Det var allerede ved at nærme sig formiddagen og Edda hastede op af gaderne for at komme frem til markedspladsen. Hun vidste at der i går aftes var kommet nye varer i den butik de oftest købe grøntsager i, og som altid havde hun sat sig for at skulle derop tidligt om morgnen så hun kunne nå at få fat i det bedste til kroen. Hun var dog endt med at sove over sig, hvilket havde resulteret i den nuværende situation; at hun småløb gennem gaderne med uglet hår, der lige var sat op i en hurtig rodet knold. Det var alt andet end den morgen hun havde forestillet sig, og så var de tilmed blevet gråvejr.

Skønt, tænkte hun, dårlig morgen og dårligt vejr, så er standarden for dagen ligesom lagt. På trods af sine lidt dystre tanker kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Dagen var faktisk slet ikke så slem igen. Det regnede jo ikke, og hun havde et let arbejdsdag foran sig. Hun elskede faktisk turene til markedspladsen for her kunne hendes nysgerrighed komme på overarbejde når hun så på de mange varer, og hendes kreativitet få frit løb når hun fik inspiration til nye figurer hun kunne skabe med sin ismagi når hun så på værkerne fra de forskellige småkunstnere eller betragtede de andre folk på markedspladsen.

Sarril var skrædder i enn lille butik under nogle lejligheder. hun var gået på marken for at finde nye stoffer og indspiration. hun havde en lille pung om halsen og et forklæde om maven. hun havde glemt at tage det af.

hun så op på himlen og smilte lidt inden i. de røde øjne lukkede i og hun huskede sit hjem. der var det ikke som her.  her var det anderledes. venligere. og .... smukkere. Sarril åbnede igen øjnene og trak på skuldrene. hun var en meget lille person. hun kom over til boden med frugt og så hvordan de forskellige frugter lå samlet.  hun vidste at hun ikke havde behov for mad. men det smagte nu godt.

Sarril så ned i pungen og talte lidt. nej hun havde ikke rød til et æble, hun måtte vente til næste måned. hun gik videre og var ved at stødde ind i en person. hun bukkede kort som udskyldning og bandede så på dæmonisk. hun hadede der var mange mennesker. hun kom til boden med stoffer og skind og så på nogle finde silke stoffer. de rige elskede af en eller anden grund de der silke stoffer. men de var bare så upraktiske. hun gik over til uld og bomuld. hun så på farverne og fik virkelig lyst til det æble nu.

I sin hast efter at komme frem til boden inden alle de gode varer var købt, havde Edda måtte undvige et par folk på sin vej, så hun var kommet til at gå lidt for hurtigt og næsten ind i dem. De fleste undskyldte hun med et smil overfor og fik et smil tilbage igen - som hendes oldemor sagde, så kunne et undskyldende blik og et venligt smil få de fleste til at tilgive dig for den slags mindre uheld.
Hun var næsten fremme ved boden nu, men endnu en gang måtte hun hoppe til siden, denne gang for en kvinde som tydeligvis lige havde kigget på varerne og nu havde vendt sig om for at gå. Den lidt pludselige bevægelse kom bag på Edda, men hun svarede med et nik på den andens undskyldning og vendte sig så om for at kigge på de frugter og grøntsager som boden tilbød. Hendes opmærksomhed blev dog med det samme fanget af et ukendt sprog, bag hende, som lød til at komme fra den kvinde hun havde været ved at støde ind i lige før. Hun var lavere end Edda selv og med et skinnende blåligt hår.

Nysgerrigheden tog over for hende og hun glemte et kort øjeblik alt om frugter og grøntsager imens hun betragtede den fremmede kvinde. Hun havde ingen idé om hvilket sprog personen havde talt, men det lød bestemt ikke som noget menneskeligt eller elvisk sprog.
Hun gik over imod boden med stoffer og betragtede nogle skind, imens hun ud af øjenkrogen betragtede den fremmede. Hun havde nogle eksotiske lilla øjne - en farve Edda ikke havde set hos mange før, og dette gjorde hende blot endnu mere nysgerrig på den fremmede.

Sarril var en dæmon fra mora kzar og mange så hende som mindre værd og ond fordi hun kom derfra. men hun prøvede virkelig at være god. hun var bare ikke altidd sikker på hvordan man var det. hun mærkede på mange stoffer og der var en i en blå farve der fangede hendes øje. hun gik ind og så på den. den macede hendes hår.

hun havde en underlig følelse af at blive fulgt. og holdt øje med. hun så sig til siden uden at dreje hovedet men kunne ikke se nogle fra mora kzar så det måtte være en her fra. hun vendte sig roligt om og fik øje på pigen hun havde været ved at støde ind i før. fulgte hun efter Sarril?
hun gik mod hende og det stof hun kiggede på og stilte sig op af hende og så ned på stofferne. "hvorfor følger De efter mig!" spurgte hun lidt hårdt og kunne ikke rigtigt vide hvorfor men vis det ikke var hende måtte hun være paranoid.  Sarril havde aldrig været paranoid så hvorfor nu? hun så mod pigen ud af øjenkrogen. de lilla, røde, blå øjne så direkte på hende. selv om hun var meget lav kun 165, så var hun ikke bange for at være den store. mest fordi hun jo havde boet i mora kzar.

