Rhea havde taget på sin egen udflugt endnu engang, det havde ikke i øjeblikket været brug for hende tilbage i elverly, så hun var taget på nogle forskellige veje. Hun var i hendes ræveform, den var ved at begynde skifte lidt ud af vinterpelsen. Men hun var stadig en stor kæmpe pelsbold, hun lignede lidt en kæmpe bold med ben. Det var ikke fordi hun var tyk, det var bare vinterpelsen som fik hende til at se tyk ud. De gule øjne søger rundt, som hun ligger lidt under nogle rødder som er kommet over jorden. Hun lader hovedet kommer op mellem rødderne, hendes forben kommer op på den ene sæt af rødder som hendes blik ser omkring. På langafstand ligner det en pjusket lille bold der er rød og hvis, men små pjuskede øre. 

Hun tjekkede mere på jægere, hun havde mødt nogle stykker på vejen, så hun var yderst skeptisk overfor andre et øjeblik. Hun stikker snuden op i luften, mens de små pjuskede øre vipper ivrigt rundt for at fange alt omkring dem. Den pjuskede hale svinger fra side til side under rødderne, imens hun stopper da hendes blik lander på noget, eller nok nærmere nogle længere væk. Rhea holder blikket på hvad end det nu var, hun kunne ikke helt gennemskue det på denne afstand. Hele hendes krop var spændt op, klar til at løbe for livet, gemme sig hvis det blev yderst nødvendigt. Hun følte sig så lille som ræv, det var kun positivt når folk jagtede hende at være så lille, hun ville nogle gange ønske hendes ræv ikke var en normal ræv så hun var større, men det var ikke tilfældet. Hun skulle nøjes med en normal ræv, men hun kunne godt leve med det, især hvis hun skulle heale nogle som tilfældigt var et sted der ikke ellers var nemt at komme til medmindre hun kom derind som ræv først.

 Vinden var kølig mod Volucris, som han stod og så sig en smule fortabt rundt i en skov. Han var vågnet op i en eller anden form for lejr, et stykke fra hvor han befandt sig, uvidende om hvor han var, hvem han var eller hvad han lavede der. Han havde samlet de ting der lå omkring ham sammen, uden at vide om de var hans, og hvad han skulle bruge dem til, men noget sagde ham det nok var godt nok han tog det med sig.
 Selvom det var ganske koldt, havde Volucris ikke den bedste vinterpåklædning på. De hvide og blå, løse silkebukser med huller i, hang fint ned over hans ben, hvor foden var bar - noget han bestemt fandt koldt i ubehageligt - og overkroppen var dækket af en hvid, langærmet trøje og med en turkis vest over. En hård, bidende vind fandt vej ind i mellem hans tøj, og fik ham til at gyse. Måske han kunne være heldig at finde noget nede blandt tingene han havde taget fra lejren? Han begyndte i hvert fald at rode tingene igennem efter et eller andet, der kunne hjælpe ham.

 Som han stod med hovedet nede blandt tingene, fik en lyd ham til at stoppe og stå helt stille. Hurtigt og skarpt drejede han hovedet og smallede øjnene i retningen af lyden, i et forsøg på at få øje på hvad det var. En meget lav, og truende brummen kom dybt nede fra hans hals, som han fik øje på noget rødt bevæge sig inde mellem træerne. Han gjorde dog ikke andet end at stå og holde øje. Hvis - hvad end det var - kom for tæt på var han klar til at løbe sin vej!

Som hun hører tingen brumme, flabber hun ørene til hver sin side. Okay så, tydeligvis en der ikke kan li dyr. En snerren kommer fra hende, inden hun vælger at gå om bag træet for at forvandle sig tilbage. Ingen grund til at provokere, hun er ikke ligefrem en som kan gøre meget hvis folk begynder at følge efter hende. Hun retter på kjolen, imens det lange hår vipper lidt fra den ene side til den anden som det let rammer ned omkring hendes lænd. Hun går frem igen, det er den sammen lugt omkring det halvdyr et stykke væk, også alle tingene som er der. Hun rynker lidt på næsen, for det halvdyr har set så forvirret ud. 

