Maximillian havde endnu engang en aftale at overholde med prinsen af Aquarin, så han havde taget ned til stranden ud fra Aquarin forholdsvis tidligt, for han kunne egentlig ikke helt huske hvornår han havde aftalt mødet, men set fra den lyse side, så havde han også muligheden for at kunne træne indtil prinsen dukkede op. Tasken var blevet pakket med et sæt tøj til prinsen, samt en smule proviant til ham selv og prinsen, alt efter hvad han var i humør når en gang han var sulten. Bare for en sikkerhedsskyld, havde han også pakket noget sovegrej, et telt, nogle pelse og puder, hvis nu det skulle gå hen og blive sent. Maximillian selv bar en lys skjorte hvor lædersnoren var taget ud, så man kunne se til midten af hans bryst, et par lyse bukser, der sad løst omkring hans ben og et par lyse sko. Det var trods alt ret lunt i syden, selv på denne tid af året og tid af døgnet. På trods af den lette påklædning, havde han alligevel taget sværdet med, som sad i et bælte, der hans omkring livet på ham.  Hvis Maximillian skulle skyde på tiden, så var den formentlig omkring ti om formiddagen. Han havde sovet ad helvede til i nat, så han lignede noget der var løgn, dog havde den lette brise bestemt hjulpet på hans træthed. Bag ham luntede der to killinger, formodet tre måneder gamle. De var klædt i mørkegrå, næsten sort og lang pels og havde gyldne øjne. Erebus og Keres faldt lidt over hinanden og fra tid til anden, ramte de ind i hans ben. Maximillian stoppede op og så ned på de to killinger ”I to… ” sagde han og satte sig på hug for at samle dem begge op i hans favn som han fortsatte ned til stranden der var et stykke fra Fristhavn og lå ud til Aquarin.

Som han ankom, fik han sat Erebus og Keres ned på jorden igen og de begyndte straks at tumle rundt i strandsandet, hvilket bragte et smil frem på Maximillian’s læber. Der var stadig lidt rester af et bål fra sidst han havde været her. Tasken lod han dumpe ned i sandet og han satte sig på hug. Straks kom hans katte over til ham, for de troede som altid at de skulle have et eller andet at spise, men ikke denne gang. Op af tasken trak han det mindre telt, som han gik et stykke ind på fast land for at sætte fast. Der ville ikke være meget nytte i at få det til at sidde fast i strandens sand, for det ville blot flyve væk ved det mindste pust. Nogle minutter gik med at sætte teltet op og han kom tilbage til tasken. Han havde ikke været længere væk end han havde haft mulighed for at holde øje med de to killinger. Han spejdede rundt på omgivelserne og trak sværdet fra bæltet og begyndte at svinge det omkring sig, et godt stykke væk fra killingerne, så der ikke skete dem noget. Alt han kunne nu, var at vente på prinsen dukkede op, før eller siden.

Det var endelig tid til at komme op på landjorden igen, bare for nogle timer bare for en dag måske. Selvom William kendte en masse til landjorden så ville han hellere end gerne vide langt mere. Og hvad var bedre end at opleve det hele selv. Han var ikke engang sikker på at det ville være en god ting at komme der op på nuværend tidspunkt. Men det var bare langt mere hyggeligt at dukke op og så snakke med Max. Det var langt mere hyggeligt end at bruge alt sin tid nede i Aquarin. Det var ikke det samme længere og han skulle en dag blive konge, det var ikke lige frem det han ønskede på nuværende tidspunkt. Og så alle de baller der blev lavet hele tiden for at han skulle finde en mage, bare fordi han var kønsmoden, det var slet ikke sådan han så på det længere. Han havde engang tænkt på at han ville være blevet en god konge, men efter mødet med Max for år tilbage så var det bare langt bedre at snakke med ham om hvad der rørte sig på landjorden, for der var åbenbart sket meget i alt den tid han ikke havde været på landjorden.