Edda lagde mærke til at den fremmede kom tættere på hende, så hun slap den pels hun havde kigget på og vendte sig med et venligt smil om imod hende. Hendes ansigtsudtryk skiftede dog til forvirret da kvindens hårde tonefald og anklagende ord blev sagt. Hun havde jo ikke fulgt efter hende for at gøre hende ondt. Hun kan da ikke tillade sig at snakke sådan til mig, tænkte hun og skulle lige til at give et rapt svar tilbage til kvinden. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Hun var faktisk fulgt efter hende, og man kunne ikke beskylde den lille kvinde for at blive sur over det. 
Hun slog undskyldende blikket ned og sagde så lidt forsigtigt "Det var ikke min mening at gøre" fik hun sagt inden hun fortsatte, "det må De meget undskylde".

Hun tøvede et øjeblik. Hun ville gerne give noget til undskyldning, men hun vidste ikke helt hvad det skulle være. Det eneste hun var her for at få, var jo egentlig lidt frugt og grønt. Men, tænkte hun, det er måske bedre end ingenting. Så kiggede hun op på den fremmede og sagde med et lidt forsigtigt smil "Jeg ville godt give dig noget til undskyldning, men det eneste jeg har penge med til er lidt frugt og grønt til boden derovre". Hun pejede tilbage på boden hvor de næsten var ramlet sammen og håbede det måske kunne formilde den fremmede lidt.

Sarril virkede hård men hun kunne være sød. hun skulle bare mindes på det. hun så på hende da hun åbnede munden, hun hævede et bryn. hvad ville der komme ud af denne piges mund. men der kom intet. men der kom pludselig en undskyldene blik fra hende. og en undskyldning. hun nikkede men smilte faktisk ikke.
hun så på hende da hun pegede mod boden med frugt og en let slikken om hendes mund kom til syne. hun så på æblerne med de lillae øjne. de så på pigen igen og hun så ned på stoffet. "kender følelsen. jeg har kun råd til stoffer. og ikke mad." sagde hun uden følelse i stemmen.

hun tog noget rødt stof op og så på det. "det er ok. jeg bryder bare ikke om at folk følger efter mig uden at sige hvorfor" hun var måske paranoid? 

Eddas blik fulgte kvinden idet hun kiggede på bodens æbler og hun så den lille slik om læberne. Ved pigens næste ord kiggede hun på hende og traf en beslutning. Det var godt nok kroens og ikke hendes egne penge, men hvad kunne fraværet af et enkelt æble betyde for kroen? Ikke meget besluttede Edda sig for.
"Hør her" sagde hun, i et venligt, men stadig lidt undskyldende tonefald, "Vil du ikke med over til boden der? Så kan jeg give dig et af de æbler jeg skal have" sluttede hun i en munter tone. Jeg håber det kan tælle som en undskyldning, tænkte hun, for pigen her vakte virkelig hendes interesse. Det blå hår og øjnene med det mange changerende farver af lilla, havde en skønhed hun ikke helt kunne beskrive, men det var flot - måske fordi det mindede hende om farvespillene is?

Hun rystede tanken af sig og huskede at hun ikke havde svaret på kvindens sidste bemærkning endnu. "Det forstår jeg godt, det var ikke min mening" sagde hun, og igen håbede hun at kvinden ville accpetere det tilbud hun havde givet hende. 

Sarril så lidt mistroisk ud og så mod æblerne. ville pigen her gi hende et æble som undskyldning. det lød da mærkeligt. var det venlighed?  var det normalt? hun så på hende og trak lidt på skuldrene.  "okey så lad gå." hun vidste dog stadig ikke om det var normal skik for de venlige at gå noget som undskyldninng. hun så på pigen og gik i det sekund pigen gik.

at pigen ikke rigtigt svarede på hvorfor hun havde fulgt efter hende irreterede Sarril lidt. men hun havde fået en undskyldning. var det nok? Sarril ville dog gerne vide hvorfor pigen havde fulgt efter hende. som indfødt i mora kzar så var det meget normalt at være mistroisk og skeptisk. Sarril var ikke anderledes. hun havde bare anderledes intrerrasser. så som det at lærer hvad venlighed var . men hun havde da lært lidt. selv om det ikke altid var så nemt som folk fik det til at se ud som. det der med at være venlig var hårdt ifølge en dæmon som Sarril.

