Vandrende rundt imellem den ene gruppe af folk, til den anden gruppe af folk havde Pharos efterhånden brugt alt for meget tid på at betragte de mange folk. Det var ikke fordi han kendte nogen af dem, langt fra. Efter at have ladet hans orange øjne flakke rundt så det heller ikke ud til, at der var nogen der så bekendte ud. Han kiggede ned imod hans ben hvor Ziwa's to haler viftede imod og lidt rundt om. Hun virkede til at være i godt humør idag. Zion derimod var som altid lidt foran for at studere folkene, tiltrække opmærksomhed og charmere sig ind på både mænd og kvinder. Det var intet nyt, og Pharos var vant til det. Ziwa derimod var bare en lille diva til tider, og hun gik i samme tempo som Pharos. 

De gik lidt mere rundt, og stoppede op henne ved en bod, hvor der blev solgt planter, blomster og det så også ud til at der blev solgt vaser. Uden at han nåede at opfange hvor hans dyr var henne havde Ziwa hoppet på på boden, og sad nu foran Pharos med et næsten tilfreds smil. Hun sad hvist meget godt på den bod, men han var ikke lige sikker på, at hun faktisk måtte sidde der. Men det var hun hvist meget ligeglad med, den ræv havde godt nok sin egen mening, og stædig det kunne hun være. Han lagde armene over kors som han betragtede hende"Ziwa jeg tror ikke manden bag boden bliver glad for at du sidder og vifter med halerne i nærheden af hans ting"sagde han og sukkede lavt. De ord fik Ziwa til at kigge undrende på Pharos, og hun kiggede væk fra ham imens hun bare fortsatte med at vifte med halerne. Hun gad tydeligvis ikke høre efter, hun skulle ses af de folk der kom forbi. Pharos kiggede sig over skulderen og kunne se Zion gik hen imod dem. Så var han da i det mindste til at holde styr på. Da han nærmede sig boden kiggede han op på Ziwa og knurrede irriteret af hende. Pharos bøjede sig ned til Zion og strøg en hånd hen over hans hoved. Han vidste godt, hvorfor Zion knurrede, og det var fordi Ziwa sad på boden uden at få lov, det mente Zion slet ikke var høfligt og passende. Men ræven var da ligeglad, men det var Pharos ikke. 

Han rakte en hånd ud imod hende, og greb fat rundt om hende for at holde hende i hans favn. Han sukkede dybt som han strøg nogle fingre under hendes hage"Du er håbløs..."lød det fra ham og kunne ikke undgå at smile. 

Leikaren havde været her og der og alle vegne. Været ude og pleje sit ego og fået et lidt mere luksussæt tøj. Den hvide kjole med fine guldaftegninger, gemte bestemt intet til fantasien, eftersom den nærmest kun bestod af et stykke stof til at dække hans bagdel og til at dække ædlere dele. Han havde ingen skam i at gå i sådan et sæt tøj, desuden befandt de sig alligevel i Syden! Så der kunne man godt tillade sig ikke at have så meget tøj på, nu der var så varmt, plus at mindre tøj for ham, betød mere arbejde, mere arbejde, mere betaling!

På givende tidspunkt kom Leikaren gående i egne tanker, tænkte på hvordan han kunne lave værelset på bordellet mere… Indbydende og mere hans… Men ud af ingenting blev hans dagdrømmeri stoppet, da han skimtede noget der mindede om en ulv, men ikke helt på samme tid. Han stoppede og kneb svagt øjnene sammen og så så i retningen af hvor dyret var gået og så den igen. Han luntede bagved, for dette virkede mystisk og han var mega nysgerrig.

Leikaren stoppede et stykke væk fra boden som ulve dyret var stoppet ved og bemærkede også den tohalede ræv der sad på bodens bord. Bodejeren mumlede et eller andet med turister var forfærdelige, hvilket fik ham til at komme op til boden ” Ehm… Undskyld mig hr… Men nu hvor der er turister her i syden… hvad så med at behandle dem ordentligt… Hmm?” sagde han og lå hovedet på skrå og sendte manden bag boden et kækt smil.

Lyden af en stemme Pharos ikke havde hørt før fik ham til at dreje hovedet, og han fik øje på den rødhåret mand, med den yndige påklædning. Han var sikkert meget nem at få øje på i folkemængder, og Pharos lod hans orange øjne glide ned over ham bare for at studere ham lidt mere. Zion sad og kiggede på manden, og begyndte så at gå lidt rundt om ham. Bagefter satte han sig igen ned, og flagrede lidt med halen. Det virkede ikke til, at Zion så denne person her som en fjende, hvilket var godt. 

