotanus, som han også kom tættere på og kunne få en fornemmelse af hendes størrelse. Det var en smule svært oppefra, men han blev hurtig klar over, at det bestemt ikke var hver dag, at man ville støde på et sådan halvdyr. Hun var uden tvivl mere dyr end menneske, som han lod blikket vandre over hendes skikkelse. Det stod endnu ikke klart for ham, at hun kunne have en slange med sig, men at hun blot forsøgte at skræmme ham lidt ad vejen med sin hvislen. Det rørte ham dog ikke spor, som han dog var klar over at han skulle være forsigtigt, netop fordi han ikke kendte hendes art.

Philotanus gjorde klar til at aktivere sin evne, da hun flyttede hænderne udenfor kappen, men så snart han så at hun gik efter at flytte hætten, valgte han at forholde sig passiv til situationen. Han mødte dog meget hurtigt hendes blik, som han fik chancen for at møde hendes ansigt. Stille trådte han nærmere for at konkludere om hun ville være en mulig tilføjelse til en bestemt herres kollektion eller om det ville skabe for mange komplikationer for ham og hans partner. Hendes ord gjorde det klart for ham, at der var en sandsynlighed for, at hun allerede havde været slave. Det var måske muligt, at hun blot kaldte ham herre, fordi hun ikke kendte hans navn, men han kunne bedre lide den første konklusion. "Jeg tager ikke imod et afslag" mumlede han, som han havde lagt armene over kors og straks efter begyndte at følge efter hende. Tanken om hendes eventuelle fart, hvis han begyndte at løbe efter hende, fik ham til at overveje sin evne igen. "Du får én chance for at følge med mig, ellers må jeg bruge magt" fortsatte han, som han havde på fornemmelse af, at hun måske kunne overtales.

Lyden af hans stemme bag hende, fik hende til at stoppe let op. Enhver anden ville formentlig have kæmpet for sit liv, men vold lå hende så langt fra hjertet af hun i stedet bed kæberne lidt sammen. Hun drejede hovedet ganske let ud imod siden, ikke nok til at hun ville kunne se ham for hætten, men nok til at lade ham vide, hun havde hørt hans ord inden hun svagt sukkede. En hvislen lød fra hende igen, men denne gang Serpico som formanede hende om at kæmpe, om at bruge enhver muskel i sin krop og stå op imod manden, men hun smilede blot ganske let for sig selv uden at besvare hans mange ord. Hun skulle til at bevæge sig igen, da hans formaning om at ville bruge magt hvis ikke hun fulgte efter, fik hende til at vende overkroppen imod ham. "Jeg har ikke i sinde at kæmpe, for jeg ønsker ikke at skade Herren.." lød det roligt fra hende, inden hun løftede blikket imod manden, han virkede ganske oprigtig i sin intention om at bruge magt, han så ganske vidst stærk ud, men hun havde en fornemmelse indeni at det ikke ville blive fysisk magt, omend hun et øjeblik kom til at dvæle ved sin Herre, og de mange gange han havde ladet piskeslagene regne ned over hendes krop, den søde søde smerte. Hun rystede let tanken ud af hovedet, og måtte bruge et øjeblik på at sunde sig igen, hendes krop reagerede altid så hurtigt blot ved tanken om smerte.

Trods Serpicos mange formaninger, hans greb om hende der havde strammet sig til det ulidelig, vendte hun sig alligevel helt imod manden, uden at skære den mindste grimasse, Serpico burde vide bedre end at tro den slags ville virke på hende. "Hvis jeg følger med Dem, vil De så i det mindste gøre mig den tjeneste at svare på, hvem De har i sinde at sælge mig til?" Hendes stemme var overraskende fattet, trods det emne det blev bragt på banen imellem dem, hun vidste at livet uden en Herre ville ende galt for hende, og hvis dette nu var muligheden for at finde et nyt hjem, hendes eneste bekymring måtte være, hvem bliver det hos?