Hun går med rolige skridt mod dette halvdyr, meget langsomt for at være sikker på hun ikke skræmmer personen. Hendes øjne tager alt ind omkring dette halvdyr, men hun er ikke sikker på hvilket halvdyr dette helt præcis er, det plejer ellers være nemt at gætte. Hun kunne bare lugte noget dyr over denne person, men det var ikke ligefrem fordi han gav væk at han faktisk var et havldyr. Men der var ingen lugt fra en hund, eller lignende, så det kunne vel kun være en ting når det var noget fugl. Hun kunne tage fejl, men det gjorde hun nu sjældent. 

Det var aldrig til at vide om personen var sød, eller om hun burde vende rundt og skynde sig den anden vej. Men hun vidste hun var nok mere på hjemmebane end han var, hvilket kun var til hendes fordel, når hun ikke vidste hvilket type person denne ting var.

 En snerren blev sendt i Volucris' retning efter han havde brummet, hvilket fik ham til at rette sig lidt op, løfte armene lidt og skyde brystkassen en anelse frem. Han pustede sig op, så han kunne se større og mere farlig ud. Blikket fortsatte med at være vaks og smallet i mod buskene for at holde øje om det lille røde dyr kom i hans retning, men den forsvandt for ham. Havde han skræmt den væk? 

 Pludselig kom en pige gående ud, er Volucris så et øjeblik på hende, inden blikket blev slået tilbage til at lede efter det lille røde dyr. Det lille guldsmykke på hans næsen, der mest af alt lignede et lille næb,  skinnede let i solens stråler, sammen med alt det andet guld han havde rundt omkring på sig.  
 " Pas på.. Der er noget der lurer lige i nærheden..! " forklarede han hende. Ingen grund til at hun skulle gå uvidende rundt, eller være grunden til at han blev spist, fordi hun ikke var opmærksom. 
 " Jeg havde øje på det lige før, men jeg mistede det. Så hold godt øje.  " øjnene smallede sig lidt igen, som han prøvede at se bedre ind mellem træerne. Han kunne dog ikke få øje på det røde sut nogen steder, og slappede lidt mere af, så han ikke stod og pustede sig sådan op, men i stedet stod mere normalt igen. 
 

Hun hæver det ene øjenbryn som han snakker, hun kan tydeligt nu se de små tegn på han har noget fugl i sig. En hummen kommer fra hende, da han tydeligt ikke så hvilket dyr, det dyr som hun havde været. Hele hans statur som han står, helt pustet op klar til at reagere hvis den skulle komme tilbage. De fleste ville måske have gættet på en ræv, men tydeligt virkede det til han ikke havde en anelse om det. "Ræven er væk, den løb da jeg kom," siger hun med et smil. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare det til denne mand, der var ingen grund til at sige det faktisk havde været hende, for det var trods alt ikke pænt at snerre af andre, men det havde hun gjort. Hun burde sige undskyld, men han virkede til at være meget opmærksom på om den kom tilbage, så det kunne nok betyde han kunne være bange for at blive spist. Men så igen, hvis han var halvdyr med noget fugl i sig, så gav det også mening han faktisk havde det på denne måde. Han behøvede dog ikke vide, hun nogle gange måske tiltrak dyr til at komme til hende, men de kom mest hvis hun var alene, så der var ikke så meget at frygte i øjeblikket.

"Hvad laver du egentlig herude? Der er normalt ikke så mange her?" Spørger hun nysgerrigt, imens hun ser lidt på det der er omkring dem.  Den lille lejr, men det virkede til det var hans udfra hvad hun umiddelbar lugte, var det kun hans færd her, udover nogle af dyrene som lever her i skoven, som har været lidt nysgerrig imens han nok har sovet. Hun vipper lidt hovedet på skrå, for som hun så på afstand, så virkede han til at være lettere forvirret. Der var en mærkelig vibe omkring ham, ikke nogle dårlig nogle som sådan, men der var et eller andet galt, men hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Intet blod, så intet hun kunne heale, så det var ikke hvad der virkede mærkeligt. Det var tydeligt at se det tøj han havde på var til den kolde side, i hvert fald her i det mere åbne, han kunne blive syg, men det var jo ikke ligefrem noget hun burde blande sig i.