Det var tydeligt for Edda at mærke, at den fremmede kvinde stadig var mistroisk. Men hun havde efterhånden overbevist sig selv om at hende her var værd at lære lidt at kende. Hun kunne stadig mærke den fremmedes irritation, eller måske var det stadig bare mistro? Hun vidste det ikke, men hun vidste dog, at den bedste ting hvis man skulle lære en anden at kende, var at starte med at give dem ens navn.
I det hun begyndte at gå over mod boden vendte hun sig rundt imod den fremmede, "Forresten, så hedder jeg Edda" sagde hun med et venligt smil. Så var bundlinjen ligesom lagt, og hun håbede det var nok.
Imens de gik derover begyndte hun at finde sin pung frem og repeterede indkøbslisten i hovedet. Gulerødder, løg, lidt forskellige friske krydderurter og æbler, tænkte hun, det var vist det hele. Så håbede hun bare at der ikke var noget på listen hun havde glemt, men det mente hun ikke der var for hun havde lyttet godt efter da hendes mor gav hende bestillingen

Edda... det var da meget specielt. men hvad skulle Sarril gøre sig klog på med menneskers navne. hun gik roligt mod boden med Edda. hun gik med blikket skiftende fra jorden til folks kroppe. "jeg er Sarril" sagde hun roligt. hun ville gerne ha flere kunder. men hendes butik var ikke særlig populært da den var drevet af en Dæmon. hvilket hun ikke forstod folk lagde så meget i. plagerne var væk, så dæmoner gjorde da intet ondt mod alle mere.

hun så mod Edda og vidste ikke engang hvad hun tænkte. hun satte en finder på sit forklæde og det skiftede farve fra det brunlige til rødbrune. det gjorde hun en gang imellem når hun ikke vidste hvad hun skulle sige eller lave. så skiftede hun bare farver på tøj. nogle var også glade for hendes tøj men vilel gerne ha det i en speciel farve.

Edda kunne ikke helt finde ud af at læse denne fremmede. Hun virkede på en eller anden måde anderledes end andre folk hun havde mødt. Hendes navn var i hvert fald folk, et var et navn hun ikke havde hørt før, og hun kendte heller ingen med et lignende navn. "Hyggeligt at møde dig Sarril" sagde hun med et smil. Hun elskede at møde nye mennesker, det var noget hun altid havde kunnet lide. Hun blev så nysgerrig på dem når hun mødte en anderledes fremmed som Sarril her, og den eneste måde at stille den nysgerrighed på var ved at lære dem at kende.

De var nu fremme ved boden, som bugnede af både frugter og grøntsager. Heldigvis så det ud til at alle de gode varer ikke var taget endnu, og hun var ret sikker på at hun kunne brunge nogle tilfredsstillende varer med hjem til kroen. Edda skulle lige til at vende sig om for at vinke af dens ejer, en ung pige med krøllet blond hår, da hende blik blev fanget fra Sarrils farveskiftende forklæde. Hun glemte alt om boden og vendte sej imponeret om og med et beundrende blik i øjnene "Hvordan gjorde du det?" spurgte hun ivrigt "Er det din magi? Eller er stoffet magisk?" hun snakkede lidt hurtigt nu og begejstringen var helt tydelig i hendes stemme. Hun glemte alt om almindelig høflighed når hun først blev fanget af noget, at man normalt ikke spurgte ind til andres personlige ting på den måde, og at man ikke bare overfusede fremmede med spørgsmål. Det var en ting hendes oldemor igen og igen havde forsøgt at lære hende, men hun glemte det alligevel når begejstringen tog over.

Sarril så bare på edda da hun talte. hun nikkede og så på boodens æbler og slikkede læberne forsigtigt. de havde en anden smag end noget i mora kzar. da edda pludselig vendte sig og stilte en hel masse spørgsmål så Sarril forvirret på hende. havde hun aldrig set magi før? eller spillede hun bare dum?

Sarril så ned på forklædet og rystede på hovedet. "nej.... det er ikke magisk" det var det eneste spørgsmål hun lige havde opfanget i farten. om det var magisk. hun havde bare magi til at røre ved stoffer feks og skifte dets farve. hvilket hun selv så som praktisk. måske edda havde noget praktisk magi? hvem vidste ud over hende selv.