Slangen.. Slaven, ville ikke have det helt store valg, når det kom til at skaffe endnu en indtjening. Philotanus var overbevist om at hun sagtens ville kunne skaffe ham nogle krystaller, hvis han blot solgte hende til den rette køber. Han havde én i tankerne, men var ikke sikker på, om han først skulle drøfte det med Orcus. Han rystede let på hovedet, som han ikke havde det store behov for at trække hende med til kløften, når det ville være nemmere bare at tage hende med til Lazura med det samme. Nok havde han dyrene i bæltet, men det kunne Elinor sikkert også få brug for. Han kunne altid fange nogle flere på vej hjem, når han havde fået flere krystaller på lommen. Derfor havde han også lagt armene over kors, da Coffey ikke lod til at stoppe med det samme. Hun vendte sig en smule, som Philotanus forventede et svar, eller en reaktion. Måske hun havde besluttet sig for at gøre modstand? Så rynkede han dog ganske let på brynene, som hun gav udtryk for at hun ikke ville skade ham. "Det kommer ikke til at ske" svarede han lettere køligt, som hun næppe ville få chancen. Det kunne de ligeså godt få på plads med det samme.

Philotanus havde forventet en smule mere modstand og bestemt ikke det spørgsmål, som blev sendt i hans retning. Men som hun gav udtryk for at være villig til at overveje det og ikke bekæmpe det uundgåelige, gik han faktisk tættere på. Hvordan skulle han så besvare hendes spørgsmål? "En ganske særlig herre.." forklarede han med et lusket smil på læben, som han var stoppet i en sådan afstand, at hendes hale ikke burde kunne nå ham. I hvert fald ikke hvis han havde bedømt den rette længde. "Der er tale om en striks herre.. Som vil have tingene på sin måde" fortsatte han med et løfte blik, som han ikke var sikker på, hvilken information hun satsede på.

For en stund betragtede hun manden, som han lagde hænderne over kors, han virkede overraskende sikker på sig selv, ikke at det virkede særlig intimiderende på hende, hun havde så mange år været vant til præcis dette. Hun sendte ham blot et lille smil til hans kommentar, og gjorde et ganske let nik med hovedet. Hun blev dog en smule vagtsom da manden trådte nogle skridt nærmere, hendes halespids vippede ganske let på jorden, som en hvislen lød omkring hende. Åh den kære Serpico, han kom aldrig til at godtage hendes overgivelse til den fremmede mand, men hvad ønskede han dog af hende? Hun havde lovet sig selv aldrig mere at skade nogen, hvis hun kunne undgå det. Hun sukkede dæmpet over den kære slange, men valgte ikke at svare ham, trods han strammede sit greb omkring hendes krop, til det punkt hvor det blev lettere ubehageligt. Hun rokkede let med kroppen, men gjorde ellers intet tegn til Serpicos tilstedeværelse.

Hun måtte dog bide sig selv i kinderne, som han begyndte at tale igen, morskaben var tydelig at læse i hendes ansigt, inden en fornøjet latter slap over hendes læber, inden hun undskyldende sænkede blikket til jorden. "Jeg undskylder min latter, men forventer alle Herrer ikke det?" Latteren var stadig at spore i hendes stemme, selvom hun virkede prøvede at vise ham respekt og få sig selv under kontrol, men hun havde ikke forventet mindre af en Herre.

Vingerne bevægede sig ganske let i vinden, som Philotanus holdt dem strakt ud, blot for at sikre sig at han hurtigt ville kunne hoppe et stykke, hvis hun lige pludselig skulle angribe ham. Den distance, der var imellem dem, ville hun sikkert hurtigt kunne tilbagelægge, hvis det blev nødvendigt for hende at gøre modstand. Ikke at han på noget tidspunkt havde truet hende. I hvert fald ikke mere end højst nødvendigt. Han bemærkede dog godt hendes underlige bevægelser, men kunne ikke se hvorfor eller hvor det skulle komme fra. Måske det bare var vinden der legede med hendes kappe og derfor spillede ham et mindre puds. Den måde som halen bevægede sig på dog, var han ikke et sekund i tvivl om ville kunne få konsekvenser, hvis han lod den ramme sig direkte. Derfor var han yderst vågen omkring hendes bevægelser. Selvom han nemt slog hendes rokken hen som vinden.

