Længe havde Saharah egentlig tænkt på om hun skulle se til Henry, greven der altid holdt sin dør åben for hende hvis hun ville komme forbi. Hun havde intet aftalt med ham og følte ikke der var nogen grund til det heller, for hun ville hellere dukke op og lade det være en overraskelse. Hun havde været på en længere rejse fra Tusmørkedalen og frem til gården, hvor hun om dagen har været nødsaget til at søge ly for solens brændende stråler og nu, hvor solen var forsvundet, var hun der næsten. Hun skimtede den store gård et stykke væk og fik puffet lidt til hendes hest ”Bare lidt længere” sagde hun og strøg den kort over halsen inden hun fik den sat i trav over mod gården. Det hele lignede sig selv fra sidste gang hun havde været her, men ville det være lige sådan indenfor? Saharah fik hesten tilbage til blot at gå og gik stille over gårdspladsen. Umiddelbart var hun ikke i stand til at spotte nogen, der var i stand til at få hendes hest ind i stalden, så hun fik den ledt over mod hvad hun regnede med, var stalden. Hurtigt fik hun taget hovedtøjet og saddel af hesten og smidt det på jorden inde i staldbygningen og var gået mod hovedbygningen for at banke på den store dør.

Tre bank leverede hun med knoerne mod døren og af ren venlighed, trådte hun et skridt tilbage, blot for hun ikke ville ende helt oppe i hovedet på Henry, hvilket sikkert ville mere et chok end en overraskelse. En masse tanker fløj igennem hendes hoved som tanker. Om han overhovedet kunne kende hende? Det ville være underligt andet, eftersom hun trods alt var vampyr og ikke ældes på samme måder som mennesker ville. Men hvordan var han efterhånden ved at se ud? Hun ventede forventningsfuldt på døren ville gå op.

Selvdestruktiv. Det var nok det ord som folk omkrig Henry ville bruge om ham, hvis de skulle besrkive ham. Årerne og hans historie havde ikke taget let på den gamle greve. Ensom- og stilheden havde sat et tydeligt præg på den unge greve. De eneste folk han var omgivet af var hans tjeneste folk, og disse havde han dårligt nok nogen kontakt med. De gjorde det de skulle, de fik den løn de skulle have - og lå i den gode ende. Han satte pris på deres arbejde, fordi var loyale og gjorde blot hvad de altid havde gjort, uden at spørge ham om en masse. Det var kun kokken, de piger som gjorde rent og så nogle få andre tætte tjeneste folk, som han havde lidt kontakt med i løbet af dagen. Ellers så befandt han sig ellers i sit atelier, i stuen eller ude i skoven hvor han jagede med bue og pil, og skød de dyr som kokken lavede mad af. Alt på mad som blev serveret på gården, kom fra gården eller skoven. Intet blev købt. 
Én anden ting som havde været med til at gøre den unge Henry så destruktiv, som han nu blev beskrevet, foruden ensomheden og hans skilsmisse, var al den alkohol som han daglig drak - Rom, Whisky og gårdens egen vin, som i bedste fald selvfølgelig skulle sælges. Den ellers så kreative og intelligente Henry, var ved at tage livet af sig selv i druk og selvmedlidenhed.

Denne dag var langt fra anderledes end andre dage. Mørket havde lagt sig over landet, og natten nærmede sig. Henry havde hængt det meste af dagen i sit atelier med et glas i hånden. Det kunne sagtens mærkes på ham at han var påvirkeret, og der skulle ellers meget til. Men han var ikke overdrevent fuld. Blot påvirkert.
Henry hørte ikke banket på døren, det ville han ikke kunne registere oppe på første sal og bag en lukket dør. 
Det var en ung tjeneste pige som åbnede døren til den store gård. Hun mindes at have set Saharah før og lukkede hende derfor ind, med en venlig hilsen og et velkommen til gården - som de havde lært. "Vent venligst her, og jeg henter Greven" kom det roligt og smilende fra den unge pige, som forsvandt op ad trapperne og hen mod døren og bankede på. "Undskyld jeg forstyrre Greven, men De har besøg af en kvinde"
Henry havde ingne minder om at skulle have besøg eller nogen aftaler denne dag, så han kunne ikke forstå hvem der kom til ham på sådan en solbeskindet dag, men selvom han ikke var helt sit selv længere, så havde han stadigvæk maner og han lod aldrig gæster vente.