 Øjnene blev kneb lidt sammen, mens Volucris forsatte med at skule i mellem træene, og da pigen sagde at ræven var væk, brummede ham lidt. Der gik et par sekunder hvor han forsatte med at holde øje med træene lidt. Han havde ikke kunne se hvad det var, der lurede ude mellem træerne, men hun måtte have set den, siden hun kunne sige det var en ræv. 
 " Hmmmm... Godt!  " Han vidste ikke helt hvorfor, men det havde gjort han noget vagtsom, ikke at vide hvad det var. Skuldrene sænkede sig, og han vendte opmærksomheden mod pigen. Han skulle vel nok hører hvis ræven kom tilbage. 

 Da hun spurgte hvad han lavede der ude, så han rundt. Han havde virkelig ingen ide om hvorfor han var der. Eller hvordan han var kommer der hen. Så han kunne ikke så meget andet end at end at trække på skulderne, og se tilbage på hende.
 " Jeg ved det ikke helt.. Jeg kan ikke rigtig huske det, må jeg indrømme..  " sagde han lettere konfu, for det hele var en kende forvirrende!

Hun var pludselig glad for Night og Sun ikke var i nærheden, han var tydeligt ikke glad for noget som kunne være et rovdyr eller lignende. Han ville da flygte for livet hvis han så to ulve komme herhen, hvis det var reaktionen på en ræv. Hun løfter det ene øjenbryn op som han snakker om han ikke selv ved det, hvordan kan han ikke vide hvad han laver her? Hun vidste godt der kom nogle halvddyr herude, men dette var da ret mærkeligt hvis han ikke engang vidste hvad han lavede herude. Var det normalt? Så vidt hun vidste skulle hun da vist til at være lidt bekymret i det øjeblik, hvis han intet kan huske.

"Hvad er dit navn?" Spørger hun, imens hun ser lidt omkring heldigvis ikke andre sådan lige i nærheden. Eller måske var det skidt, for måske det så havde været en som kendte ham, som kunne sætte lidt lys på det hele, en indtil da måtte hun jo tage sig lidt af situationen, for lade ham være helt alene var nok lidt af et sats lige i det øjeblik, men så igen var det ikke han lejr? Hans duft var i hvert fald over det hele her, også en duft fra længere tid siden så det var ikke bare fordi han nok havde kommet forbi her helt tilfældigt. Vidste han overhovedet hvordan han forsvarede sig selv, hvis der faktisk kom nogle vilde dyr?

 Da Volucris ikke længere følte der var nogen fare, var der ikke brug for han var så vagtsom. Derfor valgte han også at se lidt på stedet han var vågnet op på, uden nogen erindring om hvem han var eller hvordan han var endt hvor han var. Der var ikke mange ting. Det måtte vel næsten være Volucris ting, selvom han ikke kunne huske om det var. Der havde jo ikke været andre her, da han vågnede, og det virkede ikke til på pigen, at det var hendes ting. Det var også derfor han havde taget nogle af tingene i med sig, og ned i tasken han kunne finde. 
 Da pigen spurgte hvad han hed, stod han lidt og bare så på hende. Han prøvede at komme i tanke om det. Da der ikke rigtig kom noget til ham, begyndte han at se lidt ned af sig selv. Måske var han heldig at der var en ledetråde et eller andet sted. Eller noget der kunne hjælpe ham med at komme i tanke om hvad han hed. Hans blik landede på et af armbåndene der stod noget på.
 " Volucris..?  " læste han højt og så over på pigen inden han trak på skulderen. Det kunne vel lige så godt være hans navn som så meget andet. Han foldede læberne og så lidt rundt på alle træerne.
 " Hvor er jeg..?  " spurgte han pigen. Hun måtte vel vide hvor de var henne. Han var ikke sikker på han kunne bruge informationen til noget, lige nu følte han hovedet var tomt for alt. Han rynkede panden lidt. Han måtte nok hellere spørge hende hvad hun hed også.
 "Hvad hedder du? " Hovedet lagde sig lidt på skrå.

Hun hæver det ene øjenbryn, som det er tydeligt han ikke selv rigtig kan huske hvem han er, well, det er noget nyt. "Du er i lysningen, som ligger i Amazonitskovene, nogle dages tur fra Dianthos." Siger hun med et smil. Tydeligt han nok har mistet hukommelsen, hvornår ved hun ikke, men tydeligt noget der kunne være sket før, hvis han har et armbånd der nok stod hans navn på, dog et meget unikt navn måtte hun da indrømme. Ingen tvivl om det måtte være forvirrende for ham, men hun var ikke i tvivl om alle de ting der lagde omkring var hans. "Rhea," præsentere hun sig selv, ingen grund til at komme med hendes fulde navn når han nok ville glemme det hurtigt igen. Eller det kunne være han allerede ville glemme det om nogle dage, hvis han faktisk var en som ofte mistede sin hukommelse, spørgsmålet var nok nærmere hvordan, især når hun så på alle de guld ting han faktisk havde.