Ziwa sad på boden stadigvæk, og gad bestemt ikke flytte sig. Men da denne rødhåret person var kommet listede hun hen imod ham, og  lænede sig lidt ind imod ham. Lod hendes næse røre hans, og Pharos skulle lige til at afbryde men han lod være. Hun var vel bare nysgerrig og måske fandt personen interessant. Måske det var påklædningen og pynten der gjorde det. Ziwa kunne sikkert også godt tænke sig at have nogle blomster eller dufte til nogle. Zion derimod var nok meget ligeglad"Jeg takker for din venlighed, men det er mig der burde undskylde for min ræv, der ikke ville høre efter"sagde Pharos med hans blik på denne person der var kommet. 

Så sendte Pharos manden bag boden et smil, og han lod så hans orange øjne betragte blomsterne, vaserne og de andre ting der blev solgt i boden. Han strøg så en hånd over Ziwa der fortsat snusede til denne yndige og fine mand. Zion rejste sig op og gik tættere på boden, og han kiggede op på manden bag boden. Pharos skulede ned til ham og bøjede sig en smule tættere ned imod Zion så han kunne stryge en hånd hen over hans hoved og klø ham lidt bag det ene øre. Han så ud til at elske det og brummede nærmest tilfreds. Pharos rettede sig så op og vendte hans opmærksomhed mod den nyankomne person"Hvad er dit navn"spurgte han så med en venlig stemme og begravede hænderne ned i de sorte løse bukser. Han havde ingen trøje på, intet tøj på overkroppen fordi det lå til hans natur og det han var med ikke at have noget tøj på overkroppen. 

Leikaren rettede blikket ned mod ulven omkring hans ben et kort øjeblik inden de lysnede øjne så mod manden der havde boden ”Så, tag du dem blot af de andre kunder… Tjep tjep” sagde han og viftede med hænderne. Han blev lettere overrasket over ræven der kom over og lod den næse møde hans ” Oh… Ohoho, hejsa” sagde han med et lille grin i stemmen. Hvor var den dog smuk, ikke en art han nogensinde havde set før, så den måtte ikke være her fra området, trods syden havde de mest eksotiske dyr.

Leikaren rettede blikket mod den mystiske mand og sendte ham et smil ”Pjat! Det er manden bag boden der skal lære at slappe lidt af… For der hjemme lader de sikkert deres grimme perserkatte slænge sig i deres møbler” sagde han og sukkede opgivende. Ja, det kunne da godt være det var hans ræv der ikke hørte efter, men derfor var der ikke nogen grund til at manden i boden blev ubehagelig på den måde!

Leikaren så over de mange fine blomster og tog en buket hvide liljer og duftede dem og rakte dem over mod ræven ”Hvad siger du? Er de gode nok til mig? ” et lille grin var til at spore i hans stemme som han talte til ræven og lod blikket køre fra den og til de hvide liljer i hans hånd. Som manden spurgte ind til hans navn, så han over sin ene skulder og sendte ham et varmt smil ”Leikaren. Velkommen til syden” sagde han og betragtede den fremmede.

Ziwa stirrede på denne mand der i hendes øjne var ganske flot. Så den kunne slet ikke lade være med at snuse til ham, og  presse snuden imod hans næse. Han skulede ned til Zion der fortsat kiggede på manden og han begyndte at få et irriteret udtryk på sig. Pharos sukkede over manden, men drejede hovedet hen imod denne rødhåret person. Som han fik præsenteret sig sendte han ham et smil og rakte en hånd frem for at tage fat i hans. Han gav den et blidt klem"Et specielt navn du har, jeg hedder Pharos"sagde han i en venlig tone. 

Som personen nævnte at manden bag boden bare skulle slappe af, og sikkert havde katte der ville ødelægge møbler kunne han høre nogle knurrende lyde fra Zion. Pharos bøjede sig ned til ham og kælede ham bag det ene øre. Han vidste godt at Zion slet ikke brød sig særlig meget om katte, det var mest fordi han var den blanding han. En hund/ulv blanding der ikke havde noget problem sådan rigtigt med de fleste dyr, på nær katte. Pharos holdte blikket på Leikaren, og kunne se hvor glad han blev af Ziwa, det fik Pharos til at smile lidt, og han betragtede hans ræv som pludselig mødte nogle liljer. Et grin kom ud ad Pharos's mund for han kunne slet ikke holde det tilbage. Ziwa stak hele snuden ned i blomsterne og fik et tilfreds udtryk direkte efter. Den nikkede med hovedet og blafrede lidt med ørene imens den viftede med halerne. 