Da han kom ned ad trappen bredte et smil sig på hans læber, som han så kvinden som nu sad i hans stue. Det var længe siden han havde set Saharah og det var et chok at hun nu var i hans hjem, men et glædeligt chok. Han savnede selvskab, især fra en kvinde af. "Saharah, hvad bringer Dem hid?" kom det smilende fra ham, som han gik ind i stuen og tættere på hende. Det ville nok ikke være svært for hende at se hvilken forfatning han var i, men det var blot sådan han var nu om dage, så han lagde ikke selv mærke til det, men for andre ville det nok være et chok. Der var få dage, hvor han havde sammenkomster eller fester, hvor han brugte lidt make up til det værste. "Det er glædeligt at se Dem igen" han gik hen til hende, og tog hendes hånd for at kysse den. Alkoholen var nok ikke svær at lugte. 

Saharah’s blik faldt på den unge tjenestepige, som fik åbnet døren. Et blidt smil kom frem på hendes læber som hun trådte indenfor og lod blikket glide over de velkendte omgivelser. Der var ikke det mindste der havde ændret sig, hvilket nærmest varmede hendes ellers kolde krop. Hun rettede blikket mod tjenestepigen og nikkede ”Jeg venter” sagde hun og bukkede kort hovedet, som tegn på hun havde forstået hendes ord. Blikket fuldt tjenestepigen som hun forsvandt op ad trappen for at finde Henry. Med et svagt smil så rundt, studerede en hver ting i stuen. Han havde altid boet så smukt, så elegant, men han var trods alt også greve, så der var vel en del af det. Hvis hendes hjerte fungerede som menneskets, havde det siddet i hendes hals og hamret derudaf, men hun var vampyr, så hjertet havde ikke just nogen funktion hos hende længere, medmindre man ville slå hende ihjel.

Som Saharah hørte Henry’s ord rejste hun sig fra møblet og vendte sig mod ham med et blidt smil på læberne. Han var bestemt blevet ældre og var helt ved siden af sig selv. Det gav hende en stikkende fornemmelse i brystet ”Jeg tænkte på Dem, Henry… Og så dukkede jeg blot op. Er det et dårligt tidspunkt? Jeg kan altid komme tilbage, hvis det er” sagde hun og så han kom tættere på. Svagt bed hun sig i underlæben som han tog hendes hånd og placerede et kys. Saharah ville nok ikke indrømme det, men hun var virkelig ked af at se ham i denne tilstand. Mennesket var den svage race og Henry var faldet hårdt. Hun rakte en hånd ud efter den ene kind og strøg over den ”Det gør mig ondt at se Dem i denne tilstand, kæreste Henry” sagde hun og kæmpede ivrigt for at holde tårerne tilbage.

Det var alt for længe siden at han havde set hende, så det at hun nu var i hans hjem varmede hans hjerte. Sidst hun havde været her, havde det været en fornøjelse. Hun havde bragt liv i hans hjem, han havde nogen at vågne op sammen med og bruge sin dag sammen med. "Jeg er umådelig glad for at se Dem, kære" kom det roligt fra ham med et lille smil, "Jeg er glad for at nogen tænker på mig, og at det så lige er Dem, det rørere mig dybt. Jeg rager Dem ikke væk, mit hjem står altid åbent og De er særligt velkomne" Hun kunne blive her så længe som overhovedet muligt, for hans skyld kunne hun flytte ind hos ham, hvis hun ønskede dette. Det var ikke blot for at få liv i huset, men Saharah var mere end speciel overfor ham, og han følte at de havde knyttet et tæt forhold, "Jeg håber inderligt at de vil blive længe, kære" Han sendte hende endnu et smil, og tog et skrid tættere på hende, så de nu stod tæt overfor hinanden. Han ville lyve hvis han sagde at hun ikke var attraktiv og tiltrækkende, som hun stod der. 