Endnu en gang havde han svømmet hele vejen til stranden ved Fritshavnen. Det var der at Max og ham som regl altid mødtes. Så dette her var ingen undtagelse. Nå William svømmede gik det hurtigt han havde en hurtig hale, og det kunne ses på vandet der som regl altid blev urolig. Han var ikke engang sikker på hvorfor han havde så hurtig en hale, men han vidste at det var langt mere vigtigere lige nu at snakke med Max. Så jo hurtigere han kom der op jo bedre var det. Han stoppede op et stykke fra stranden for at se om Max var dukket op hvilket han var. Så hvad var bedre end blot at melde sin ankomst, men alligevel gjorde han det ikke. Nej han ville hellere stå og kigge på. Selvom det kun var hans hoved der var over vandet så rørte han sig ikke. Han ville ikke afsløre sin ankomst endnu. I stedet kiggede han bare på Max der begyndt at sætte et telt op, han var altid facineret af Max når han arbejde, og lidt efter havde han trukket sit sværd. Det var noget som William kunne snakke med om, eller godt nok brugte han sin trefork der hjemme om end at den kun havde to gafler på, så var det stadig i trefork. Det lignede ikke at Max havde fået øje på ham så han knugede om halskæden i sin hånd inden han tog den rundt om halsen. Et klart blåt lys fyldte vande omkring ham og kort tid efter forsvandt de røde mærker på hans krop. Halen blev til menneskeben og han svømmede det sidste stykke hen til strandkanten. Han var ikke den bedste svømmer med ben, men det skulle han vel nok lærer på et tidspunkt. Han kravlede op fra vandkanten og rejste sig op, han var altid lidt urolig på benene til at starte med, men han fandt det sikkert før eller senere. Det tog bare lidt tid inden han havde helt styr på benene. Dog fandt han fodfæste inden han bevægede sig op imod Max der stod og trænede. Han var helt nøgen og han havde ikke engang overvejet at tage tøj på. For det var lidt mærkeligt at have tøj på han skulle jo ingen ting, og han skammede sig ikke over noget. Turen op til Max føltes lidt lang, om end at der faktisk ikke var så langt igen. Men hans ben føltes tunge og kluntede. "Max dit røvhul!" kom det fra ham jo tættere på han kom på Max. Egentlig vidste han ikke hvor det ord røvhul kom fra men det svingede så godt når han sagde det.

Maximillian stod stadig og trænede. Svingede stadig sværdet omkring sig, mens han hoppede og sprang rundt, lod som om der var flere fjender der skulle nedlægges. Af og til blev træningen stoppet for at se til killingerne, for han vidste de kunne ende med at vælte hele hytten, hvis ikke der blev holdt et vågent øje med dem. Max rettede blikket mod havet og kunne stadig ikke spotte nogen og begyndte atter at træne, men da han fra tid til anden fik vendt sig ordentligt, kunne han godt skimte noget der kom op fra havet.

Ordene fra William’s mund fik Maximillian til at grine ”Røvhul… Se den var ny” sagde han med et kækt smil på læberne, som han satte sværdet tilbage i bæltet. Erebus og Keres kom tumlende ned mod prinsen og begyndte at gnide sig op af hans ben ”Jeg ved De ikke har problemer med nøgenhed, deres majestæt… Men nogle landvæsener ville bestemt… Finde det stødende” sagde han med et kækt smil på læberne som han gik over til prinsen og gjorde klar på at løfte ham op. Han lå en arm i knæhaserne og en omkring hans ryg og tillod prinsen det, ville Maximillian samle ham op i armene og bære ham mod hytten, hvor der også var mulighed for han kunne få noget tøj på.

Det var så underligt at være sammen med Max, men på en god måde, han kunne snakke om alt muligt mærkeligt, og lære ham om alt muligt han ikke kendte til i forvejen. Godt nok var han godt veluddannet omkring landjorden, men han anede virkelig ingen ting om hvad det var der forgik omkring væsner og den slags. Det var helt klart noget som Max kunne lærer ham noget om. For slet ikke det med piger! For de var meget mere anderledes end i Aquarin.