"Så Leikaren, hvad går du rundt og laver på denne varme og solrige dag"sagde han undrende imens han begravede hænderne i bukselommerne. Han valgte at stå lænet op ad boden, så hans krop var vendt imod den rødhårede solstråle. Han kunne da godt minde om sådan én, så hvorfor ikke kalde han solstråle. Generelt sammenligne ham med én, for det passede da godt til ham. 

Leikaren kunne ikke lade være med at smile over ræven, den var alt for sød, ulven derimod virkede til at være mere reserveret og ikke blot hoppede i favnen på gud og hver mand. Han bukkede kort hovedet og sendte ham et smil ”Det er hvad der sker når ens moder er elver, åbenbart” sagde han efterfulgt af et lille grin. Pharos? Det virkede heller ikke som noget mennesker kunne finde på og taget mandes udseende i betragtning, var Leikaren sikker på han bestemt ikke var menneske. Han tænkte i et fort sekund ”Jeg kan godt lide dit navn. Det lyder… Eksotisk” sagde han med et smil på læben.

Leikaren så på ræven og grinede ”Så det mener du? Hah, jeg vidste det!” sagde han nærmest som om han havde sejret i en kamp som han hev et par jadestykker op for at betale manden inden han vendte sig mod ulven der knurrede ”Jamen dog, uha” sagde han og skar en kort grimasse inden han rakte tunge af ulven ”Undskyld for at nævne de usle hårtotter” sagde han med et kækt smil. Hårtotter var en hentydning til katte, for han ønskede ikke at få ulven til at knurre igen.

Leikaren vendte sig mod Pharos os trak på skuldrene ”Ak, jeg er blot ude og mærke solen kysse min hud” sagde han med et smil på læberne, som han blidt lod en finger glide hen over en af liljerne og igen rettede blikket mod manden ”Hvad laver du selv, hmm?” sagde han med et kækt smil på læberne.

Som han nævnte at han godt kunne lide hans navn bukkede han sig lidt forover imod ham, og rettede sig langsomt op bagefter. Han kunne så høre Ziwa knurrede glad og holdte sig stadigvæk tæt ved denne mand. Hun var da godt nok fascineret over denne rødhåret mand som hed Leikaren. Zion kigged lidt mere på manden med hovedet på skrå og fik så et glad udtryk da manden havde nævnt at han nok skulle lade være med at nævne og snakke om kattenen. Pharos vendte hans opmærksomhed på manden bag boden som stirrede på dem, men pludselig rakte en hånd frem imod rævens to haler. Phaors valgte bestemt ikke at sige noget, for han vidste at det kunne blive et problem for manden når Ziwa godt kunne blive sur over at andre rørte ved hendes haler uden at de havde fået lov. Medmindre det var nogle gode fremmede mennesker, eller andre end denne mand bag boden som Ziwa ikke kunne lide. Ziwa viftede med halerne imod mandens ansigt og knurrede lidt mere. En sur knurren, og Pharos sukkede imens han fortsat stod med armene over kors"Dumt..."mumlede han lavt, hvorefter han vendte hans opmærksomhed hen imod Leikaren.

Ziwa havde hendes øjne rettet på manden der mere og mere fortrød at have rørt ved halerne, og han var endda kommet til at tage fat i dem, hvilket blot endte med at Ziwa knurrede højt imod manden, hvorefter hun sprang op i mandens ansigt og bed ham hårdt i næsen. Pharos blev overrasket og skyndte sig at læne sig ind over boden og greb fat rundt om hende"Ziwa!!"råbte han højt, som han holdte hende i hans favn, og stirrede på hende med et hårdt blik. Hun knurrede fortsat men kiggede hen på blomster manden.