"Tænk ikke på mig, min egen. Livet har sin gang, og af og til så kan dets tilvalg være hårde mod en" Han følte ikke at han var værd at tænke om på den måde, "Nu hvor De er her, så kan mit eget liv ikke være bedre. De har aldrig været smukkere, Saharah" komplimenterede han hende, og sendte hende et smil. Henry vendte sig mod tjenestepigen, "De må gerne rulle alle gardiner i huset ned, så vi kan have det mørkt nu hvor vi har fået gæster" Tjenestepigen nejede og stak afsted for at få mørklagt, de steder hvor de kunne komme. "De må have rejst længe, har De brug for lidt mad eller vil De til køjs? De ved at De kan sove ved min side, det ville jeg hvert fald sætte en ære i" Det havde han savnet og længtes efter, så hvis det var noget hun ønskede, så ville han elske det.  

Henry tog lidt en beslutning for dem, hvis hun var sulten skulle han nok sørge for mad eller blod, men han tog hendes hånd og førte hende med oven på og derefter ind i hans soveværelse, hvor hun havde været et hav af gange og som lignede sig selv. Det gjorde hele huset. "Jeg håber ikke det lyder mærkeligt, men jeg har virkelig længtes efter Dem, og De må selvfølgelig undskylde min stank af alkohol" Nu hvor hun var her, så var det måske en smule pinligt at han havde opført sig sådan, men han kunne ikke ændre det nu. Han lod sin ene hånd ligge sig på hendes kind, som han trådte et skridt tættere på hende og sendte et smil til hende. 

Saharah så på ham med et blidt smil på læberne. Hun havde altid været glad for at komme her, mest af alt fordi hun vidste hun ikke behøvede at lade som om hun var en anden. Nej her kunne hun være sig selv og gå hvileløst rundt om natten. Hun blev slået tilbage til virkeligheden da hun hørte han talte ”Det er da det mindste jeg kunne gøre, kæreste. Jeg har ingen planer for det næste lange stykke tid, så hvis De virkelig ønsker det, kan jeg sagtens blive” sagde hun med et smil på læberne. Saharah ville ikke have noget imod at være her på gården i et par dage, det kunne jo være det ville hjælpe lidt på den stress hun havde haft på det seneste og hver gang hun havde kommet her på Henry’s gård, så blev problemer og bekymringer skubbet væk og glemt for en stund.

Hun vidste godt at nogle menneskeliv var hårdere end andre og hun var bestemt ikke i tvivl om at Henry var ved at være oppe i årene. Hun selv kendte ikke til den følelse at ældes… Hun havde ikke skiftet udseende i over en del hundrede år og kom heller ikke til det, man kunne vel kalde det vampyrens forbandelse? Dog så hun hendes ungdommelige udseende som en gave. Hun sukkede over hans kommentar om ikke at tænke på ham ”Jeg er ligeglad hvad De selv syntes De er værd… De betyder meget for mig Henry, sådan vil det altid være” sagde hun med et forsigtigt smil på læberne. Hvis hendes kinder kunne havde de blusset op over hans følgende kommentar ”Kæreste jeg har set sådan ud i flere hundrede år… Der må være begrænsninger for, hvordan jeg egentlig ser ud, under denne smukke facade” sagde hun med et suk i stemmen. De grønne øjne rettede sig mod tjenestepigen og hun bukkede kort hovedet som en hilsen. Igen rettede hun blikket mod Henry og smilede kækt ”Kæreste, jeg er vampyr… Jeg er altid en eller anden form for sulten… Søvn? Der går lidt tid før det bliver aktuelt, men jeg vil bestemt ikke sige nej tak til tilbuddet om at ligge ved Deres side” sagde hun med et blidt smil på læberne. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde lagt i armene på en mand for at sove, men det fandt hun vel ud af.

Saharah fulgte villigt efter Henry ovenpå og endte i soveværelset. Selv det lignede sig selv, ikke det mindste havde ændret sig. Hele hendes krop var svagt begyndt at sitre, nærmest som om den allerede vidste hvad der foregik, hvad der kom til at ske. Svagt bed hun sig i underlæben som han placerede hånden på hendes kind ”Bestemt ikke, kæreste… Duften af alkohol ville ikke være det der skræmte mig væk bare rolig” sagde hun med et kækt smil på læberne som hun lå sine arme omkring nakken på ham og så op på ham. Hvor havde hun dog savnet ham, inderligt… Og nu var hun her i hans arme endnu engang.