Da de to små væsner kom hen imod ham og gned sig op af hans ben var han ikke sikker på om de var farlige eller om de var gode væsner. Det var lidt sjove væsner, og alligevel virkede de så søde. Selvom han var nøgen og våd satte der sig pels fast på hans våde ben men han tog sig ikke af det. Egentlig vidste han ikke om de måske ville bide ham eller hvad de ville, det måtte Max da fortælle noget mere om! "Pjat med dig Max, der er jo ingen." han vendte sig om og drejede lidt rundt om sig selv for at være sikker på der ikke var nogen. "Nej se slet ingen." kom det fra ham og blev lidt overrasket over at Max ville bære ham. Dog gjorde han intet for at stritte imod. Hvis det var sådan Max ville gøre det for at dække ham lidt til så måtte det jo være sådan. Så helt automatisk lagde han hænderne rundt om nakken på Max som han blev båret. Hans blik gled ned imod de to væsner der netop havde gnedet sig op af hans ben og han fandt dem virkelig fascinerende på den gode måde.

Max nød altid når prinsen kom op på landjorden, for så havde han i det mindste et eller andet og lave, så han ikke blot sad i Fristhavn og drak sin selvmedlidenhed væk. Der var altid et eller andet at tale med den unge prins om. Om det var hvad der foregik i Aquarin eller om det var ting om landjorden, de kunne altid fortælle om et eller andet.

Max kluklo som Erebus og Keres strøg sig op af prinsens ben og efterlod en masse hår. Han hævede et øjenbryn mod William som han talte og sukkede opgivende ”Ganske vidst er der sikkert ikke andre end mig, deres kongelige højhed… Men det er bare en del af at være på landjorden” sagde han med et kækt smil på læberne. Egentlig ville Max også hellere gå uden skjorten hvis han kunne, men der var altid folk der fik helt forkerte billeder plantet i hovedet, samt så ofte personen uden tøj som sindssyg. Ganske vidst var de i syden, hvor solen stegte alt det meste af dagen, selv der var der regler.

Der var så meget han gerne ville vide, og hvem var bedre til at svare på spørgsmålene end Max selv? Det ville være langt nemmere bare at stille alle spørgsmålene på en gang, men så ville der komme mange og Max ville have glemt halvdelen når de først var stillet. Nej så kunne han lige så godt bare tage et spørgsmål af gangen og nyde de svar der kom. Hvis det overhovedet var noget at nyde. "Visse vasse Max!" kom det fra ham og rystede lidt på hovedet. Folk var måske bare lidt mærkelige, der var aldrig nogen der havde klaget over at se ham uden tøj på, så hvorfor skulle de også gøre det nu? Det hele var bare så tåbeligt med alt det tøj, der kom intet godt med sig.

"Sig mig. Hvad er det for nogle mærkelige væsner der går der. Spiser de mig? Er de farlige?" spurgte han og kiggede ned på de to katte som han ikke helt forstod hvorfor sådan gik efter Max. Der måtte være noget med dem, måske de VAR farlige?!

Maximillian havde armene over kors og et løftet øjenbryn som prinsen talte. Hvad skulle han dog stille op? Max vidste at William havde så mange spørgsmål han sikkert ville have svar på, men om han så havde et svar til dem alle, var så en gåde. Han var blevet hyret af selveste kongen af Aquarin, til at oplære og passe på prinsen når han var på landjorden, dog havde prinsen også nogle dage for sig selv, hvor han kunne afprøve de mange ting han havde lært, om det fungerede, vidste Max ikke, men han kunne vel håbe?

Max så ned på Erebus og Keres der endnu var omkring prinsens ben ”De to? Det er katte, William… I den størrelse kan ikke æde eller skade Dem. De to er blot almindelige katte, der findes bevares også nogle der er i væsentligt større kaliber” sagde han med et skævt smil på læberne som han så på prinsen.

Det var vel ikke så svært at forstå det hele. Katte var åbenbart ikke så farlige som de måske kunne se ud til. Alligevel vidste han ikke helt hvad han skulle gøre. Tænk nu hvis han blev bidt og døde?! Eller noget langt værre end det. Men så igen, der var ikke noget værre end at dø. Men det var jo heller ikke det som Max havde sagt at han kunne. Det var jo bare katte..

Han hoppede ned fra det greb som Max holdte ham i og ramte sandet med sine bare tær. Han satte sig ned på det så hele hans underliv var blottet. "Katte..." mumlede han lidt og kiggede på dem for at række en hånd frem imod dem. "Så når de bliver større så spiser de mig?!" kom det overrasket fra ham. Han var ikke helt overbevist af det Max havde fået sagt, men så på den anden side så skete der vel ikke noget med dem når de bare var helt almindelige. "Hvilke andre ville så spise mig hvis ikke dem?" spurgte han og skævedde lidt til det tøj som Max havde lagt til ham. Skulle han tage det på nu, eller skulle han vente?