Slangen slog en latter af, hvilket fik Philotanus til at bide tænderne sammen, så kæben for alvor blev synlig, så gik der et split sekund uden at han rørte på sig, før at han øgede tyngden omkring hende, fik hende til at veje 3 gange så meget, som hun egentlig gjorde for at tvinge hende fladt imod jorden. "Prøv lige det én gang til" hvæste han køligt og hadfuldt, som han knyttede den ene næve og fik et langt mere strengt blik, rettet direkte imod hende. "Med den attitude vil jeg langt hellere sende dig imod syd.. Hvor slanger er en delikatesse" fortsatte han i samme tone, blot en smule mere truende end tidligere. Philotanus blev dog stående, hvor han nu havde stået længe.

Coffey var overraskende lettet over han ikke forsøgte at finde frem til Serpico, så længe hun kunne ønskede hun at holde ham skjult, mest fordi hun ikke kunne undvære det store kræ, de to var uadskillelige og havde været det i flere år. Men hun var ikke et sekund i tvivl om at latteren, ikke havde faldet i god jord ved ham, som hun blev en smule urolig og trak sig en smule tilbage i kroppen, hun burde havde vidst bedre end at tirre end herre, uanset hendes egen status nu. Hun måtte minde sig selv om at hun kun var en slave, intet mere intet mindre, med eller uden en herre. Hun skulle lige til at undskylde igen, da hun mærkede hvordan hendes krop ændrede sig, den blev så ubehageligt tung. Hendes hale dirrede under hende, under vægten, selv halespidsen kunne hun pludselig ikke længere bevæge så fri, som hun mærkede hendes krop give efter langsomt under vægten.

Hun tog fra med hænderne og forsøgte virkelig at kæmpe imod den bizarre tyngde hun pludseligt oplevede, men selv hendes hænder måtte til sidst give efter, så hun lå imod jorden. Hendes øjne var store og skræmte, hun havde aldrig før oplevet en evne som denne, hun følte sig fuldkommen immobiliseret. "Tilgiv mig, det var en fejl, det skal aldrig ske igen!" lød det forsigtigt fra hende, hun havde aldrig brudt sig om at fejle, hun vidste slet ikke hvad der var gået af hende, hvordan hun kunne have opført sig så upassende overfor manden. 

Lige nu holdt Philotanus ikke fokus på, hvad hun kunne gemme undertøjet, som han var langt mere frustreret med den attitude, hun lige pludselig fandt frem. Hvorfor havde han nu fortjent det, når hun faktisk havde lydt til at være åben overfor muligheden? De fleste ville måske være flygtet for længe siden, men hun var selv gået i stå og havde vendt sig imod ham for at spørge ind til herrens personlighed. Han havde ikke i sinde at advare hende om alt, fordi hun måske så ville komme på andre tanker, hvis han kunne få hende afleveret det sted, han gerne ville. Der var en chance for at de ikke var interesseret i én som hende.. Hvilket han måtte overveje, før at han tog turen den vej med hende. Hun var trodsalt ikke den nemmeste slave at flytte rundt på. Selv ikke med hans evner, da det ville gå udover hans egen krop. Men om han ville finde sig i hendes latter..

Han fnøs lettere hånligt af hendes forsøg på at holde sig fra jorden. Det mindste tegn på at hun kunne bevæge sig, ville han blot skrue op for tyngden omkring hendes krop. Philotanus var stadig frustreret på hende, selv da hun forsøgte at undskylde og love ham, at det aldrig ville ske igen. Han gjorde klar til at åbne munden, som han fik øje på de små flager af hud, der svævede omkring hans håndryg. Forbistrerede krop. Han slap hende med et strengt blik rettet direkte imod hende, før at han fik healet skaden på sin hånd. "Det håber jeg så sandelig ikke" hvæste han lettere køligt, som han bevægede sig hen til hende, men faktisk rakte hånden frem. "Nu kender du konsekvenser, så følger du med uden yderligere problemer?" spurgte han med en farlig undertone, han advarede hende indirekte om at makke ret lige nu.