Han vidste udemærket godt at hans mening ingenting betød for ham, og det var han egentligt glad for. Han vidste at hun altid var ærlig overfor Henry, "Jeg ved godt hvad du mener om mig, det er jeg også glad for, kæreste" Han søgte hendes blik og sendte et smil til hende, "Du betyder også ualmindeligt meget for mig, Saharah" Det gjorde hun bestemt. Det var ved at være længe siden at han havde set hende, ikke siden sidst og derfor var der alligevel meget han gerne ville vide om, hvad der var sket sidst. Men blot det at hun nu stod i hans hus igen, var fantastisk. 
"Uanset hvor længe Du har set sådan ud, så er Du ligeså smuk som Du altid har været" Han lod en hånd glide op på hendes kind, og kiggede roligt på hende, "Du har altid være så attraktiv og smuk, for mig" 
Da de blev afbrudt af tjenestepigen og fik hende sendt afsted igen, kunne de atter engang være alene. "Min nye personlige tjenestepige, Hannah" kom det blot fra hende, "Hvis Du mangler noget, mens Du er her, så tager Du bare fat i hende, så har hun alt hvad Du har brug for" Selvfølgelig var hun vampyr, og derfor var hun som hun selv sagde altid sulten, men det var nok begrænset med blod som de havde i huset lige nu, men det skulle han nok finde ud af, "Hvis Du ønsker det, skal jeg nok finde noget blod til dig, kære" 

At Henry atter havde Saharah hos sig var fantastisk, han havde længtes efter hende, uden at han egentligt havde været klar over det. Han havde savnet hende, og hvis han havde været klar over det på den måde som han var nu, hvor han stod overfor hende så havde han ledt efter hende, sendt bud efter hende, for flere måneder siden. "Der skal meget til at skræmme Dig væk" Grinede han roligt, og søgte hendes blik, inden han lod deres læber mødes i et krævende kys, "Jeg ønsker slet ikke at Du skal forlade gården igen, kære" Henry lod hans arme omfavne hende, ligesom hendes arme havde gjort ved ham. Han lod sine læber lystigt lege ved hendes hals, med små kys og nap. Det var noget hun var vant til, og forhåbenltigt noget som kunne pirre hende. 

Saharah så på ham med et blidt smil på læberne. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle beskrive sine følelser for ham, for længe havde hun lukket dem ned og ikke mærket ordentlig efter dem, så hun havde blot gået i sin egen lille bobbel, men efter han hjalp hende efter mødet med den anden vampyr der havde nedbrudt hende til atomer, kunne hun godt mærke der var et eller andet i hende der nærmest blev kickstartet, mest af alt fordi hun altid havde klaret sig selv. Hun fik øjenkontakt med Henry og smilede blidt tilbage ” Og De for mig, Henry” sagde hun. Den mand kunne gøre hende blød i knæene også på trods af han blot var et menneske. Saharah ville ønske hun kunne forvandle ham, have ham ved sin side for altid, men på samme tid, ville hun heller ikke sende ham igennem den smarte det fulgte. Hvis det var muligt havde hendes kinder blusset op som han gav hende et kompliment ”Årh kæreste, De smigrer mig” kom det fra hende efterfulgt af et varmt smil, som hun mærkede hans hånd der gled ned over hendes ene kind. Hun bed sig svagt i underlæben som han atter sagde hun var smuk. Hvilket ben skulle hun næsten stå på? Hun var slet ikke vandt til at have nogen der kaldte hende smuk, hun havde levet nærmest alene i flere år, hvis man trak hendes to tjenestefolk fra…  Hun så efter tjenestepigen der forsvandt og rettede atter blikket mod ham ”Det vil jeg skam huske, ikke at jeg regner med der mangler det mindste” sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun vidste at han altid var forberedt hvis hun skulle komme forbi. Bare det han fik mørkelagt hele gården for hun kunne holde ud til at være der, var mere end hvad andre ville have gjort. Saharah rystede stille på hovedet ”Det går for nu, kæreste. Ellers skal jeg nok sige til, det lover jeg” sagde hun med et blidt smil på læberne.

Hvorfor hun ikke havde opsøgt ham tidligere, fortrød hun inderligt, specielt nu. Hun sendte ham et kækt smil ”Kæreste, jeg er vampyr trods alt” sagde hun og blinkede til ham, før hun lænede sig tættere som deres læber mødtes i det krævende kys. Saharah sukkede kort som hans læber kom mod hendes hals, leverede små kys og nap ”Mhm… Jeg ønsker ikke at rejse tilbage” sagde hun nærmest i et suk. Han pirrede hende og han vidste det sikkert godt.