Maximillian kunne ikke helt lade være med at grine lidt over prinsens reaktion på kattene og hans uvidenhed, men det var trods alt derfor han var blevet hyret til at skulle lære prinsen de basale ting omkring landjorden, så som at tage tøj på… Men selv det var næsten en opgave der tog længere end det egentlig burde.

Maximillian så væk som prinsen satte sig ned og rakte ud efter kattene. Et kort sekund lukkede han øjnene og tog en dyb indånding og rettede blikket mod prinsen igen og smilede skævt ”De bliver aldrig i stand til… At æde dig” sagde han og så på Erebus og Keres. Ganske vidst blev de store, man de kunne bestemt ikke nedlægge et menneske eller større væsen. Hvilke andre dyr ville nedlægge et menneske? Han trak på skuldrene ”Ganske vidst er kattedyrene ikke dem jeg møder flest af, udover de to… Men ulve og bjørne er i hvert fald kendt for at nedlægge voksne mennesker fra tid til anden” sagde han og så mod tøjet og smilede kækt ”Få så tøj på for pokker” sagde han med et lille grin i stemmen.

Man kunne ikke vide noget som helst hvis det ikke blev sagt til ham. Og hvor skulle han egentlig vide hvilke dyr der kunne spise ham, og hvilke der ikke ville? Han var jo uvidende om alt dette her! "Nå ja hvad ved jeg dog også!" kom det fra ham og satte sig med et bump ned på jorden. Han anede jo ingen ting længere. Det var godt at han havde en lærer som Max der kunne fortælle ham en masse ting! For han var jo uvidende på så mange ting når alt kom til alt.

"Sååååå... Jeg kan godt blive spist?! Det var da lige godt..." han kunne ikke rigtig komme på et ord så han sad og tænkte sig lidt om. Han var jo ikke dannet til at bande som sådan. Så han var faktisk lidt blank om hvad det var han skulle sige. "Nå ja det er også lige meget. Men så længe du passer på mig så skal det alt sammen nok gå fint." kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv. Hans blik vandrede ned på det tøj der var lagt til ham. "Ja ja... Jeg skal nok tage det tøj på.." mumlede han mest for sig selv men højt nok til at Max ville kunne høre det. Han tog fat i bukserne og rejste sig op for at trække dem på. Det var det vigtigste han fik på ikke?

Maximillan sukkede lettere opgivende som prinsen lod sig bumpe ned på jorden ”Jeg skal nok lære dig det med tiden… Jeg ville sikkert ikke have en skid forstand på livet nede ved jer… ” sagde han med et blidt smil som han så på Erebus og Keres der løb lidt rundt efter et vildfarende blad, efter William havde sat sig. Han så på prinsen og hævede et øjenbryn mod ham og grinede ”Det er som regel kun hvis du er dum nok til at provokere dem, eller de ser dig som en trussel, du har mulighed for at ædt” sagde han og trak på skuldrene. Maximillian havde ikke været i nærheden af nogle dyr der som sådan kunne have slået ham ihjel, jo måske en ulv, men det kunne hans sværd dog klare for ham.

Et kækt smil kom frem på Maximillian’s læber som William rakte ud efter tøjet og fik taget sine bukser på ”Altså det der er bedre end ingenting, så du behøver ikke mere, før det bliver koldere” sagde han med et kækt smil på læberne.

Livet nede i vandet? Ja se det vidste han langt mere om, for der kom han jo fra! Og selv om han havde lært meget om landjorden, så var der bare nogle ting der var glemt eller de ikke kunne fortælle. Det var noget helt andet faktisk også at være på landjorden. "Ja se det kan du måske have ret i. Men der er n u dejligt i vandet." han nikkede lidt bestemt og kiggede på ham. Hans blik vandrede hen på kattene og han smilte lidt mere. De var nogle sære skabninger, men han vidste ikke om hvor store de kunne blive, eller om de var farlige når de blev store. For lige nu så de jo bare ud til at være legesyge, præcis som han selv var til tider. "Er jeg nu også dum? Det var lige godt... Nå ja men der er så meget at lærer endnu!" kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Der var så meget han kunne lære, og Max var den perfekte mand til jobbet!