Det var til ingen nytte at kæmpe imod, den pludselig tyngde der hvilede over hendes krop, for hvis hun virkelig kæmpede og det næsten lykkedes, var det blot som om hendes krop blev tungere, selv vejrtrækningen begyndte til sidst at blive besværet. Hun havde aldrig oplevet noget lignede, og var oprigtigt bange. Selv Serpico kunne hun mærke og høre, var i lige så store vanskeligheder som hende selv, men hun vidste at han på ingen måde ville tage behandlingen nær så pænt, som hun satte sig for.

Da tyngden endelig forlod hendes krop, gispede hun efter vejret, men hun rørte ikke en muskel i kroppen, hun vidste godt at hun havde trådt langt over grænsen for det acceptable, i stedet blev hun liggende, helt afventende, som hun mærkede hans vibrationer i jorden som han kom nærmere hende. Jo nærmere han kom hende, jo lettere mærkede hun vibrationer, til han stoppede foran hende. Hans hvæsende toneleje, fik hende til at holde blikket rettet imod jorden, som han tårnede sig op over hende, uvidende om hvorfor han havde valgt at stoppe sin evne imod hende. Hans tone ændrede sig, ikke nær så kølig hvilket til sidst fik hende til at vove at løfte blikket op imod ham. Usikkerheden var tydelig at spore, som hun betragtede hans hånd, men hun ville ikke lade ham vente, ikke give ham mere grund til at være gal på hende. Forsigtigt rakte hun den kølige slanke hånd op, og lagde hånden i hans, inden hun med lidt besvær fik sig rettet op. "Ja, det lover jeg..." Hendes stemme var helt stille, og den hvislende lyd var ikke at tage fejl af, men hun måtte finde en måde at mane Serpico til ro, for hun kunne mærke hvor tæt han var på at angribe, slynge sig ud af sit skjul og tage sin hævn over manden for hans angreb på dem begge. 

Philotanus følte bestemt ikke, at han havde haft heldet med sig det sidste lange stykke tid, særligt ikke nu hvor en simpelt slave endte med at le af ham. Han havde ikke forestillet sig det muligt, når han ikke havde været forsigtigt omkring hvilken intention han havde med hende lige nu. Derfor var han også nødsaget til at nyde øjeblikket, da hun først ramte jorden og ikke længere havde den samme frihed. Philotanus var udmærket klar over konsekvenser for hans lånte krop, men vreden stod klart i hans blik, som ingen skulle fyrer en sådan latter af imod ham. Ikke når der blev grint af ham. Det var ikke med hans gode vilje, at hun fik lov til at slippe forholdsvis hurtigt, men så længe at skaden kun blev påført hans hænder, så kunne han sagtens heale det. Men blev det værre, så ville det også tage længere tid for ham. Altså kom hun fri.. Og hendes lille ven, som han desværre ikke kendte til endnu.

Imponerende nok, så lod slangen ikke til at flytte sig, som han kom nærmere. Han havde måske forventet at hun ville svinge halen imod ham, men i stedet lod hun sig ligge helt fladt. Der var dog ingen grund til at hun blev liggende der, for de skulle også videre, som han rakte hånden frem imod hende for at hjælpe hende op fra den kolde jord. Det var forståeligt at hun var en smule varsom efter at tage imod hånden, når han lige havde tvunget hende i jorden. Men han var langt mere fattet nu, hvor hun havde lært sin plads at kende. "Dit navn?" spurgte han særdeles rolig, som han fandt det nødvendigt at have et navn knyttet til hende, når hun skulle præsenteres. Skaden på håndryggen var for længst forsvundet, som hun ikke ville kunne mærke nok efter at have haft fat i hans hånd. "Hvad gemmer du på?" spurgte han, men der var en dobbelt betydning af spørgsmålet, som han rynkede svagt på næsen.