"Det ved jeg" Kom det roligt fra ham, som han kiggede roligt på hende og deres læber mødtes kort efter, "Så bliv hos mig" Kom det roligt fra ham, som deres læber slap hinanden og han igen kunne kigge i hendes øjne, "Du kan flytte ind, bo her. Vi kan få et tættere forhold" Det var en af de mange ting som han ønskede sig, at der skete noget i hans hjem og at han igen ville få et tættere forhold til en kvinde, og Saharah var ikke tilfældig. Han havde altid være interesseret i denne kvinde. Hvis han kunne få hende til at flytte ind, ville han få disse ting opfyldt og det virkede til at Saharah nok ikke var en person, som var så nemt at skræmme og ikke mindst mindre interesseret i ham. 

Henry havde svært ved at holde hænderne fra hende, han var sikker på at hun vidste det. Det kunne ikke undgåes. De havde gjort dette her før. Han fandt endnu engang frem til hendes læber og kyssede hende ivrigt. Hans hænder lod søgende glide ned ad hendes krop, den ene placerede han på hendes hofte og den anden fangede knapperne i hendes kjole, på ryggen. Roligt lod han dem knappe op en efter en. Han skubbede hende samtidig tilbage mod sengen. Han havde lyst til at udforske hende. 

Saharah sendte ham et blidt smil inden deres læber mødtes et øjeblik. Hun bed sig svagt i underlæben som han foreslog at hun kunne blive boende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, nærmest som om hun havde mistet stemmet et kort øjeblik ”Henry… Hvad med alle mine ting? Har vi plads til dem i det hele taget?” spurgte hun med et blidt smil på læberne. Ganske vidst havde hun ikke ret meget hun skulle have med, det handlede mest om det basale, så som hendes tøj, hendes bøger og hendes elskede tjenestepige og Mannu.  Egentlig kunne hun være klar til at flytte så snart det skulle være… Hun skulle bare sørge for transport af hendes ting, men det kunne Mannu gudskelov, for han var i hvert fald menneske, så det kunne være både dag og nat han rejste, så det ville bestemt være et plus.

Saharah havde virkelig savnet Henry, det var der bestemt ikke nogen tvivl om og hun havde opfanget hans mange hints og hvert eneste fulgte hun med på. Hun mødte hans ivrige kys lige så ivrigt og lod hendes hænder glide op over hans skuldre og omkring hans nakke. Et smil kom svagt frem på hendes læber som hun mærkede hvordan han var begyndt at løsne knapperne på kjolen. Som hun kunne mærke nok knapper var løsnet tog hun den sidste knap og lod kjolen falde ned over hendes krop og ned på gulvet. Hun trådte ud af den og sparkede den lidt væk fra deres retning mod sengen og som hun mærkede sengen, lod hun sig falde ned på sin ryg, men fik sig sat let op på sine albuer og betragtede ham med et smil på læben ”Du er stadig den samme vidunderlige mand, som du altid har været” sagde hun og bed sig i underlæben.

Henry kiggede roligt på hende, som han stod op imod hende og løftede hendes hovede med hans hånd, "Dine ting? Dem får vi fragtet op, bare rolig" lød det fra ham som han fangede hendes læber endnu en gang, "Jeg sender et par vogne afsted i morgen, for at hente dem, hvis du ønsker dette?" Selvfølgelig behøvede det ikke at gå så hurtigt, det var blot for at vise at han ønskede hende her, og ikke blot for et par uger eller måneder - men for altid. Indtil han døde. 
Der var heller ingen begræsninger for hvad hun ville have med sig, han kunne sagtens give plads eller sågar smide noget ud, men han tænkte nok ikke at dette ville blive nødvendigt. 

"Du skulle blot vide hvor længe jeg har savnet dig og deres krop, Saharah. Du er stadigvæk lige så smuk som du altid har været - og ligeså attraktiv, kære" Han smilede som kjolen faldt til jorden, han kiggede undersøgende på hendes krop, som om det var første gang at han så denne nøgne skønhed - det var langt fra virkeligheden. Henry fjernede sin vest og knappede sin egen skjorte op og lod den smide i samme retning som Saharas flotte kjole. Han lod sine finger glide ned ad den nøgne hud, som føltes så varm som en lang sommer dag. Han løftede hendes hoved endnu engang og fandt hendes bløde læber, inden hans frie hånd lod sig fylde af hendes ene bryst. Han mærkede hvordan brystvorten blev stiv som hans tommelfinger cirkulerede omkring den og til sidsts pressede den mellem den og hans pegefinger. 