"Men det ved jeg ikke om du kender stedet, siden det virker til du har mistet din hukommelse," siger hun med en hummen, som hun har hovedet vippet lidt på skrå. Spørgsmålet er nok nærmere, hvorfor han var her i første omgang, men det var tydeligt noget han ikke ville kunne fortælle. Ikke mange kom heromkring, slet ikke uden et formål. 

 Blikket gled lidt rundt, som hun sagde hvor de var henne. Det var umiddelbart ikke noget, som sagde ham noget. Volucris rettede sig lidt op mens blikket forsatte med at betragte omgivelserne. Den ene hånd gled lidt igennem det mørke, lettere filtrede hår. Der var ikke nogen af de navne hun sagde, der ringede nogen klokker hos ham. 
 Egentlig burde Volucris nok være en smule panisk. Han havde ingen anelse om hvem han var, eller hvor han var. Han vidste ikke hvordan han var kommer derhen, hvor han var på vej hen. Han havde lige givet en pige et ord der stod på et armbånd, som han navn, uden at have den ringeste ide om det var hans navn, eller bare et tilfældigt ord på en smykke, eller rent faktisk havde en eller anden betydning. Han kunne ikke huske om han havde nogen familie. Han kunne intet huske. Alligevel var der en underlig ro i ham. Som om det hele nok skulle gå. Han følte sig bare en kende forvirret.. 

 Volucris så tilbage på pigen, og sendte hende et skævt smil, ved hendes spørgsmål. Hånden der før havde kørt lidt i gennem håret, flyttede sig om i hans nakke, og han trak lidt på skulderne, mens han kløede sig i nakken.
 " Absolut ingenting, Rhea..  " indrømmede ham. Selvom det burde være trist og måske en kende deprimerende, var der alligevel noget lidt muntert over hans tone. Han skulle nok klare sig! Det var han sikker på. Det tog bare lidt tid, at få sig et overblik. Det kunne han mærke.
 " Jeg kan intet huske, må jeg være ærlig og indrømme.. "

Selv med hans ord, virkede han nu alligevel meget optimistisk omkring det hele. Hvilket vel kun kunne være positivt, siden der var et stort blankt hul i hans hukommelse lige i dette øjeblik. De fleste ville være gået i panik i dette øjeblik, men han virkede til at tage det hele som det lige kom herefter. "Det godt at se du ikke bliver helt panisk over det, så skal det hele jo nok gå alligevel," siger hun med et smil. Imens hun nikker lidt, så længe han ikke gik i panik, så kunne det hele blive lidt for sjovt hvis hun skulle til at stå og berolige ham, selvom hun virkelig ikke anede hvad der skete.

"Skal vi prøve finde en kro? Så du kan få noget mad og vand?" Spørger hun med et smil. Hun vidste at de var forholdsvis tæt på Medanien, det tætteste de lige var på en by lige nu, hvor hun vidste de kunne få noget mad. Men på den anden side, hun kunne også kalde på de to ulve, de rendte rundt med hendes rygsæk, men det kunne nok skræmme livet af ham. Hvilket hun valgte nok ikke lige var det værd, hun kunne fornemme de to ulve var tæt på, men de havde afstand til dem, for de havde lært ikke alle mennesker eller andre væsener var glade for at se ulve. Det var trods alt ikke normalt, man faktisk kunne slippe fra sådan et møde, så det kunne sætte nogle lidt på kanten af det hele. Samt på den måde han havde reageret på hendes lille ræve skikkelse, så var hun sikker på hvis der kom voksne ulve, så var han smuttet. 