Hun mærkede hvordan Serpico flyttede på sig selv, for en stund var hun glad for at kappe sad løst om hendes krop, så hans bevægelser ikke ville være synlige for andre. Han bevægede sig imod hendes arm, den hun havde rakt op for at tage Herrens hånd, som hun kom op igen fra den kolde jord. Hendes lyse blik, med kun en snerte af et lilla skær, var rettet imod jorden, som hun hørte ham tale til sig. "Coffey...." svarede hun ganske stille, inden hun løftede blikket en smule, for at møde hans blik. Han virkede mere rolig, mere fattet end før og hun håbede han havde godtaget hendes undskyldning, men hun kunne mærke Serpicos rastløshed, hans vrede der var rette imod dem begge, og da herren spurgte ind til hvad hun skjulte, så han sit snit. Den kraftige krop, skød afsted, snoet omkring hendes arm imod manden, med nakken spredt fladt ud og en højt hvæs som Serpico rejste sig fra hendes overarm, med munden på vid gab og hugtænderne truende klar til at bide ud efter ham.

I en hurtig bevægelse slap hun mandens hånd, og trak armen til sig. Usikkert veg hun en smule tilbage, inden hun strøg hånden over slangens hoved og vendte dets limegrønne øjne imod hende selv. For en stund udvekslede de blikke, det virkede til at hjælpe, for slangen lukkede gabet og nakken som før var spredt faretruende ud, lagde sig tæt ind til kroppen igen, inden hun nervøst hævede blikket imod herren foran dem. Beskyttende lagde hun hånden over slangen, for hun vidste ikke hvordan herren ville reagere på det angreb Serpico uden tvivl havde sat ind for at skræmme ham væk.

Grebet om hendes hånd var fast, så hun ikke lige pludselig besluttede sig for at gøre pludselig modstand. Philotanus var bestemt ikke interesseret i at blive overrumlet af hende på ny, så han endte også med at holde et vågent øje med hende. Måske derfor han fandt det nødvendigt at tvinge ordene ud af hende. Eller tvinge hende til at fortælle det, som hun tydeligt forsøgte at fortie for ham. Han vidste endnu ikke hvad, som han også straks fokuserede på hendes navn. Det var bestemt ikke almindeligt. "Er navnet givet af en tidligere herre?" spurgte han en smule forundret over hendes navn, som han var nød til at kende hendes historie, særligt når hun lod til at have haft en herre tidligere. Hvad kunne han forvente af hende og ikke mindst, hvad skulle han være opmærksom på at give videre til kunden.
Pludselig fornemmede han en bevægelse over hendes arm, som de orange øjne straks blev vendt imod bevægelsen, så fik han øje på slanges hoved og denne gang, var det ikke hendes. Hun havde et kæledyr, som tydeligvis forsøgte at forsvare hende eller på anden vis gøre kål på ham, så de kunne fortsætte uforstyrret. Han gjorde straks klar til at gribe bæstet med hånden.

Da endte Coffey dog med at trække hånden ud af hans først, som hun formåede at gribe slangens hoved og trække ham til sig, imens at Philotanus fulgte deres bevægelser. Han holdt et vågent øje med slangen i hendes greb, som han vrissede en smule. "Beder du om flere konsekvenser?" mumlede han lettere irriteret, som han trak hænderne til sig og strøg dem hen over stoffet på den hvide skjorte, som forsøgte han at forhindre sig selv i at gå for vidt. Vingerne havde rejst sig ganske let, men tyngden havde endnu ikke forandret sig omkring dem, som det hele faldt hen i stilhed.