Saharah så på ham med et blidt smil på læberne ”Ikke jeg regner med alle tingene, men der er da nok et par småting” sagde hun og returnerede hans kys. Hun var så taknemmelig over han gjorde så meget for hende. Nærmest omlagde hele gården til at hun også kunne begå sig omkring i dagstimerne, hvis det i så fald var det hun ønskede. Et blidt nik kom fra hende ”Det ville være fremragende, kæreste. Det helle skulle gerne stå klar ved hoveddøren, bevares indenfor” sagde hun med et let grin i stemmen. Hendes tjenestefolk havde godt vidst hvad dette havde handlet om og hun havde skam meldt til dem at de sagtens kunne begynde at pakke nogle af de ting hun vidste hun ville få brug for. Det handlede om noget tøj, nogle ting så hun kunne male, trods Henry havde det i forvejen. Hun havde ikke brug for hverken møblerne eller ret meget andet, bare det hun brugte på daglig basis var mere end rigeligt, om ikke andet, ville hun kunne købe resten, eller rejse til Tusmørkedalen en nat og tage nogle småting med tilbage, hvis der var noget der manglede.

Saharah smilede kærligt til ham ”Du smigrer, kæreste. Men du ved jo også hvorfor jeg stadig ser ud som første gang” sagde hun og bed sig let i underlæben. Hun var bange for at skulle træde forkert, mest af alt fordi hun var vampyr og han var menneske og greve… Der var sikkert nok et par stykker der skulle få ondt i røven over at gården skulle til at ligges lidt om for at Saharah kunne færdes, men det var en hovedpine hun måtte tage når en gang det blev aktuelt. Hun betragtede Henry som han begyndte at klæde sig af ”Stadig lige så tiltalende” sagde hun og lod tungen glide over hendes læber. Hun lod ham hæve hendes hoved og deres læber atter mødtes. Hænderne på hendes krop fik hende let til at skælve. Ikke fordi det var ubehageligt, tvært imod faktisk. Følelsen af ham der lod hans hånd finde vej til det ene bryst, fik hende let til at trække sig fra kysset, men ved at bide ham i underlæben ganske blidt. Som hendes brystvorte blev klemt mellem to af hans fingre, lod hun et blidt støn undslippe.

"Jeg skal nok sørge for at de henter de rigtige, og de vigtige ting til dig, kære"  Henry så frem til at have hende i huset, fremover. Han nød at have nogen i huset, for det havde været ensomt og det vidste hun også.
Han ønskede at de kunne tilbringe så meget tid sammen, som overhovedet muligt. Selvom det selvfølgelig ville ændre deres begges tilværelser. "Det var noget med at du gerne ville have din tjeneste pige med også, ikke? De sørge for at gå hende med"

Den praktiske snak var småt overstået og stemningen i rummet blev mere varm, som de begge nu var blevet afklædt og Henry var begyndt at kærtegne hendes krop.
Deres læber fandt af og til vej til hinanden, og udvekslede hede kys, i mens hans hænder nød følelsen af hendes hud mod hans hænder.
Han lod sine læber afslutte et sidste kys, inden han lod dem drage videre og tog overfor hans ene hånd, som før havde kærtegnet hendes bryst. Læberne omfavnede det sårbare bryst, hans ru tunge bevægede sig ud mellem læberne og lavede cirkulære bevægelser om den hårde brystvorte.

Saharah nikkede let ”Det betvivler jeg slet ikke, min kære” sagde hun roligt. Hun var sikker på det nok skulle blive taget hånd om, på den ene eller anden måde, så længe kjolerne og tjenestepigen kom med hende. Snart skulle hun vænne sig til at gå rundt på en herregård med masser af værelser og plads, hun kunne næsten ikke vente. Igen nikkede hun ”Jeg ville bestemt blive glad hvis vi kunne få plads til hende også og min kære butler… Eller hvad vi skal kalde ham” sagde hun med et let grin i stemmen. Hun mente alt var på plads nu, hun behøvede ikke at få bekræftet eller afkræftet mere, nu ville hun blot nyde ham.

