Blæsten var anderledes på øen.. Yotul skulle lige vænne sig til at der næsten altid var noget i luften. Men det havde ikke fået hende til at ændre meget på hendes påklædning. Selvfølgelig ville de fleste helst se hende i uniform, men hun måtte indrømme, at det var langt nemmere at bevæge sig i hendes almindelige tøj. Dog medfødte den lette brise, at kuldegysninger gled over hendes maveskind, som hun stod lænet ind over et gelænder med blikket rettet imod den åbne plads. Der var godt gang i træningen. Der blev råbt hist og her. Det var ikke til at høre, hvad der blev råbt, men det var ikke kun metal imod metal, hun kunne høre på den afstand.

Yotul havde foldet armene over hinanden, som hun stod lænet fremad og egentlig lignede en, der bare tog en slapper, imens at hun forsøgte at få en fornemmelse af, hvordan træningen foregik på pladsen. Hun var forbavset over antallet af rekrutter, men vidste også at godt mørket havde lidt et større tab, så de var selvfølgelig nød til at øge deres antal og helst så hurtigt som muligt. Men det var ikke alle rekrutter der så ud af noget. Ikke fordi hun skulle snakke. Nok kunne man fornemme aftegningerne af hendes muskler, men kroppen var stadig spinkel og slank, så hun så ikke ud af meget på afstand. Faktisk lignede hun en skikkelse, der ville være nem at slå i gulvet.

Træt af blot at betage rekrutternes arbejde, valgte hun at bevæge sig imod den nærmeste trappe for at gå ned imod den åbne plads. Hun skævede efter en overordnet for at se om hun kunne fange et glimt af deres arbejdsrutine. Der var ingen mission til hende lige nu, så hun kunne lige så godt se rekrutterne an, særligt før hun skulle besøge Viserion i dragestaldene. Han kunne godt være utålmodig med hende, eller give stalddrengene problemer, når tingene ikke foregik på hans måde. "Jago!" kaldte hun, som hun mente at have fået øje på den midaldrende mand foran rækkerne. Hun løftede en hånd imod han, så han kunne se, hvem der talte til ham. Andet ville sikkert ikke være velset lige nu.. Burde hun egentlig kalde ham andet? Yotul var en smule i tvivl, som hun dog stoppede op et stykke fra ham og bukkede hovedet let. Lidt respekt kunne man vel godt have for den mand, der stod for at træne de mest umulig rekrutter op til andet end syndebukke og lokkeduer.

Det var endnu en dag på træningspladsen. Hverdagen havde indfundet sig igen, efter de var flyttet fra Kzar Dûn til øerne, og Jago var atter i gang med at føre rekrutterne igennem øvelse efter øvelse. De var spredt ud over pladsen, mens han selv gik ind og ud i mellem dem, rank og med hænderne samlet på ryggen, for at holde øje med, hvordan de gjorde, så han kunne rette dem. Ikke altid en let opgave, som flere af dem hadede at få at vide, at de skulle gøre ting på en bestemt måde. Derfor, at de var kommet til ham. Han var tålmodig, men striks, og der var ingen kære Jago, hvis der opstod problemer.

Hans blik faldt på en kvinde, en dæmon, der tydeligvis gjorde brug af sin evne, som staven hun havde i mellem hænderne, svagt var begyndt at lyse blåt. Det var allerede tredje gang, at han var efter hende bare i dag, og han trak den ene hånd frem fra ryggen. I håndfladen var der allerede ved at blive dannet en lille kugle af energi, og med en hurtig håndbevægelse kastede han den efter hende. Den ramte hende lige i nakken under det opsatte hår og hun kom med et forskrækket, smertefuldt udbrud.
"Leana, sidste advarsel! Næste gang er det pladsen rundt femten gange og en tur ned i køkkenet for at skrælle kartofler!" Hans stemme bjæffede tydeligt igennem vinden, og hun skar vredt ansigt af ham, men det blå lys forsvandt.