Hendes blik lå for en stund på deres hænder, hun fandt hans greb værende unødigt stramt, men hun kommenterede ikke på det, eller gjorde nogen mine til at beklage sig over det til ham, i stedet rettede hun sig en smule op i kroppen, der var ingen grund til at nedlade sig selv med en dårlig sammensunket krops holdning. "Nej Herre, det er mine forældre som gav mig det.." svarede hun ganske stille, hun vidste godt at det var et atypisk navn, men hun var overraskende glad for det. Det var anderledes, ligesom hun selv var det. Hun løftede blikket fra deres hænder, for hans møde hans blik. Lettet over at han virkede lidt mindre anspændt. Hvad hun blot vidst at hendes kære følgesvend var på vej til at ændre, lige netop det.

Hun stivnede ganske let i kroppen, som hun beskyttede Serpico fra herren, hans ord ramte hendes hårdt midt i maven, for hun vidste godt at et sådan angreb slangen havde sat ind, ville være utilgivelig hos en kommende herre. Frygten stod i hendes øjne, som hendes hals bevægede sig og hun sank ned foran ham med sænket hoved, hvis halen ændrede form til ben, ville man ikke være i tvivl om hun sad ned i en stilling der kunne minde om at sidde på knæ. "Jeg ber Dem, De må ikke gøre ham noget..." bønfaldt hun dæmpet, som slangen udmærket forstod sagens alvor og trak sig tilbage i sit skjul. Hun foldede stille hænderne foran sig, hvilende på halen med blikket låst på sine hænder, samme stilling der lå så indøvet i hende, hver gang hun fik lov at smage på sin masochiste siden, han forventede altid samme start stilling af hende for hans fødder, underkastet og i hans vold. Hun turde intet sige, ikke kigge op, men afventede blot hans ordre. 

Philotanus var en smule forbløffet over hendes svar, som han måske havde forventet noget andet, men han nikkede ganske let med hovedet, som for at sige, at han havde hørt hendes ord. Der var dog ikke rigtig tid til andet, da slangen tydeligvis tog chancen og straks forsøgte at angribe ham. Havde han ikke lige skadet sig selv, så havde han nok for længst smidt slangen op i luften, men fordi han måtte være varsom med brugen af sine evner, søgte han i stedet at gribe fat i dyret. Hun formåede dog at komme ham i forkøbet, som han lukkede hånden rundt om luften i stedet. Der hvilede et farligt blik i hans øjne, som han bed tænderne sammen og man tydeligt kunne fornemme kæben, som han spændte i det meste af sin krop for at ikke hæve hånden imod hende. Evnerne forårsagede ikke de samme slags skader, som en knytnæve kunne have gjort. Der var ingen grund til at skade hende unødvendigt eller slangen, hvis hun kunne kontrollere dyret. Værdien ville blot falde..

Coffey forsøgte så vidt muligt at beskytte dyret for ham, som han fnøs ganske irriteret over slangens pludselig angreb, men endnu mere over det faktum, at han ikke havde bemærket det hurtigere. Blikket hvilede dog på hende, som hun sank en smule sammen og fik et køligt smil til at brede sig over hans læber, som han allerede nu kunne se fordelen ved at hun var så underkastende. Mon Elinor overhovedet ville have brug for at træne hende? "Det er ikke op til mig, om du får lov til at beholde ham.." fortalte han med en kølig undertone, som han trak hænderne til sig og stak dem ned i lommen på den lange frakke. Han skævede imod vejen, før at han kiggede sig over skulderen imod vingerne. At bære hende.. Det ville blive virkelig udfordrende, da han kunne fornemme på hendes hale, at det ville blive en tung affære. "Men havde det været op til mig.. ja så.." mumlede ham, før at han atter rettede blikket imod hende. Han gik hen foran hende igen, for at flytte en hånd under hendes hage og løfte hendes blik, så hun så ham i øjnene. "Du er for tung til at jeg gider slæbe på dig.." hviskede han lettere hånligt, som han slap hendes hage og pegede i den retning, hun var kommet fra, som for at se hende til at fortsætte.

