Månen kastede sit kølige skær ind mellem træets grene grene, som Daeralda stoppede ved Arkivets solide og passende udsmykkede dør. Dens snørklede udskæringer fortalte om Elvernes tid, om Faldet i De Gamle Skove, den nye begyndelse og de første år i Den Nye Skov. En påmindelse om hvad lå bag den og bag dem.
Kærligt strøg hun en finger langs en gren til den centrale figur og smilede trist. Hendes far havde været noget helt for sig selv og var stadig et svært minde at leve op til. Så rettede hun sig og skubbede døren op, for at lade sig omsluge af det dæmpede lys og duften af gamle pergamenter.

"Vala?" Hun kaldte dæmpet ud så meget med en stærk tanke som med ord. Den anden ville være derinde et sted eller også ville skoven være ved at gå under. Spørgsmålet var blot hvor langt tilbage i historien Månebarnet var.
Ladende døren glide i bag sig, fortsatte Daeralda ind i arkiverne. Hun rørte ikke ved noget, så dårligt på optegnelserne, men havde blikket søgende ude efter et glimt af bevægelse et sted. "Jeg ved det er sent, men jeg håbede at finde dig alene."

Det var ikke unormalt at Vala blev oppe det halve, hvis ikke hele af natten med sine mange pergamenter, gamle støvede bøger og lister hun havde tænkt sig at ordne. Med mængden af tid hun brugte i arkivet, skulle man tro der ikke var mere at nedskrive eller gennemlæse. Men Vala fandt altid mere. Hun vidste at arkivet og fortiden var hendes kald. Hun fungerede bedst med historierne, legenderne og fakta. Og allerhelst alene. På den måde var der ingen der forstyrrede hendes sind i at forestille sig livligt hvad skrifterne fortalte.

Ikke at hun var i gang med en heltedådige historie i dette øjeblik. Nej, hun havde fundet en gammel opskrift på elvervin der ikke så ud til at blive brugt mere, da den enten var blevet opdateret efter en anden bryggers smag eller blevet væk. Langsomt lagde hun det let plettede stykke pergament fra sig som hun fornemmede Daeraldas stemme kalde ud efter hende. Om det var hendes sind eller øre som opfangede lyden var svært at sige. Vala rejste sig fra det gamle træbord med nydelige udskæringer, for at gå frem blandt reolerne. Vala formåede altid at gå, som om hun slet ikke var i de levendes verden, men svævede rundt i sin egen skyggeverden. Hendes fødder var bare, og kjolen simpel. Hun ventede ikke besøg. ”De lyder tynget, Daeralda” stemmen var rolig og blid som den gled over i Daeraldas sind. Vala smilede, med det var ikke svært at antyde bekymringen i hendes træk. ”Hvad kan jeg hjælpe med?”

Et lille stykke inde i Arkivet hørte Daeralda bevægelse et sted i nærheden. Den blide lyd af bare fødder over slidt trægulv, som en blid puslen fra hendes ene side. Afventende stoppede hun op og drejede sig i retningen uden at aftenens tankers tunghed forlod hendes udtryk eller sind. Det ville de næppe heller gøre ved samtalen, men der var et skridt imod det. Håbede hun.

"Fortidens lys presser sig på og ønsker at stå i sin klarhed." Hun mødte den andens blide stemme med tristhed, før hun fandt antydningen af et smil frem og hilste den jævnaldrende elver med den respekt og varme de havde imellem sig. To af de ældste i Skovfortet og blandt de få der Huskede. "Da jeg vågnede kunne ingen fortælle mig hvad der var blevet af mit lys, min Alyan. Vil du se om Arkivet gemmer et svar?" Det var mere end muligt ingen havde spurgt her og hun selv havde udskudt det til nu. I spørgsmålet lå muligheden for vished, skønt det kunne tage tid at finde det uden at vide hvilken tid der ville have det.

Trods det sene tidspunkt at få besøg, havde Vala ikke sat for mange tanker i gang endnu. Den lette bekymring var vel ganske normal, men så snart hun så Daeralda og hvor tydelig tankernes tunge følelse hang om hende, var bekymringen tydelig at se på Valas ellers neutrale træk. Hun løftede sine øjenbryn en smule, afventende, og lod dem falde igen til at rynke let sammen som tristheden i den andens ord ramte hende.

Men det skulle ikke forhindre Vala i at tage imod både en jævnalderne elver, men også sin leder med respekt og sin fulde opmærksomhed. Valas opmærksomhed var ellers en flyvsk ting hvad levende individer angik.
Hendes træk blev hurtigt alvorlige som hun eftertænktsomt spejdede rundt nogle få sekunder. Hun vendte blikket tilbage og nikkede bekræftende "Selvfølgelig vil jeg kigge efter svar, nu jeg ingen erindringer selv har" Det bekymrede hende faktisk - men selvfølgelig, alt hun behøvede at vide blev nedskrevet, arkiveret og dermed også en del af hendes hukommelse. Det forhindrede hende ikke i at håbe på at noget var forbigået hendes hukommelse denne gang.
Et trøstende og forsikrende smil kom frem på Valas læber, som hun roligt lagde en hånd på den andens arm. "Arkivet har ikke skuffet mig før. Jeg skal nok finde Alyan herinde et sted" Selvfølgelig ikke fysisk, men det vidste Daeralda naturligvis godt at Vala heller ikke mente. Men svar, hvorend de måtte være.