Han fortsatte ned igennem rekrutterne, rettede lidt på en fodstilling her og et greb der, inden han drejede sig efter lyden af hans navn. Han fik hurtigt øje på en ridder, han kendte. Hun havde også været en del af Mørket i mange år, og som dæmoner havde de haft en del med hinanden at gøre. Han havde altid været hendes overordnede, omend han ikke var ridder længere.
"Yotul." Han smilede til hende og gik hende i møde. "Hvad bringer dig hid?" Han havde kun set hende kort på gangen på slottet, efter de var kommet hertil, uden mulighed for at sige hej, og han var ganske glad for, at hun var kommet med.

Det var efterhånden rigtig mange år siden at Yotul havde befundet sig i en lignende position, blandt rekrutterne. Hun var egentlig særdeles taknemmelig for, at hun ikke befandt sig midt i de mange rækker lige nu. Presset var kun blevet større på de nye, som de gerne skulle lære teknikkerne hurtigere og hurtigere, netop fordi mørket havde lidt et stort tab og det skulle der selvfølgelig gøres op for. Derfor var hun også overbevist om at Jago var spændt hårdt for, for at følge med kravene til de nye rekrutter. Så egentlig burde hun måske ikke spilde hans tid, men så måtte hun finde på noget, der kunne hjælpe ham i stedet. Ikke at hun var kendt for at hjælpe rekrutterne, der var da også enkelte rekrutter, der bukkede sig ganske let, da de fik øje på hende på trappen.

Hendes fokus hvilede dog på Jago, som han var svær at få øje på i mængden, netop fordi de var så mange forskellige rekrutter. Hun havde godt set hans irettesættelse af en dæmon, hvorfor der også hvilede et lettere morsomt smil over hendes læber. Ham, skulle man tydeligvis ikke lege med. Ikke at Yotul var kendt for at lade vær, selvom det ville være for det bedste. Der var en grund til at hun havde været oppe og toppes med Lykke så mange gange allerede. Men det havde muligvis fundet neutral grund imellem dem også.  Men at blive sendt ned i køkkenet var ikke en straf, hun ville bryde sig om, som hun kunne fornemme på dæmonen, at det bestemt ikke faldt i god jord. Jago var hård, men retfærdig, ikke at man kunne sige det samme om hende.

Det var heldigt at Jago havde indfundet sig på slottet igen, da hun havde hørt rygter om, at ingen kunne finde ham i begyndelsen, efter kaosset i dæmonernes by. Rygtet gik på, at han måske havde forladt dem, hvilket for Yotul ville have været et stort tab, netop fordi hun havde kendt ham så længe efterhånden og nød godt af at se ham prikke til rekrutterne. I dag var hun dog en smule ængstelig efter at tage del i morskaben, mon det kunne ses på glimtet i hendes øjne, da hun kom tæt nok på Jago? ”Godt rygterne ikke talte sandt” stemmen var lettet, som hun stoppede op, da de ikke stod mere end en meter fra hinanden. ”Det ligner mig måske ikke… Men måske det kunne tænkes at jeg tilbyder min hjælp?” spurgte hun med et let smil på læben. Hun trak ganske svagt på skulderne, som hun lod blikket vandre over hans skikkelse. Han lignede nu sig selv.

Rygter. Dem var der altid mange af, men han regnede med, at hun snakkede om dem, der havde meldt ham død efter kampen på Kzar Dûn. Og han var heldig at stå her i dag, hans blod havde flydt og et sværd havde haft retning mod ham, da han tog turen ud af vinduet, der knapt nok havde været stort nok til hans brede krop. Men han havde forladt stedet i live, hvilket man ikke kunne sige om dem, han havde kæmpet sammen med.
Et stik af vrede over mindet gled igennem ham, men han skubbede det væk med det samme og koncentrerede sig om nuet. 
"Du burde vide bedre end at lytte til rygter," brummede han, men kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes lettelse. Det var rart, at så mange havde været bekymret for ham.