Hun prøvede virkelig at slappe af i kroppen, ikke at virke helt anspændt og nervøs, men det var som om hun kunne mærke hans dirrende vrede, som han stod tårnet op foran hende. Hun vidste ikke hvad han havde i sinde at gøre, om han ville lade hende beholde slangen om ikke andet, så for nu i hvert fald. Ellers ville han bruge sin evner imod hende? Hun bed sig usikkert i læben. Hun vidste at selv hvis han valgte en fysisk afstraffelse, ville hendes skade heale relativt hurtigt, men hun så ingen grund til at informere ham om dette.

Lyden af hans fnys, fik det til at løbe hendes koldt ned at ryggen, men for en gang skyld virkede det til at Serpico vitterlig havde forstået sagens alvor, som han forholdt sig både rolig men også tavst under kappen, viklet om hendes krop, ude af syne for mandens vrede. Men lyden af hans ord, gav hende en vis ro i sindet, det var ikke hans valg, det betød at så længe Serpico ville lystre og forholde sig i ro, ville de begge være sikre, for nu. Hun så fortsat ikke op, lyttede blot til de små lyde der kom fra ham, som hun prøvede at stykke sammen, præcis hvad han lavede, før hans stemme lød igen. Hun var ikke spor i tvivl om sandheden i hans ord, hvem ville ikke have reageret på den måde, og hun frygtede at Serpico ville gøre det svært for dem begge som han ønskede friheden uden en Herre og hun selv ønskede friheden med en Herre. "Ja jeg forstår..." Hendes stemme var blot en svag hvisken, som hun mærkede ham komme nærmere, de små vibrationer som hendes krop så let opfangede, fik hende til at spænde mere op i kroppen, til hun mærkede hans hånd under sin hage, mens han løftede hendes ansigt imod sig. Hun åbnede tøvende øjne og så på ham, uden at skære en grimasse over de ord som kunne have været så sårende, men hun vidste bedre end at give efter for sine følelser. Uden et ord, rettede hun sig op, for fulgte den tavse ordre der var kommet fra ham, som hun bevægede sig afsted over det løse grus på stien. 

At en slave kunne finde på at behandle ham på den måde, var virkelig frustrerende. Det gav ham dog grund til at bebrejde hans unge ydre. Coffey havde ikke en chance for at vide, hvor gammel en dæmon Philotanus faktisk var. Det var ikke engang sikkert at hun så hans vinger som dæmoniske, selvom de var mørke, men stadig bestod af fjer. Til tider var det bare ikke særlig praktisk med hans nuværende udseende, men han ville for al i verden ikke slippe den krop, som betød så meget for Orcusellus. Alligevel ville han ønske at Coffey kunne spore den alvor, der lå i luften. Hun lod til at have trukket sig og derved forstået en smule af det, men han lod ikke helt til at være tilfreds endnu, heller ikke fordi hun måske allerede lå ned. Nej, han kunne sagtens finde på at trampe lidt mere på hende. Deraf hans fnys.

Slangen var forsvundet ind under hendes kappe, som han egentlig også konkluderede, at det muligvis ikke var smart at bære hende, netop fordi slangen sikkert kunne finde på at bide, hvis han kom virkelig tæt på. Det ville muligvis give ham en grund til at efterlade dyret på vejen og så bare smutte, men så kunne han ligesom fornemme på det hele, at det måske ville gøre hende endnu mere svær at arbejde med. Altså fik hun lov til at beholde bæstet for nu, så kunne Elinor tage beslutningen senere. Det hele havde virket så lovende til at begynde med, men hun havde insisteret på at provokere ham, så derfor var hans humør også svingende. Hvad mere kunne hun forvente? Hun var blot en slave og ikke andet. Ellers ville hun næppe have bukket sig sådan for ham. Hun havde tydeligvis en del erfaring med situationen. "Godt" svarede han lettere køligt, som han nikkede imod vejen, så de kunne komme videre. Han løftede hendes blik for at møde blikket og se, hvilke følelser hun forsøgte at skjule for ham. Var hun indebrændt? Skulle han forvente et snarligt angreb eller kunne de komme videre? Philotanus var normalt ikke meget for at gå, men han kunne godt se, at det muligvis var hans eneste mulighed lige nu. 