Zion kunne man tydeligt høre sukkede nærmest, og rullede med øjnene. Med et fast greb rundt om Ziwa kiggede han på manden bag boden, han blødte fra næsen og det så lidt slemt ud. Han gik hen til Lei og tog de liljer han havde i favnen hvorefter han placerede Ziwa i hans favn i stedenfor"Jeg forstår godt du nyder det gode vejr, det er rart"sagde han med et smil og kiggede på Ziwa der pludselig blev meget glad over at lande i favnen på blomster manden. Så kiggede Pharos på manden igen, og da Lei spurgte hvad han selv lavede her tænkte han lidt. Der var vel ikke et specielt svar til hans spørgsmål men alligevel smillede han til ham, og lod igen hans blik falde på ham"Jeg laver ikke noget specielt, havde såmen bare tænkt mig at undersøge stedet for mulige ting at købe, og nyde det gode vejr"sagde han med en venlig stemme. 

Leikaren så på røven med et kækt smil på læberne og derefter på manden bag boden, der nu var kommet tilbage og stod og rørte ved rævens haler. Blikket gled mellem manden og ræven, derefter på manden der ejede ræven, tilbage til ræven og så forfra! Der var ikke nogen tvivl om at ræven bestemt ikke kunne lide det, men det så ikke ud til at manden bag boden fattede rævens knurren som en trussel og fortsatte blot med at røre, samt tage fat i rævens haler. Som ræven vendte sig mod manden og sprang direkte imod ham, trak Leikaren tilbage i et chok, for det hele skete så forbandet hurtigt. Han kunne mærke en svag summenende fornemmelse i halskæden og rettede blikket ned mod den. Nej… Ikke det… Han bakkede lidt tilbage fra ræven og manden bag boden, men da ræven kom i ejerens arme, sendte han et skævt smil til dem. Hvordan i al verden skulle han nogensinde få forklaret til denne fremmede, at hans halskæde sendte ham til en anden dimension når der var blod i nærheden? Han ville lyde som en der var komplet sindssyg, men han kunne vel for pokker se hvordan halskæden lyste? Han så lidt rundt omkring sig for at spotte nogle af de væsener der som regel jagtede ham, men han kunne ikke se eller høre nogen, så han havde endnu noget tid til at komme væk fra blodet så halskæden ikke blev påvirket længere.

Leikaren så lettere overrasket på manden der tog blomsterne fra ham og placerede sin ræv i hans favn. Han lavede store øjne og så på ræven i sin favn. Som manden talte, rettede de grønne øjne sig i hans retning ”Er det første gang du er her? For så er der mange steder du skal se” sagde han med et smil på læberne. Leikaren kunne bruge sightseeing som en undskyldning til at komme væk fra blodet, inden han skulle løbe som om han var et jagtet dyr. Han strøg hånden over rævens pels og smilede til manden som han stille begyndte at gå væk fra boden ”Kom med” sagde han med et smil på læberne.

Den pludselig ændret opførsel fra denne person ved Pharos fik ham til at undre sig en smule, og han kiggede på hans halskæde. Det virkede måske til at der var noget igang med den, men hvad vidste Pharos. Han havde aldrig set sådan en halskæde før, og nåede slet ikke at stoppe Ziwa før hun havde lænet sig lidt frem imod personen for at snuse til halskæden. Den ræv var da også så nysgerrig at han sukkede dybt. Han vidste ikke, hvor godt det var at Ziwa havde hele snuden imod halskæden, for tænk hvis der skete noget farligt eller ondt. Han var klar til at trække hende væk og beskytte hende, selvom at hun sikkert selv ville hoppe ned fra hans greb, og liste væk. Zion kunne Pharos fornemme kiggede imellem ham og denne rødhåret mand. 

"Din halskæde ser ganske speciel ud"sagde han som han holdte hans øjne på det lidt. Han studerede halskæden lidt, imens han tænkte lidt. Havde han set sådan en halskæde før, nej han var ikke lige sikker. Han vendte blikket ned mod Ziwa der fortsat havde hele snuden imod halskæden. Men Ziwa endte endnu engang med at være i denne rødhåret mands favn, og han opgav lidt. Men det virkede til at være okay og sikkert så han bukkede sig ned mod Zion og strøg ham bagved det ene øre, hvorefter han rettede sig op igen. Han kiggede rundt som han hørte Leikarens spørgsmål, og løftede et øjenbryn før han vendte hans opmærksomhed og blik tilbage på ham"Nej det menes jeg ikke at jeg har, men her virker til at være ganske hyggeligt"sagde han med et smil. Han var helt sikker på at der ville være meget at se heromkring så måske de skulle begynde. Leikaren kunne være en god guide, og Pharos var sikker på at hans dyr ville følge med, Ziwa havde hvertifald fundet en god plads i favnen på Leikaren. Den så stadigvæk ud til at snuse til haskæden.