Inden han nåede at svare på hendes spørgsmål, brød en af rekrutterne ind. En dæmon med tydelige dæmontræk, skæl i ansigtet og på hænderne, og pigge i samme farve som skællene i stedet for hår. Hans orange øjne så på Yotul me det glimt og hans spidse tænder tydelige, som han smilede stort over sine egne ord.
"Jeg kan da godt finde på en ting eller to, du kan være behjælpelig med, snuske." Hans blik gled meget sigende ned over hendes krop og grinet blev breder. Hans makker grinede også lidt, men kom så i tanke om, at Jago stod lige ved siden af, og stoppede straks, som han sendte ham et blik.

"Ja, jeg kunne godt bruge din hjælp." Han tog staven fra den unge dæmons makker og rakte den til Yotul. "Du kan vise den unge hr. Sziezan, hvordan man bruger sådan en. Han mener, at han er for god til undervisningen her på pladsen."
Dæmonen, der hed Sziezan, fik et arrogant og helt lystigt udtryk i ansigtet, som han vendte sig mod Yotul. Folk omkring dem begyndte at samle sig, så der var en åben cirkel til de kunne slås på.
"Måske du kan vise ham, hvordan man viser en ridder lidt respekt." Jago daskede Sziezans makker over nakken, og lod ham bakke væk. Sziezans smil forsvandt en smule, da det gik op for ham, at han havde dummet sig. Men det var for sent at bakke ud. Jago trådte ud af cirklen og lod de to vise, hvad de kunne.
"I begynder bare."

Måske Jago havde ret, Yotul burde slet ikke tage højde for rygterne, da de bestemt ikke var andet. Men det var godt at se ham i god behold, som hun nikkede roligt til hans ord og bukkede hovedet ganske svagt i respekt. Der var ikke mange, som hun kunne udvise respekt overfor. Muligvis hendes overordnede og nogle få andre, men der var ikke mange på listen, som hun dog var vældig interesseret i dæmonen foran hende. Han mente tingene alvorligt og lagde ikke fingre imellem, når tingene skulle forklares, nej, det blev sagt lige ud, så man nemt kunne forstå, hvad han mente om tingene. Derfor kunne hun også fornemme hans vrede, eller måske irritation over at hun havde bragt det på banen. Så måtte hun bare undlade det en anden gang, selvom hun nemt kunne blive fristet af det vrede blik han sikkert kunne sende hende. ”Jeg lærer tydeligvis endnu” lo hun stille, som hun trak let på skulderen og ellers lod emnet ligge.

Fokus hvilede på Jago, som hun forventede, at han ville sætte hende i gang, men der gik ikke lang tid før at endnu en dæmon brød ud og straks henvendte sig til hende. Hun vendte de grønne øjne imod ham, som han talte og tydeligvis betragtede hendes krop. Et skævt smil fandt vej til hendes læber, før hun vendte blikket imod Jago. Ville det mon være i orden at sætte dæmonen på plads eller havde Jago andre planer for hendes hjælp. Yotul kunne ikke helt lade vær med at more sig ved tanken om at vise dæmonen bare lidt af hvad hun kunne. Hun bed sig ligefrem let i underlæben af ren og skær spænding over den situationen, som dæmonen havde sat sig selv i. Manden var faldet i den sædvanlige fælde, som Yotul egentlig ikke så ud af særlig meget, når hun ikke havde uniformen på og blot gik rundt i sit almindelig tøj. Men det var også tydeligt, at hun ingen skrammer havde. Så hvad forventede dæmonen at kunne gøre ved hende? Hun forblev dog stille, som hun blot betragtede dæmonen, der tydeligvis forsøgte at vise sig. Mon han ville blive såret af at blive slået af en elver?