"Fortæl mig lidt om dig selv, så jeg kan sælge det godt" der var en undertone af hån, som han bestemt ikke lagde skjul på sine intentioner, imens at han skævede imod hende og afventede hendes svar. Hun virkede som en, der havde været slave længe, men stadig kunne tænke selv og derved volde problemer, hvis ikke han var påpasselig.

Hun mærkede hans blik på sig, den anspændte luft imellem dem, hun ville så gerne lette stemningen, for hun havde ikke i sinde at volde problemer, hun vidste godt det ikke ville være til hendes egen fordel at presse situationen yderligere, hvorfor hun valgte at opretholde den helt rolige facade, trods hun indeni var virkelig nervøs. Selvom hun havde været slave så mange år, var det uvant for hende at komme i en situation, der afledte den irritation hos en herre. 

Hendes hale slog let fra side til side, hørte hende fremad uden hendes overkrop bevægede sig den mindste smule. Hendes holdning var rank, dog blikket let nedslået, påpasselig med ikke at komme foran ham, men holde sig lige skråt bag hans side, hendes plads altid bag herren men aldrig langt væk. Det gjorde hende intet, for det var sådan det altid havde været. Da han talte til hende igen, vred det sig let indeni hende, men hun skar ingen grimasse, nikkede blot til hans ord, som hun havde hørt ham mens hun overvejede hvad hun skulle fortælle om sig selv. "Jeg blev solgt til en Herre for 10 år siden, som jeg har tjent indtil han gav mig min frihed tilbage i gave for et par dage siden.." Svarede hun ganske roligt, uden antydningen af skam over sit liv, hun havde levet godt ved Herren og lært meget af ham, men hvad kunne hun ellers fortælle? 

Hun bed sig let i underlæben, inden hun tøvende skævede op imod manden. "Han lærte mig at spille harpe og..." Hun gik lidt i stå og vendte blikket væk fra ham, det var så mærkeligt at fortælle om hendes liv på denne måde, især fordi hun ikke følte sig fortrolig med manden, vidste hvordan han ville reagere på de ting hun kunne fortælle, om han ville gøre grin med hende eller blot lytte, og hvor detaljeret skulle hun fortælle?

Det var ikke fordi Philotanus forsøgte at starte en dybere samtale med hende, for det var han bestemt ikke interesseret i, men han var nød til at vide noget, hvis han skulle få den rette pris for hende. Måden på bar sig selv på, fortalte ham, at det ikke var første gang, at hun havde været udsat for en lignende personlighed, omend han måske var en smule kort for hovedet til tider. Han forventede dog stadig svar på sit spørgsmål, som han havde vendt de orange glødende øjne imod hende. Nej, hun kunne vist ikke tillade sig at benægte ham et svar, selvom hun alligevel lod ham vente et stykke tid, så nåede han ikke at gøre mere ved det, som han hørte hendes hvislende ord. Det forbavsede ham dog en smule, at hun havde været 'fri' i så kort tid. Hun havde bestemt ikke heldet med sig, som han fnøs ganske let og trak på skulderne. Men det betød også, at der var en sandsynlighed for at hun ville være lydig overfor Elinor og Valtor senere. Hvilket var at foretrække i modsætning til andre slaver, der bed fra sig længe efter at de havde sandet sagens alvor. "Du må føle dig heldig" lo han let, som hun næppe ville give ham ret, fordi hun atter blive fanget og solgt til slaveri.

Han stoppede kortvarigt op, som hun fortsatte, men endte med at gå i stå. Harpespillet var bestemt en bonus, hvis Valtor da var interesseret i musik og havde et sådan instrument, der savnede at blive støvet af. Philotanus var i tvivl om hvorvidt det ville være nyttig viden, men han var mere interesseret i det hun forsøgte at fortie. Derfor vendte han også kroppen helt imod hende. "Og...?" spurgte han med et hævet bryn for at få hende til at afslutte sætningen eller i det mindste forklare, hvorfor hun valgte at tie, når han ikke havde bedt hende om det.