Det var som om hendes krop sitrede for hvert strøg han lavede med hånden, det var en følelse hun havde savnet i noget der havde føltes som hundrede år. Igen fandt deres læber frem til hinanden og de udvekslede hede kys. Et let suk undslap hende som han placerede et sidste kys imod hendes læber. Let så hun ned på ham som han var begyndt at bevæge sig let ned over hendes krop. Som hans læber sluttede sig omkring hendes brystvorte, lænede hun let hovedet bagover og lod et suk undslippe hende. Hendes ene hånd gled op over hans skulder  og op til hans hår, hvor hun led lod sine fingre vikle sig ind i hans lokker.

"Selvfølgelig" Hvis hun ønskede at have hendes ansatte med herover, så skulle de nok kunne finde plads. Dog så var her allerede et hav af ansatte, så om de ville blive rendt over, måtte de finde ud af. Hendes tjenstepige, kunne sagtens komme med, men han følte samtidig også at de ansatte han selv havde kunne gøre resten af arbejdet, men han ville selvfølgelig ikke skuffe hende. "Vi finder plads til dem du ønsker at have her, Kære" Kom det fra ham med et roligt smil. Han så frem til dette, både fordi at deres kemi altid var god, han var tiltrukket af hende, og samtidig så levede han et ensomt liv her, så det at få lidt selskab gjorde ham intet.

Hendes krop var ung, smuk og attraktiv. Det havde den hele tiden været og det ville den helt sikkert forblive, hvilket han slet ikke kunne sætte en finger på. Det var kun til deres begge fordel. Han selv ville nok ikke se sådan ud forevigt, hvilket var grunden til at nyde denne stund endnu mere.
Som hun stod der nøgen foran ham, og han undersøgte og kælede for hendes nøgne krop, steg varmen og lysten i hans krop helt naturligt.
Henry lod sin opmærkomhed glide tilbage til sig selv, og begyndte langsomt at tage hans tøj af. At hun var den eneste uden tøj, var ikke helt rimeligt. Men om hun så ønksede at tage det af ham, så kom han hende i forvejen. Han åbnede bæltet og bandt sine bukser op og lod dem falde til gulvet og blottede hans underliv, og fik efterfølgende hans vest og skjorte af.

Saharah smilede blidt til ham. Hun var slet ikke i tvivl om der nok skulle være plads til hendes tjenestepige og tjeneren også på trods af, Henry i forvejen havde en masse mennesker til at passe stedet. Måske hun bare skulle sætte tjeneren fri? På samme tid ville det skære hende i hjertet at skulle tage afsked med en mand, der havde været der det meste af tiden hun havde boet for sig selv. Hun var uendeligt lykkelig over Henry ville have hende til at flytte ind, det var måske i virkeligheden også sundere for begge parter? Hun vidste at greven fra tid til anden var ensom, hvilket hun heller ikke kunne se sig fri for. Et smil fandt igen frem til hendes læber ” Vi finder ud af det, på den ene eller anden måde, Kære. Det er jeg sikker på” sagde hun og gav ham et lille nik.

Saharah bed sig let i underlæben som hun mærkede hans hænder kærtegne hver millimeter af hendes krop. Der skulle ikke ret meget til når det kom til Henry. Han kendte hendes krop, kendte til de rigtige knapper og i hvilken rækkefølge. Hun kunne sværge at hun nærmest kunne fornemme hvordan det ville være, hvis hun havde været menneske, hvordan hendes hjerte ville hamre afsted i hendes bryst. Hun betragtede Henry som han trak sig lidt tilbage og begyndte at afklæde sig selv. Let lod hun tungen glide over læberne da hans bukser faldt til jorden. Med et kækt smil på læben gik hun op til ham og lod en hånd glide ned over hans brystkasse, let med neglene. Hun læner sig ind mod hans hals og lade hendes læber mødes med halsen, hvor hun let bider. Ikke for at efterlade mærker eller drage blod, men blot for at kærtegne ham. Hånden på hans bryst, var begyndt at glide ned over hans mave og stoppede lige før hans lem. Saharah så på ham med et blidt smil på læberne ” Jeg skal nok lade være med at bide… Hårdt” sagde hun og lod det blide smil blive lidt mere kækt. Hun ville ikke være i stand til at skade Henry om hun var sulten eller ej.