 Hånden i nakkede kløede lidt i nakkehårene, og Volucris grinte lidt til det hun sagde mens han trak på skuldrene. Det virkede sikkert vildt underligt, set ude fra.  Volucris fandt det selv voldsomt underligt, men alligevel var han rolig. Alligevel var han okay.
 " Yeah.. Noget siger mig, det hele nok skal blive okay.. Jeg kan ikke forklare det. Det var bare en følelse, du ved?  " Hånden fjernede sig fra nakken og trak lidt op i tasken. Den virkede utrolig tung, men det var ikke noget han gad tænke yderligere over. Han gik bare ud fra det var fra de ting han havde samlet fra lejren han var vågnet i. 

 Rhea forslog at de fandt en kro og Volucris rynkede panden lidt. Han tænkte. Han kunne ikke helt sætter fingeren på hvad det var, men det lød bekendt. Volucris trak på skulderne inden han så nikkede til det. Lidt forvirret.
 " Ja! Det lyder nok som en god ide..  " sagde han så med et lille grin. Det måtte være mærkeligt for hende at stod sammen med ham. Det var sikkert ikke tit hun stod med en, der ikke kunne huske hvem de var. Blikket gled lidt rundt på skoven.
 " Det er også som om der lurer alle mulige farlige ting her..  " mumlede Volucris en smule fraværende, inden han svingede tasken over skulderen. Han så kort på de sidste ting der lå rund omkring. Mon det var noget det skulle tage med? Eller tilhørte det nogle andre? Han havde allerede taget en god del af tingene, så hvis det tilhørte nogle var det vel heller ikke sødt at tage det hele.
 " Skal vi gå? " Han så tilbage på Rhea og sendte hende et muntert smil.

Hun smilte som han begyndte at forklare sig, med hvordan han faktisk havde det. "Ja kender den følelse, så længe ud har det sådan, så skal det i hvert fald nok gå det hele," siger hun roligt. Imens hun nikker lidt, for så længe man bare fulgte den følelse man havde, så ville det meste nok gå alligevel. Hun satte hende hår op, som der kom en blæst. Hendes hår var langt nok, til at det bare ville irritere hende alt for meget. Hun kommer en svag latter, som han siger der nok er farer heromkring, for han havde absolut ret i det. Godt nok ikke lige nu, samt hvis det var rovdyr han tænkte på, ville han være sikker tæt på hende. "Du har ret, skoven er fyldt med forskellige dyr, både de fredlige og de knap så fredlige," siger hun med en hummen.

"Lad os komme afsted, jeg kender lige stedet. Det ikke den kro som de fleste kommer til," siger hun med et muntert smil, som hun begynder at gå. Hun kunne se ulvene ud af den ene øjenkrog, men de blev ude af syne, som de vidste det var den værste ide at komme ud og vise sig selv. Hun regnede med de fulgte med, ude af syne for ikke at skræmme ham fuldstændig. Forståeligt nok man kunne blive skræmt af de to, alle vidste ulve kunne være ekstremt farlige. De kommer hurtig ud fra lysningen igen, tættere på vejen som fører ned mod Medanien. Hun vidste der var en kro på vejen, så det var ikke nødvendigt med hele turen til Medanien, det kunne tage tid når man gik. "Vi må også hellere sørge for du har et sted at sove, så du ikke skal rende rundt i nat og finde et sted at være," siger hun roligt. Hun kendte stedet godt, så hun vidste det var nemt at få værelse der. Hun skulle nok sørge for han havde et sted at være over natten, samt han ikke ville gå sulten eller tørstig i seng senere på aftnen. 

 Volucris nikkede lidt og forsatte med at se rundt, som hun sagde at der var både fredelige og ikke så fredelige dyr. Han brummede til det, mens han smallede øjnene og skulede ind mellem træene. Han skulle ikke nyde noget af, at blive angrebet af hvad end der kunne finde på at lurer inde mørket.

 Rhea forslog de tog af sted, og Volucris nikkede lidt, før han fik taget sig helt sammen til at rive blikket fra fra det farlige mærke i skoven. Da han endelig fik hevet blikket væk, så han hen på Rhea og sendte hende et skævt smil. 
 " Du føre an! " sagde han med lille grin, både for at joke lidt, men også fordi han ikke havde den mindste ide om hvad vej de skulle for at komme ud af skoven. De begyndte at gå, og Volucris fulgte med. Han kunne dog ikke lade vær med at kigge sig lidt om, med en utryg følelse. Han havde det som om de blev forfulgt. Han var sikker på han kunne høre grene der knækkede i nærheden, og det blev ikke lavere som de gik. Han brummede lidt fraværende til hende kommentar, inden han flyttede blikket hen på hende og rystede lidt på hovedet over sig selv.
 " Ja! Undskyld.. Et sted at sove om natten, ville nok være en god ide.. " grinte han lidt. Han vidste ikke lige hvordan han skulle betale for det, men nok ikke han kunne finde noget nede i tasken. Han havde i hvert fald ikke undersøgt indholdet særlig meget.