Så begyndte han at gå ved siden af denne mand her, så de kunne starte med at se sig rundt omkring. Han var slet ikke sikker på, hvor de skulle starte. Men han var meget frisk på at se lidt mere af dette sted, for han var ikke sikker på at han havde været her før"Hvad med dig, er det din første gang her"spurgte han undrende men med en venlig stemme.

Leikaren så ned på ræven og bed sig svagt i underlæben. Der ville ikke ske hende noget, ville der? Han holdt et vågent øje med både ræven og halskæden, for han havde ikke oplevet at der var nogen der havde rørt hans halskæde, andre end han selv, når den begyndte at vise sine kræfter. Hele hans krop var svagt begyndt at dirre og han havde det som om der var noget i nærheden der holdt øje med ham, men der var ikke et eneste væsen at se nogen steder. Som manden talte skævede Leikaren over mod ham og nikkede ganske svagt ”Jeg kan ikke... Helt forklare det… Forbandet er måske… ” mere nåede han ikke at sige som han igen mærkede følelsen af en der åndede ham ned af nakken igen og han stivnede på stedet. Han skulle snart væk herfra, ellers ville det blot ende galt.

Leikaren smilede usikkert til manden som de gik, undlod at svare på det første han sagde, for lige nu havde brug for at komme væk, så hurtigt han kunne. Hans blik var nærmest over alt og han lyttede efter hans omgivelser, for ganske vidst var der et par af disse væsener, men når de nærmede sig, var de bestemt ikke lydløse, så det var blot et plus. Leikaren så på manden med et skævt smil og sukkede ”Har boet her en del år efterhånden… Eller, boet og boet… Jeg har gode forhold er nærmere det rette” sagde han og bed sig lidt usikkert i underlæben.

De nåede ikke langt før Leikaren hørte lyden af en brøl, samt lyden af kløer der nærmet ramte mod stenene på gaden. Nærmest tøvende rakte hun ræven over til manden og begyndte at gå tilbage til hvor de kom fra. Han så på manden inden han slap ræven ”Hvad end der sker… Hold dig… På afstand” sagde han som tårer begyndte at trille ned over hans kinder. Han begyndte at gå mod dette væsen der uden tvivl var kommet for at få fat på ham. Leikaren stoppede foran væsenet, men for manden ville det så ud som om han bare stod foran den blå luft. De tårefyldte øjne så på monstret foran ham og halskæden omkring hans hals, var nærmest begyndt at kaste et rødt lys fra sig. Hans hjerte gik nærmest i stå, som væsenet hakkede ud efter ham og han blev slået omkuld. I forsøg på at komme op fik væsenet placeret en fod oven på ham og begyndte at bore dens kløer ned i ryggen på ham. Leikaren forsøgte ivrigt at dæmpe en hver lyd der kom fra ham for ikke at få folk lokket ned til dem, men med et trampede væsenet på ham og han mistede alt luft på samme tid med han kunne høre en knasende lyd, først her lod han et smerteskrig undslippe ham og han skævede over sin skulder og så væsenet der brølede ham direkte i hovedet. Manden måtte tro han var fuldkommen sindssyg, men på samme tid kunne han vel også se det ikke var for sjov og at det hele var sket efter episoden med blod og at hans halskæde var begyndt at lyse, hvilket indikerede dette ville ske? Leikaren kunne ikke andet end at håbe på at manden ville hjælpe ham og hive ham væk fra stedet, i hvert fald bare nogle meter længere væk fra det blod, der i første omgang havde aktiveret halskæden.

Pharos stod helt paf og slet ikke anede noget som halst, om hvad der lige skete. Han kunne blot følge Leikarens bevægelser og handlinger. Andet vidste han sådan set ikke hvad der lige skete, og måtte lægge hovedet på skrå. Han skulede ned imod Ziwa og Zion der hvist også var helt paf, men de kunne i de mindste dufte et eller andet. Pharos undrede sig som begge øjenbryn blev skubbet op i panden, for hvad skete der lige. Som Leikaren nævnte noget med at halskæden var forbandet kiggede han ned på halskæden og han gispede lidt over at Ziwa havde nærmest sig den, det var jo slet ikke godt.