Lidt forlegen indså Edda nu, at hun nok havde været lidt for anmasende overfor Sarril, og mumlede et lidt lavt "Det var ikke min mening at trænge mig på" til svar. 
Så vendte hun sig rundt og viftede af pigen i boden. Hun havde måske ikke så godt styr på høflighed, men hvis der var én ting hun vidste, så var det hvordan man skulle befærde sig ved disse boder. Hvis man ikke gjorde noget for at tiltrække sig dere opmærksomhed, lagde de simpelthen ikke mærke til en. Så udså hun sig et af æblerne fra bunken. Det havde et fint rødt skind, men uden at være så mørkrød at de formentlig ville være overmodent. Hun håbede det var godt og rakte det til Sarril "Her, det er til dg" sagde hun smilende og vendte sig så om mod pigen fra boden "Kan du give mig 10 gulerødder, 5 løg og 6 æbler?" spurgte hun, "Plus det her" tilføjede hun så med tanke på Sarrils æble. De her bodfolk torede altid at man stjal eller tog dem ved næsen, så det var nok bedst at sige det med det samme. Bare for en sikkerheds skyld så pigen ikke blev fjendtligt stem og krævede merpris for varene. 

Selv om det nok ikke var meningen så hørte sarril det da hun lukkede alle andre stemmer ude. hun så på edda. "hmm jeg hørte ikke rigtigt dine spørgsmål. du....talte lidt for hurtigt" sagde hun og anede ikke hvordan man var over for en der sagde man ikke ville trænge sig på. da edda tog et æble og gav det Sarril så hun på ejeren af boden og derefter på edda. var det klogt bare at tage et uden at sige det først?
Sarril så på bodens pige og da edda fortalte hvad hun skulle ha trak hun på skuldrene og tog en lille bid af æblet. dens smag. så sød.... så frisk.... så uimodståeligt. man de æbler hun havde smagt i dæmon byen havde været enten rådne eller sure eller overmodne og smagte melet. hun så på bodens pige der samlede tingene til edda og Sarril så på hende, "du må.... øhm.... hvad hedder det nu..... undskylde vis jeg virker lidt hård. jeg er opdraget sådan" edda var sikkert opdraget af kærlige forældre der ikke ønskede ondskab hvor imod Sarrils forældre og søskende var omvendte.

Bodpigen kiggede på hende med et lidt træt smil da hun rakte varene til Edda. Det havde tydeligvis været en lang dag, og der var endnu meget tid før den var overstået. "Det bliver et jadestykke og tre ravstykker" sagde hun så, og Edda fandt hurtigt pengene frem fra sin pung og rakte dem til pigen inden hun atter vendte sig om mod Sarril, nu med posen i hånden. Det nysgerrige smil sad stadig på læben og øjnene spillede nysgerrigt i solen.
Så grinte hun muntert. Det virkede ikke til Sarril var å vant til at snakke med fremmede men det kunne alle selvfølgelig heller ikke være. Hun havde været vant til det gennem hele sit liv og glemte til tider at det ikke var sådan for alle. "Det hedder at undskylde ja" sagde hun til Sarril og blinkede drillende til hende med det ene øje "Men du behøver ikke undskylde, det var mig som trængte mig på" sagde hun så med et smil.  Endnu en gang fortalte hun sin selv at hun skulle huske på sine manerer. Hun kunne ikke bare gå rundt og snage sådan i alles privatliv hele tiden, det var ikke noget man gjorde. 
Hun åbnede munden og skulle lige til at spøge Sarril hvordan hun så var opdraget, men noget lige at tage sig sel vi det. Det er jo lige præcis den slags spørgsmål du ikke skal stille, Dumme Edda, tænkte hun irriteret på sig selv. Men for ikke bare at stå der med åben mund skyndte hun sig i stedet at spørge Sarril: "Hvor arbejder du så henne?". Stemmen var munter og den lille irritation hun havde følt over sig selv var ikke at høre. I stedet var det en venligt og nysgerrigt tonefald.

Sarril tog en bid af æblet. hun så på edda da hun sagde det hed undskylde og hun ikek behøvede det, var det ikke sådan venlige mennesker gjorder? undskyldte? hun så lettere forvirret på edda og da hun spurgte hvor hun arbejdede stilte hun sig på tær og så ned af gaden mod butiker som smeden og sådan. hun kunne lige se sin butik når der ikke var nogle høje der gik ind i vejen for hende. hun pegede. "5 butik den vej der er mit arbejde" hun så på edda og satte fødderne ned igen så hun ikke stod på tær.

hun så på edda og tog en bid mere af æblet. det var små bidder hun tog, simpelhen for at nyde smagen. hun vidste at mange spurgte hvor hun kom fra og hvordan hendes familie var men det havde edda ikke gjort endnu. hvilket Sarril synes var besynderligt. for man så sjældent en vis hår var den farve og øjnene i et rødligt skær. men vis edda ikke ville vide det var det jo bare sådan det var! ik?