Da han havde fået bukserne på bukkede han sig ned for at tage skjorten, men da han ikke behøvede at tage den på smed han den på sandet igen. "Jamen så. Kan vi så komme i gang med træningen?" han stank til at bruge sin vandmagi, men han skulle jo øve sig så meget som muligt, og mest af alt så gjorde vandet bare slet ikke det som han gerne ville have, og til tider fungerede det helt perfekt. Måske var det fordi han altid var lidt ved siden af sig selv.

Maximillian sendte prinsen et smil ”Det betvivler jeg skam ikke, Deres højhed, men er i tvivl om det ville være noget for mig.” sagde han som han trak på skuldrene. Først og fremmest ville Max på ingen måder havde de samme færdigheder i vandet som William havde, mest af alt fordi han trods alt havde halen, mens Max måtte nøjes med sine almindelige ben. Han havde ganske vidst før været nede ved kongen, men det havde skam heller ikke været den nemmeste rejse for ham, på trods af han havde lånt en halskæde, der gjorde ham i stand til at færdes under vandet. Et let grin undslap Max som han hørte prinsen atter talte ”Erebus og Keres kommer på intet tidspunkt til at være i stand til at æde dig. De er begge almindelige katte… Tror jeg nok” sagde han og trak på skuldrene som han skævede til Erebus og Keres der stirrede direkte tilbage på Max.

Prinsens reaktion på han ikke behøvede skjorten, fik Max til at smile kækt ”Lad os.” sagde han og sendte et kort nik til prinsen. Ganske vidst besad Max ikke selv nogen reel form for magi, men han havde studeret det en del, hvilket var derfor han var i stand til at hjælpe prinsen. Let hævede han et øjenbryn og så rundt på stranden og pegede mod et træ ” Okay… Det træ er dit mål. Der er eeeh… ” forsøgte at beregne afstanden i hovedet og trak da på skuldrene ”Der er nok.. I hvert fald fem meter… Det burde være til at klare. Du forsøger først uden min hjælp, derefter skal jeg nok vejlede. Er du klar?” sagde han med et smil på læberne som han gik op ved siden af prinsen, dog stadig med godt to meters afstand, for bedre at kunne observere hvordan prinsen gjorde og hvad der eventuelt skulle rettes på.

Max ville aldrig have det samme liv som ham, men det gjorde vel heller ikke noget, og selvom Max ikke var den fødte svømmer med hale så klarede han sig fint alligevel, også selvom William egentlig var et mindre legebarn stadig og havde brug for konkurrence, måske det var derfor at han aldrig gik imod en udfordring hvis han kunne komme til det. Han smilte lidt og trak på skuldrende. “Nok ikke Max, men du Alan så meget andet” kom det fra ham og kløede sig lidt i nakken. Max skulle nok lærer ham en masse og det var helt sikkert ikke noget at han betvivlede ville ændre sig. “Almindelige katte... forstået... eller vent lidt tror du nok?! Hvad skal det nu sige?” Nu blev han faktisk en smule bekymret, hvis Max ikke engang var sikker på om de ville forblive almindelige katte, hva så?! Nej nej nej det gik ikke, det ville være skidt. Måske var dyr her oppe farlige væsner, for fisk var i hvert fald ikke farlige!

Som han bevægede sig længere ned imod stranden hørte han Max’s ord, okey dette her kunne han da sagtens klare ikke? Han skulle bare lave en bue ud af vand, nogle pile og så var det vel det ikke? Han tvivlede helt klart på at set ville lykkes for ham, men han skulle ikke betvivle noget nu. Det ville være forkert at starte med at tvivle allerede. Han måtte bide sig i læben og tog en dyb indånding. “Dunken godt” mumlede han for sig selv og rakte ud for at kanalisere vandet så det kunne komme op ishanes hånd og forme sig til en bue. Ham stod i 10min og prøvede at få vandet til at være hårdt i vandkanten. Da det endelig lykkes ham at lave en bue og nogle pile havde han svedperlerne på panden. Han havde gjort den svære del, nus kugle han bare fokusere på at lade vandet være hårdt! Han bevægede sig op imod sit mål og stoppede ved siden sf Max. Han tog en dyb indånding igen og løftede armen, men lige så snart han havde løftet armen og lagt en vand pil på buestrengen smuldrede vandet imellem hans hænder og plaskede ned på sandet og gjorde det helt vådt. “AAAAARGH!” Råbte han højt og begyndte at sparke de våde flager væk fra det øverste del af sandet.