"Det kan godt være at den er forbandet, det lyder ikke særlig godt"sagde han og tænkte lidt som hans orange øjne fortsat hvilede sig på halskæden. Det var langt fra godt, og han vidste ikke hvad det ville betyde. Ziwa og Zion luskede rundt og snusede lidt, men Pharos var ikke sikker på at de kunne se det som Leikaren kunne. Der var et eller andet, noget som ingen af dem vidste udover den rødhåret mand. Det var virkelig mystisk, og det hele gjorde kun at Pharos undrede sig meget mere end hvad han allerede gjorde. 

Han lyttede til Leikaren som han fortalte om stedet her, hvor han havde boet en del efterhånden. Der var da også ganske hyggeligt, og Pharos forstod godt, hvis han godt kunne lide at bo her. Han kiggede ned på Ziwa og Zion, og lagde hovedet på skrå. De så hvist begge ud til at snuse rundt omkring, dog var Pharos stadigvæk i tvivl om hvad der lige skete, men han ville ikke opgive så da han lagde mærke til tårene på Leikarens ansigt lagde han en hånd ovenpå hans skulder og kiggede på ham"Er der noget jeg kan gøre"spurgte han venligt og undrende, for han ville gerne hjælpe ham. Hvordan og hvad han lige kunne gøre og skulle gøre for at hjælpe vidste han slet ikke.

Leikaren bed sig usikkert i underlæben ” Det gør ikke noget ved andre… Kun personen der bærer den, så hun er ikke i fare” sagde han med et svagt smil på læberne. Han havde i hvert faldt ikke oplevet der var gået ud over andre end ham selv, for han var vel den eneste der alligevel kunne se disse monstre? Eller der var da i så fald det han gik ud fra, han håbede bare ikke at halskæden havde gjort et eller andet ved ræven…

Leikaren mærkede hvordan han havde fået problemer med at trække vejret grundet hans knuste ribben. Nærmest i et ryk rullede han om på ryggen og så op i himmelen, eller for hans ved kommende, lige ind i gabet på monstret der brølede ned i hans hoved. Han lå fuldkommen stille, spillede død i et ivrigt håb på det ville være nok til at få monstret til at luske af. Han kastede febrilsk hovedet fra side til side, som han forsøgte at undvige monstret og lænede da hovedet lidt tilbage for at få bare lidt udsyn til den fremmede ”Kom og grib mine arme og LØB!” kom det fra ham med al den kraft han havde i kroppen og rakte armene over hovedet, klar til denne fremmede mand kunne hive ham afsted. Jo det ville komme til at gøre helvedes ondt, men han havde i det mindste en chance for at overleve hvis det blev gjort.

Pharos håbede virkelig ikke at Ziwa havde lyst til at lege med halskæden, eller prøve på noget ved den. Han vidste bare at det ville ende galt, det var helt sikkert. Han håbede det ikke ville ske, så han var nok nød til at holde øje med hende, bare en lille smule. Pharos lod hans blik hvile sig på den rødhåret mand, hans hår var faktisk flot. Han var da også en ganske flot mand, uden tvivl dog var det ikke noget der røg ud ad Pharos's mund. Men han kunne godt tænke det som han betragtede den rødhåret mand.

"Jeg håber ikke at min ræv vil lege med deres halskæde, jeg må holde øje med hende"sagde han med et bredt smil, som han pludselig råbte at Pharos skulle gribe hans arme og løbe, løftede han et undrende øjenbryn. Det var ikke lige noget han havde hørt før, men måske han bare burde gøre det. Han kunne ikke se noget, og anede slet ikke noget om hvad der skete. Han var gået tættere på Leikaren, og gjorde som han havde råbt at han skulle gøre, og han løftede ham op fra jorden, og tog fat rundt om hans hånd, for at løbe væk som Leikaren havde sagt at han skulle gøre.

Selvom Pharos undrede sig over, hvad der var efter ham eller hvad der enlig skete. Var der noget efter ham, han anede det ikke. Men nu havde han gjort som han havde sagt, og han lod hans blik glide rundt som han løb imelllem boder og mennesker og stoppede op ved en tom bod, han løb bagved den og kiggede på Leikaren"Hvad sker der, hvem eller hvad er efter dig hvis der er noget eller nogen der er efter dig"sagde han undrende og en smule forvirret. Hans dyr var fulgt efter dem, og de undrede sig også over hvad der lige skete, men de kunne ikke sige noget så de sad lige nu på jorden ved dem og kiggede frem og tilbage.

// Dead //