Hans vejrtrækning blev langsomt tungere og hurtigt påvirket af stemningen i mellem dem. Han fulgte hende med øjnene, som hun trådte helt op ad ham, som hans tøj var blevet fjernet. De dybe vejtrækninger steg, som hendes hånd gled ned over hans krop og hun lænede sig ind mod ham. Et dybt støn forlod hans læber, som hun pirrede hans hals og bed i ham. Lysten til hende var nu helt enorm, og han kunne ikke holde det hen meget længere. Han ønskede hende under sig.
"Bid blot, kære" Kom det fra ham, som han lagde hænderne om hendes hofte og skubbede hende hen mod sengen. Han skubbede roligt til hende, så hun kom ned og sidde på kanten af sengen og lod en hånd ligge på hendes hovedbund, og dirrigerede hende mod hans underliv og hans manddom. Han dirrigerede sig selv, ind mellem hendes læber og nød dette øjeblik. Med hånden på hendes hoved kunne han styre hendes bevægelser og tempo, som hun gav ham den tilfredsstillelse som han havde længtes efter.
Omgivelserne forsvandt langsomt omkring ham og lige nu havde han kun tankerne omkring de to, som han vidste hvordan natten ville skride frem og de to blot skulle nyde hinanden.

Saharah kunne nærmest mærke Henry’s puls som hun lod hånden glide ned over hans nøgne krop. Hun kunne slet ikke stå for den effekt hun havde på ham, det var blot med til at få hende til at hungre endnu mere efter ham. Let lod hun tungen glide over hans hals og som han gav sin accept, lod hun tænderne bryde hudens overflade og hun mærkede den varme, metalliske væske fylde hendes mund. Som blodet kom ind i hendes system, begyndte hendes grønne øjne at få et rødligt skær og til sidst, blive hent røde. Et suk undslap hende som hun lod tungen glide over de huller som tænderne havde efterladt. Hans blod var nærmest eftersøgt, som noget af det bedste hun længe havde indtaget. Måske var det grundet de mange endorfiner der lige nu spredte sig i ham, der var med til at gøre det så eftersøgt?

Hun lod sig guide over til sengen og da hun kunne mærke sengekanten mod hendes ben, satte hun sig ned. Kort lod hun tungen glide over sine læber som han var begyndt at guide hende mod hans manddom. Saharah elskede når Henry turde tage over, turde at være lidt hård imod hende, på trods af hun nemt ville være i stand til at overbemande ham, hvis det var. Ikke det var det hun ønskede, for hun var uendeligt glad for Henry. Hun lod sine læber skilles fra hinanden og lod hans manddom glide mellem hendes læber. De røde øjne så op på ham fra tid til anden. Hun elskede at se hvordan han nød hende, hvordan han nød dem sammen.

Han nød hende fuldt ud som hun stod nøgen foran ham, hun var attraktiv, fræk og smuk. Hendes krop var et syn for guder, og sjældent havde han været så tiltrukket af nogen før, som han var lige nu med hende, som hun stod der og havde stået foran ham på den måde flere gange. 
Som accepten blev givet mærkede han hvordan hendes tænder brød huden og gled ind i ham, han vidste ikke hvordan han skulle tage dette, han ønskede ikke at blive omvendt. Men samtidig var der en eller anden fornøjelse over dette, selvom smerten var til stede så gav han hende en fornøjelse og stillede et af hendes behov. 
Han lod et par fingre glide henover hullerne, som hun trak tænderne til sig og så blodet på hans finger. At hun nød dette, gav ham følelsen af nydelse, fordi han gjorde noget for hende. Så længe hun ikke ville gå og suge af ham, på det dagligt niveau.

Hun var medgørelig som han dirrigerede hende hen mod sengen og lod sig sætte ned på sengekanten. Hun lod sine læber skilles og han mærkede en dirrende fornemmelse, et sus igennem kroppen som hun lod ham glide ind i mellem dem og mærkede hvordan han gled hen over den ru tunge. Han var på sit højeste, han var ophidset og havde en stor lyst til hende. Han ønskede virkelig at tage hende hårdt, og hun skulle blot vide hvor hård han kunne være mod hende. Han lod sit hår vikle ind i hendes hår, som hun slugte ham. Med hånden kunne han tage styringen, hvis behovet var der. 

// Som sagt, starter forfra, Håber ikke Henry dør Q_Q //