Daeralda holdt fast i det lille smil gennem hilsenen, men derefter sank det væk. Denne aften var vævet i uvished og hun fandt for en sjælden gang skyld intet at føle glæde ved. Som havde tiden og alderen indhentet hende med al dens tyngde.
"Jeg vil værdsætte din tid til Egens sidste dage og efter." Hun bukkede let for den anden, skønt en flig af noget eftertænksomt havde blandet sig med tristheden. Arkivet var Valas sjæl på mange måder og hun havde ikke troet noget kunne være smuttet den anden forbi og så alligevel var der en tanke om et par ord ytret i forbifarten der spøgte i hendes sind.

Det forblev fjernt som den anden fortsatte og gav en forsikring der endelig trak endnu et lille smil frem. "Det sidste sted vi nogensinde ville søge efter ham, før..." Hun kunne ikke få sig selv til at nævne jordskælvet, men tanken om det rynkede på den anden der havde undveget hende. "Nævnte du ikke sidste år at Frosthjem endelig havde sendt deres optegnelser herned? Kunne noget være i dem, der har været dig frataget så længe?" Alyan havde været fra Frosthjem trods alt, så et spor til ham kunne meget vel være at finde der.

Vala bukkede let med hovedet som tak for ordene. Hun vidste hvad det ville betyde for Daeralda allerede inden hun udtrygte sin dybtfølte taknemmelighed. Det var Alyan. Det var hendes højt elskede mand, og ingen vidste hvad der var blevet af ham siden. Ja siden hvornår, var så den brik Vala faktisk manglede i sit sind og det generede hende grænseløst at hun havde huller i historiens gang. Men det betød også at hendes motivation, ud over at hjælpe en kær veninde, var sat på sit yderste.

Valainistima lod Daeralda stoppe sin ord uden at færdiggøre sætningen, til trods for hendes tanker afslørede hende.
Som var det en opløftende tanke, lyste Vala nærmest op ved nævnelsen af Frosthjem som endelig havde gjort sig den ulejlighed at få sendt optegnelser og formentlig andre notationer, trods deres evne til at nedskrive historien var af langt lavere vigtighed end at gå på prompotiøs jagt. Vala holdte sin mening for sig selv, men det var tydeligt at elverne også havde deres forskelligheder iblandt deres egne, selvom hun naturligvis ikke ville styge alle over med en kam.
"Uden tvivl. Frosthjem har altid været midten en smule alsidig. Men jeg vil starte først i disse ukendte skrifter. Om ikke andet, vil jeg finde Alyans fortid der og spore mig frem til hans nutid" Noget i Vala fastholdte at Alyan var i nutiden og ikke kun en del af fortiden. Hun kunne finde tiden for hans fødsel og vejen frem igennem hans liv til hvor han nu måtte befinde sig. "Skulle jeg finde mangler, vil jeg personligt rejse til Frosthjem og få fat i de manglende brikker" Trods hun elskede sin isolation i sit elskede arkiv, var der andre vigtigheder i det lange liv.

Daeralda nikkede let og mærkede så et fuldt, varmt smil vokse frem på hendes læber. Det første denne aften. Optegnelserne havde tydeligvis været så fjernt fra Valas tanker, som de havde hende og den bare nævnelse af dem tændte det lys den anden så evigt bar i sig. Et opløftende syn og et forstærkende til hendes spinkle håb.
"De var her først og så sat i deres veje som vi i vores. Tiden ændre langsomt hvad ikke ønskes forandret." De kaldte sig et folk, men forskellene mellem syd og nord var nogen gange splittende for deres folk. Et held ingen af dem helt ønskede at være splittede og respekterede forskellen i historie og slægt nok til at finde veje hvor kun tåge fandtes.

Hun rakte ud og samlede venindens hænder i hendes givende dem et let klem. "Hvis der er mangler skal jeg nok rejse efter dem. Lyshjortene kommer stadig til mig og jeg ved hvor hård den rejse er for dig." Fire dage gennem skoven til Frosthjem og det samme tilbage ville tage Vala væk fra arkivet i mere end en uge, nærmere to for oplysninger der burde være i arkivet. Det var en rejse hun hellere selv tog af flere grunde. Både for at få de manglende skrifter udleverede, men også for at vise sig og understrege hun også var Stemme for de nordlige Skovelvere. De havde det med at glemme det, når det passede dem bedst.
Med et klem mere slap hun de lyse hænder og nikkede let. "Må Månen lede dit blik og dit hjerte i denne sene stund." Hun var klar til at lade Vala vende tilbage til hvad hun havde kærest. Tiden og historien.

Det var tydeligt igennem historien at ting folket nødigt ønskede at ændre, trods nødvendigheden tog virkelig lang tid. Ikke at tid var en særlig sparsom ressource for elverfolket. Deres forskelle var kommet gradvist men over lange perioder og til sidst kunne ingen helt huske hvordan syd og nord var blevet så forskellige og alligevel så ens.

Vala nikkede både som accept og taknemmelighed for at Daeralda tilbød selv at tage rejsen skulle sådan en blive nødvendig. Tiltroen til at Frosthjem havde bragt hende de rigtige optegnelser var stadig en smule rystet, men Vala måtte alligevel tro på at hendes folk havde været grundige.
"I lige måde Daeralda." hun håbede at natten ville bringe Daeralda ro, trods bekymringerne der tyngede hendes sind. Vala ville gøre hvad hun gjorde bedst. Grave sig ned i historiens lommer i søgen efter en ganske bestemt person, med et lys i sit indre der holdte håbet ved lige. Måske ikke for sig selv, men for elverlys stemme kunne lyset brænde længe og kraftigt.