Yotul pillede ganske let ved det reb hun havde rundt om kroppen, som holdt sværdet imod hendes ryg. Det var lige før hun så skuffet ud, da Jago valgte at række hende en stav. Men han havde nok fat i noget, det ville være dumt at skade rekrutterne så tidligt i deres forløb. Lidt måtte hun sikkert godt give igen, men altså, han skulle nødigt miste håbet helt. Yotul rakte frem for at tage imod staven, som hun vejede den lidt i hånden, imens at den lå vandret. Så svang hun den rundt et par gange for at få følelsen af deres længde og vægt i fart. ”Ikke lige hvad jeg havde forestillet mig, men nu hvor han insisterer, så skulle jeg nødigt skuffe” lo hun legende, som hun nikkede til Jago og ellers satte staven i jorden, et stykke fra hendes krop. Hun bevægede sig ind foran dæmon, som hun bukkede hovedet ganske let.
En latter undslap hendes læber, som Jago trådte yderligere på dæmonens selvtillid, ved at gøre det klart for ham, at hun var ridder. Men han skulle da endelig ikke tabe modet allerede. ”Ingen magi, eller husker jeg forkert, Jago?” spurgte hun henvendt til ham, selvom blikket var rettet imod dæmonen. Hun mindes noget om at lære kampteknikker før brugen af magi ville blive aktuel i træningen. Så nikkede hun ellers til Jago og vendte blikket direkte imod dæmonen. ”Lad mig nu ikke vente” lo hun, som hun hævede staven ganske let fra jorden, vendte den med håndleddet, så den lå vandret igen.

Yotuls reaktion på at få rakt staven fik Jago til at smile en smule. Nej, dem der var færdige med træningen, glemte ofte den simple stav som våben. Ud over at være sikker til træning, var det dog et ganske effektiv våben, hvis man vidste, hvordan det skulle bruges. I Jagos øjne blev man aldrig færdig med træningen, selvom mange af krigerne stoppede med at komme på træningspladsen, efterhånden som tiden gik. Trods sit lange liv, der havde krydset otte århundrede, lærte han stadig nye ting. En del af rekrutterne kunne kæmpe i forvejen, når de kom til ham, og nogle af dem kunne vise ham teknikker, han ikke selv kendte til. Så at tænke, at man var god nok og ikke stræbte efter at blive bedre, det var en karakterfejl i dæmonens øjne.

”Nej, ingen magi. Kun stavene.” Og alle de beskidte tricks, de kunne hive ud af ærmerne. Men det sagde han ikke højt. Der skulle være lagt en vist ære i kamp, men det handlede om at vinde og komme ud i live, og dertil måtte man bruge alle midler man kunne. Jago lærte som hovedregel rekrutterne at kæmpe korrekt, men nogle dage smed han regelbogen ud og viste dem det ukorrekte. Oftest kendte de yngre rekrutter flere beskidte tricks end man skulle tro. Jago kendte dog de fleste, men en gang i mellem blev han overrasket.
Hans blik gled fra elveren til dæmonen og han var spændt på, hvordan det ville udfolde sig, selvom han havde en idé om det.

Sziezan greb lidt bedre fat om sin stav, snøftede hånligt ind over den kvindelige elver, og begyndte så at smile igen. Det var tydeligt, at han ikke anså hende for meget, trods hendes titel. Jago havde haft sine problemer med ham, der var en grund til, at den yngre dæmon var sendt over til ham, for Sziezan havde arrogance nok for hele hæren, og han afskyede alt andet end mandlige dæmoner – og selv der kneb det gevaldigt med respekten.
Ung og impulsiv, så da Yotul sendte en stikpille mod ham, greb han den med det samme, og gik til angreb. Først virkede han til bare at bruse frem, men som Jago havde konstateret, han kunne faktisk slås, om end en smule upoleret og meget aggressivt. Så dæmonen lavede en finte og lod staven suse mod hendes ben.
Jago så tavst til med armene lagt over kors og et koncentreret udtryk.