Hun ryster lidt på hovedet, som hun alligevel ikke kan lade vær at grine lidt, som han prøver at joke. "du kunne jo også prøve," siger hun drillende, som hun ryster lidt på hovedet. Men hun valgte selvfølgelig at forsætte med at føre an, som hun alligevel holder lidt øje med ham, som det virker til han nemt blive lidt distraheret, eller meget opmærksom på sine omgivelser. Det giver vel mening, når han har mistet sin hukommelse, at være ekstra opmærksom på tingene omkring ham. Hun vidste der var en chance for han måske kunne fornemme, der var et eller andet som fulgte med dem. Hun kunne dog ikke gøre særlig meget, for så ville de to ulve jo komme frem hvis hun begyndte at be dem om at stoppe med at følge med. Hun kunne vel bare håbe de blev i skoven, som de kom ud til vejen. 

Hun nikker lidt, som det virker til han er enig, men det var vel aldrig til at sige om han faktisk var det. Tiden kunne vel vise, om han selv havde råd til det, eller om hun skulle hjælpe ham med at få råd til det. Det var dog ikke noget hun ville have noget imod, hun ville gerne hjælpe ham. "Jeg tænker i hvert fald ikke du vil sove udenfor," siger hun roligt som hun trækker på skulderne. Men det var aldrig til at vide jo, hvad han helst foretrak, det kunne jo godt være at han foretrak at sove udenfor, han havde trods alle de ting inde i skoven så det kunne vel godt være jo. Solen var kommet til at stå højt på himlen, så det var vel omkring midt på dagen. Som de gik langs den større vej, kom der alligevel en masse forbi med heste, både bare red på deres heste eller hestevogne. Hun holdte øje med ham, for være sikker på det hele ikke slog ham lidt ud af den, det var aldrig til at sige hvordan folk som havde hukommelsestab ville reagere. "Vi går mod en mindre by, dog skal vi ikke helt derned, det kommer til at tage lidt længere tid, men der er en kro tæt på," siger hun med et smil, som hun var meget optimistisk med det hele.

 Volocris satsede på at Rhea mente det i sjov, at han kunne prøve at føre an, og at han derfor ikke behøvede at gøre noget ved det, men han havde alligevel lidt lyst til at lege med på den. Han så sig derfor lidt om. Nu hvor hun var begyndt at gå en retning, kunne han jo gætte sig nogenlunde til hvad vej de skulle, sågar de ikke skulle skifte retning lige pludselig. Han endte dog bare med at pege bag dem med den ene tommelfinger og sagde med et grin;
 " Jeg er ret sikker på vi ikke skal den vej..  " lo han let. De var jo lige gået væk derfra.

 Som de gik betragtede Volucris omgivelserne i håb om at der ville komme lidt minder frem. Bare et eller andet, der kunne få ham til at huske, men sandheden var at det hele bare så ukendt og ny ud. Da Rhea snakkede så han hen på hende og lo lidt mens han nikkede.
 " Nej, det er sikkert nok rarest ikke at sove ude.. Selvom det godt kunne virke til jeg sov ude i nat..  " Hans blk flyttede sig ned på hans skulder, hvor han fik øje på et blad og en lille gren, som hn hurtigt pillede af og smed på jorden. 
 
 Volucris lod blikket glide op mod solen et kort øjeblik, inden det hurtigt blev flyttet i retningen af en lyd der nærmede sig dem. Med et lettere forskrækket hvin hoppede han til siden da en hestevogn kørt for dem, og forskrækket så han lidt efter den. Han forsatte dig med at gå efter Rhea, for noget i ham sagde at det ikke var noget vildt farligt. At hvis han bare holdt sig til siden, skulle det nok gå. 
 " Ja? " lød det kort lidt spørgende fra hende. Han gik ud fra hun vidste hvad hun snakkede om. Han kunne i hvert fald ikke sige hende imod. 


// Afsluttet på grund af inaktivitet