Maximillian trak svagt på smilebåndet ”Jeg kan nok et par ting eller to, skal nok lære dig noget af det, så du kan omgås på land og ikke kommer ud i de forkerte ting” sagde han og nikkede let. Når han ikke selv var der til at kunne beskytte prinsen, så måtte prinsen lære forskellige måder at forsvare sig selv på, samt han skulle have viden hvordan landgængere opførte sig. Som prinsen begyndte at panikke over Max’s forrige svar om hans katte, kunne han ikke lade være med at bryde ud i en let latter ”Rolig William. Det er almindelige katte. De bliver måske store nok til at stille sig på bagben og nå op til dine knæ” sagde han og sendte prinsen et kækt smil.

Max holdt øje med hver eneste af prinsens bevægelser. Ikke et ord kom fra ham som han selv ville lade prinsen prøve. Kort rettede han blikket mod sine katte og derefter mod træet han havde udvalgt som prinsens mål. Prinsen klarede det fint ind til videre, trak vejret stille og roligt. Det var så tæt på at lykkedes, men ud af ingenting forsvandt strengen i William’s bue og plaskede ned på sandet foran ham. Max gik op til prinsen ” William, slap af… Det bliver ikke bedre af du bliver vred, det ved du godt” sagde han med et let smil på læberne inden han igen fortsatte ”Vi kan starte tættere på? Det giver nok ikke lige så stort et pres på dig tænker jeg?” sagde han og trak let på skuldrene. De kunne jo godt starte på tre meters afstand, alt under det ville være kavt da det ville være for tæt på. Max begyndte at gå tættere på træet ”Vi tager den tre meter fra, kom” sagde han og sendte prinsen et smil som han afventede ham.

Max var sku god nok! Han lærte fra sig, og det var lige det den unge prins havde brug for. Han skulle lærer og han skulle give sig i kast med at finde ud af at bruge sin evne på den rigtige måde. Ja måske var det en god ide altid at have en flaske vand på sig, så kunne han da lave en lille dolk ud af vandet. Eller det håbede han da på hvis han nogen sinde lærte st bruge denne her evne! Han bed sig lidt i læben og sagde ingen ting til Max. Han var sikker på at Max kunne lærer ham om en masse ting han ikke engang selv vidste noget om. “Du sagde lige st du troede de ikke blev større... sig mig lyver du nu?” Han tog aldrig Max for at lyve, men hvad skulle han tro, kunne de blive større eller kunne de ikke? Forblev de så små eller blev de 20 gange så store endnu?! Det var et af de mange spørgsmål han ikke kunne svare på men som han håbede ville blive et ordentligt svar Max kunne give.

Selvom magien var mislykkes havde han da kunne gøre en lille smule. Han havde da formået at lave en skide bue, at den så var gået i stykker hvor det var mest vigtigt var så en katastrofe. Han håbede at alting var lige så let som når han svømmede i vandet, men det var det bare ikke. Han kiggede anklagende på Max. “Så gør du det hvis du siger det er så nemt” kom det vredt fra ham og sparkede på ny til sandet så det sendt en lille sky op. “Okey rolig William, det skal nok gå...” mumlede han for sig selv for at få ro på men han bar stadig bred indvendig, og han håbede på at det så småt var ved at være forbi. Han kiggede lidt på Max og så på vandet iåude i havet. Han havde gjort det før og kunne sikkert gøre det igen, alligevel gik han med og nærmest stampede i jorden hele vejen hvor de skulle være. “Og hvad så med vandet? Hvordan skal jeg kunne nå hele vejen der ud med mine vildt dårlige evner?!” Kom det fra ham og lagde armene over kors.